Tænder på smukke lofter #2

Det var en dejlig aften i går og de smukke lofter fik mig til at tænke på et andet smukt loft, som jeg helt havde glemt at dele med jer.

Prøv lige at se loftet på Hørsholm Bibliotek, hvor jeg sad og skrev min opgave i november:

Overalt i den højloftede boghimmel hænger glødepærerne ned og giver det skønneste homogene lys til læsning og fordybelse.

Jeg elsker biblioteker!

Når bandet stjæler showet

I aftes oplevede jeg tre mandlige musikere, der i den grad kunne deres kram. De havde en god sangerinde med sig, der også havde skrevet de fleste af de sange, de spillede, men det var deres show.

To af musikerne var brødre, Troels og Lars Skjærbæk, og deres spil på diverse guitarer, bas, kontrabas og mundharmonikaer var intet mindre end fremragende og medrivende. Men den mand, der virkelig fangede min opmærksomhed var Nikolaj Heyman, som spillede steel pedal (hawaiiguitar), elguitar og en træplade, som fungerede som basrytmen på en stortromme. Han var SÅ fascinerende at se på, som han stod der fuldstændig indhyldet i musikken.

Der er for det første noget med mænd der kan spille et instrument. Næsten uanset hvor grimme eller kiksede de er, så sker der et eller andet med deres tiltrækningskraft, når de spiller på instrumentet og lever sig ind i musikken. For mig anywhos. Og der er ingen tvivl om, at brødrene Skjærbæk er nogle pæne mænd i forvejen, og de er, som musikere er flest, bevidste om det, når de står på scenen. De hygger sig, nyder lækkerheden, opmærksomheden og musikken. Lever sig ind i det univers. Og det virker. Uuuuhm, kontrabas og mundharmonika…så lækkert! Jeg ææælsker kontrabas. Nammenam.

Og så er der sådan nogen som Nikolaj Heyman, som sidder lidt i baggrunden og gemmer sig bag instrumenterne. Han kigger ikke ud på puplikum og han kommunikerer meget lidt med de andre på scenen, mens showet står på. Når han spiller, så er han ét med musikken, set udefra. Hele hans krop spiller tonerne og ansigtet er fortrukket i et sært forpint udtryk. Han virker som perfektionisten, der kan høre hver enkelt skæve tone, og derfor stræber efter den optimale lyd i alt han laver. Han fascinerede mig på en helt anden måde. Ikke på lækkerhedmåden, selv om han sikkert også er en lækker fyr og alt det der. Det var mere måden han udførte sin kunst på. Det var fantastisk. Når jeg kan se at folk brænder for det de laver, som jeg så ham gøre det, så sker der et eller andet i mig. Jeg bliver fandme bare så glad i låget. Jeg får lyst til at le og danse og gå op til den person, der vækker de følelser i mig, og give ham et ordentlig kram og fortælle ham, at det er excellent; det han gør. Så Nikolaj Heyman. DET ER EXCELLENT; DET DU GØR!

Og nå ja, sangerinden hedder Signe Svendsen, og hendes nye cd “Ny Passager” var playlisten. Og hun er god. Dette indlæg er slet ikke retfærdigt over for hende, for hun var faktisk meget god. Liiiidt kedelig i længden med de mange stille numre med den samme lyd, i hvertfald når man sidder og hører det live. Men god…nok. Og hendes band….lækkert!

Carl

…er kommet til verden, og han bor lige ved siden af os. Og i aften har jeg siddet med 3700 gram lækker Carl i mine hænder. Kan simpelthen ikke få følelsen ud af armene igen, selv om han nu ligger sødt og putter i sit eget hus. Det er som om, der stadig ligger 3700 gram velduftende pludder og hyggesnuer i min højre arm.

Aaaaaah, nyt liv dufter godt!

En lallende dansende kos rablerier

Når man kan lægge sig på puden og tænke: “I dag har jeg set en masse køer danse glæden over græs, varme og sol ud af kroppen”, så kan det ikke være en helt skidt dag.
Sådan en dag har vi haft i dag. Skrupsakken lagde sig tæt på lykkelig ned i sin seng for lidt siden. Han har siddet i en kæmpe traktor, kastet sig rundt i et bjerg af høballer, spist verdens største burger og aet en kalv på næsen.

Og han har set køerne danse og sidst men ikke mindst, leget med sin elskede naboveninde, som han gerne står og kalder på over hækken, når muligheden byder sig. Hun er et år ældre end han, så det er en lidt uopnåelig kamp i hans verden, men de hygger sig sammen de to, og på de dage, hvor køerne danser, der har ting det med at gå op i højere enheder. Også småbørnsforelskelser.

