Et politisk markskel

En dansk vestjysk politiker tryllebandt mig engang for 6 år siden med sin retorik og sine smukke billeder på powerpointen. Hun var indbudt af min daværende skoleleder, til at fortælle os lidt om hendes personlige syn om skolekultur, og særligt én ting har siddet fast i mine tanker og overbevisninger siden.

Hun snakkede om sin bedstefars vestjyske markskel, og det levende hegn af træer, han plantede deri. For at kunne så på den ene mark, måtte han vente de 10-12 år det tog for de små træer at vokse sig store nok til at kunne skabe læ for markens afgrøder, så de små korn kunne få læ og ro til at spire og gro. Hvert år tog han ud til skellet og tjekkede sine træer og deres rødder. Det var vigtigt at de rigtig fik slået rod og blev stærke nok til at modstå vindens hårde pres. Han passede skellet med den største omsorg og ventede tålmodigt år efter år på at kunne bruge marken til vækst og rigdom. 

Politikeren sammenlignede sin bedstefars markskel med skolepolitik. Det tager tid at skabe god skolepolitik, og det kræver tålmodighed at vente på, at de idéer og beslutninger, man har plantet i sit skel, får slået rod og vokser sig store og stærke nok til at kunne give ro og læ til skolerne, deres ledere, lærere og elever, så det resulterer i vækst og rigdom. Lærerigdom, kunne man fristes til at sige i sit misbrug af floskler.

Jeg ville ønske, at vi snart fik den ro og læ til at gøre vores arbejde i folkeskolen. Og at vi ville gøre lidt mere som finnerne. Holde øje med de moderne svenskere, når de får nye pædagogiske idéer, som skal afprøves her og nu i skolerne. Nemlig turde læne os tilbage og se, hvordan det går for svenskerne, inden vi straks river vores nyplantede træer op med rødderne for at plante fine nye skrøbelige moderne gevækster i vestenvinden.

Der er lige snart en ny valgperiode, og hvem mon tør at stille sig op og sige, at de gerne vil give folkeskolen ro til at udvikle sig i alle de nye tiltag, der er gjort inden for de sidste 10 år? Mon hun tør at følge sin bedstefars gode eksempel? 

Anne spørger: "Er folkeskolen overhovedet for folk?"

Jeg har lige skrevet en af de længste kommentarer, jeg nogensinde har skrevet, til et indlæg på en anden blog. Det er Anne, der begræder den folkeskole, der ekskluderer hende og hendes søn lige nu. Den folkeskole, der taler meget højt om inklusion for tiden. Og meget lavt om besparelser, til trods for at inklusionen sørme udløser besparelser. Tilfældigt? Det siges der. Dog alligevel heldigt i disse sparetider.

Men læs lige Annes indlæg og måske forarges du ligesom mange af hendes læsere, inklusiv mig selv, måske floves du, og måske kan du nuancere debatten yderligere. Mit svar til Anne står i kommentarfeltet, men jeg vil gerne stå endnu mere ved det, da det har været et indlæg under opsejling længe. Så derfor kommer det også som citat her:

Hvornår mon den mediestorm om hvor mange folkeskolelærerbørn, der egentlig findes i de private skoler kommer? Det gik ud over de socialdemokratiske politikere for lidt siden, men jeg synes det er langt mere interessant at se på, hvor mange folkeskolelærere, der ikke selv tør sætte deres eget barn i den skole, de selv arbejder for. Jeg er en af dem. Og jeg bliver flov over at være en del af den verden, du beskriver Anne. For jeg vil så gerne gøre det bedre, end de lærere du beskriver. Og bilder også mig selv ind, at jeg gør det - heldigvis.

I mit tiårige lærerliv er jeg først stødt på folkeskolen sidste år efter at have arbejdet inden for det private skoleliv, siden jeg blev færdig, og jeg synes, det er det hårdeste job, jeg har oplevet. Det er firkantet, omstændigt, urummeligt, ekskluderende på trods af intention om at være inkluderende, bureaukratisk, opslidende, minimumsressourceplaget, præget af politisk blindskydning af 1. grad og pisse hamrende frustrerende at slås i engang i mellem (for det meste).

Hvorfor bliver jeg? Fordi det må kunne gøres bedre, og vi må kunne finde en måde at få det allerallerbedste ud af de møgvilkår, vi bliver stillet over for som lærere pt. Jeg nægter med andre ord at give op ved at lade mig sluge med af negativiteten. Og jeg tænker, at vi får kun en bedre folkeskole, hvis vi lærere, der brænder for vores job, hænger ved den. Jeg elsker mit job til trods, og det er på grund af børn som din 7-årige.

Hvorfor skal Skrupsakken gå i privatskole? Fordi jeg nok ikke når det ovenstående mål lige indenfor de næste fem/ti år, og han skal ikke kæmpe min kamp, for mine princippers skyld, men derimod tilbydes det, jeg tror er det bedste for ham pt. Og fordi, selv om der bestemt også findes dårlige lærere på private skoler, så har jeg, som forælder der, mere indflydelse end jeg har i folkeskolen.

Dobbeltmoralsk? Ad helvede til, derfor, hvor er den mediestorm om kokken, der ikke ville æde sin egen mad: Folkeskolelæreren?

Er der en journalist til stede?

Rykkerskrivelse anno 2025

Småkageanalogien

Livet er, som du ved, en æske med fyldte chokolader, og et fællesskab er som en dåse fyldt med småkager.

Jeg bad dem være med på en idé, og jeg spurgte dem højt i morges: Hvem er du i den fælles dåse?

Den småkage, der ligger nederst på bunden og gemmer sig lidt bag de andre? Eller er du det første man ser, når man åbner dåsen? Fylder du meget i dåsen og gør det det nogen gange svært for de andre småkager at være der? Er du blevet blød af at ligge i dåsen længe, eller har det derimod gjort dig hård at bide i? Er der knækket lidt af dig undervejs? Har du fået lidt ridser? Er du blevet lappet sammen igen? Hvem hjalp dig? Nogen uden for dåsen? Eller nogen af de andre småkager. Fik du lidt af deres søde glasur til at holde dig sammen og gøre dig hel igen?

Er du den måske den store solide småkage, der ligger nederst og fylder hele bunden ud med stabilitet og sprødhed?

