Aftrykket i solen

Jeg har været til lærermøde i dag - om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

Det forpligter

Jeg har lige opdaget, at det er den 21. marts i morgen. Ikke at der er noget særligt ved netop den dato, men det overrasker mig, at vi er så langt fremme med marts. Altså, det er jo nærmest april, som jeg skriver dette indlæg. Og I ved godt, hvad det betyder, ikke?

Så er vi MIDT i foråret! Altså når vi når april. Ikk'!

Og i dag lugtede lidt af april i mine næsebor. Jeg fik for første gang i år jord i rynkerne på mine fingre. I ved den slags, der er svær at vaske af, fordi den ligesom sætter sig der for good. Jeg fik for første gang i år frisk blomsterduftende luft helt ned i lungerne. Jeg fik for første gang i år insisterende sol på mine kinder og kan stadig mærke eftervirkningerne af stædigheden.

Jeg er ligeglad om det så sner i morgen, jeg er så meget i gang med foråret nu. Det forpligter at lave sådan en omgang sol og varme sidst i marts. Så vi smed havemøblerne og grillen ud på terrassen, og når jeg kigger ud af køkkenvinduet nu, ser jeg lange lyse grillaftener og badende børn. Jeg er nået til point of no return i årsfortællingen og herfra kan det kun gå én vej. Vil du med?

Fra børn og fulde folk

I lystig forårskådhed smækkede jeg alle døre åbne i morges efter morgenmaden og proklamerede optimistisk, at nu lukkede jeg altså lige foråret ind i huset.

Yndlingsmeteren gik hen til havedøren og jeg sagde kækt: "Kan du mærke det Skrupsak? Det er foråret, der kommer ind."

Hvortil han svarede lettere fornærmet efter at have sat sine forventninger ret stort op efter det der forår: "Det er ikke forår. Det er KOLDT!"

Jeg er ligeglad med, hvad den lille sure gnom siger. Det er sgu forår udenfor. Solen skinner og når man står på østsiden af huset varmer dens stråler mere end vindens kulde bider. Solen vinder!

Jeg har ikke noget billede af forår. Men jeg har et friskbagt billede af ham den lille sure, som i morges også smagte nutella for første gang i sit liv. Vi har holdt det fra ham på grund af hans fødevareallergi, men langsomt tester vi forskellige ting af på ham og dette var en mild nøddetest. Han var skeptisk. Indtil nu har vi jo bildt ham ind, at det skidt ikke var noget for ham, og at han ikke kunne hverken tåle eller lide det. Han smagte tøvende en bid af en rugbrødsmad med nutella, klar til at spytte skidtet ud i servietten hvis det smagte så afskyeligt, som han forventede. Han tyggede lidt på det. Gik eftertænksomt sin vej ind i stuen. Satte sig i sofaen og tyggede færdig. Og sagde alvorligt: "Mor, mig vil gerne have en mad med tuella!" En Nutellafan var født og der var ingen tegn på hasselnøddeallergi. Hvis der da nogensinde har været en eneste rigtig hasselnød i Nutella.

Det spirer i haven

Jeg ved godt, at det er alt alt for tidligt at glæde sig endnu, men se lige min timian:

Og mynten:

Hvilken fantastisk fornemmelse at se grønt igen. At få det tunge hvide lag væk og se, hvad der gemmer sig derunder. Sne er smukt og jeg har virkelig nydt at have flagernes lys her i den mørke tid, men nu er jeg så til gengæld også klar til at få noget kulør på livet igen.

Og således fik vi startet året

…i Charlottenlund med fire af vores yndlingsmennesker.

…med en Blachman, der i den nye X-Factor, som jeg allerede er blevet lullet ind i igen i år, fortæller en mor om forælderansvar og –ærlighed. Spot on Blachman. Nu i en ny og mere følsom udgave. Forfriskende.

…med, eller egentlig er det jo netop uden, en Bamse i overalls. Rest in peace Bamse. Og hils vores kære deroppe.

…med, eller måske igen uden, efterløn til os under 45. Det ved jeg helt ærligt ikke, hvad jeg skal mene om. Betyder det mon, at jeg er ligeglad? Og er det slemt og ignorant af mig, hvis jeg er?

…med restkransekage i fryseposen og pasta med pølser til aften.

