 |
| En grøn bil med lækre fælge. |
 |
| En af yndlingsbamserne. |
 |
| Portræt af en livlig Skrupsak den 31. juli 2007 |
 |
| Portræt af en rund lille Truntepige den 27. april 2011 |
Jeg er sparsom med ordene på bloggen for tiden. Måske fordi, der sker en hel masse, som jeg ikke kan skrive om her på bloggen endnu. Måske fordi der bare ikke sker en hel masse andet end dét. Måske fordi der er så pissehamrende fucking koldt udenfor, at jeg ikke orker at tage hænderne op af lommen mere end højst nødvendigt. Eller måske bare fordi.
Her kommer i hvert tilfælde lidt ord fra hovedet. Om ikke andet så bare for, at I ikke helt forsvinder fra bloggen, mens jeg sparer på ord i kulden.
Illustration af Jørn Villumsen
Jeg bliver lidt ved det med ordene. Vi er nemlig blevet anmodet om, at lade Skrupsakken sprogteste. Der findes åbenbart en sprogvurderingstest for 3-årige, som de i børnehaven gerne ville lade ham prøve. Forundret spurgte jeg dem, om de mente han var sprogligt bagud, selvfølgelig med den klare overbevisning selv, at det var han overhovedet ikke. Men pædagogen sagde noget andet. Hun sagde, at han var svær at vurdere. WTF? Svær at vurdere. Det synes jeg så til gengæld er et svar, der er svært at vurdere som forælder. Nu synes man jo altid selv, at ens eget barn er et, om ikke geni, så et misforstået geni. Og jeg var faktisk lidt paf og småfornærmet på hans og egne vejne bagefter. Både min indre løvemor og ihærdige læsevejleder kom op i mig på samme tid, og jeg endte med høfligt at sige ja tak til sådan en sprogtest. Måske egentlig mest af nysgerrighed.
Illustrationen af Pia Olsen er lånt HER
Nu har jeg så fået tre ark med hjem, som skal udfyldes af os forældre, hvor vi bl.a. sætter kryds ved de ord, vi ved, han siger i sin daglige tale. Ord der er delt op i kategorier efter ordklasser, substantiver, verber, adjektiver, adverbier osv. ‘Legeplads’, ‘sætte’, ‘hyggelig’ og ‘om’ var et par eksempler. Der var vel 100 ord i alt. Siger han ‘om’? Det kan jeg da ikke huske. Vi prøvede at tænke tilbage til vendinger han bruger. Vi tænkte og tænkte og endte med ikke at sætte krydse i den. Så slog det mig i dag; Forleden sagde han, at der var weekend OM fire dage. PIS! han sagde ‘om’. Kan man nå at rette arket mon? Han skulle jo nødig diagnosticeres som undersprogstimuleret kommende analfabet, fordi moren er glemsom!
Ej, jeg synes faktisk, at det er lige krakilsk nok. Den første del af dette indlæg er skrevet med et gran alvor, for ja, jeg blev sgu lidt stødt over, at de ikke kunne se, hvor dygtig han er sprogligt og hvor stort et ordforråd han rent faktisk har. Og det har han. Det er ikke kun løvemoren, der taler. Og samtidig er jeg altså også sådan lidt ligeglad. Han skal da nok lære det, og han skal nok komme til at sige ‘jeg’ i stedet for ‘mig’ osv. Og hvis ikke, så elsker jeg ham selvfølgelig lige meget af den grund. Needless to say, egentligt. Hvorfor skriver jeg så et indlæg om det?
Det gør jeg, fordi jeg synes altså, at det er tidligt, at man begynder at teste og sætte i værk. I min verden udvikler børn sig i forskelligt tempi, og så længe der ikke er tydelige tegn på direkte understimulering eller udviklingshæmmethed, så er det vel ok, at lade dem være børn lidt endnu. Det minder mig om den amerikanske børnehave, jeg meldte ham ind i, da han var knap et år, hvor han bl.a. skulle kunne drikke af en kop selv, inden han kunne komme fra Infant-gruppen og ind i Toddler-gruppen. Det kunne han, og blev flyttet, og samme eftermiddag måtte jeg stå skoleret, da pædagogerne ikke mente, at han kunne drikke af kop selv. Det viste sig at være en tudekop og ikke en almindelig kop, der var testen. Og nej, han kunne ikke drikke af tudekop, for det havde han aldrig prøvet. Og en rigtig kop, det er jo ligesom først næste trin, ikk’, så ingen havde prøvet at tilbyde ham sådan én. Det bliver så kasseagtigt, at jeg får lyst til at hoppe op på bordet og skrige pik og patter i hovedet på dem. Hvilket for øvrigt ville være den voksne modne måde at klare den sag på. Klart!
