Se, hvad jeg har fået!

Vibeke har givet mig en award og jeg bliver altid oprigtig glad for awards. Dejligt at nogen har tænkt på én i det positive hjørne. Mange tak for den Vibeke!

Der hører en spørgerunde af rang med til prisen, og jeg vil se, om jeg kan svare på alle spørgsmålene herunder.

Hvorfor startede du med at blogge?
I januar 2006 fik vi chancen for at komme tre år til New Jersey, hvor min mand skulle arbejde for et større dansk firma. Jeg skulle med som medfølgende hustru, dvs. hjemmegående og arbejdsfri. Vi skulle giftes for at kunne følges ud i dette eventyr, og det blev vi en mandag eftermiddag kl. 15 på Gentofte Rådhus. Vi havde mange oplevelser og tanker i forbindelse med flytningen, og jeg skrev det hele ned på en lukket familieblog, så vi ikke ville glemme De Store Ting i Livet (det hed bloggen dengang), der skete lige for næsen af os i de tre år. Men blogging er en sær vanedannende størrelse, og snart kunne jeg ikke holde mig inden for familiens skød i mit skrevne univers og jeg åbnede mig mere og mere op for offentligheden. Smed de mest private indlæg ind på en ny lukket blog, der kom til at hedde Drengen Med De To Pas, som blev en slags barnets bog for Skrupsakken. Den kører stadig i det skjulte. Ledigheden i det amerikanske fik mig også til at give min gamle hjemmeside billedguiden.dk en ordentlig ansigtsløftning og selvfølgelig skulle den også indeholde en blog. En mere professionel side, hvor jeg fik afløb for min passion for billedsprog og -undervisning. Den kører også stadig og bliver jævnligt peget på her fra siden også. Bloggene blev mit vindue ud til verden i en til tider lukket bobbel. De blev mit faglige sparringsunivers i en tid, hvor jeg ikke blev udfordret på den front. De blev min mindevæg og min huskeblok, hvor jeg skrev alt det ned mit hovede ikke kunne rumme alene. Og de blev døren til det skønneste og ærligste netværk, jeg nogensinde har været en del af.

Hvilke blogge følger du?

Se min blogroll ude i siden. Den opdateres løbende med de blogge, jeg læser dagligt.

Favorit make-up mærke?

Jeg har ingen idé. Jeg bruger sjældent make up og det er gerne forskellige mærker, dog altid allergivenlige, da jeg døjer med en meget sart allergisk hud.

Favorit tøjmærke?

Der er mange mærker, jeg synes er skønne, men jeg kan ikke lige nævne ét mærke, der altid er et hit. Lige for tiden er det nok dét mærke, jeg kan passe, der er favoritten. Ærlig talt, man lærer at være mindre krævende, når man har slået røv for tidligt og bærer på en del ekstra kilo her og der. Jeg elsker farver, spræl, kjoler der flagrer, når jeg drejer rundt og perler og broderier. Og jeg er faktisk for det meste glad for mig selv, lige som jeg er, med kilo, mormorarme und alles. Helt ærligt! Dagene med selvhad er i fåtal, det er realismen ikke, jeg ved godt jeg coulda, shoulda, woulda, men chokolade og rødvin smager jo også dejligt, og jeg er åbenbart ikke træt nok af det, jeg ser i spejlet, til at gide gøre noget ved det lige pt. Jeg er ikke ligeglad. Jeg er bare glad...og gravid oveni. 

Dit "må ha" make-up produkt?

Det har jeg vist allerede svaret på...

Din favoritfarve?

Grøn, lilla, rød, gammelrosa og petroleum. Lad nu være med at bede en Vægt om at vælge én ting!

Parfume?

Burberry Touch.

Favoritfilm?

Aaaarrrghh, kun én igen? Umuligt! Bjergkøbing Grand Prix, A Beautiful Mind, Seven, Crash, Festen, Sound of Music, Harry og Kammertjeneren, Frøken Nitouche, Flashdance, Døde Poeters Klub, Inception, Lost in translation og 1000 andre. Jeg elsker film!

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?

Vietnam. Jeg har aldrig været østpå og Vietnam ville være min første destination i den retning.

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?

At blive mor til to til september.

Jeg ved ikke, hvor mange man skal give sådan en pris videre til, men jeg vil vælge denne gang, at give den videre til kun én blogger, da det ellers hurtigt blive lidt kædebrevsagtigt med sådanne awards. Min yndlingsblogger lige for tiden er helt klart AmarOrama. Hendes blanding af egne lækre fotos og hendes skarpe velskrivende pen rammer perfekt på mit blogbarometer i disse dage.

Om at give sit barn gaver

I onsdags gav jeg Skrupsakken et par Spidermanstrømper fra Kvickly. Han sov med dem med indpakning natten til torsdag og de har ikke været af ham siden, bortset fra en vask og tørring fredag nat. Lad os bare konstatere, at han viser en meget stor glæde ved dette lille par strømper ene og alene, fordi Hr. Spiderman nu pryder vristen. Det giver åbenbart street credit mellem en-meterere.

Havde jeg vidst, at han ville være så glad for de par strømper, havde jeg måske købt to par, så vi i det mindste havde et par at skifte mellem. Forhåbentlig er Lynet McQueen ikke gået helt af mode i mellemtiden, så vi stadig har de seks par yndlingsstrømper fra farmor at læne os lidt op af. Jeg var altså ikke bevidst om storheden i min ellers så beskedne lille gave. Men det var han.

Omvendt tror jeg ikke, at han i dag er helt bevidst om storheden i den gave, vi som forældre gav ham i aftes. Vi gik i byen uden ham. Masser af oksemørbrad, rødvin, Tiramisu og voksensnak blev nydt uden hans indblanden. Og vi nød det. 100%. Lige som vi nyder den stille morgen vi har lige nu. Og se lige hvilken gave det betød for ham:

Overnatning og tilhørende leg og hygge med fætter og kusine. Svedige røde kinder. Godnathygge i dynemekka. Fælles opvågen med fnis og kram. Morgenmad med de to sovevenner, onkel, moster, mosse og morfar. Nærhed og varme. Nutellamadder. Tillid til, at der er andre end mor og far der vil ham det godt her i livet. Familiebånd. Familieminder. Venskaber. Jeg kunne blive ved. Storhed med storhed på.