…med alt for tidlige forårsfornemmelser på grund af den forunderlige mildhed, der var at mærke i luften i formiddags. You are playing with my mind, You God of Seasons!

…med uden tømmerdamer – mærkeligt nok!?

…med nye hatte i udklædningskassen.

…med svineinfluenzaens kolde ånde lige i nakken. Er den ikke bare so last year den influenza? De må da komme op med noget nyt i år. Nå, ikke? Jamen, så pas på jer selv derude, ikk´ og bliv hjemme, hvis I er syge.

…med en virkelig god afrikansk nytårstale fra Samvirke, som jeg Gud hjælpe mig ikke kan opspore på nettet. Kan I hjælpe mig, når Gud ligger ubrugelig hen med tømmerdamer?

…med gode intentioner om både slankekure, aftenlige gåture med familien og madplaner. Sikkert dybt urealistisk ligesom sidste år. Men hey – intentionen kan ingen tage fra os. Jeg tror mest på gåturene. Jeg er faktisk lidt bange for det madplanshalløj. Er det egentlig ikke bare noget Hokus Pokus, der er skabt til at slå den sidste rest af spontanitet ihjel for børnefamilier?

…med en ekstra fridag inden hverdagen igen kommer anstigende med al sin banali- og normalitet. Den eneste fordel ved at holde juleaften en fredag, ikke?

…endnu et blogindlæg i punktform, der er skrevet som det er tænkt fra hovedet, og som i bund og grund ikke har hverken den dybere mening eller højere helhed. Lad os se, hvor det fører os hen fra her.

GODT NYTÅR!

Hvem skulle have vidst, at 2010 blev året, hvor jeg fik lavet min første vellykkede kransekage, der ikke blev helt flad eller smattede sammen?

Det tegner godt for 2011!

Hvid vinter i perspektiv

Det slog mig forleden.

Skrupsakken og hans jævnaldrende kommer til at huske tilbage på lange hvide snefyldte vintre, ligesom jeg og min generation gør. Måske kommer han endda til at sidde midt i tyverne i en convoy af regnfulde grå vintre og længes tilbage til den tid, hvor der virkelig var vinter til. Den gang far var dreng, hvor der altid var hvid jul, hvor snedriverne nåede helt op til taget på bilerne og hvor man spiste istapper som slik.

Overspring #3 – Engage me!

Det er faktisk en helt god dag at være hjemme og skrive på.

Jeg sidder på min pind på vores kontor. Mand og barn ser Stor & Lille i soveværelset. Bøgerne er linet op. Den bærbare sat i stik og åbnet. Jeg har hele dagen foran mig til at skrive skrive skrive.

Og hvilken bedre måde at blive inspireret fra start til en dag, der står i pædagogikkens tegn end ved at se DETTE. Jeg er engaged!

God dag derude i sneen.

Vand i sprækkerne

Højsommeren bliver langsomt skyllet væk i sensommerens efterårsagtige dråber, og hverdagslivet begynder lige så langsomt at synke ind i mellem mine hjerneflisers tørre sprækker.

Jeg er med andre ord blæst oven i hovedet. Som den vilde efterårsdag, der venter lige rundt om hjørnet, vil blæse alt rundt. Og de næste to/tre måneder bliver en evig prøven af, testen grænser og håndteren konflikter. Det er ikke skidt, for det ender som regel godt. Men sådan er det altid at starte en klasse op, når man er den nye lærer. Vi skal finde hinanden, klassen og jeg, og vi skal finde fagene. Helst sammen og samtidigt.

Og lige som jeg går og skutter mig lidt tilfredst i dag over regn, mørke og stearinlys, og egentlig synes det er helt hyggeligt med den forsmag på efteråret, så er tilfredsheden også et udtryk for den fornemmelse jeg har ved at være i Ottendeklassen. Jeg føler mig hjemme. Jeg genkender stemningen, konflikterne, forsvarsmekanismerne, usikkerhederne og humoren. Og selv cykelturen hjem i øsende regn kunne ikke tvære grinet af mit fjæs.

