Now I kinda get it

Da jeg for tre år og små fire måneder siden fødte en lille dreng på Somerset Medical Center i New Jersey, USA var jeg meget langt hjemmefra. Men jeg havde ham der forstår mig allerbedst lige ved siden af mig og den smukkeste dreng i verden i mine arme, så jeg følte mig faktisk hjemme på en måde. Det vigtigste var jo lige der: Manden og Drengen.

Andre havde det ikke helt lige så nemt. Vores familie og venner i Danmark var fx ved at dø af bekymring over en 36 timers lang fødsel, der endte med at jeg skulle opereres i et fremmed land og have foretaget kejsersnit. Ikke en del af den store plan. Og det var heller ikke helt det samme at se det lille nye familiemedlem i Skypevinduet og på blogbilleder, vel?

Jeg vidste jo godt, at det var hårdt. Det var det også for os. Det var sindsygt hårdt at være langt væk i sådan et stort øjeblik. Man har fået trettentallet og har ingen at ringe til og dele det med. Men vi var jo også bare indrullet i lykke og symbiotisk samhørighed og kunne derved måske lettere abstrahere fra afsavnet i timerne efter fødselen.

I går blev endnu en dansk dreng født i New Jersey, og for pokker hvor ville jeg gerne kunne nappe Focusen (eller BMW'en, hvis nu vi alligevel er i USA) og smutte en tur forbi St. Peter's Hospital i New Brunswick, blot for et øjeblik. For at kramme de stolte forældre. For at indsnuse det nye liv. For at se de mindste fingre og tæer i verden. For at være dér. Og dele glæden to af vores yndlingsmennesker. Nu tre.

Jeg er ikke meget for at gå glip af noget. Og dette her, slet ikke! Jeg synes, de er alt alt for langt væk. Eller også er det mig, der er for langt væk. Enten eller, så kan man ikke sige andet end afstand sucks, når nye mennesker bliver til. Afstand sucks big time! Now I kinda get it!

Tillid my ass!

Jeg havde Skrupsakken med til lægen i dag. Efter 5 hele dage med feber, som gik over i knopper i ansigtet, som gik videre over i tør hoste og snot, som gik over i ondt i maven, mente vi, at det var retfærdigt nok, at vi fik os en tid.

Så pisser det mig simpelthen af, at man bliver mødt med en overbærende og nærmest nedladende sukkende stemme i telefonen i morges, fordi man forsigtigt beder om en konsultation, på deres egen opfordring vel at mærke. En anden læge i det samme hus havde nemlig ved tirsdagens konsultation pointeret, at det var vigtigt, hvis han stadig havde høj feber fredag, at vi ringede og fik en ny tid inden weekenden.

Og så sidder man der med sit sløje afkom på skødet, som er fyldt med røde sårpletter i ansigtet, snot løbende ned af overlæben og hoster som en syg søløve, og bliver kigget på med et overbærende “hvad-sagde-jeg-smil”. Jeg var fandme lige ved at eksplodere. Hvad ligner det, at behandle en bekymret mor sådan, når man sidder i en tillidskrævende postion, som jeg ville mene lægen sidder i. Jeg mener, jeg smiler da ikke overbærende til mine elevers forældre, når de kommer og er oprigtigt bekymret for deres barns ve og vel. Det er jo mit job at tage deres henvendelser alvorligt og ellers lade dem vide, at der ikke er noget at bekymre sig for. På en respektfuld og lyttende måde. Lade dem forstå, at de og deres bekymringer er blevet hørt. Det er faktisk mit job. Og det er vist også en del af hans job, så vidt jeg ved.

Han må sådan set tænke, hvad han vil om mig og mit syge barn, han skal bare lade som om over for mig, at han forstår min bekymring og give mig ro i mit sind ved at fortælle mig, at der ikke er noget alvorligt på spil. Som fx sidste år, hvor jeg sad i lignende situation i samme lægehus med et lignende barn på skødet, blot et år yngre. Og gentagne gange fik at vide, at han er fin, det er bare en virus. En virus som ved røntgenfotografering på sygehuset viste sig at være en lungebetændelse, der havde klappet den ene lunge halvt sammen. Tillid my ass!

Pardon my French, men jeg bander altså, når jeg er gal. So sue me!

Og for god ordens skyld, så tror jeg faktisk, at han ret denne gang, når han siger, at det var tredagesfeber, og at det er gået over i børnesår, og at hosten ikke er alvorlig, og at han er i bedring. Det er bare måden, budskabet bliver formidlet på. Bare lige, så I ikke tror, at jeg er sådan en mor, der kræver, at der skal være noget alvorligt galt med mit barn, når jeg siger det. Jeg er egentlig fornuftig nok på det felt, synes jeg. Måske netop derfor det gør mig så vred at blive behandlet som én, der er hypokonder på sit barns vejne. Jeg behøver ikke en diagnose eller andre klare svar, hvis de ikke kan give det. Jeg vil bare så frygtelig gerne behandles ordentligt, som det voksne fornuftige menneske, jeg selv går rundt og mener at være.

