Jeg flytter!

Kommer du med?

Det er her jeg slår mine streger fra nu af:

www.pennefoereren.wordpress.com

Så husk at opdatere din reader, hvis du vil følge mig på den nye blog også.

Skal/skal ikke?

Jeg har rodet med en ny blog. Det vil sige, det er den samme gamle Fra hovede til pen, men nu i en ny udgave og på en anden platform. Wordpress selvfølgelig.

Jeg er træt af Blogger og den sidste fadæse med slettede indlæg og tre dages lukketid gjorde det ikke bedre. Desuden har jeg allerede www.billedguiden.dk liggende på WP, så jeg kender til systemet og kan rigtig godt lide det.

Men så er der hele det nostalgiske ved at have været ved Blogger i så mange år og have opbygget netop denne blog i deres design. Mit ur kan jeg fx ikke tage med. Jeg elsker det ur. Skal jeg gå all the way, som jeg gjorde med billedguiden, og installere det på eget domæne, som jeg har købt, eller skal jeg bare køre det i wordpress.com, hvor det er mere skrabet med designet, men til gengæld kan op og køre nu og her?

Og egentlig burde jeg jo bare i stedet skrive den eksamensopgave færdig, hvilket jeg vil gøre fraaaaaaa NU af!

Ses!

Jeg trænger...

...noget så frygteligt til at skrive et blogindlæg.

Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal skrive om, da det der fylder mit hovede lige for tiden ser sådan nogenlunde sådan her ud nu:

Og er en sund og rask Truntepige.

Der nu har fået en brugt rød Odderbarnevogn fra Amager.

Og har en storebror, der glæder sig til at lære sin lillesøster musik og at tegne sole med briller.

Men min hjerne er gået på påskeferie, som den troede var en kombineret sommerferie/barsel og er ikke rigtig vendt tilbage siden. Og jeg kan ikke komme på et eneste klogt ord at skrive eller en nogenlunde interessant streg at tegne, selv om der ligger et smukt Sankt Hans billede og venter på mig i min tegneudfordring. Og i næste uge er der Forårsmarked i Fyns land. Hvad skal jeg sælge? No clue, men jeg er der! Det er sikkert.

En endeløs række af lige gyldige indlæg

(Opklarende information inden læsning: Delingen af lige gyldig i overskriften er helt bevidst og slet ikke ligegyldig!)

Jeg skriver indlæg efter indlæg for tiden, men ingen af dem bliver udgivet. Ikke fordi de er grænseoverskridende at udgive eller fordi jeg føler de er for private. Tværtimod, så er de simpelthen for intetsigende og ligegyldige. Gudsjammelige kedelige vil jeg vove mig til at kalde dem. Måske går det for godt lige for tiden. Måske er jeg i chok over en januar så fyldt med glæde og gode oplevelser. Måske er jeg bare for træt til at skrive, fordi januarmørket alligevel har ramt energilageret på trods af primoannojubelscener.

Jeg havde fødderne godt begravet i fint middelhavssand i aften. Først lidt på Star Tours strande og derefter på Apollos. Et vennepar og vi har besluttet os for at holde ferie sammen i år, og det skulle planlægges i aften. Vi fik intet fastsat, men jeg føler faktisk lidt, at de tre timers surfen rundt fra strand til strand gav mig en lille fornemmelse for sol og varme. Jeg anede endda et par fregner, da jeg kiggede mig i spejlet for lidt siden. Men et indlæg, det er det vist ikke værd, vel.

Det ville en opsamling på indlægget om mine fordomme mod damen med den fejlfarvede elev dog være. Men det indlæg ligger stadig og venter inde bag hjernebarken. Det skal formuleres klart, fordi jeg faktisk har en helt særlig grund til at skrive, som jeg gør i det indlæg. Og tak for jeres virkelig dejlige kommentarer på mit spørgsmål. De er læst og taget ind og ligger lige nu under bearbejdning, dér bag hjernebarken. Uden at starte på indlægget her, kan jeg dog fortælle, at jeg faktisk finder mig selv, om ikke sammenlignligt, så i hvert tilfælde i en mindre grad, fordomsfuld i situationen også. Men det skal som sagt formuleres. Og det bliver det lige pludseligt.

Jeg har også en award, som ligger og skal flashes og selvfedes. Den er ikke glemt, blot gemt til et senere indlæg, som passer bedre lige om lidt. Ikke nu. Men om lidt.

