Rengøringsfe søges

Jeg kommer gerne med en tilståelse, og man kan endda overveje, om det overhovedet er en tilståelse, når det er noget jeg faktisk er lidt stolt af. Er der ikke en regel om at tilståelser skal være noget man er flov over at indrømme?

Jeg har altid sagt, at hvis der var bare det mindste overskud på bankkontoen, så skulle det gå til rejser og rengøringsfeer. For hjemme ved os er vi altså lidt nogle svin. Ikke sådan at vi går og er ulækre eller sådan, men vi går bare ikke særlig meget op i rengøring. Jeg hader personligt selv at gøre rent. Jeg elsker det bagefter, bevares! Men hele processen med at skulle have våde hænder, vride klamme klude og tørre gammelt støv op tiltaler mig bare ikke overhovedet. Min mand har det på samme måde, tror jeg. Han bruger det i hvert fald heller ikke særlig meget. Hvis jeg skal finde en undskyldning, så har jeg altid døjet med astmaeksem og mine fingre bliver vildt tørre og kløende af det sæbeholdige vand. Men den undskyldning holder vist ikke helt stik, når man stiller et støvet og urent hjem op i modsætning de gener sæbevand kan give en allergiker.

En anden ting, der irriterer mig, er at vi sjældent når hele hjemmet rundt i én rengøringsomgang, hvilket betyder at der altid er et område som er mere eller mindre beskidt end andre områder. Man får aldrig helhedsfornemmelsen af renhed über alles.

I USA havde vi en rengøringsfe. Hun kom en gang hver 14. dag og tog hele hytten, og jeg husker at jeg undskyldte de to ugers pausetid med, at så kunne vi jo selv tage småtterierne i mellemtiden. Yeah right! Der blev højst tørret af på køkkenbordet, og vores hjem har ikke været så rent siden vi flyttede fra staterne og rengøringsfeen over alle rengøringsfeer. Jeg ville ønske at vi kunne få os taget sammen til en gang hver 14. dag nu. Men hver 3. uge er nok nærmere sandheden, hvis du MÅ vide det. Jeg husker dog tydeligt glæden ved at komme hjem efter hendes besøg torsdag aften og indsnuse duften af et helt rent hjem og vide at hvert eneste rum havde været under hendes trylleklud. Det var en fryd at se de ensrettede striber fra støvsugeren i vores centimetertykke amerikanske gulvtæpper, når man satte de første bare fodspor på dem, som et barn i nyfalden sne i haven. Gud, hvor jeg savner det.

I aften fik jeg lige nappet badeværelset, da Skrupsakken alligevel sad derude i badekarret og boblede. Det er sådan vi ordner det nu. Når vi alligevel er fastlåste til de enkelte rum i definerede tidslommer, hvor vi lige så godt lige kan smide en våd klud over de blanke flader. Jeg hader det. Og jeg hader den måde mine tørre fingre nu knitrer, når de rører tasterne på den bærbare. Aadddr!

Måske skulle man se, om der gik en dansk rengøringsfe rundt herude i det nordsjællandske stykke provinshimmel? Kender du én?

Det kribler i fingrene for at male

På en regnvejrsdag i det sene efterår købte vi dette fine hus til Skrupsakken, og det har siden stået med sin fine trygimpreneretfarvet renhed og hygget i et hjørnet i haven. Det er for længst indviet med diverse sandkagefester, og brædderne på taget er taget ned og verandaen sat op.

Nu mangler det bare at blive malet, og det kan jeg næsten ikke vente med. Roen og meditationen i at male med én farve på en større flade er intet mindre end fantastisk i min verden. Hvid på hvid er noget nær toppen, hvis du spørger mig. Men lys gul/sand på trykimpreneret kan også gå an.