Det er en gave, han endnu ikke helt forstår storheden af. Han ser ikke den street credit, jeg ser. Han ved ikke, hvor dyrebart det er at have familie i sit liv. Familie man kan dele sit liv med. Bedsteforældre man kan læne sig op af. Kusiner, fætre og søskende man kan holde sammen med. Han ved ikke, hvordan det er at være uden. Det ved jeg heller ikke. Men jeg ved, hvordan det er at savne det og være for langt væk fra det. Og jeg ved hvordan det er at se det gro igennem ham, når han tillidsfuldt krammer sin farfar og farmor. Eller kærligt taler om Bedste og bedstefar. Eller nyder det med sin anden store gave på.

Det er ham i smørhullet med Spidermanstrømperne på foden.

Hvilken dejlig januar

Denne januar er tæt på at gå hen i historien, som den dejligste januar af alle de januar'er jeg kan huske. Det vælter ind med gode nyheder. Et par af dem har vist sig som først en dejlig uventet pengegave og derefter en god eksamenskarakter.

Hvor meget siger du? Åh såmænd bare 11816 kr., der kommer til min Nemkonto i morgen, og det er nok de nemmeste penge jeg nogensinde har tjent. For det er jo ikke helt rigtig, at det er en gave. Nej, jeg har ærligt og redeligt tjent hver en krone, jeg havde bare ikke regnet med, at der var nogen, der gad betale mig for det arbejde jeg lavede. Jeg så det jo ikke som arbejde, men blot som en deling, en dokumentation og et hjertebarn. Men det koster åbenbart noget at låne andres hjertebørn og kopiere dem, og det gjorde Copydan mig opmærksom på. Og nu er et af mine største dilemmaer, hvorvidt jeg skal

1. have en ny iPhone
2. have en iPad
3. have en ny cykel
4. eller rejse

for pengene.

Lige så gerne, jeg vil have de tre første, vil jeg dog vist hellere rejse, så London og Middelhav, here I come.

Hvor meget siger I igen? 10 siger jeg så bare! Et dejligt tital blev det til for min eksamensopgave, som jeg afleverede i december. Det har virket som en evighed at vente på den karakter, og jeg må indrømme, at når det kommer til akademisk teoretisk tænkning er min selvtillid lige nul. Jeg ser mig selv som praktikeren, der fungerer bedst med teorien i hånden, så jeg kan mærke den og opleve den. For meget tænkning og analysering har aldrig været mit stærke element. Så jeg havde virkelig ingen idé om, hvorvidt jeg havde fattet konceptet eller ej. Det havde jeg så vist alligevel. På en eller anden måde.

Skrupsakken er blevet frisk igen og hvad han har fejlet må guderne vide. Det trøstede os at høre, at det halve af børnehaven havde ligget ligedan i den sidste uge. Dog ingen sårtilfælde anmeldt. Oh well. I’m over it. I’m rich AND smart now.

Og i morgen har jeg en fridag, den sidste onsdag inden det nye semester går i gang igen, og jeg har ingen planer whatsoever. Det bliver skønt, skønt, skønt.

Happy Januar til dig også.

Hvad skal det (ikke) ende med?

Jeg har ingen anelse, hvor disse blomster fører hen, men jeg kan ikke stoppe igen. Og nu har jeg også lige konverteret de fleste af mine sorte tuschstreger om til korssting. Jeg er stukket af nålen og zappet tilbage til min bedstes gamle bornholmertikkende stue, hvor jeg som syv-årig tilbragte mine sommerferieuger med at sidde og brodere korssting i den grønne velourstol.

Jeg er fyldt op af kreativ energi, efter mit hjem blev invaderet af undrende, syende, hæklende, snakkende, prikkende, spørgende, hverdagselskende, rappende, bogelskende, papirsfoldende, tedrikkende, dikkende, kaffedrikkende, astidrikkende blogkvinder, der ikke hverken var bange for mad, der lignede kondomer med salat og rejer i, eller for kaffekrus på størrelse med rundetårn.

Hvad savner jeg egentlig fra USA?

Vi leger sommetider den leg, hvor man i fantasien kan zappe sig fra et sted til et andet i 24 timer og gøre lige, hvad man allermest har lyst til. Ofte er det New York og New Jersey, vi rejser til, for hvad savner vi egentlig derfra. Hvad ville vi gerne lige kunne zappe os over og hente?

Min danske veninde, der stadig bor i NJ, er i Danmark nu og spurgte inden sin afrejse: Hvad skal jeg tage med til dig? Og jeg kunne sgu ikke lige komme i tanke om noget. Helt ærligt. Jo, bevares, hun måtte da gerne købe ti par Converse, 20 flasker Alterna shampoo og 16 blandede Exuvianceprodukter, fordi de er så vanvittigt dyre i forhold til, hvad jeg købte dem til derovre. Men jeg kan jo også bare købe dem fra England til samme billige pris online. Så jeg svarede hende: Et glas Apple Butter. Det er æblemarmelade, der smager på en helt særlig lækker måde med kanel og noget.

Jeg elsker Apple Butter, men kan også sagtens leve uden. Men jeg tænkte, hvis nu det der æblesmørelse kunne blive min undskyldning for at se de her dejlige venner, som til dagligt er alt alt for langt væk, så kunne det jo gøre smørelsen endnu mere attraktiv for mig. Idéen fik jeg, da en anden veninde fra Overthere og hendes mand var på besøg for en måneds tid siden. De havde netop medbragt Apple Butter og en masse andre lækkerier, og det var så skønt at se dem begge igen her i vores danske hjem.

Nu er æblesmørelsen spist op, og jeg længes efter et nyt fix. En ny dosis veninde fra min tid i USA. Det er nemlig en helt særlig slags veninder, jeg fik derovre. Nogen af os danske piger og mænd blev hinandens substitutfamilier, og på grund af afstanden og manglen på andet familie og netværk, blev disse venskaber på en eller anden særlig vis meget hurtigt dyrebare og uundværlige. Og det er dem, jeg savner. Dem jeg ville hente hjem på de 24 timer, jeg havde der. Fire af disse piger hænger ved endnu, og jeg værdsætter deres eksistens i denne verden meget meget højt. Heldigvis er de alle eksperter i at holde kontakten med folk, der er meget langt væk. Det er ligesom et speciale man får med i passet, når man rejser ud.

