Kan det mon være skoldkopper?

Er der nogen af jer, der har oplevet at jeres barn har fået skoldkopper på trods af vaccine? Det slår mig lige, at det jo kunne være det Skrupsakken har… (jvf. mit sidste indlæg)

Han er amerikansk født og derfor vaccineret for skoldkopper, som er standard der i landet. Men den vaccine dækker jo ikke 100% og man hører om børn, der får sygdommen alligevel, især når de befinder sig i ikke-vaccinerede områder, som Danmark jo er, og derfor udsættes meget mere for smitte end de ville gøre i et land, der vaccinerer som standard.

Ville du sende denne dreng i børnehave i morgen?

• Temperatur i dag kl. 17.30: 38.1
• To ekstra sår er kommet til. Et på højre arm og et på det venstre ben. Begge ligner bid, der er kradset til sår. (Nej, vi har ikke lopper i huset og heller ingen husdyr, så vi formoder børnesår, men har du nogle gode idéer så sig endelig til!)
• Hosten er blevet mere løs, men han hoster stadig meget.
• Tynd mave i sidste ble.
• Har ikke spist meget i løbet af dagen.
• Gik i seng en time før han plejer og sov med det samme.

Nej, vel?

Det er så en uge med feber og forskellige småsymptomer. Og jeg er selvfølgelig bekymret. Og lettere stresset over at have et arbejde, der kræver, at jeg skal være der også. Så afsted til farmor i morgen tidlig inden Ottendeklassen står klar kl. 9.50. Godt man møder sent om mandagen, og at man har en dejlig hjælpsom farmor på efterløn indenfor rimelig afstand! Jeg ved ikke med jer, men jeg er i den grad lige pludselig blevet klar til både forår og varmere vejr.

Tillid my ass!

Jeg havde Skrupsakken med til lægen i dag. Efter 5 hele dage med feber, som gik over i knopper i ansigtet, som gik videre over i tør hoste og snot, som gik over i ondt i maven, mente vi, at det var retfærdigt nok, at vi fik os en tid.

Så pisser det mig simpelthen af, at man bliver mødt med en overbærende og nærmest nedladende sukkende stemme i telefonen i morges, fordi man forsigtigt beder om en konsultation, på deres egen opfordring vel at mærke. En anden læge i det samme hus havde nemlig ved tirsdagens konsultation pointeret, at det var vigtigt, hvis han stadig havde høj feber fredag, at vi ringede og fik en ny tid inden weekenden.

Og så sidder man der med sit sløje afkom på skødet, som er fyldt med røde sårpletter i ansigtet, snot løbende ned af overlæben og hoster som en syg søløve, og bliver kigget på med et overbærende “hvad-sagde-jeg-smil”. Jeg var fandme lige ved at eksplodere. Hvad ligner det, at behandle en bekymret mor sådan, når man sidder i en tillidskrævende postion, som jeg ville mene lægen sidder i. Jeg mener, jeg smiler da ikke overbærende til mine elevers forældre, når de kommer og er oprigtigt bekymret for deres barns ve og vel. Det er jo mit job at tage deres henvendelser alvorligt og ellers lade dem vide, at der ikke er noget at bekymre sig for. På en respektfuld og lyttende måde. Lade dem forstå, at de og deres bekymringer er blevet hørt. Det er faktisk mit job. Og det er vist også en del af hans job, så vidt jeg ved.

Han må sådan set tænke, hvad han vil om mig og mit syge barn, han skal bare lade som om over for mig, at han forstår min bekymring og give mig ro i mit sind ved at fortælle mig, at der ikke er noget alvorligt på spil. Som fx sidste år, hvor jeg sad i lignende situation i samme lægehus med et lignende barn på skødet, blot et år yngre. Og gentagne gange fik at vide, at han er fin, det er bare en virus. En virus som ved røntgenfotografering på sygehuset viste sig at være en lungebetændelse, der havde klappet den ene lunge halvt sammen. Tillid my ass!

Pardon my French, men jeg bander altså, når jeg er gal. So sue me!

Og for god ordens skyld, så tror jeg faktisk, at han ret denne gang, når han siger, at det var tredagesfeber, og at det er gået over i børnesår, og at hosten ikke er alvorlig, og at han er i bedring. Det er bare måden, budskabet bliver formidlet på. Bare lige, så I ikke tror, at jeg er sådan en mor, der kræver, at der skal være noget alvorligt galt med mit barn, når jeg siger det. Jeg er egentlig fornuftig nok på det felt, synes jeg. Måske netop derfor det gør mig så vred at blive behandlet som én, der er hypokonder på sit barns vejne. Jeg behøver ikke en diagnose eller andre klare svar, hvis de ikke kan give det. Jeg vil bare så frygtelig gerne behandles ordentligt, som det voksne fornuftige menneske, jeg selv går rundt og mener at være.

