Verdens mest cool bibliotek!

Måske skulle man tage til New York den 20. maj? Eller også skulle man høre skolebibliotekaren, om noget lignende kunne lade sig gøre på biblo?

New York City/Abu Dhabi/Frederikssund – tur/retur

Lad mig starte med at sige, at jeg er en af dem, som mener, at Carries one and only hedder Aidan og ikke Big. Og det var derfor med en vis skepsis, at jeg lod mig rive med i ind i hendes nye liv som Fru Preston. Bare så vi har de bagvedliggende motiver på plads i læsningen af denne anmeldelse.

Forpremieren på Sex & the City i går foregik for mit vedkommende i Frederikssund. Længere væk fra New York City kommer man vist ikke, med mindre man rejser til Abu Dhabi selvfølgelig, som vores fire heltinder gjorde. Og New York City havde jeg glædet mig til at se lidt mere til, men Abu Dhabis eksotiske varme og “arabian nights” kunne bestemt også gøre det for mig på en kølig dansk majaften. Filmen var god. Ingen tvivl om det. Den levede fuldt op til alt det jeg forventede af SATS #2, så tag bare ind og se den. Anmeldelsesvis får den fuld skrue med stjerner herfra.

Når det så er sagt, så er jeg alligevel ærgerlig. Ærgerlig fordi, det var altså ikke det liv jeg havde drømt om Carrie skulle have, når hun endelig fik Big i nettet. Jeg havde ikke drømt om at se hende dele overfladiske kærlighedsfloskler og påtaget intimitet med manden i hendes liv og til sidst acceptere det som det optimale i hendes liv. Jeg havde drømt om noget bedre og større for hende. Noget mere ægte og nærværende, som ikke bundede i hvorvidt hun fik smykker eller et fladskærms-tv i bryllupsdagsgave. Valget om et forhold uden børn er modigt i en amerikansk film, og jeg hylder idéen om at lade et så stort ikon stå for nogle værdier, der er en modkultur til det gængse. Men jeg synes bare desværre ikke, at det lykkedes filmholdet at få det til at fremstå som en lykkelig beslutning. Tværtimod virker Carries liv lidt sørgeligt og indholdsløst ved siden af Mirandas og Charlottes, på trods af deres frustrationer over samme liv. Det er klart en af filmens hovedtemaer, men jeg blev faktisk i tvivl om, hvad budskabet i dette tema skulle være. Måske er det blot mig, der med mit eget moderskab i baghovedet ikke kan forestille mig at et liv uden barn kunne have snerten af lykke over sig? I så fald er jeg ikke bevidst om dette selv, og så skal du bare slette alt jeg har sagt herover. Jeg synes bare, at der var så mange andre og bedre måder, man kunne have ladet Carrie leve det lykkelige gifte liv, også i et selvvalgt barnefrit ægteskab.

Et andet tema er Samanthas overgangsalder, som jeg derimod klapper i mine små hænder over. Fantastisk at se Samantha igen og hun er bedre end nogensinde. Hun af alle personer kan komme godt fra at overbevise mig om, at det er bedre at give overgangsalderens hormonelle rutchetur en en lige højre med diverse mineral- og vitaminkure og hormonbehandlinger end at lade naturen gøre sit, fordi der nok er en grund til, at den gør lige netop det den gør. Hvem andre end Samantha skulle tage kampen op mod naturens kræfter?

Og om ikke andet, så tag ind og se den blot for at se Liza Minellis version af “Single Ladies”. Det er hysterisk morsomt og fantastisk, og jeg er stadig lamslået, hvor flotte ben den fallerede Cabaretstjerne stadig holder sig. Desværre er der ikke nogen video tilgængelig online endnu, men I kan få den audiorecordede version her:

Panik!

Så er skødet signed, sealed & delivered!

