Endnu et musikalsk samarbejde, der rykker

Jeg fik aldrig set andet end det sidste afsnit af Toppen af Poppen, så jeg har ikke de store meninger om selve programmet. Men hold nu op, hvor Jokerens udgave af Elsker dig for evigt, den er lige i skabet!

Jeg er elsker Lars H.U.G og hans musik og har gjort det i mange år. På samme måde har Jokeren også en helt særlig plads i min musiksmag. Jeg er stor fan af dansk rap, og er især vild med netop Jokerens lyriske univers. Så denne her kører lidt i ring herhjemme i disse dage:

Yo, kan I høre mig, det føles som om jeg falder ud?

Det bliver ikke til mange ord på bloggen for tiden, men til gengæld gik jeg amok på et dansegulv i Århus i aftes til denne sang sammen med nogen af yndlingsmenneskerne. Fantastisk duet!

Da man bandt på mund og hånd

Jeg var på kursus i går og der blev vi introduceret for den sidste strofe, den som blev bortcensureret, af PH’s “Man binder os på mund og hånd” fra 1940. Det er faktisk sangens tredje strofe, og den lyder sådan her:

Sel' når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn'skenes ord.
Hva' hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn'ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.

Ret tydeligt, hvorfor det blev bortcensureret, og jeg synes faktisk det er en fantastisk flot strofe. Tankevækkende, hvor aktuel den stadig er i dag.

Jeg kendte den ikke. Gjorde du?

Blixen og Natasja

…havde begge rod i Afrika:

“Verden, den er stor. Mærk dig mine ord. Jeg trives hvor jeg bor. Men jeg savner Sudan og den røde jord. Min far, min søster og min bror... ye-ah” (Natasja)

"Selve mit hus og have og hele farmen her holder jeg så ubeskrivelig meget af; jeg har en følelse, som man hjemme sjælden kender, af at jeg har skabt dette selv, og at det er en del af mig. Hvis Du nogensinde kommer herud, hvad der var den største glæde, jeg kunne tænke mig i verden, vil du også nok komme til at synes om det, og til at forstå, at jeg på en måde her er blevet til det, som var meningen med mig…". (Blixen)

…var begge splittet mellem to meget forskellige kulturer:

“Skal jeg blive hos min mor. Og de hårde vintre i det kolde Nord. Eller skal jeg søge sydpå ad tropiske rytmespor. Hjælp mig Odin og Thor!” (Natasja)

"Livet herude er mer brutalt og ville vist ryste dig mer end selv de værste afsløringer fra livet hjemme; jeg, for et menneske, vil hellere have det sådan, men forstår derfor godt lykken - og charmen, - ved en stille, fredlyst plet, som lukker øjnene og dørene for al brutalitet." (Blixen)

…var begge fortalere for ligeværd og frihed:

"To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige." (Blixen)

“Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind. Fuld galop i den varme ørkenvind. Hesten den er døbt og købt af Bin Laden, jeg vinder løbet som den første kvinde, og Sudan er over ende...” (Natasja)

…var begge farverige personligheder, der nød vildskaben i livet:

"Jeg har i fire uger besøgt de lykkelige jagtmarker og kommer lige ud fra dybet af den store vilde naturs herlighed, fra urtidens liv idag som for tusend år siden, fra mødet med de store rovdyr, som betager én, som man får på hjernen, så at man ikke synes, der er andet værd at leve for end løver." (Blixen)

“Gæt hvem der er tilbage i fulde fægt og fyrer op forbi og knægt og fyrer op i den vildeste soundselector.
Jajajjusha
Hold fast og giv den gas hit på glas??? Sæt fast på den ass tjek mit stach og kom på plads.
Jeg skruer lyden op for Gud og hver mand i det ganske land, har det I mangler til den søde tand og folk der danser i mit kølvand.” (Natasja)

…var begge meget bevidste om poesiens magt:

“Jeg skriver sange om blandet blod om den storm, der raser i mit hoved'. Om at vælge eller vrage, om at være, om at vise mod...overskud” (Natasja)

“Det er upraktisk, Det er dårlig økonomi, at måtte holde sig med maskingeværer, fordi ens ord har mistet sin kraft.” (Blixen)

…rasede begge mod normerne og de snævre rammer:

"Jeg skulde naturligvis have bestemt for mig selv; men her kom igen den underlige Modstand mod alt, som paa nogen Maade var udenfor den snevre Cirkel hjemme, og den underlige Magt de havde, at man altid syntes man havde Uret, naar man gik imod dem. Hvad tænkte de sig? Ja, de tænkte sig vel nærmest Giftermaal som vor Fremtid." (Blixen)

“Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind. Men der vil altid være en Pia, en Johnny og en Evensen, der synes, jeg er for dum og grim og bør sendes hjem. Men fuck nu dem, for jeg ved at hele verden er mit hjem. Kom igen! I Sudan har jeg kærlighed og slægt Men mangler karrieren og skal ik' giftes væk” (Natasja)

Mangler jeg noget?

Mit navn er AB. Jeg er skabsrockabilly!

Det tyske rock’n’rollband The Baseballs spiller lystigt fra anlægget herhjemme for tiden. Jeg må tilstå, at jeg har altid været en fan af rigtig rockabillynumre og berlinerdrengene her har taget en masse nye hits og lavet dem om til netop det. Rihannas Umbrella, Katy Perrys Hot N Cold og Leona Lewis’ Keep Bleeding.

Måske er det min opvækst i et hjem med en Elvisstruck mor, der har sat sine spor i musiksjælen. Eller måske er det mine 13 år på Kaj Hansens danseskole, der hiver trangen til de frække dansetrin frem.

Sig mig nu, er du også skabsrockabilly?

Musik med hjerte i på et hyttefad

Jeg ved nu, at jeg sætter mig selv i bås med det nogen kalder rødvinsgenerationen, når jeg endnu engang taler højt om min kærlighed til Dissing, Dissing, Las og Dissing. I hvert fald hvis jeg skal dømme ud fra gennemsnitsalderen på publikummet til koncerten i den nordjyske havneby for en uges tid siden.

Eller måske siger det mere om gennemsnitsalderen på beboerne, der er tilbage i havnebyen efter den ene større virkesomhed efter den anden er lukket ned? Det er nok ikke helt skævt, hvis man samtidig ser på antallet af skolesammenlægninger og -lukninger i det seneste udspil fra de kommunale politikere.

Eller måske siger det bare noget om, at dem der er over halvtreds er dem, der forstår at gå ud og nyde en god aften i hinandens selskab og med god livemusik? I så fald lad dette være en opsang til alle jer unge nordjyder! Kan I så komme op af sofaen og ud og vis flaget for generation X og derunder.

Uanset hvilket segment min musiksmag placerer mig i, så er jeg ikke et sekund nervøs for at sige, at jeg helt og aldeles elsker de fire mænd og det de gør sammen med musik, tekster og gode historier. De spiller musik med hjerte i. Musik der giver mig klumper i halsen og saltet vand på kinden nummer efter nummer, og som samtidigt får mig til at tænke over det samfund, jeg er et (forbandet) forpligtet medlem af.

Povls underfundige stemme og halvfilosofiske historier mellem numrene var så fabulerende og flyvske (og alligevel sneg der sig uundgåeligt associationer til Toget Thomas ind, noget jeg sjovt nok ikke oplevede, da jeg hørte dem første gang for seks år siden) at de på én gang både tabte og fangede mig igen. Jeg plejer at sige til mine elever, når de skriver dansk stil, at en forfatter skal have sin læser i hånden hele vejen, så læseren aldrig farer vild i historien. Jeg fór vild den aften, gentagne gange, men sangenes indhold og mening holdte mig i hånden, så jeg aldrig følte mig FORTABT:

Nu var det måske også lidt fordi jeg var sammen med min SALIGE SØREN, at jeg følte mig som HAVFRUEN med følelserne udenpå tøjet (et nummer, der er en af mine personlige favoritter ene og alene pga. titlen):

Et er sikkert, jeg vil gerne blive ved med at FISKE EFTER STJERNERNE med de fire:

Det uundgåelige indlæg dagen efter et Grand Prix show

Jeg MÅ kommentere på gårdsdagens show. Som den inkarnerede Grand Prix fan(atiker) jeg er og har været længe før jeg sad med båndoptageren oppe ved fjernsynshøjtaleren i 1982, for at være den første i klassen, der havde Ein Bisschen Frieden på bånd, kan jeg ikke lade et Grand Prix stå ukommenteret hen på min blog. Det er en af de uundgåelige ting i livet. I mit liv anyway.