Luftforandring

Ligesom det derude skifter udseende og temperatur lige nu, så er der også sket lidt med bloggen herinde. Jeg trængte til lidt luftforandring. Lidt enkelthed og leg. Stjernerne gør det for mig, synes jeg. De er enkle i farverne, har stregen som også er kendetegnende fra mine tegninger, og så er de legende og lidt sjove.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide Bloggers nye designmuligheder, som jo ikke er helt så nye længere. De gør det nemt at få en blog, der er tæt på 100% brugerdesignet, og kan man lidt med CSS også, så er man efterhånden rigtig langt på den front.

Min header forbliver, da jeg ikke nænner at skifte den ud endnu. Den blev lavet en sen aftentime i mangel af bedre og er faktisk endt med at blive ret sigende for det indhold, jeg lægger på bloggen. Og så er den meget mig.

Vi ligger stadig på langs herhjemme og har begge meldt fra til arbejdet i morgen, da vi ikke ønsker at smitte flere. Min brors datter ligger nu også og kaster op, hvilket sikkert også kun gør det til et spørgsmål om tid for de andre tre i huset. Jeg er virkelig overrasket over hvor smitsom den virus er. Jeg læste flere steder på nettet, at man smitter helt op til to døgn efter man har oplevet det sidste symptom; opkast, diarré eller mavesmerter. Vidste I det? Vi har alle følt os mere eller mindre raske en halv dags tid efter, men har faktisk bare smittet videre i systemet. Så på den front er det altså også tid til lidt luftforandring. Ikke flere vira i luften inden vi bevæger os ud af huset igen.

Det betyder også, at jeg ikke er der til at starte op efter ferien, hvilket bare ikke er særligt fedt som lærer. Det er jo ofte der, man starter et nyt forløb op. Det skal vi også. Den står på DEMOKRATI de kommende fire uger, og det er bare så vigtigt at sådan et forløb bliver startet ordentligt op, så man har elevernes interesse fra starten af. Det bliver det ikke i morgen og det er jeg rigtig ærgerlig over. Jeg havde glædet mig til at komme igang med de nye ting, jeg har forberedt.

Nu vil jeg istedet lukke computeren ned og tage min dyne med mig ind i soveværelset. Et rum jeg har forsøgt at holde mig langt væk fra i dag, efter verdens længste nat med maven. Kender I det, at man føler at rummet stadig emmer af sygdom og opkast, selv om man har luftet ud og renset af flere gange i løbet af dagen. Godnat derude. Sov godt.

Revet æble og ristet brød?

Lad mig starte med at sige, at jeg har store forventninger til, at dette indlæg skal slå indlægget, hvorfor det hedder æbleskiver, af pinden i googlesøgninger, der leder til min blog. STORE forventninger, that is!

Nororvirus, Roskildesyge, Omgangssyge. Kært barn har mange navne og fælles for dem alle, er at det er noget, der forstår at komme omkring.

Den vi stiftede bekendtskab med i nat, manden og jeg, havde været omkring en venindes familie på fire, Skrupsakken, Skrupsakkens morfar og mosse, som passede ham, da den var ved ham (tak for hjælpen med pasningen ellers!), Mosses far, som var inviteret til pandekager (tror nok han overvejer det et en ekstra gang, når der er småbørn i huset for fremtiden) og nu manden og jeg. Hvis vi er rigtig heldige (og her er der helt klart tale om ironi, bare hvis nogen skulle være det mindste i tvivl) har vi fået det spredt videre til vores søde naboer, som inviterede os til tapasmiddag i aftes, og min brors familie, som kom på besøg ved morfar lige efter vi kørte hjem. Det er jo med at holde sådan en viruskrabat i live og få delt det glade budskab ud.

Det er et gammelt kendt husgeråd, at man skal spise revet æble, ristet brød og drikke rigtig coca cola. Den sidste giver mening, da coca cola jo er så krads, at man kan rense toiletter med det. Men hvorfor dælen skal æblet være REVET? Hvad er det lige, der sker, når man river æblet frem for blot at spise det helt? Og hvorfor skal brødet ristes? Klart, det smager bedre, men det er vist ikke hele grunden, vel? Og må man komme marmelade, nutella eller pålægschokolade på? Nej, vel? Tænkte jeg sgu nok!

Da jeg har oceaner af tid her under dynen i dag, har jeg ligget og hygget mig med at google mig frem til svarene. Men det er gisninger folk kommer med, så nu vil jeg i stedet lade dig komme til orde. Ved du det? Enlighten me please! Har vi tale om hokus pokus råd eller er der noget om snakken? Ja, jeg keder mig. Rigtig meget.

ps. Billedet er af en forstørret virus. Og jeg synes faktisk godt man kan se på den, at det er en led satan sådan én.

