Verdens dårligste reklamekvinde

Jeg var jo på det der marked i Odense. I ved. Det der forårsmarked alle i blogland skriver om lige nu. Og jeg kan jo læse, at de fleste er vildt gode til at linke tilbage til der, hvor de har købt deres goodies. En slags Pakhuslinklove kan man vel kalde det. Der er endda nogen, der er så flinke at linke tilbage til mig. Tak for det!

Nu er det sådan, at jeg er fjols. For jeg købte nogle vildt skønne ting, men jeg kan ikke huske af hvem og hvor jeg købte dem. Kun et af mine køb kan jeg lovelinke til, og det er også mit absolutte favoritkøb af dem alle. Og grunden til, at det er så nemt at linke videre for mig, er kun fordi varen blev solgt i den samme stand, som mine egne streger og fordi jeg i forvejen allerede elsker denne persons håndværk og leg med ord. Denne svamp her har nemlig været min længe nu og er slet ikke fra forårsmarkedet, men derimod en personlig gave fra Anne selv, som jeg lige ville dele med jer samtidig:

Købet fra markedet var denne gule perlekæde, som Anne også har lavet. Den saftige gule farve klæder faktisk alt jeg tager på, og jeg har boet i den siden. Og da jeg lovede min mor som sidder i Nordjylland et billede af maven i dag, får I den lige på plateau:

Annes perler er alle håndlavet i glas og efterbehandlet i afspændingsovn, så de er ekstra holdbare og hver enkelt af dem er unikke. Hvis du nu sidder og ærgrer dig over, at du ikke lige fik sådan en skønhed med hjem eller du slet ikke nåede forbi markedet, så fortvivl ikke. Anne sælger nemlig også sin Skatte på Amio, og hun er endda åben for særlige ønsker, som min kædes sammensætning faktisk var. Jeg nappede også et par mors dags gaver med hjem fra Annes skattekammer, men svigermors er allerede givet væk og modtaget med stor glæde, og min egen mors, ja, den må hun jo ikke se endnu (så ssshhh...be vewy vewy quiet!)!

Så langt så godt. Men herfra bliver det så pinligt, for jeg ved ikke hvem jeg har købt resten af. Men vises frem skal de da. Denne smukke skål med det kække lille benløft kunne jeg ikke stå for, og da slet ikke til 80 kr.

Og endelig fandt jeg en natlampe til Skrupsakken, som har været blandt hans højeste ønsker i et års tid nu. Svampen her er batteridrevet og lever længe, er jeg blevet lovet. Den tændes ved at skubbe svampens hovede nedad og slukkes ligedan. Skidesmart og drengen var lykkelig. Det bliver ikke smukkere...det skulle lige være, hvis jeg kunne huske, hvem jeg havde købt den af...

Hvis du kender mine sælgere, så må du meget gerne linke til dem i mit kommentarfelt. Også hvis du er en af dem selv, så undskyld, og reklamer gerne videre herfra!

Den lille pige og madkassen til de 17 halve

Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

En anden lille ny

Jeg har fået en lille ny inden den lille ny kommer. En lille ny computer. 13 tommer Macbook Pro hedder babyen og jeg er lige nu fanget i den der symbiotiske tilstand, man som en mor finder sig selv i i begyndelsen af sådan et nyt spirrende bekendtskab.

Efter mange overvejelser og et enkelt fejlkøb (noget med en HP fra Wupti, der blev sendt lidt frem og tilbage med PostDanmark) fik jeg endelig nosset mig sammen til at bestille dét, jeg egentlig gerne ville have - en Mac, og er du vimmer jeg er glad! Det er jo en helt andet verden af funktionalitet og lækkerhed. Jeg skal nok lade være med at komme igang med den helt store tale fra de hjernevaskede æblesektmedlemmers hovedkontor og blot nøgternt konstatere, at det er vel nok et dejligt stykke værktøj, jeg har købt mig der. Og så svagt påpege, at jeg tror nok, jeg er blevet bare en lille bitte smule lykkeligere af at eje denne lille lysende ting. Bare lidt.

Hvilken dejlig januar

Denne januar er tæt på at gå hen i historien, som den dejligste januar af alle de januar'er jeg kan huske. Det vælter ind med gode nyheder. Et par af dem har vist sig som først en dejlig uventet pengegave og derefter en god eksamenskarakter.