Eller er du en af de småkager med glasur, der klistrer sig til de andre og dermed også får de andre til at holde sig sammen? Kan du altid finde andre småkager, du kan klistre dig sammen med?

Er du rund eller har du kanter, man lige skal bide lidt af, for at komme ind til rundheden? Er du måske endda et hjerte? En stjerne?

Har du nogensinde prøvet at falde udenfor dåsen? Eller føler du nogen gange, at du bare ligger og vipper på kanten? Hvem eller hvad holder dig fra at falde ud på bordet? Faldt du? Kom du op igen? Hvordan? Og var der plads til dig, da du igen fandt din vej op i dåsen? Måske lå du ikke helt ude på bordet. Måske lå du bare i låget, hvor du jo på en måde stadig var en del af dåsen?

Kommer du måske fra en anden dåse, hvor der stadig ligger lidt af dine krummer tilbage? En del af dig, som du for altid har mistet til den anden dåse. Har de småkager i den anden dåse sat spor på din bagside? Er det gode spor eller dårlige spor? Ridser eller mærker?

Småkageanalogi er analogi, som Ottendeklassen kan forstå og som de kan forholde sig smukt, reflekterende og underfundigt til. Jeg har ikke selv fundet på dette indlæg. Det har de, for det meste af det. En hel dag med klassens tid, social trivsel og småkageanalogier satte vist sine spor, og det var ikke underligt, at vi alle trængte til en ægte småkage i 10-pausen. Jeg er sgu så stolt af de unge(r)!

Hvornår tør vi stå ved det vi er og kan?

I dag kan man læse DR's hjemmeside, at Danmark åbenbart har fået lange blikke fra det amerikanske undervisningsministerium. Det viser sig at, i følge amerikanerne, så kan danskerne noget som de gerne vil lære af. Vi kan skabe kreative og løsningsorienterede unge mennesker, der kan samarbejde.

Jeg linkede til artiklen fra min Facebookside og fik en rigtig god kommentar fra en god dansk veninde, der i dag bor i USA og har sine børn i amerikansk skole. Hun pointerede nogle ting ved den amerikanske skole, som hun fandt bedre end det hun havde oplevet i den danske. Og jeg er slet ikke uenig med hende i, at der er fordele og ulemper ved begge systemer. Jeg vil endda gå så langt til at sige, at begge systemer højst sandsynligt er de bedste for de to forskellige kulturer, de nu engang er en del af. Med andre ord, den danske folkeskole vil sikkert ikke holde en uge i USA og vice versa.

Jeg har selv været elev i den amerikanske folkeskole og kan se mange, rigtig mange endda, gode sider ved den, som den danske folkeskole ikke magter. Og jeg kan se mange dårlige sider ved den, ligesom jeg kan ved folkeskolen. En af de ting, jeg ikke synes er noget for DK at se op til er hele testsystemet. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den måde at måle hverken børn, læring eller undervisning på og jeg tror ikke på det. Det rammer noget i mig og i mine personlige værdier som menneske. Menneskelige og faglige egenskaber kan i min verden ikke måles eller standardiseres.

Noget som jeg synes vi kan lære meget af i DK fra USA er derimod alle deres efterskoleaktivitetsprogrammer og deres fokus på at gøre skolen til en fast ramme for helheden i børnenes hverdag. Det gad jeg godt have mere af i DK. Det tror jeg ville skabe børn, der havde større selvværd, større tilhørsforhold til deres skole og større ejerskab over for den skole, de var en del af. Det savner jeg meget i den danske folkeskole.

Min kommentar til indlægget i avisen går på, at jeg synes det er mærkværdigt, at et af de skolesystemer, som vi i den grad pt. læner os op af i DK, i hvert fald i forhold til standardiseringer, testsystemer og faste curriculummer, omvendt kigger i vores retning for at se, hvad det er vi gør, som skaber kreative og løsningsorienterede unge mennesker.Jeg tror, det vi kan i DK i forhold til at være kreative, samarbejdende og nytænkende udspringer af et system, der netop IKKE er bundet op på at svare rigtigt eller forkert, men derimod på at tænke selv og udtrykke sig derefter. Og ja, det er så et vurderingsspørgsmål i eksamenssituationer, som den enkelte lærer skal være kompetent nok til at kunne udføre, og heldigvis har vi Fælles Mål og et godt censorkorps til at hjælpe os med den opgave, så alle børn så vidt muligt bliver behandlet lige.

At vi på den måde hele tiden ser naboens græs som grønnere undrer mig. I stedet for at stå ved det, vi har og kan og derved også fokusere på at forbedre netop det, skal vi hele tiden sammenligne os med de andre og prøve at gøre lige som dem. Da jeg læste på seminariet for 12 år siden var det New Zealand, vi gerne ville ligne. Så var det finnerne, der var vores idoler i en periode, det var vist lige efter PISA-rapporten, hvor de scorede pænt højt i Finland, og nu er det så systemer, som det amerikanske, der er let målbart og derved sammenlignligt i det store verdensbillede. Og I ved jo godt, at vi er med i den der verdenskonkurrence, ikke? Husk det nu!

Jeg er ikke i mod, at vi lærer af hinanden og lader os inspirere af andres måder at gøre tingene på. Men jeg er imod, at man ikke kan se skoven for bare træer og at man ikke giver tid til at lade tiltag, idéer og nytænkning vokse og gro, før man er videre til den næste misundelsesværdige grønne græsplæne.

Find én fejl

Forklaringen fra ministeriets side er at det er grafiske hensyn. Well, hvordan forklarer vi eleverne, at det er ok at rode rundt med sammensatte ord, hvis bare det ser grafisk godt ud?

I kan godt se fejlen, ikke?

Heldigvis har andre fundet ordene

Katrine sendte mig denne video på facebook i går, og den MÅ jeg bare dele med jer:

Tusind tak Katrine!

Kommentar til dildoindlægget

Denne kommentar fortjener altså et indlæg for sig selv.

Kære alle, der kommenterede i forrige indlæg - jeg gad jo helt vildt godt tage æren for dette forløb helt alene og jeg soler mig sandelig også i jeres ros! Tusind tak for det! Men som skrevet i indlægget, så var det i et tæt samarbejde med nogle fantastiske kolleger, der er mindst lige så kreativt tænkende, idérige og glade for at arbejde med unge mennesker, som jeg er.