Epleys Manøvre i fødselsdagsgave

Jeg er lige kommet hjem fra lægen, og jeg lider åbenbart af positionssvimmelhed! Hun udførte en Epleys Manøvre på mig, hvilket skulle få den lille kalkkrystal til at flytte på plads igen i mit balanceorgan! Hold fast, hvor bliver man klog nogen gange. Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, ligesom jeg heller ikke selv gjorde for en time siden, så se her:

Nu håber jeg bare at jeg også bliver mere stabiliseret, så jeg kan nyde min fødselsdag og weekenden i ro og fred. Det virker faktisk som om, det allerede har hjulpet! Doctor’s orders lød på at holde hovedet lodret hele weekenden, som havde jeg en løs dronningekrone på. Det tror jeg godt, jeg kan finde ud af at lade som om.

Spinnin’ around

Det var åbenbart mere end boldene i luften, der gjorde mig svimmel. Jeg begynder at mistænke en vis hr. Balancenerve for at drive gæk med mig. I hvert fald render jeg i disse dage rundt med en mere eller mindre konstant køresygekvalme, hovedpine og svimmelhed, som er alt andet end behagelig. Netdoktoren har været så sød at fortælle mig, at det er en virus på balancenerven. Den foreslog også andre mere alvorlige muligheder, hvilket straks fik mig til at få koldsved over alle de ting, jeg MÅSKE også fejler. Forbandede side, er den.

Jeg tror mere på rigtige mennesker af kød og blod, også kaldet læger i dette tilfælde, og i morgen må vi så se, hvad en såkaldt har at sige til hr. Balancenerve. Jeg kan næsten ikke finde en bedre måde at spendere min fødselsdag på. Det er jo ligesom en fuld dag på skift i Hurlumhejhuset og på Det Flyvende Tæppe, med en kort pause ved en spilleautomat, hvor man håber på den lander på tre ens med CURED!

Det er nu, jeg godt må bande på bloggen, ikke?

FUCK!

Immunforsvar og pil søges

Jeg må have tabt mit immunforsvar et eller andet sted over Atlanten. Hvis du i sommer var på disse kanter og så det ligge og flyde et eller andet sted i bølgerne, må du meget gerne sende mig den præcise destination, så jeg hurtigst muligt kan komme tilbage og passe mit arbejde i AlleredeYndlingsOttendeklassen. Kraftedme, om jeg nåede at arbejde en uge, inden bacillerne fik tag i mig og resten af vores lille familie, så vi nu har hygget os med at skrabe tapet af væggene to dage i træk. Nogen skal i vuggestue i morgen, og det bliver ikke mig!

Der findes nemlig kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at være syg sammen med andre, der også er syge. Især ens mand og barn! Jeg vil altså frygtelig gerne have min sygdom i fred. Være alene om at pylre og kræve omsorg og opmærksomhed. Ikke skulle dele de ynkelige host og snøft med nogen og ikke skulle kæmpe om titlen som Den Mest Syge på Matriklen med nogen. Jeg vil være enehersker i sygesengen for pokker da!

Man burde seriøst lære de små bæster i vuggestuen at holde deres fedtede fingre for sig selv, når de bærer på sygdomsbaciller eller i de mindste alkoholisere dem lidt oftere. Altså de fedtede fingre. Ikke bæsterne. Selv om det også kunne have sin virkning.

Og så al den regn. Hvad sker der lige for det? For første gang har planlæggerne af flytningen af skolernes sommerferie da ramt plet. Som i På Minuttet Plet! Og det har regnet siden ferien sluttede. Som den jubeloptimist jeg fejlagtigt udnævnte mig til i krigsindlægget, må jeg jo finde det positive i al den regn. For al ting sker jo for en grund, har jeg vist også flere gange sagt var mit motto (himmelvendte øjne). Nå, men grunden må være, at der skal plantes pil i haven. Det siger jo næsten sig selv, når der er så vådt, ikke? Klip en pilegren fra en gratis pil i en eller anden andens have, og så stik den i jorden hjemme i din egen have. Sådan lyder planen. Har du pilen?

Jeg vil nemlig vildt gerne lave sådan et hesteskosagtigt pilevildnæs for små trolde at gemme sig i. Så smid lige en kommentar også, hvis du har en pil, som trænger til en klipning, og du bor i Københavns/Nordsjællandsområdet. Så vil jeg blive så glad.

Og har du både set immunforsvaret i Atlanterhavet OG har en pil jeg må få, så får du sgu en gave af en art…eller noget. jeg bliver i hvert fald glad.

Og den første der nævner Bioetellerandetdråberne får en lammer!