Og når jeg lægger hovedet ned på puden, så er det også med kinder, der brænder en lille smule. Solen fik fat i dem i dag. Sammen med blæsten fik den endelig fregnerne frem, og jeg glæder mig over, at fra nu af og fem måneder frem skal jeg mærke den blussen i ansigtet, som minder så meget om den samme forelskelses varme rødmen. Det er en fantastisk følelse. Især når man så ovenikøbet er så heldig at være temmelig forelsket i ham, der ligger ved siden af.
Aaaarh hvad, det er forår, sgu da, så lad mig dog plapre løs, ikke? Jeg er smækfyldt med forårskådhed og solenergi. Og i dag så jeg køerne danse.
Og jeg har vist også tænkt færdig med det med fastansættelsen og er kommet frem til, at jeg er glad! Ja, hvem skulle have troet det. Men jeg er glad og lettet over at have fundet en havn, hvor jeg kan tage nogle udfordringer op og måske endda ende med at gøre en forskel på nogle punkter, som står mit hjerte nær. Jeg synes, det er svært at være folkeskolelærer. Og jeg var bange for at folkeskolen ville puste den sidste gnist af mit bankende lærerhjerte ud. Den havde I regnet ud, ikke? Men hvis alle, der tænker det, stikker af fra den, så får vi jo aldrig gjort den til et bedre sted at være, vel? Og DER findes gode folkeskoler derude. De ER der, og der er rigtig mange børn, der er glade for deres folkeskole. Jeg synes bare, den er rigtig svær at være lærer i, fordi den er så anderledes fra alt, hvad jeg har prøvet før.
Jeg er vant til den frie overbygningsskole, hvor man ikke skulle tage hensyn til små elevers faste rytmer, skolefritidsordninger, gårdvagter, bureaukratiske processer, alt for mange mellemled, firkantede rammer og organisatoriske udfordringer. Jeg er vant til masser af kreativitet, især fagligt, nær elevkontakt, åbne fleksible rammer og en lille lærer- og elevgruppe. Og så er det kollegiale felt også meget anderledes for mig. De fleste af de lærere, jeg har mødt i de frie skoler, har været ildsjæle, kreative, udadvendte mennesker, der med deres imødekommenhed og rummelighed har fået mig til at føle mig velkommen fra første sekund. De fleste af de folkeskolelærere, jeg har mødt indtil nu, har været mere reserverede, afventende og tilbageholdende i deres møde med nye lærere. Ikke af ond vilje, vælger jeg at tro, men måske fordi deres job er hårdere. Trækker flere tænder ud. Måske, tænker jeg bare. Måske har de ikke det store overskud til at engagere sig i endnu en ny svingdørslærer, måske. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at give det tid og mærke lidt mere efter i hvert fald. Og måske kan jeg være med til at ændre lidt på nogen af tingene. Så der er jeg nu.

Dagen sluttede af med ren nabohygge, hvor tre haver blev opløst til en. Hvor børnene var der, hvor legen var og forældrene delte weekendoplevelser og planteråd, der hvor øllet eller planten var. Det har helt sikkert noget med en halv meter høj nyplantet hæk at gøre, og dejligt er det. Jeg elsker at bo et sted, hvor vi endnu ikke har bygget vores borge op og gemt os bag vores hække og plankeværk. Alene vinterens kulde, der har tvunget os indenfor, har fået mig til at savne mine naboer og deres lyde. Nu er vi ude igen og vi kan både se og høre hinanden. Fantastisk!

Jeg har set glade køer danse i dag og det har vendt min verden bare en lille smule. Vinterens pessimisme og opgivethed er drejet den sidste vej rundt og forårets håb og naivitet er endelig sevet helt ind i min krop.

Fuldstændig overvældet

Jeg havde første skoledag i dag. Dvs. det havde jeg jo i sidste uge, men det galdt ikke rigtig. Første skoledag indeholder nemlig børn i min terminologi. Og det havde vi i dag - i HELE Danmark.

Så nu har jeg mødt mine nye 7. klasses unger og jeg har endelig fået sat ansigter på deres forunderlige navne i protokolen. Jeg var lettet efter det første møde. Jeg har ikke mistet min indre lærer på de sidste tre år. Moderskabet har ikke slettet min evne til at møde eleverne nu og her og åbent og ærligt. Det kan jeg endnu, og det gav pote tilbage. Jeg kunne mærke, at de ikke var helt utilfredse med valget af deres nye klasse-,dansk- og engelsklærer. Det har seriøst været en af mine helt store bekymringer. Min nye kombirolle som mor OG lærer. Det har jeg jo ikke prøvet før, og jeg må også sige, at det er en ny måde at være lærer på for mig. Når timerne er færdige og møderne afsluttet er jeg pludselig en af dem, der er hurtigst ude af døren. Jeg skal jo hente! Jeg er blevet en af dem, der henter. Og det har jeg det ret godt med. For nøj, hvor jeg også glæder mig til at komme hjem og se min lille dreng igen. Sådan skal det nok være.

Men det der tog pusten fra mig i dag, var fællessamlingen nede i gymnastiksalen. Samlingen hvor alle skolens børn, lærere og personale er samlet for at sige velkommen tilbage til hinanden efter en dejlig ferie. Skolen har en tradition med at de nye 9. klasser hver i sær får et nyt børnehaveklassebarn, som de skal være storebrødre eller -søstre for i det kommende skoleår. Og det markeres ved at de følges ind sammen hånd i hånd, mens resten af skolen giver dem en ordentlig klapsalve som velkomst. En helt igennem fantastisk tradition, synes jeg, da det giver de store unger en følelse af ansvar og at blive taget seriøst, og samtidig føler de nye små, at de ikke længere står helt så alene på skolen, som de gjorde i går. Og da de kom ind væltede følelserne bare ind over mig og tårene fik frit løb. At se de små generte og usikre og de store stolte og meget ansvarsbevidste komme ind af døren sammen, vækkede instinktivt moderfølelsen og lærerstoltheden i mig. Og følelsen af at stå på en skole med børn omkring mig igen i ét stort fællesskab, var bare for overvældende. Dette øjeblik har jeg glædet mig til SÅ længe. Det var SÅ stort og jeg var fuldstændig overvældet af, at det kunne få mig sådan ned med nakken rent følelsesmæssigt. Hvor kan man nogen gange blive overrasket over sig selv og sine egne reaktioner.

