Hørt i toget

I morges skulle jeg med s-toget ind til UCC på Nørrebro og overhørte følgende samtale mellem to pressefoldede erhvervsmænd, der sad med hver sin Børsen:

Pressefold 1: "Hvad så fyrer I inde ved jer?"
Pressefold 2: "Ja, vi skal af med et par stykker."
P1: "Aarh, come on, det kan du gøre bedre."
P2 smågriner forlegent, mens han kigger nervøst rundt i den stopfyldte linie H.
P1: "Der må sgu da være mere end et par stykker du har lyst til at vappe ud, nu du har chancen? Lige et fjols her og et der."
P2: "Tjaaahhh...", griner igen forlegent.
P1: "Ha, ha, ha, ha, så kan man lige få ryddet lidt op på kontoret...ha, ha, ha....." Nyder tydeligvis lyden af sin egen stemme og sine morsomheder, som når hele vejen ud til vinduesrammerne i vognen.
P2 åbner Børsen...den fænger ikke, lukker den igen og hiver sin bærbare op og kigger MEGET koncentreret ind i skærmen resten af turen.

Mage til stupiditet skal man lede længe efter. Det tog lige nøjagtig Pressefold 1 et minut at få en hel togvogn til synkronsukke højlydt og veksle indforståede blikke om hans manglende situationsfornemmelse. Kvinden over for ham, strammede helt til, inden hun demonstrativt rejste sig op og satte sig i den næste vogn.

Der er intet som en fælles fjende, der kan samle en gruppe, og han gjorde det ubeskriveligt nemt for os andre at unite i morges.

WTF?

Pludselig fandt jeg mig selv der lige midt i tøvejrsopdateringerne og var tom for ord. Helt tom. Kunne ikke vride et eneste tilnærmelsesvis interessant indlæg ud af mit hovede. Jeg mener, tøvejrsindlægget says it all, right? Det er jo heller ikke fordi I ligefrem har stået i kø for at komme med gudsbenåede kommentarer på det…

Nå, men jeg tror jeg havde syltet min hjerne i god rødvin, frisk hummer og tons af chokoladekage nytårsaften, og det tog lige et par dage at ryste låget af syltetøjsglasset igen og komme ud i virkeligheden. Jeg mener 600 gram hel hummer, det kan vist få enhver til at gå lidt i tomgang, ikke?

Du får lige et kort rids af den her nye hverdag, der opstod midt i syltningen. Vi arbejder med 2. verdenskrig i Ottendeklasserne. Det gør vi ved at svælge i gode film. Prøv lige at sige perfekt start på det nye år! Én film om dagen hele ugen. Drengene fra Skt. Petri, Livet er smukt, Napola og Die Welle er naturligvis på lærredet. Kan man lære noget af det? Burde man ikke hellere læse nogle bøger? Tjoo, det kunne man jo synes. Men vi har så valgt at lave en teaterforestilling i næste uge i stedet. En forestilling, der hedder Fragmenter af en krig, og som bliver en blanding af alle de billeder, de samler sig i deres hoveder i denne uge. Så får vi jo se, om der er noget der hænger fast.

En af mine drenge spurgte efter Drengene fra Skt. Petri: “Hvorfor var Hitler ikke med i filmen?” Man kan i hans verden ikke lave en film om 2. verdenskrig uden Hitler. Min kollega forklarede ham, at det var fordi den foregik i Danmark og Hitler jo for det meste var i Tyskland. Og at de tyske soldater på en måde var stedfortrædere for Hitler. Hvortil han spørger videre: “Jamen, gav det danske politi så bare drengene videre til de tyske soldater?” “Ja!”, var svaret. “De var fandme nogle forræderiske svin!” kom det spontant tilbage. Han var oprigtigt vred på drengenes og Danmarks vejne.

Skrupsakken derimod er mest vred på “det-der-kommer-efter-paradis-på-jord”. Han synes overhovedet ikke, at det er sjovt, at nisserne ikke kommer mere, at Julemanden er taget på ferie, og at han selv ikke har ferie mere. Nu gik det lige så godt. Gaver hver dag, forældre lige ved hånden til at kramme, når man lystede, småkager og andre søde sager i stride strømme og masser af social hygge med alle familiemedlemmerne. Så selv om han er enormt glad for sin børnehave og sine bedste venner derovre, så er det stadigvæk lidt træls at skulle forlade hjemmet hver morgen, for at lande midt i Rummet Uden Forældre. Men han klarer det. Uden tårer og skrig og skrål. Han er tapper, kan man se, og det er faktisk næsten ikke til at bære. Det havde på en måde, været nemmere, hvis han var ked af det, ikke? Heldigvis er han superglad, når man henter senere på dagen, så mon ikke hverdagen også til sidst får taget på ham.

Jeg selv, jeg nyder at solen skinner på sne og ikke på smat. Vi er startet stille og roligt på det nye år i laveste gear. Således er kasserne med julepynten endnu ikke rykket ud af køkkenet og op på loftet. Og vasketøjet ligger i store stakke sammen med mine skolepapirer. Jeg regner stærkt med at få gjort kål på lidt af de stakke i dag. Først vil jeg lige sidde helt stille og nyde, at jeg fandt mine ord igen.

