Sådan en skovl!

Hørt ved afhentning i børnehaven fredag eftermiddag:

• Mig: Hvad er dog det for en ordentlig bule, du har fået der?
• Skrupsakken: Det var Malthe.
• Mig: Puha da, hvordan kunne det gå til?
• Skrupsakken: En skovl...

AV! It's a hard knock life!

Om at give sit barn gaver

I onsdags gav jeg Skrupsakken et par Spidermanstrømper fra Kvickly. Han sov med dem med indpakning natten til torsdag og de har ikke været af ham siden, bortset fra en vask og tørring fredag nat. Lad os bare konstatere, at han viser en meget stor glæde ved dette lille par strømper ene og alene, fordi Hr. Spiderman nu pryder vristen. Det giver åbenbart street credit mellem en-meterere.

Havde jeg vidst, at han ville være så glad for de par strømper, havde jeg måske købt to par, så vi i det mindste havde et par at skifte mellem. Forhåbentlig er Lynet McQueen ikke gået helt af mode i mellemtiden, så vi stadig har de seks par yndlingsstrømper fra farmor at læne os lidt op af. Jeg var altså ikke bevidst om storheden i min ellers så beskedne lille gave. Men det var han.

Omvendt tror jeg ikke, at han i dag er helt bevidst om storheden i den gave, vi som forældre gav ham i aftes. Vi gik i byen uden ham. Masser af oksemørbrad, rødvin, Tiramisu og voksensnak blev nydt uden hans indblanden. Og vi nød det. 100%. Lige som vi nyder den stille morgen vi har lige nu. Og se lige hvilken gave det betød for ham:

Overnatning og tilhørende leg og hygge med fætter og kusine. Svedige røde kinder. Godnathygge i dynemekka. Fælles opvågen med fnis og kram. Morgenmad med de to sovevenner, onkel, moster, mosse og morfar. Nærhed og varme. Nutellamadder. Tillid til, at der er andre end mor og far der vil ham det godt her i livet. Familiebånd. Familieminder. Venskaber. Jeg kunne blive ved. Storhed med storhed på.

Det er en gave, han endnu ikke helt forstår storheden af. Han ser ikke den street credit, jeg ser. Han ved ikke, hvor dyrebart det er at have familie i sit liv. Familie man kan dele sit liv med. Bedsteforældre man kan læne sig op af. Kusiner, fætre og søskende man kan holde sammen med. Han ved ikke, hvordan det er at være uden. Det ved jeg heller ikke. Men jeg ved, hvordan det er at savne det og være for langt væk fra det. Og jeg ved hvordan det er at se det gro igennem ham, når han tillidsfuldt krammer sin farfar og farmor. Eller kærligt taler om Bedste og bedstefar. Eller nyder det med sin anden store gave på.

Det er ham i smørhullet med Spidermanstrømperne på foden.

Gamle klodser

En skat havde fundet sin vej fra svigerforældrenes loft. Og skatte skal nusses om. Og snakkes om. Og fortælles om. Og genopleves. Og nusses lidt mere.

Og nu gider jeg så heller ikke høre flere gamle soldaterhistorier om Legoklodser. Der var jo lige så mange, som der var klodser. Mange, siger jeg jo!

Men det var hyggeligt. Virkelig hyggeligt! Og ret fantastisk at kunne lade den slags gå i arv.

Der er en lille ny på vej

Jeg har tænkt over alle mulige kreative måder jeg kunne dele denne nyhed med jer. Men faktum er, at der ikke findes andre veje end den direkte, når der er noget så stort på vej. Ikke for mig i hvert tilfælde.

Her ser I grunden til, at jeg er været lidt tom for ord på det sidste:

Det er svært at fokusere på meget andet, når man bærer et nyt lille liv i sig og bare glæder sig som vanvittig til september, hvor man skal møde dette nye lille menneske for første gang. Samtidig er det meget svært for mig at gå med så store nyheder inde i mig. Jeg er en deler, og vi har da også allerede delt glæden med vores nærmeste. Og nu ved mine elever det også og en stor del af mine kolleger, så nu synes jeg også, at I skulle være med vognen.

Det er så stort. Kæmpestort. Også selv om det er anden gang for mig. STORT.

Sparsom med ord

Jeg er sparsom med ordene på bloggen for tiden. Måske fordi, der sker en hel masse, som jeg ikke kan skrive om her på bloggen endnu. Måske fordi der bare ikke sker en hel masse andet end dét. Måske fordi der er så pissehamrende fucking koldt udenfor, at jeg ikke orker at tage hænderne op af lommen mere end højst nødvendigt. Eller måske bare fordi.