Men det siger mig samtidigt noget meget vigtigt. At jeg er på den rette hylde. Jeg er der hvor det brænder for mig. Jeg er der, hvor jeg føler, at der er brug for mig og dét jeg kan. Og så skal jeg for øvrigt ned og hente Drengen snart.

Så blev jeg så klog...og begavet

Som kunstner er der ikke noget mere indtagende og intimiderende på en og samme tid end et tomt lærred. Det første penselstrøg er altid det sværeste, for det er det penselstrøg, der leder til det næste, som leder til det næste and so forth. Og hvis de første klatter på lærredet ikke giver dig noget at spille videre med, så kan hele processen gå i stå. Det kan også ende i en helt anden retning, end man først havde tænkt, hvilket kan være både godt og skidt i den sidste ende.

Nå, men jeg har fået mit største lærred til dato at lege med, og jeg er totalt handlingslammet. Det er ca. 700 m2 stort, allerede overmalet med grøn farve på 90% af det og mangler både ramme og symmetri. Den kvikke læser har måske regnet ud, at det er vores have, jeg taler om. Med et nybygget hus på hånden, har vi også fået en have, der overhovedet ikke er anlagt. Dvs. der er plantet græs (eller det er vel nærmere rullet ud, men det ligger der i hvert fald, og det ligger så fint), og der er lagt fliser, og det er så også det. Nå nej, så er vi så heldige, at to dage efter vi flyttede ind plantede naboen bøgehæk på hele den ene side, så nu skal vi kun bekymre os om de resterende tre.

I min handlingslammethed søgte jeg på nettet på haveanlægning, og ramte ind på Ønskehavens hjemmeside. Det har jeg så meldt os til nu. Så hvis Camilla Ottesen pludselig skulle dukke op en morgen, så sætter jeg gerne en pot kaffe over, mens de prepper lærredet lidt for mig.

Men indtil da, så skulle jeg jo i gang på en eller anden måde. Nogen ville måske mene, at et godt sted at starte ville være at fjerne ukrudtet langs græsplænen, men helt ærligt. Det gad jeg altså ikke. Det var ligesom ikke kreativt og inspirende nok, og hang slet ikke sammen med mine drømmebilleder af mig i hat med stor skygge og blomstrede havehandsker på. Nej, der skulle noget vildere til, så jeg tog på planteskole med tanken om, at en butik, der bruger ordet skole i sin beskrivelse, måtte da kunne lære mig et eller andet. Planteskolen ligger en spytklat fra mit hus, så første træk var forholdvist nemt.

Andet træk bestod i at lægge kortene på bordet og tilstå overfor de flinke og meget plantekloge damer med græsgrønne fingre, at jeg var helt grøn indenfor det her havehalløj. Eller jeg er vel nærmere pink eller orange, eller noget andet neonagtigt, som slet ikke er at finde i det grønne.

Damerne var ekstremt søde og inden jeg havde set mig om, fandt jeg mig selv i den helt store rundvisning og gennemgang af forskellen på stauder, roser og sommerblomster. Jeg lærte om de lidt sarte Magnoliaer, der gerne skulle have læ og ro og som jeg jo har en forkærlighed for, og at HC. Andersen rosen eller Leonora Christine rosen var de perfekte makkere til mit drømme-rosen-lavendelbed langs indkørslen. Forestil jer at stige ud af bilen og blive mødt af en væg af lavendelduft og et syn af et mørkt dybt rødt rosen- og lavendellillafarveogie. Sådan var min fars indkørsel i Frederikshavn, og sådan skal min indkørsel også snart være. Så føler man sig velkommen.

Jeg lærte også, at de par tunge damer her,

som var mit første køb til terassen til at stå ude på kanten af fliserne til at skærme lidt af for naboerne og vinden, faktisk foretrækker at være lidt småsure forneden. Og da de heller ikke er meget for direkte sollys og stiv kuling fra vest, som desværre også er ret kendetegnende for et nybyggerkvarter, blev de flyttet over på øst- og forsiden af huset, hvor de nu rigtig kan stå i skyggen og bevare deres sarte blege look og samtidig holde øje med naboernes liv og leben ude på gaden. Et helt perfekt sted for sådan et par flagrende Hortensiatøser, tror jeg.

Og så til dagens scoop! En chokoladeelsker som jeg kan næsten ikke undgå at knibe en tåre, når jeg sætter snuden ned i den smukkeste mørkerøde, næsten brune, sarte blomst og får duften af den mørkeste lækreste bitre chokolade i næseborene.

Hvor er det vildt! Der findes en chokoladeblomst! Og den er SÅ smuk. Den skal plantes ud i haven og brede sig og sende søde chokoladesansninger op til mig på liggestolen. Jeg GLÆDER mig allerede!