Thøgers død er et indlæg værd, men at lade som om jeg kendte mere til manden end jeg gjorde ville virke utroværdigt. Dog vakte nyheden om hans alt for tidlige død den samme følelse indeni, som jeg havde da Jørgen Clevin døde i 1993. Hvorfor er det, at vi mennesker kan få så markante følelser for mennesker, vi ikke engang kender personligt. Clevin var en stjerne, en original, der ikke havde lige i min verden. Måske var Thøger Seidenfaden det også uden jeg var helt så bevidst om det end som så?

Håndbold rager mig.

X-factor is on. Igen. Og igen er en lærer fra Hellerup Skole ude og prøve at skyde efter stjernerne. Skulle man have holdt fast i sin ansættelse der og have satset på at ende med Blachman som mentor i 2015? Nej vel? Jeg tror ikke Steen får helt samme succes som sidste års Thomas. Men held og lykke skal han da have med på vejen. Det ærgrer mig lidt, at de to Helleruplærere, Mette Hauch og Martin Ryum, der vandt Microsoft Worldwide Innovative Educator Award, ikke fik helt den samme omtale og opmærksomhed i medierne, som de syngende lærere gør. Tænk sig, de vandt ikke bare en lille national sangkonkurrence, men kan nu kalde sig verdens mest innovative lærere. Det kunne til gengæld godt være et gyldigt indlæg værd, synes I ikke?

Og i morgen kommer så endnu en af de dage, der gør at denne januar bare er og bliver den smukkeste af slagsen i mange år. Udsigten til samvær med ligesindede drømmefangere og ildsjæle er nok til, at jeg kan leve hele februar på den energi, jeg ved jeg tager med hjem derfra i morgen aften. Det er noget ganske særligt og mindst lige så gyldigt som alt det andet.

Færre ord, mere leg

Jeg har vist opbrugt mine ord for en periode, der kommer i hvert fald ikke så meget ud her på bloggen i disse dage.

Men jeg leger til gengæld. Med Bamses hus, en legetøjsmotorsav, en købmandsbutik og en tre-årig Skrupsak. Fik jeg sagt, at han er tre år nu? Måske er det derfor, jeg er lidt ordløs?

Og så leger jeg på min anden legeplads. Du ved, den med billederne. Den trængte til lidt maling og sådan, og jeg synes selv, den er blevet ganske fin, der i sine nye klæder:

Hop selv over og kig ved at klikke på billedet.

Taknemmelig og usikker

Der er sikkert nogen af jer derude, jer med de store blogs, dem med spandevis af læsere og fans og alt muligt, som har prøvet det her mange gange. Men for mig skete det for første gang i dag. At en af mine læsere satte sig ned og skrev en personlig mail til mig for at sige, at hun nød at læse mine ord og at se mine tegninger. Tænk sig, at hun gad. Tænk sig, at hun tog sig tid. Tænk sig, at hun følte det var vigtigt. Jeg er simpelthen så beæret og taknemmelig for din mail K, og du skal vide, at den kom lige netop på sådan en dag, hvor jeg sad og tænkte kritisk om mit eget bloggeri. En af de dage, hvor man forgæves sidder og leder efter sit eget blognavn på andres blogrolls i håb om, at de synes man er nævneværdig og ikke mindst læseværdig. En af de dage, hvor jeg synes min blog manglede både retning, stil og et indhold, der var interessant for andre end mig selv. En af de dage, hvor jeg glemte at jeg blogger for mig selv først og fremmest og ikke for I andre.

Sådanne dage har jeg også.

Og så er jeg så heldig, at på netop sådan en dag findes der en pige, der hedder noget der starter med K, som gider at skrive en mail til mig helt spontant og umotiveret af den simple grund, at hun har læst på en anden blog engang, at det er vigtigt at huske at rose folk, når man synes de gør noget godt. I LOVE BLOGGING! Og så synes hun, det er vigtigt med et skulderklap ind i mellem. Jeg kunne ikke være mere enig. Og i dag var jeg heldig at være modtageren af et sådan. Hun beskriver endda, hvad det specifikt er, at hun godt kan lide ved netop min blog. Altså en kritik man virkelig kan bruge til noget. Netop den slags ros og kritik jeg bestræber mig på dagligt at være i stand til at give mine elever.