Så nu vil vi gerne tage et hop mere i foråret. Et hop over til den del, hvor nattemperaturen ikke kommer under 5 grader. Helst lidt varmere, så malingen ikke bliver ødelagt i de sene nattetimer. Så kan vi også for alvor begynde at sove med vinduerne åbne og køre med bare tæer i skoene om morgenen. Lutter fordele, som jeg ser det.

I dag fik han yderligere et bord med bænke fra Silvan til sit lille hus og i morgen smider vi Smokey Joe’n hen til ham, og så får han altså en ugentlig maddag fra på torsdag. Hvis man ejer egen bolig med plads til udendørs servering, er det ikke mindre end naturligt, at man begynder at bidrage lidt til de daglige pligter og inviterer De Gamle på lidt mad.

Måske kan jeg tyvstarte lidt ved at male hans bord med bænk i morgen. Det kan jo tages ind i varmen om natten. Mon ikke det går, hva’, hva’, hva’?

Abstinenser

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg har et afhængighedsproblem. Eller skal vi hellere sige flere? Jeg har hovedpine, og det har jeg fordi jeg trænger helt enorm til:

- alenetid med min computer og min kære dejlige blog og alt hvad dertil hører af blogroll, kommentarfunktion og læsere.

- skabetid, hvor jeg kan tegne et referat færdigt, tegne puslespilsbrikker, som tilsammen udgør et billede, jeg bare MÅ vise jer snart.

- asocialtid med mine to dejlige mænd uden afbrydelser, andet end dem tilfældet byder os af hyggestunder, krammeminutter og kærlige grin.

- hjemmetid med mine trygge farverige rammer omkring mig og mine spirende have udenom.

- bloggerellas, som fodrer mine energidepoter med chokoladedrømme, fællesskab, skaberi, grin, kærlighed, store ører, gode fortællinger og varme venskaber.

Men lige nu sidder jeg i flytterod ved min far og hans dejlige kone, og må tiltuske mig fem minutter med rystende hænder ved den nyopsatte computer i det nyindrettede kontor. Jeg får et lille fix af synet af min lille blog, af læsningen af blogpigernes trylleord og af synet af mine elskede streger igen. Jeg sniffer et par stykker af dem hurtigt ind og skynder mig videre ind foran det nyopsatte fjernsyn, hvor Bamse kører frejdigt på skærmen. Hvis jeg er heldig kan jeg lige nå at sprøjte min lille Skrupsak ind i min højre arm og stjæle et hurtigt kys og smil fra Manden. Og senere i aften, når Focusen kører op i indkørslen vil jeg gå en stille runde i min have og mit hus og fylde resten af mit blod med de euforiserende stoffer, jeg er blevet så afhængig af de sidste par år.

Når kunsten banker på døren en lørdag aften

I aftes, da jeg havde besøg af mine kusiner og vi netop har sat os til bordet for at spise, banker det på døren. Jeg åbner op og udenfor står to lidt forsigtige unge mennesker, en kvinde og en mand. Under armen på kvinden kan jeg se en stak plakatstore tegninger/billeder.

De præsenterer sig høfligt på engelsk som to kunststuderende fra Israel, der ønsker at vise mig deres billeder og evt. sælge noget til os. Jeg studser. Det er en lørdag aften ved spisetid i et nybygget forstadskvarter, netop så langt fra København midtby, at det virker lidt underligt at se to israelske kunststuderende på gåben, der sælger kunst! Jeg siger pænt nej tak, da jeg hellere vil ind og spise min mad og hygge mig med mine kusiner, og lettere fornærmet takker de af og siger farvel.

Da jeg så kommer ind i stuen igen, kan jeg mærke, at det er altså for underligt. Hvad ville de? Er de virkelig bare kunststuderende, der vil sælge kunst? Eller er de ude og spotte tomme huse, fyldte biler, antal hjemmeværende personer i husene osv. Oplevelsen havde lige nøjagtig været så overraskende at den såer tvivlsspørgsmål inde i mig. Jeg blev vildt utryg og nervøs, og min fantasi kørte derudaf med billeder af mig alene hjemme, der lukker dem ind i min entre, fordi jeg faktisk gerne ville have set deres billeder, men så bliver overfaldet af de tre store fyre, de har ventende i buskene, som stjæler alt vi har af kontanter og andre hurtige værdier og banker al bevidsthed ud af mig.