Ja, så hjem kom jeg med en ordentlig røvfuld blomster til krukkerne på terassen (for det 700 km2 lærred skræmmer mig stadig lidt) og 300 liter spagnum. Jeg skulle bruge ca. 100 liter, så bor du i området, så kom endelig forbi, hvis du mangler lidt spagnum. Måske skulle man lave en blog give away...

....hvilket helt naturligt bringer mig til afslutningen og jubelscenen i dette indlæg. Jeg har nemlig vundet en give away for første gang!!! Ja, altså det vil sige vundet og vundet...jeg var ikke den første rigtige vinder, men jeg fik sidegevinsten, trøstepræmien, som jeg ser som The Grand Prize. Se selv HER. Weeeeeeee.....I'm a lucky potato, and a garden smart one too, that is!

Nyt look

Jeg trængte til lidt liv på bloggen. Nogen gange bliver Vince, som I ser i toppen, lidt for melankolsk og eftertænksom for mig. Men jeg elsker den gamle mand, hans hænder og hans historie. Så nu må vi se, hvordan han teer sig midt i det vilde blomsterflor.

Jeg fandt ham i en af mine yndlingsbøger i reolen.

Bogen er en fotobog, som indeholder en samling portrætter af hjemløse i New York. Forfatteren og fotografen boede selv på gaden det år, det tog ham at lave bogen. Og hans udgangspunkt var et af de utallige Soup Kitchens, der er at finde i byen, hvor de hjemløse kan komme forbi og få en portion gratis mad. De ligger ofte i kirker eller i forbindelse med kirker og er financielt støttet af privatpersoners velgørenhed.

Det var især Vinces hænder, der fascinerede fotografen.

De havde fulgt ham i hans 60årige lange liv, og de var mærket af alle de oplevelser, han har gjort sig hen af vejen. I dag sidder han i en park overfor suppekøkkenet og fodrer duerne med resterne af hans måltid. Han er stolt over sine sicilienske rødder og han store drøm er at forlade USA og rejse tilbage til Italien. Og han sætter sin lid til sin bedste ven, Jesus, om at opfylde netop den drøm.

Nu fra iPhone

Når man har fået en ny iPhone kan man blogge mens man nyder synet af sit nye tørrestativ, som Manden og papfaren satte op i weekenden.

Aaaaahh, en af de rigtig store glæder ved at være husejer er duften af nyvasket sengetøj.

Nå ja, jeg har jo også en blog...

Jeg kom lige i tanke om her til morgen, at jeg da vist ikke har blogget i umindelige tider. Og her har jeg fablet stolpe op og ned om mit nye hus og min rejse hjem til Danmark, og så lader jeg jer bare hænge der, som i en anden cliff hanger.

Nå, men vi er her. Vi er i huset. Og vi nyder det, og vi savner vores far. Så enkelt kan det vel egentlig siges, men jeg skal nok give jer lidt mere. I får ti gode stunder fra den sidste uge:

1. Min far kørte os hele vejen til Sjælland på sin fridag, og blev natten over sammen med os i det tomme nye hus, så vi ikke skulle ligge her alene den første nat. Jeg nød at lytte til hans trætte snorken inde fra den tomme rungende stue, da han træt lagde sig på madrassen efter at have rykket igennem med indhentning af mad til de fremmødte gæster og oprydning i de sene aftenstimer.
2. At gå i seng i aftes med en duft af sengetøj, der havde hængt ude og Probat fra det nyvaskede trægulv. Jeg siger jer, man burde lave duftlys, vaskemiddel og håndsæbe med Probatduft. Det er noget af det bedste, jeg kan få i min næse.
3. Hyggetimer med min bror og hans familie, som nu endelig bor i vores nærhed. Den solrige dag i tirsdags blev brugt i deres have med trampolinhop, legehuslege, badebassin, sodavandsis og høj hjertelig barnelatter. Lykken var total, da min niece og guddatter slog armene om mig til sidst og gav mig det skønneste farvelkys, som hun to minutter tidligere havde nægtet mig, da hun vist nok var lidt sur over, at Drengen og jeg ikke blev og sov, som vi jo plejer at gøre.
4. Koldskål og kammerjunkere, jordbærtærte til overpriser fra bageren, leverpostej, rugbrød, Sommersby pærecider og nye danske kartofler.
5. I går kom svigerne forbi og tog de praktiske handsker på. Vi fik hele hytten skuret ned, fikset småting, slået græsset, indkøbt og samlet havemøbler og stegt frikadeller. Og når jeg siger VI, mener jeg selvfølge DE. For hold da magle, det er dejligt med sådan en hjælp, når man står her mutters alene med en 1½ årig, der også gerne vil underholdes hele tiden. Og det hjalp de så også lige med, samtidig med at vi alle hyggede os gevaldigt. Behøver jeg at sige, at jeg har svigere af guld?
6. "Morgenhår" - børneunderholdning på DR. Dansk børnefjernsyn er SÅ meget bedre og mere underholdende og interessant end amerikansk. Tænk sig, at det er muligt at lave børneTV, der ikke taler ned til barnet og undervurderer dets kompetencer og humor. Og tænk sig, at man ikke behøver at lave børneTV, der tankpædagogisk forsøger at fylde børnenes hoveder med udenadslæren, men i stedet lader dem tænke selv og bruge deres fantasi. Fantastisk!
7. De gode venner og næsten naboer, der bare stiller op med lys, lån af bil, ekstra værkstøj, allergipiller og hyggeligt samvær. Hvor var det godt, at vi lige valgte DEN by, de var i, så vi rigtig kan komme til at nyde godt af deres dejlige personligheder og unger.
8. Sene lyse sommeraftener (selv om vi begge synes, at de var lidt svære at arbejde med i jetlagsfasen)
9. Drengen (min far bryder sig ikke om denne betegnelse for min lille søn, da han synes den er upersonlig, og han har jo egentlig ret. Så jeg må se, hvad jeg kan finde ud med det. Måske skulle jeg bare slippe min paranoia lidt og kalde ham ved hans navn?), nå men, hans glæde og iver over at være i det nye magiske hus, hvor man bare kan gå ind og ud, som det passer én, og hvor der hele tiden kommer sjove mennesker forbi og hygger sig med én. Når jeg ser på ham, ved jeg, at det var det helt rigtige at flytte hjem igen og være nær alle dem vi holder af.
10. Brun sovsekulør. Jeg kender ikke andre lande, hvor man bruger det. Gør I? Jeg har købt en. Har ikke brugt den endnu, og kender jeg mig selv, så bliver den ikke taget i brug lige forløbig, men den skal være der, i skabet, til den netop den dag, hvor vi lige får lyst til bøf med løg og BRUN sovs. Det duer bare ikke med en skidenbeigefarvet sovs, vel?