Her kommer i hvert tilfælde lidt ord fra hovedet. Om ikke andet så bare for, at I ikke helt forsvinder fra bloggen, mens jeg sparer på ord i kulden.

Illustration af Jørn Villumsen

Jeg bliver lidt ved det med ordene. Vi er nemlig blevet anmodet om, at lade Skrupsakken sprogteste. Der findes åbenbart en sprogvurderingstest for 3-årige, som de i børnehaven gerne ville lade ham prøve. Forundret spurgte jeg dem, om de mente han var sprogligt bagud, selvfølgelig med den klare overbevisning selv, at det var han overhovedet ikke. Men pædagogen sagde noget andet. Hun sagde, at han var svær at vurdere. WTF? Svær at vurdere. Det synes jeg så til gengæld er et svar, der er svært at vurdere som forælder. Nu synes man jo altid selv, at ens eget barn er et, om ikke geni, så et misforstået geni. Og jeg var faktisk lidt paf og småfornærmet på hans og egne vejne bagefter. Både min indre løvemor og ihærdige læsevejleder kom op i mig på samme tid, og jeg endte med høfligt at sige ja tak til sådan en sprogtest. Måske egentlig mest af nysgerrighed.

Illustrationen af Pia Olsen er lånt HER 

Nu har jeg så fået tre ark med hjem, som skal udfyldes af os forældre, hvor vi bl.a. sætter kryds ved de ord, vi ved, han siger i sin daglige tale. Ord der er delt op i kategorier efter ordklasser, substantiver, verber, adjektiver, adverbier osv. ‘Legeplads’, ‘sætte’, ‘hyggelig’ og ‘om’ var et par eksempler. Der var vel 100 ord i alt. Siger han ‘om’? Det kan jeg da ikke huske. Vi prøvede at tænke tilbage til vendinger han bruger. Vi tænkte og tænkte og endte med ikke at sætte krydse i den. Så slog det mig i dag; Forleden sagde han, at der var weekend OM fire dage. PIS! han sagde ‘om’. Kan man nå at rette arket mon? Han skulle jo nødig diagnosticeres som undersprogstimuleret kommende analfabet, fordi moren er glemsom!

Ej, jeg synes faktisk, at det er lige krakilsk nok. Den første del af dette indlæg er skrevet med et gran alvor, for ja, jeg blev sgu lidt stødt over, at de ikke kunne se, hvor dygtig han er sprogligt og hvor stort et ordforråd han rent faktisk har. Og det har han. Det er ikke kun løvemoren, der taler. Og samtidig er jeg altså også sådan lidt ligeglad. Han skal da nok lære det, og han skal nok komme til at sige ‘jeg’ i stedet for ‘mig’ osv. Og hvis ikke, så elsker jeg ham selvfølgelig lige meget af den grund. Needless to say, egentligt. Hvorfor skriver jeg så et indlæg om det?

Det gør jeg, fordi jeg synes altså, at det er tidligt, at man begynder at teste og sætte i værk. I min verden udvikler børn sig i forskelligt tempi, og så længe der ikke er tydelige tegn på direkte understimulering eller udviklingshæmmethed, så er det vel ok, at lade dem være børn lidt endnu. Det minder mig om den amerikanske børnehave, jeg meldte ham ind i, da han var knap et år, hvor han bl.a. skulle kunne drikke af en kop selv, inden han kunne komme fra Infant-gruppen og ind i Toddler-gruppen. Det kunne han, og blev flyttet, og samme eftermiddag måtte jeg stå skoleret, da pædagogerne ikke mente, at han kunne drikke af kop selv. Det viste sig at være en tudekop og ikke en almindelig kop, der var testen. Og nej, han kunne ikke drikke af tudekop, for det havde han aldrig prøvet. Og en rigtig kop, det er jo ligesom først næste trin, ikk’, så ingen havde prøvet at tilbyde ham sådan én. Det bliver så kasseagtigt, at jeg får lyst til at hoppe op på bordet og skrige pik og patter i hovedet på dem. Hvilket for øvrigt ville være den voksne modne måde at klare den sag på. Klart!