Og så breder panikken sig i mig! For om en måned er jeg på vej tilbage til Danmark for good, og jeg er jo slet ikke færdig med at shoppe alle de American Goods, som jeg skal have med mig hjem og pryde vores nye hjem med. Og hvad var det nu lige for ting, vi i tre år har gået og snakket om, at det skulle vi da i hvert fald også have med os hjem, når den tid kom? Ja, hvad var det nu *tænke, tænke, tænke* Det var helt sikkert noget meget vigtigt, for vi var begge enige om, at lige netop DET var fedt eller smart eller økonomisk at tage med sig østover Atlanten.

Nå men, mens vi så lige går og tænker over det, så går jeg rundt og kigger i butikker og finder nye ting, som jeg synes er geniale at pakke i flyttekasserne. Fx har jeg jagtet et ordentligt billede af New York. Man skulle tro, at det skulle være til at finde. Jeg mener ikke et foto, dem har vi selv masser af, men et maleri, som var til at holde ud at se på, ikke var for klichéagtigt, havde et fedt moderne udtryk og var anderledes. Jeg var sikker på, at det måtte være noget af det nemmeste at finde, når nu vi lige som var her, men nej. Og dog, for i aften var jeg så heldig at falde over dette maleri:

Og jeg tror dælme det bestod prøven. Vi går ligeog snuser til det et par dage, og så må vi se, om det overlever eller om det bliver stemt tilbage til butikken. Jeg tror, det er en keeper. Hvad synes du?

I samme butik, som er noget nær min yndlingsbutikskæde i USA, Homegoods, fandt jeg også denne blomsterkrukke til blomsten i køkkenet:


Og dette skilt til vores kommende bryggers:

De blev begge lige tilføjet listen over uundværlige ting at slæbe fra USA til Danmark. Tjek, de er hermed skaffet! Det er da hurtig sagsbehandling, der vil noget. Det kunne pladsanvisningen i Egedal Kommune lære noget af!

Jeg fandt da også lige en lille ting til en ny Give Away, nu da jeg eeeendelig har fået taget mig sammen til at sende den sidste afsted til Sebastian. I aftes fik jeg tegnet to billeder af de to søde børn, han havde sendt mig billeder af. Jeg har hermed besluttet, at jeg aldrig laver en Give Away igen, hvor gaven ikke er lavet endnu. Så fra nu af, får I kun færdiglavede ting, som er klar til forsendelse med det samme. Det andet fis, har jeg ikke slet ikke rygrad og selvdisciplin nok til! Undskyld Sebastian, for den lange ventetid. Håber du alligevel bliver lidt glad for gaven.

Se meget mere om den nye Give Away i morgen! Der er hele tre ting, kan man det?

Vi ventede ikke på Godot

Når man er nybagte forældre, så er det alt alt for nemt at glemme hinanden. For man har jo verdens dejligste menneske indefor en håndsrækning, og det lille menneske venter bare på at blive kysset, knuset og elsket i spandevis. Og der hvor man før overøsede den anden voksne med al den hengivenhed og nærvær, står nu en blespand, et puslebord og en trehjulet cykel. Jeg er personligt selv blevet overrasket over, hvor let det er at glemme at være kærester, når man har langt vigtigere ting at tage sig for, såsom at være mor og far.

Men, hvor er det bare så meget nemmere at være mor og far, når man også er kærester og klapper hinanden i måsen en gang i mellem! Sådan er det i hvert fald for os. Så vi har en aftale om mindst én (gerne flere) fast kærestedate om måneden, som kun er for os to. Drengen bliver passet af barnepigen, og vi tager ud og nyder livet og hinanden.

Jeg havde fået et tilbud på nogle teaterbilletter til forestillingen "Venter på Godot" med bl.a. John Goodman i en af hovedrollerne, og det blev undskyldningen for aftenens date.