Det er da lige meget, om han lige siger de ord, de har valgt, at han skal kunne sige som tre-årig. Når ting bliver firkantet på den måde, så bliver jeg helt vildt barnlig og Rasmus Modsat og så er det, at jeg får lyst til at ringe over i børnehaven midt i frokosttiden og bede dem om, lige at finde hans test frem igen og sætte kryds ved ‘om’, fordi jeg er kommet i tanke om, at han faktisk bruger det ord alligevel. Og så gik der tid med det, ikk’? Og igen virkeligt modent. Og tænk, jeg er sprognørd, scrabblejunkie og orddribler ind til benet, men selv sådanne kan åbenbart få nok.
Ok, ok, ok, når det så er sagt, og jeg lige maner mig selv til jorden igen, så fint nok med mere opmærksomhed på indlæring og sproglighed i de begyndende år. Det kan en læsevejleder vist ikke være imod. Men læsevejlederen er jo også mor. Og moren, ja hun er nok af en lidt anden mening, end hun lige gik og troede som læsevejleder og dansklærer. Nok egentlig en sund nok lektie at gemme på hardisken, når hovedet lægges på puden i aften.
Er der nogen af jer, der har oplevet at jeres barn har fået skoldkopper på trods af vaccine? Det slår mig lige, at det jo kunne være det Skrupsakken har… (jvf. mit sidste indlæg)
Han er amerikansk født og derfor vaccineret for skoldkopper, som er standard der i landet. Men den vaccine dækker jo ikke 100% og man hører om børn, der får sygdommen alligevel, især når de befinder sig i ikke-vaccinerede områder, som Danmark jo er, og derfor udsættes meget mere for smitte end de ville gøre i et land, der vaccinerer som standard.
Nej, vel?
Det er så en uge med feber og forskellige småsymptomer. Og jeg er selvfølgelig bekymret. Og lettere stresset over at have et arbejde, der kræver, at jeg skal være der også. Så afsted til farmor i morgen tidlig inden Ottendeklassen står klar kl. 9.50. Godt man møder sent om mandagen, og at man har en dejlig hjælpsom farmor på efterløn indenfor rimelig afstand! Jeg ved ikke med jer, men jeg er i den grad lige pludselig blevet klar til både forår og varmere vejr.
Det kan være hårdt at skulle sige farvel til julen og alt det der hører med til den. Jul er jo nisser, som kan blive ens rigtig gode venner. Og jul er gaver, overraskelser og spænding. Jul er gæster og besøg og familie. Folk der gider dig. Og elsker dig.
Jul er nærvær i en boullionterning.
Det har denne jul i hvert fald været hos os. Og da jeg pakkede nisserne og julerierne sammen idag, fik jeg pludselig en hulkende dreng i mine arme. Han var ulykkelig over at se sine elskede nissevenner ryge på loftet, hvor der jo er både mørkt og uhyggeligt. Og tanken om, at det smukke træ skulle tømmes for alle sine små glimtende beboere og smukke skinnende kugler var toppen af ulyksalighederne.
Jeg havde virkelig ikke set den komme, og vi var begge temmelig overraskede over Skrupsakkens reaktion. Han græd og han græd, og var helt utrøstelig, indtil vi nænsomt puttede nisserne under deres dyner (køkkenrullestykker) i kassen, så de kunne gøre sig klar til en god lang lur på loftet, hvor de i øvrigt synes, der er vildt hyggeligt at være.
Og jeg må indrømme her i den sene aftentime, at jeg faktisk også selv er lidt trist over julens afslutning. Lige så meget, som jeg nyder at have mine stuer ryddede, lyse og frie igen, lige så meget savner jeg allerede de stunder julen har bragt os i år. Jeg savner faktisk at opleve den igennem ham og hans umiddelbare glæde. Så jeg kan egentlig godt forstå ham og hans sorg. Han ved jo ikke, hvad der venter nu. Efter alt det hyggelige og spændende. Efter hele festen er slut, hvad kommer så? Hvad kan overhovedet leve op til de oplevelser, vi netop pakkede ned i flyttekasserne? Det er jo kun os voksne, der kan tænke de ti skridt videre og dermed samtidig glæde os til de lysere tider, der er på vej og til det rene julefrie hjem, som ikke er indhyldet i konstant rødt tusmørke.