Det er da lige meget, om han lige siger de ord, de har valgt, at han skal kunne sige som tre-årig. Når ting bliver firkantet på den måde, så bliver jeg helt vildt barnlig og Rasmus Modsat og så er det, at jeg får lyst til at ringe over i børnehaven midt i frokosttiden og bede dem om, lige at finde hans test frem igen og sætte kryds ved ‘om’, fordi jeg er kommet i tanke om, at han faktisk bruger det ord alligevel. Og så gik der tid med det, ikk’?  Og igen virkeligt modent. Og tænk, jeg er sprognørd, scrabblejunkie og orddribler ind til benet, men selv sådanne kan åbenbart få nok.

Ok, ok, ok, når det så er sagt, og jeg lige maner mig selv til jorden igen, så fint nok med mere opmærksomhed på indlæring og sproglighed i de begyndende år. Det kan en læsevejleder vist ikke være imod. Men læsevejlederen er jo også mor. Og moren, ja hun er nok af en lidt anden mening, end hun lige gik og troede som læsevejleder og dansklærer. Nok egentlig en sund nok lektie at gemme på hardisken, når hovedet lægges på puden i aften.

Glimt fra en tidlig vinterferiemorgen

Det gør ikke så meget, at man bliver vækket kl. 6.20, når det er dette scenarie, der venter én:

Friskbagt sprødt rugbrød fra i aftes med honning, varm kamillete med mælk, tomandsmorgenhygge i sofaen med Yndlingsmeteren og Blå Ko i fjerneren. Jeg har computeren oven på dynen og vil nu rejse en tur rundt i blogland.

Er der forresten nogen af jer, der har været i Budapest? Var det godt? Er det måske dér, vi skal hen, manden og jeg, i Kristi Himmelfartsferien? Hva’?

Aaaaaaaahhhh, life is great!

Tillid my ass!

Jeg havde Skrupsakken med til lægen i dag. Efter 5 hele dage med feber, som gik over i knopper i ansigtet, som gik videre over i tør hoste og snot, som gik over i ondt i maven, mente vi, at det var retfærdigt nok, at vi fik os en tid.

Så pisser det mig simpelthen af, at man bliver mødt med en overbærende og nærmest nedladende sukkende stemme i telefonen i morges, fordi man forsigtigt beder om en konsultation, på deres egen opfordring vel at mærke. En anden læge i det samme hus havde nemlig ved tirsdagens konsultation pointeret, at det var vigtigt, hvis han stadig havde høj feber fredag, at vi ringede og fik en ny tid inden weekenden.

Og så sidder man der med sit sløje afkom på skødet, som er fyldt med røde sårpletter i ansigtet, snot løbende ned af overlæben og hoster som en syg søløve, og bliver kigget på med et overbærende “hvad-sagde-jeg-smil”. Jeg var fandme lige ved at eksplodere. Hvad ligner det, at behandle en bekymret mor sådan, når man sidder i en tillidskrævende postion, som jeg ville mene lægen sidder i. Jeg mener, jeg smiler da ikke overbærende til mine elevers forældre, når de kommer og er oprigtigt bekymret for deres barns ve og vel. Det er jo mit job at tage deres henvendelser alvorligt og ellers lade dem vide, at der ikke er noget at bekymre sig for. På en respektfuld og lyttende måde. Lade dem forstå, at de og deres bekymringer er blevet hørt. Det er faktisk mit job. Og det er vist også en del af hans job, så vidt jeg ved.

Han må sådan set tænke, hvad han vil om mig og mit syge barn, han skal bare lade som om over for mig, at han forstår min bekymring og give mig ro i mit sind ved at fortælle mig, at der ikke er noget alvorligt på spil. Som fx sidste år, hvor jeg sad i lignende situation i samme lægehus med et lignende barn på skødet, blot et år yngre. Og gentagne gange fik at vide, at han er fin, det er bare en virus. En virus som ved røntgenfotografering på sygehuset viste sig at være en lungebetændelse, der havde klappet den ene lunge halvt sammen. Tillid my ass!

Pardon my French, men jeg bander altså, når jeg er gal. So sue me!

Og for god ordens skyld, så tror jeg faktisk, at han ret denne gang, når han siger, at det var tredagesfeber, og at det er gået over i børnesår, og at hosten ikke er alvorlig, og at han er i bedring. Det er bare måden, budskabet bliver formidlet på. Bare lige, så I ikke tror, at jeg er sådan en mor, der kræver, at der skal være noget alvorligt galt med mit barn, når jeg siger det. Jeg er egentlig fornuftig nok på det felt, synes jeg. Måske netop derfor det gør mig så vred at blive behandlet som én, der er hypokonder på sit barns vejne. Jeg behøver ikke en diagnose eller andre klare svar, hvis de ikke kan give det. Jeg vil bare så frygtelig gerne behandles ordentligt, som det voksne fornuftige menneske, jeg selv går rundt og mener at være.