Jeg skriver dette på bloggen og ikke i en privat mail til K, fordi jeg gerne ville dele mine taknemmelighed og min usikkerhed med jer derude. Vi læser sporadisk om denne usikkerhed på hinandens blogge, og vi kender den vist alle en lille smule, ikke? Det er jo vores ord, vores hjerteblod, vi lægger derud til bedømmelse, vurdering, kritik, respons og kommentering. Og selvfølgelig er man sårbar i dette.

Don’t get me wrong. Jeg elsker min blog, og jeg er ikke ved at lukke den ned eller sådan. Jeg er faktisk helt ærligt temmelig stolt af denne lille flig af nettet, som jeg har kapret til mine ord og tegninger. Også selv om jeg ikke er på helt så mange blogrolls, som jeg kunne drømme om. Eller har helt så mange faste læsere, som så mange andre af jer har. De læsere jeg har, har selv valgt at tilmelde sig uden en give away eller andet bestikkelse, og det er jeg superglad for. Så tak fordi I gider læse med, alle 69 af jer! Det er nu engang sjovere at skrive noget andre læser. Bare en gang i mellem. (og jeg ved godt, at jeres læsere også selv har valgt det, og at I ikke alle bruger give aways til at få flere læsere. Bare så vi har den helt clear, ig’os! Let’s face it; jeg er bare skidemisundelig!)

Det er bare den slags stunder, der dukker op engang i mellem, når usikkerheden om ens eget lille blogunivers stiger én til hovedet. Kender I dem ikke? I kan næsten altid være sikre på, at når det sker for mig, så ender det i en ommøblering herinde, som I netop har set. Og en af de ting K havde opdaget ved mit nye design var fanebladet med tegningerne. Jeg har lavet en side til alle de tegninger og billeder, jeg har lagt på bloggen gennem tiden. De er stadig min gave til jer, så hvis I kan bruge dem, synes om dem eller på anden vis har lyst til at kopiere dem til noget, så værsgo. Det eneste jeg beder om, er at du ikke ændrer på dem og udstiller dem efterfølgende uden min viden. Det kan jeg selvfølgelig aldrig tjekke, men jeg er naiv nok til at stole på dig alligevel.

Og K, jeg har opsnuset din blog, selv om du ikke skrev den i mailen, og hvis jeg må få lov af dig, vil jeg meget gerne linke til den, for jeg synes faktisk, du har fat i noget rigtig godt derinde i dit univers. Så må jeg? Pretty please? Og igen, TAK, fordi du gad!

Luftforandring

Ligesom det derude skifter udseende og temperatur lige nu, så er der også sket lidt med bloggen herinde. Jeg trængte til lidt luftforandring. Lidt enkelthed og leg. Stjernerne gør det for mig, synes jeg. De er enkle i farverne, har stregen som også er kendetegnende fra mine tegninger, og så er de legende og lidt sjove.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide Bloggers nye designmuligheder, som jo ikke er helt så nye længere. De gør det nemt at få en blog, der er tæt på 100% brugerdesignet, og kan man lidt med CSS også, så er man efterhånden rigtig langt på den front.

Min header forbliver, da jeg ikke nænner at skifte den ud endnu. Den blev lavet en sen aftentime i mangel af bedre og er faktisk endt med at blive ret sigende for det indhold, jeg lægger på bloggen. Og så er den meget mig.

Vi ligger stadig på langs herhjemme og har begge meldt fra til arbejdet i morgen, da vi ikke ønsker at smitte flere. Min brors datter ligger nu også og kaster op, hvilket sikkert også kun gør det til et spørgsmål om tid for de andre tre i huset. Jeg er virkelig overrasket over hvor smitsom den virus er. Jeg læste flere steder på nettet, at man smitter helt op til to døgn efter man har oplevet det sidste symptom; opkast, diarré eller mavesmerter. Vidste I det? Vi har alle følt os mere eller mindre raske en halv dags tid efter, men har faktisk bare smittet videre i systemet. Så på den front er det altså også tid til lidt luftforandring. Ikke flere vira i luften inden vi bevæger os ud af huset igen.

Det betyder også, at jeg ikke er der til at starte op efter ferien, hvilket bare ikke er særligt fedt som lærer. Det er jo ofte der, man starter et nyt forløb op. Det skal vi også. Den står på DEMOKRATI de kommende fire uger, og det er bare så vigtigt at sådan et forløb bliver startet ordentligt op, så man har elevernes interesse fra starten af. Det bliver det ikke i morgen og det er jeg rigtig ærgerlig over. Jeg havde glædet mig til at komme igang med de nye ting, jeg har forberedt.

