Lidt om awards og anerkendelse

For en uges tid siden sad jeg i bilen med Julie på vej til Vestjylland, og vi snakkede blogging og alt hvad dertil hører - også blogawards. Og jeg måtte kejtet indrømme, at jeg undrede ærgrede mig over, at alle andre omkring mig får de her awards, og at alle omkring mig får emails fra firmaer, der ville give dem alt muligt og udnytte deres ord på alle mulige måder. Og jeg får aldrig en skid. Og det får mig ind i mellem til at falde i de her dybe grå huller af en dags varighed, hvor jeg tænker, at enten er der  ingen, der rigtig læser min blog, eller også *gys* er den bare ikke så interessant og vedkommende for andre, som jeg selv går og bilder mig ind.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det jo egentligt var lidt plat med de der awards, og at jeg bare skulle prise mig lykkelig for ikke at blive kontaktet af firmaerne hele tiden. Akkeja, så har man ikke de problemer, og så videre, I ved…Godt man heldigvis er hævet over den slags! Og sådan har jeg det jo også på langt de fleste dage. På langt de fleste dage er min blog, det den er, nemlig min blog. Og gider I læse med, så fedt. Og ikke, så hul i det.

Men der er også de der dage, hvor man måler sig og kigger med ved andre og ser dem få tusindvis af kommentarer til hvert indlæg. Også de indlæg, som faktisk ikke er vildt interessante. Face it, de er der, og vi ved det alle. Men hvorfor får jeg det så ikke, selv på de uinteressante indlæg, for de er der i den grad også. Det ved jeg. På de dage indser man, at man bare er endnu et af de ynkelige usikre pjok, som vi mennesker jo bare er en gang i mellem.

Nå, men sådan kører jeg så lidt i ring i en halv dags tid, klikker lidt tilbage i min blog, stener gamle indlæg og får selvtilliden og glæden for bloggen op igen. Jo, det er MIN blog og mine tanker og skid hul i, hvor mange der gider læse dem, når bare dem, der læser er nogen, der er her, fordi de kan lide ordene fra pennen.
OG SÅ….skider jeg så lige et nyt hul i alt dette og hæver armene langt op over hovedet i jubel og glemmer alt om, at awards er platte, for jeg har netop fået min aller aller første blog award efter fire års blogging:

Og awards styrer for vildt! Og jeg er en BEAUTIFUL blogger, at I ved det! Det siger Helene selv, og hun sidder på Guam og ved bedst. Det ved enhver! Og jeg kan faktisk ikke finde nogen, jeg ville blive gladere for at modtage den fra end Helene, da hun er en af mine personlige venner fra New Jersey, som flyttede derfra samtidig som jeg. Jeg har nævnt Helene før, og hvis ikke du læser med om hendes eksotiske liv som kunstner og soldaterkone til en amerikaner på stillehavsøen Guam, så start nu. Og glæden ved at få den fra hende ligger ene og alene i, at så ved jeg, at hun har fået den før mig, og at hun er nået ud i blogland med sine ord og sine billeder.

Og for at fejre denne længe ventede succes, så har jeg simpelthen købt en Villa. Ja, en villa med stort V, sådan som de kun bygger dem i Italien. Og allerede fra i dag kan du købe min vin i Kvickly i Jyllingecenteret:



Den kvikke læser vil hermed også kunne komme tilnærmelsesvis tæt på min rigtige navn, som jo ikke er AB, selvom jeg nogen gange kunne foranlediges til at tro det, men derimod noget meget tæt på Anneberta. Lad os kalde dét for mit italienske navn fra nu af. Nu da jeg er en BEAUTIFUL blogger!

Af hjertet tak, Helene!

Nå, men der er noget med syv ting om mig selv og syv andre blogs, der skal nomineres. Det første kan vist godt tælles sammen i alt det vrøvl, jeg allerede har skrevet. Du skal endda selv få lov at tælle dig frem. Den sidste del er lidt sværere, for ALLE andre end jeg har jo fået denne award. Jeg tror faktisk, jeg er den absolut sidste, der får den. Lad det komme an på en prøve: Hvis jeg ikke er, så smid mig en kommentar til dette indlæg med din blogurl, så slår vi to fluer med et smæk: Jeg opdager din blog OG du viser mig, at du har opdaget min! Hey, det’ tre fluer, for du kan jo risikere at vinde en award oveni i hatten. Det er jo nærmest en give away det her. No strings attached :-)

And now this witch is on it’s way. See ya in Bloksbjerg, Harzen, girls!

Kan du også lide at tegne, eller er du bare billedgal som jeg?

Så kan du måske få lidt ud af at bladre rundt på min anden blog:

Hvis du har fulgt med herinde et stykke tid, så har du hørt om den før, og måske har du endda også været omkring den og læst med. Du har måske læst med om de kvaler, jeg havde med at få den overført til Wordpress fra en almindelig hjemmesideskabelon jeg havde bygget op i Frontpage i sin tid. Nu er de sidste flytterier kommet på plads. Jeg har fået den flyttet ned i roden af mit domæne og der er efterhånden ryddet op og gjort rent i baglokalet. Det kan I ikke se herudefra, men jeg siger jer, det rod jeg havde lavet derinde, var Surftowns Supporthold ikke synderligt imponeret af. Eller måske var det lige netop det de var?

Anywhos, så er den nu up and running og jeg elsker den. Den er mit lille hjertebarn, som jeg startede med at lege med lige, da jeg havde fundet ud af, der var noget der hed en computer. Ok, måske lige et par år efter, jeg havde opdaget tasterne. Men lad os bare slå fast, at jeg var meget grøn, jeg lavede en masse fejl, som lærte tons af og jeg fik en masse hjælp fra alle de nørdevenner, jeg kunne støve sammen. I dag kører det lidt nemmere for mig, og nu kan jeg slet ikke lade være med at sidde og nørkle ude i føromtale baglokale og lege lidt med koderne, justere lidt på rammerne og eksperimentere med temaerne. Så det du ser nu, er højst sandsynligt ikke det du ser om et halvt år. Det er meget svært for mig at lade designet stå stille.

Men kig selv ind og lad mig endelig høre, hvad DU mener om billeder og det sprog de taler helt for sig. Og måske endda også, hvad du mener om de tanker JEG gør mig om billeder og billedsprog.

Vi ses derovre!

(…og nu vi er ved billeder, så skal jeg nok komme i gang med at tegne igen…lige om lidt. Bare rolig!)

Gecko Times are here

En af mine kære veninder fra New Jersey, sidder nu på den anden side af jorden i meget varmere himmelstrøg. Samtidig som vi rejste tilbage til lille Danmark, rejste hendes mand og hende til Guam, som en del af hans job i det amerikanske militær. Han er amerikaner. Hun er dansker. Hun er også kunstner og laver de smukkeste collager/malerier. Dem og hendes blog om hendes billedskabende proces kan du følge på hendes hjemmeside. Du vil også kunne finde hende lige nu på GoCards i det københavnske cafémiljø med dette billede:

Nu sidder hun i sin baghave og kan kigge på geckoer og nyde solens varme stråler. Og hvad bedre er, så er hun begyndt at skrive om netop det på sin nye blog:

Så går du også og længes efter varmere og mere eksotiske udsigter, så kig forbi Helenes blog og lad dig suge ind i de mange fantastiske farvers univers.