I morgen er det endnu et farvel. Et farvel til 2010 og heldigvis også et goddag til det nye år og alt hvad det har med sig af oplevelser til os. Vi tog hul på glæderne i aften og brændte et par stjernekastere af ud af terrassedøren, mens vi råbte GODT NYTÅR. 2010 har mindet meget om den jul vi lige har pakket ned. Det var været et stille år, hvor vores lille familie har fundet roden i det danske igen. Hvor brikkerne er faldet lidt på plads i mit arbejdsliv og nye muligheder har åbnet sig for mig. Det har været et godt år. Og samtidig et år, hvor jeg mistede et af de smukkeste mennesker, jeg har kendt. Men også det var godt. Alligevel. På sin egen måde. Selv om savnet er stort. Stadigvæk.
Må I alle få et godt og lykkebringende nyt år.
Efter 24 dages spænding og forventning blev t-shirtkalenderen endelig færdig, og jeg og Skrupsakken er mildest talt helt vilde med resultatet. Mit yndlingsmotiv er den lille sorte mand i øverste venstre hjørne og hans er den grønne bil lige nedenunder. Vi voksne fik også lov at lægge vores streger i designet på de dage, hvor tegnegejsten ikke var på det højeste. Det gjorde bare processen sjovere, synes vi alle.
Helt klart en sikker decemberting igen næste år. Om den så skal købes eller konstrueres selv, det må tiden vise.
Jeg har nu en søn, der er TRE år (tre fingre vises stolt frem) og 100 cm høj, og ja, han er min yndlingsmeter! Og som ENDELIG sover i stor seng (stor seng defineres i hans verden efter højde og behov for stige, ikke længde eller andre ubetydelige liggemål):
Han sover middagslur på billedet og det var en træt dreng, der blev puttet efter et brag af en fødselsdagsfest i går. En helt igennem smuk dag, både at se ud på og være inde midt i. Og i dag er vi trætte. Sneen daler ned udenfor og når meteren vågner skal vi i Tivoli med Drengedukken og hans älskling. Hvis sneen ikke kalder mere på kælken end på kulørte lamper.
Jeg startede dagen med en tur i kirke.
Den lader vi lige stå lidt, for den havde I garanteret ikke set komme, vel?
Som sagt, jeg startede dagen med en tur i kirke. Ottendeklassen går til konfirmationsforberedelse og er i den sammehæng forpligtet på mindst 10 gudstjenester. Om jeg fatter den regel BTW. Vi ønsker at gøre Guds ord mere forståeligt og tilgængeligt for de unge, derfor tvinger vi dem i kirke. Nå, det er et andet indlæg.
Jeg synes ikke det var mere end rimeligt, at jeg som deres klasselærer tog med dem én gang. Det er i min verden en langt bedre måde at vise dem Guds ord på. Ved at vise dem, at man vil dem, og at man godt gider at være sammen med dem, selv i de mest kedelige stunder og dårligst valgte tidspunkter. Og det var hyggeligt. Fordi de var der. Og fordi det sneede og var smukt udenfor. Og fordi kirkesangeren var syg, og vi derfor lærte, at præsten synger helt eventyrligt fantastisk smukt. Og det er dét jeg elsker kirken for – sangene (som jeg jo godt ved hedder salmer, men jo nu en gang er sange, ikk’) og historierne. Jeg kunne derimod godt undvære lidt af al højtideligheden, formaliteterne, skiften mellem at stå op og sidde ned og dyrkelsen af ham den Almægtige. Jeg tror faktisk ikke, at Gud selv synes, at han så almægtig mere. Han er nok nærmere lidt pinlig berørt over, at vi gør så stort et nummer ud af hans navn og hans gerninger, som jo efterhånden er ved at være old news. Jeg tror Gud er et beskedent (skal vi sige) væsen? Som ikke altid helt forstår al den op og ståen og Hallelujah’en på hans vejne. Og som nok skal høre på os alligevel, selv om vi ikke husker at rejse os på de rigtige tidspunkter eller frister os til at klappe af en talentfuld syngende præst (og nej, det gjorde jeg ikke, men jeg var sgu tæt på).
Glædelig 2. søndag i advent til jer alle derude.
Og vores nisser er så heldige, at de har hjælpenisser fra nær og fjern. Fra det kolde nord til den bakkede midtvest og helt over til Whiskeybæltet i øst. (Halleluja for bedsteforældre!…men sig det ikke til nogen!)