Jeg tror faktisk 100% på, at lige netop dét er styrken i enhver god undervisning. At man er en del af et godt team, som kan støtte hinanden og give hinanden god og konstruktiv sparring. At man kan grine sammen og dele både succesoplevelser og frustrationer med hinanden. Jeg tror det er tæt ved umuligt at gøre det alene. Især i den danske folkeskole, som den er i dag. Den privatpraktiserende lærer skyder sig selv i foden i dag. Mener jeg.

Og jeg tænker da faktisk også engang i mellem, at gid der var flere som os. Og måske er der også det. Nej, det ER der. Selvfølgelig er der det! Måske er de bare nogen gange for trætte og overbebyrdede til at orke mere? Måske er de irriterede over at igen og igen at yde den ekstra skalle og få zero anerkendelse igen. Jo, anerkendelsen fra eleverne burde være nok, men kan vi ikke alle godt lide, når vores øveste chef fortæller os, at hun har tillid til det job, hun har ansat os til, og at hun oplever, at vi bruger vores energi og kompetencer godt? At chefen engang i mellem tilgodeser sine ansattes behov for selvudvikling og videreuddannelse og lytter til det de oplever nede på gulvet? At hun i erkendelse af, at hendes firma ikke leverer varen, inddrager sine ansatte i at finde løsningen til at genfinde de gode resultater i stedet for at banke dem i hovedet med deres uduelighed og manglende evner.

Sådan føler det jeg selv engang i mellem. Det gode ved denne slags forløb er dog netop, at man får energien til at orke mere bagefter, når det lykkedes. Når energien er lagt rigtigt og eleverne sender den tilbage til os i form af smil, latter og læring. Og har man så, som jeg, engang besluttet, at det er elevernes respons, der er anerkendelsen i sig selv, og det er den jeg stræber efter, så betyder det andet ikke altid så meget. Det lyder forkromet og næsten nyreligiøst, men det er faktisk helt ærligt sådan jeg føler. og måske også derfor jeg stadig elsker mit job efter 11 år. Og ja, jeg synes det er pissehamrende hårdt engang i mellem og jeg sluger jeres ros som en kæmpe æske friskrørt chokoladeis, fordi jeg higer mindst lige så meget efter ros og anerkendelse, som alle andre gør. Jeg er hverken værre eller bedre i den kategori.

Men hey, skal vi ikke snart have den gode debat om den folkeskole? Om testene, om arbejdsforholdene, om inklusionen og rummeligheden, om at bruge ressourcerne på den rigtige måde, om finde ud af, hvad der er den rigtige måde, om at tænke langsigtet i stedet for kortsynet, om at ville børn, alle børn, om at ville undervisning, god undervising, om de gode historier, om succeserne og om alt det der ligger derimellem? For det handler vel helt ærligt ikke kun om den der verdenskonkurrence, vi øjensynligt deltager i vel? Fortæl mig, at det ikke er den eneste grund til, at vi gør, det vi gør. Gerne snart!

Kondom-på-dildo-stafet

I dag fandt jeg mig selv i en situation, jeg ikke havde forestillet mig at befinde mig i på noget tidspunkt. Jeg gik hen ad gangen på skolen i tolv-frikvarteret med en pose fyldt med dildoer. Så har man også prøvet det.

Vi havde booket hele naturfagslokalets dildobeholdning i femte lektion. Tænk, at jeg er på en skole, hvor man har en dildobeholdning. De er dog ikke stregkodet og indskrevet i skolen læringscenter, hvilket de jo egentlig burde være for at undgå tyveri…

Ottendeklassen dystede i dag mod de to andre ottendeklasser i en kondom-på-dildo-stafet. De kæmpede om hvilken klasse der først fik sat 20 kondomer på en dildo, taget dem af igen og bundet en sikker knude på inden de røg i skraldespanden. Klassekampen var en del af afslutningen på et 3-dages forløb om sex, hvor vi har snakket om størrelsen på peniser, hvordan man får stoppet fyren og bedt om kondom på drengen på en ikke-kikset måde, om at værdsætte sig selv højt, om at værdsætte sit helbred højt, om at være usikker, om at være lækker, om at måle sig med andre, om kønssygdomme, om graviditet, om kærlighed, om følelser, om blowjobs, om drenge der vil give finger, om smag på sperm og meget meget andet. Det var tabufrit og ærligt og ingen spørgsmål var for dumme. Og det sluttede så med en kondom-dildo-stafet, som var en kæmpe succes.

Alle elever fik prøvet at sætte et kondom på en dildo på den rigtige måde. Alle elever fik afprøvet den usikkerhed, det kan være, på en sjov og humoristisk måde.

Alle elever havde det rigtig sjovt, mens de eksperimenterede med noget, for nogen, meget grænseoverskridende og pinligt. Alle elever lærte forhåbentligt lidt om, at sex kan være sjovt og befriende og trygt.

I morgen tager vi dem alle med i teateret og ser forestillingen 6 P LR K? En forestilling jeg har store forventninger til personligt. Jeg husker ikke min egen seksualundervisning nær så sjov, åben og ærlig. Jeg er heldig at befinde mig i et lærerteam, hvor denne slags forløb er mulige, og hvor vi lærere faktisk har haft det lige så sjovt og lærerigt som eleverne og sammen med eleverne. Det er tankevækkende, hvor klog man bliver på de unge voksne, der sidder foran én hver dag, og på sig selv, når man spørger dem, hvad de tænker om dét der sex og følelser.

Jeg ser allerede en ny form for selskabsleg til familiefesterne eller en team building øvelse til pædagogisk rådsmøderne udvikle sig. Man kan vel leje dildoerne igen.

WTF?

Pludselig fandt jeg mig selv der lige midt i tøvejrsopdateringerne og var tom for ord. Helt tom. Kunne ikke vride et eneste tilnærmelsesvis interessant indlæg ud af mit hovede. Jeg mener, tøvejrsindlægget says it all, right? Det er jo heller ikke fordi I ligefrem har stået i kø for at komme med gudsbenåede kommentarer på det…

Nå, men jeg tror jeg havde syltet min hjerne i god rødvin, frisk hummer og tons af chokoladekage nytårsaften, og det tog lige et par dage at ryste låget af syltetøjsglasset igen og komme ud i virkeligheden. Jeg mener 600 gram hel hummer, det kan vist få enhver til at gå lidt i tomgang, ikke?