Og jeg ender med at ringe til naboerne, som også har haft besøg, og som også føler sig utrygge nu, og derefter ringe til politiet.

Og så bliver jeg gal. Gal og irriteret på mig selv, over at jeg lader mig skræmme. At jeg lader mig påvirke af nyhedernes mange historier om myrdede kvinder, bastialske hjemmerøverier og -overfald og skræmme skræmme skræmme...TV! Jeg bliver irriteret over at være den bange forstadshusmor, der ser ondt i alle der kommer forbi hendes vej, og ikke er åben for at ung spirende kunst netop har ringet på hendes dør, og hun nu har lukket af for muligheden for en spændende berigende møde med nye håbefulde kreative mennesker. Jeg bliver irriteret på de to unge mennesker over, at de vælger at gå rundt en lørdag aften efter mørkets frembrud i stedet for søndag eftermiddag, hvor de jo slet ikke ville have været nær så suspekte og skræmmende!!?? Jeg bliver gal over, at jeg ikke længere er en af de personer, der lader min dør være ulåst og vinduerne åbne, når jeg kører et hurtigt smut til købmanden. (hvilket jeg så rent faktisk stadig nogen gange gør, men kun fordi jeg glemmer at gøre andet). Jeg bliver irriteret over min manglende tillid til det hele.

Ja, jeg bliver irriteret over at mærke på egen krop, hvordan fordomme, fantasi og usikkerhed kan få én til at foretage nogle valg, der stritter i mod ens normale værdisæt. Jeg tror på at åbne mit hjem og invitere selv fremmede indenfor. Jeg tror på, at den næste fremmede person der kommer forbi dig kan være din nye bedste ven og kun kan blive det, hvis du er åben over for ham eller hende. Jeg tror på at mit hjem er et samlingsted, hvor alle føler sig godt modtaget og velkomne. I det hjem, jeg er født og opvokset i og har mine værdier med fra, ville man ville have inviteret de to studerende indenfor til at glas vin og en hyggelig aften. Og i aftes gik jeg i stedet i mod alle de tanker og værdier og lukkede mit hjem af i frygt.

Hvad fanden er det lige med det? Kan I fortælle mig det? Hvad ville I have tænkt og gjort?

Ja, god søndagmorgen til dig også!

ps. Jeg fandt lige dette link, om én (og flere), der har oplevet det samme. Og unge spirende kunstnere var de så ikke, men ej heller mordere eller indbrudstyve.

Julefred, julesne, julehygge og julelys

Strikkecoachen, alias min mor, og min dejlige papfar er kommet til huset. De valgte heldigvis at køre den lange vej fra det nordjyske til det sjællandske i går, og derfor kunne vi i dag starte juleferien sammen i sneen. Og se lige, hvem der gemte sig derunder. Hvem skulle have troet at der skulle være en så godmodig gemyt inde i den frygtelige snestorm alle har talt om hele dagen?

Og selv om det blev hurtigt mørkt, så ved vi heldigvis godt, at nu er lyset på vej igen fra i dag af, og måske derfor nød jeg endnu mere at gå rundt i det hvide i mørket og nyde lysene.

Gode naboer

For to minutter siden bankede det på døren og denne kammerat stod udenfor og ventede på os.

Ved siden af den stod vores nye nabo, som for 3. gang inden for en uge, lige kom forbi med en åbnet flaske lækker rødvin. Denne gang synes han lige vi skulle smage en Chateau Quinault 2001. En Saint-Emilion Grand Cru. Er det lige en nabo, man kommer til at holde mere og mere af eller hvad? (det hjælper også pænt på det, at de er enormt søde, har en fed humor og er skide gode at snakke med, men det ved vi jo alle er detaljer i det store billede).