In between

Lige som disse små nye ællinger, har vi kun lige taget de første spæde skridt ned mod vandet, hvor vi nu skal svømme i danske strømme.

Efter en laaaaaang tur i luften, hvor jeg fik bevist at en 7 timers flyvetur fra New York til Kastrup rent faktisk er længere end en 8,5 timers flyvetur den modsatte vej. Hemmeligheden ligger i halveringen af forældreparret, der flyver med den 1½ årige dreng! Jeg gør det aldrig igen! Blev der sagt! Og så kan de skyer være nok så smukke.

Og skulle jo så lige vandre halvvejs til Jylland bagefter for at komme med flyveren videre til Aalborg fra Kastrup. Nu forstår jeg bedre, at det kun tager 45 minutter i luften, for man er da halvejs derovre, inden man når ud til gate 30!!!

Vores ting tager dog en lidt længere tur, og alle disse kasser plus lidt til, vil nu være at finde på et stort skib et eller andet sted "ude på blå ocean" (som Dodo vist nok sang engang).

Mærkeligt at tænke på. Inventarlisten endte på en halv million i værdi (tænk jer, der var for 38.000 kr. bøger! Det viser bare, at bøger er for dyre i Danmark!). Det er slet ikke nær nok i min affektionsværdivurdering. Og så alligevel. For jeg har jo det dyrebareste jeg ejer med mig som håndbagage. En noget livlig en af slagsen, og ikke meget for søvn på kufferthylden, men dog lige ved min side.

Og den anden halvdel af mit selv, sidder nu i de tommer stuer i Jersey og kigger på uret, mens han venter på at tiden skal gå, så han kan rejse samme vej (og her skal der ikke lyde et eneste ondt ord om misundelsen fra min side, over at han kan sidde stille og fredeligt og nyde sit in seat entertainment system og sin lille flaske flyrødvin med sin flymadpakke - ikke ord, siger jeg jo. Så smålig kunne jeg aldrig finde på at være. Jeg under ham skam hvert et sekund...jo jo...ikke et ord).

Jeg selv er pt. at finde i det nordjyske, hvor jeg nyder naturlegepladser, kartofler og jordbær fra selvplukkerdynastiet, sæbebobler, hygge med veninderne fra en svunden tid og min mors kødgryder og varme favn.

I morgen er jeg halvejs på Sjælland og søndag bærer jeg dette lille menneske over dørtæsklen til hans nye barndomshjem. Følelserne er mange, trætheden enorm og kærligheden til mit liv uendelig.

Gud, hvor jeg elsker!

Manden
Drengen
Vores liv
Vores nye liv
Mit job
Min dyne
Vores kære familie
Mine dyrebare venner
Min blog
Chokolade
Tordenvejret udenfor
Duften af basilikum
At læse
At opleve
At scrabble
Organiseret rod
Mine mødregrupper
Muligheder
Valg, når de er taget
God mad
Læring
Ro
Tegnestreger
Tirsdage
Drengens latter
Mandens kys
Lister skrevet som de opstår
Gaver

Hvilket leder mig til første del af weekendens Give Away. Når man er så rig, som jeg er (jvf. ovenstående liste), så må man stikke i lommen og dele med andre. Og den første ting i weekendens give away er dette lille fine skilt, som jeg har købt specielt til lejligheden. Der kommer to ting mere, og den af de tre ting, der får flest stemmer bliver givet væk til en af dem, der gerne vil have den.

Vent med at stemme til alle tre ting har været på. Der kommer et give away indlæg til sidst. (det er selvfølgelig "Real American goods", vi snakker om her!)

Postregntid

Det regner meget her i New Jersey i disse dage (læs: FOR meget!). Og med hjørnetænder (eller en virus, det er aldrig helt til at vide), der havde høj feber med til Drengen, er det ikke meget vi har været uden for hjemmet i denne uge.

