Der er ikke noget som et godt gammeldags sommerland, der kan få ens indre barn frem. Og efter en lang lang pause, besluttede familien Hansen (min far og hans bror og alt deres afkom) at hanke op i en gammel familietradition og samle klanen i Fårup. Jeg må ikke have været meget ældre end Skrupsakken, da jeg første gang tog rutcheturen ned i træstammerne. Dengang tog man ikke on-the-spot-fotos. Den slags fotos holdt man til lufthavnene på Gran Canaria og Mallorco, og der har jeg til gengæld en hel del ankomstbilleder, jeg kunne flashe ved lejlighed.
Men tilbage til sommerlandet – dét, helt ude i skoven. Traditionen er, at vi som 50% restaurationsfamilie tropper op med sølvlysestager, hvide stofduge og dertilhørende servietter, som selvfølgelig bliver foldet fint ved hver kuvert, rigtige tallerkener, sølvtøj, vinglas og sølvfade. Et scenarie uden lige, som vækker blandede følelser ved de andre besøgende, som sidder med deres campingudstyr, papservice eller købemad. Nogen klapper og synes det er sgu fedt det der. Andre - not so much. Vi er jo i Nordjylland, og der stikker man helst ikke næsen alt for langt frem uden at få et bette niv i den på vejen. Men det skider vi altså på. For pointen er ikke, at vi vil vise os eller spille fine på den. Nej, pointen er, at det er en fest, når vi er samlet allesammen. Når vi denne ene gang om året tager en dag ud af kalenderen og sætter den i legens og familiens tegn. Det skal edderbodedderme fejres og gerne med manerer. Dét om noget er da værd at hive sølvtøjet frem for.
Efter mange års pause i traditionen tog min kusine, som for øvrigt er den rigtige ægte Smukke Sally fra THE Hornumkor, jow jow hun var og er til evighed mit største idol. Nå, men hun tog initiativ til at samle os alle og jeg sidder nu med hele kroppen fyldt af familiefølelse og sammenholdsmentalitet. Vores dejlige Bedste ville have været så glad for, at vi fandt ud af at mødes uden at have hende som undskyldning. Og da Skrupsakken søndag morgen lå i vores smørhul i sengen og kiggede op i tagvinduet på vandrehjemsværelset i Thise og så skyerne bevæge sig flygtigt hen over himlen, sagde han: “Se, der er Oldebedste.” Og jeg gav ham ret. Både fordi tanken er sød, men også fordi det er hun jo. Lige der over os alle sammen, og inde i os alle sammen og på vores allesammens ansigter og læber. Der er hun. Og farfar. Og derfor skal vi mødes. Fordi vi deler netop de to mennesker med hinanden.
Jamen, det er fandeme næsten så stort, som noget kan blive. I min verden anywhos.