Han handler med vine, og når de har haft vinsmagning er der jo nogle åbne flasker til overs, som helst ikke skulle smides ud. Dem hjælper vi da gerne med at få af vejen. Så gode naboer er vi nemlig!

Nu fra iPhone

Når man har fået en ny iPhone kan man blogge mens man nyder synet af sit nye tørrestativ, som Manden og papfaren satte op i weekenden.

Aaaaahh, en af de rigtig store glæder ved at være husejer er duften af nyvasket sengetøj.

Come in sit back and make yourself wonderful

Jeg har simpelthen planlagt en times blogging i dag. Nu kan jeg simpelthen ikke negligere min kære blog længere. Det hele kan jo ikke gå op i indretning og ommøblering. Eller kan det?

Nu får I i hvert fald lige et lille kig ind i, hvad jeg har fået tiden til at gå med de sidste par uger. Vi er langt fra færdige endnu, men jeg har alligevel nået at få skabt mig nogle yndlingssteder i huset. Fx er køkkenalrummet med sine lyse grønne farver og farverige billeder på væggen helt klart en af mine favoritter.

Og billedet herunder hænger lige for enden af det lange bord, hvor jeg forestiller mig at jeg skal have hundredvis af skønne timer i selskab med alle de mennesker jeg holder af.


Og dette hjørne af stuen bliver hyggehjørnet. Det er jeg helt overbevist om. Lampen fandt jeg i Ilva på udsalg, og den passer perfekt ind i det højerum, når den står i spænd med sin fine bue mellem loft og gulv. Hunden på væggen fandt jeg i Homegoods i USA og den var egentlig tiltænkt børneværelset, men ved en fejl havnede den i stuen og kom aldrig videre. Den passede ligesom bedre ind der.

Dagen hvor bøgerne kom ud af kasserne og ind i Ikeareolen i alfabetisk orden, var den dag jeg for alvor begyndte at mærke et hjem komme op omkring mig. Jeg elsker mine bøger, og jeg elsker systemer. Især de alfabetiske af slagsen. selv om jeg godt nok legede med tanken om at systematisere dem efter farve ligesom Line har gjort. Det er altså også lidt raf og jeg har endnu ikke afvist idéen, men indtil da styrer alfabetet.

Denne kuffert fandt jeg dagen inden vi flyttede, hvor flyttemændene var i fuld sving med at pakke vores ting ned. Det var lige med nød og næppe at jeg nåede at få den med i containeren. Pyyyha, hvad skulle vi dog have gjort uden den til alt det dejlige legetøj?

Og den limegrønne Fatboy er blevet hjemsted for husets bløde dyr. Et rigtigt hyggespot i børneværelset.

Min veninde er kunsthåndværker i Brønderslev og hun har lavet disse flotte glasbilleder til os, da vi flyttede til USA for tre år siden. Hun er sindsygt dygtig og talentfuld og du kan se mere af hendes arbejde her: http://www.kunst-huset.net/. Sammen med strandskallerne fra Atlanterhavet er gæstetoilettet blevet en rigtig lille oase med dertilhørende smukt lokumspoesi på væggen.

Kogebøgerne ovenpå ovnen gav det meget stilrene køkken et mere hyggeligt præg, og jeg er især glad for de gamle bagerbøger, som jeg har arvet efter min morfars bror, som var bager. Småkagebogen og Nordisk Bager- og Konditorleksikon bør kunne findes i ethvert hjem med hang til søde sager.

Og endelig fik jeg mine krydderurter i vindueskarmen i de fine potter fra Crate and Barrel. Duften er intet mindre en fortryllende, når vinden suser ind gennem vinduet.

