Boy meets boy soldier

Eller Mueck møder Lemmerz, som her på ARoS. Dette billede giver SÅ meget mening for mig:

Læs mere om hvad Lemmerz udstilling sagde mig, lige nu på Billedguiden.dk.

Hvorfor er kunst vigtig for mennesket?

Jeg har lavet en give away sammen med Statens Museum for Kunst på min Billedguide, og jeg sidder lige nu og er dybt fascineret af kommentarerne til indlægget. Jeg får lyst til at give dem alle et gavekort til museet, for det som jeg blot regnede med som en sjov lejlighed til at høre fra læserne, er endt med at blive det ene guldkorn efter det andet om kunstens betydning for os mennesker. Prøv selv at læse.

Og husk, hvis du selv har lyst til at vinde gavekortet, så¨skriv en kommentar til indlægget og du deltager automatisk i lodtrækningen den 23. december kl. 20. Og man behøver ikke at skrive noget klogt for at deltage, alle kommentarer gælder for et lod uanset indholdet. Men jeg er selvfølgelig altid glad for at høre, hvad du tænker om det som ligger mit eget hjerte så nært – KUNSTEN!

Julegiveaway - Kan du godt lide gratis kunst?

Så klik på den gule klat:

Fairtrade med kunst

Det er ikke kun mad og lækkerier man kan få med Fairtrade-mærket på. Også kunst bliver solgt som en del af en mere retfærdig handel.

SE MERE HER

The Collage Painter

Husker du min GUAM-veninde? Måske fulgte du hende også, mens hun skrev fra sit ophold på GUAM i farver?

I det næste år er hun i Vestjylland og hendes amerikanske soldat er i Afghanistan. Hun blogger stadig, nu fra en anden blog, og jeg synes du skal følge med hende derover, hvis du bare er en lillebitte smule interesseret i, hvordan en kunstner lever og arbejder. Hendes nye blog hedder The Collage Painter og er en fortsættelse af den blog hun havde kørende på sin hjemmeside om sine malerier.

Jeg elsker Helene. Og jeg elsker hendes billeder. Og jeg elsker at hun stadig blogger.

Se lige en engel!

Første feriedag blev brugt på et dejligt barselsvisit ved en skøn veninde og hendes næsten nyfødte datter. Vi endte på Bopa Plads og der, lige efter caféburgeren og hyldeblomstsaften så jeg en engel:

Nu hedder venindens datter det samme som hende her og er født næsten som hun døde, og hvis man tror på engle, kan man jo tro så meget. Det vil jeg så gøre i mit stille sind.

Jeg stoppede op, tog billeder og snakkede med engelens skaber. Læs mere lige her. Jeg advarer dig, jeg er inspireret!

Noget om menneskesyn

På torsdag skal jeg på Louisiana med en tidligere kollega, nu transmorgriffet til en kær veninde. Jeg glæder mig især til at se Farven i kunsten, men det er ikke den udstilling dette indlæg skal handle om. Det forestående besøg fik mig blot til at tænke på et indlæg, som jeg aldrig fik skrevet, men som heller ikke helt kan slippe mine tanker.

Det skulle være skrevet i midten af november, hvor jeg var på Louisiana sidst, faktisk med den samme veninde. Det var Jacob Holdts Amerika, der satte tankerne i gang ved mig. Ikke så meget tanker om kunsten, men tanker om menneskesyn og menneskelige værdier. Vel egentlig typisk for netop Jacob Holdt, altså at det ikke er kunsten som middel, der sætter spor, men derimod kunstens indhold. Som han selv siger, så er han jo ikke som sådan en god fotograf, han er en god historiefortæller, og det er dét der gør at hans billeder bliver interessante for andre end ham selv.

Hvis du nåede at se udstillingen, så ved du måske, hvad jeg mener med nogle af mine tanker allerede.