Gode råd til sundhedssektoren

At vi skal spare i Danmark er jo ingen hemmelighed for nogen længere. Det kan vi vist godt alle forstå. Og sundhedssektoren går ikke fri af denne sparerunde. Men vi mangler ligesom at finde de gyldne sparetricks, der vil betyde, at vi kan opretholde den fine standard vi for søren da allerede har og samtidig stadig holde kronerne godt gemt nede i skattekisten.

Men I behøver ikke fortvivles mere. Jeg har løsningen! Og jeg bruger gerne min sidste feriedag til at formidle den videre til jer derude.

Og den er simpelthen så enkel, at jeg slet ikke forstår, at der ikke er andre der er kommet på den endnu. Jeg forestiller mig, at det bliver dette gennembrud, der bringer min blog på forsiderne i morgen. Det handler om noget vi alle kender, og som faktisk er meget oppe i tiden. Nemlig at gå “back to basics”.

I løbet af denne sommerferie med en toethalvårig er det simpelthen bevist. Det helbreder at puste! Uanset hvilke skader der er sket, så kan et lille blidt pust, og nogen gange et lidt større alt efter omfanget af skaden, faktisk fjerne det meste smerte. Står det lidt slemmere til og er der evt. blod at se, vil man kunne drage stor nytte af et plaster! Ja, det virker så enkelt ikke? Det er næsten pinagtigt at det skulle komme fra en simpel folkeskolelærer, når hele lægevidenskaben har siddet i så mange år og kæmpet med problemet. Men man skal ikke undervurdere Peter Plys’ og Spidermans evner, når de er påklistret lidt hudfarvet tape. Helbredende kræfter vel at mærke. Og til sidst, den vedligeholdende behandling, som skal sikre at skaden ikke bryder ud igen: et kys. Helst på såret, skaden, problemet. Det forsegler ligesom stedet og forhindrer yderligere skader på samme sted flere timer derefter.

Ja, jeg lovede jo, at det var banebrydende. Og alligevel har det ligget lige foran os hele tiden. Ligesom et andet felt i sundhedssektorens galdeblære. Nemlig arbejdslivets nu beviste skadelige effekt på den menneskelige krop. I morgen starter mit arbejdsliv op igen efter en laaaaaaaang, som i virkelig virkelig laaaaaaaang-jeg-sagde-jo-jeg-var-folkeskolelærer-ferie, og hvad sker der? Termometeret siger 38.9 i endetarmen af den toethalvårige og bunken af snotopløste lommeletter på mit natbord er vokset betragteligt i løbet af den sidste time, hvor jeg har ligget gispende hen under dynen.

Hvis ikke det er beviser nok for mange besparelser i sundhedssystemet, så ved jeg ikke hvad er. Nu må politikerne da snart vågne op og lugte kaffen. Flere pust, flere kys, meget mere plaster med tegneseriefigurer på og mindre arbejde. Det kan kun bliver billigere end det vi har gang i nu. Eller hvad?

Nå, måske jeg bare skulle se at få noget chokolade søvn. det skulle vist også være så sundt.

Tømmerdamer

Varme harmonerer ikke så godt med tømmerdamer. Det gør Treo, Latte og Smoothie derimod.

AV FOR S…. MIT HOVEDE! Sssssccchhhhhhyyyyysss…..

Weekend for to – with a twist

Vi var så heldige, Manden og jeg, at få en weekend for to spontant foræret i fredags. Vi havde ellers set frem til familiehygge á la tre, men nogen måtte have ment, at det var tid for lidt tosomhed i parforholdet. Og det skulle jo også være så sundt med lidt tid alene uden børn, ikke?

I hvert fald fandt vi det temmelig fantastisk, da farmor og farfar kom og hentede Skrupsakken lørdag morgen efter en laaaaaang nat med opkast og pottetræning, for de voksne i huset vel at mærke. Med fem minutters interval startede vi fredag aften og sådan hyggede vi os sammen resten af natten, bare os to. Lørdagen fortsatte i samme rille og mens Skrupsakken søgte kvalmen i diverse forlystelser på Bakken med sine to kumpaner, forsøgte vi at undgå den selvsamme kvalme ved at spise ingenting og holde os HELT i ro under dynerne. Og jo, vi så godt at der var fantastisk vejr udenfor vinduet. Vi så det godt!

Nogen vil mene, at vi har været svært ramt af sygdom i vores lille familie i denne vinter. Det har vi også. Men tilsyneladende ikke mere end så mange andre småbørnsfamilier. Min bror og svigerinde har et lignende mønster. Christinas kender nogle af jer allerede. Og det samme gør I måske med En Kort – En lang. Og jeg kunne blive ved at nævne mødregruppeveninder, kolleger og naboer, der har været næsten det samme igennem. Det er som om, at når først lavinen ruller, så vil det ingen ende tage. Så ruller sygdommene bare med, og vi tager imod dem med kyshånd og stor velkomstsalut. Men jey, skulle sne og frost netop ikke holde bakterier og vira nede?