Hvor meget siger du? Åh såmænd bare 11816 kr., der kommer til min Nemkonto i morgen, og det er nok de nemmeste penge jeg nogensinde har tjent. For det er jo ikke helt rigtig, at det er en gave. Nej, jeg har ærligt og redeligt tjent hver en krone, jeg havde bare ikke regnet med, at der var nogen, der gad betale mig for det arbejde jeg lavede. Jeg så det jo ikke som arbejde, men blot som en deling, en dokumentation og et hjertebarn. Men det koster åbenbart noget at låne andres hjertebørn og kopiere dem, og det gjorde Copydan mig opmærksom på. Og nu er et af mine største dilemmaer, hvorvidt jeg skal

1. have en ny iPhone
2. have en iPad
3. have en ny cykel
4. eller rejse

for pengene.

Lige så gerne, jeg vil have de tre første, vil jeg dog vist hellere rejse, så London og Middelhav, here I come.

Hvor meget siger I igen? 10 siger jeg så bare! Et dejligt tital blev det til for min eksamensopgave, som jeg afleverede i december. Det har virket som en evighed at vente på den karakter, og jeg må indrømme, at når det kommer til akademisk teoretisk tænkning er min selvtillid lige nul. Jeg ser mig selv som praktikeren, der fungerer bedst med teorien i hånden, så jeg kan mærke den og opleve den. For meget tænkning og analysering har aldrig været mit stærke element. Så jeg havde virkelig ingen idé om, hvorvidt jeg havde fattet konceptet eller ej. Det havde jeg så vist alligevel. På en eller anden måde.

Skrupsakken er blevet frisk igen og hvad han har fejlet må guderne vide. Det trøstede os at høre, at det halve af børnehaven havde ligget ligedan i den sidste uge. Dog ingen sårtilfælde anmeldt. Oh well. I’m over it. I’m rich AND smart now.

Og i morgen har jeg en fridag, den sidste onsdag inden det nye semester går i gang igen, og jeg har ingen planer whatsoever. Det bliver skønt, skønt, skønt.

Happy Januar til dig også.

Rockstrik med et strejf af Rokoko

Jeg forelskede mig i et outfit min mands kollegas kone havde på til firmaets julefest. Og da hun sendte mig linket til designer Gitte Lyngs WONDER WHO her til morgen, måtte jeg simpelthen dele det med jer. Gitte skriver selv på sin side, at hun maler med strikkepinde. Jeg har ikke set noget lignende andre steder og er vildt fascineret.

Se lige her en fed blanding af strik og tyl:

Billederne er venligst lånt fra hjemmesiden og jeg fjerner dem selvfølgelig med det samme, hvis det er ønsket.

Fairtrade med kunst

Det er ikke kun mad og lækkerier man kan få med Fairtrade-mærket på. Også kunst bliver solgt som en del af en mere retfærdig handel.

SE MERE HER

Mavesko

Det er en af de aftener, hvor jeg er fuldstændig blank i hvad jeg skal skrive indlæg om. Der kommer simpelthen ikke noget frem oppe i hjernen, når jeg sidder med fingrene på tastaturet og venter. Eller jo, noget kommer der jo frem. Men er det interessant? Relevant? Elegant? Markant? Ekstravagant? Militant? Eller noget andet, der rimer på fjant? Nej, vel?

…

…

…nada, kommer der…

Hmmm, noget må man da kunne skrive om, efter en weekend med masser af samvær, hygge og rødvin. Det er bare som om ordene ikke rigtig vil formes, så det personlige og nære bliver almengyldigt og deleværdigt for jer derude. Kan eventuelt have noget med rødvinen at gøre.

Nå, men shopping kan man altid hive et indlæg hjem på. Og jeg har købt de bedste par sko, jeg har haft på i meget lang tid. Sorte og tidsløse. Man kan fristes til ligefrem at kalde dem transhistoriske. De har eksisteret lige så længe som jeg og længere. Klassikere simpelthen.

