Men når man kan købe Kusmi Spicy Chocolate te i et discountsupermarked, så ved man ligesom godt hvad klokken har slået, ikke? Og så er dåserne så lækre i sig selv at man jo i princippet kan hælde teen i skraldespanden og stadig forsvare købet som både æstetisk og praktisk, ikke?
I Rue Saint-Louis en L’lle fandt vi den fineste lille glasforretning, hvor man kunne købe alle slags dyr lavet i glas. Ikke meget nyt under solen der, bortset fra smykkerne med glaskunst i midten, som de også solgte:
Og så glasdyrenes fantastiske ansigtsudtryk. Denne gnavne ugle hoppede nærmest selv ned i min jakkelomme. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg skal bruge en vred glasugle på 10 cm. til, men jeg føler på forunderlig vis, at den har gjort mit liv rigere.
Og så dét køb, man (jeg) ikke fik gjort sig, sidst man havde chancen, og som man (jeg) siden har ærgret sig gul og grøn over. På D’Orsay står den smukkeste skulptur af alle: “La Petite Danseuse de Quatorze Ans” af Degas. Hun er så klein, så virkelighedstro og så stolt og knejsende. Jeg finder mig selv fortabt i at studere hende, når jeg står og kigger ind i hendes glasmontre på den gamle banegård. Denne kopi når hende ikke til sokkeholderne, men i mangel af bedre, og som en ringe erstatning for den ægte vare, så købte jeg hende i en kunstforretning på Montmartre. Og nu står hun i vores lille vindue i stuen og nyder solen og holder hovedet oppe for os alle.
Tre styk look-a-like Pashminatørklæder til 9 euro ved hvert andet gadehjørne. Ja tak! (Især når Paris i maj ikke helt lever op til de varmegrader, man i sin blinde optimisme havde forestillet sig hjemmefra)