Så thank God for Facebook…og Apple Butter!

God weekend til jer alle derude.

Taknemmelig og usikker

Der er sikkert nogen af jer derude, jer med de store blogs, dem med spandevis af læsere og fans og alt muligt, som har prøvet det her mange gange. Men for mig skete det for første gang i dag. At en af mine læsere satte sig ned og skrev en personlig mail til mig for at sige, at hun nød at læse mine ord og at se mine tegninger. Tænk sig, at hun gad. Tænk sig, at hun tog sig tid. Tænk sig, at hun følte det var vigtigt. Jeg er simpelthen så beæret og taknemmelig for din mail K, og du skal vide, at den kom lige netop på sådan en dag, hvor jeg sad og tænkte kritisk om mit eget bloggeri. En af de dage, hvor man forgæves sidder og leder efter sit eget blognavn på andres blogrolls i håb om, at de synes man er nævneværdig og ikke mindst læseværdig. En af de dage, hvor jeg synes min blog manglede både retning, stil og et indhold, der var interessant for andre end mig selv. En af de dage, hvor jeg glemte at jeg blogger for mig selv først og fremmest og ikke for I andre.

Sådanne dage har jeg også.

Og så er jeg så heldig, at på netop sådan en dag findes der en pige, der hedder noget der starter med K, som gider at skrive en mail til mig helt spontant og umotiveret af den simple grund, at hun har læst på en anden blog engang, at det er vigtigt at huske at rose folk, når man synes de gør noget godt. I LOVE BLOGGING! Og så synes hun, det er vigtigt med et skulderklap ind i mellem. Jeg kunne ikke være mere enig. Og i dag var jeg heldig at være modtageren af et sådan. Hun beskriver endda, hvad det specifikt er, at hun godt kan lide ved netop min blog. Altså en kritik man virkelig kan bruge til noget. Netop den slags ros og kritik jeg bestræber mig på dagligt at være i stand til at give mine elever.

Jeg skriver dette på bloggen og ikke i en privat mail til K, fordi jeg gerne ville dele mine taknemmelighed og min usikkerhed med jer derude. Vi læser sporadisk om denne usikkerhed på hinandens blogge, og vi kender den vist alle en lille smule, ikke? Det er jo vores ord, vores hjerteblod, vi lægger derud til bedømmelse, vurdering, kritik, respons og kommentering. Og selvfølgelig er man sårbar i dette.

Don’t get me wrong. Jeg elsker min blog, og jeg er ikke ved at lukke den ned eller sådan. Jeg er faktisk helt ærligt temmelig stolt af denne lille flig af nettet, som jeg har kapret til mine ord og tegninger. Også selv om jeg ikke er på helt så mange blogrolls, som jeg kunne drømme om. Eller har helt så mange faste læsere, som så mange andre af jer har. De læsere jeg har, har selv valgt at tilmelde sig uden en give away eller andet bestikkelse, og det er jeg superglad for. Så tak fordi I gider læse med, alle 69 af jer! Det er nu engang sjovere at skrive noget andre læser. Bare en gang i mellem. (og jeg ved godt, at jeres læsere også selv har valgt det, og at I ikke alle bruger give aways til at få flere læsere. Bare så vi har den helt clear, ig’os! Let’s face it; jeg er bare skidemisundelig!)

Det er bare den slags stunder, der dukker op engang i mellem, når usikkerheden om ens eget lille blogunivers stiger én til hovedet. Kender I dem ikke? I kan næsten altid være sikre på, at når det sker for mig, så ender det i en ommøblering herinde, som I netop har set. Og en af de ting K havde opdaget ved mit nye design var fanebladet med tegningerne. Jeg har lavet en side til alle de tegninger og billeder, jeg har lagt på bloggen gennem tiden. De er stadig min gave til jer, så hvis I kan bruge dem, synes om dem eller på anden vis har lyst til at kopiere dem til noget, så værsgo. Det eneste jeg beder om, er at du ikke ændrer på dem og udstiller dem efterfølgende uden min viden. Det kan jeg selvfølgelig aldrig tjekke, men jeg er naiv nok til at stole på dig alligevel.

Og K, jeg har opsnuset din blog, selv om du ikke skrev den i mailen, og hvis jeg må få lov af dig, vil jeg meget gerne linke til den, for jeg synes faktisk, du har fat i noget rigtig godt derinde i dit univers. Så må jeg? Pretty please? Og igen, TAK, fordi du gad!

Going dooooooooooown!

Der er ikke noget som et godt gammeldags sommerland, der kan få ens indre barn frem. Og efter en lang lang pause, besluttede familien Hansen (min far og hans bror og alt deres afkom) at hanke op i en gammel familietradition og samle klanen i Fårup. Jeg må ikke have været meget ældre end Skrupsakken, da jeg første gang tog rutcheturen ned i træstammerne. Dengang tog man ikke on-the-spot-fotos. Den slags fotos holdt man til lufthavnene på Gran Canaria og Mallorco, og der har jeg til gengæld en hel del ankomstbilleder, jeg kunne flashe ved lejlighed.

Men tilbage til sommerlandet – dét, helt ude i skoven. Traditionen er, at vi som 50% restaurationsfamilie tropper op med sølvlysestager, hvide stofduge og dertilhørende servietter, som selvfølgelig bliver foldet fint ved hver kuvert, rigtige tallerkener, sølvtøj, vinglas og sølvfade. Et scenarie uden lige, som vækker blandede følelser ved de andre besøgende, som sidder med deres campingudstyr, papservice eller købemad. Nogen klapper og synes det er sgu fedt det der. Andre - not so much. Vi er jo i Nordjylland, og der stikker man helst ikke næsen alt for langt frem uden at få et bette niv i den på vejen. Men det skider vi altså på. For pointen er ikke, at vi vil vise os eller spille fine på den. Nej, pointen er, at det er en fest, når vi er samlet allesammen. Når vi denne ene gang om året tager en dag ud af kalenderen og sætter den i legens og familiens tegn. Det skal edderbodedderme fejres og gerne med manerer. Dét om noget er da værd at hive sølvtøjet frem for.