I aften var det mig

Jeg har lige oplevet en situation fra den anden side af bordet.

I aften var det mig, der var moren, der lagde pakker i barnets futsko ved døren, mens han sov.
I aften var det mig, der var moren, der listede omkring med nissens risengrød og lod som om jeg ikke så pakken i mine egne futter.
I aften var det mig der var moren, der næsten ikke kunne falde i søvn, fordi hun var så spændt på at se barnets reaktion i morgen, når skålen med grøden var tom og futterne fyldte med pakker.
I aften var det mig, der opdagede, at jeg var moren til den store dreng, der kunne tegne rigtige mennesker med arme, ben og fingre og forstod alt det der med jul, gaver og nisser 100%.



Tænk, i aften var det mig. Jul kan være magisk.

Idoldyrkelse på en fredag

Man kunne være taget ind i Forum og høre Volbeat i aften. Det kunne man.
Man kunne også tage til Ro’s Torv i Roskilde og se Hr. Skæg tænde juletræet. Det gjorde man.

Hvad Hr. Skæg ikke ved er, at sekundet før dette billede blev taget, hviskede Skrupsakken til mig: “Mor, mig har lavet pøller.”

Og på vej hjem, sagde han træt fra sit sæde på bagsædet: “Mig synes altså Hr. Skæg er meget meget sød.”

Ser du det også?

Det program med babyerne. Der bliver født. Og mødrene. Der føder. Og skriger. Og sygeplejerskerne og jordmødrene. Der er så seje og dygtige og taler britisk og alt muligt. Ser du det?

One born every minute på TV4. Det eneste program på den kanal worth seeing. En time hver tirsdag med konstant klump i halsen og løbende øjne. For mig anyzoo.

Og hvis man er hurtig, kan man nå at slukke inden De unge Mødre går på lige efter. Det program vil jeg helst undlade at kommentere yderligere på her. Det skulle da lige være. Usmageligt. Nå, der røg den ud alligevel. Oh well, shit happens.

Vi ved hvor Julemanden er

Han ligger og sover i en “Hemnes”seng i IKEA i Taastrup. Vi så ham der i lørdags. Se selv:

En total i orden lørdag

Jeg advarer jer, dette indlæg kommer til at emme af overskudsmor og lykkelig børnefamilie. Hvis I ikke kan klare mosten, så blad videre NU.

Det har nemlig været sådan en dag, hvor jeg har haft tid til at bage både grove pølsehorn og pumpkinmuffins med cranberries sammen med Skrupsakken OG vende hele haven på hovedet sammen med faren til førnævnte bagerdreng. Jeg har nu en dreng, der næsten kan lave sådan en bette kun dej selv, inklusive kravle op og ned fra køkkenbord og hente ting i køleskab. Han er simpelthen verdens dygtigste 2,85 årige dreng, og pædagogJyttes ord fra i går om, at han er en dreng der hviler rigtig godt i sig selv, sidder stadig i mig navlet fast med stolthedens bolte. Og så kan jeg fra nu af nyde Magnoliaens smukkeste smukke fra både mit køkken- og stuevindue og glæde mig til at de store røde roser springer ud op af vores hvide haveskur næste sommer. Oven i det havde jeg en hyggelig kaffestund og hyggesnak med venindenaboen og en kærestestund i ro og fred med ham, I ved nok. Og så er vasketøjet sgu også blevet rent, kridttavlen til køkkenet malet med metallak og det nye vasketøjsstativ støbt i jorden.

Efter sådan en dag har vi alle tre sunde røde kinder af efterårsluften udenfor, mens vi spiser flanksteaken til rødvinen og mælken, og vi er trætte i hele kroppen efter dagens mange succeser. Og på sådan en dag er man egentlig temmelig godt tilfreds med sig selv, sin familie og livet. På sådan en dag glemmer man næsten, hvor travl og stresset man kan føle sig midt i ugen. Og på sådan en dag føler man sig helt enormt fantastisk heldig.

Jeg sagde det jo. Det blev rosenrødt. Men det har fandme været en total rosenrød dag, så hvorfor skulle jeg egentlig lade som andet?

Jeg er en fusking overskudsmor efter sådan en dag og dødhamrende stolt af det!

Tirsdage

For et års tid siden sad jeg og skrev om, hvor meget jeg elskede mine tirsdage. Dengang gik jeg hjemme sammen med Skrupsakken i vores hjem i New Jersey. Tirsdag var den ene dag om ugen, hvor vi havde en nanny, der kom fra 10-16 og passede ham den lille, mens jeg havde mig-tid.