Nu vil jeg istedet lukke computeren ned og tage min dyne med mig ind i soveværelset. Et rum jeg har forsøgt at holde mig langt væk fra i dag, efter verdens længste nat med maven. Kender I det, at man føler at rummet stadig emmer af sygdom og opkast, selv om man har luftet ud og renset af flere gange i løbet af dagen. Godnat derude. Sov godt.

Et ordentligt los i røven, så man står på tæer!

Det er nu et par uger siden, at der var tretten kvinder, der gav mig et ordentlig los i røven. Jeg tror ikke, de helt selv er klar over, hvor hårdt de sparkede, og hvor dybt deres spark har sat sig. Og så måske alligevel er de ganske klar over det.

Ikke desto mindre har jeg ikke oplevet lignende skaberglæde i laaaang tid. Og hvor kommer denne pludselige lyst til at skabe fra? Det har jeg tænkt en del over på det sidste, og noget siger mig, at det handler om, at stå på tæer.

Jeg fungerer bedst i fællesskaber. Sociale sammenhænge. Familiære nærheder. Kollegiale arbejdsgrupper. Kreative symbioser. Jeg er det bedste menneske, hvis jeg er et led i en større kæde. Jeg er ikke en ring i mig selv. Jo, det jeg jo, men det er ikke alene, jeg yder mit optimale.

De rette sammenhænge betyder for mig, at jeg får sparring og feedback på det jeg laver. Hvis det virkelig er et godt fællesskab, så betyder det også, at jeg skal stå på tæer for at føle mig berettiget til at være en del af det. Sådanne fællesskaber har jeg oplevet i mit job, og det var det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg var sammen med folk, der i den grad inspirerede og motiverede mig ved deres måde at være lærere, formidlere og mennesker på.

Jeg oplever nu mig selv i en ny form for fællesskab, et blogialt netværk. Det påvirker mig, og det udfordrer mig, og det giver mig lige nøjagtig dét jeg har gået og søgt efter. Det har betydet, at bloggen her har ændret sig. Jeg kan mærke, når jeg kører ned over siden og ser de sidste 10 indlæg, at de billeder, der dukker op undervejs, gør mig glad og stolt. Jeg tegner fordi jeg kan dele det med nogen og fordi, der er nogen i mit fællesskab, mit netværk, der motiverer og udfordrer mig til at ville mere, til at kunne mere og til at skabe mere. Sidst jeg tegnede så meget, var da jeg underviste i billedkunst på linie på efterskolen, hvor jeg dagligt tegnede med eleverne. Dengang kendte mine hænder blyanten, papiret og stregen til hudløshed. I dag er de så småt ved at være oppe i omdrejninger igen. Det er en muskel, der skal trænes, både fysisk og mentalt. Man skal have hovedet med, og samtidig formå at lægge hovedet væk og tegne efter intuitionen. Ikke altid lige let.

Dagens billede er et fra gemmeren. Det er fra dengang, hvor mine hænder næsten styrede sig selv hen over lærred og papir.

Nyt design

Jeg roder lidt rundt med designet for tiden. Jeg var blevet lidt træt af Vince, den gamle mand i toppen af bloggen, og jeg trængte til lidt nyt at se på.

Og nu er jeg endt tilbage til en gammel kending som baggrund. De blomster er altså bare meget mig. Og headeren...tja, den ved jeg ikke lige om den bliver der, men indtil videre passer det hele mig meget godt.

Og nu kan du se hvad klokken er også. Fint, ikke? Så kan du altid lige klikke dig ind og tjekke klokken, hvis du skulle være i tvivl. Service frem for alt!

Det er vist ved at være tid til søvn. Nat nat derude.

Når de kære læser med

Jeg får lyst til at skrive dette indlæg på grund af mit sidste indlæg om mine tanker om at være lærer. Det er nemlig sådan, at min familie og venner også læser med på min blog, hvilket nok egentligt er meget normalt. Men nogen gange kunne jeg godt have lyst til at det ikke var sådan. Forstå mig ret. For det meste er det dejligt. Det giver dem en indsigt i mig og mit liv og de tanker jeg går og slås med, men nogen gange kan det give unødvendige bekymringer og spekulationer, som jeg slet ikke var klar over jeg satte i gang.