Efter mange års pause i traditionen tog min kusine, som for øvrigt er den rigtige ægte Smukke Sally fra THE Hornumkor, jow jow hun var og er til evighed mit største idol. Nå, men hun tog initiativ til at samle os alle og jeg sidder nu med hele kroppen fyldt af familiefølelse og sammenholdsmentalitet. Vores dejlige Bedste ville have været så glad for, at vi fandt ud af at mødes uden at have hende som undskyldning. Og da Skrupsakken søndag morgen lå i vores smørhul i sengen og kiggede op i tagvinduet på vandrehjemsværelset i Thise og så skyerne bevæge sig flygtigt hen over himlen, sagde han: “Se, der er Oldebedste.” Og jeg gav ham ret. Både fordi tanken er sød, men også fordi det er hun jo. Lige der over os alle sammen, og inde i os alle sammen og på vores allesammens ansigter og læber. Der er hun. Og farfar. Og derfor skal vi mødes. Fordi vi deler netop de to mennesker med hinanden.

Jamen, det er fandeme næsten så stort, som noget kan blive. I min verden anywhos.

Tanker fra hovedet, om held og mangel på samme

Der er mange i min nærhed, der kæmper for tiden. Kæmper enten med det ene eller det andet.

Livet kan være svært nogle gange. Nogle gange synes livets prøvelser at ramme tættere på end andre gange. Sådan har jeg det lige for tiden. Der er flere triste beskeder end glædelige, når jeg åbner indbakken eller tager telefonen. Og jeg går stille rundt og føler med dem, mens jeg (indrømmet) egoistisk sukker lettet over, at det heller ikke ramte mig denne gang.

Og jeg føler mig forbandet heldig over at være der, hvor jeg er i mit liv lige nu. Heldig og taknemmelig over at have fået de muligheder, jeg har.

Og jeg håber bare, at jeg et eller andet sted kan sprede det held lidt ud til nogen af dem, som går og har ekstra brug for det for tiden. Give lidt igen, som tak for mine egne glæder. Er det ikke sådan det fungerer? Når man er et forkælet lyksageligt menneske, er det så ikke ens forbandede pligt at forkæle andre og sprede lidt lykke videre ud i verden?

Det tror jeg sgu det er.

Og måske er det, nogen af de andre går og kæmper med, rent faktisk held i forklædning. Måske viser der sig at være en helt bestemt grund til, at netop de skal kæmpe lidt ekstra i denne tid, så de rigtig kan mærke heldet og glæden, når den slår til igen. Måske.

Jeg håber det simpelthen så meget.

Om uretfærdighed og om at gøre noget ved det

Jeg kender en pige, der er to år gammel. Hun er tre en halv måned yngre end Skrupsakken. Hun er født næsten samtidig med, at han blev døbt. Hun kunne med andre ord ligeså godt være mit barn. Det er hun ikke. Hun kunne også være dit barn, men det er hun nok heller ikke. Hun er derimod meget syg, og i dag modtog vi en mail fra hendes far med en to måneders status på hendes behandlingsforløb på Rigets afdeling for kræftramte børn. Og jeg er simpelthen så trist indeni på deres vejne, for den mail var virkelig godt skrevet af en far, der var dybt bekymret for sin datters fremtid og samtidig havde han overskud nok til at informere alle os pårørende, venner og bekendte om vilkårene ved behandling af leukæmi i høj-risiko-gruppen. Det var en barsk fortælling om uanede mængder af medicin, bivirkninger, søskendesorger og umenneskelige vilkår for en lille familie, som jeg er virkelig glad og rørt over, at han tog sig tid til at sende til os på trods af tristheden. Jeg er glad for at få et indblik i deres helvedestid, så jeg bedre kan forstå, føle og fornemme det, de oplever lige nu. Og alligevel forstår jeg ingenting eller i hvert fald kun brøkdele. Jeg fornemmer dog smerten tydeligt i hver eneste linie, han skriver. Og jeg føler mig meget meget magtesløs og helt forfærdelig ked af det, hvilket nok også kun er en brøkdel af det de selv føler.

To måender er gået siden vi fik beskeden, og vi har ikke gjort noget, ikke handlet, andet end vi har tilbudt vores hjælp uanset hvad det måtte være. Men inderst inde ved vi godt, at de slet ikke har overskud til at være dem, der tager kontakten og beder om hjælpen. Men hvad gør man som ven i sådan en situation? Hvordan støtter man bedst? Vi fik hjælp til dette fra familien selv, da faren i mailen sendte os et link til Foreningen Cancerramte Børn, som har lavet en vejledning til pårørende og venner til et cancerramt barn:

Den fik jeg utroligt meget ud af at læse. Og den satte noget i gang i mig, som handler om at gøre noget. Vi, her i huset, er i gang med en personlig ting til familien, som jeg holder for mig selv og det private rum. Men det, jeg gerne vil dele med jer og gerne vil bede jer om at hjælpe mig med, er at støtte dem, der hjælper det lille barn og mange andre børn lige nu. Jeg tænkte, at med den skare læsere jeg dog har, på trods af at dette er en mindre blog, så kan vi dog alligevel gøre en lille forskel. Især, hvis du vælger, efter din donation, at linke til samme indsamling fra din blog også. Blogland plejer at være hurtige til at sprede de gode budskaber.

Man kan altid støtte Kræftens Bekæmpelse, hvilket jeg selv gør, når de laver indsamlinger. Og fordi jeg har støttet dem ofte, har jeg i dag i stedet lavet en donation til Foreningen Cancerramte Børn, som hjælper børnene og deres familier på et andet niveau end KB. Deres formål kan du læse ved at klikke på linket, men kort fortalt handler det om at give disse børn, som under behandlingen er meget isoleret fra resten af verden på grund af smitterisiko, gode oplevelser, socialt samvær, leg og glæde i en ellers forfærdelig tid. Det er en forening, der lige nu kan hjælpe vores venner og deres lille datter på en måde, som vi ikke selv kan.