Kender du det?

At have den slags dage, hvor det føles som om, du og verden taler to forskellige sprog?

Sådan en dag var i dag vist.

Og den endte med, at jeg tog en skive af min tommelfinger. Lige der midt i persillen. Tjaa, så’n kan dage jo også være.

En af den slags dage

…hvor man går lidt trættere hjem fra arbejde end ellers. En af den slags dage, hvor eleverne er ukoncentrerede og urolige, fordi de hver især er seksten andre steder end lige der, hvor du gerne vil have dem til at være, nemlig i din historieundervisning. Hvor deres teenagehjerner og –hjerter, som jeg jo normalt elsker så højt, beordrede dem til at være useriøse, pjattede, flabede og møgirriterende. Og hvor jeg selv var alt for træt, uengageret og uoplagt til at kunne tackle deres mandagsblues på en konstruktiv og voksen måde.

Måske var det barnligheden fra gårsdagens motorvejsrage, der hang ved mig i dag?

Måske er det fordi jeg savner min weekend, som jeg jo glemte i Jylland på et inspirerende konferencecenter?

Måske er det bare regnen?

Jeg vendte, om ikke andet, barnligheden til noget positivt, da jeg kom hjem, og meldte mig, Skrupsakken og manden til Cirkelines fødselsdag på Anemoneteateret på søndag. Og i aften vil jeg tage ind og nyde en stund i løgnenes verden sammen med skønne Julia og forhåbentligt en masse andre søde blogpiger. Ses vi derinde?

Min dag som BINO

Pædagogisk rådsmøde om OPBAKNING:

BINO = Billednoter

Dette kunne være indlægget

…hvor jeg fortalte jer i detaljer om mine sidste to nætter med et barn og en masse bræk…ud over det hele…og så videre.

…hvor jeg fortalte jer om, hvordan det var at have det samme opkastende barn med på arbejde i Ottendeklassen i dag, hvor han totalt stjal rampelyset som ugens ekspertgæstelærer i bondegården og dens dyr og deres lyde.

…hvor jeg fortalte jer om hvor fede ungerne i Ottendeklassen er og om hvor meget jeg allerede elsker at være sammen med dem.

…hvor jeg fortalte jer om verdens bedste job, som nær var blevet verdens værste, men pludselig tog en drejning og endte med at være verdens bedste igen.

…hvor jeg fortalte jer om hvor meget dygtige ihærdige danskpiger intimiderer mig og får mig til at føle mig uforberedt og useriøs, når jeg ikke skriver alt, hvad læreren siger, ned i mit hæfte.

…hvor jeg fortalte jer om min første skoledag på læsevejlederuddannelsen.

…hvor jeg fortalte jer om sidste weekend, hvor jeg syede så mange gardiner at mine øjenlåg pludselig begyndte at glide sidelæns i, istedet for oppefraogned.

…hvor jeg fortalte jer om brombær i min have, som jo ellers kun havde græs, da jeg overtog den sidste år, og som nu har lavet 37 jordbæraflæggere til mig, som jeg skal fråde i til næste år.

…hvor jeg fortalte jer om hvor mega dårlig tålmodighed jeg har, når det kommer til havearbejde, hvor man altid skal vente til næste sæson, før man ser resultaterne af alt slidet. På nær når det kommer til græs, hvor resultatet sjovt nok er der med det sammen, men forsvinder dagen efter, hvor græsset så igen skal slås.

Men det blev det så ikke. Og så alligevel.

God weekend!

Make a u-turn

En gang i mellem har man sådan en dag, hvor ens indre navigationssystem konstant gentager kommandoen: “Make a u-turn!” Sådan en dag havde jeg i går. Det var som om alt jeg rørte ved og alle de handlinger jeg gjorde endte blindt. Jeg forsøgte forgæves at navigere rundt i rodet, men sådan en dag skal man nogen gange bare lade komme forbi. Og det gjorde jeg så til sidst.

Da vi vågnede i morges var vi derfor enige om, at i dag skulle være anderledes. Og derfor startede vi med at intet skulle være planlagt i dag. Dermed kan man heller ikke blive skuffet, hvis det ikke ender som man forventer. Derefter skrottede vi alle tanker om sunde morgenmadsprodukter og lavede i stedet en ordentlig stak pandekager med sirup og syltetøj.

Nu kører Thomas Tog i kikkassen, bloggen på mors computer og bilbasen på fars. Der er løbende gang i kaffebrygningen og i eftermiddag kommer der vist nogen og deler en kop med os. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel og tulipan- og påskeliljeløgene strutter i iver op af jorden.

Måske burde man bare starte alle dage med en stak pandekager? En ting er i hvert fald sikkert; ingen u-turns her i dag. Det kører vi slet ikke hurtigt nok til. Her er fuldt stop og gratis døgnparkering til alle der kommer forbi.