Dem der kender mig rigtig godt ved, at jeg er en af de personer, som tænker MEGET (læs: alt for meget) over de ting, jeg oplever og er på vej til at opleve. Når de så læser sådan et indlæg, som jeg skrev sidst, så bliver de bekymret om jeg nu er ved at skifte job igen eller om jeg nu er på vej til at hoppe ud i noget helt andet. Lad mig starte med at sætte det helt på plads. Jeg skal ingen steder lige nu eller i nærmeste fremtid. Jeg er overordentligt tilfreds med de valg, jeg har foretaget mig rent jobmæssigt de sidste par måneder og bonusen ved at arbejde så tæt på hjemmet overskygger by far frustrationen ved at være lærer i 1. klasse. Hvis ikke det fremgik af mit indlæg, så skal jeg blive bedre til at kommunikere på skrift. Indlægget er et udtryk for de mange tanker, der flyver rundt i hovedet på mig efter tre års længsel efter mit job, fagnørderi og børn og efterfølgende skuffelse ved ikke at finde lige DET, der kan leve op til sådanne tre års drømmeri. Og kan noget job egentlig det? Ville jeg blive lykkelig, hvis jeg kunne komme hjem til Forsøgsskolen og fortsætte mit liv der i morgen? (det kan jeg selvklart ikke, da den er lukket i mellemtiden, men hvis nu...) Det vides ikke.

Faktum er at jeg er ikke en af de typer, der kan tage tøj på om morgenen og gå på arbejde, tjene mine penge og gå hjem igen og glemme alt om det til næste morgen. Jeg kan ikke gå på arbejde for at tjene penge alene. Det skal have noget mere i sig for mig. Jeg skal mærke at jeg brænder for det - ikke hele tiden - men bare en gang i mellem. Og det mærker jeg ikke lige nu. Det skriver jeg så om på min blog. De tanker der opstod lige netop den aften, og som måske har huseret i mit hovede et par dage. Det er det jeg gør med min blog. Jeg brækker mig ned i tastaturet, får det ud af systemet, rydder op i brækket og finder alle perlerne og lever videre - som oftest klogere og mere bevidst. Måske har andre oplevet de samme tanker, måske kan de give mig nogle gode råd, måske kan mine tanker hjælpe en anden på vej videre i sine tanker. Det er det fantastiske ved blogging, synes jeg. Det enorme fællesskab, der ligger derude og læser med. A-T ringede samme aften og gav mig sine tanker på det skrevne. Anjas vendte en ny vinkel på det for mig, og jeg glæder mig afsindigt til at dele det hele med Trine den 30. Alle tre, ved jeg, kan kende sig selv i det jeg har skrevet på den ene eller anden måde og det hjælper mig enormt meget videre at vende det med dem. Så tak til jer tøser.

Men når så dem man er tæt med også læser det, så læser de alt det ind i det, som de oplever ved siden af også, og som de har med sig i bagagen fra deres tid med mig. De læser deres kærlighed, bekymring og omsorg ind i det, og de ryster måske på hovedet og tænker: Nu igen...eller....hvad er der nu galt? Og det der for dem måske lyder drastisk eller alarmerende på skrift, er for mig bare tankespinderi en stille søndag aften efter tre dage under dynen med hoste og dårlig hals.

Dette er ikke ment som en kritik af mine kære, tværtimod, jeg elsker jo, at de gider. Men hvordan undgår man, at ens tanker på bloggen ikke ender ligesom den slags Facebookopdateringer, der kun har til formål at skabe bekymring, interesse eller opmærksomhed. For det er det sidste jeg ønsker med denne blog. Det er ikke det, det handler om for mig.

Så for dem af jer, som måske kan genkende jer selv lidt i det, jeg skriver: Hvis der var noget alarmerende alvorligt under opsejling på noget tidspunkt, kan jeg forsikre jer om, at jeg IKKE ville skrive om det på bloggen først. I ville vide det længe inden bloggen. Tankerne på bloggen er blot et udsnit af de mange tanker, som I sikkert også går og gør jer til hverdag. Forskellen er, at jeg skriver dem ned og deler dem med mange. Og ting på skrift kan sommetider virke mere markante og resolutte, end de i virkeligheden er inde i hovedet. De inderste af tankerne, dem ser bloggen aldrig. Men det gør I jo derimod. Ikke?

Og læg nu ikke mere i dette indlæg end nødvendigt, vel? :-)

Det bliver til for lidt

Det med at blogge er altså kommet lidt i 2. eller skal vi hellere sige 5. række. Jeg har simpelthen haft for travlt på det sidste med overgangen fra et job til et andet over én weekend.