Jeg går bare rundt og nyder i disse dage. Jeg nyder vores nye dejlige hjem. Jeg nyder alle de dejlige besøg vi får, fordi vi nu ikke bor en 8 timers flyvetur væk. Jeg nyder for alvor at holde fri for første gang i tre år. Og jeg nyder at se Drengens glade ansigt, når han løber ind og ud af terassedøren eller i mod mig, når jeg henter ham i vuggestuen efter en dejlig dag, hvor han har leget og hygget sig max!

Jeg nyder at skabe disse rammer sammen med Manden og se vores fælles fremtid dukke op omkring os. Og nyder at blogge igen. I'll be back!

Så er ringen igen samlet

Liiiiige om lidt, så kører vores far op af vores fine nye indkørsel.

Et uvejr over New York, en fejlforsendelse af hans kufferter til Stockholm og en flaske gammel whiskey forsinkede hans vej, men liiiiige om lidt,

så er han her...

Jeg vandrer hvileløst rundt i huset og kigger ud af vinduet. Det er længe siden, at jeg har glædet mig så meget til noget.

Liiiiige om lidt...

In between

Lige som disse små nye ællinger, har vi kun lige taget de første spæde skridt ned mod vandet, hvor vi nu skal svømme i danske strømme.

Efter en laaaaaang tur i luften, hvor jeg fik bevist at en 7 timers flyvetur fra New York til Kastrup rent faktisk er længere end en 8,5 timers flyvetur den modsatte vej. Hemmeligheden ligger i halveringen af forældreparret, der flyver med den 1½ årige dreng! Jeg gør det aldrig igen! Blev der sagt! Og så kan de skyer være nok så smukke.

Og skulle jo så lige vandre halvvejs til Jylland bagefter for at komme med flyveren videre til Aalborg fra Kastrup. Nu forstår jeg bedre, at det kun tager 45 minutter i luften, for man er da halvejs derovre, inden man når ud til gate 30!!!

Vores ting tager dog en lidt længere tur, og alle disse kasser plus lidt til, vil nu være at finde på et stort skib et eller andet sted "ude på blå ocean" (som Dodo vist nok sang engang).

Mærkeligt at tænke på. Inventarlisten endte på en halv million i værdi (tænk jer, der var for 38.000 kr. bøger! Det viser bare, at bøger er for dyre i Danmark!). Det er slet ikke nær nok i min affektionsværdivurdering. Og så alligevel. For jeg har jo det dyrebareste jeg ejer med mig som håndbagage. En noget livlig en af slagsen, og ikke meget for søvn på kufferthylden, men dog lige ved min side.

Og den anden halvdel af mit selv, sidder nu i de tommer stuer i Jersey og kigger på uret, mens han venter på at tiden skal gå, så han kan rejse samme vej (og her skal der ikke lyde et eneste ondt ord om misundelsen fra min side, over at han kan sidde stille og fredeligt og nyde sit in seat entertainment system og sin lille flaske flyrødvin med sin flymadpakke - ikke ord, siger jeg jo. Så smålig kunne jeg aldrig finde på at være. Jeg under ham skam hvert et sekund...jo jo...ikke et ord).

Jeg selv er pt. at finde i det nordjyske, hvor jeg nyder naturlegepladser, kartofler og jordbær fra selvplukkerdynastiet, sæbebobler, hygge med veninderne fra en svunden tid og min mors kødgryder og varme favn.

I morgen er jeg halvejs på Sjælland og søndag bærer jeg dette lille menneske over dørtæsklen til hans nye barndomshjem. Følelserne er mange, trætheden enorm og kærligheden til mit liv uendelig.

Skuffende kreativitet

Inspireret af Lis og Mette Helena fik jeg lyst til at lege lidt med to blokke papirprøver og en gammel trekantet kommode fra Drengens værelse.



Kommoden er en af de ting, der står på vippen om den skal ud til storskrald eller med containeren hjem. Jeg nænner næsten ikke at skille mig af med den, da jeg elsker dens trekantede form og de skæve skuffer. Den er købt i Aalborg Zoo, hvor jeg arbejdede i min fritid, mens jeg læste på seminariet, og i sluthalvfemserne var de indiske mørke træmøbler højeste mode. Men vi har ikke mange mørke møbler i vores hjem i dag og noget skulle der ske med den, hvis den skulle med tilbage.