Du får lige et kort rids af den her nye hverdag, der opstod midt i syltningen. Vi arbejder med 2. verdenskrig i Ottendeklasserne. Det gør vi ved at svælge i gode film. Prøv lige at sige perfekt start på det nye år! Én film om dagen hele ugen. Drengene fra Skt. Petri, Livet er smukt, Napola og Die Welle er naturligvis på lærredet. Kan man lære noget af det? Burde man ikke hellere læse nogle bøger? Tjoo, det kunne man jo synes. Men vi har så valgt at lave en teaterforestilling i næste uge i stedet. En forestilling, der hedder Fragmenter af en krig, og som bliver en blanding af alle de billeder, de samler sig i deres hoveder i denne uge. Så får vi jo se, om der er noget der hænger fast.

En af mine drenge spurgte efter Drengene fra Skt. Petri: “Hvorfor var Hitler ikke med i filmen?” Man kan i hans verden ikke lave en film om 2. verdenskrig uden Hitler. Min kollega forklarede ham, at det var fordi den foregik i Danmark og Hitler jo for det meste var i Tyskland. Og at de tyske soldater på en måde var stedfortrædere for Hitler. Hvortil han spørger videre: “Jamen, gav det danske politi så bare drengene videre til de tyske soldater?” “Ja!”, var svaret. “De var fandme nogle forræderiske svin!” kom det spontant tilbage. Han var oprigtigt vred på drengenes og Danmarks vejne.

Skrupsakken derimod er mest vred på “det-der-kommer-efter-paradis-på-jord”. Han synes overhovedet ikke, at det er sjovt, at nisserne ikke kommer mere, at Julemanden er taget på ferie, og at han selv ikke har ferie mere. Nu gik det lige så godt. Gaver hver dag, forældre lige ved hånden til at kramme, når man lystede, småkager og andre søde sager i stride strømme og masser af social hygge med alle familiemedlemmerne. Så selv om han er enormt glad for sin børnehave og sine bedste venner derovre, så er det stadigvæk lidt træls at skulle forlade hjemmet hver morgen, for at lande midt i Rummet Uden Forældre. Men han klarer det. Uden tårer og skrig og skrål. Han er tapper, kan man se, og det er faktisk næsten ikke til at bære. Det havde på en måde, været nemmere, hvis han var ked af det, ikke? Heldigvis er han superglad, når man henter senere på dagen, så mon ikke hverdagen også til sidst får taget på ham.

Jeg selv, jeg nyder at solen skinner på sne og ikke på smat. Vi er startet stille og roligt på det nye år i laveste gear. Således er kasserne med julepynten endnu ikke rykket ud af køkkenet og op på loftet. Og vasketøjet ligger i store stakke sammen med mine skolepapirer. Jeg regner stærkt med at få gjort kål på lidt af de stakke i dag. Først vil jeg lige sidde helt stille og nyde, at jeg fandt mine ord igen.

Lidt om menneskesyn

Min far har haft en morder boende på sit kontor i sin restaurant. Det vil sige, han slog først sin kone ihjel efter han havde boet ved min far. Men alligevel. Det kræver rummelighed på en eller anden måde, ikke?

Min mor og far åbnede deres hjem i tre uger for en tunesisk tjener, der hed Bossabia. Det var det år, jeg fyldte seks og vi havde været i Tunesien på ferie, hvor hotellets tjener tog min fars kommentar om at “You are always welcome in my restaurant in Denmark” alvorligt og troppede uanmeldt op med kufferten under armen.

Min mor indvilgede i at spendere en uge ved min farmor og farfar dagen efter at have mødt dem første gang. Hun var højgravid og 19 år gammel.

Min far lod i en årrække en af sine ansatte smårapse fra restauranten, da han jo i bund og grund bare var en stakkels sjæl, som ikke havde fortjent endnu et nederlag ved at blive afsløret.

Min mor var gift med min far i 17 år, og min far var gift med min mor i 17 år.

Jeg er, som du kan se, tæt forbundet i mine gener med optimistiske idioter og naive fjolser, der insisterer på at få noget godt ud af selv de mest håbløse situationer. Og det starter jo ikke ved de to fortabte sjæle, jeg beskriver herover. Det går flere generationer tilbage og mine brødre er ligeledes begge hårdt ramt. Det er derfor umuligt for mig at se på vores folkeskole som en del af et Verdensmesterskab i indendørs afkrydsningstestning, hvor vores endegyldige mål ene og alene hænger på at være blandt de ti bedste. Ikke fordi at pladsen blandt de ti bedste skal betyde noget særligt for den enkelte elev, som vi som lærere er pålagte at tilgodese i vores undervisning, men blot fordi, det er et mål i sig selv at være blandt de ti bedste. Og jeg er jo blot en optimistisk idiot og et naivt fjols (som sagt, jeg bebrejder mine gener og den sociale arv), der troede at folkeskolens formål var at skabe sunde, videbegærlige, nysgerrige og kreative unge mennesker med sunde selvværd, der var bevidste om verden omkring dem og ikke lod sig trykke af udefrakommende gruppepres og hierakiforestillinger. Men hvad ved bønder om agurkesalat eller jubeloptimister om verdensherredømmer?

Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være staklernes datter og kunne føre naivitetens og jubeloptimismens fane højt. Men hold kæft, hvor kan den fane nogen gange være tung at bære alene. Vil du hjælpe mig lidt?

Overspring #3 – Engage me!

Det er faktisk en helt god dag at være hjemme og skrive på.

Jeg sidder på min pind på vores kontor. Mand og barn ser Stor & Lille i soveværelset. Bøgerne er linet op. Den bærbare sat i stik og åbnet. Jeg har hele dagen foran mig til at skrive skrive skrive.

Og hvilken bedre måde at blive inspireret fra start til en dag, der står i pædagogikkens tegn end ved at se DETTE. Jeg er engaged!

God dag derude i sneen.

