"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy." - Martin Luther King, JrOvenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?
Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that."Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King "Strength to love". I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.
Katrine sendte mig denne video på facebook i går, og den MÅ jeg bare dele med jer:
Tusind tak Katrine!
Jeg var på kursus i går og der blev vi introduceret for den sidste strofe, den som blev bortcensureret, af PH’s “Man binder os på mund og hånd” fra 1940. Det er faktisk sangens tredje strofe, og den lyder sådan her:
Sel' når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn'skenes ord.
Hva' hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn'ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.
Ret tydeligt, hvorfor det blev bortcensureret, og jeg synes faktisk det er en fantastisk flot strofe. Tankevækkende, hvor aktuel den stadig er i dag.
Jeg kendte den ikke. Gjorde du?
På min Billedguide fortæller jeg lige nu om denne bog:
Og se lige, hvem der dukker op i sin rødblomstrede skjorte og allerbedste billedkunstlærerøjemålning på side 76:
Og de fire elever på krydsstolene på side 77 er mine! MINE! Muuuuahhhaaahaa (meget lærerstolt fjæs).
Hvis min skole havde sådan et gymnastikbaderum, så ville jeg tage min bærbare med derover og lave al min forberedelse der på bænken ved siden af Kong Neptun!
Jeg er simpelthen så pissestolt over at have været med i en lille bitte del af tilblivelsen af denne smukke og kloge bog. Og jeg er endnu mere stolt over at se min Ottendeklasse fordybet i tegneprocessen på Glyptoteket på flere af bogens sider. Tusind tusind tak for muligheden Anne!
Læs mere om bogen HER.
At have den slags dage, hvor det føles som om, du og verden taler to forskellige sprog?
Sådan en dag var i dag vist.
Og den endte med, at jeg tog en skive af min tommelfinger. Lige der midt i persillen. Tjaa, så’n kan dage jo også være.
Det var min sidste kommentar til Ottendeklassen i dag efter tre absolut fantastiske lektioner om ansvar og demokrati. Der er håb for vores fremtidige samfund, når vi har børn, der siger:
Vi kom omkring usikre teenagepiger og selvsikre teenagedrenge, og de forskellige opdragelsesmønstre, der måske ligger der bag. Vi kom omkring, hvordan man kan vise sig selv kærlighed og tage ansvar for sig selv, ved at unde sig selv en god uddannelse, nogle gode og ægte venskaber og en masse positiv anerkendelse og accept indefra. Vi kom omkring, det at høre: “Har du, har du, har du…lavet, gjort, husket, osv.?” Mens man inderst inde tænker: “Er jeg, er jeg, er jeg…god nok, dygtig nok, smuk nok, tynd nok, en god nok ven, en god nok datter, populær nok osv.?” Vi kom omkring diktatur, demokrati og filmplakater. Ja, vi kan vist godt sige, at vi kom vidt omkring.
Og de slutter så lige timen af med at finde en pladsfordeling i klassen 100% på egen hånd, med mig uden for døren, hvor alle 16 bliver hørt, respekteret og taget hensyn til. Også de, der ikke var der til at tale deres egen sag. Og sørme om ikke også lærerens behov for at isolere nogen elever fra hinanden, som en forebyggende del af en støjdæmpende foranstaltning i klassen, blev hørt.
Jeg tror nok lige, at jeg gik ned og bottede i bothårnet på lærerværelset bagefter. Hvis ikke det var en succestime at botte i hornet for, så ved jeg sgu ikke hvad er!
Jeg glemte nemlig min taske på skolen, så nu ligger de 16 stile og diktater deroppe og griner af mig. Og frisøren var hurtigere og dygtigere OG billigere, end jeg regnede med, så jeg nåede hjem til en lille stund med den bærbare på skødet i sofaen og kaffe i koppen på armlænet.
Selvfølgelig skulle jeg min blogroll igennem først. Jeg køber ikke dameblade eller ser ret meget fjernsyn. Jeg læser blogs, når jeg skal slappe af og have lidt indhold ind i min stue. Og der, mit på min blogroll, lå indholdet og ventede på mig. Lykke fra Det Lille Spørgsmål er i gang med en serie, hvor hun har bedt andre om at definere deres drømme, idealer og idéer, og den tråd er i sig selv sindsygt inspirerende og tankevækkende at læse. Og især det sidste indlæg fik mig til at fatte tasterne inden de varslede 16 timer var gået. Her læste jeg nemlig noget, som jeg bare MÅTTE dele med jer a.s.a.p.