Den spiller på The Roundabout Theatre, som bl.a. ligger i det gamle Studio 54. Jeg tog mig selv i flere gange i løbet af forestillingen at lade mig henføre til de vilde 70'ere, hvor rummene jeg sad i rummede et helt andet liv. Jeg forestillede mig, hvor Andy Warhold havde hængt ud i baren sammen med Salvador Dali og Janice Dickinson, og hvordan Calvin Klein havde ladet sig rive med af musikken på dansegulvet, mens Mick Jagger dyrkede sex med sin Bianca i en af sofaerne. Nok ikke lige de tanker Samuel Beckett havde håbet på at vække hos sit publikum, da han i sin tid skrev stykket. Lad mig sige det sådan: Vi ventede ikke! Vi gik simpelthen i pausen. Det har jeg aldrig gjort før, og jeg ville have forsvoret, at det nogensinde skulle ske. Jeg går af princip ikke fra underholdning, heller ikke selv om det ikke falder i min smag. Principper er til for at blive slugt, glemt og fejet af vejen, er nu mit nye princip! Det var simpelthen røvkedeligt, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke gad at sidde og spilde vores kæresteaften og dyrtkøbte barnepigetimer med et elendigt teaterstykke og nogle halvdårlige skuespillerpræstationer, når hele Manhattan lå lige uden for døren og ventede på os.

Inden vi gik i teateret havde vi været ude og få fransk/japansk fusionskøkken på Restaurant Japonais, der ligger i TriBeCa (The Triangle Below Canal st.).

Det var så til gengæld alt andet end kedeligt. Betjeningen var formidabel, og prisen var fornuftig i forhold til, hvad man fik for pengene.

Tjek fx lige denne lækre Crispy Shrimp and Salmon Roll, som jeg fik til forret:

Uhmmmm, mine tænder løber helt i vand bare ved tanken.

Og hvad får Drengen så ud af disse aftener? En dejlig stund med sin elskede barnepige og synet af sine forældre der kysser, knuser og krammer hinanden i hverdagen, fordi de i flere uger kan leve på den romantiske gåtur nedaf Broadway, hvor de fik lov at tale sammen om livet, drømmene og hinanden.

Actionhelten & Muslingeskallen

Onsdag til torsdag tog Drengen og jeg i sommerhus med et par veninder og deres børn. Sommerhuset ligger i staten New York ud mod Atlanterhavet, og guuuud, hvor vi bare trængte til at opleve vinden og havet på nært hold på den måde.

Vi fik fundet de smukkeste strandskaller, som skal bringe Atlanterhavets brusen ind i roen på terrassen hjemme i Danmark. Hvorfor kan man bare slet ikke stoppe igen, når man går i gang med at finde skaller? Man finder sig selv gå rundt med hovedet nedaf, mens man leder efter den perfekte skal, og hver nye skal man finder, synes lige den tand smukkere end den forrige. De er så smukke og dragende, de skaller. Jeg vil nyde at sidde i min liggestol i Danmark og kigge på hver enkelt af disse skaller og tænke tilbage på disse dage og de mennesker jeg nød dem sammen med.

Da jeg sad og så billederne igennem på computeren bagefter, kom dette billede nedenfor. Og jeg havde glemt, at jeg tog det, men det samler dagene meget godt. Små action heroes, der legede i sandet. Smukke blege muslingeskaller, der lå i solen og kastede lange skygger. Drengeleg. Tøsefnidder. Børnetid. Voksentid. Samværstid. Natur og kultur. Peace & Simplicity!

Det rent og skært nødvendige

Det elementært nødvendige...

Det' det, som du har brug for på din vej...

Det NU og HER nødvendige...

uden det` vi svært elendige...

men` få det der nødvendige er en leg!

Jeg har haft sådan en hyggelig dag på Manhattan med en god veninde, hvor vi fik sat flueben ved The Met (som godt nok er et stort og tungt kunstmuseum), spist Burger and Fries som Suzanne Vega (dog ikke på Tom's Diner, men det ku' li'så godt ha' været) og handlet lidt af livets små nødvendigheder som et Babushkadukkearmbånd, en glasmælkekartonsflødekande og en pakke New York's-vigtigste-bygningers-magneter til køleskabet i Ølstykke. Jeg kan ikke lige se, at jeg kunne undvære nogle af delene...