Min teori er, at vi ikke har nået at få vore immunforsvar op fra sidste tur og derfor tager nemmere imod den næste. Det har vist også noget med det første år i vuggestue at gøre. Og så er vi jo blevet udsat for et nyt klima, nye bakterier osv. ved at flytte tilbage til Danamrk. Men din teori er lige så god som min. Jeg har med andre ord ikke den fjerneste idé. Jeg ved, at Skrupsakken kun var rigtig syg ÉN gang i sine to første år.

Søndag sneg vi os ud i haven alle tre, hyggede med naboerne, plantede aflæggere fra farmors have og lod som om det var en hel normal weekend, hvor vi bare ikke rigtig spiste noget…på nær Skrupsakken altså. For han slap fri! Hvor heldig har man lige lov at være? Og hvor taknemmelig skal man lige være for at have et par bedsteforældre, der lige kunne komme og redde ham fra Hurlumhejhusets kvalmende lørdagshygge og eventuelle smittefarer, så vi voksne kunne få en hyggedag i sengen sammen i fred og ro. Det sidste lyder i den grad misvisende for, hvad der rent faktisk var fysisk muligt den dag. Men lad bare fantasien arbejde med os.

Så ja, i dag blev jeg hjemme fra job, igen igen, og lod Skrupsakken blive hjemme med mig. Mine ben fleksede under mig af udmattethed, tror da for øvrigt fanden, når den ikke har fået chokolade i tre døgn! Og vi har hygget, slappet af og plejet os selv. Jeg var faktisk også en lørdag i underskud med ham, hvis jeg skal være helt ærlig.

Og så gider vi ellers ikke komme mere ind på, om det var oksekødet fra det store dagligvarehus eller det var den kære løs-på-tråden-syge, der slog til, vel? Den sag er for længst rullet ud i toilettet!

Da en søløve flyttede ind

Disse store bedende øjne har kigget på mig hele dagen. Samtidig med en sonate af forkølede lyde har lydt i mine nærmeste nærhed.

Når man kigger nærmere på øjnene kan man se en svær betændelse, der får dem til at se, om muligt, endnu mere tryghedssøgende og bedende ud.

Med andre ord, Skrupsakken er syg – igen – det ord får lige lov at stå alene. Og igen hoster han helt forfærdeligt med sine dybe søløvebjæf. Igen er hans øjne betændte. Igen gnubber han sine ører. Og igen har han feber. Og mor er den eneste, der kan få det til at gå væk. Den eneste der kan bære ham på den helt rigtige måde. Tørre øjnene og næsen så de er ordentlig tørre. Og synge, ae, nusse, holde hånd og puste smerterne og irritationerne væk på magisk vis. Det er lidt hårdt for mor, men det hjælper lidt at tænke på, at det er endnu hårdere for far og for den lille patient. Og så nyder jeg altså også nærheden lidt. Må man godt sige det? Syge søløvebørn er meget meget bløde og varme.

I morgen er en ny dag, og måske har han det bedre. Vi håber. Og ellers er vi heldige at mandagen også er en feriedag…suk!

God påske til jer alle derude!

Sygdom => Tryghedsbehov x 1000

Ja, vi er lige en tur nede i sygdomsdalen igen, på vores cykler, hvis vi skal bruge vores kære statsministers billedsymbolik. Og det skal vi for øvrigt ikke. Men Skrupsakken er syg igen. Og igen er det hoste, feber og så lige en øjenbetændelse til at toppe det af med.

Al den sygdom har skabt et helt vanvittigt behov fra hans side for at have tryghed og nærhed HELE tiden. De sidste fem nætter er han kommet ind til os om natten for at putte, og det plejer han aldrig, som i aldrig nogen sinde siden han var 4 måneder gammel, at gøre. Han hænger på os, siger vores navne en million gange i løbet af dagen, og han vil helst ikke sove alene inde på sit værelse, hvis det kan lade sig gøre, at vi kan være der sammen med ham. Noget, der aldrig har generet ham før, snarere tværtimod.

Jeg kan jo godt forstå ham. Jeg er selv den første til at krybe tæt på andre mennesker, når jeg er syg, og skaffe mig selv lidt nærhed, varme og tryghed. Jeg hægter mig på den første, der ikke når at løbe skrigende væk og lader mig opvarte, nurse og nusse i overflod. Jeg behøver ikke skrive, at det er Manden, det som regel går ud over, vel?