Og meget meget billige. Og så fåes de både i størrelse 37 og str. 25. En slags mor/barn-sko:

Maosko, også kaldet mavesko af dem der bruger str. 25, er hittet her i hjemmet i disse dage. Super Brugsen er dealeren. Og jeg KAN ikke malke mere ud af denne ligegyldighed nu, så vi snakkes bare ved i morgen, ikke? Godnat.

JEG.MÅ.EJE!

Prøv lige at se, hvad Lis har set på Formland (jeg håber det er ok, at jeg har lånt hendes billeder. Kunne ikke finde dem andre steder):

SCRABBLESMYKKER!

Er de ikke bare som skabt til mig? Og tænk, jeg har snart fødselsdag.

LINK LOVE til den butik i Aalborg, hvor NOGEN kan købe en fødselsdagsgave til mig. En ring will do it. Selv om AB i ørene også ville vække lykke. Dejligt med familie i Nordjylland lige pludselig, ikke? Hint hint, wink wink, nudge nudge, know what I mean?

Can I have it today?

Ja, hvis jeg skal være ærlig, så er det ikke langt fra, hvordan jeg lød, da jeg købte min iPhone for et år siden.

iPhone 4 Vs HTC Evo - Watch more Funny Videos

Og kan man i det hele taget argumentere imod “It’s an iPhone”?

Lige om lidt åbnes dørene

Kl. 12.00 kan du også se alle de lækre tinge man kan købe på Amio.dk

Og sådan ser min butik ud:

Har du også en butik derinde, jeg ikke kender til, så skriv endelig en kommentar her til indlægget, så jeg kan komme ind og snuse.

En inspireret brilleabe

Inspireret af Christina, besluttede jeg mig for, at det måtte være på tide at skifte mine gamle sorte briller ud, som jeg købte i 2002. Jeg er glad for det sorte markante stel, så det skulle der ikke ændres det store på, men formen og størrelsen måtte gerne spiffes lidt op.

Og som I kan se på billederne her, så er jeg svært tilfreds med de briller jeg fandt:

Jeg købte dem ved Louis Nielsen, og de har for tiden tilbud på køb 2 betal for 1 så jeg var TVUNGET ud i at skulle have MINDST to par briller med mig hjem. Det endte med, at jeg valgte et par, der ligner de andre til forveksling, dog lidt smallere på højkant og så lidt mørke rødlige i stellet. Spif spaf rød dynamolygte eller noget. Hey, de var jo gratis, nærmest.

Og så har de en hylde med stel helt ned til 195 kr. hvor jeg stod, mens jeg ventede ved kassen. Og når man står der alligevel, så er det jo lidt ligesom at stå i supermarkedskøen og blive fristet af slikket på sidste chance-hylden, og ja, så nappede jeg altså lige dette par med også:

Som I kan se, er jeg mindre sikker på det stel og skal nok lige se dem lidt an, før end jeg føler mig rigtig dus med dem. Men de var anderledes end de andre jeg har, lettere både vægtmæssigt og farvemæssigt, og så var de billige.

Tre par briller med stel og antirefleks = 1500 bobs. Det er faktisk i orden, synes jeg. Jeg gav 6500 for det sidste par jeg købte i 2002, godt nok så også Gucci og de har holdt i 8 år indtil nu, også modemæssigt. Men hey, til LN-prisen kan jeg skifte stel sammen med moden.

Og speaking of briller. Så er tidens trend i blogverdenen åbenbart gået fra mobiltelefonholdere/tasker til brilleetuier. Først så jeg det ved Line, så ved Maria og nu også Lis og jeg hopper straks med på den vogn, da jeg nu mangler tre af slagsen. Egentlig kunne jeg jo bare købe et fra dem hver, for de er dæleme flotte hver især. Men jeg kunne dog rigtig godt tænke mig dem i læder og da jeg havde en hel rulle lilla læder (vist nok ikke helt ægte fra et dyr og så’n), så endte den første prototype sådan her:

Og indeni er den foret med stof, der er limet på med hifix, og syet fast i sammensyningen.

Jeg arbejder med lidt produktudvikling og har bestilt magnetknapper hjem, så næste udgave får en flap, der kan lukkes ned om åbningen. Jeg tænkte, det ville være en fordel, at brillerne ikke røg ud af etuiet nede i tasken. Så det arbejder vi altså på nu.