Nu glæder jeg mig bare til min yndlingsmeter vågner i morgen tidlig og ser dette:
Man kunne være taget ind i Forum og høre Volbeat i aften. Det kunne man.
Man kunne også tage til Ro’s Torv i Roskilde og se Hr. Skæg tænde juletræet. Det gjorde man.
Hvad Hr. Skæg ikke ved er, at sekundet før dette billede blev taget, hviskede Skrupsakken til mig: “Mor, mig har lavet pøller.”
Og på vej hjem, sagde han træt fra sit sæde på bagsædet: “Mig synes altså Hr. Skæg er meget meget sød.”
…efter brunch på Kastanienallee med lillebror og Millen og en seks timers køretur på Autobahn, skal jeg voldkramme denne lille cowboy:
Jeg har ikke så meget at skrive om for tiden. Går og glæder mig til Berlin. Til gensyn med barndomsveninderne lige inden Berlin. Og til efterårsferiens start lige inden gensynet.
Så tjaaaahhh…
Kære Gule Fugle. I denne weekend var jeg med en af de nye drenge hjemme. Han bliver kaldt Skrupsak. Ham og hans forældre er vist ikke helt for friske, for de glemte først at tage mig med hjem fra børnehaven i sidste weekend. Men så fik jeg endelig oplevet børnehavens ro og fred i weekenden. Jeg siger jer, det er et HELT andet sted, når I ikke er der!
Vi kom hjem fredag og fik besøg af nogle gode venner, som heldigvis godt gad se Disney Sjov med mig. Det er jeg jo efterhånden blevet vant til at se ved alle jer gule fugle om fredagen, så jeg ville nødig gå glip af det to weekender i træk. De viser jo IKKE ligefrem Disney Sjov i børnehaven i weekenden.
Nå, men lørdag blev jeg glemt igen. I hvert fald snakkede Skrupsak meget om en legeplads, der skulle bygges den dag. Og da de kom hjem senere på dagen, havde de rigtig været ude og grave og bygge. Det var vist godt, jeg blev glemt, for det lyder som noget af en omgang for en lille løve som mig. Næææ, så ville jeg alligevel hellere hygge mig inde på Skrupsakkens værelse med alle hans biler og Legoklodser.
Søndag var helt sikkert min yndlingsdag sammen med Skrupsak. Der var vi nemlig i teateret og fejre fødselsdag for Cirkeline. Og ved du hvad? Vi snød os ind! Man skulle nemlig være 4 år for at komme ind og Skrupsak er ikke en gang tre! Hold da fast, hans mor og far havde digtet mange løgnehistorier om hans alder, inden vi kom derind. Og så spurgte billetdamen ikke engang om det. Mega skuffelse!
Hele forestillingen igennem sad jeg som fortryllet og kiggede på Cirkeline i sin smukke røde kjole. De vuggende sorte pletter hypnotiserede mig, og jeg havde kun én tanke i hovedet: At komme tæt på hende så hurtigt som muligt. Jeg MÅTTE bare op til scenen efter forestillingen og vise hende min smukke manke. Jeg fik Skrupsak til at hjælpe mig, og som en af de sidste i fankøen fik jeg endelig lov til at snakke med hende. Og hun var helt og aldeles vidunderlig.
Det tog os ikke mange sekunder at mærke forelskelsens kriblen i maven, og da de andre så væk, smuttede vi ud af bagindgangen til teateret og løb så hurtigt vi kunne. Væk fra råbende børn i teateret og børnehaven. Væk fra et rakkerliv med ny bolig hver weekend. Væk fra mus i flertal og liv i ensomhed og forglemmelse.
Og nu sidder vi her på Costa Del Sol, hvor solen den danser. Og Cirkeline kigger mig i øjnene og siger, at hun elsker mig, og jeg synger sonater i det klare måneskin.
___________XXX___________
….ok, lidt kunsterisk frihed tog jeg mig i genfortællingen her på bloggen. Men vi kommer meget tæt på sandheden. Dog er Leopold ikke skredet med Cirkeline, eller blevet hypnotiseret af hendes vuggende sorte pletter, i den rigtige version (Vi skulle jo nødig have alle ungerne på nakken for den smutter også), og ja, vi løj ham også med op til farfar og farmor, så han kunne fortælle om farmors lækre fiskefrikadeller. Kids love that fishy stuff! …og det var Skrupsakkens idé, hvis nogen spørger. At du ved det!
