YeepedeeYey!

Jeg har vundet en taske. Godt nok en pusletaske. Men en rigtig lækker pusletaske. Sådan en rigtig rigtig lækker en i læder og alt muligt. Gaia & Co. go home. This is Swedish hot stuff. Se bare her:

I må indrømme, at der er sgu ikke meget pusle over den, vel? Jeg glæder mig helt vildt til at kunne stoppe den til med Libero, stofbleer, sutter, og alt muligt andet babylir og så udefra stadig se en lille smule tjekket ud i nappa og svensk design. I'm a lucky potato!

Tak Willvin og Christina!

Den lille pige og madkassen til de 17 halve

Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

Now I kinda get it

Da jeg for tre år og små fire måneder siden fødte en lille dreng på Somerset Medical Center i New Jersey, USA var jeg meget langt hjemmefra. Men jeg havde ham der forstår mig allerbedst lige ved siden af mig og den smukkeste dreng i verden i mine arme, så jeg følte mig faktisk hjemme på en måde. Det vigtigste var jo lige der: Manden og Drengen.

Andre havde det ikke helt lige så nemt. Vores familie og venner i Danmark var fx ved at dø af bekymring over en 36 timers lang fødsel, der endte med at jeg skulle opereres i et fremmed land og have foretaget kejsersnit. Ikke en del af den store plan. Og det var heller ikke helt det samme at se det lille nye familiemedlem i Skypevinduet og på blogbilleder, vel?

Jeg vidste jo godt, at det var hårdt. Det var det også for os. Det var sindsygt hårdt at være langt væk i sådan et stort øjeblik. Man har fået trettentallet og har ingen at ringe til og dele det med. Men vi var jo også bare indrullet i lykke og symbiotisk samhørighed og kunne derved måske lettere abstrahere fra afsavnet i timerne efter fødselen.

I går blev endnu en dansk dreng født i New Jersey, og for pokker hvor ville jeg gerne kunne nappe Focusen (eller BMW'en, hvis nu vi alligevel er i USA) og smutte en tur forbi St. Peter's Hospital i New Brunswick, blot for et øjeblik. For at kramme de stolte forældre. For at indsnuse det nye liv. For at se de mindste fingre og tæer i verden. For at være dér. Og dele glæden to af vores yndlingsmennesker. Nu tre.

Jeg er ikke meget for at gå glip af noget. Og dette her, slet ikke! Jeg synes, de er alt alt for langt væk. Eller også er det mig, der er for langt væk. Enten eller, så kan man ikke sige andet end afstand sucks, når nye mennesker bliver til. Afstand sucks big time! Now I kinda get it!

Aftrykket i solen

Jeg har været til lærermøde i dag - om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

En anden lille ny

Jeg har fået en lille ny inden den lille ny kommer. En lille ny computer. 13 tommer Macbook Pro hedder babyen og jeg er lige nu fanget i den der symbiotiske tilstand, man som en mor finder sig selv i i begyndelsen af sådan et nyt spirrende bekendtskab.

Efter mange overvejelser og et enkelt fejlkøb (noget med en HP fra Wupti, der blev sendt lidt frem og tilbage med PostDanmark) fik jeg endelig nosset mig sammen til at bestille dét, jeg egentlig gerne ville have - en Mac, og er du vimmer jeg er glad! Det er jo en helt andet verden af funktionalitet og lækkerhed. Jeg skal nok lade være med at komme igang med den helt store tale fra de hjernevaskede æblesektmedlemmers hovedkontor og blot nøgternt konstatere, at det er vel nok et dejligt stykke værktøj, jeg har købt mig der. Og så svagt påpege, at jeg tror nok, jeg er blevet bare en lille bitte smule lykkeligere af at eje denne lille lysende ting. Bare lidt.

Der er en lille ny på vej

Jeg har tænkt over alle mulige kreative måder jeg kunne dele denne nyhed med jer. Men faktum er, at der ikke findes andre veje end den direkte, når der er noget så stort på vej. Ikke for mig i hvert tilfælde.

Her ser I grunden til, at jeg er været lidt tom for ord på det sidste:

Det er svært at fokusere på meget andet, når man bærer et nyt lille liv i sig og bare glæder sig som vanvittig til september, hvor man skal møde dette nye lille menneske for første gang. Samtidig er det meget svært for mig at gå med så store nyheder inde i mig. Jeg er en deler, og vi har da også allerede delt glæden med vores nærmeste. Og nu ved mine elever det også og en stor del af mine kolleger, så nu synes jeg også, at I skulle være med vognen.

Det er så stort. Kæmpestort. Også selv om det er anden gang for mig. STORT.