Jeg elskede mine tirsdage væk fra forpligtelser, morrolle og børnetid. Ofte tog jeg bare min bærbare og en bog med mig under armen, kørte ud til den nærmeste Borders (en boghandel med kaffebar og internet!) og så sad jeg der og nød roen til at være mig.

Jeg elsker stadig tirsdage. Nu dog af den helt modsatte grund. Om tirsdagen møder jeg nemlig sent, og så har jeg tid til at have de der morgener, I ved nok.

Og her til morgen havde jeg også tid til at lade en dreng på 2 år og 3 måneder kæmpe sig hele vejen hen til vuggestuen på denne her:

Jeg er simpelthen så pissestolt af den dreng! Så er det sagt!

Og jeg slæbte gerne metalbundtet hele vejen hjem igen MED vådt sand på ladet, for at give ham den glæde og den stolthed det var at løbe ind til yndlingsgokken og fortælle om sin store bedrift op af Alpe d'huez.

Jamen, jeg siger det jo til jer, gør jeg. Tirsdage styrer for vildt…sammen med billeder :-)

Sådan burde alle dage starte

Selv om denne morgen startede alt for tidligt. Klokken fem helt nøjagtigt. Så er det alligevel blevet en af de morgener, som burde danne præcedens for resten af livets morgener.

• den startede uden for planen. Før vækkeuret, så det ikke nåede at være den værste lyd i verden.
• istedet vågnede jeg ved lyden af to små størrelse 25'er dappende hen over trægulvet og et glad: "Mig vågne op. Mig ikk' sove mer'!...mig putte ved mor."
• hvorefter jeg fik en times søvn mere, nu med små varme arme om min hals og sporadiske søvnige kys på min kind og pande.
• pjattet morgenmad med mine to yndlingsmænd. Havregrød og kærlighed er slet ikke så tosset en start på dagen. Solgryn har fat i noget der.
• da jeg først skal møde sent i dag kunne jeg nå at bade selv og derefter smide ham med skostørrelse 25 i karbad, så jeg havde tid til at rigtig kigge mig i spejlet, sætte håret og make-up'en, og konstatere med ærlighed og klarsynhed, at det er på tide at smide de 10 ekstra kilo. NU!
• og nej, jeg blev ikke deprimeret af den forrige erkendelse. Nærmere lidt opløftet over, at jeg faktisk turde være ærlig over for mig selv. Måske var det trætheden, der slørede depressionen.
• tid til dans til Papegøjesang på værelset.
• tid til kram, udendørsleg og madlavning i legehuset.
• tid til at aflevere et overskudsbarn, der havde få tid til at lege med sin mor inden pædagogerne skulle overtage tjansen.
• tid til at drikke en kop kaffe hjemme i sofaen
• og tid til at blogge lidt inden dagens arbejde begynder om en halv time.

Kan du også have en god dag derude.

...ooog moar!

Vidste du, at alle sætninger i verden kan afsluttes med: "...ooog moar!" I hvert fald her i huset.

Mig: Har du haft en god dag i vuggeren?
Skrupsak: Ja!
Mig: Hvem har du leget med?
Skrupsak: Noah...og...Babush (Markus). Vi lege biner (biler)...og....Nina (Carina)...og Nej!Laura (mon hun ofte får et nej?)...ooog moar...

Far: Hvad laver du af mad?
Skrupsak: Pissa med majs...og ost...mig ikke tåle, nej....ooog moar....!?

Far: Skal vi ud og kælke?
Skrupsak: Ja! Mig vanter på. Og mig hue på. Far hue på. Far døvler på. Mig døvler på...ooog moar!

Mig: Hvad laver Bamse?
Skrupsak: Bassar dæser bog. Og Gyller. Nuuna bager boller. (vises stolt med tre klask i hænderne på bedste bagermanér)
Mig: Neeej, hvor hyggeligt. Er Aske der også?
Skrupsak: Ja!...ooog moar!

Jo jo, den er god nok. Moar ser alt, hører alt og er med i alt!

Barnets 9. sygedag

For et par uger siden gik debatten ved Julia om at have barnets 1. og måske endda 2. sygedag. I kan selv læse mere der, om hvad jeg mener om den sag. Og blot for at understrege ironien i det hele, så blev jeg lige selv mødt med udfordringen i den forgangne uge og står stadig lige midt i den.

