Hey, it's only fair!

Right?

Bogmesse i Forum

Jeg har lige modtaget en mail om, at jeg har vundet to billetter til bogmessen i Forum denne weekend. Det eneste, det krævede, var at stille et godt spørgsmål til en af de udvalgte oplægsholdere. Jeg valgte Richard Yates, som kommer og snakker om Revolutionary Road.

Mit spørgsmål gik igennem, og vil blive stillet til manden himself på lørdag kl. 11. Desværre kommer jeg selv først søndag, så hvis du skal derind, så lad mig lige høre, hvad han svarede på spørgsmålet om, hvorvidt han mener at bogens hovedpersoner kunne have den selvsamme konflikt i dag og hvis ikke, hvad ville han så skrive konflikten udfra, for at vise et lignende nutidigt samfundsmæssigt perspektiv?

Til gengæld skal jeg helt klart ind og høre Jette A. Kaarsbøl søndag eftermiddag. Nu har jeg ventet og ventet siden "Den lukkede bog" på en ny bog fra hende, og "Din næstes hus" står helt klart på min læseliste efter den udkommer i morgen.

Ses vi derinde?

Lettelsens suk

Jeg fik endelig fundet ordene og sagt dem højt. Situationen opstod, hvor jeg endelig kunne få luft uden at jeg forværrede noget, jeg allerede fandt godt og grundigt dysfunktionelt.

Jeg fik fortalt om grædende cykelture hjem fra arbejde, om manglende forståelse, anerkendelse og samarbejde, om min første oplevelse som 100% privatpraktiserende lærer, om hårdt sprogbrug der blev kastet skødesløst rundt i humoristiske sarkastiske forklædninger, om børn der ikke bliver set og prioriteret og om hvorfor den lange køretur ikke er min tid værd i det lange løb.

Og så cyklede jeg væk fra den skole, der for ganske kort tid var drømmestedet for mig at arbejde på, men som nu står tilbage som et flagskib, der proklamerer sig som mentorskole, og derfor har så travlt med alt andet, at den glemmer de værdier, de børn og den undervisning, den startede op med at være skole for. Skuffelsen over dette er enorm fra min side.

Mine ord blev hørt - og taget ind - vejet - følt og smagt på - opbakket og forstået - og undskyldt.

Et "Vi kommer til at savne dig", røg også berørt med i snakken. Min frygt kom til skamme. Der var ingen der angreb mig eller lod mig og mine, alt for mange, følelser i stikken. Sarkasmen og ironien var sendt til tælling og alvoren og selvreflektionen var sat ind i stedet. Hvor kom mon den tidligere uforklarlige frygt fra?

Det regnede da jeg kom ud. Og det kølige vand føltes fantastisk på den pande, der ikke længere var spændt i en bekymrende rynke. Min krop føltes lettere at træde frem i pedalerne og knuden i maven, den der har siddet der i flere uger, og som jeg ikke har kunne skrive mig ud af, den var væk!

Servicemeddelelse: Mere gratis lyd!

Hele fem stk. lydbøger ligger til gratis download på DR lige nu og indtil den 18. november, så skynd dig ind og hent dem!

Du kan bl.a. finde:

• Jan Sonnergaards "Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks undgdom
• Svend Åge Madsens "Mange sære ting for"
• Anne B. Ragdes "Arseniktårnet"

Og er du mere til gys, så kan du også finde forskellige gysere skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Dem finder du HER.

Jeg så en film passere forbi

I morges, da jeg havde kørt Manden på arbejdet, og bagefter trillede stille og roligt hjemad i den silende regn, passerede en film af indre billeder forbi i mit hovede.

Det var et af de øjeblikke, hvor man kan mærke sindsstemningen inde i sig selv, og hvor følelserne springer uden på tøjet. Det var ZZZZAAAAAP-øjeblik. En tidslomme, hvor alting står stille, og billederne kører langsommere og bliver små enkelte fotos i sig selv, der tilsammen danner en flydende helhed.

Det er helt fremme i filmens spæde start, hvor vi skal have introduceret filmens karakterer og samtidig have startet historien. Det regner og den første kvinde sidder i sin bil og hører Randy Crawfords "One Day I'll Fly Away".

Klip.