Jeg smelter indeni over jer lige nu

Det var min sidste kommentar til Ottendeklassen i dag efter tre absolut fantastiske lektioner om ansvar og demokrati. Der er håb for vores fremtidige samfund, når vi har børn, der siger:

• ansvar for familien duer ikke uden kærlighed
• vi skal tage ansvar for hinanden i trafikken og på gaden
• kærlighed er bare det bedste i verden
• jeg tager ansvar for mine søskende, fordi jeg ikke kan lade være
• vi kan altså godt tænke selv, AB!
• ansvar er, at man har noget, man tager sig ekstra godt af
• det er vigtigt at tage ansvar for sig selv
• det er vigtigt at fortælle sig selv, at man er god nok, i stedet for at være selvdestruktiv
• en forælder, der kun tager ansvar økonomisk og praktisk, men ikke kærligt, har fejlet som forælder (tænk lige en ekstra gang over den, jer med børn)

Vi kom omkring usikre teenagepiger og selvsikre teenagedrenge, og de forskellige opdragelsesmønstre, der måske ligger der bag. Vi kom omkring, hvordan man kan vise sig selv kærlighed og tage ansvar for sig selv, ved at unde sig selv en god uddannelse, nogle gode og ægte venskaber og en masse positiv anerkendelse og accept indefra. Vi kom omkring, det at høre: “Har du, har du, har du…lavet, gjort, husket, osv.?” Mens man inderst inde tænker: “Er jeg, er jeg, er jeg…god nok, dygtig nok, smuk nok, tynd nok, en god nok ven, en god nok datter, populær nok osv.?” Vi kom omkring diktatur, demokrati og filmplakater. Ja, vi kan vist godt sige, at vi kom vidt omkring.

Og de slutter så lige timen af med at finde en pladsfordeling i klassen 100% på egen hånd, med mig uden for døren, hvor alle 16 bliver hørt, respekteret og taget hensyn til. Også de, der ikke var der til at tale deres egen sag. Og sørme om ikke også lærerens behov for at isolere nogen elever fra hinanden, som en forebyggende del af en støjdæmpende foranstaltning i klassen, blev hørt.

Jeg tror nok lige, at jeg gik ned og bottede i bothårnet på lærerværelset bagefter. Hvis ikke det var en succestime at botte i hornet for, så ved jeg sgu ikke hvad er!

Og pludselig fik jeg tid og indhold foræret af min glemsomhed og Lykke!

Jeg glemte nemlig min taske på skolen, så nu ligger de 16 stile og diktater deroppe og griner af mig. Og frisøren var hurtigere og dygtigere OG billigere, end jeg regnede med, så jeg nåede hjem til en lille stund med den bærbare på skødet i sofaen og kaffe i koppen på armlænet.

Selvfølgelig skulle jeg min blogroll igennem først. Jeg køber ikke dameblade eller ser ret meget fjernsyn. Jeg læser blogs, når jeg skal slappe af og have lidt indhold ind i min stue. Og der, mit på min blogroll, lå indholdet og ventede på mig. Lykke fra Det Lille Spørgsmål er i gang med en serie, hvor hun har bedt andre om at definere deres drømme, idealer og idéer, og den tråd er i sig selv sindsygt inspirerende og tankevækkende at læse. Og især det sidste indlæg fik mig til at fatte tasterne inden de varslede 16 timer var gået. Her læste jeg nemlig noget, som jeg bare MÅTTE dele med jer a.s.a.p.

Jeg har sjældent læst noget, der i den grad rammer præcist ind i hjertekulen af mine egne tanker, visioner og idealer for mit fag. (Det skulle lige være videoen her, som jeg i vildskab stadig deler ud til alle, der gider at se den) Det er Louise fra bloggen Hold Af der skriver. Og hun skriver om at gøre en forskel for sine elever. En forskel for mennesker, der har mistet troen på, at de er noget værd, og at de kan blive til noget. Hun gør en forskel ved at holde af dem og ved at vise dem det. Ved at være positiv over for dem og deres evner og drømme. Ved at respektere dem som ligeværdige mennesker og ikke tale ned til dem i sin undervisning. Jeg vil ikke gentage for meget af det her, for jeg synes egentlig hellere I selv skal klikke jer hen og læse Louises egne ord. Ord, som hun vel at mærke er blevet kritiseret for at gøre for lyserøde og optimistiske i forhold til virkeligheden. Måske. Men hvor mange kender vi ikke, der gør det modsatte, og maler hele paletten sort og pessimistisk. Jeg, personligt, nyder at møde et menneske med en ægte positiv og optimistisk tilgang til livet. Og jeg tror, det er lige netop den tilgang, der betyder en verden til forskel for hendes elever.

Vigtige tanker om kreativitet, uddannelse og intelligens

Jeg så denne video ved DFO i dag, og ikke blot er det Graphic recording at it's finest (som jeg falder i svime over), men det er også virkelig virkelig VIRKELIG godt formuleret:

Jeg er nysgerrig. Hvad er dine tanker om den folkeskole regeringen forsøger at skabe lige nu?

Apropos kunst og børn

..og det jeg henviser til i det forrige indlæg. Så skal jeg i dag se hende her live i Frederikssund:

Og det samme skal Tredjeklassen.

Og det er ikke særligt ofte, at nogen får lov til at se hende, da hun ikke kommer så tit ud.

Det er et af mine favoritmalerier fra min favoritperiode af alle tider, nemlig det moderne gennembrud. I 1904 malede Willumsen sin Bjergbestigerske, og hvilken girlpower han har formået at fantasere sig til i begyndelsen af det forrige århundrede. Og i dag skal jeg se det i virkeligheden. Det glæder jeg mig altså ret meget til!

Har børn og unge ret til kunst og kultur?

Føler du også, at kunst og kultur er en naturlig del af dit liv, måske endda en livsnerve for dig, og derfor også rettighed, som alle burde have muligheden for at opleve?

Finder du også dig selv hensat til en anden verden, en anden tid og et andet univers, når du sidder i et rum som dette?

Kan dette instrument også tryllebinde dig, så du glemmer alt omkring dig og lader dine følelser komme frit frem via tonernes snoede veje?

Kan du også finde dig selv fastlåst til et billede som dette, hvor du konstant oplever nye måder at se og forstå mennesker og verden på?