Livet i 3. klasse på kommuneskolen er startet, og jeg føler mig som en helt nyuddannet lærer, der ikke aner en dyt om det jeg laver. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad de kan lide at lave, læse, skrive om eller lære om i 3. klasse. Næææ du, stik mig en snes dovne teenagesløve bumsede 9. klasseselever og jeg skal vise dig, men 3. klasse....nada...zip...nothing!

Derudover er det kommunale skolevæsen ligeledes en premiere for mig. Godt nok var den sidste skole også kommunal, men det er vist også det eneste, den har til fælles med det sted jeg arbejder nu. Nu sidder jeg i et lærerværelse med faste pladser, hvor gennemsnitsalderen er over 50, og jeg er hende den unge nye lærer med mine 34 år. Det er ikke nødvendigvis skidt, men jeg skal nok lige bruge lidt mere tid til at finde det helt særlige lækre i det.

Til gengæld kunne jeg lige smutte hjem i min halvtimes frokostpause i dag og tisse. Jeg skulle lige hente mit gymnastiktøj (ja, bare ordet får lugten frem af svedige fødder og gummimåtter, ikke?)og øjnede så lige chancen til at få tisset af på egen kumme. Og da jeg kom tilbage på skolen havde jeg stadig 20 minutter tilbage at spise i. Herligt!

Jeg står en time senere op om morgenen, og kommer 1½-2 timer tidligere hjem. Det er bestemt også værd at tage med i matematikken.

Så jeg er her endnu, omend lidt forpustet. Bær over med mig. Jeg får ikke kommenteret en masse på I andres blogge, men jeg får kysset meget mere på Manden og Skrupsakken.

Fra hoved til pen på P1

Jeg har lige opdaget, at min blog blev læst op på P1 i torsdags i Radiobloggen! Hvor vildt er det lige?

Det var indlægget Min drengedukke, der havde fanget Ruth Storms opmærksomhed, og måden jeg fik det afvide på, var igennem en af mine mødregruppe- og blogveninder, som havde læst en tråd om udsendelsen i sin Netdoktormødregruppe. Small world, eller hvad?

I kan selv høre udsendelsen HER. Desværre er podcasten ikke optaget helt fra start, så I kommer ind lige midt i oplæsningen.

Ej, det er jeg sgu da ellers lige lidt stolt over, skulle jeg hilse og sige!

.......

10 minutter senere....
Og for det ikke skal være løgn, så sidder jeg nu her og læser mine yndlingsblogs igennem, og så finder jeg ud af (efter at have udstillet mig offentligt med min kære cykelhjelm) at jeg nu har vundet en bog over ved Julia. Bogen er hendes næste udgivelse, som hedder "Hvad præster ved om sorg".

Det er da endt helt godt i aften, hvor jeg ellers bare sidder helt flad i sofaen og hviler ud efter en helt fantastisk bryllupsfest med dans hele natten. Mine fødder tåler ikke synet af hverken høje hæle eller dansemusikanter de næste par dag. De kræver 100% flade vide sko og rekreation. Men aaaaahhhh, hvor var det fedt at danse så meget.

Nyt look

Jeg trængte til lidt liv på bloggen. Nogen gange bliver Vince, som I ser i toppen, lidt for melankolsk og eftertænksom for mig. Men jeg elsker den gamle mand, hans hænder og hans historie. Så nu må vi se, hvordan han teer sig midt i det vilde blomsterflor.

Jeg fandt ham i en af mine yndlingsbøger i reolen.

Bogen er en fotobog, som indeholder en samling portrætter af hjemløse i New York. Forfatteren og fotografen boede selv på gaden det år, det tog ham at lave bogen. Og hans udgangspunkt var et af de utallige Soup Kitchens, der er at finde i byen, hvor de hjemløse kan komme forbi og få en portion gratis mad. De ligger ofte i kirker eller i forbindelse med kirker og er financielt støttet af privatpersoners velgørenhed.

Det var især Vinces hænder, der fascinerede fotografen.

De havde fulgt ham i hans 60årige lange liv, og de var mærket af alle de oplevelser, han har gjort sig hen af vejen. I dag sidder han i en park overfor suppekøkkenet og fodrer duerne med resterne af hans måltid. Han er stolt over sine sicilienske rødder og han store drøm er at forlade USA og rejse tilbage til Italien. Og han sætter sin lid til sin bedste ven, Jesus, om at opfylde netop den drøm.