Den samme kvinde står foran en flok elever og fortæller dem, at hun har fået nyt job, at hun lader dem i stikken, men må følge sit hjerte og sin fornuft. Hendes faglige ambitioner, må bane vejen for de personlige og følelsesmæssige af slagsen. Hun savner tid til sin familie og sine interesser.

Klip.

Man ser kvinden male et paplegehus med sin lille søn.

Klip.

En ny kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun lytter til den samme melodi.

Klip.

Man ser hende sidde på et kontor på en skole. Overfor hende sidder hendes leder, og hun fortæller ham, hvordan hun er blevet syg af sit arbejde. Hvordan stressen æder hende op indefra og hvordan hun ikke magter mere. Hun må have fri til at komme sig. Hun græder.

Klip.

Den samme kvinde ses i sit hjem med sine to børn løbende omkring sig og modløsheden lyser ud af hende, samtidig med at hun kigger kærligt på de to små. Bag modløsheden viser lettelsen sig og hun rejser sig og går hen til børnene og leger med dem.

Klip.

En tredje kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun hører samme melodi.

Klip.

Man ser den tredje kvinde sidde i et fællesskab af kvinder, hvor hun fortæller om hvordan hun har sagt sin lærerstilling op for at forfølge sine drømme. Hun fortæller også om, hvordan hun kort tid derefter får afvide, at hendes mand har fundet en anden og at de må skilles, og at deres tre fælles børn bliver delebørn fra nu af.

Klip.

De tre kvinder kender hinanden enkeltvis. De har dog aldrig været samlet i samme rum på samme tid og to af dem har aldrig mødtes og to andre kender ikke til hinandens eksistens.
Alligevel har de en fælles ramme. De er alle tre lærere, de er alle tre på et sted i deres liv, hvor de skal lytte efter, hvad de selv siger, indeni. Og hvor de skal mærke konsekvenserne af de valg de har taget. De er alle tre spændt i mellem de jobmæssige faglige ambitioners felt og det personlige følelsesmæssige rum, hvor de er nogens mor.

Hvor kører de hver især hen? Mødes de i nogensinde i filmens magiske univers? Jeg så desværre ikke resten af filmen, men jeg kender alle tre kvinder på hver sin måde, som i 1., 2. og 3. person, og det rører mig for tiden, at have deres historier i mit liv.

Jeg tror, de alle har valgt rigtigt, og at de alle er enormt gode til at høre dem selv. Jeg tror filmen ender lykkeligt....

For at kunne behandle jer ens, må jeg behandle jer forskelligt

Jeg havde en oplevelse på vej hjem i toget i dag, som jeg gerne vil dele med jer, og meget gerne have jeres kommentarer på.

Overfor mig sidder en mand og en dame, begge omkring de 50 år, og de snakker hyggeligt sammen, indtil de bliver forstyrret af en konduktør. Kvinden kigger overrasket på manden, og udbryder: "Guuuuuud neeeej!" Det viser sig, at hvor han har et gyldigt månedskort, har hun et klippekort, som hun glemte at klippe, da de var så fordybet i deres snak. Dette prøver hun febrilsk at forklare konduktøren og spørger bedende om hun kan hoppe ud på næste stop og klippe. Hun er lige stået på, forklarer hun.

Der er tre konduktører i alt, hvoraf den ene er civilklædt og kommer hen til os og tjekker samtidigt (ja, det er åbenbart DSB's senste påhit i kampen mod de kriminelle snydepelse). Kvinden prøver at forklare sig igen og igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun taler sandt. Hun er næsten grædefærdig, da det går op for hende, at det drejer sig om 750,- kr. og at konduktøren har tænkt sig at give hende bøden.

Jeg bryder høfligt ind og spørger de tre konduktører, af ren og skær nysgerrighed, som jeg også påpeger over for dem, hvordan det kan være, at man ikke kan lade hende smutte ud og klippe og lade hende slippe denne gang? De forklarer sig med at de er nødt til at være ens over for alle, og at det skal være retfærdigt for alle. Det er jo svært for dem at vurdere hver enkelt gang, hvor sandhedsværdien skal sættes osv. Jeg kan godt se alle deres argumenter, og det er jo i bund og grund rigtigt nok. Det var en fin snak, vi fik med dem, og der var ingen angrebstone over for nogen af parterne. Det endte faktisk med at vi var flere der indgik i snakken.