Jeg har sjældent læst noget, der i den grad rammer præcist ind i hjertekulen af mine egne tanker, visioner og idealer for mit fag. (Det skulle lige være videoen her, som jeg i vildskab stadig deler ud til alle, der gider at se den) Det er Louise fra bloggen Hold Af der skriver. Og hun skriver om at gøre en forskel for sine elever. En forskel for mennesker, der har mistet troen på, at de er noget værd, og at de kan blive til noget. Hun gør en forskel ved at holde af dem og ved at vise dem det. Ved at være positiv over for dem og deres evner og drømme. Ved at respektere dem som ligeværdige mennesker og ikke tale ned til dem i sin undervisning. Jeg vil ikke gentage for meget af det her, for jeg synes egentlig hellere I selv skal klikke jer hen og læse Louises egne ord. Ord, som hun vel at mærke er blevet kritiseret for at gøre for lyserøde og optimistiske i forhold til virkeligheden. Måske. Men hvor mange kender vi ikke, der gør det modsatte, og maler hele paletten sort og pessimistisk. Jeg, personligt, nyder at møde et menneske med en ægte positiv og optimistisk tilgang til livet. Og jeg tror, det er lige netop den tilgang, der betyder en verden til forskel for hendes elever.
…havde begge rod i Afrika:
“Verden, den er stor. Mærk dig mine ord. Jeg trives hvor jeg bor. Men jeg savner Sudan og den røde jord. Min far, min søster og min bror... ye-ah” (Natasja)
"Selve mit hus og have og hele farmen her holder jeg så ubeskrivelig meget af; jeg har en følelse, som man hjemme sjælden kender, af at jeg har skabt dette selv, og at det er en del af mig. Hvis Du nogensinde kommer herud, hvad der var den største glæde, jeg kunne tænke mig i verden, vil du også nok komme til at synes om det, og til at forstå, at jeg på en måde her er blevet til det, som var meningen med mig…". (Blixen)
…var begge splittet mellem to meget forskellige kulturer:
“Skal jeg blive hos min mor. Og de hårde vintre i det kolde Nord. Eller skal jeg søge sydpå ad tropiske rytmespor. Hjælp mig Odin og Thor!” (Natasja)
"Livet herude er mer brutalt og ville vist ryste dig mer end selv de værste afsløringer fra livet hjemme; jeg, for et menneske, vil hellere have det sådan, men forstår derfor godt lykken - og charmen, - ved en stille, fredlyst plet, som lukker øjnene og dørene for al brutalitet." (Blixen)
…var begge fortalere for ligeværd og frihed:
"To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige." (Blixen)
“Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind. Fuld galop i den varme ørkenvind. Hesten den er døbt og købt af Bin Laden, jeg vinder løbet som den første kvinde, og Sudan er over ende...” (Natasja)
…var begge farverige personligheder, der nød vildskaben i livet:
"Jeg har i fire uger besøgt de lykkelige jagtmarker og kommer lige ud fra dybet af den store vilde naturs herlighed, fra urtidens liv idag som for tusend år siden, fra mødet med de store rovdyr, som betager én, som man får på hjernen, så at man ikke synes, der er andet værd at leve for end løver." (Blixen)
“Gæt hvem der er tilbage i fulde fægt og fyrer op forbi og knægt og fyrer op i den vildeste soundselector.
Jajajjusha
Hold fast og giv den gas hit på glas??? Sæt fast på den ass tjek mit stach og kom på plads.
Jeg skruer lyden op for Gud og hver mand i det ganske land, har det I mangler til den søde tand og folk der danser i mit kølvand.” (Natasja)
…var begge meget bevidste om poesiens magt:
“Jeg skriver sange om blandet blod om den storm, der raser i mit hoved'. Om at vælge eller vrage, om at være, om at vise mod...overskud” (Natasja)
“Det er upraktisk, Det er dårlig økonomi, at måtte holde sig med maskingeværer, fordi ens ord har mistet sin kraft.” (Blixen)
…rasede begge mod normerne og de snævre rammer:
"Jeg skulde naturligvis have bestemt for mig selv; men her kom igen den underlige Modstand mod alt, som paa nogen Maade var udenfor den snevre Cirkel hjemme, og den underlige Magt de havde, at man altid syntes man havde Uret, naar man gik imod dem. Hvad tænkte de sig? Ja, de tænkte sig vel nærmest Giftermaal som vor Fremtid." (Blixen)
“Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind. Men der vil altid være en Pia, en Johnny og en Evensen, der synes, jeg er for dum og grim og bør sendes hjem. Men fuck nu dem, for jeg ved at hele verden er mit hjem. Kom igen! I Sudan har jeg kærlighed og slægt Men mangler karrieren og skal ik' giftes væk” (Natasja)
Mangler jeg noget?