Stilhed - her males!

Ja, det er for lidt jeg får blogget i disse dage. Der er gået sommer, ferie, vuggestuestart, malerarbejde, madpakkerugbrødsmadder, venneogfamiliesammenkomster og afslappethed i den.

Men jeg fik da lige taget mig sammen og skrevet et indlæg tilbage til Helene HER. Så kan du jo læse lidt på det, imens jeg lige maler loftet i kontoret.

Fanget i nettet

Et indlæg på en anden blog om venskaber fik mig til at tænke på et ældre indlæg, som jeg havde liggende som kladde, men aldrig havde fået skrevet færdigt og udgivet på bloggen. Dem har jeg en del af, den slags indlæg. Af den ene eller anden grund bliver de ikke færdigskrevet eller bare ikke udgivet. Men det er en hel anden snak.

Det indlæg jeg taler om, handler om nettets indvirkning på mit sociale liv. Jeg plejer gerne at sige, at jeg er langt mere afhængig af min computer end jeg er af fjernsynet eller andet. Internettet er nemlig blevet min kilde til venskaber, familie og kærligheden. Når jeg tæller sammen i mit netværk, så er en ret stor procentdel af de mennesker jeg omgiver mig med kommet til via min computer. Ikke i forbindelse med datingsider eller lignende søgemaskiner, men gennem virtuelle debatgrupper, mødregrupper, blogs, mails osv.

Min mand mødte jeg, da jeg var til en fest arrangeret af en datingportal. Han var der tilfældigt, men havde det ikke været for portalen havde jeg jo ikke selv været der. Vi havde et langdistanceforhold de første tre uger, hvor computeren blev vores link til hinanden, når mobiltelefonerne blev for overbelastede. Vores daglige kommunikation foregår en stor del over messenger, når han sidder på arbejde og jeg sidder derhjemme. Små kærlige beskeder, praktiske indkøbslister, hurtige forespørgsler og flygtige virtuelle kys i ny og næ. Timer vi ikke normalt ville have haft kontakt har nu en lille dør stående åben på klem.

Min danske mødregruppe er et andet godt eksempel. Da jeg blev gravid i mit nye land og ikke vidste hverken ud eller ind om hverken det eller andet gik jeg ind på danske lægehjemmesider for at blive klogere på dette lille væsen, der voksede indeni mig. På en af disse sider fandt jeg et netværk af piger, der også ventede sig og siden har vi delt glæder, bekymringer, sorger og meget personlige oplevelser med hinanden. Vi har mødtes flere gange siden og flere af pigerne er blevet meget nære venner for mig. En af dem er ligeledes en "fellow blogger".

Vores kære venner her i det amerikanske er blevet vores substitutfamilie ved hjælp af en yahoogruppe for danskere i New York området. Nogen af dem er venner for livet, som vi har delt oplevelser med, som man aldrig glemmer og altid vil værdsætte indeni.

Min fars kone og hendes famile er blevet en kærkommen del af vores familie gennem computeren.

Uden computeren og internettet ville Drengen ikke have det samme kendskab til sin familie i det danske og de ikke til ham - vigtigst af alt. Igennem vores personlige blog har de kunne følge med i hans liv og færden - hvor meget han vokser og udvikler sig og lære ham lidt at kende på trods af afstanden. Familiens interesse i bloggen og ham har været uundværlig for os, da det største savn i vores situation er at kunne dele vores dejlige guldklump med dem man holder af. At kunne holde ham op som anden Løvernes Konges søn, og vise ham frem og sige: "Se hvor dejlig han er! Vores stolthed, vores kærlighed!"

Og til sidst denne blog, som opstod et godt stykke inde i min barsel, hvor jeg mere og mere manglede et rum, der kun var mit. Et sted, hvor jeg igen kunne finde AB - pigen, der elsker ord, billeder og alt det der udspringer af det. Pigen, der også er mor, men ikke kun er mor. Bloggen her er min legeplads, hvor Drengen og Manden ofte optræder, da de er en uundgåelig del af mig, men hvor jeg også kan udelukke alt andet og kun være mig. Hvorfor så gøre det offentligt på en blog, der kan læses af alle? For feedbackens skyld. For det sociales skyld. Jeg deler jo ikke alt - jeg vælger meget fra, som ikke skal deles med andre end de nære. Men det som jeg har brug for at dele, det kommer på bloggen, så andre kan tage det med sig, evt. kommentere på det og/eller se sig selv i de samme tanker. Derved er internettet også blevet linket til en del af mig selv, hvor jeg kan dyrke det venskab, der er så vigtigt for at man har overskud til at dele sig selv med og være noget for andre mennesker. Nemlig venskabet med sig selv.