I nat skete der noget typisk dansk i min optik. Hvis vi ikke kan vinde selv, så rider vi alligevel med på vinderbølgen, og napper os en lille bid af sejren ved at vælte os i selvfeden over den danske sangskriver til vindermelodien.

Et eller andet sted er det vel beundringsværdigt. Vi lader os ikke slå ud af en fjerdeplads, selv om vi et kort sekund der troede os sikre på en sejr. I stedet finder vi en anden slags sejr i det. Måske fordi vi ikke er et sekund i tvivl om at tyske Lena var mileskridt bedre både i beat, udstråling, sangstemme, melodi og over all performance end vores danske old news grand prix balade med “wind i e’ håår”.

Og på den anden side er det lidt usmageligt. At vi ikke bare kan lade tyskerne nyde at sole sig i sejren og anerkendelsen. Nej, nej, vi skal lige ind og pointere, at “vi” faktisk hjalp dem med vores musikalske ekspertise. “Vi” i form af jyden med det danskklingende navn: John Gordon. Gotta love the irony in that.

Oh well, når alt kommer til alt, så troede jeg helt ærligt ikke, at tysk musik og Grand Prix kitch kunne lyde så godt, når det blev blandet sammen. Jeg synes faktisk den er skide god. Et rigtig hit, som for en gangs skyld er moderne og følger med tiden, altså den tid, der kører videre uden for Gand Prix-verdens forunderlige tidslomme.

Og så er det jo altid tid til i Grand Prix stunderne lige at dvæle tilbage til My All Time Favorite Johnny Logans “Hold me now”! Synger du med sammen med mig?

Logans hit var faktisk det første engelske jeg skrev. Min veninde og jeg sad med den båndoptagede version af Grand Prix’et og klikkede tålmodigt på pause for hver en linie, der blev sunget, mens vi koncentrerede skrev hvert ord ned, så vi selv kunne lære den udenad. Jeg har desværre mistet transkriptionen, men jeg kan godt afsløre, at der ikke ville være mange engelsktalende personer, der kunne tyde, det vi havde skrevet. På en måde synd, at nutidens børn blot skal google Lenas strofer, i stedet for at hygge sig en hel eftermiddag med båndoptageren, ikke?

Big easy

Så kom den endelig, den ferie. Den er længe ventet og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg kravlede ind over målstregen i formiddag med Skrupsakken siddende på ryggen. Han var nemlig med mor på arbejde, og klædt ud som to lalleglade, men også trætte og snottede, hippier sagde vi lykkeligt goddag til frihedens uge og farvel til sygdom, stress og dårlig samvittighed.

Og i morgen har jeg kun planlagt én ting; ud og købe en cd med ham her og denne sang:

Og så skal jeg vist bare danse mig igennem den næste uge med mine to yndlingsmænd i mine hænder.

En musikalsk top 5

Kan I huske, da man var yngre og sendte små sedler til hinanden i timerne? Ofte stod der skrevet noget lignende: "Hej Helene. Skriv din top 5 over drengene i klassen." Senere blev det udvidet til 'drengene fra skolen', 'drengene fra skolen, Bangsbo og Munkebakken' og til sidst alle byens drenge, jo større vores verden blev, jo bredere blev feltet.

Jeg er ikke nogen musikalsk frontløber eller modstrømsløber. Jeg ser i det hele taget ikke mig selv som særlig musikalsk interessant, når man sådan tænker undergrundsagtig, eksperimenterende eller bare elementær nutidig. Tværtimod er jeg temmelig lokal, nostalgisk og tryghedssøgende, når det kommer til at finde cd'erne frem. Alligevel fik jeg lyst til at lave en top 5 over mine yndlingsnumre, og det er lige ved, at den gamle sætning kommer til sin ret igen: Skriv din top 5 over drengene fra hele Danmark og resten af verden. Det er nemlig kun mænd, der er at finde på min liste:

1. Allan Olsens "Vintersol"
....
Tænk at de her horn ku stækkes
Tænk at Vintersol ku vækkes
Tænk at de her 37.5 ku varmes op....

Manden er frederikshavner, som jeg selv, og så er han efter min mening en af Danmarks bedste sangskrivere, digtere og samfundskritikere.

2. Marc Cohn's "Walking in Memphis"

Helt klart en af de fedeste sange at synge/skråle med på ever!