Det handler om kunst, om at arbejde med kunsten, at undervise i kunsten, at læse kunsten, at skabe kunsten, at bruge kunsten og at vigtigst af alt, at opleve kunsten. Det handler om at man via kunsten kan få, lære og opleve noget, som ikke findes andre steder....mener jeg anywhos.

De praktisk-musiske fag nedprioriteres konstant i den danske folkeskole, og med Statsministerens nytårstale tyder det ikke på, at de vil blive prioriteret højere i den nærmeste fremtid.

Nordisk Råds Kultur- og Uddannelsesudvalg, har derfor lavet et forslag til

en deklaration (klik på ordet, hvis du vil læse deklarationen)

om børns ret til kreativ udvikling i skolen. Deklarationen behandles for tiden i de forskellige nordiske lande og den 22. februar er finder der en høring sted, som vil tage emnet op til debat. Du er også inviteret!

Tid: Mandag 22. februar 2010 kl. 13-15
Sted: Dansehallerne, Pasteursvej 14, 1778 København V

Du kan læse mere om baggrunden for deklarationen og samarbejdspartnerne for høringen på www.kulturforborn.dk. Det er også her du kan tilmelde dig til høringen. Det er gratis, men kræver tilmelding.

Ses vi derinde?

Normalitet og diagnoser #2

Mange tak for jeres tid og jeres mange gode kommentarer! Jeg er helt overrasket (og glad) over, hvilken nerve jeg lige trådte på der. Det er dejligt, at få lidt feedback på mine tanker omkring netop dette emne. Især fordi det jo fylder meget i min hverdag som lærer.

Jeg har valgt at lade mine svar på jeres kommentarer være et nyt indlæg, da det bliver temmelig langt, og jeg også synes jeg skylder jeres velovervejede svar en ordentlig feedback fra mig, som jo var den der kastede bolden op i luften til at begynde med. Nye læsere kan læse kommentarerne i det foregående indlæg.

Nette - jeg vil med glæde høre mere fra dig. Jeg venter, til du igen har overskuddet til det.

Janne Møller Olsen - Jeg har tidligere været omkring den ene af bøgerne du nævner: "Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed", og jeg tror meget på relationen i det pædagogiske arbejde vi gør både som lærere og pædagoger. Som lærer er der tre felter der er centrale: Klasseledelsen (kan du lede klassen mod de mål du har sat dig?), fagdidaktikken (viden om, kompetence i, kærlighed til faget og formidlingen af disse) OG RELATIONEN. I min optik står den sidste først. Uden den er de to andre praktisk talt umulige at gennemføre. Men det er også den del, der er sværest at lære, hvis man ikke har evnen til at danne relationer med børnene i sig. Mere om det til sidst i indlægget her..

Katrine - hvad gjorde man så i den periode i mellem den tid, hvor man slog børnene og i dag, hvor man diagnostiserer dem? Det er jo alligevel omtrendt 20 år vi taler om, mindst. Hvad gjorde lærerne i vores folkeskoleklasse? Jeg kan simpelthen ikk ehuske det. Men jeg kan huske, at de ikke slog os og der var ingen børn i min klasse, der havde en diagnose. Men vi havde dog pænt mange ballademagere. Jeg er helt enig med dig i, at det handler om empatien. Om at kunne sætte sig i barnets sted, huske hvordan det er, forestille sig, hvordan det er eller uddanne sig til at vide hvordan det er at været det barn lige netop i den situation. Igen – relationen lærer og elev i mellem er central!

Marian - Tusind tak for dit lange svar! Det var meget interessant at læse. Jeg kan godt følge din tanke om, at det er at flytte ansvaret til individet, hvilket også er det der fokuseres på i den artikel Anne har linket til (jeg er for øvrigt ligeglad med, hvor han kommer fra eller hvilken tro han har, så længe han har noget fornuftigt på hjerte :-)). Jeg tænker også over det du skriver med at uopdragne unger kunne få et par på skrinet engang og det virkede dengang. Hvorfor virkede et par på skrinet på de børn, når diagnoserne i dag er så komplekse i deres udredning af den enkelte sygdom? Kan et par på skrinet og dermed magt og stærk brug af autoritet undertrykke svag central kohærens, hyperaktivitet, opmærksomhedsforstyrrelse og hypersensivitet, blot for at nævne et par symptomer? I så fald er medicineringen og slagene jo lige med ét = at presse børnenes affekt og ekspresivitet ned...eller hvad? Jeg spørger, fordi du lyder til at vide meget om emnet og måske kan svare på det? Ikke fordi jeg tror du har den holdning at det er ok at slå børn eller at det er det samme. Blot for at undgå misforståelser. Jeg kan godt følge din tanke om at samfundet har et behov for at kontrollere naturen, og at vi dermed bevæger os væk fra de naturlige menneskelige reaktioner.

For øvrigt de samme menneskelige reaktionsmønstre som vi samtidigt elsker at hylde i film, romaner og kunstens verden. Blot en strøtanke om ironien i dette.

Anne – Jeg har ikke læst artiklen før, og er rigtig glad for dit direkte link. Den var vildt interessant og sætter ord på mange af de samme tanker, som jeg selv gør og gør mig i mit job. Og jeg er enig med ham i, at det er ambivalent, da man ikke kommer langt med hjælp fra systemet uden diagnosen eller den faglige vurdering generelt.

Hvad mon det ville koste os, økonomisk og personligt, at lade systemet tilpasse sig børnene i stedet for det modsatte, som han også nævner? Og modsat, er det så ikke en god ting, at vi som mennekser lærer at tilpasse os fællesskabet i den grad at vi oplever, at hele verden ikke drejer sig om os og vores personlige behov hele tiden. Blot en tanke jeg fik ved læsningen af artiklen.