Det interessante spørgsmål er så, hvorvidt de ovennævnte ting ville have været mulige uden internettet? Ville relationerne være opstået alligevel og blot have fundet andre veje - andre katalysatorer?

Verdenskendt!

Jeg har en statistiktæller på min blog, så jeg kan se, hvor mange der kommer forbi bloggen dagligt, og hvor henne i verden mine gæster befinder sig. Og det er utroligt hvad en tur i navigationsbaren på blogger.com kan gøre ved besøgsgeografien. Se bare hvor mange steder i verden min blog har været åben siden jeg åbnede den:

Gad vide, hvad den person nede i Chile har ment om mit indlæg om at være skidtmas?

Mit næste target er Kamchatka, som er mit foretrukne sted at erobre, når jeg spiller Risk. Jeg har altid et par drenge siddende og spille Nintendo på den nordøstlige russiske halvø. Så jeg må da også erobre halvøen i bloggerriskspillet. Men hvordan får jeg lige en fast læserskare i Kamchatka?

Fra hovede til pen

Det hedder min nye blog, som er min helt egen blog, der ikke handler om andet, end det jeg går rundt og tænker lidt ekstra over. Altså ikke alt det personlige fnidder fnadder, nej, de tanker der ligger lige foran alt det, I ved.

De tanker man gør sig, når man læser en rigtig god bog, eller ser en fængende film helt ude på stolekanten. Eller de tanker man gør sig, når Obama snart går fra Elect til The real Thing. Det kan også være de tanker der dukker op, når amerikanerne lærer dansk eller danskerne laver TV, og sådan kunne jeg blive ved.

Kort fortalt handler det om ord. Om de ord jeg tager til mig, og om at sætte ord på. Ja, mere kan jeg ikke sige nu, da jeg ikke ved meget mere selv.

Den forunderlige blogverden

I dag i morgennyhederne så vi en historie om et ungt par, Mr. & Mrs. Nielson, som havde været i et flystyrt. De lå nu begge på hospitalet med alvorlige brandsår og kvæstelser. Grunden til at historien er kommet så langt som The Today's Show på NBC, er blogging. Mrs. Nielson, Nieniedialogues, skriver en blog meget á la denne her, hvor hun beskriver sine tanker om at være mor og sine tanker om sin familie og hverdag. Hendes blog er åbenbart læst af en del andre mødre, og da hende og hendes mand styrtede ned den 13. august, gik bloggersamfundet i gang med at indsamle penge til deres behandling. Hendes søster skriver ligeledes en blog, cjaneenjoyit, og hun har nu dedikeret sin blog til at fortsætte sin søsters skriblerier, mens hun er indlagt. På søsterens side kan man ligeledes gå ind og støtte ved at donere penge til familiens fund.

Tagged

Nå, men A-T (som også har en blog) er ude og tagge andre af sine blog-veninder, og jeg lod mig tagge frivilligt, da det var en kærkommen lejlighed til at skrive noget på bloggen, som IKKE handler om min lille søn :-)

Opgaven lyder:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da jeg sider i sofaen er det bøgerne under mit sofabord, der ligger nærmest, og den øverste af dem er Sidewalk Stories af Salvo Galano. En fotobog om hjemløse i New York. Rent faktisk var Tag Heuers reklamebog den øverste, men den har kun billeder og ingen tekst i sig. Pudsigt ikke...tagged - Tag Heuer! Get it? Nå, tilbage til "Sidewalk Stories.

Side 123...femte sætning og tre sætninger frem:"Today, more than a generation after the modern homelessness crisis emerged, even sophisticated urbanites still harbor the mistaken belief that most homeless people are older men, alcoholics and drug addicts, panhandlers and street dwellers. In fact, a wealth of public data and academic studies reveal a startling fact: The person most likely to experience homelessness in New York City is an African-American and Latino child."

Tankevækkende, at det lige skulle være den bog og den tekst, når jeg skal ind og se "Sex and the City" i aften. En lidt anden vinkel på New York City end den før beskrevne.