Veninden er i øvrigt også en rigtig dygtig kunstner, som ligesom jeg, er helt vild med portrættet. Hun maler de mest fantastiske hundeportrætter på bestilling (ja, du hørte rigtigt - HUNDEportrætter!!! NOW, that's America for ya!),

Tjek lige hendes hjemmeside her: petmepaintme.com

Lay, don't slay!

Jeg vil have et stort sort afrogarn, være 15 kg tyndere, have den lækreste sangstemme og leve i 1967!...og være kvinde.

Manden og jeg var på Broadway i går og se HAIR. Den er for nyligt blevet genopsat i NYC, og hvilken fantastisk oplevelse. Især slutningen tippede mig ud over stolekanten, da Claude ligger død på scenen i sin militæruniform, og resten af vennerne syngende: "Let the Sun shine. Let the Sun in" går ud i to rækker blandt publikum og forsvinder ud i foyeren, hvor sangen langsomt forstummer, som de bevæger sig længere og længere væk fra salen. Indtil der til sidst er helt stille ind i det store teater....
...
...
...
Nøj, hvor jeg hulkede. Det vil sige, jeg forsøgte virkelig at kvæle min hulken, da denne magiske stilhed ikke skulle ødelægges af et styk rørstrømsk sentimental dansk kvinde. Og da de så kom ind på scenen igen for at bryde ud i en jublende udgave af samme sang, og publikum euforiske kom op på scenen for at dele dansen, sangen og glæden med hinanden, kunne jeg endelig lade tåerne få frit løb og klumpen i halsen ud. Det var SÅ stort!

Og tankevækkende hvor relevante musicalens temaer stadig er i dag 40 år senere.

Her får I lige afslutningsscenen fra den originale filmversion af HAIR. Not quite the same, som at stå derinde i teateret, men det bedste jeg kunne finde på YouTube.

Efter showet gik vi ud i Manhattans pulserende natteliv på Times Square, hånd i hånd, og nød hinanden og kærligheden. Jeg elsker kæresteaftener og gode barnepiger!

Tanker

Hvad tænker han mon på ham her, når han står op af vejspærringen rundt om New York Stock Exchange og kigger tomt ud i luften?

New York City Waterfalls

Solen skinnede og de meldte om 24 grader fredag, så vi skulle på Manhattan og nyde det gode oktobervejr.

Vi havde et mål med turen. Vi skulle se de famøse New York City Waterfalls, som jo har dansk islæt i form af kunstneren Olafur Eliassons opvækst i til dels København og Island. Vi tog Path'en fra Hoboken til World Trade Center og ville så samtidig lige opleve historiens vingesus i Wall Street, som jo pt. er under bestandig overvågning af diverse medier. For mig, var det faktisk også en debuttur, da jeg aldrig har gået turen ned af hverken Wall Street eller Pier 17, som vi endte nede på for at se vandfaldene. Det er jo altid dejligt at opleve noget nyt af Manhattan, når vi kommer derind.Wall Street var pakket med kameraer og satellitskåle, der alle pegede den samme vej: Mod New York Stock Exchange. Man skal jo være på pletten, hvis krakket kommer!

Helt anderledes polemyk var der på Pier 17 mod vandfaldene.

Vi måtte dog også konstatere, at kunstværket måske ikke helt levede op til den omtale, det har fået i de danske medier. Flottest var vandfaldet under Brooklyn Bridge, da det var det eneste, der rent faktisk gik ind og spillede med det kendte billede Manhattan jo nu engang er.

Man kunne se alle fire vandfald fra pieren, og vores kamera fik faktisk zoomet godt ind på de andre også, selv om de var helt over på Brooklynsiden og længere nede af Hudson.

Vi sluttede af med en hyggelig gåtur tilbage mod World Trade Center op i gennem Fulton Street, som er en gade fyldt med hyggelig historisk atmosfære midt i det financielle skyskrabermekka.