Det udsagn, som sidder fast i mit hovede er Holdts egne ord i et interview, hvor han siger, at der ikke findes onde mennesker. Der findes kun skadede mennesker. I hans udstilling er der to billedserier, der understøtter dette udsagn. Nemlig serien om familien, der er medlem af KKK:

Og billederne af massemorderfamilien. Begge familier blev Holdts nære venner og han tilbragte en del tid med dem begge, hvor han også boede i deres hjem i flere dage. Dem der kender til Jacob Holdt kender sikkert også til hans Yes-princip. Han siger ja til hvad livet tilbyder ham – aldrig nej. Og han siger ja til alle mennesker uanset køn, race, seksualitet, religion, politiske holdninger osv. Det giver ham nogle oplevelser, som han bagefter kan fortælle om i sine billeder. Og nogle oplevelser, som både sætter ar i sjælen og skår i hjertet på ham. Alligevel efterlever han sit princip 100%. Og han ville ikke være nogen af oplevelserne foruden. Er det en fordomsfri livsfilosofi? Nok nær det tætteste du kommer på én sådan, vil jeg mene, i hvert fald umiddelbart. Men der er noget i mig, der slår fra i det også. For med fordomsfrihed tænker jeg, at man er åben over for alt og alle, ikke fordi man har taget et bevidst valg om at gøre så, men fordi man ikke kan gøre andet og ikke kan forestille sig at andet er muligt. Sådan tror jeg ikke der er nogen der er 100%. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen lige i det øjeblik, jeg sidder og skriver her. Den snert af bevidsthed, som vil være i de fordomsfrie handlinger, er svær at undgå i en verden som vi lever i nu, hvor netop viden og bevidsthed er allemandseje og nærmest uundgåeligt.

Hans tanke om, hvorvidt nogle folk er onde eller blot skadede, er fascinerende for mig, fordi jeg ikke kan finde ud af, om jeg synes han har ret eller om han bare er for langt ude med den tankegang. Hvad er ondskab? Er det nedskrevet pr. lov, at ondskab skal munde ud i en bevidsthed om at ville ondt, eller kan ondskab også være en ubevidst handling fra et menneske, som så er det, fordi han eller hun er blevet skadet tidligere i sit liv og derved har udviklet et ondskabsfuldt sind. Ja, det bliver dybt, jeg ved det godt. Det er bare hele tanken om, hvor bevidst folk handler i det øjeblik, de påfører skade på andre mennesker, der bliver ved med at pusle i mig. Jeg er ikke besat ved tanken om ondskab – det er mere tanken om, hvordan jeg selv ser på mennesker, der gør ondskabsfulde eller hadefulde handlinger, gentagne gange. Hvorfor gør de det? Har Jacob Holdt ret, når han siger, at det ikke er deres egen skyld? Og er det dét han siger? Jeg ville så gerne være fordomsfri og tænke det samme. Men jeg KAN ikke lade være med at tænke, at det er for nemt for dem. Det er for nemt at skyde skylden på alt det, der ligger over i rygsækken. For nemt at frasige sig ethvert ansvar ved at dække sig ind under at andre også har været onde ved èn selv.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil føre dette indlæg videre til herfra. Jeg har som sagt ikke svarene selv, og måske derfor er indlægget først blevet skrevet nu. Jeg ved bare, at jeg mener, at man selv vælger, hvordan man vil se på verden. Og man kan altid tage et andet valg end det man ender med. Men hvis man ikke er bevidst om, at det andet valg er der og det er en mulighed for én, har man så reelt set et valg? Det er jo det, jeg siger til eleverne, når de træder i spinaten og sårer hinanden. Så beder jeg dem om at tage ansvar for det de har sagt og gjort og overveje de andre valg de havde i situationen. Men kan de altid det? Jeg taler jo ikke nødvendigvis om massemordere og ektremister her, vel. Det er jo også de små ondskabsfulde handlinger vi “almindelige” mennesker går og gør os i hverdagen.