MEN i dag var vi feberfri og næsten udhvilede, og efter den megen regn er verden et nyt og spændende uudforsket sted at være. Aaaah, der findes ikke meget der er bedre end at komme ud lige efter forårsregnen er faldet. Duften man møder der er bare intet mindre end himmelsk!

Lyttetid

Jeg sidder og lytter til Leif Davidsen læse sin egen "På udkig efter Hemingway" op i min nye frække grønne iPod Nano.

Hans stemme er tør, saglig og let monoton. Det er første gang, at jeg hører en lydbog fra ende til anden, og det er ret interessant og en meget anderledes læseoplevelse, synes jeg. Grunden til jeg hører den, i stedet for at læse den selv, er vores danske bogklubsmøde i aften. Vi har en bogklub her i New York området, hvor vi læser danske bøger, mødes og snakker om dem og spiser noget lækker mad. Og aftenens bog er Davidsens om Johns rejse efter Hemingway, som jeg desværre ikke fik købt, da jeg var i Danmark sidste gang og derfor må jeg ty til de elektroniske midler og høre den som lydfil, da min tid er knap.

Efter en søgning på nettet fandt jeg http://www.ennybog.dk/, hvor man kan købe og downloade lydbøger. Jeg fandt den også på Bilkas hjemmeside, men de havde en begrænsning på udenlandske ip-adresser, hvilket jo blev en naturlig stopklods for mig. Og da jeg ikke havde tålmodighed til at Manden kom hjem og lavede en omvej til en dansk ip-adresse for mig, betalte jeg 50 kr. ekstra på EnNyBog.dk. Samme aften var den downloadet, og jeg kunne sætte hørebøfferne på og lade mig føre rundt i Miamis og Cubas gader af Leifs tørre stemme.

Og hvor forunderligt det er at få læst en historie højt igen. Sidst det skete for mig, var vel da jeg var barn. Måden hvorpå jeg ligesom hører hvert et enkelt ord, er helt anderledes fra, når jeg læser selv, hvor jeg har en tendens til at skimme hen over enkelte passager i historien, fordi der er en anden tråd, der fænger mig mere i selvsamme historie. Når man får den læst op, kan man ikke på samme måde vælge til og fra, og jeg oplever, at jeg har en større opmærksomhed på sproget og ordvalgene i denne historie, end jeg har haft i andre lignende romaner. Måske er det også fordi, det er forfatteren selv, der læser den op, så han kan lægge trykket netop de steder, hvor han selv ønskede det skulle lægges, da han skrev historien. Det er jo egentlig den optimale oplæsning, når forfatteren selv får lov at tolke sit skrevne ord ud i det talte.

Har du selv prøvet at høre en bog? Hvis nej, så tag en tur ned til dit nærmeste bibliotek og lån en lydbog og prøv det. Ind på iPoden med den eller smid cd'en i bilen og benyt dig af den ubrugelige tid, du alligevel sidder med på hænderne, når du tager fra A til B, vasker op eller laver noget andet, der sagtens kunne piftes lidt op med en tur ud i et andet univers.

Påskesøndagshygge

Endnu en fantastisk dag er næsten overstået, og nu er vores altan gjort forårsklar med smukke tulipaner i hjørnet.

Og da jeg skulle gøre krukken klar til blomsterne fandt jeg disse skud under grangrenene. Det er en plante fra sidste år, men om jeg kan huske, hvad det er! Jeg tror, det er en krydderurt, der har overlevet vinteren under granen - måske oreganoen - men kan I hjælpe mig? Hvad er det? I kan klikke på billedet og se det i større. Nu er den i hvert fald plantet om og kommet ud i solen, så må vi se, hvad den vokser sig stor som.

Den friske kølige vind og varme sol, vi har haft i dag indbød også til at få vasketøjet ud og hænge. Og som altid fik vi lange blikke fra vores naboer, når de gik forbi. Det er IKKE normalt adfærd, her i New Jersey, at bruge sin altan SÅ meget som vi gør og så samtidig endda hænge sit vasketøj ud til skue for alle og enhver. Vi er virkelig tosserne på blokken. Blikkene blev ikke kortere af, at Manden åbnede alle vinduer i begge biler, så de rigtigt kunne blive luftet igennem, og vi begge derefter satte os med tæpper på og delte en kold øl i eftermiddagssolen.

Vi fik også vasket alle de fine skaller vi samlede på stranden i New York i onsdags, og de er simpelthen så smukke. Hver enkelt af dem er som små kunstværker i sig selv.

Som Manden meget rammende sagde, så har de virkelig boet smukt, de muslinger der har haft dem som hjem. Når jeg får sådan en skal eller en smuk sten i hånden, kan jeg blive helt forstummet og bare sidde og nyde at køre hænderne frem og tilbage hen over dens overflade. Det bliver helt meditativt for mig at opleve det smukke både visuelt og taktilt. Jeg er helt klart en "hands on" person, som oplever bedst ved både at se og røre. Ikke altid lige smart, som da jeg fx på Brandts Klædefabrik satte hele alarmsystemet i gang under en udstilling af træskulpturer. De var SÅ smukke, som de stod der på de høje hvide piedestaler, og det glatte bøde træ indbød nærmest til, at man lige tog en af dem op og følte lidt på den og undersøgte den nærmere fra alle vinkler. Den stod desværre på en alarmknap, som straks satte lyd i hele klædefabrikken. Ikke et sekund før al larmen begyndte, overvejede jeg, at det kunne være forkert at gøre!