“Problemet er jo, at når to mennesker elsker hinanden så meget, at de får et barn, så kommer der en til verden, som de elsker mere end hinanden…Nu har vi tre børn sammen, og det vil sige, at der er tre, der kommer før ham. Hvorfor er det så, at han bedre kan finde ud af også at have overskud til mig, end jeg til ham?”
UPDATE #4: Her er præmien du kan vinde!
Jeg ved nu, at jeg sætter mig selv i bås med det nogen kalder rødvinsgenerationen, når jeg endnu engang taler højt om min kærlighed til Dissing, Dissing, Las og Dissing. I hvert fald hvis jeg skal dømme ud fra gennemsnitsalderen på publikummet til koncerten i den nordjyske havneby for en uges tid siden.
Eller måske siger det mere om gennemsnitsalderen på beboerne, der er tilbage i havnebyen efter den ene større virkesomhed efter den anden er lukket ned? Det er nok ikke helt skævt, hvis man samtidig ser på antallet af skolesammenlægninger og -lukninger i det seneste udspil fra de kommunale politikere.
Eller måske siger det bare noget om, at dem der er over halvtreds er dem, der forstår at gå ud og nyde en god aften i hinandens selskab og med god livemusik? I så fald lad dette være en opsang til alle jer unge nordjyder! Kan I så komme op af sofaen og ud og vis flaget for generation X og derunder.
Uanset hvilket segment min musiksmag placerer mig i, så er jeg ikke et sekund nervøs for at sige, at jeg helt og aldeles elsker de fire mænd og det de gør sammen med musik, tekster og gode historier. De spiller musik med hjerte i. Musik der giver mig klumper i halsen og saltet vand på kinden nummer efter nummer, og som samtidigt får mig til at tænke over det samfund, jeg er et (forbandet) forpligtet medlem af.
Povls underfundige stemme og halvfilosofiske historier mellem numrene var så fabulerende og flyvske (og alligevel sneg der sig uundgåeligt associationer til Toget Thomas ind, noget jeg sjovt nok ikke oplevede, da jeg hørte dem første gang for seks år siden) at de på én gang både tabte og fangede mig igen. Jeg plejer at sige til mine elever, når de skriver dansk stil, at en forfatter skal have sin læser i hånden hele vejen, så læseren aldrig farer vild i historien. Jeg fór vild den aften, gentagne gange, men sangenes indhold og mening holdte mig i hånden, så jeg aldrig følte mig FORTABT:
Nu var det måske også lidt fordi jeg var sammen med min SALIGE SØREN, at jeg følte mig som HAVFRUEN med følelserne udenpå tøjet (et nummer, der er en af mine personlige favoritter ene og alene pga. titlen):
Et er sikkert, jeg vil gerne blive ved med at FISKE EFTER STJERNERNE med de fire:
Mit sidste indlæg har spøgt og spøger stadig i mit hovede. Jeg kan ikke skrive flere indlæg her på bloggen om sommerferiesjov, Læsøture, lummerhaler som er hummerhaler, musikoplevelser osv, inden jeg får kommenteret yderligere på det indlæg. Flo kommenterede til indlægget, at det er smukt at donere, men det er bedre at være der personligt. Det er i hvert fald min konklusion på hendes gode kommentar. Og der ramte hun et ømt punkt for mig. Jeg tog det nært og blev ked af det, fordi jeg i forvejen havde dårlig samvittighed over ikke at have gjort noget endnu. Og hun har 100% ret. Det var ikke meningen at mit indlæg skulle handle om, at vi ville handle ved at donere penge til en forening. Det er blot én måde at hjælpe på, når man står magtesløs som pårørende. Og når man står med sygdommen på tæt hold, som Nette også kommenterede, så bliver den pludselig meget håndgribelig og konkret, og det bliver meget klart og tydeligt hvad ens penge går til, når man donerer til Kræftens bekæmpelse eller Foreningen Cancerramte børn. Flosklen: “Det sker kun for naboen” bliver pludselig vendt til: “Det kunne også ske for mit barn”, og det skræmmer livet ud af mig at tænke på.