Og ja, hvis næste fase i produktionen bliver en succes, så vil I snart kunne finde en hel masse af disse lilla æsker i min Amiobutik. Og selvfølgelig med forskellige stoffer som fór og pynt.

AB goes Amio

Den 1. august slår Amio dørene op for alle deres butikker, hvor du vil kunne svælge i håndlavede lækre ting til dig selv, dit barn, din kæreste, din hund, din bolig og dine vægge. Især væggene vil jeg gerne hjælpe dig med, så jeg er også hoppet med på Amiobølgen:

Min butik hedder Billedmageren, og du vil der kunne købe en del af de tegninger, jeg har udstillet her på bloggen samt nogle af mine malerier.

Jeg glæder mig til at kunne linke jer direkte videre til butikken, men indtil videre må I nøjes med screen dump’et herover og et link til Amio’s forside.

Hvis Kate gør det, så er det da lige et kig værd, ikke?

Kate Hudson blev spottet med en taske fra Elliot Mann. Jeg ved ikke om du kan huske, at jeg før har fablet om dette lækre mærke og den supersøde designer bag? Hvis ikke, så tjek lige HER. Jeg er simpelthen så stolt af at kende et så talentfuldt og dejligt menneske som Louise er. Og så er jeg vild med hendes ting.

Og jeg købte selvfølgelig tasken, og jeg ELSKER den. Den er så dejlig farverig og passer med alt.

Og de kan altså købes i DK også.

Yndlingskøbene fra Paris

Det er ikke svært at købe sig fattig i Paris. Lad os bare slå det fast en gang for alle, hvis nogen overhovedet var i tvivl om det fra starten af. Og ja, vi købte meget mere end det du ser her.

Men når man kan købe Kusmi Spicy Chocolate te i et discountsupermarked, så ved man ligesom godt hvad klokken har slået, ikke? Og så er dåserne så lækre i sig selv at man jo i princippet kan hælde teen i skraldespanden og stadig forsvare købet som både æstetisk og praktisk, ikke?

I Rue Saint-Louis en L’lle fandt vi den fineste lille glasforretning, hvor man kunne købe alle slags dyr lavet i glas. Ikke meget nyt under solen der, bortset fra smykkerne med glaskunst i midten, som de også solgte:

Og så glasdyrenes fantastiske ansigtsudtryk. Denne gnavne ugle hoppede nærmest selv ned i min jakkelomme. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg skal bruge en vred glasugle på 10 cm. til, men jeg føler på forunderlig vis, at den har gjort mit liv rigere.

Og så dét køb, man (jeg) ikke fik gjort sig, sidst man havde chancen, og som man (jeg) siden har ærgret sig gul og grøn over. På D’Orsay står den smukkeste skulptur af alle: “La Petite Danseuse de Quatorze Ans” af Degas. Hun er så klein, så virkelighedstro og så stolt og knejsende. Jeg finder mig selv fortabt i at studere hende, når jeg står og kigger ind i hendes glasmontre på den gamle banegård. Denne kopi når hende ikke til sokkeholderne, men i mangel af bedre, og som en ringe erstatning for den ægte vare, så købte jeg hende i en kunstforretning på Montmartre. Og nu står hun i vores lille vindue i stuen og nyder solen og holder hovedet oppe for os alle.

Tre styk look-a-like Pashminatørklæder til 9 euro ved hvert andet gadehjørne. Ja tak! (Især når Paris i maj ikke helt lever op til de varmegrader, man i sin blinde optimisme havde forestillet sig hjemmefra)

Getjiiiiing!

Og så så man lige mig, overtræt og lækkersulten, begå impulskøb på nettet ved at købe et Rikkemai-tørklæde, af den slags I ved nok. Jeg så annoncen, bød og fem minutter efter var det mit. Second buy – never worn! Just, how we like it.

Kan man egentlig godt kalde det impulskøb, når det nu har taget mig rundt regnet et halvandet års tid at tage mig sammen til at købe netop dét Rikkemai-tørklæde og først nu slår til efter det er faldet så meget i pris, at det er tegn på, at det egentligt for længst er gået af mode igen?