Jeg håber virkelig at Farven i kunsten ikke er helt så tankevækkende. Umiddelbart lover overskriften mere form end indhold, hvilket vil passe mig fint lige pt. Dog undrer det mig lidt, at det hedder farvEN og ikke farvERNE. Er der i virkligheden kun én farve og skal jeg nu til at gå og fundere over meningen med det de næste mange måneder efter torsdag?

Hvem sagde at kunst og kultur var sundt og godt for menneskesjælen…Hvad? Har jeg sagt dét?….Hvornår? Kan du bevise det?

Billedgave i farverige rammer

I går fik jeg malet de kedelige hvide rammer, Skrupsakken havde på sit værelse. I dem havde han nogle næsten lige så kedelige billeder fra IKEA, som jeg egentlig var godt og grundigt træt af. Bevares, farverne er flotte på dem, men indholdsmæssigt synes jeg ikke, at der er meget at komme efter.

I lørdags var jeg så heldig at få en gave, som bestod af en bunke farvestrålende, fantasifulde og inspirerende billeder. Lidt akrylmaling og et par penselsstrøg senere kunne jeg hænge disse flotte billeder op inde på børneværelset.

Er de ikke fantastiske?

De to sorte rammer øverst oppe er kombineret af billeder sammen med to grafiske postkort fra Spagat. Jeg kan faktisk rigtig godt lide spillet mellem de to billedudtryk, selv om det startede med at være en måde at fylde rammen ud på.

Jeg er faktisk helt misundelig på Skrupsakken nu, over da han får lov til at sove i sådan et dejligt billedligt værelse. Jeg tror, jeg må videre med den sidste stak rammer i aften. Så må vi se, om der kan findes noget til stuen også.

Billederne er for øvrigt downloaded på DENNE SIDE, hvor man kan finde masser af dejlig gratis kunst.

Skaberiets mange ansigter

Den skabende proces kommer i mange former, farver og størrelser. Se bare her en collage fra min dag i dag.

Blot et udpluk af forstudierne til Bjergbestigersken og det færdige resultat. Det er altid den del, der fascinerer mig mest på kunstudstillingerne – processen. Hvordan er kunsteren nået dertil, hvor dét, han eller hun har skabt pludseligt er transhistorisk, bryder sociale og geografiske rammer og er 3.000.000kr. værd?

Og ja, originalen er fantastisk også. Tryllebindende og fascinerende. Dog undrer det mig, at han selv har valgt at sætte den tunge mørke ramme på billedet, når billedet netop handler om frigørelsen af kvinden. Måske er det fordi det er hans egen kone, Edith, der er på billedet, og hun godt måtte fortælle andre kvinder, at de skulle frigøre sig, så længe hun selv blev inden for rammen – som hun for øvrigt selv havde udskåret. Hvor ironisk er DET lige?

Sjalet kommer langsomt ud af garnresterne og hæklenålen. Den lyserøde på billedet blev dog trævlet op igen, da mohairen ikke helt kunne stå sammen med uldresterne.

En mand og hans hund på tur på vores stuegulv. Og ja! Det ER frakkeknapper, det blå der stikker op fra hans skridt! Selv om ekspressionisterne og symbolisterne sikkert kunne få en hel masse andet ud af den komposition.

Mit sidste skabende ansigt kan jeg ikke vise fotodokumentation af endnu, men jeg kan afsløre, at to ud af de tre øverste billeder pt. er inddraget i det og det ender med at blive en gave, som jeg skal give til en meget skabende kvinde på lørdag.

Apropos kunst og børn

..og det jeg henviser til i det forrige indlæg. Så skal jeg i dag se hende her live i Frederikssund:

Og det samme skal Tredjeklassen.

Og det er ikke særligt ofte, at nogen får lov til at se hende, da hun ikke kommer så tit ud.

Det er et af mine favoritmalerier fra min favoritperiode af alle tider, nemlig det moderne gennembrud. I 1904 malede Willumsen sin Bjergbestigerske, og hvilken girlpower han har formået at fantasere sig til i begyndelsen af det forrige århundrede. Og i dag skal jeg se det i virkeligheden. Det glæder jeg mig altså ret meget til!

