16 uger og en kanelsnegl

Det er vist ikke kun min morgenkanelsnegl, der er skyld i at maven strutter. Vi er nu officielt gået ind i den fase, hvor man kan se, at jeg er gravid og ikke bare glad for morgenkager til kaffen.

Aftrykket i solen

Jeg har været til lærermøde i dag - om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

Jeg ved godt, at det er tidligt

Både fordi, klokken kun er seks en søndag morgen, og fordi jeg kun er tretten uger henne.

Jeg mærker liv og har faktisk gjort det i et par uger. Jeg bliver aet indefra, som om der ligger en lille smølf og kører sine hvide futter mod mit maveskind. Jeg er faktisk ikke tvivl længere, for den følelse er så unik, at man aldrig glemmer den og dermed også genkender den ret tydeligt, når den opstår igen. Med Skrupsakken var jeg helt henne i uge 19 før jeg var sikker på, at det jeg mærkede, var ham.

Den tidlige morgenstund er det perfekte scenarie for vores lille møde. Den lille ny og mig. Det lysner lidt udenfor og jeg vågnede fordi Skrupsakken hostede inde fra sit værelse. Han lå helt uden dyne og var frysende kold. Nu har jeg puttet ham tre gange siden og i mellemtiden har jeg ligget og set lyset nærme sig dagen og mærket et nyt liv nærme sig verden.

Alting føles meget anderledes denne gang og så alligevel er der sådan nogle genkendelige træk, der er fuldstændig det samme. Jeg brugte hele fredagen på langs med opkast og virkelig ondt i maven. Om det var omgangssyge eller graviditet, det ved jeg ikke, men ingen andre i huset er blevet syge på samme måde, så det tyder på, at det var den lille derinde, der brokkede sig over en torsdag med virkelig dårlige valg af mad. Sådan havde jeg det aldrig med Skrupsakken. Jeg kunne praktisk talt spise, hvad jeg ville uden han brokkede sig. Nogen siger forskel i graviditeterne tyder på forskel i køn. Måske er det en lille pige, der ligger derinde og kører mig rundt i manegen allerede nu. Det ville ikke overraske mig, selv om endnu en dejlig dreng er lige så meget at ønske.

Det er virkelig blevet forår i alle ender og kanter af mit sind og det er på mange måder fantastisk at kunne følge årets gang så tydeligt, som jeg kan i år. Det er jo ikke kun i haven, at det spirer lige nu.

Godmorgen!

Undervurder aldrig en morfar!

De sidste mange uger har mildest talt foregået halvt i søvne for mit vedkommende. Og da jeg oven i søvngængeriet har døjet med en frygtelig madlede, begge dele satte ind ved 16-tiden hver dag, har vores aftensmad båret temmelig meget præg af livretten: Andres mad. Når man knap nok kan overskue at skulle tage ingredienserne ud af køleskabet, for blot at opdage, hvis man gjorde det alligevel, at man nærmest brækkede sig ned i dem, fordi kyllingefileten fik det til at vende sig i maven, så er det altså så som så med lysten til at kokkerere og derefter spise aftensmad. Derfor har take out stederne her i byen og omegn haft kronede dage samtidig med, at vi har inviteret os selv på mad ved kære familiemedlemmer i nærheden. Og rugbrød er slet ikke værst. Vel?

Jeg var også træt i starten af min første graviditet og jo, jeg havde da også lidt kvalme, bevares. Men det var intet i forhold til denne gang. Heldigvis har det været begrænset til eftermiddags/aftenstid og jeg håber inderligt, at det lysner nu, vi er på den anden side af de første tolv uger. Måske er det dét, der skete i aften. Måske var det den morfar jeg lige fik fra 16-16.30?

For da gik drengene lige ind på værelset og legede med Lego i en times tid, og jeg puttede mig under dynen og voila, en hurtig tur i Fakta og så stod der seks hjemmelavede pizzaer og tre nybagte rugbrød klar og blomstrede to timer senere. Herligt!

Og vi er hermed klar til de næste par aftener med både pizza og rugbrød i fryseren. Gaaab...