Glimt fra en tidlig vinterferiemorgen

Det gør ikke så meget, at man bliver vækket kl. 6.20, når det er dette scenarie, der venter én:

Friskbagt sprødt rugbrød fra i aftes med honning, varm kamillete med mælk, tomandsmorgenhygge i sofaen med Yndlingsmeteren og Blå Ko i fjerneren. Jeg har computeren oven på dynen og vil nu rejse en tur rundt i blogland.

Er der forresten nogen af jer, der har været i Budapest? Var det godt? Er det måske dér, vi skal hen, manden og jeg, i Kristi Himmelfartsferien? Hva’?

Aaaaaaaahhhh, life is great!

Yo, kan I høre mig, det føles som om jeg falder ud?

Det bliver ikke til mange ord på bloggen for tiden, men til gengæld gik jeg amok på et dansegulv i Århus i aftes til denne sang sammen med nogen af yndlingsmenneskerne. Fantastisk duet!

En endeløs række af lige gyldige indlæg

(Opklarende information inden læsning: Delingen af lige gyldig i overskriften er helt bevidst og slet ikke ligegyldig!)

Jeg skriver indlæg efter indlæg for tiden, men ingen af dem bliver udgivet. Ikke fordi de er grænseoverskridende at udgive eller fordi jeg føler de er for private. Tværtimod, så er de simpelthen for intetsigende og ligegyldige. Gudsjammelige kedelige vil jeg vove mig til at kalde dem. Måske går det for godt lige for tiden. Måske er jeg i chok over en januar så fyldt med glæde og gode oplevelser. Måske er jeg bare for træt til at skrive, fordi januarmørket alligevel har ramt energilageret på trods af primoannojubelscener.

Jeg havde fødderne godt begravet i fint middelhavssand i aften. Først lidt på Star Tours strande og derefter på Apollos. Et vennepar og vi har besluttet os for at holde ferie sammen i år, og det skulle planlægges i aften. Vi fik intet fastsat, men jeg føler faktisk lidt, at de tre timers surfen rundt fra strand til strand gav mig en lille fornemmelse for sol og varme. Jeg anede endda et par fregner, da jeg kiggede mig i spejlet for lidt siden. Men et indlæg, det er det vist ikke værd, vel.

Det ville en opsamling på indlægget om mine fordomme mod damen med den fejlfarvede elev dog være. Men det indlæg ligger stadig og venter inde bag hjernebarken. Det skal formuleres klart, fordi jeg faktisk har en helt særlig grund til at skrive, som jeg gør i det indlæg. Og tak for jeres virkelig dejlige kommentarer på mit spørgsmål. De er læst og taget ind og ligger lige nu under bearbejdning, dér bag hjernebarken. Uden at starte på indlægget her, kan jeg dog fortælle, at jeg faktisk finder mig selv, om ikke sammenlignligt, så i hvert tilfælde i en mindre grad, fordomsfuld i situationen også. Men det skal som sagt formuleres. Og det bliver det lige pludseligt.

Jeg har også en award, som ligger og skal flashes og selvfedes. Den er ikke glemt, blot gemt til et senere indlæg, som passer bedre lige om lidt. Ikke nu. Men om lidt.

Thøgers død er et indlæg værd, men at lade som om jeg kendte mere til manden end jeg gjorde ville virke utroværdigt. Dog vakte nyheden om hans alt for tidlige død den samme følelse indeni, som jeg havde da Jørgen Clevin døde i 1993. Hvorfor er det, at vi mennesker kan få så markante følelser for mennesker, vi ikke engang kender personligt. Clevin var en stjerne, en original, der ikke havde lige i min verden. Måske var Thøger Seidenfaden det også uden jeg var helt så bevidst om det end som så?

Håndbold rager mig.

X-factor is on. Igen. Og igen er en lærer fra Hellerup Skole ude og prøve at skyde efter stjernerne. Skulle man have holdt fast i sin ansættelse der og have satset på at ende med Blachman som mentor i 2015? Nej vel? Jeg tror ikke Steen får helt samme succes som sidste års Thomas. Men held og lykke skal han da have med på vejen. Det ærgrer mig lidt, at de to Helleruplærere, Mette Hauch og Martin Ryum, der vandt Microsoft Worldwide Innovative Educator Award, ikke fik helt den samme omtale og opmærksomhed i medierne, som de syngende lærere gør. Tænk sig, de vandt ikke bare en lille national sangkonkurrence, men kan nu kalde sig verdens mest innovative lærere. Det kunne til gengæld godt være et gyldigt indlæg værd, synes I ikke?

Og i morgen kommer så endnu en af de dage, der gør at denne januar bare er og bliver den smukkeste af slagsen i mange år. Udsigten til samvær med ligesindede drømmefangere og ildsjæle er nok til, at jeg kan leve hele februar på den energi, jeg ved jeg tager med hjem derfra i morgen aften. Det er noget ganske særligt og mindst lige så gyldigt som alt det andet.