Copingstrategier

Det har været en overraskende konfliktfyldt uge på arbejdet ind til nu. Jeg har følt mig overrumplet og angrebet, og jeg har været nødt til at gå to skridt tilbage og se på mig selv og min måde at undervise på, for at genfinde roen i jobbet. Sådanne situationer opstår desværre også nogen gange i et job som lærer. I de 11 år jeg har været lærer kan jeg heldigvis tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har oplevet lignende oplevelser.

I dag har jeg fri. Det er normalt om onsdagen, at jeg kører ind på UCC for at deltage i min egen uddannelse som læsevejleder. Men da vi har afleveret opgaven for dette modul har jeg nu to fri-onsdage her i december. De falder meget belejligt, og jeg nyder at kunne koble lidt af her i julemåneden. Og det var egentlig også planen med i dag. Men nu er klokken 13.20 og jeg har indtil videre støvsuget hele hytten, vasket al sengetøj, luftet ud og hængt dynerne udenfor, gjort rent i køkkenet, flyttet vinreol med 50 flasker vin og ordnet 4 omgange vasketøj.

Og det er meget typisk mig. Når der er rod i hovedet begynder jeg at rydde op udenfor hovedet. Jeg får et helt enormt behov for at tage kontrollen tilbage, sætte ting tilbage i de rette kasser og gerne flytte lidt rundt, så tavlen er hvisket ren og jeg kan starte forfra. Det skaber overblik for mig.

Nu venter marcipanen på mig ude i køkkenet. Og chokoladen. Og whiskeyen og cognacen. Marcipan smager altså, efter min mening, bedst med chokolade og sprut i. Måske er det også en slags copingstrategi, jeg har gang i der? En ordentlig hestebrandet i sprutmarineret marcipan kan vel egentlig løse selv den mest anspændte muskel eller konfliktfyldte situation, ikke?

Kære dig i den bordeauxrøde Peugeot 306

Undskyld, at jeg flippede dig fingeren i dag! Det var virkelig ikke meningen og jeg lover dig, at jeg virkelig aldrig har gjort sådan før.

Men den måde, du valgte at lægge din bil under to meter bag min på motorvejen, tændte altså et eller andet i mig. Jeg ved ikke om det var, fordi jeg i forvejen kun kørte 130 km/t i overhalingsbanen, sammen med alle de andre 100 biler, der også lå derude. Eller om det var fordi jeg ikke pressede min bil ind i mellem de 100 andre biler, jeg var ved at overhale inde i midterbanen. Jeg hverken kunne eller ville køre hurtigere end jeg allerede gjorde. Eller måske var det slet ikke mig du ville tæt på. Men bilen foran mig. Og bilen derefter. Det var nemlig det, der ville ske, når du ville få presset mig ind, så du kunne komme forbi. Bevares, hvis der havde været fri bane, havde jeg kørt min bil ind længe før jeg gjorde. Og du havde kunne ræse videre frem med 160 km/t, og vi ville aldrig have hilst på hinanden. Men i dag ville du blot kunne køre de 6 meter længere frem, hvor du igen ville få muligheden for at kysse bagkofanger med en anden bil end din egen. Er du egentlig klar over, hvor farlig en situation det er?

Og ser du, jeg havde tre af mine venner med i bilen, og det var jo faktisk min opgave at bringe dem sikkert frem, idet jeg var den, der sad bag rattet. Og faktisk var det slet ikke min bil, men min venindes bil, jeg kørte i. Og jeg havde den der mærkelige følelse af ansvar. Jeg ved ikke, om du kender den. Den sidder lige mellem hjertet og hjernen et sted. Og ansvar kan man godt føle for andre mennesker end sig selv. Sådan fungerer den følelse somme tider. For nogen.

Så ja, jeg gav dig fingeren i frustration, da jeg endelig fik mulighed for at komme ind i midterbanen, og du ræsede forbi. Og ja, det var barnligt og umodent og ansvarsløst af mig. Og jeg er slet ikke stolt af det. SLET ikke. Især ikke fordi, det fik dig til at glemme, at du kørte på en vej med andre biler og fokusere ene og alene på at hævne dig tilbage på mig, hvilket resulterede i, at du sagtnede farten og smed dit McDonaldskrus ud på forruden af min bil, mens du gestikulerede en hel masse ud af den åbne siderude. Jeg så desværre ikke det hele, du forsøgte at fortælle mig, heller ikke anden gang du kørte op på siden af mig, da jeg jo også skulle se, hvor jeg kørte. Så du må sende mig en mail med resten, hvis det var vigtigt for dig, at jeg fik det hele med inden du zigzaggede dig videre igennem trafikken.

Så igen, kære bilist i den bordeauxrøde Peugeut 306. Undskyld, at jeg gav dig fingeren. Det skal virkelig aldrig ske igen.