I morgen kan vi nemlig fejre Skrupsakkens 9. sygedag!

Dette efterår og vinter har været sindsyg i forhold til sygdom i vores hjem. Jeg føler mig 100% som den nyuddannede lærer, der kommer ud i virkeligheden og lægger sig syg konstant pga. det total uforberedte møde med alle de fantastiske baktusser ungerne i skolen dribler rundt med og stikker op i hovederne på os. Vi har med andre ord været syge på skift og det pynter ikke just på en sygemeldingsstatistik i et nyt job.

Sådan har vi overlevet so far:

1. Var en søndag...pyha, den var gratis.
2. Manden blev hjemme. Han er nemlig prisgivet med et job i et firma, der ikke har en ordning med barnets 1. og 2. sygedag, men simpelthen siger, at man bliver hjemme, til barnet er rask og selvfølgelig holder sig ajour og arbejder så vidt muligt imens.
3. Derfor tog han også denne dag :-)
4. Manden havde møder, så farmor, aka Granny Squad unit 1, trådte til på hendes ugentlige fridag. Tak for det farmor! Det endte dog med en tur til lægen, hvor Manden måtte træde til og derfor alligevel missede en del arbejde den dag....suk!
5. Mirakuløst troppede Granny Squad unit 2 op onsdag nat kl. 1.15 fra Jylland, og stod klar til vagtskifte torsdag morgen, så de trætte forældre kunne passe deres allerede overtrukne sygedagsarbejdskonti.
6. G.S. unit 2 igen. Tak morfar og momse!
7. Endelig lørdag og fire voksne i huset. Tænk sig, vi fik lov at gå ud og holde en allerede planlagt bagjulefrokost, mens G.S. Unit 2 IGEN tog tjansen. Consider me a lucky bastard!
8. Søndag igen…hurray for those! Var lige et smut omkring lægevagten i Frederikssund, da han gik fra 36.8 til 40.2 på en middagslur. Men da der var 4 timers ventetid, og vi ankom med en noget friskere dreng, end vi forlod hjemmet med, tog vi hjem igen og spiste pizza. Nu ligger han og hoster og hakker og brænder inde i sengen og forude venter barnets 9. sygedag.
9. Må jeg kapitulere og har netop ringet til vikartelefonen og meldt barnets 1. sygedag i morgen (!!??) Øre/næse/halslæge...here we come!

Ikke om jeg fatter noget som helst af dette sygdomsmønster. Måske er det en virus, influenza, der har sat sig som mellemørebetændelse, måske lungebetændelse, hvilket har resulteret i pencilinkur og stigende feber ugen igennem. Drengen tager sig ikke til ørerne, men hoster meget og dybt. Vågnede frisk og frejdig i morges uden feber, og vi troede vi var home free, indtil han sov middagslur og vågnede med over 40 igen!?

Ja, også er vi tilbage til det med diagnoserne og behovet for disse, ikke? Hvis der bare var en rar klog mand eller kvinde i hvid kittel, der kunne fortælle mig, hvad mit barn fejler, så jeg kan handle derefter…

I mellemtiden vil jeg arbejde videre på dette projekt, som jeg faldt over i Netto i dag (bogen koster 75 kr. og er virkelig lækker for os, der godt kan lide at det går lidt hurtigt med kreaprojekterne fra start til slut):

Og så kan vi supplere med hyggestunder og oplæsning under dynen fra denne her ind i mellem (også fra Netto i dag til 95 kr.):

Og allerede et kæmpehit ved Skrupsakken, som sad helt stille og nød historierne. “Sissybogen” (Sissy som i Sigurd) er den allerede døbt. Mon ikke Sigurd ville være rørt til tårer over den titel? Kan den reddes med at fortælle, at Skrupsakken elsker “Sigurd og Operaen” og “Sigurds Bjørnetime”, som i sidder HELT stille med åben mund og polypper, når det kører i kassen?

I denne uge er vi især taknemmelige for:

G.S. unit 1 & 2 og Netto!

Taget ud af en sammenhæng

Jeg har ligget herhjemme på sofaen de sidste par dage med en slem hoste, og det har givet mig god tid til at se Dr. Phil og lignende berigende programmer i formiddagssendefladen.

Og Dr. Phil viste i dag dette klip:

Kvinden, som er amerikaner, er siden dette blev optaget blevet arresteret og tiltalt for børnemishandling. Episoden er optaget på en mobiltelefon af en anden kunde i butikken og videoen er blandt bevismaterialet i sagen.