Jeg fik håndtagene hevet af og limede derefter forskellige mønstre på hver enkelt skuffe. Når limen var tør skar jeg papiret til med en hobbykniv, så det flugtede med kanten af skuffen.

Jeg mangler stadig at lakere de nye facader, og jeg skal også have fundet nogle nye fede knopper til dem. Jeg forestiller mig nogle skrappe røde, orange eller limegrønne kunne være fede for at skabe lidt kontrast. Det er jo til et børneværelse, så der må gerne være lidt sjov og ballade i spil. Måske forskellige farverige knopper til hver enkelt skuffe, alt efter hvad der kunne tænke sig at findes indeni?

UPDATE: Så er der bestilt knopper til skufferne. 9 stk. af den røde racerbil. Kommoden er jo perfekt til opbevaring af alle hans matchboxbiler.

VORES ismaskine!

Ja, lidt i det amerikanske forbliver vi da, selv om det er Vestsjælland, der nu står på adressen.

I går var mine svigerforældre lige ude og modtage nøglen og de var søde at tage billeder af de ting, der kunne være fejl og mangler. Der var heldigvis ikke meget at tage billeder af. Og selv om det var brudte lister, store huller i væggen og beskidte køkkenskuffer, så sad vi begge to bare der ved computeren og sugede det hele ind: "Neeeeiiii seeee, det er VORES vindueskarm i VORES hus....og VORES huller i væggen"

og "Se, det er VORES vandrør til VORES endnu ikke indkøbte badekar."....iiiiihhh, det var næsten som at være der selv...men altså også kun næsten!

Og dejligt at se, at vi ikke behøver at tænke på at købe mad den første tid. Der var tre skuffer mere lignende denne her.

Panik!

Så er skødet signed, sealed & delivered!

Og så breder panikken sig i mig! For om en måned er jeg på vej tilbage til Danmark for good, og jeg er jo slet ikke færdig med at shoppe alle de American Goods, som jeg skal have med mig hjem og pryde vores nye hjem med. Og hvad var det nu lige for ting, vi i tre år har gået og snakket om, at det skulle vi da i hvert fald også have med os hjem, når den tid kom? Ja, hvad var det nu *tænke, tænke, tænke* Det var helt sikkert noget meget vigtigt, for vi var begge enige om, at lige netop DET var fedt eller smart eller økonomisk at tage med sig østover Atlanten.

Nå men, mens vi så lige går og tænker over det, så går jeg rundt og kigger i butikker og finder nye ting, som jeg synes er geniale at pakke i flyttekasserne. Fx har jeg jagtet et ordentligt billede af New York. Man skulle tro, at det skulle være til at finde. Jeg mener ikke et foto, dem har vi selv masser af, men et maleri, som var til at holde ud at se på, ikke var for klichéagtigt, havde et fedt moderne udtryk og var anderledes. Jeg var sikker på, at det måtte være noget af det nemmeste at finde, når nu vi lige som var her, men nej. Og dog, for i aften var jeg så heldig at falde over dette maleri:

Og jeg tror dælme det bestod prøven. Vi går ligeog snuser til det et par dage, og så må vi se, om det overlever eller om det bliver stemt tilbage til butikken. Jeg tror, det er en keeper. Hvad synes du?

I samme butik, som er noget nær min yndlingsbutikskæde i USA, Homegoods, fandt jeg også denne blomsterkrukke til blomsten i køkkenet:


Og dette skilt til vores kommende bryggers:

De blev begge lige tilføjet listen over uundværlige ting at slæbe fra USA til Danmark. Tjek, de er hermed skaffet! Det er da hurtig sagsbehandling, der vil noget. Det kunne pladsanvisningen i Egedal Kommune lære noget af!