3. Elton Johns "Tiny Dancer" eller "Your Song" (jeg er ude af stand til at vælge mellem de to!)

4. Dissing, Dissing, Las og Dissings "Jeg er fortabt".

Teksten er fantastisk. Og samspillet mellem stemmerne passer perfekt til stemningen, melodien og følelsen. Siden jeg så de fire live første gang sammen med min far og Manden i den gamle biograf i Lønstrup, har de haft en hel speciel plads i mit hjerte.

5. Nephews "Mexico ligger i Spanien".

"Hvis du går med mig, læser jeg din færden. Hvis du går med mig, viser jeg dig verden...." Enklere kan det vist ikke siges.

Hvad hånden er fuld af løber hjernen over med

Da Skrupsakken og jeg fremtryllede ham her op fra sneen:

flød hende her i min indre jukebox:

Sick'est shit you'll ever hear!

Og kom så lige igen og sig, at det er utjekket at kunne spille et klassisk instrument, mens man går i folkeskolen. Mine tanker farter straks tilbage til stakkels Rasmus, der i 8. klasse var SÅ ked af at han "kun" kunne spille clarinet, når alle de andre drenge kunne spille på sådan nogle fede instrumenter som guitar, trommer og saxofon (ja, jeg ved godt, de også er ret klassiske, men I ved hvad jeg mener!) Jeg forsikrede den stakkels knægt om, at lige så snart han havde overlevet folkeskolen og var rykket videre til efterskolen eller gymnasiet, så ville han blive den sejeste af dem alle, fordi han kunne noget, ingen af de andre kunne......jeg fik selvfølgelig ret...hehehe!

Og se så lige de seje drenge her:

Klippet er langt, og jeg kan anbefale at se starten intil ca. 5 minutter inde og så hoppe frem til 8.00 ca. hvor I får lov at høre en af mine ALL TIME favorite songs in the whole entire freaking world: "I'm feeling good", og derefter videre til 13.00, hvor de starter sammen.

En sanselig hyggestund

På mit danskhold har jeg indført faste hyggestunder, hvor eleverne (voksne amerikanere) selv skal medbringe noget, der kan bidrage til hyggen på holdet. Hygge er jo et meget dansk ord og jeg synes det er en god måde at vise dem, hvad ordet hygge betyder for os.

De går meget op i disse hyggestunder og medbringer danske kager, retter og lignende lækkerier. Og i aftes havde en af pigerne i samarbejde med sin danske mand lavet en HYGGE-CD, med et soundtrack af danske sange. Vi hørte lidt af den i timen, og alle fik så deres egen kopi med sig hjem til senere nydelse. Min røg straks i cd-afspilleren i bilen på min éntimeslange køretur hjem fra Brooklyn. Og hvilken tur jeg fik der. Hvilken hyggestund!

Som jeg fik startet bilen, startede også den første sang: "Som den lille grimme ælling, bliver man rød og hvid på tælling..." og med New York Skyline by Night på min venstre hånd og en hyggelig danskundervisningsaften i Brooklyn på min højre hånd, kørte jeg langsomt ned mod Brooklyn Bridge med Re'Sepp'ten som baggrundsmusik. Pludselig følte jeg mig meget dansk og idet jeg kørte forbi den enlige politibil, der altid holder parkeret ved broen, råbte jeg sammen med gulddrengene: "Vi' humør og støvlekrudt - Vi er nederlag forbudt!"

Som jeg kørte over broen og ind i verdens mest berømte skyline tonede TV2's Bag Duggede Ruder frem i højtaleren. Hvis der er noget, man kan finde i netop denne skyline, så er det ruder og sikkert også en del duggede. Jeg kiggede op, mod de blinkende hjem og kontorer, og tænkte, hvem mon "venter lange nætter i disse kolde stuer og bliver holdt varm af hvert et blik fra dine duggede ruder"?

Vel ankommet i Manhattans vilde trafik, hvor man skal tænke hurtigt, egoistisk og taktisk for at komme frem, hjalp Stig Møller mig på vej med sit glade "Sikke'n dejlig dag det er i dag!" og mens jeg lallede: "Badadamdamdamdadadam, sikke'n dejlig dag det er i dag" zigzaggede jeg mig vej fra Easts side til West side. Det havde sgu været en dejlig dag, det måtte jeg give ham ret i.