Tagged

Nå, men A-T (som også har en blog) er ude og tagge andre af sine blog-veninder, og jeg lod mig tagge frivilligt, da det var en kærkommen lejlighed til at skrive noget på bloggen, som IKKE handler om min lille søn :-)

Opgaven lyder:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da jeg sider i sofaen er det bøgerne under mit sofabord, der ligger nærmest, og den øverste af dem er Sidewalk Stories af Salvo Galano. En fotobog om hjemløse i New York. Rent faktisk var Tag Heuers reklamebog den øverste, men den har kun billeder og ingen tekst i sig. Pudsigt ikke...tagged - Tag Heuer! Get it? Nå, tilbage til "Sidewalk Stories.

Side 123...femte sætning og tre sætninger frem:"Today, more than a generation after the modern homelessness crisis emerged, even sophisticated urbanites still harbor the mistaken belief that most homeless people are older men, alcoholics and drug addicts, panhandlers and street dwellers. In fact, a wealth of public data and academic studies reveal a startling fact: The person most likely to experience homelessness in New York City is an African-American and Latino child."

Tankevækkende, at det lige skulle være den bog og den tekst, når jeg skal ind og se "Sex and the City" i aften. En lidt anden vinkel på New York City end den før beskrevne.

Dansk film på Manhattan

I går havde jeg arrangeret, at mit danskhold skulle ind og se en dansk film. Men hvor gør man så lige det, når man bor i New York området? Jo, Det Skandinaviske hus på Park Avenue afholder i år en dansk filmfestival i forbindelse med Nordisk Films 100 års jubilæum, og der viser de en stribe mere eller mindre kendte danske film, bl.a. Babettes Gæstebud, Terkil i Knibe og Dansen med Regitze, som vi tog ind og så i går. Filmen vakte glæde ved mine amerikanske elever. De synes, den var rigtig god og interessant, og de var overraskede over, hvor mange ord de egentlig forstod undervejs. Jeg synes jo bare, at det var underligt at se en dansk film med engelske undertekster, mens jeg sad på Manhattan :-) Det skulle man lige vænne tankerne til. De kunne godt lide måden historien blev fortalt på med de utallige tilbageblik, og så nød de, at det ikke var den gængse feel good happy ending, som man godt kan blive lidt træt af nogen gange på film. Så alt i alt, var det en god oplevelse for os alle. Jeg anbefalede dem dog at gå ind og se Terkil i Knibe den 12. december. Bare for at opleve en lidt anden side af dansk film også. Den viste de også sidste år i samme biograf, og den havde vakt en del undring ved nogle amerikanske pædagogiske forskere, der havde været inde og se den som en dansk børnefilm :-D De havde ikke lige forståelse for humoren i filmen og fandt den både frastødende og særdeles uegnet for børn under 18 år.

Et hegn i The Village

Da vi gik rundt i Greenwich Village i går, kom vi tilfældigvis forbi et hegn, der var fyldt med malede fliser. Vi havde spist på en café lige ved siden af hegnet, og havde der lagt mærke til, at de røde sightseeingbusser altid stoppede der, hvorefter alle i bussen knipsede løs på deres kameraer.

Vi blev selvfølgelig nysgerrige og måtte lige hen og kigge bagefter. Det vi så, var yderst besynderligt. Et hegn omkring et spidst trekantet gadehjørne, hvor der lå en ramponeret parkeringsplads inde bag. På hegnet hang der en hel masse hvide badeværelsesfliser, som var blevet malet på alle mulige måder. Vi kunne hurtigt ane et tema med New York som hovedfaktoren og måske også noget med 9-11, blev vi enige om. Men der var ikke noget officielt, der beskrev stedet, så vi gik undrende videre. Nu sidder jeg så og læser om det på nettet, og det viser sig, at vi havde ret i vores gisninger. Det havde noget med både New York og 9-11 at gøre. I dagene lige efter angrebet tog en nærliggende pottemager, Lorrie Veasey, et initiativ. Hun lavede 5000 keramiske engle og amerikanske flag og hang op på hegnet. Parkeringspladsen inde bagved hegnet er ejet af Metropolitan Transportation Authority, og hun synes, at det havde en vis symbolsk værdi. Men allerede tre dage efter var alle stykkerne blevet stjålet, og hun udtrykte sin irritation og skuffelse over dette på nettet. Få dage efter væltede det ind med fliser fra hele landet, som hun kunne hænge op i stedet, og det er det resultat, man ser i dag. Der er snak om at gøre det til et officielt mindesmærke og derved gemme fliserne mere permanent, men det, synes hun selv, vil være synd, da det så på en måde mister den spontanitet og umiddelbarhed, det har nu. Det er jeg sådan set ret enig med hende i. Det er da på en måde fantastisk, at det kan få lov at hænge uberørt, som det gør nu, i så mange år. Det siger i sig selv en del om stedet, synes jeg. En lille historie, som jeg som billedkunstlærer selvfølgelig er helt vild med, men som jeg også lige synes, jeg ville dele med jer.