Så vi ligner hinanden, Skrupsakken og jeg, og hans far og resten af den danske befolkning, vil jeg tro. For hvem søger ikke netop ind til det allermest velkendte og bekræftende de kan finde, når de mærker svagheden komme over sig? Og en pludselig tanke slår mig i det jeg skriver dette. Hvad nu hvis man ikke havde en at krybe ind til? Hvad nu hvis Skrupsakken ikke havde mig eller sin far at kravle op til? Jeg kan i den samme følelse mærke, at al irrtationen over alle de forskellige vira og infektioner der får lov at styre vores familieliv for tiden, forsvinder som dug for solen. Og hvem kom der? Det gjorde Skrupsakken for femte gang efter at være blevet puttet til middagslur. "Mor synge for mig", siger han. "Mig ikke sove mer'". Og jo, han skal sove mere, og jeg skal ind og synge for ham, igen...

Happy Valentines Day, forresten. Jeg er sammen med dem jeg elsker. Det håber jeg også du er.

Med ryggen til

Et meget godt billede på alt det jeg har lyst til at vende ryggen til lige nu. Som fx det opkald jeg fik fra vuggestuen om, at Skrupsakken nu har fået øjenbetændelse, og jeg derfor skal til lægen for 6. gang indenfor 20 dage. Jeg vender også lige ryggen til min egen bihulebetændelse og de forbandede penicillinpiller, der gør mig så træt at jeg slæber mig hen af gulvet kl. 14. Ligesom jeg vender ryggen til kulde og sne. Jeg indrømmer gerne. Jeg har råbt pænt højt for at få mere sne, gerne i store og vilde mængder. Men nu er jeg så også mættet. Jeg har det som barnet der råber og skriger efter slik og derefter bliver sat ind i et skab med 30 kg Matadormix og ikke må komme ud før de er spist. Jeg HAR fattet det, Kong Vinter. Sne er stærkt opreklameret og slet slet ikke så fedt, som man lige går og tror. Flyt det så og lad mine Magnoliaknopper få noget sol og varme, så jeg kan nyde deres skønhed med solen stikkende i kinderne.

Og sjovt nok, så er der noget der blomstrer, spirrer og vokser frem lige bagved mig, mens jeg står der med ryggen til det hele. Så mon jeg ikke når at vende mig om igen, inden dette indlæg er skrevet færdigt. Det tror jeg.

Trist at se dog, hvor langt nede skuldrene hænger på en mand, der netop er blevet forfremmet, ikke?

Så’ der te!

Ingen konturer, bare flade mod flade, der skaber varmt vand og en god kop kamillete, der går lige i bihulerne.

Førsteklassen præsterede faktisk at overraske i billedkunstlokalet og var både søde, stille og enormt skabende. Fantastisk time faktisk. Hvem skulle have troet det? Thank God for TREO! De gav mig oveni også overskud til en hurtig tur i Stof & Stil inden Skrupsakken skulle hentes. Så nu er der købt lækre stoffer både fra Apoteket og Stof & Stil, og weekenden venter forude med helbredelse, festligheder og skabertrang ved symaskinen.

God weekend derude.

Så tror da f.....

..at jeg har ondt i hovedet!

Har netop været ved lægen og fået konstateret bihulebetændelse. Hele min venstre side af hovedet er én lammet smerte, som konstant sidder og gnaver i mine kindtænder, mine øjne og mine ører. Når den rigtig skal skære sig igennem min tungnemhed, kryber den over i nakken og niver mig i de bagerste nakkehår også. Det var det, der fik mig til at ringe til lægen i går og få en tid her til morgen. Diagnose: Voldsom bihulebetændelse. Behandling: Dobbelt dosis stærk penicillin, ro og hvile og ingen kulde. Ja ok, én ud af tre skal nok kurere det, tror I ikke?

Jeg er så pisse forbandet over dette og i det hele taget over al den sygdom, der lige skal ramme vores lille ølstykianske familie for tiden. Lige som Skrupsakken er kommet sig over sin 15 dages lange turbolungebetændelse, kommer dette. Jeg sidder på mit arbejde nu og skriver dette indlæg. To TREO ligger og syder i en kop vand ved siden af mig, og jeg er helt nervøs for at nogen skal opdage, at jeg rent faktisk har det dårligt. De skulle jo nødig tro, at jeg var sådan en svækling, der gik hen og blev syg og sådan noget, ikke? Jeg skal møde inde i Tredjeklassen om 13 minutter og i Førsteklassen derefter, og kan simpelthen ikke overskue at skulle have 24 larmende unger i min nærhed de næste 3 x 45 minutter. Men jeg kan ikke tage mere fri. Og lige om lidt er det weekend. Og så skal jeg hjem og slappe af og ligge HELT stille i min seng, ihvertfald til jeg skal hente Skrupsakken kl. 15.

Tror I det er muligt at få de der børn til at være helt stille i billedkunstlokalet? Bare i fem minutter? Jeg melder tilbage om, hvordan det gik. Hvis jeg da ellers er her endnu til den tid.