Tænder på smukke lofter

I aften skal jeg spise under dette loft. Det kan kun blive fantastisk, tror I ikke?

Det er en italiensk restaurant i Bredgade, der hedder Al Mercante og hvad endnu bedre er, så er det sammen med mine to brødre og vores tre älsklinger. Vi skal holde afskedsmiddag for min lillebror og Millen, som om kort tid rejser et halvt år til Buenos Aires sammen. Et halvt år er både ikke særlig lang tid og frygtelig lang tid. Kan man allerede savne lidt på forhånd?

Hvilken dejlig januar

Denne januar er tæt på at gå hen i historien, som den dejligste januar af alle de januar'er jeg kan huske. Det vælter ind med gode nyheder. Et par af dem har vist sig som først en dejlig uventet pengegave og derefter en god eksamenskarakter.

Hvor meget siger du? Åh såmænd bare 11816 kr., der kommer til min Nemkonto i morgen, og det er nok de nemmeste penge jeg nogensinde har tjent. For det er jo ikke helt rigtig, at det er en gave. Nej, jeg har ærligt og redeligt tjent hver en krone, jeg havde bare ikke regnet med, at der var nogen, der gad betale mig for det arbejde jeg lavede. Jeg så det jo ikke som arbejde, men blot som en deling, en dokumentation og et hjertebarn. Men det koster åbenbart noget at låne andres hjertebørn og kopiere dem, og det gjorde Copydan mig opmærksom på. Og nu er et af mine største dilemmaer, hvorvidt jeg skal

1. have en ny iPhone
2. have en iPad
3. have en ny cykel
4. eller rejse

for pengene.

Lige så gerne, jeg vil have de tre første, vil jeg dog vist hellere rejse, så London og Middelhav, here I come.

Hvor meget siger I igen? 10 siger jeg så bare! Et dejligt tital blev det til for min eksamensopgave, som jeg afleverede i december. Det har virket som en evighed at vente på den karakter, og jeg må indrømme, at når det kommer til akademisk teoretisk tænkning er min selvtillid lige nul. Jeg ser mig selv som praktikeren, der fungerer bedst med teorien i hånden, så jeg kan mærke den og opleve den. For meget tænkning og analysering har aldrig været mit stærke element. Så jeg havde virkelig ingen idé om, hvorvidt jeg havde fattet konceptet eller ej. Det havde jeg så vist alligevel. På en eller anden måde.

Skrupsakken er blevet frisk igen og hvad han har fejlet må guderne vide. Det trøstede os at høre, at det halve af børnehaven havde ligget ligedan i den sidste uge. Dog ingen sårtilfælde anmeldt. Oh well. I’m over it. I’m rich AND smart now.

Og i morgen har jeg en fridag, den sidste onsdag inden det nye semester går i gang igen, og jeg har ingen planer whatsoever. Det bliver skønt, skønt, skønt.

Happy Januar til dig også.

I aften var det mig

Jeg har lige oplevet en situation fra den anden side af bordet.

I aften var det mig, der var moren, der lagde pakker i barnets futsko ved døren, mens han sov.
I aften var det mig, der var moren, der listede omkring med nissens risengrød og lod som om jeg ikke så pakken i mine egne futter.
I aften var det mig der var moren, der næsten ikke kunne falde i søvn, fordi hun var så spændt på at se barnets reaktion i morgen, når skålen med grøden var tom og futterne fyldte med pakker.
I aften var det mig, der opdagede, at jeg var moren til den store dreng, der kunne tegne rigtige mennesker med arme, ben og fingre og forstod alt det der med jul, gaver og nisser 100%.



Tænk, i aften var det mig. Jul kan være magisk.

Overspring #9 - Lyd- og e-bøger til dig, helt gratis!

Der er gratis lyd og bogstaver lige for næsen af dig. Og jeg skal gerne agere den glade Julemand, der spreder budskabet videre. Især fordi jeg selv er superhøj af supertætpåfærdigopgavejubel. Og jeg deler selvfølgelig gerne ud af både jubel og min kærlighed til bogens verden. Hvilken bedre måde egentlig at fejre endt opgaveskrivning om læsning på, end ved at smide flere læseoplevelser ud i verden?

P4’s gratis lydbøger

Ann-Thérèse gav mig dette tip forleden, som jeg bare må dele videre:

P4 skriver:

P4 giver lytterne 4 gode lydbøger ganske gratis, og du kan selv være med til at bestemme hvilke. Hver uge kan du stemme om lydbøger i en ny genre. Den lydbog, som får flest stemmer kan downloades i weekenden. Frem til 2. december kan du stemme på krimier. Klik på billedet for at komme direkte til P4’s side.