Jeg fandt da også lige en lille ting til en ny Give Away, nu da jeg eeeendelig har fået taget mig sammen til at sende den sidste afsted til Sebastian. I aftes fik jeg tegnet to billeder af de to søde børn, han havde sendt mig billeder af. Jeg har hermed besluttet, at jeg aldrig laver en Give Away igen, hvor gaven ikke er lavet endnu. Så fra nu af, får I kun færdiglavede ting, som er klar til forsendelse med det samme. Det andet fis, har jeg ikke slet ikke rygrad og selvdisciplin nok til! Undskyld Sebastian, for den lange ventetid. Håber du alligevel bliver lidt glad for gaven.

Se meget mere om den nye Give Away i morgen! Der er hele tre ting, kan man det?

Så...

...er vi husejere!!!!

Just thought you'd like to know.

En vaskeægte boliggyser

Ja, gyseren fortsætter. Lige som helten og heltinden troede, at de onde herremænd havde overtaget magten og det forjættede hus, kom den griske kræmmer dem til undsætning.

Status:
Konen har skrevet under! (Bless her soul!)
Manden er tvær, men kommer ned til kræmmeren på torsdag og vil "højst sandsynligt", "måske" og "evt." (og alle mulige andre forbehold I kan tænke på for at beskytte vores iturevne og sårbare følelser mest muligt) også skrive under på kontrakten der.
Så er der seks hverdages fortrydelsesret (dem er jeg ikke sikker på, vi overlever)
Men gør vi det, og der er jo ingen grund til andet, så er vi husejere i Ølstykke pr. 1. juni!

Måske ender gyseren alligevel med at blive et eventyr. Det er vist også en genre jeg mestrer langt bedre rent sprogligt.

Just in case - Kryds lige alt I har at krydse for os indtil torsdag!

Op med humøret!

10 timer var lige nøjagtigt det jeg skulle bruge til at gå rundt og ligne en gammel israelsk grædekone, med nedadvendt mundvige og MEGET ondt af mig selv.

Så kom jeg over til mit dejlige danskhold, fik lidt god energi og humor fra dem + to lange køreture frem og tilbage til Brooklyn, hvor tankerne kunne få frit spil. To telefonsamtaler i løbet af dagen havde allerede gjort sit forarbejde til at få mine tanker op fra dybet. Min mor og min far kommer mig altid til undsætning i sådanne situationer, hvor jeg går i selvsving i usikkerhed og pessimisme. De ved lige, hvad der skal siges, og de giver mig lov til at være Rasmus Modsat og Karen Tvær i den tid det er nødvendigt. De giver mig endda ret i, at det er sgu da for træls, at sådan noget sker. Og så siger de - nok vigtigst af alt - "at det klarer I jo, for det er bare sådan I to er sammen. I to, dig og Manden, I har det med at finde ud af sådan nogle ting på den der måde, hvor I finder det positive i det hele." Det er opbakning, omsorg og motivation i mine ører og jeg elsker dem for det!

Ti timer tog det mig at finde gaven i afslaget fra sælgeren. For der er selvfølgelig en gave i det. Det måtte der være, ellers var der jo ingen grund til at det skete. Og jeg fandt den og den er nu vores plan B!

Vi er frie og vi har hinanden, det er nu engang det vigtigste - og i mellemtiden kan huspriserne så godt lige tage at dykke yderligere.

Og ringer mægleren og siger, at sælger har skiftet mening igen og nu gerne vil sælge til os, så er vi ikke for store til at sige: "Ja tak, fandme da, hvor vil vi gerne have det hus!"

Om tre måneder

I dag om lige nøjagtig tre måneder rejser vi til Danmark uden en returbillet i lommen.

Vi har endnu ikke med sikkerhed et sted at bo, men har bud i spil, penge under lup og følehorn ude.

Men tænk jer - kun om tre måneder (kigger drømmende ud af vinduet og sukker dybt)....