Jeg bliver bare altid så træt her i starten. Alle de mange ting, man skal huske, planlægge, overveje, målsætte, dokumentere, aflevere, oprydde, organisere, lære, kopiere, bestille, afbestille, fornemme, håndtere, markere, evaluere og og og… Indtil vi er ordentligt igang og jeg igen kan overskue at smøre en madpakke efter aftensmaden bliver indlæggene nok lidt færre, måske blot lidt kortere, og sikkert helt og aldeles ligegyldige. For hjernen er skyllet over for en stund. Hvis jeg alligevel skulle finde på noget meningsfuldt at skrive om inden uge 42, beklager jeg hermed for den misvisende information dette indlæg indeholder og vil til en hver tid undskylde mig med at være utilregnelig i gerningsøjeblikket. Der var simpelthen vand i sprækkerne og systemet kortsluttede. Over and out!

Happy feet & skøre unger

Jeg fik købt ny lak til fusserne i dag. Aaaah, nu skal de for alvor luftes. Havde én gang smidt dem ud i det fri, dog i snudesko, men måtte kapitulere og endda købe tre par nye strømper i SuperBest en søndag eftermiddag, da jeg frøs og havde smidt alle mine hullede vinterstrømper ud. Fandme om de kommer på igen nu før til september – TIDLIGST!

Naboens yngste pige er Skrupsakkens bedste ven og ingen af de to virker til at tænke over, at hun er et år ældre end ham, når de leger i legehuset eller kører ture i hendes eldrevne bil. Jo, hun er en selvstændig tøs med egen bil. Til gengæld har hun fundet sig en yngre mand med eget slot, hvilket i nogle kredse ville blive anset for “quite a catch”.

De manglende streger er altså forårets skyld!

Jeg tror jeg er blevet lidt slået ud af det der forår. Det er fire år siden, jeg stiftede bekendtskab med det sidst, og jeg ved helt ærligt ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det. Skal jeg tage strømperne af nu eller er det bedre at vente lidt? Bruger man støvler i disse dage? Vinterjakke eller ej? Kan man sidde ude og drikke kaffe?..eller får man så bare træk? (Og træk vil vi ikke ha’. Det ved vi alle, at det er noget af det farligste i verden. Det lærer vi fra barnsben. Hold dig fra træk. Tag noget over ryggen. Vi skal ikke sidde i træk, uha nej!) Træk kan man dø af! Ikke? Eller hvad?

I New Jersey gik vi direkte fra vinterens kolde minus 10 grader, til det vi i Danmark betegner som sommer med 18 plusgrader og solskin. Foråret varede vel et par ugers tid for at slå over i alt-over-25 grader og lummerhedt. Nu er det noget, jeg læser om på mine amerikanskbosatte venners Facebookprofiler, og jeg må indrømme; den del savner jeg ikke.

Jeg elsker foråret. Jeg elsker den måde, det kommer snigende på ud under sneen. Hvordan det langsomt tiltusker sig magten over naturen fra Kong Vinter klamme hånd. Han, som ellers lige gik og troede, at han var så sej. Tænk sig, at det det milde, bløde, forsigtige forår kan slå den krabat af en kold gråsprængt skid af pinden. Det giver stof til eftertanke, hvis man overfører samme magt til det menneskelige sind, ikke?

Jeg er ikke holdt op med at tegne. Bare så du ved det.

Men jeg mangler motiver. Idéer til motiver. Motiv'ation kan man vel kalde det. Og jeg vender frygteligt tilbage i morgen. Tro på det!

Imens kan I varme jer på dette billede fra sidste sommer af Skrupsakken og hans dansk/amerikanske store kærlighed, og glæde jer til, at der også kommer en tegnevideo snart, hvor I kan se processen fra tomt-stykke-hvidt-papir, til mange-streger-gør-ét-menneske.

Og så tænker I, hvordan kan man mangle motiver med sådanne fotoskatte på harddisken, ikke? I know…

Til gengæld har I valgt jeres favoritter. Fodspor i sneen var især et hit. Og ligeledes var den kæmpende muslimske dame og de hemmelighedsfulde dansepiger. De vil blive rammet ind og sat på en give away her i weekenden. Så kunne du tænke dig at have et af dem hængende i dit hjem, så følg med de næste par dage. De er alle tre i størrelsen A3 (ca. 30x40 cm.).

Weekend on the sunny side of things

Ligesom æslerne her i Zoo, har jeg brugt weekenden på at stå i læ og varme mig på solens klare stråler både bogstaveligt talt og i særdeleshed i overført betydning. Derfor har der været stille på bloggen. Det foregik nemlig i min hjertedel af det nordlige Jylland, “i den her by hvor en død kat kan få lov til at ligge og være død” (citat: Allan Olsen).