Femårsdagen

I dag er det nøjagtig fem år siden, at flyene fløj ind i de to tårne. For fem år siden på dette tidspunkt var jeg på vej ud på mit arbejde på Lynghøj efterskole i Støvring, da jeg hørte om angrebet over bilradioen. På skolen var storskærmen tændt med nyhederne kørende. Drengene i computerlokalet troede jeg talte om en film, da jeg gjorde dem opmærksomme på historien. Ikke i deres vildeste fantasi kunne de forestille sig, at det var virkelighed. Jeg kan huske, at jeg stod og så på skærmen og tænkte, at det var godt jeg ikke boede i USA, og da slet ikke New York. Efterfølgende havde jeg dog også et klart ønske om at komme ind og se Ground Zero, for at få det bekræftet med mine egne øjne. Meget er sket siden da, og meget har ændret sig. Jeg arbejder for det første ikke mere på Lynghøj efterskole, og jeg bor ikke længere i nærheden af Støvring. Men derudover, så er der sket meget med både mig og verden. Det er min overbevisning, at drengene i computerlokalet ville have reageret helt anderledes i dag, hvis jeg kom med den samme kommentar. Folk har et helt andet forhold til terror i dag, og jeg tror ikke, de ville have fundet det nær så fantasifuldt og urealistisk, som de gjorde den dag for fem år siden. De har oplevet flere angreb i nyhederne siden, og angrebet på World Trade er blevet gennemtærsket i nyhederne en million gange. De kender billederne, og de kender historien, hvad enten den foregår i Madrid, London eller New York. Den er sågar kommet hjem i deres egen baghave, hvor man har arresteret 5 unge mænd for evt. forsøg på samme. Drengene vil selvfølgelig stadig føle forfærdelsen, overraskelsen, afmagten og lignende ubeskrivelige følelser, men den umiddelbare reaktion vil have været anderledes.....tror jeg Noget andet der har ændret sig siden, er selvfølgelig min afstand til New York. Nu sidder jeg her, og kan rent faktisk se over på Manhattan og ville have kunnet se de to tårne, hvis ikke..... I går var jeg fast besluttet på at tage ind på Manhattan i dag og se, hvad der ville komme til at foregå omkring Ground Zero, og hvordan stemningen var på Manhattan. Jeg synes, det var oplagt, at være i det, når nu man er så tæt på. Jeg havde igen ønsket om at være med i oplevelsen, i historien. Men jeg tog ikke derind. For det første kunne jeg mærke, at jeg ikke havde den store lyst til at være nede i undergrundsbanen netop i dag. Det kunne jo være, at en eller anden fik en idé om at fejre dagen på en lidt anden måde. For det andet så tror jeg, at jeg ville have følt mig lidt som en gravrøver, eller en dum turist på jagt efter den gode oplevelse man kunne komme hjem og fortælle om senere. Samme følelse man har, når man står ved Ground Zero og kigger ned i hullet, og hører alle sælgerne råbe bagved sig, samtidig med, at man lige sniger sig til at tage det uundværlige digitale foto af elendigheden til fotoalbummet derhjemme. Manhattan skal, med andre ord, have lov at sørge i fred, uden min indblanden ihvertfald. Jeg kan nok ikke gøre så meget ved alle de tusinde journalister, deriblandt vores egen Poul Erik Skammelsen, som er valfartet til byen de sidste par dage. For ikke at nævne de mange turister, der også vil være at finde i byens gader i dag, som hvilken som helst anden dag i New York. Jeg så i CNN, at Bush havde mødt op på alle tre mindesteder i dag, og ved Ground Zero havde man holdt fire gange et minuts stilhed. Et ved hvert af tidspunkterne, hvor flyene rammer tårnene, og et ved hvert tidspunkt, hvor tårnene vælter. Det havde jo været en oplagt chance for at se USA's præsident og virkelig føle sorgen på nært hold. Men det føltes ikke rigtigt, så her sidder jeg nu og kigger over på Manhattan fra vores lille lejlighed i trygge Weehawken. I morgen skal vi hjem til Danmark igen en lille tur. Vi havde egentlig planlagt at rejse i dag, men så kom vi i tanke om, at ligesom undergrunden ikke er det mest oplagte sted at være i dag, så er en flyver det måske heller ikke. Så vi valgte at rejse hjem i morgen i stedet. Det er nemlig SÅ MEGET MERE sikkert.....tsk tsk tsk. Ja, le I bare, men I ville heller ikke gøre det.