Jeg valgte den smukkeste af dem fra, som nu skal stå i badeværelset til at lægge mine smykker i, når de ikke sidder på mig.

Actionhelten & Muslingeskallen

Onsdag til torsdag tog Drengen og jeg i sommerhus med et par veninder og deres børn. Sommerhuset ligger i staten New York ud mod Atlanterhavet, og guuuud, hvor vi bare trængte til at opleve vinden og havet på nært hold på den måde.

Vi fik fundet de smukkeste strandskaller, som skal bringe Atlanterhavets brusen ind i roen på terrassen hjemme i Danmark. Hvorfor kan man bare slet ikke stoppe igen, når man går i gang med at finde skaller? Man finder sig selv gå rundt med hovedet nedaf, mens man leder efter den perfekte skal, og hver nye skal man finder, synes lige den tand smukkere end den forrige. De er så smukke og dragende, de skaller. Jeg vil nyde at sidde i min liggestol i Danmark og kigge på hver enkelt af disse skaller og tænke tilbage på disse dage og de mennesker jeg nød dem sammen med.

Da jeg sad og så billederne igennem på computeren bagefter, kom dette billede nedenfor. Og jeg havde glemt, at jeg tog det, men det samler dagene meget godt. Små action heroes, der legede i sandet. Smukke blege muslingeskaller, der lå i solen og kastede lange skygger. Drengeleg. Tøsefnidder. Børnetid. Voksentid. Samværstid. Natur og kultur. Peace & Simplicity!

Bare tæer

Aaaaahhhh...jeg hader, når efteråret kommer og kræver at mine fødder skal pakkes ind i omklamrende lukkede strømper og sko.

It's time for emancipation of the toes - SET THEM FREE!

Og som sagt, så gjort på en dejlig varm søndag eftermiddag i Princeton universitetspark. 20 grader, blødt vattæppe, bare tæer og kærlighed.

En sanselig hyggestund

På mit danskhold har jeg indført faste hyggestunder, hvor eleverne (voksne amerikanere) selv skal medbringe noget, der kan bidrage til hyggen på holdet. Hygge er jo et meget dansk ord og jeg synes det er en god måde at vise dem, hvad ordet hygge betyder for os.

De går meget op i disse hyggestunder og medbringer danske kager, retter og lignende lækkerier. Og i aftes havde en af pigerne i samarbejde med sin danske mand lavet en HYGGE-CD, med et soundtrack af danske sange. Vi hørte lidt af den i timen, og alle fik så deres egen kopi med sig hjem til senere nydelse. Min røg straks i cd-afspilleren i bilen på min éntimeslange køretur hjem fra Brooklyn. Og hvilken tur jeg fik der. Hvilken hyggestund!

Som jeg fik startet bilen, startede også den første sang: "Som den lille grimme ælling, bliver man rød og hvid på tælling..." og med New York Skyline by Night på min venstre hånd og en hyggelig danskundervisningsaften i Brooklyn på min højre hånd, kørte jeg langsomt ned mod Brooklyn Bridge med Re'Sepp'ten som baggrundsmusik. Pludselig følte jeg mig meget dansk og idet jeg kørte forbi den enlige politibil, der altid holder parkeret ved broen, råbte jeg sammen med gulddrengene: "Vi' humør og støvlekrudt - Vi er nederlag forbudt!"

Som jeg kørte over broen og ind i verdens mest berømte skyline tonede TV2's Bag Duggede Ruder frem i højtaleren. Hvis der er noget, man kan finde i netop denne skyline, så er det ruder og sikkert også en del duggede. Jeg kiggede op, mod de blinkende hjem og kontorer, og tænkte, hvem mon "venter lange nætter i disse kolde stuer og bliver holdt varm af hvert et blik fra dine duggede ruder"?

Vel ankommet i Manhattans vilde trafik, hvor man skal tænke hurtigt, egoistisk og taktisk for at komme frem, hjalp Stig Møller mig på vej med sit glade "Sikke'n dejlig dag det er i dag!" og mens jeg lallede: "Badadamdamdamdadadam, sikke'n dejlig dag det er i dag" zigzaggede jeg mig vej fra Easts side til West side. Det havde sgu været en dejlig dag, det måtte jeg give ham ret i.

Som jeg holdte i kø mod Holland Tunnels store franske fletning fra 8 spor til 2, så jeg to elskende kysse hinanden farvel ved en Subway station. Man skulle tro Sofie Bonde fra Souveniers kunne se, hvad jeg så, for hun sang sødt i baggrunden: "Han tog et nattog, og miiiiiig lod han simpelthen bli'e. Halvtomme gader, fremmede smil..." En sørgmodig følelse at køre ind i den lange tunnel med og en befrielse at komme ud på den anden side, op på Route 78, nu med Skylinen på min venstre hånd. Her var der åben highway, velanlagt asfalt og med speederen i bund på BMW'en følte jeg mig lidt som den Natsværmer Lars H.U.G. sang om i mine ører. De 6,1 sekunds accelleration fra 0 til 100 fik mig til at føle, at jeg fløj i gennem natten og let og flygtigt undgik de blinkende lamper på min vej ud i luftrummet. Den bil vækker min indre drengerøv HVER gang, jeg kører ud fra et betalingsanlæg og min Sjæl tændtes i Flammer indeni mig. Kasper Winding og Lars Muhl lagde den bedste lydside til min indre fartdjævels udfoldelser.