Rosinantes ebogspakkekalender

Rosinante skriver:

Lad dig overraske og glæd dig til en god bog hver dag i december - helt frem til juleaften. Med Rosinante&Co Pakkekalender kan du hver dag mellem kl. 13 og 17 downloade dagens boggave lige ned på din e-reader eller iPhone. Se allerede i dag, hvad der gemmer sig i pakkekalenderen. De første 100 der pakker op får dagens bog - helt gratis. Klik på billedet for at komme direkte til Rosinantes side.

God læselyst!

Her går det flyvende

Jeg har ikke så meget at skrive om for tiden. Går og glæder mig til Berlin. Til gensyn med barndomsveninderne lige inden Berlin. Og til efterårsferiens start lige inden gensynet.

Så tjaaaahhh…

Jeg glæder mig

…til næste uge.

Det har noget med billeder at gøre. Mere siger jeg ikke her.

Men HER kan du selvfølgelig læse mere.

Totalt overset ukulelepotentiale

The Italian job is done

…og jeg vandt….JÆJ!

I morgen afslører jeg, hvem af jer der vandt to af dem her:

Nu er spørgsmålet så: Skal jeg klikke på REMATCH? Jeg er jo blevet helt vild med den der italienske ordleg.

Helt vidunderligt, helt vildt underligt

Middag på den Sorte Hest med brødrene mine og deres Hjerter Damer var helt vidunderligt.

Oplevelsen af at gå på toilettet i mellem ret nr. 4 og 5 og og derude i stilheden komme i tanke om, at jeg jo var mor og ikke havde tænkt på mit barn i den sidste times tid var helt vildt underligt.

Jeg blir godt nok lidt skør, et ganske særligt humør, hver gang jeg drikker rødvin.

For snakken gik så vidunderligt og når jeg sidder der med mine tre mænd, to af blod og en af papir, og hvis jeg vandt 10.000.000 i dag, så ville jeg passe på, men håbe på det nok skulle gå og stadig føle at jeg var den rigeste i verden med de tre mænd i mit liv.

Og jeg lod tårerne løbe, da han sang:

Det er helt vid'underligt
Det er helt vildt underligt, at jeg ikke ved
Om jeg nu, er her i morgen.

For det er da helt vidunderligt og helt vildt underligt, at vi ikke ved det – nogen af os, ikke?

Vi tog et nattog hjem og da vi cyklede gennem sommermorgenens svagtoplyste klare duft ville det have været helt naturligt at sige: Hop nu bag på min cykel, slap nu af, vi kan jo godt sidde to.

Og vi var kun to lige der i sommernatten. Og om lidt er vi tre igen, og det er jo også både helt vidunderligt og helt vildt underligt.

(Hvis du skulle være i tvivl efter denne gang ordvrøvl, så havde jeg en fantastisk aften i går med Thomas Buttenschøn, og jeg elsker min mand, savner mit barn og er tosset vild med mine brødre og deres piger.)

God damn, det er lige om lidt

Om lidt skal der lyttes og nydes og slappes af i verdens bedste selskab.
Om lidt skal vi mødes med verdens bedste to brødre og deres dejlige piger.
Om lidt er det voksentid med smukke lamper, lygter, lyskæder og musik i Tivoli.
Om lidt skal der god vin, mad og sjusser til.
Om lidt skal jeg danse.
Om lidt har jeg alt for travlt til at sidde her og blogge.

Om lidt skal jeg ikke glæde mig mere. Om lidt skal jeg bare være.
God damn!

Where the hell is Matt?

På facebook florerer der en video fra Youtube, der hedder: “Where the hell is Matt"?” Jeg kan fortælle, at for 12 timer siden var han i Queen Anne, WA, USA. Og måske danser han sin fjollede dans lige nu, mens jeg sidder og skriver?
Han er en fyr fra Connecticut, USA, som har danset sin vej igennem verden. Og samtidig har han optaget det på video. På den sidste rejse han tog i 2008 inviterede han alle dem, der havde skrevet til ham på email, til at danse sammen med ham, og det blev der endnu en video ud af:

Jeg elsker sådanne historier. Jeg elsker, at der findes mennesker, der gider at rejse verden rundt og danse fjollet foran et videokamera for at dele det med alle os andre sofakartofler. Jeg elsker Youtube.
Jeg er ikke den eneste, der elsker Matts historie, og han har selvfølgelig for længst været både på The Ellen Show, Good Morning America und so weiter, og historien er efterhånden gammel. Ikke desto mindre er den stadig god. Der er noget med dans, der holder maks i min verden. Kan du fx huske dette indlæg?
Prøv at lægge mærke til, alle smiler. Det er med dansende mennesker, som det er med børn der løber. De smiler.

Du kan læse mere om Matt her på hans hjemmeside.