Afmagt

Vi nærmer os den 11. september og dermed 5-årsdagen for 9-11. Det mærkes, især med gårdsdagens arrestationer taget i betragtning. Vi ser biler, der kører med amerikanske flag svajende i antennen. Flere huse end normalt har flaget hængende udenfor, gerne sammen med flaget for beboernes oprindelige nationalitet, italiensk, mexicansk, spansk osv. Folk taler sammen i butikkerne. I går, da jeg var nede ved den lokale lille købmand, en ældre italiensk herre, stod han og en mandlig kunde og diskuterede verdens vandvid. De var selvfølgelig begge rystede over den aktuelle situation, men også bange for at noget skal ske i de kommende uger. Man ønsker at mindes, og alligevel ønsker man også at glemme, da der i minderne ligger meget frygt. Vores danske, måske til tider lidt selvretfærdige, billede af de her lidt dumstolte nationalistiske amerikanerne, bliver i sådan et øjeblik blandet med billedet af små skræmte mennesker, som står magtesløse og uforstående overfor det, der sker omkring dem. Og i et forsøg på at finde kontrollen igen, finder de flagene frem og hutler sig ind i den tryghed, at de i det mindste er sammen om at være bange. For flaget er den ting, de ihvertfald har til fælles, også selv om de har et andet flag ved siden af. Ja, de kan være uvidende og arrogante og ja, de kan være overdrevne og irriterende, men når man går rundt i gaderne her, så tæt på Ground Zero og på Newark og JFK lufthavne, så mærker man altså også selv frygten og følelsen af at være magtesløs. Jeg sidder og kigger ud på den samme udsigt, som jeg på min Messenger blærer mig med at have, og forestiller mig, hvordan den kan ændres i et splitsekund. Og jeg fatter det stadig ikke. Jeg forstår ikke den amerikanske udenrigspolitik for tiden. Jeg forstår ikke den danske. Jeg forstår ikke martyrfølelsen. Jeg forstår ikke spørgsmålene om krig, olie og magt. Jeg forstår ikke magten af en stærk religion. Eller en stærk nationalitet. Og jeg er heller ikke helt sikker på, at jeg helt forstår glæden ved et stærkt demokrati.... Men jeg forstår følelsen af uforståelse, afmagt og frustration, som manden nede i den italienske købmand beskrev. Samtidig kan jeg mærke, at jeg skubber det væk, da det ikke skal styre den oplevelse, Søren og jeg har lige nu, ved at have taget de skridt vi har. Og jeg kigger igen ud af vinduet og ser solen brage ned på et fuldstændigt bjergtagende syn af Manhattan og på træet lige på den anden side af ruden. Og mærker igen følelsen af glæde, forventning, spænding og energi.