Som jeg holdte i kø mod Holland Tunnels store franske fletning fra 8 spor til 2, så jeg to elskende kysse hinanden farvel ved en Subway station. Man skulle tro Sofie Bonde fra Souveniers kunne se, hvad jeg så, for hun sang sødt i baggrunden: "Han tog et nattog, og miiiiiig lod han simpelthen bli'e. Halvtomme gader, fremmede smil..." En sørgmodig følelse at køre ind i den lange tunnel med og en befrielse at komme ud på den anden side, op på Route 78, nu med Skylinen på min venstre hånd. Her var der åben highway, velanlagt asfalt og med speederen i bund på BMW'en følte jeg mig lidt som den Natsværmer Lars H.U.G. sang om i mine ører. De 6,1 sekunds accelleration fra 0 til 100 fik mig til at føle, at jeg fløj i gennem natten og let og flygtigt undgik de blinkende lamper på min vej ud i luftrummet. Den bil vækker min indre drengerøv HVER gang, jeg kører ud fra et betalingsanlæg og min Sjæl tændtes i Flammer indeni mig. Kasper Winding og Lars Muhl lagde den bedste lydside til min indre fartdjævels udfoldelser.

Som Torps, Brandts og Nannas To Stjerneskud kom Continental-flyveren hen over hovedet på mig, da jeg nærmede mig Newark Airport. Flyenes konstante landen og letten fascinerer mig altid, og jeg sagtnede farten for at nyde de mange stjerneskud på vej ud på verdens store legeplads: "Som to stjerneskud, på samme tid og sted. Vi er som stjerneskud, et kort sekund en evighed".

Og SÅ var det ren motorvej de næste 40 km. og Danseorkesteret hjalp mig med at få farten op igen og stige ud af den filosofiske drømmende zone og ind i den lalleglade sangliderlige jubel i stedet. Selv om det er flere år siden jeg sidst har hørt sangen, ved jeg stadig lige nøjagtig hvor de enkelte støn skal lægges i "Det kom som et chok - AH - Da hun forloood miiig - HMm - Den nat hun blev væk. Den dag hun sendte brevet til miig." Og til slut: "Badamamamammamama uhu uhu yeaaaahe, banamamamama...aha uhu yeaaaah..." FEEEEED sang at køre i bil til!

Jeg får lov at fortsætte mine drømme til det danske, da Love Shop fortsætter med "Copenhagen Dreaming....Copenhagen Times". Ja, lige om lidt er det Copenhagen Times igen, og jeg glæder mig. "Hvorfor var det jeg ville væk?", spørger de...ja hvorfor? Der var så meget. Men Jørgen Leth svarer meget godt på det i sin speak om Solnedgangen:

For jeg var jo nødt til at se solnedgangen fra en anden vinkel, ikke? Og hvad er det for en dag man siger farvel til, når man ser solen gå ned?

Og med den i øret kørte jeg langsomt ind i vores indkørsel. Sikken en tilbagelægning af afstand fra A til B. Det giver mig fornyet styrke til mine fremtidige togture. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvad mine medpassagerer vil sige til min fortolkning af "Kom Tilbage Nu"?

37.5

Sidder her og lytter til Allan Olsen, og hører lige mit yndlingsvers over alle i en af hans sange.

Han er efter min mening en af de bedste lyrikere i Danmark pt. og jeg kan blive ved med at finde nye fornurligheder, fantastiske sproglige billeder og ironiske betragtninger i hans tekster, selv om jeg har hørt dem tusindvis af gange. De fornyer sig på en måde for mig, hver gang jeg hører dem, og alligevel tror jeg også, det er genkendeligheden i hans billeder og trygheden i hans frederikshavnske dialekt, der taler lige til mig.

Det er fra sangen Vintersol på hans seneste album Multi Importante. Det er fra omkvædet:

tænk at de her horn ku stækkes
tænk at vintersol ku vækkes
tænk at de her 37.5 ku varmes op
den hér lugt af uld det regner på
det dér glemte hva’ så vil du noget?
og så kom hun vist fra landsbyen
Maria Magdalene

TÆNK AT DE HER 37,5 KU’ VARMES OP! Det er simpelthen så godt formuleret. Så enkelt og alligevel så kompliceret. Den verselinie alene siger så meget, og maler det mest fantastiske billede i mit hovede. Lækkert!

Mon det kan males?