Seksten

16 elevplaner, der skal udfyldes for tre fag inden fredag
16 danske stile, der skal rettes inden torsdag
16 danske diktater, der skal rettes inden torsdag
16 engelske stile, der skal rettes inden i går
16 elever, der hver især huserer i mit hovede i disse dag på grund af
16 kommende skolehjemsamtaler i næste uge
16 ting i mit hovede, som jeg KUNNE blogge om, men ikke lige får skrevet ned.
16 forglemmelser
16 gode blogs, jeg ikke har fået læst
16 edderkoppemuffins der forsvandtpå en dag (den var jeg dog ikke alene om)
16 hundrede kroner! for den klipning og farvning jeg har til gode om
16 minutter og en time ved frisøren
16 timer til I får et nyt indholdsrigt blogindlæg fra min hånd...mindst!

Vand i sprækkerne

Højsommeren bliver langsomt skyllet væk i sensommerens efterårsagtige dråber, og hverdagslivet begynder lige så langsomt at synke ind i mellem mine hjerneflisers tørre sprækker.

Jeg er med andre ord blæst oven i hovedet. Som den vilde efterårsdag, der venter lige rundt om hjørnet, vil blæse alt rundt. Og de næste to/tre måneder bliver en evig prøven af, testen grænser og håndteren konflikter. Det er ikke skidt, for det ender som regel godt. Men sådan er det altid at starte en klasse op, når man er den nye lærer. Vi skal finde hinanden, klassen og jeg, og vi skal finde fagene. Helst sammen og samtidigt.

Og lige som jeg går og skutter mig lidt tilfredst i dag over regn, mørke og stearinlys, og egentlig synes det er helt hyggeligt med den forsmag på efteråret, så er tilfredsheden også et udtryk for den fornemmelse jeg har ved at være i Ottendeklassen. Jeg føler mig hjemme. Jeg genkender stemningen, konflikterne, forsvarsmekanismerne, usikkerhederne og humoren. Og selv cykelturen hjem i øsende regn kunne ikke tvære grinet af mit fjæs.

Jeg bliver bare altid så træt her i starten. Alle de mange ting, man skal huske, planlægge, overveje, målsætte, dokumentere, aflevere, oprydde, organisere, lære, kopiere, bestille, afbestille, fornemme, håndtere, markere, evaluere og og og… Indtil vi er ordentligt igang og jeg igen kan overskue at smøre en madpakke efter aftensmaden bliver indlæggene nok lidt færre, måske blot lidt kortere, og sikkert helt og aldeles ligegyldige. For hjernen er skyllet over for en stund. Hvis jeg alligevel skulle finde på noget meningsfuldt at skrive om inden uge 42, beklager jeg hermed for den misvisende information dette indlæg indeholder og vil til en hver tid undskylde mig med at være utilregnelig i gerningsøjeblikket. Der var simpelthen vand i sprækkerne og systemet kortsluttede. Over and out!

Det bliver til for lidt

Det med at blogge er altså kommet lidt i 2. eller skal vi hellere sige 5. række. Jeg har simpelthen haft for travlt på det sidste med overgangen fra et job til et andet over én weekend.

Livet i 3. klasse på kommuneskolen er startet, og jeg føler mig som en helt nyuddannet lærer, der ikke aner en dyt om det jeg laver. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad de kan lide at lave, læse, skrive om eller lære om i 3. klasse. Næææ du, stik mig en snes dovne teenagesløve bumsede 9. klasseselever og jeg skal vise dig, men 3. klasse....nada...zip...nothing!

Derudover er det kommunale skolevæsen ligeledes en premiere for mig. Godt nok var den sidste skole også kommunal, men det er vist også det eneste, den har til fælles med det sted jeg arbejder nu. Nu sidder jeg i et lærerværelse med faste pladser, hvor gennemsnitsalderen er over 50, og jeg er hende den unge nye lærer med mine 34 år. Det er ikke nødvendigvis skidt, men jeg skal nok lige bruge lidt mere tid til at finde det helt særlige lækre i det.

Til gengæld kunne jeg lige smutte hjem i min halvtimes frokostpause i dag og tisse. Jeg skulle lige hente mit gymnastiktøj (ja, bare ordet får lugten frem af svedige fødder og gummimåtter, ikke?)og øjnede så lige chancen til at få tisset af på egen kumme. Og da jeg kom tilbage på skolen havde jeg stadig 20 minutter tilbage at spise i. Herligt!

Jeg står en time senere op om morgenen, og kommer 1½-2 timer tidligere hjem. Det er bestemt også værd at tage med i matematikken.

Så jeg er her endnu, omend lidt forpustet. Bær over med mig. Jeg får ikke kommenteret en masse på I andres blogge, men jeg får kysset meget mere på Manden og Skrupsakken.