Marina – Du har jo netop fat i det samme problem, som beskrives i artiklen Anne henviser til. Det at det er svært at råbe systemet op, med mindre man kan lægge et par mursten af udredninger og psykologiske vurderinger. Jeg er slet ikke itvivl om, at der er mange børn der finder ro og hjælp i disse papirer og konklusioner, og at medicineringen hjælper dem til at få et bedre liv. Og jeg vil gerne understrege, at jeg er ikke ude efter nogen i denne debat – tværtimod ønsker jeg blot at reflektere over, hvordan udbredelsen af diagnoserne og dermed også behovet for at kategorisere dem, som falder uden for normaliteten, er opstået. Jeg kender mange af disse børn (og voksne) personligt via mit job og mit privatliv, og solstrålehistorierne overgår klart de mere triste. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvad relationsarbejde og mere one on one ville have gjort for de samme børn, som mediscineringen nu gør i stedet. Jeg tror, de vill ehave opnået nogle andre redskaber, og måske endda have lært at bruge disse med de udfordringer de nu har, i stedet for at læne sig op af medicinen og trygt stole på den. Jeg ved godt, at det er en kombination af de to i de fleste tilfælde, men hvad nu hvis vi sagde, at det var ok at være lidt anderledes og i stedet prøvede at indrette os efter det som lærere?

Nette – så kom du alligevel igen :-) Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra min egen personlige holdning, og kan samtidig sige, at der sikkert vil komme folk på jeres vej, som vil have noget i mod et barn som dit. Og et barn som mit og mange andre børn af forskellige årsager. Jeg tror ikke det kan sættes under vanskelige børn alene, men det er klart, de fylder mere og kommer nemmere i klinch med andre.

I de ti år (7, hvis du ikke tæller USA-tiden med, hvor jeg egentlig var hjemmegående), hvor jeg har været lærer har jeg aldrig haft behov for at henvende mig til PPR om en vanskelig elev. Og jeg har haft en del af disse i den tid – også af eget fri valg, da jeg nyder at arbejde med den type unge. Det siger jeg ikke for at hæve mig selv som den store alvidende pædagog, men for at understrege en vigtig ting. Nemlig den støtte og opbakning jeg har fået af mine kolleger og min ledelse. Med den i ryggen har jeg kunne give den en ekstra skalle i relationen med den enkelte elev og tage mig tiden til at komme tæt nok på både barnet og forældrene til at vi kunne starte et samarbejde, der kunne hjælpe barnet videre. Et samarbejde der kunne hjælpe til at barnet selv lærte at tage kontrollen og styre uden om de situationer, hvor de netop ville miste den selvsamme kontrol. Det er klart, at de børn der havde diagnoserne med sig i langt højere grad var nemmere at gå til fra starten, fordi man havde symptomerne og udfrodringerne skrevet ned på skrift foran sig, som man så kunne tage udgangspunkt i. Men der er jo rigtig mange børn i skolen, som ikke er diagnosebørn, men blot er skilsmissebørn, nøglebørn der savner sine forældre, omsorgssvigtede børn eller dårligt opdragede børn. Vi skal som lærere, summe dem alle, og det kan vi ikke, da vi kun er mennesker. Men vi kan sørge for, at alle børnene har mindst én voksen på skolen, der rummer dem og som de føler sig tillidsfulde overfor. èn voksen de ved, de kan komme til, hvis lokummet brænder. èn voksen, der kan fortælle de andre voksne, når de kommer og brokker sig, hvor dejligt et menneske dette barn er, når man bare lige husker at…osv. Det er mit mål som lærer at huske det – hver dag. Jeg håber dit barn, Nette, og mit eget og alle andres børn finder sådan en voksen på deres vej.

Det blev et rodet indlæg uden megen hoved og hale, men det illustrerer på en måde meget godt alle de tanker jeg har om emnet. Jeg fik en mail fra en af mine barndomsveninder, hvor hun ønskede at kommentere på indlægget pga. hendes egen søn. Hun sidder netop nu og kæmper for at få en eller anden form for diagnose på ham, som hende og hendes mand så kan arbejde videre ud fra. Jeg fornemmer, at de er et af de mange forældrepar, der har famlet rundt i mørket for at forstå deres barn og de udfordringer det oplever og netop får nogle svar ved at få papir på disse udfrodringer fra en autoritet på området. Så spørgsmålet har mere end blot en faglig interesse for mig, både pga. hendes historie, men også fordi jeg selv er mor til en to-årig dreng, som ingen aner hvor ender henne i verden. Ham og hans søskende kan lige så godt blive den læreren ser sig gal på og i sidste ende skriver til PPR om. Og hvad så?

Jeg kan i sidst ende kun klappe i mine små hænder over, at vi dog er blevet klogere siden vi lappede lusninger ud til dem der brød normen og systemet og samtidig glæde mig over, at der, trods alt, i dag er langt større frihed både i skolen men også i samfundet generelt, til at være et individ med de særheder det så må indebære. Måske er diagnoserne egentlig bare en hyldest til dette? Hvis vi kunne få sygeliggørelsen taget af mærkaterne og istedet hylde det særegne ved at være autist eller ADHD-menneske, så tror jeg vi ville komme langt. Og så lader jeg som om medicineringen ikke eksisterer i det naive billede jeg lige malede der, ikke?

Normalitet og diagnoser

Jeg har været på kursus i dag – om inklusion i folkeskolen. Det er ikke så meget det, dette indlæg skal handle om. Men det er noget, der blev sagt til mig på kurset. Noget der startede en undring eller en tænkning inde i mig.

Psykolog Bo Hejlskov Jørgensen snakkede om normalitet og om at handle i affekt i forhold til de børn, der bryder ud af rammen i den normale skoleklasse. Han kom bl.a. ind på, at børnene ikke er frække, provokerende eller voldelige af ønske, men af nødvendighed, fordi det er den eneste løsning de kan se, når de føler sig presset af en autoritet. Det handler om atde føler at de mister kontrolen og dermed evnen til at styre sig selv uden om konflikterne. Det var alt sammen meget relevant, og han forstod at fortælle om det, så det blev nærværende og interessant for alle. Det der slog mig mest i det han sagde, var da han talte om alle de diagnoser børn fik i dag. Vi har lang flere diagnostiserede børn med Asberger, ADHD, Tourette, Autisme osv. Hvorfor har vi det? Er det samfundet? Er det kemikalierne? Er det generne, miljøet eller opdragelsen? Han havde ikke svaret, men han pointerede, at de som psykologer og sundhedssystem ikke tog nogen ind og diagnostiserede dem med mindre de havde fået en henvisning….fra en lærer fx!