Talk about a sugar rush!

I går da Manden kom hjem tilbød jeg hurtigt at være den, der kørte på apoteket efter ny penicillinkur til Skrupsakken og i Kvickly efter mad til aftensmaden. Jeg var med andre ord ved at eksplodere over at have et styk morsyg dreng hængende inden for en armslængde af mig efter en lang dag på hospitalet og endnu længere hjemme i sofaen med Bamse og Kylling.

1½ time sender kom jeg hjem med kraniet fyldt med Katjes Familieslik, poserne fyldt med ting til at lave hjemmelavede burgere med og en ekstra pose med tøj. Ja, jeg tog lige en smutvej fra Apoteket til Kvickly og kom ud med det her:

Den røde er fra St-Martin og i 100% silke og den lilla er fra Day Birger et Mikkelsen, begge til -60%. Bukserne var bare for fristende til at jeg kunne lade dem hænge og de kostede kun 399,-. De fåes også i sorte, mon man skulle…?

Så havde jeg lige et Projekt Gave, som jeg skulle til at få kigget på også, og det resulterede i malekreahygge i aftes, hvor hende her bl.a. dukkede op på lærredet:

Hun er stadig kun i skitseform, men ja, hun er stærkt inspireret af en anden dame, der er at finde i bjergene. Nu er hun taget til New York. Hvordan det ender, det er endnu ikke helt sikkert.

Og så havde jeg ladet mig inspirere af Fru Sommer og det endte så med at mine elskede pensler endelig fik et nyt og godt hjem, hvor de rigtig kan stå og flotte sig og forhåbentligt friste mig til mere af det ovenstående:

På trods af at jeg har hovedet fyldt med snot og slim, har en lille dreng med lungebetændelse, føler mig alt alt for fed og doven og ikke har passet mit arbejde i en uge nu, så kan intet slå mig ud, for i morgen skal jeg simpelthen hygge mig. Og jeg glæder mig som var jeg 8 indeni og havde fødselsdag, når jeg slog øjnene op igen. En hel dag uden barn, i selskab med en masse kreative, inspirerende, morsomme, ordfyldte og hjertelige kvinder. Det bliver en god dag, det kan jeg mærke helt ind i knoglerne.

Dagen i morgen

…ser ud til at følge mønsteret fra de foregående 10 dage og ligeledes fra samme vinkel. Vi glæder os over, at gode venner som Bamse og Kyllingen trofast møder op hver dag og hjælper til i krisesituationerne.

Vi har stadig en syg lille dreng i hjemmet, dog kun i perioden mellem 13 og 18, hvor han har feber på omkring de 40 grader. Formiddagene er feberfrie, fulde af leg og hygge. Det er lige som om, den middagslur slår ham helt omkuld. Måske skulle man kvitte den snart!

Jeg er mildest talt bekymret på nuværende tidspunkt. Drengen får jo ikke meget at spise, og selv om feberen først er rigtig høj om eftermiddagen, så er den der jo for en grund, og den slår ham helt ud, så han pludselig bare ligger og stirrer fortabt ud i rummet i 4 timer.

I morgen tager vi til lægen for 4. gang og denne gang kræver jeg en blodprøve, så vi kan få en forklaring. Fint, hvis det viser sig at være en virus, så kan vi sætte os hjem til Bamse igen og vente på bedre tider. Men er lungerne angrebet eller er ørerne stadig betændte, så skal der altså noget behandling til a.s.a.p. Tihvertifald, blev der sagt, Kylling!

ps. Vi er så en del der efterfølgende skal på et afvænningskursus for sproglig bamsinitis, for vi er da godt nok ved at være helt pipgokpåskeblim af billedbogsmarathonen på 11. dagen. Det er godt, at ham den tykke gule er så nem at holde af…eller noget.

Barnets 9. sygedag

For et par uger siden gik debatten ved Julia om at have barnets 1. og måske endda 2. sygedag. I kan selv læse mere der, om hvad jeg mener om den sag. Og blot for at understrege ironien i det hele, så blev jeg lige selv mødt med udfordringen i den forgangne uge og står stadig lige midt i den.

I morgen kan vi nemlig fejre Skrupsakkens 9. sygedag!

Dette efterår og vinter har været sindsyg i forhold til sygdom i vores hjem. Jeg føler mig 100% som den nyuddannede lærer, der kommer ud i virkeligheden og lægger sig syg konstant pga. det total uforberedte møde med alle de fantastiske baktusser ungerne i skolen dribler rundt med og stikker op i hovederne på os. Vi har med andre ord været syge på skift og det pynter ikke just på en sygemeldingsstatistik i et nyt job.