Du kan støtte dem på flere måder:

Som støttemedlem - Ved at betale 150,- kr om året kan man blive støttemedlem. Beløbet indbetales til foreningen på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af navn og adresse. Anfør venligst at beløbet drejer sig om støttemedlemskab. Støttemedlemmer får tilsendt foreningens nyhedsbrev.

Som firmastøttemedlem - Firma og andre erhversorganisationer kan tegne et firmastøttemedlemskab.
Det koster 2.500,00, som indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af firme og adresse.
Anfør venligst at det drejer sig om et firmastøttemedlemskab.

Ved at donere pengegaver - Penge kan indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, eller sendes som check til foreningens kasserer : Lone Høstmark, Astrupvej 69, 2700 Brønshøj, eller til formanden : Jan Johnsen, Karlslunde Strandvej 56, 2670 Greve.
Foreningen Cancerramte Børn er godkendt efter ligningslovens § 8A, således at man på selvangivelsen kan fratrække pengegaver op til 14.100,- kr. De første 500,- kr er dog ikke fradragsberettiget, så det maksimale fradagsbeløb vil være 13.600 kr.

På forhånd tak til jer alle. Hvis du vil hjælpe mig og dem og alle de andre børn, vil jeg være dig utrolig taknemmelig.

Investeringer i relationsbanken

Når der opstår muligheder, der kan vise sig at bære frugt for fremtidige relationer, så skal man ikke lade dem passere forbi. Så skal man slå til og investere de sidste mønter man har.

Heller ikke selv om de muligheder indebærer at bruge sin første feriedag på at hjælpe en ven ved at tage otte fuldstændigt ukendte kommende ottendeklasseselever med sig i s-toget ind til København fra provinsflækken, for at bede dem om at sætte sig på Glyptoteket og tegne skulpturer med iturevne tissemænd, mens de bliver fotograferet af et, for dem, fuldstændig ukendt århusiansk kvindeligt livstykke, og bagefter hive dem med på en af Halmtorvets bedre caféer på statens regning, for at slutte af med en gåtur gennem Istedgades (dog) pænere ende, hvor der kun ligger snegle og boller i vinduet (ej, den er SÅ gammel, det ved jeg men det århusianske livstykke og jeg grinede sgu stadig meget godt af den, da vi gik forbi den frække bager i enden).

Når man gør noget i den stil, så kan man nemlig være så heldig at få oplevelsen af at se, hvordan sådan en flok snart ottendeklasseselever viser sig fra deres allerbedste side, mens man nyder lyden af teenagesludder og hjerteflimmer blandet med fordybet ro og blyantsstregers skratten i et magisk øjeblik af et fælles ønske om at ville det her godt. At ville nuet, opgaven, fremtiden og hinanden godt.

Når man investerer sådanne stunder i relationsbanken, så kommer der gerne rigtig gode renter på over sommeren. Det forventer jeg også med dagens investeringer, der allerede her sidst på dagen har toppet kursværdien gange 100. Det var dyrebare minutter, jeg fik for min investering i dag, og selv med en finanskrise i form af endeløs regn eller anden ulyksalighed hen over sommeren, kan de ikke sådan lige devalueres i denne lærers sind.

After Eight Hang Time

Det er blandt andet dét jeg mener med After Eight:

En dejlig veninde fra New Jersey.

En dag i sol og varme.

Jordbærtærte.

To puttede unger, der sover.

En dejlig mand, der bragte rødvin og tæppe til køjen….og kamera.

Og snak. God snak.

Ferieglæde for skolelærere og andet godtfolk

OK, lad mig blot starte med det klassiske:

Hej, mit navn er AB og jeg er skolelærer og har derfor seks ugers sammenhængende ferie fra og med i dag!

Så skal I nu sige: “Hej AB……typisk jer lærere, og I kan også have to jobs har jeg hørt, og lærere er så priviligerede med al den ferie, og det er sikkert kun pga. ferien I har valgt det job, og man skulle være lærer, så man kunne gå der og holde fri hele tiden, og yada yada yada yada….”

Og så siger jeg frejdigt for at være åh så sjov, selvom jeg er lettere irriteret over at høre de samme lamme ord om min ferie endnu engang, og som jeg ikke gider at forsvare igen endnu engang med tåbelige forklaringer om årsnormer, dyre rejsepriser og tvungen frihed, fordi jeg inderst inde helt ærligt er lidt enig med dig i, at det ER et stort privilegium ved mit job: “Ja, der er faktisk seks grunde til jeg valgte lærerfaget: Uge 25, uge 26, uge 27, uge 28, uge 29 og uge 30”.

Og så har vi li’som fået det ud af vores systemer, ikke?

Når det så er på plads og jeg igen kan konstatere, at jeg nu har ferie, så kan jeg samtidig fortælle jer, at jeg for første gang i meget lang tid sådan oprigtigt glæder mig til min ferie. Ferie er altid rart. Bevares. Det er det også for os, der ikke holder andet. (Badabam på hi-hatten – her må grines) Men denne ferie er altså anderledes, og det er den, fordi jeg samtidig glæder mig til at starte på arbejdet om seks uger igen. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op med Ottendeklassen og få den til at fungere godt, til at blive klogere på læsning, til at være med i beslutningsfasen i forretningsudvalget, til at være med til at skabe demokrati i elevrådet og til at have det rart sammen med de kolleger, som jeg endelig er kommet lidt tættere ind på livet på. Og så skal jeg være tilsynslærer for hjemkundskabsområdet. Ok, lige nøjagtig den del glæder jeg mig så nok lige så meget til, som jeg gjorde til at blive skolepatruljelærer sidste år. Men alt det andet. Det er sgu bare meget mig.