Manden og jeg elsker denne slags roadtrips. Lange køreture med lange baner af god musik på anlægget, syngen med, holden i hånd og tresomhed i en lukket bil, mens verden suser forbi udenfor.

Og samtidig med at D-vitamindepoterne blev fyldt op af solen, blev hjertet fyldt op med familiære snakke, maven med god mad fra mors kødgryder og øjet med smukke sneklædte landskaber og bølger med is på toppen.

Billederne af mine to drengedukker sammen sidder stadig helt klare på nethinden.

Og da vi rundede weekenden af med aftensmad ved min far og hans kone i det midjyske på vejen tilbage til Sjælland, var weekenden fuldendt. Min far og jeg endte søndagen med hyggesang i sofaen med Skupsakken, om hvordan Jordens Vinduespudser bringer solskin og dejligt vejr til os alle, og om hvor dejligt der er ved Kronborg Strand, når lysene tændes i Helsingborg.

Og så måtte jeg også lige omkring min all time favorite sang fra højskolesangbogen, nemlig nr. 509: Forelskelsessangen af Jens Rosendahl:

Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

Jeg stormede ud og købte øl
ja, vinterens gamle, stive føl
for ud på grønne enge
og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen - skjult for længe.

Og blomster åbnede sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til fest
og kyssede hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter.

Og hør lige denne udsendelse på DR om sangen. Så vil du bl.a. høre, at den IKKE handler om en kvinde, som jeg først antog, men derimod om en mand, og dermed også Jens Rosendahls spring ud af skabet. Næven i tredje strofe burde måske have fået mig på sporet.

For mig er den også et symbol på foråret og solens komme. Hvert år på denne tid får jeg den vildeste lyst til at løbe ud på vejen, og STORME NED OG KØBE ØL og synge sangen højt og tydeligt for en hver der gider lytte, og meget gerne, synge med.

Jeg er forelsket i foråret. I min mand. I min søn. I min familie.

En vandpyt

Hey, vi fandt en vandpyt i går. Betyder det, at der er tø og forår på vej? Det gør det nok. Tror I ikke? Det MÅ det gøre. Det vælger jeg at tro.

Og indtil da vil vi gå ud og kælke i den nyfaldne sne…suk!

Et godt spørgsmål om solen

I går stillede Skrupsakken 1.000.000.000 spørgsmålet:

"Kommer solen snart hjem?"

Det vil jeg helt ærligt også gerne høre svaret på. Jeg savner vores gamle ven rigtig meget. Som i savner, så det gør helt ondt indeni.

Og så i dag, da jeg steg på cyklen efter endt arbejdsdag, kom den lige forbi og landede frejdigt på mine kinder, som var det eneste stykke hud, der stak ud af bunkerne af tøj. "Hej", sagde den på den mest naturlige måde, som om den slet ikke har været væk og den fulgte mig sørme hele vejen hjem fra skole. Vi fik en af de der gode snakke, som man får, når to venner bare cykler stille og roligt ved siden af hinanden, hvor man ikke kigger på hinanden, men holder øjnene fremad, mod det man er på vej hen til. Sådan en snak er fremadrettet, åben og ærlig. Den giver energi og varme.

Og lige nu sidder Solen så inde ved siden af mig i min sofa. Jeg inviterede den ind på en kop kaffe. Jeg synes ligesom det var det mindste jeg kunne gøre, når nu den havde fulgt mig hjem. Og jeg kan mærke, at dens blotte tilstedeværelse i mit hjem fylder rummene med nye historier og drømme. Den kan altså noget helt særligt, den sol, med sit varme væsen og lyse livsanskuelser. Og det smitter. Det gør det altså.

Jeg ved godt, at det stadig er kummefryserkoldt udenfor, men i dag blev jeg mindet om, at foråret findes stadig, og det kommer lige snart. Og med sig har det Solen og dens kuffert der er fyldt med alt det varme og lys kan fremdrive. Og på fredag er det ferie. Vi skal bare frem til fredag, ikke?

Minder i en boks

3. juledag skulle jeg generobre mit hjem fra nisser, farven rød og duften af gran. Jeg elsker decembers kommen og alt hvad den bringer af hygge, mad, samvær og pynt, og jeg elsker at få mit hjem tilbage igen, når de sidste gæster er gået, pynten er pillet ned og huset dufter af Probat!!? (ikke om jeg kan begribe, hvor den fettish er kommet fra!)