MEN jeg er altså ikke enig med dem, konduktørerne. Jeg ved godt, at de bare gør deres job, men så er jeg ikke enig med den, der bestemmer, hvordan de skal fuldføre dette job. Hvad blev der af den rare togkonduktør, der kiggede på en og sagde: "Jamen, så smut da lige ud og klip. Og så glemmer du ikke det en anden gang, vel?" eller som tog sin menneskelige kappe og sin empatiske briller på og kiggede og lyttede til det menneske han stod og talte med? Jeg synes helt ærligt ikke, at der er noget galt i at kunne snakke sig fra en bøde, eller at forskelsbehandle folk i sådanne situationer. Jeg gør det selv, hver eneste dag i skolen. Ingen af mine elever bliver behandlet 100% ens, for det ville netop ikke være retfærdigt over for dem. De er jo forskellige mennesker med forskellige behov og forskellige grænser, og det er jeg nødt til at forholde mig til for at kunne give dem en fair behandling.

Jeg synes DSB og alle vores systemer engang i mellem bliver alt for firkantede og baseret på den laveste fællesnævner i stedet for at være bygget på tillid, menneskelig indsigt og overbærenhed. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke så meget det handler om retfærdighedssans fra DSB's side, men snarere om penge. Det ville i og for sig også være helt i orden i min verden, så skulle de bare hellere være ærlige og sige det, når jeg spørger.

Og hvis det virkelig handler om retfærdighed og ligeberretigelse, så er jeg faktisk lidt ærgerlig over, at vi danskere er blevet så milimetermålsretfærdige, at vi ikke kan unde en medpassager at slippe fra en bøde, som vi måske endda selv var så uheldige at ende med ugen forinden. Jeg fik selv en lignende bøde på min første arbejdsdag, hvor jeg havde læst zoneoversigten forkert og havde klippet en zone for lidt ud af 8 zoner i alt. Ikke om konduktøreren var til at hverken tale med eller stikke i, og hvis jeg kunne have hjulpet hende i toget i dag med at slippe ud af sin bøde, ville jeg næsten have følt, at det var et plaster på såret for min egen ærgrelse.

Ej, helt ærligt, hvad mener du? Er jeg for blødsøden og naiv, eller synes du også vores verden er bare en anelse for firkantet og indrammet engang i mellem?

Mit navn er AB. Jeg er en Guerrilla Gardener!

Jeg har været civil ulydig i dag. Eller du kan også med et lidt finere ord kalde mig en Guerrilla Gardener. Jeg har plantet blomsterfrø, hvor jeg synes der skal være blomster, men ikke nødvendigvis, hvor der MÅ plantes blomster. Jeg blev inspireret af et nyhedsindslag på DR, hvor hende her bl.a. talte, og hvem kan så i øvrigt undgå at blive inspireret af ham her:

Jeg bor ikke i en betonverden, og jeg er er ikke omgivet af grå højhuse, men jeg bor i et nogen gange alt for nydeligt velplanlagt nybygget villakvarter, hvor det er nøje bestemt af Lind og Risør og kommunen, hvordan tingene skal se ud. Det skal nemlig helst være ensartet, symmetrisk og mest af alt nemt at holde.

Nu er det sådan at jeg synes det er lidt kedeligt og trist at se på. Se fx dette stykke græs uden for mit hjem, eller dvs. græslignende ukrudt.

Historien lyder, at den tidligere ejer af vores hus faktisk tog resterne af sit rullegræs og lagde det ude på dette område, se det kom til at se flot og sammehængende ud. Det ville arkitekterne dog ikke have, så han blev pænt bedt om, at tage sit rullegræs af igen og lade de professionelle afgøre, hvad der skulle ske med området. Det gjorde de så, og nu er der vokset lidt tilforladeligt græslignende ukrudt på, som jeg ikke kan lade være med at gå og irritere mig lidt over. Havde der dog så bare været nogle flotte ukrudtsblomster i det.

Så i dag skulle det være. Forklædt med blandede anemonefrø, havehandsker (man skulle jo nødigt efterlade fingeraftryk) og en lille skovl sneg jeg mig ud i formiddagsdisen.