Og det der især er mig i det, er at jeg nu er med. Med i noget, der giver mening på skolen udover undervisningen. Nu er jeg ikke bare lønslaven, der stempler ind kl. 8.00 og ud igen kl. 15.00, passer mit job og ellers holder min kæft. Det kan man faktisk godt være som lærer. Og stadig være en rigtig god lærer. Men ikke jeg.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg endelig blev rigtig glad for at arbejde på netop dét sted, der ligger en spytklat væk fra min bolig. Jeg nåede det lige inden ferien, at finde hele glæden ved jobbet, og det betyder, at jeg nu rigtig kan glæde mig til at holde ferie. Sidste skoledag gjorde udslaget for mig. Da femteklassesdrengene skabte fællesskab på tværs af ni årgange i gymnastiksalen og gav udskolingseleverne baghjul med en koncert med Linkin Park-, Green Day- og Volbeatnumre, og mine kolleger senere på dagen viste mig deres fantastiske ironiske humor og lod de sidste barrikader falde til sommerferiefrokosten, følte jeg mig for første gang rigtig på plads på den skole. Dér KAN trykkes af og slippes løs og væres flippet, i det der Folkeskolen. Og det glæder jeg mig til at opleve mere af. Måske har jeg i virkeligheden først været åben nok til rigtigt at kunne se det nu og lade det synke helt ind?

Og jeg glæder mig særligt til denne ferie, fordi nu skal jeg ikke gå og ærgrer mig og tænke om en halv uge, at åh nej, nu er der allerede gået en halv uge, så er der kun 5½ uge til, jeg skal på arbejde igen. (badabam…årh, screw it) Jeg tror nemlig lidt på, at for at kunne nyde sin ferie sådan helt rigtigt, uanset hvor lang den er, så skal man nyde sit job mindst lige så meget, hvis ikke mere.

Hvad med dig - glæder du dig også både til din ferie starter og slutter? Og hvorfor? Hvorfor ikke? Du behøver ikke svare, men tænk da lige over det, ikke? Bare et minut eller to.

En kommentar som indlæg

Til Annes indlæg i dag skrev jeg følgende i kommentarfeltet:

Jeg kan genkende mig selv så meget i det du skriver. Også her oplever vi pt. at ulykkelige omstændigheder har ramt to familier, som vi holder meget af. Psykisk sygdom i den ene og leukæmi i den anden. Sidstnævnte er et barn på 2½ år, som nu er indlagt i et år på Rigets kræftafdeling. Jeg har siddet siden kl. 20 og prøvet at formulere indlægget om alle de tanker, jeg gør mig om det. Og det kan ikke lade sig gøre. Jeg har slettet fire indlæg nu. Ordene kommer bare ikke frem. Måske kan man bare ikke sætte ord på noget så meningsløst. Måske er meningsløsheden netop det, den er derfor – ord uden mening? Måske skulle jeg bare lægge denne kommentar på min blog. Den rammer det nok bedst af dem alle. Og det var dit indlæg. Din mangel på ord, Anne, der satte mine ord i gang.

Sådan kan andres skrevne ord engang i mellem sætte ord på det ordløse. Og sådan kan man nogen gange være nødt til at acceptere, at det ikke er alt, der kan sættes ord på. Og sådan kan man, selv på grå regnvejrsdage i juni, blive mindet om, hvor forbandet velsignet og priviligeret man er.

Så nu, hvor jeg allerede er startet med at stjæle andres mangel på ord, kan jeg lige så godt fortsætte. Og hvor ellers end i højskolesangbogen og i sanghæftet fra en nylig begravelse, som også satte hele det der satans liv lidt i perspektiv for mig, skulle jeg kunne finde bedre ord, end jeg nogensinde selv kunne formulere?

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

180 grader nord og derefter direkte syd mod Paris

Det går opad på humørkurven lige nu. Opad på jobkurven. Det går faktisk 180 grader opad, i forhold til for ganske få uger siden, hvor jeg var lige ved at smide håndklædet i ringen over det fordømte folkeskolelærerliv i indskolingen. Men tingene har taget en drejning til det bedre. Til det meget bedre tør jeg godt sige højt nu.

Først kom fastansættelsen. Den varmede og gav ro i sindet.

Så kom læsevejlederstillingen. Den tændte ild, energi og faglig nysgerrighed.

Og i dag kom så pladsen i Ottendeklassen. Den gik lige i lærerhjertet, som banker særligt hårdt for de ungdomssløve, hormonsforstyrrede og mediezappende teenagere.

Og jeg skulle ikke engang flytte arbejdsplads, lære nye kolleger at kende eller skrive ansøgninger. Min turban blev på forunderlig vis fyldt med appelsiner og næste skoleår ser pludselig meget lysere ud i min optik.

Og i morgen drager Manden og jeg til Paris i 4 dage. Vores første ferie uden barn siden vi blev med barn, og jeg sitrer indvendig ved tanken om at dufte lufthavnen igen, mærke suset af et fly der letter og bevidstheden om at et nyt land venter forude. Vi skal endelig opleve den by, jeg elsker så højt, sammen. Vi skal sove længe. Vi skal spise omeletter og baguettes og drikke vin 'en masse'. Vi skal se på kunst på nedlagte banegårde og se på solnedgange fra Sacre Coeurs trappetrin, for derefter at vakle forelsket ned mod Montmartre.

Jeg tager kameraet, blokken og sprittuschen med, men ikke computeren. Så der bliver stille på bloggen medmindre iPhonen insisterer på at noget ikke KAN vente med at blive delt med jer herhjemme. BON, whatever I skal lave, jeg skal VOYAGE! Au revoir mes amis.

Tirsdage

For et års tid siden sad jeg og skrev om, hvor meget jeg elskede mine tirsdage. Dengang gik jeg hjemme sammen med Skrupsakken i vores hjem i New Jersey. Tirsdag var den ene dag om ugen, hvor vi havde en nanny, der kom fra 10-16 og passede ham den lille, mens jeg havde mig-tid.

Jeg elskede mine tirsdage væk fra forpligtelser, morrolle og børnetid. Ofte tog jeg bare min bærbare og en bog med mig under armen, kørte ud til den nærmeste Borders (en boghandel med kaffebar og internet!) og så sad jeg der og nød roen til at være mig.

Jeg elsker stadig tirsdage. Nu dog af den helt modsatte grund. Om tirsdagen møder jeg nemlig sent, og så har jeg tid til at have de der morgener, I ved nok.