Det er jeg faktisk ligeglad med. 850 kr. og mode eller ej, så synes stadig det er et af de fedeste tørklæder jeg har set. Hell, jeg overvejede en overgang at betale de 2350 kr. det kostede dengang. Gad vide om det betyder, at modens klamme dikterende hånd har sluppet sit tag i den sidste usikre teenagepigerest i mig? Naaaarhhh, vel?

To i én

Vi har købt en ny hule, som tilfældigvis også kan bruges som sofabord.

Sådanne fåes i Ilva :-)

Talk about a sugar rush!

I går da Manden kom hjem tilbød jeg hurtigt at være den, der kørte på apoteket efter ny penicillinkur til Skrupsakken og i Kvickly efter mad til aftensmaden. Jeg var med andre ord ved at eksplodere over at have et styk morsyg dreng hængende inden for en armslængde af mig efter en lang dag på hospitalet og endnu længere hjemme i sofaen med Bamse og Kylling.

1½ time sender kom jeg hjem med kraniet fyldt med Katjes Familieslik, poserne fyldt med ting til at lave hjemmelavede burgere med og en ekstra pose med tøj. Ja, jeg tog lige en smutvej fra Apoteket til Kvickly og kom ud med det her:

Den røde er fra St-Martin og i 100% silke og den lilla er fra Day Birger et Mikkelsen, begge til -60%. Bukserne var bare for fristende til at jeg kunne lade dem hænge og de kostede kun 399,-. De fåes også i sorte, mon man skulle…?

Så havde jeg lige et Projekt Gave, som jeg skulle til at få kigget på også, og det resulterede i malekreahygge i aftes, hvor hende her bl.a. dukkede op på lærredet:

Hun er stadig kun i skitseform, men ja, hun er stærkt inspireret af en anden dame, der er at finde i bjergene. Nu er hun taget til New York. Hvordan det ender, det er endnu ikke helt sikkert.

Og så havde jeg ladet mig inspirere af Fru Sommer og det endte så med at mine elskede pensler endelig fik et nyt og godt hjem, hvor de rigtig kan stå og flotte sig og forhåbentligt friste mig til mere af det ovenstående:

På trods af at jeg har hovedet fyldt med snot og slim, har en lille dreng med lungebetændelse, føler mig alt alt for fed og doven og ikke har passet mit arbejde i en uge nu, så kan intet slå mig ud, for i morgen skal jeg simpelthen hygge mig. Og jeg glæder mig som var jeg 8 indeni og havde fødselsdag, når jeg slog øjnene op igen. En hel dag uden barn, i selskab med en masse kreative, inspirerende, morsomme, ordfyldte og hjertelige kvinder. Det bliver en god dag, det kan jeg mærke helt ind i knoglerne.

Støvsuger (slash) dyre-ting-kan-køre-rundt-på-robot

NU har jeg fundet ud af, hvad den skal bruges til:

Så skal vi bare have købt os et dyr!

Se, det’ til at forstå. Ingen hokus pokus, bare mix og pisk!

Kære AB

Du ønskes en glædelig (rød) og hvid forsinket jul og et forbandet godt og vel(de)signet nytår.

Jeg håber, du bliver glad for gaven. Det tog mig lang tid at vælge den helt rigtige til dig, men den rare mand ved Wupti hjalp mig lidt på vej med et tilbud, jeg ikke kunne modstå, og nu er denne dejlige røde sag på vej til dig.

Den kan mixe dine livskrydderier, piske lidt luft i de tunge lag og gøre det hele lidt lettere, sætte kulør på din tilværelse og røre dej(!) på den helt rigtige måde.

Kærlig hilsen AB

Designperler med humor

Sidste år på en hyggetur på Manhattan købte jeg denne mælkekande:

og har siden fået så mange positive kommentarer på den, at jeg blev nødt til at se, om jeg ikke kunne finde den online og dele det med jer. Det er firmaet Fred & Friends, der har designet kanden og prøv lige at se, hvad de ellers har lavet af sjove ting:

For alle os Babushkadukkeelskere:

Og klik lige på billedet og nærlæs teksten på dette målebæger:

Hey, hvem har taget et bid af mine småkager?

En rigtig Lattedrikke går vel med guld og diamanter:

Se selv flere designperler fra Fred & Friends HER, hvor du også kan finde forhandlere.