Som Torps, Brandts og Nannas To Stjerneskud kom Continental-flyveren hen over hovedet på mig, da jeg nærmede mig Newark Airport. Flyenes konstante landen og letten fascinerer mig altid, og jeg sagtnede farten for at nyde de mange stjerneskud på vej ud på verdens store legeplads: "Som to stjerneskud, på samme tid og sted. Vi er som stjerneskud, et kort sekund en evighed".

Og SÅ var det ren motorvej de næste 40 km. og Danseorkesteret hjalp mig med at få farten op igen og stige ud af den filosofiske drømmende zone og ind i den lalleglade sangliderlige jubel i stedet. Selv om det er flere år siden jeg sidst har hørt sangen, ved jeg stadig lige nøjagtig hvor de enkelte støn skal lægges i "Det kom som et chok - AH - Da hun forloood miiig - HMm - Den nat hun blev væk. Den dag hun sendte brevet til miig." Og til slut: "Badamamamammamama uhu uhu yeaaaahe, banamamamama...aha uhu yeaaaah..." FEEEEED sang at køre i bil til!

Jeg får lov at fortsætte mine drømme til det danske, da Love Shop fortsætter med "Copenhagen Dreaming....Copenhagen Times". Ja, lige om lidt er det Copenhagen Times igen, og jeg glæder mig. "Hvorfor var det jeg ville væk?", spørger de...ja hvorfor? Der var så meget. Men Jørgen Leth svarer meget godt på det i sin speak om Solnedgangen:

For jeg var jo nødt til at se solnedgangen fra en anden vinkel, ikke? Og hvad er det for en dag man siger farvel til, når man ser solen gå ned?

Og med den i øret kørte jeg langsomt ind i vores indkørsel. Sikken en tilbagelægning af afstand fra A til B. Det giver mig fornyet styrke til mine fremtidige togture. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvad mine medpassagerer vil sige til min fortolkning af "Kom Tilbage Nu"?

Sommerens første hilsen

Nogle af de første tegn på sommer i New Jersey er, når man mærker luften blive markant tungere og mere fugtig, solens stråler begynder at brænde på kinderne og skyerne pludselig samler sig sammen og gør hele den ene side af himlen helt mørk - næsten sort. Sådan her:

Så varer det ikke længe før man kan se himlen lyse op i de smukkeste lyn, og i aften lykkedes det mig endelig at fange et par stykker af dem fra altanens læ:

New Jersey somre er varme, fugtige og fulde af sene eftermiddage, der bliver til aftener på denne måde. Og lynene og bragene kommer på perlerækker efter hinanden. Det er noget helt andet end det vi oplever hjemme i det danske. Man kan mærke kraften bag uvejret, og lige så hurtigt som det kom, lige så hurtigt er det væk igen, og luften føles en lille smule køligere i de næste fem minutter. Det kommer jeg til at savne!

Indtil videre har vi forår ligesom i Danmark, men kun for et kort øjeblik. Foråret er kun et bump på vejen for sommerens færd til den amerikanske østkyst. Snart vil heden, fugten og solen lægge sin varme kappe ned over New York City ..... og brune mine hungrende kolde blege kinder i New Jersey.

Om tre måneder

I dag om lige nøjagtig tre måneder rejser vi til Danmark uden en returbillet i lommen.

Vi har endnu ikke med sikkerhed et sted at bo, men har bud i spil, penge under lup og følehorn ude.

Men tænk jer - kun om tre måneder (kigger drømmende ud af vinduet og sukker dybt)....

En turkis spand

I dag købte jeg turkis spand magen til denne her:

Den grønne købte jeg forleden, da Drengen skulle have sig en sandkasse på altanen. Den har den perfekte størrelse til det formål, og vores altan er nu dejligt pyntet med den fedeste grønne sandspand og de lækreste små bløde sanddynger. Det knaser SÅ skønt under tæerne.

Nå, men efter at have kigget lidt på den grønne sandspand begyndte drømmene at florere i hovedet på mig. Jeg drømte om:

• varme luftige sommerdage, hvor jeg står i bare tæer på græsset i haven med den grønne spand fyldt med nyvasket sengetøj, der skal op og hænge til tørre og ind og dufte af barndommens sommerminder i sengen om aftenen.
• vandplaskeri i haven, hvor Drengen sidder nøgen og griner i den grønne spand og plasker legesygt op på sin far, der løber drillende rundt med haveslangens iskolde stråle.
• havearbejde, hvor der slæbes jord, blomster og grene i den grønne spand fra den ene ende af haven til den anden ende, så vi senere kan nyde lavendlernes bombastiske duft i det hjørne af haven, hvor roserne står allerflottest i solen.

I kan jo godt se, at med drømme som disse og en grøn spand som sandspand, så var jeg jo nødt til at købe en ny spand og den skulle være turkis, så man kunne kende forskel, ikke? Det forstår Manden slet ikke. Og den kostede endda kun 7.99$! Jeg synes jo, det er indlysende for enhver.

Jeg ser det faktsik som en nødvendig investering i vores nye fremtidige liv som husejere!