Sådan har vi overlevet so far:

1. Var en søndag...pyha, den var gratis.
2. Manden blev hjemme. Han er nemlig prisgivet med et job i et firma, der ikke har en ordning med barnets 1. og 2. sygedag, men simpelthen siger, at man bliver hjemme, til barnet er rask og selvfølgelig holder sig ajour og arbejder så vidt muligt imens.
3. Derfor tog han også denne dag :-)
4. Manden havde møder, så farmor, aka Granny Squad unit 1, trådte til på hendes ugentlige fridag. Tak for det farmor! Det endte dog med en tur til lægen, hvor Manden måtte træde til og derfor alligevel missede en del arbejde den dag....suk!
5. Mirakuløst troppede Granny Squad unit 2 op onsdag nat kl. 1.15 fra Jylland, og stod klar til vagtskifte torsdag morgen, så de trætte forældre kunne passe deres allerede overtrukne sygedagsarbejdskonti.
6. G.S. unit 2 igen. Tak morfar og momse!
7. Endelig lørdag og fire voksne i huset. Tænk sig, vi fik lov at gå ud og holde en allerede planlagt bagjulefrokost, mens G.S. Unit 2 IGEN tog tjansen. Consider me a lucky bastard!
8. Søndag igen…hurray for those! Var lige et smut omkring lægevagten i Frederikssund, da han gik fra 36.8 til 40.2 på en middagslur. Men da der var 4 timers ventetid, og vi ankom med en noget friskere dreng, end vi forlod hjemmet med, tog vi hjem igen og spiste pizza. Nu ligger han og hoster og hakker og brænder inde i sengen og forude venter barnets 9. sygedag.
9. Må jeg kapitulere og har netop ringet til vikartelefonen og meldt barnets 1. sygedag i morgen (!!??) Øre/næse/halslæge...here we come!

Ikke om jeg fatter noget som helst af dette sygdomsmønster. Måske er det en virus, influenza, der har sat sig som mellemørebetændelse, måske lungebetændelse, hvilket har resulteret i pencilinkur og stigende feber ugen igennem. Drengen tager sig ikke til ørerne, men hoster meget og dybt. Vågnede frisk og frejdig i morges uden feber, og vi troede vi var home free, indtil han sov middagslur og vågnede med over 40 igen!?

Ja, også er vi tilbage til det med diagnoserne og behovet for disse, ikke? Hvis der bare var en rar klog mand eller kvinde i hvid kittel, der kunne fortælle mig, hvad mit barn fejler, så jeg kan handle derefter…

I mellemtiden vil jeg arbejde videre på dette projekt, som jeg faldt over i Netto i dag (bogen koster 75 kr. og er virkelig lækker for os, der godt kan lide at det går lidt hurtigt med kreaprojekterne fra start til slut):

Og så kan vi supplere med hyggestunder og oplæsning under dynen fra denne her ind i mellem (også fra Netto i dag til 95 kr.):

Og allerede et kæmpehit ved Skrupsakken, som sad helt stille og nød historierne. “Sissybogen” (Sissy som i Sigurd) er den allerede døbt. Mon ikke Sigurd ville være rørt til tårer over den titel? Kan den reddes med at fortælle, at Skrupsakken elsker “Sigurd og Operaen” og “Sigurds Bjørnetime”, som i sidder HELT stille med åben mund og polypper, når det kører i kassen?

I denne uge er vi især taknemmelige for:

G.S. unit 1 & 2 og Netto!

Inspiration

Jeg sidder herhjemme under dynen og er syg. Udenfor regner det og alt ser gråt og trist ud. Hvilken bedre dag til at kigge i mine gamle billedjournaler efter farver, tanker og inspration?

Siden jeg startede mit billedkunst-liniefag på seminariet har jeg skrevet og tegnet i min journal, og det er efterhånden blevet til tre af slagsen. Det er på en måde min billedblog, som selvfølgelig MÅ laves i håndgribelig taktil udgave. Intet andet vil give mening for mig.

Når jeg mangler inspiration i mit lærerjob eller bare i det hele taget trænger til et frisk pust af kreativitet, så kigger jeg i dem. De minder mig om alle de gode tanker jeg har haft undervejs, og alle de faste overbevisninger, jeg har fulgt i min undervisning.

I næste uge har vi fællesuge på hele skolen fra 1. til 9. klasse og jeg skal være i hele to af værkstederne. Det skal nok blive en hård uge, da det er to meget forskellige værksteder, men samtidig er det to værksteder, der begge står mit hjerte nært. Nemlig et blogværksted og et billedværksted. Temaet er Medmenneskelighed, og vi i udskolingen skal arbejde med hjemløshed. Der skal skrives aviser og blogs, males billeder, indspilles sange, samles ind, laves installationer og opleves 1 on 1. Det bliver fedt!

Så nu skal jeg bare lige blive rask igen og finde inspirationen, så er jeg klar til at være topmedmenneskelig og kreativ!