For tiden holder jeg ferie med mit barn. Vi er sammen 24-7 (selv på toilettet følger han efter mig) og jeg er ved at få spat af alle hans spørgsmål, al hans tummel oven på mig, al hans snik-snak, alle hans jeg gider ikke’r, al hans kedsomhed, når hans forældre bare vil dase, og i morges var jeg ved at bide hovedet af ham, fordi han ikke bare kunne sidde helt stille og se fjernsyn i vores seng, mens vi tog os en lille halv time mere i slumreland. Og så slog det mig: Stå nu op kvinde! Og vær sammen med dit barn og nyd ham. NU for fanden! Og jeg blev helt vred på mig selv, som jeg desværre lod gå ud over manden ved siden af mig. Typisk. Dobbelt selvvrede.
For faktum er, at han jo er den mest vidunderlige dreng og han har været fantastisk at holde ferie med. Og det endte med at vi satte os, efter havregrynnene var indtaget og kaffen var drukket i den hyggeligste tosomhed, og malede et maleri til pigen på Riget. En stor stærk løve skulle hun have til at hjælpe sig med kampen, og det får hun i morgen.
Skrupsakken synes det var lidt svært at forstå, at han ikke selv må komme med på besøg, og vi måtte forklare at pigen er meget syg og ikke må være sammen med børn som ham selv. Det var først da vi sagde, at hun heller ikke måtte komme i vuggestue, at han forstod det, for han må jo heller ikke selv komme i vuggestue, når han er syg. Så vi tager løven med for ham. Og det var ok, tror jeg.
Den bedste måde at handle på, er vel at vise familien, at vi er her og vi ikke forsvinder, bare fordi livet bliver svært og uoverskueligt. Det er jo netop i den slags stunder, at man har behov for venner og familie til at støtte sig op af. Og så mener jeg faktisk også at vi har en forpligtelse i at tage følelserne med os i vores eget liv. Huske os selv på at være taknemmelige for alt det vi har, for det sker jo ikke kun for naboen. For den lille familie vi kender, gik det naboens hus forbi og landede lige inde ved dem selv.
Jeg er netop blevet færdig med din sidste bog “Din næstes hus”, og guderne skal vide, at jeg om nogen havde glædet mig til den kom. I seks år har jeg ventet på mere genialitet fra din hånd efter jeg grovåd “Den lukkede bog” på et døgn og græd bagefter, fordi den var slut og der ikke var mere tilbage i skålen. Jeg kunne have læst den bog i en uge, hvis du bare havde fortsat i samme spor, samme sprog og samme kvinde.
Det gjorde du ikke. Du lod mig hænge i seks år, konstant søgende efter nye fix, der kunne fylde tomrummet efter Frederikkes exit fra mit liv, men ingen kunne helt give mig den samme følelse af sproglig og historisk forundring og glæde. Jeg har endnu ikke oplevet nogen, der på lige raffineret vis på en gang har fået mig som læser fanget helt ind i hovedpersonens verden, samtidig med at du konstant kom med indskudte bemærkninger til mig, for at gøre mig opmærksom på, at jeg jo blot var en beskuer til dette liv. Begrebet frihed forandrede sig for mig, mens jeg læste.
Derfor var det jo næsten ikke fair, da jeg fik dig til at signere din nye bog på bogmessen i den forventning, at den var om ikke bedre, så mindst lige så god som den første. Lad mig konstatere, at jeg synes stadig du er en af Danmarks allerbedste forfattere, der kan noget helt særligt med din måde at bruge din fortæller på. Og jeg beundrer dig for dit mod til at lave en to’er, der ligger så langt fra debutsuccesen og ikke bare rider med på mine og andres ønsker om en ny Lukket Bog.