Så måske er der ikke kun flere diagnoser, måske er der bare flere henvisninger fra skolerne, som så ender i diagnoser, fordi skolen og forældrene har behovet for at få ord på det unormale? Måske er det skolens krav, metoder og rammer der er skyld i de mange flere diagnoser. I følge ham, har folkeskolen måske ikke været god nok til at finde de rette metoder og rammer for disse børn og derfor skiller de sig pludselig mere ud end før.

Er vi virkelig blevet så meget mindre rummelige? Eller er den undervisning, der foregår i skolen i dag blot mere synliggørende overfor de elever, der bryder normalrammen? Og er det så nødvendigvis en negativ ting? Hvad tænker I om den måde, vi i dag er blevet et diagnosesamfund, som sætter mærkater på hinanden for måske bedre at kunne forstå det menneske, der findes inde under mærkaten?

Jeg tænker lige lidt videre over det og så skal I nok få min egen holdning til det senere.

Tanker om mit liv som (folkeskole)lærer

Jeg er inde i en periode, hvor jeg virkelig tænker meget over, hvad jeg vil med mit liv. Man skulle tro, at jeg i en alder af 34 år ville være nogenlunde bevidst om dette. Det har jeg også været siden jeg i 2000 blev færdiguddannet som lærer. De sidste tre års fravær fra lærer- og arbejdslivet satte den forestilling endnu mere fast, så det overrasker mig en hel del, at jeg nu sidder her og tænker, som jeg gør.

Det er mit første møde med folkeskolen, først den ene i Hellerup og derefter den nuværende her i forstadsbyen, hvor jeg også bor. Er det hvad folkeskolen gør ved sine lærere? Får dem til at tvivle på, om de er det rigtige sted og i det rigtige job. Hvad er det, der får mig til at sætte spørgsmålstegn ved noget, som jeg så længe har været 100% fasttømret ved? Er det skolen? Er det mig? Er det tiden/alderen?

Når jeg tænker tilbage, så må jeg nok også indrømme at mine tidligere jobs har haft en flig af "noget andet" i sig. Min tid som efterskolelærer var fantastisk, måske fordi det var 50% socialpædagogisk arbejde, hvor jeg fik lov at rykke med ungerne og være med til at hjælpe dem til at gøre en forskel for sig selv i deres liv. Og så gav det mig muligheden for at arbejde rigtig meget med de to ting jeg elsker - billeder og ord. Danskfaget og billedkunstfaget var de sidste 50% af det job.

Forsøgsskolen var noget helt andet, og så alligevel ikke. Her fik min kreativitet med ordene og billederne også lov at flyde frit, det socialpædagogiske var nedtonet, men vi var stadig i øjenhøjde med ungerne, og der var aldrig nogen tvivl om, at de var de vigtigste brikker i vores job. Og så var der alt det andet. Artikelskrivningen, formidlingen, det eksperimenterende undervisningsarbejde, dokumenteringen, teamsamarbejdet, intensiteten og måske det der allermest betød noget - bekræftelsen. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde fat i noget vigtigt. Jeg vidste noget, som andre kunne bruge til noget. Og som jeg selv havde lyst til at komme dybere ned i.

Fælles for alle de ovenstående jobs er også, at det var de store børn, jeg legede med. 8. til 10. klasses børn, som var pubertetsforvirrede, teenagefrække, møgprovokerende, ungdomssløve og helt igennem fantastiske i min optik.

Jeg er splittet, fordi når jeg sidder og beskriver de to ovenstående jobs, så kan jeg mærke sommerfuglene inde i maven og glæden boble i brystet. Det er som om, at jeg glæder mig til at arbejde med lige netop dét igen. Og jeg ved jo godt, at når jeg føler sådan, så er jeg på rette spor. Jeg er på min hylde. Jeg ved jo godt, at lærerfaget ER det jeg brænder for.

Måske er jeg bare landet i den forkerte reol for et kort øjeblik?

Jeg er splittet, fordi jeg er rigtig meget glad for at have mit job lige rundt om hjørnet, så min fritid rent faktisk er fritid, som jeg kan bruge på mig selv, Skrupsakken og Manden. Det er der mit liv er lige nu - ved dem. Men 3. og 1. klasse, det er bare ikke mig. Det må jeg jo nok også erkende.

Jeg tænker lidt, at jeg må tilbage til det med kreativiteten (ja, jeg tænker lige løbende med jeg skriver. Der ikke den store disposition bag dette indlæg, sorry guys!) Hvordan kan jeg gøre denne reol til den rigtige for mig? Skal jeg flytte hylderne lidt, lægge nogle nye bøger ind på dem? Kan den males? Skal jeg selv rykke et par hylder op, hvis det da overhovedet er muligt? Det er jo ikke sikkert, der lige er en plads i udskolingen efter sommerferien, bare fordi AB lige synes det kunne være sjovt. Eller skal reolen have et ryk til et andet hjørne? Samme reol - ny location.

Min filosofi har altid været, at alting sker for en grund. Hvis jeg skal efterleve dette, hvad er så min grund til at sidde på denne folkeskole nu, efter at have haft alle de store drømme om at ville noget mere eller noget andet? Og hvad kan jeg selv gøre for at vende min utilfredshed? Der er jo ingen andre, der gør det for mig, så det er ligesom lidt op til mig selv, ikke?

Det nemmeste er at stikke halen mellem benene, så snart duften i bageriet ikke lige behager én. Det tror jeg, vi er rigtig gode til i min generation - inklusiv mig selv sagde Hunden. Jeg har to kolleger, der begge har været på skolen i 40 år i år. Den ene var til audiens ved Dronningen i torsdags. Den anden har haft et jobskifte undervejs, fra én folkeskole til en anden, så hun er desværre ikke værdig hos Dronningen (!!??...og så har vi lige emnet til et andet indlæg om forældede traditioner i vores kongehus!). Hun er 63 år og kunne gå af fra i går, men hun bliver hængende. Hun elsker sit job i folkeskolen og ville ikke bytte for noget som helst. Hvad ser hun, som jeg ikke ser?

Jeg tænker videre. Måske er det bare helt normale tanker at have som forholdsvis nybagt mor, der slås med spændingsfeltet mellem ambitioner og familieliv.

Feel free to comment any time! Jeg kan bruge alle de input, jeg kan få lige nu, for tankerne er begyndt at køre en lille smule i ring, og de trænger helt sikkert til et ryk ud af rillen.