Og her til morgen havde jeg også tid til at lade en dreng på 2 år og 3 måneder kæmpe sig hele vejen hen til vuggestuen på denne her:

Jeg er simpelthen så pissestolt af den dreng! Så er det sagt!

Og jeg slæbte gerne metalbundtet hele vejen hjem igen MED vådt sand på ladet, for at give ham den glæde og den stolthed det var at løbe ind til yndlingsgokken og fortælle om sin store bedrift op af Alpe d'huez.

Jamen, jeg siger det jo til jer, gør jeg. Tirsdage styrer for vildt…sammen med billeder :-)

Sådan burde alle dage starte

Selv om denne morgen startede alt for tidligt. Klokken fem helt nøjagtigt. Så er det alligevel blevet en af de morgener, som burde danne præcedens for resten af livets morgener.

• den startede uden for planen. Før vækkeuret, så det ikke nåede at være den værste lyd i verden.
• istedet vågnede jeg ved lyden af to små størrelse 25'er dappende hen over trægulvet og et glad: "Mig vågne op. Mig ikk' sove mer'!...mig putte ved mor."
• hvorefter jeg fik en times søvn mere, nu med små varme arme om min hals og sporadiske søvnige kys på min kind og pande.
• pjattet morgenmad med mine to yndlingsmænd. Havregrød og kærlighed er slet ikke så tosset en start på dagen. Solgryn har fat i noget der.
• da jeg først skal møde sent i dag kunne jeg nå at bade selv og derefter smide ham med skostørrelse 25 i karbad, så jeg havde tid til at rigtig kigge mig i spejlet, sætte håret og make-up'en, og konstatere med ærlighed og klarsynhed, at det er på tide at smide de 10 ekstra kilo. NU!
• og nej, jeg blev ikke deprimeret af den forrige erkendelse. Nærmere lidt opløftet over, at jeg faktisk turde være ærlig over for mig selv. Måske var det trætheden, der slørede depressionen.
• tid til dans til Papegøjesang på værelset.
• tid til kram, udendørsleg og madlavning i legehuset.
• tid til at aflevere et overskudsbarn, der havde få tid til at lege med sin mor inden pædagogerne skulle overtage tjansen.
• tid til at drikke en kop kaffe hjemme i sofaen
• og tid til at blogge lidt inden dagens arbejde begynder om en halv time.

Kan du også have en god dag derude.

Et ordentligt los i røven, så man står på tæer!

Det er nu et par uger siden, at der var tretten kvinder, der gav mig et ordentlig los i røven. Jeg tror ikke, de helt selv er klar over, hvor hårdt de sparkede, og hvor dybt deres spark har sat sig. Og så måske alligevel er de ganske klar over det.

Ikke desto mindre har jeg ikke oplevet lignende skaberglæde i laaaang tid. Og hvor kommer denne pludselige lyst til at skabe fra? Det har jeg tænkt en del over på det sidste, og noget siger mig, at det handler om, at stå på tæer.

Jeg fungerer bedst i fællesskaber. Sociale sammenhænge. Familiære nærheder. Kollegiale arbejdsgrupper. Kreative symbioser. Jeg er det bedste menneske, hvis jeg er et led i en større kæde. Jeg er ikke en ring i mig selv. Jo, det jeg jo, men det er ikke alene, jeg yder mit optimale.

De rette sammenhænge betyder for mig, at jeg får sparring og feedback på det jeg laver. Hvis det virkelig er et godt fællesskab, så betyder det også, at jeg skal stå på tæer for at føle mig berettiget til at være en del af det. Sådanne fællesskaber har jeg oplevet i mit job, og det var det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg var sammen med folk, der i den grad inspirerede og motiverede mig ved deres måde at være lærere, formidlere og mennesker på.

Jeg oplever nu mig selv i en ny form for fællesskab, et blogialt netværk. Det påvirker mig, og det udfordrer mig, og det giver mig lige nøjagtig dét jeg har gået og søgt efter. Det har betydet, at bloggen her har ændret sig. Jeg kan mærke, når jeg kører ned over siden og ser de sidste 10 indlæg, at de billeder, der dukker op undervejs, gør mig glad og stolt. Jeg tegner fordi jeg kan dele det med nogen og fordi, der er nogen i mit fællesskab, mit netværk, der motiverer og udfordrer mig til at ville mere, til at kunne mere og til at skabe mere. Sidst jeg tegnede så meget, var da jeg underviste i billedkunst på linie på efterskolen, hvor jeg dagligt tegnede med eleverne. Dengang kendte mine hænder blyanten, papiret og stregen til hudløshed. I dag er de så småt ved at være oppe i omdrejninger igen. Det er en muskel, der skal trænes, både fysisk og mentalt. Man skal have hovedet med, og samtidig formå at lægge hovedet væk og tegne efter intuitionen. Ikke altid lige let.

Dagens billede er et fra gemmeren. Det er fra dengang, hvor mine hænder næsten styrede sig selv hen over lærred og papir.

En billedkasse

Jeg har to billedkasser. To kasser til de billeder jeg møder på min vej. Den ene kasse er, meget konkret, en sort kasse fra IKEA, hvori jeg gemmer de go-cards, postkort, avisudklip og andre billeder jeg falder over fx i medierne eller på museer.

De billeder der er i den kasse er min inspiration, når jeg selv skaber billeder, og de er ligeledes en god ven i min undervisning, hvor de ofte giver inspiration til mine elever, både i deres eget billedarbejde, men også i deres arbejde med det skriftlige og mundtlige sprog.