Har børn og unge ret til kunst og kultur?

Føler du også, at kunst og kultur er en naturlig del af dit liv, måske endda en livsnerve for dig, og derfor også rettighed, som alle burde have muligheden for at opleve?

Finder du også dig selv hensat til en anden verden, en anden tid og et andet univers, når du sidder i et rum som dette?

Kan dette instrument også tryllebinde dig, så du glemmer alt omkring dig og lader dine følelser komme frit frem via tonernes snoede veje?

Kan du også finde dig selv fastlåst til et billede som dette, hvor du konstant oplever nye måder at se og forstå mennesker og verden på?

Det handler om kunst, om at arbejde med kunsten, at undervise i kunsten, at læse kunsten, at skabe kunsten, at bruge kunsten og at vigtigst af alt, at opleve kunsten. Det handler om at man via kunsten kan få, lære og opleve noget, som ikke findes andre steder....mener jeg anywhos.

De praktisk-musiske fag nedprioriteres konstant i den danske folkeskole, og med Statsministerens nytårstale tyder det ikke på, at de vil blive prioriteret højere i den nærmeste fremtid.

Nordisk Råds Kultur- og Uddannelsesudvalg, har derfor lavet et forslag til

en deklaration (klik på ordet, hvis du vil læse deklarationen)

om børns ret til kreativ udvikling i skolen. Deklarationen behandles for tiden i de forskellige nordiske lande og den 22. februar er finder der en høring sted, som vil tage emnet op til debat. Du er også inviteret!

Tid: Mandag 22. februar 2010 kl. 13-15
Sted: Dansehallerne, Pasteursvej 14, 1778 København V

Du kan læse mere om baggrunden for deklarationen og samarbejdspartnerne for høringen på www.kulturforborn.dk. Det er også her du kan tilmelde dig til høringen. Det er gratis, men kræver tilmelding.

Ses vi derinde?

Sick'est shit you'll ever hear!

Og kom så lige igen og sig, at det er utjekket at kunne spille et klassisk instrument, mens man går i folkeskolen. Mine tanker farter straks tilbage til stakkels Rasmus, der i 8. klasse var SÅ ked af at han "kun" kunne spille clarinet, når alle de andre drenge kunne spille på sådan nogle fede instrumenter som guitar, trommer og saxofon (ja, jeg ved godt, de også er ret klassiske, men I ved hvad jeg mener!) Jeg forsikrede den stakkels knægt om, at lige så snart han havde overlevet folkeskolen og var rykket videre til efterskolen eller gymnasiet, så ville han blive den sejeste af dem alle, fordi han kunne noget, ingen af de andre kunne......jeg fik selvfølgelig ret...hehehe!

Og se så lige de seje drenge her:

Klippet er langt, og jeg kan anbefale at se starten intil ca. 5 minutter inde og så hoppe frem til 8.00 ca. hvor I får lov at høre en af mine ALL TIME favorite songs in the whole entire freaking world: "I'm feeling good", og derefter videre til 13.00, hvor de starter sammen.

Animationer

"Tulips" af Jeff Scher.

Får man ikke bare lyst til at suse hen til kæresten sin og kysse?

Jeg elsker Jeff Schers animationer. De er så vildt fascinerende at se på, og sindsygt flot lavet. Min drøm at lave lignende video, som du kan se her på Schers egen NY Times blog: YOU WONT REMEMBER THIS til Drengen en dag. Baseret på alle de hundredvis af fotos vi efterhånden har af ham. Længe leve digitalkameraet!

Det ville være SÅ cooooool...

Pablos spontane onkel

Som direkte svar til dette indlæg på Trines blog, kan jeg kun gentage hendes ord: "Gid jeg besad hans evne til skødesløst at sætte farverne, formerne og linierne sammen så intet passer sammen, men helheden alligevel, og besynderligt nok, er fuldendt!"