Nu er dette indlæg ikke et indlæg om, hvor overreagerende amerikanerne kan være i sådanne situationer. Vi husker alle historien om den danske kvinde og barnevognen, så den behøver vi ikke rode op i igen. Det er slet ikke min pointe med denne sag. Men situationen viser sig dog at være lidt det samme. En kvinde med dårlig dømmekraft i øjeblikket. En mor, der forsøger at gøre noget for sit barn, som i den grad bliver misforstået, fordi det bliver taget ud af sin sammenhæng. Og fordi ingen tager sig tid til at gå hen og spørge hende, hvad det er hun laver eller simpelthen blot lader være med at dømme hende før de kender hele historien.

Det viser sig, at drengen, der ligger på gulvet, elsker denne leg med at lade sig trække hen ad gulvet. Og hvilket barn gør ikke det egentligt? Kvinden fortæller i showet, at hendes mand leger denne leg med deres søn hele tiden derhjemme, hvor drengen hviner og griner, og leger at han sidder i en racerbil, da det går rigtig hurtigt på deres lakerede trægulve. I situationen er drengen blevet træt af at handle med mor, og den eneste måde hun kan få ham med hen til kassen og købe sig selv et par minutter mere til indkøbene er ved at trække ham hen ad gulvet i selen. Og det gør hun så.

Vi er enige om, at det ikke lige er det smarteste sted at gøre det, men jeg er godt nok glad for, at der ikke lige har stået en mand med sin mobil ved siden af mig, mens jeg rendte rundt i Føtex med Skrupsakken hængende hvinende med hovedet nedad på min ryg midt i julehandlen.

Og samtidig så sidder jeg og ser på Facebook-statusopdateringer, der lyder: "Jeg er Kurt Westergaard", hvor de identificerer sig med en mand, der lod sit barnebarn sidde i stuen sammen med en voldelig mand med en økse, mens han selv gemte sig på toilettet. Don't get me wrong, jeg hylder også ytringsfriheden, men måske ikke lige med Kurt Westergaard til fornavn. Akkeja.....jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene om det ene eller det andet. Og så har jeg slet ikke reflekteret yderligere over, at moderen havde sin dreng i en sele, som jeg egentligt synes ville være langt mere interessant at diskutere end de 13 sekunders usammenhængende klip.

Hvorfor har man sit barn i en sele? Hvad handler dét lige om?

At brænde for skaberi

Jeg har netop læst et indlæg på Lis’ blog om hendes pigers glæde ved at være i syskaberiet sammen med hende. Og om hendes egen glæde ved at se dem hygge sig med det, hun selv elsker at lave.

Det er jo nok altid sådan, at det vi selv brænder for, er også det vi deler med og giver videre til vores børn. De ser jo vores iver og glæde ved det og får derfor automatisk idéen om, at det må være det mest fantastiske i verden.

Jeg føler samme glæde som Lis, når jeg ser Skrupsakken sidde fuldstændigt fordybet som her:

Eller når han med en bekymret rynke i panden går bilen efter som her i sommer:

Og så kommer der heldigvis nogle pædagoger, lærere, venner og egne personlige interesser indover og sørger for, at de små copy cats finder deres egne brændpunkter og måske endda (hvis vi er rigtig heldige) ender i en helt anden retning end deres forældre. Men indtil da, vil vi nyde at dele livets bedste ting sammen med dem og vise dem, hvordan det er at brænde for at skabe noget. Og hvis bare Skrupsakken kan tage lige netop dét med sig, dét at brænde for at skabe noget, så er min personlige lykke gjort.

For to år siden

Det er altid stort, når ens barn har fødselsdag. Det er et naturligt milepunkt og sætter derfor også helt naturligt en masse minder i spil. Man hører ofte at forældre til fødselarer synes, at tiden er gået hurtigt, at barnet er blevet pludseligt stort, og at man ikke helt selv kan følge med.
I dag bliver Skrupsakken to år, og når jeg tænker tilbage til den dag han blev født, tænker jeg ligeledes tilbage til en helt anden verden.