Det er det mest sikre tidspunkt at bedrive civil ulydighed i et villakvarter, da alle er på arbejde på dette tidspunkt. Det er dog vigtigt at ramme de få minutter der er mellem postbudet kører sin rute, skraldebilen henter skrald og dagplejemoren putter til formiddagslur, men jeg havde nøje timet og tilrettelagt det med dem alle. Jeg havde dog overset den vigtige detalje, at manden med kirkebladet også kører rundt om tirsdagen, men han lovede, at han havde tavshedspligt og at det blev mellem ham, mig og Gud. Og hey, det kan ham den store deroppe da ikke være uenig med det her, vel?

Så nu er der ikke meget andet at gøre, end at sætte sig ned og vente på forårets komme og glæde sig over at se sine kriminelle gerninger blomstre i fuldt flor.

Ej, vil du ikke nok lege med? Smid en kommentar til indlægget her og fortæl mig om det på din blog. Vi har jo alle et sted, der er en øjebæ for os, og som vi lige kunne forskønne lidt med et frø eller et blomsterløg. Kom nu, hva'. Eller du tør måske ikke? Du vil jo godt have din rokokopude, ikk' Mulle?

GIVE AWAY - GRATIS HUS!!!

Ja, det er altså ikke mig selv, der giver gratis huse væk - desværre. Ikke i denne omgang anyways.

Men ved Johannes Fog holder de fødselsdag for tiden, og derfor deler de disse skønne paplegehuse gratis ud. Så Skrupsakken og jeg tog det kunstneriske kluns på, hev hytten ud på græsset og gav den gas med pensler og akrylmaling.

Og se lige et kunstværk:

Tænk, hvis man turde at male sit eget hus så flot i alle verdens farver?

Og så er jeg altså nødt til at guide dig videre i systemet, for Marina fra Badut har skrevet et rigtigt godt indlæg om børn og ansvar, som jeg synes er din tid værd at læse. Hun skriver som altid fantastisk og jeg holder meget af hendes pointe i dette indlæg.

Græskarmand, kom indenfor

Skrupsakken og jeg købte to store græskar ved købmanden, og en stor spids kokkekniv, mange minutters graven med skeer og et par hak med kniven senere, stod disse to lækre græskarmandfolk foran os.

Skrupsakken var svært stolt af det færdige produkt, og kommentaren: "Waaaauuuwww", blev ytret en del gange.

Det var et lidt mere stilfærdigt: "Naaaat", der kom fra ham, da han senere på aftenen ville sige godnat til sine to nye venner. De havde ligesom ændret karakter siden han sidst havde hilst på dem.

De fik dog et lidt vagtsom vink med på vejen, og nu står de og sørger for at han kan sove trygt og godt i sin lune seng, for hvem tør da nærme sig med ulykker og forbandelser med sådan et par kraftkarle i indkørselen?

Inspiration

Jeg sidder herhjemme under dynen og er syg. Udenfor regner det og alt ser gråt og trist ud. Hvilken bedre dag til at kigge i mine gamle billedjournaler efter farver, tanker og inspration?

Siden jeg startede mit billedkunst-liniefag på seminariet har jeg skrevet og tegnet i min journal, og det er efterhånden blevet til tre af slagsen. Det er på en måde min billedblog, som selvfølgelig MÅ laves i håndgribelig taktil udgave. Intet andet vil give mening for mig.

Når jeg mangler inspiration i mit lærerjob eller bare i det hele taget trænger til et frisk pust af kreativitet, så kigger jeg i dem. De minder mig om alle de gode tanker jeg har haft undervejs, og alle de faste overbevisninger, jeg har fulgt i min undervisning.

I næste uge har vi fællesuge på hele skolen fra 1. til 9. klasse og jeg skal være i hele to af værkstederne. Det skal nok blive en hård uge, da det er to meget forskellige værksteder, men samtidig er det to værksteder, der begge står mit hjerte nært. Nemlig et blogværksted og et billedværksted. Temaet er Medmenneskelighed, og vi i udskolingen skal arbejde med hjemløshed. Der skal skrives aviser og blogs, males billeder, indspilles sange, samles ind, laves installationer og opleves 1 on 1. Det bliver fedt!

Så nu skal jeg bare lige blive rask igen og finde inspirationen, så er jeg klar til at være topmedmenneskelig og kreativ!