Hvornår bliver man lige nøjagtig så voksen, at man mister den umiddelbarhed, skødesløshed og spontanitet de to unger hver især mestrer til fulde? Kan man bevare den, og hvordan?

Påskesøndagshygge

Endnu en fantastisk dag er næsten overstået, og nu er vores altan gjort forårsklar med smukke tulipaner i hjørnet.

Og da jeg skulle gøre krukken klar til blomsterne fandt jeg disse skud under grangrenene. Det er en plante fra sidste år, men om jeg kan huske, hvad det er! Jeg tror, det er en krydderurt, der har overlevet vinteren under granen - måske oreganoen - men kan I hjælpe mig? Hvad er det? I kan klikke på billedet og se det i større. Nu er den i hvert fald plantet om og kommet ud i solen, så må vi se, hvad den vokser sig stor som.

Den friske kølige vind og varme sol, vi har haft i dag indbød også til at få vasketøjet ud og hænge. Og som altid fik vi lange blikke fra vores naboer, når de gik forbi. Det er IKKE normalt adfærd, her i New Jersey, at bruge sin altan SÅ meget som vi gør og så samtidig endda hænge sit vasketøj ud til skue for alle og enhver. Vi er virkelig tosserne på blokken. Blikkene blev ikke kortere af, at Manden åbnede alle vinduer i begge biler, så de rigtigt kunne blive luftet igennem, og vi begge derefter satte os med tæpper på og delte en kold øl i eftermiddagssolen.

Vi fik også vasket alle de fine skaller vi samlede på stranden i New York i onsdags, og de er simpelthen så smukke. Hver enkelt af dem er som små kunstværker i sig selv.

Som Manden meget rammende sagde, så har de virkelig boet smukt, de muslinger der har haft dem som hjem. Når jeg får sådan en skal eller en smuk sten i hånden, kan jeg blive helt forstummet og bare sidde og nyde at køre hænderne frem og tilbage hen over dens overflade. Det bliver helt meditativt for mig at opleve det smukke både visuelt og taktilt. Jeg er helt klart en "hands on" person, som oplever bedst ved både at se og røre. Ikke altid lige smart, som da jeg fx på Brandts Klædefabrik satte hele alarmsystemet i gang under en udstilling af træskulpturer. De var SÅ smukke, som de stod der på de høje hvide piedestaler, og det glatte bøde træ indbød nærmest til, at man lige tog en af dem op og følte lidt på den og undersøgte den nærmere fra alle vinkler. Den stod desværre på en alarmknap, som straks satte lyd i hele klædefabrikken. Ikke et sekund før al larmen begyndte, overvejede jeg, at det kunne være forkert at gøre!

Jeg valgte den smukkeste af dem fra, som nu skal stå i badeværelset til at lægge mine smykker i, når de ikke sidder på mig.

Det rent og skært nødvendige

Det elementært nødvendige...

Det' det, som du har brug for på din vej...

Det NU og HER nødvendige...

uden det` vi svært elendige...

men` få det der nødvendige er en leg!

Jeg har haft sådan en hyggelig dag på Manhattan med en god veninde, hvor vi fik sat flueben ved The Met (som godt nok er et stort og tungt kunstmuseum), spist Burger and Fries som Suzanne Vega (dog ikke på Tom's Diner, men det ku' li'så godt ha' været) og handlet lidt af livets små nødvendigheder som et Babushkadukkearmbånd, en glasmælkekartonsflødekande og en pakke New York's-vigtigste-bygningers-magneter til køleskabet i Ølstykke. Jeg kan ikke lige se, at jeg kunne undvære nogle af delene...

Veninden er i øvrigt også en rigtig dygtig kunstner, som ligesom jeg, er helt vild med portrættet. Hun maler de mest fantastiske hundeportrætter på bestilling (ja, du hørte rigtigt - HUNDEportrætter!!! NOW, that's America for ya!),

Tjek lige hendes hjemmeside her: petmepaintme.com