• En verden, hvor folk talte et andet sprog end mit eget omkring mig. Og hvor en lille gruppe af dette folk alligevel kom mandag efter mandag aften for at lære mit lille ubetydelige sprog udenad.
• Hvor jeg var hjemmegående husmor en times kørsel fra Empire State Building, Central Park og Brooklyn Bridge. Og hvor denne time blev tilbagelagt i en BMW 330i, når jeg skulle bruge min uforløste frihed til noget stort.
• Hvor jeg troede at forpligtelsen til et andet menneske via giftermål var en af de største forpligtelser, man kunne indgå. Og hvor jeg i netop dette sekund opdagede, at det var ingenting i forhold til det at skabe et andet menneske sammen og lade sig forpligte med og igennem dette lille individ.
• Hvor jeg vidste alt om det at være mor. Og hvor jeg angstvækkende opdagede, at jeg anede intet og blot naivt kunne håbe på, at de ikke ville komme fra forældrepolitiet og opdage det og tage drengen med sig igen. (Og der var faktisk en stor styrke af forældrepoliti i det land, vi var i!)
• Hvor jeg troede at lykken var at sætte tænderne i et stykke mørkt chokolade med trøffel indeni. Og hvor jeg indså, at det er det faktisk. I kid you not! (især efter 36 timers veer og faste, da man frygtede et kejsersnit, som desværre også endte sådan).
• Hvor DR sendte Forbrydelsen, Udgave 1, og valgte at lade os fastspændte seere sidde et halvt år og vente på de sidste ti afsnit. Og hvor DR lærte, at det gør man ikke igen. Desværre lavede de så heller ikke en ny omgang, der var lige så god som den første og dermed værd at vente et halvt år på.
• Hvor jeg utålmodigt, højgravid og storspisende skrev et indlæg om, hvorfor det hedder æbleskiver. Og hvor dette indlæg blev det mest henvisende søgeord på min blog og har været det lige siden stærkt forfulgt af 'gratis lydbøger'.
• Hvor jeg havde overskud til løbende at blogge fra min hospitalsseng, mens jeg havde veer, da de forbandede veer alligevel ikke ville en skid og tiden jo så bare skulle gå. Og hvor jeg brugte hele natten inden operationsstuetiden næste morgen den 4. dec. kl. 7.30, til at sætte mig ind i alt, hvad jeg kunne finde på nettet om kejsersnit. Fandme om de amerikanere skulle skære i mig, uden jeg vidste lige nøjagtigt, hvad de gjorde, hvorfor de gjorde det og hvornår de gjorde det.
• Hvor et af de smukkeste og mest tillidsfulde mennesker, jeg kender, endnu ikke var til. Og hvor jeg havde en stærk fornemmelse om, at netop han ville berige vores fælles liv ud over alle grænser for tid, rum og kærlighed. Og jeg fik ret!

Som sagt, en helt anden verden. Og sådan tænker vi jo nok alle. Nu satte jeg så lige ord på det igen igen. Måske fordi, det er så stort, at ordene aldrig slipper op, og jeg simpelthen er nødt til at sætte ord på det for at kunne forstå, at det rent faktisk er sket for lille mig.

Alle børn har ret til en god jul

Julia sendte mig en mail i aftes, som jeg straks måtte støtte op om. Hun opfordrede os alle til at linke videre til Mødrehjælpens hjemmeside, så vi kunne sprede det glade budskab de har der. De har nemlig gang i en stor juleindsamling.

Pengene fra årets juleindsamling går først til julehjælp til de 800 børnefamilier, som har søgt julehjælp hos Mødrehjælpen i år. Skulle de samle flere penge ind end der er julehjælpsansøgere til, går pengene til støtte og rådgivning af familierne resten af året.

Det er sådan nogle indsamlinger, som jeg kan mærke går ind under huden på mig. For tænk sig, at vi har børnefamilier i Danmark, som ikke har råd til at holde en god og hyggelig jul sammen. Jeg ser jo nogle af disse børn hver dag i skolen, og de sidder der og gemmer sig, når der skal samles ind til kalendergaver i klassen. For de ved godt, at de 30 kr. kommer til at udløse et suk fra mor i stedet for et: "Nej, hvor hyggeligt." Det at holde en god jul med alt hvad det indebærer af knas, gaver og ekstra god mad er noget jeg selv alt for ofte kommer til at tage for givet. Tværtimod føler jeg nogen gange stress over at SKULLE nå alle de ting. Og ikke et øjeblik slår det mig, at der er nogen der ikke har muligheden for alle disse dejlige ting i denne ellers mørke tid. Man er så opslugt af sit eget, ikke? Og så netop nu, hvor vi kaster penge ind i butikkernes kasseapperater er der vist ingen der mærker om der lige ryger en 100lap afsted til Mødrehjælpen også.

Vi har givet vores støtte her fra Ølstykke. Vil du ikke også være med? Så klik på pakken til højre her på siden. På forhånd tak fra mig og Skrupsakken.