Vores juletræ er efterhånden blevet en “walk down memeory lane” og et af mine største øjeblikke i julen er at pille hvert et ornament op af kassen og senere igen at pakke det sirligt ned, så det lægger klart til næste års mindeorgie. Amerikanerne bruger deres juleornamenter til at at huske med. De har hver deres egen kugle, gerne med navn og et eller andet personligt på. De har souvenirkugler og jubilæumskugler og jeg kan rigtig godt lide den følelse det fremkalder, når man år efter år får frisket minderne op. Derfor brugte vi også vores juletræ til at samle minder med os hjem fra vores rejse:

Der er cabel car’en fra San Fransisco, The Big Apple, Kuglen fra China Town i NY, pingvinerne fra Canada, The Nutcracker, fjeldnissen og sådan fortsætter det rundt i verden.

Højdepunktet for julen 2009 var dog at opleve det hele gennem Skrupsakken. Med sine to år har han virkelig taget hele juleriet (ugleriet) og Julemanden (uglemanden) og hvad dertil hører til sig. Det har været intet mindre end fantastisk.

Nytårsaften blev fejret i eget hjem med gode nye naboer (tænk at man skulle være så heldig at komme til at bo ved siden af nogen, som rent faktisk har lyst til at krydse to årtier sammen med!) og min storebror og hans dejlige kone og børn. Vi var mange! Vi var mange børn! Der var meget larm! Det var en ny og anderledes oplevelse for mig! Men nytårsaften må gerne larme lidt og må gerne ryste lidt sammen. Synes jeg anywhos. Jeg hoppede ind i 2010 med et fælles ønske sammen med Manden om, at vores liv næste år ved samme tid meget gerne måtte minde meget om den måde det var på lige nu. Vi er faktisk temmelig tilfredse med tingenes tilstand, og kan vi oveni få et nyt år med lidt mere geografisk og jobmæssig stabilitet vil det være A-OK!

Det var i 2009 at vi rigtigt lærte vores søn at kende, hvor vi oplevede de første træk af hans stærke personlighed. Det var også det år, hvor vi smed alt vi ejede på havet og os selv i luften og flyttede hjem til det nære og velkendte, som viste sig at være ikke helt så velkendt endda, og det var egentlig også meget rart. Det var året hvor vi skiftede jobs, og skiftede jobs igen – begge to. Det var året, hvor vi for alvor mærkede manglen på lys og dermed også manglen på energi i årets sidste måneder. For øvrigt et særdeles velkendt fænomen blandt hjemrejsende, som har boet i sydligere himmelstrøg. Vi kan kun frygte januar og februar på det punkt. Og så var det året, hvor to af vores yndlingsmennesker sagde ja til hinanden efter 15 års kærlighed, og hvor vi selv endnu engang kiggede på hinanden den 18. september og blev enige om, at det spontane rådhusbryllup en mandag eftermiddag i 2006 nok ikke var helt så dårlig en idé, selv om det var stærkt motiveret af en kommende visumansøgning. Sådan kan man nogen gange få sig nogle fantastiske gaver, også udenfor julemånederne! Det var året, hvor vi fandt vores hjem, som forhåbentligt skal danne rammen om de næste mange års juletræspyntning. Det var året, hvor jeg fik mine egne ambitioner sat på prøve og i prioriteret rækkefølge. Og det var året vi igen sagde farvel og på gensyn til en masse dejlige mennesker og goddag til en masse andre nye dejlige mennesker, og dermed igen berigede vores fælles liv med nye relationer og personligheder.

Så nu vil jeg hermed pakke minderne fra 2009 ned i boksen, stille den på loftet og tage hul på de nye oplevelser, som 2010 bringer med sig. Jeg vil love mig selv, at det i hvert fald kommer til at omhandle kærligheden, familien, vennerne, kreativiteten, egoismen, fællesskabet, nuet og nærværet. Ingen nytårfortsætter fra denne blog i denne omgang. Det vil jeg lade Løkke, Obama og de højere magter om.

Det der var en gang, var, og det der kommer snart, kommer. Men lige nu og her, er! Og der vil jeg også gerne være.

Godt nytår til jer alle.