Den anden billedkasse, jeg har, ligger inde i mit hovede. Det er den base, der lagrer alle de indtryk jeg får, visuelt. Jeg er et visuelt menneske. Jeg husker vej, ved at gå den samme vej en gang til. Når jeg ser gaderne, kan jeg huske det næste sving eller den blå postkasse, vi skal til venstre ved. Jeg husker bøgers titel ved at huske deres cover eller huske de billeder den skabte inde i mit hovede, da jeg læste den. Jeg husker menneskers navne ved at huske noget visuelt om dem, som passer til deres navn. Jeg havde fx en elev i min danskklasse i Sømandskirken i NY ved navn Penelope, og hun boede på samme gade som kirken, Willow Street. Jeg huskede hendes navn, ved at hun var Penelope fra Willow Street, som i mit hovede dannede et billede af denne lille eventyrpige, der løb nysgerrigt og legende ind og ud mellem piletræerne. Et billede, der illustrerede hende meget godt i virkeligheden også. Hun havde noget eventyrligt over sig på en eller anden måde. Det er for øvrigt en historie jeg stadig MÅ skrive en dag. Historien om Penelope from Willow Street.

I går blev begge disse kasser fyldt yderligere op med billeder. Nogen af de konkrete billeder ender ikke i kassen, men på mine vægge, på Skrupsakkens vægge og hængende fra vores lofter. De skal inspirere mig til noget jeg glæder mig afsindigt til at lave. De er en gave fra et virkelig dejligt menneske.

Og nogen andre af dem, de indre billeder, skal hænge allerforest i mit hovede et par dage endnu. De skal nydes og fordøjes. De viser mig hvad fællesskaber kan lede til. Hvad åbenhed og turde visen sårbarhed kan lede til. Hvad rigdom også kan konkretiseres i. Hvad skaberi kan rive med sig. Hvad kvinder kan, når kvinder er bedst. Og hvad jeg slet ikke kan sætte ord nok på, og derfor bare beholder i billedform inde i mit lille hovede som føles meget fyldt og meget tungt lige nu. Det sidste KAN også have noget med noget Asti og rødvin at gøre…

Minder i en boks

3. juledag skulle jeg generobre mit hjem fra nisser, farven rød og duften af gran. Jeg elsker decembers kommen og alt hvad den bringer af hygge, mad, samvær og pynt, og jeg elsker at få mit hjem tilbage igen, når de sidste gæster er gået, pynten er pillet ned og huset dufter af Probat!!? (ikke om jeg kan begribe, hvor den fettish er kommet fra!)

Vores juletræ er efterhånden blevet en “walk down memeory lane” og et af mine største øjeblikke i julen er at pille hvert et ornament op af kassen og senere igen at pakke det sirligt ned, så det lægger klart til næste års mindeorgie. Amerikanerne bruger deres juleornamenter til at at huske med. De har hver deres egen kugle, gerne med navn og et eller andet personligt på. De har souvenirkugler og jubilæumskugler og jeg kan rigtig godt lide den følelse det fremkalder, når man år efter år får frisket minderne op. Derfor brugte vi også vores juletræ til at samle minder med os hjem fra vores rejse:

Der er cabel car’en fra San Fransisco, The Big Apple, Kuglen fra China Town i NY, pingvinerne fra Canada, The Nutcracker, fjeldnissen og sådan fortsætter det rundt i verden.

Højdepunktet for julen 2009 var dog at opleve det hele gennem Skrupsakken. Med sine to år har han virkelig taget hele juleriet (ugleriet) og Julemanden (uglemanden) og hvad dertil hører til sig. Det har været intet mindre end fantastisk.

Nytårsaften blev fejret i eget hjem med gode nye naboer (tænk at man skulle være så heldig at komme til at bo ved siden af nogen, som rent faktisk har lyst til at krydse to årtier sammen med!) og min storebror og hans dejlige kone og børn. Vi var mange! Vi var mange børn! Der var meget larm! Det var en ny og anderledes oplevelse for mig! Men nytårsaften må gerne larme lidt og må gerne ryste lidt sammen. Synes jeg anywhos. Jeg hoppede ind i 2010 med et fælles ønske sammen med Manden om, at vores liv næste år ved samme tid meget gerne måtte minde meget om den måde det var på lige nu. Vi er faktisk temmelig tilfredse med tingenes tilstand, og kan vi oveni få et nyt år med lidt mere geografisk og jobmæssig stabilitet vil det være A-OK!

Det var i 2009 at vi rigtigt lærte vores søn at kende, hvor vi oplevede de første træk af hans stærke personlighed. Det var også det år, hvor vi smed alt vi ejede på havet og os selv i luften og flyttede hjem til det nære og velkendte, som viste sig at være ikke helt så velkendt endda, og det var egentlig også meget rart. Det var året hvor vi skiftede jobs, og skiftede jobs igen – begge to. Det var året, hvor vi for alvor mærkede manglen på lys og dermed også manglen på energi i årets sidste måneder. For øvrigt et særdeles velkendt fænomen blandt hjemrejsende, som har boet i sydligere himmelstrøg. Vi kan kun frygte januar og februar på det punkt. Og så var det året, hvor to af vores yndlingsmennesker sagde ja til hinanden efter 15 års kærlighed, og hvor vi selv endnu engang kiggede på hinanden den 18. september og blev enige om, at det spontane rådhusbryllup en mandag eftermiddag i 2006 nok ikke var helt så dårlig en idé, selv om det var stærkt motiveret af en kommende visumansøgning. Sådan kan man nogen gange få sig nogle fantastiske gaver, også udenfor julemånederne! Det var året, hvor vi fandt vores hjem, som forhåbentligt skal danne rammen om de næste mange års juletræspyntning. Det var året, hvor jeg fik mine egne ambitioner sat på prøve og i prioriteret rækkefølge. Og det var året vi igen sagde farvel og på gensyn til en masse dejlige mennesker og goddag til en masse andre nye dejlige mennesker, og dermed igen berigede vores fælles liv med nye relationer og personligheder.

Så nu vil jeg hermed pakke minderne fra 2009 ned i boksen, stille den på loftet og tage hul på de nye oplevelser, som 2010 bringer med sig. Jeg vil love mig selv, at det i hvert fald kommer til at omhandle kærligheden, familien, vennerne, kreativiteten, egoismen, fællesskabet, nuet og nærværet. Ingen nytårfortsætter fra denne blog i denne omgang. Det vil jeg lade Løkke, Obama og de højere magter om.

Det der var en gang, var, og det der kommer snart, kommer. Men lige nu og her, er! Og der vil jeg også gerne være.

Godt nytår til jer alle.

Uundgåelig smerte

Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.