Og så er jeg lidt skuffet. Ønsket om at læse dine ord i flere uger fik en helt anden betydning i denne bog, for det tog mig bogstaveligt talt flere uger at læse mig igennem den. Den fangede mig bare ikke. Desværre. Jeg VILLE så gerne, at den gjorde, og jeg forsøgte virkelig at lade mig fange ind af Laus’ usympatiske træk, som ikke ligger så langt fra Frederikkes, ligesom deres frihedstrang heller ikke er så forskellige. Forskellen for mig dog, lå i, at på trods af Frederikkes egoisme og skrupelløshed, så fattede jeg sympati med hende. Jeg forstod hende på en eller anden måde ud fra de ønsker og mål hun havde med sit liv. Og de præmisser hun havde at leve ud fra i forhold til tiden og samfundet omkring hende. Men Laus, ham forstod jeg aldrig helt. Måske fordi han er en del af min egen tid og mit eget samfund?
Og så blev du lidt for tænkt, synes jeg. Nogen gange kunne jeg mærke at jeg fik det lidt, som når jeg læser Hanne Vibeke Holst, og bliver træt af at få alt foræret, fordi hun ikke kan slippe kontrollen og vil være sikker på, at vi som læsere har forstået, hvad hun vil med sin historie og sine personer. Sådan fik jeg det også med denne bog. Du behøvede ikke at ridse personernes træk så åbenlyst op som helt ned til Laus’ kolonialindkøb. Jeg havde allerede gættet selv, at han nok var den type der købte: “Gorgonzola, Comté, Chèvre, valnødder, lavendelhonning, rucola, kyllingefilet, pesto, olivenolie, cashewnødder, brød og kiks…” Når jeg vil have udpenslede personkarakteristikker af den slags ser jeg “Kender du typen” og lader andre tegne mennesket for mig, mens jeg gætter med. Når jeg læser litteratur kan jeg godt lide, at forfatteren lader mig lægge en lille del af mig selv ind i historien eller om ikke andet, viser mig den tillid, at jeg godt kan gennemskue hans eller hendes intentioner uden at få det skåret helt ud i pap.
Så Jette, kan vi ikke aftale, at du ikke venter seks år igen, for jeg vil stadig købe en udgivelse fra dig det sekund den kom på hylden. Faktisk håber jeg, at du lige nu sidder og lægger dine sidste ord på en ny roman, så du kan gå på sommerferie med den i trykken. Men så heldig er jeg jo nok ikke…er jeg?
Mange kærlige hilsener
AB
Middag på den Sorte Hest med brødrene mine og deres Hjerter Damer var helt vidunderligt.
Oplevelsen af at gå på toilettet i mellem ret nr. 4 og 5 og og derude i stilheden komme i tanke om, at jeg jo var mor og ikke havde tænkt på mit barn i den sidste times tid var helt vildt underligt.
Jeg blir godt nok lidt skør, et ganske særligt humør, hver gang jeg drikker rødvin.
For snakken gik så vidunderligt og når jeg sidder der med mine tre mænd, to af blod og en af papir, og hvis jeg vandt 10.000.000 i dag, så ville jeg passe på, men håbe på det nok skulle gå og stadig føle at jeg var den rigeste i verden med de tre mænd i mit liv.
Og jeg lod tårerne løbe, da han sang:
Det er helt vid'underligt
Det er helt vildt underligt, at jeg ikke ved
Om jeg nu, er her i morgen.
For det er da helt vidunderligt og helt vildt underligt, at vi ikke ved det – nogen af os, ikke?
Vi tog et nattog hjem og da vi cyklede gennem sommermorgenens svagtoplyste klare duft ville det have været helt naturligt at sige: Hop nu bag på min cykel, slap nu af, vi kan jo godt sidde to.
Og vi var kun to lige der i sommernatten. Og om lidt er vi tre igen, og det er jo også både helt vidunderligt og helt vildt underligt.
(Hvis du skulle være i tvivl efter denne gang ordvrøvl, så havde jeg en fantastisk aften i går med Thomas Buttenschøn, og jeg elsker min mand, savner mit barn og er tosset vild med mine brødre og deres piger.)
Trine har et fantastisk indlæg på sin blog i dag, som alle næsehorn bør læse og lære af.
Jeg måtte altså tegne en lidt blidere udgave af hendes Dotty, for jeg vil så gerne se den anden side af hende også.
Og inden jeg straks ryster opgivende på hovedet af alle de andre næsehorn derude (som jo ville være så dejligt nemt), så vil jeg lige tage et kort sekund og tænke tilbage på de gange, jeg har mødt Dotty i mig selv.
Har vi ikke alle en lille smule Dotty i os, når vi nu skal være helt ærlige? Og hader vi ikke os selv allermest, når vi har den slags dage? Jeg ved, jeg gør.
