Yndlingskøbene fra Paris

Det er ikke svært at købe sig fattig i Paris. Lad os bare slå det fast en gang for alle, hvis nogen overhovedet var i tvivl om det fra starten af. Og ja, vi købte meget mere end det du ser her.

Men når man kan købe Kusmi Spicy Chocolate te i et discountsupermarked, så ved man ligesom godt hvad klokken har slået, ikke? Og så er dåserne så lækre i sig selv at man jo i princippet kan hælde teen i skraldespanden og stadig forsvare købet som både æstetisk og praktisk, ikke?

I Rue Saint-Louis en L’lle fandt vi den fineste lille glasforretning, hvor man kunne købe alle slags dyr lavet i glas. Ikke meget nyt under solen der, bortset fra smykkerne med glaskunst i midten, som de også solgte:

Og så glasdyrenes fantastiske ansigtsudtryk. Denne gnavne ugle hoppede nærmest selv ned i min jakkelomme. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg skal bruge en vred glasugle på 10 cm. til, men jeg føler på forunderlig vis, at den har gjort mit liv rigere.

Og så dét køb, man (jeg) ikke fik gjort sig, sidst man havde chancen, og som man (jeg) siden har ærgret sig gul og grøn over. På D’Orsay står den smukkeste skulptur af alle: “La Petite Danseuse de Quatorze Ans” af Degas. Hun er så klein, så virkelighedstro og så stolt og knejsende. Jeg finder mig selv fortabt i at studere hende, når jeg står og kigger ind i hendes glasmontre på den gamle banegård. Denne kopi når hende ikke til sokkeholderne, men i mangel af bedre, og som en ringe erstatning for den ægte vare, så købte jeg hende i en kunstforretning på Montmartre. Og nu står hun i vores lille vindue i stuen og nyder solen og holder hovedet oppe for os alle.

Tre styk look-a-like Pashminatørklæder til 9 euro ved hvert andet gadehjørne. Ja tak! (Især når Paris i maj ikke helt lever op til de varmegrader, man i sin blinde optimisme havde forestillet sig hjemmefra)

And then there was Paris

Hvad er mere livsbekræftende end at rejse og opleve med den man elsker?

Jeg kan ikke komme på ret meget. Og midt i al vores sorg og bekymring for Bedste, som stadig kæmper sin egen forundrende kamp mod døden, nu på 4. døgn uden en dråbe mad eller drikke, så glæder vi os heldigvis også over tanken om vores dejlige tur til Paris.

To hele dage og tre nætter fik vi i romantikkens by.

Havde vi haft en skridttæller på, kunne den sikkert have fortalt os, hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt på gåben, men hjernens indre skridttæller talte heldigvis oplevelserne og snakkene i stedet. Vi så det hele og lidt til. Og vi fik shoppet, se kunst, drukket rødvin og café au lait og spist snegle.

I skal ikke forskånes for et shoppeindlæg, et restaurationsindlæg og selvfølgelig et kunstindlæg for sig selv. Det sidste vil I selvfølgelig kunne finde HER, hvor der vil komme flere fra samme skuffe i de kommende dage.

180 grader nord og derefter direkte syd mod Paris

Det går opad på humørkurven lige nu. Opad på jobkurven. Det går faktisk 180 grader opad, i forhold til for ganske få uger siden, hvor jeg var lige ved at smide håndklædet i ringen over det fordømte folkeskolelærerliv i indskolingen. Men tingene har taget en drejning til det bedre. Til det meget bedre tør jeg godt sige højt nu.

Først kom fastansættelsen. Den varmede og gav ro i sindet.

Så kom læsevejlederstillingen. Den tændte ild, energi og faglig nysgerrighed.

Og i dag kom så pladsen i Ottendeklassen. Den gik lige i lærerhjertet, som banker særligt hårdt for de ungdomssløve, hormonsforstyrrede og mediezappende teenagere.

Og jeg skulle ikke engang flytte arbejdsplads, lære nye kolleger at kende eller skrive ansøgninger. Min turban blev på forunderlig vis fyldt med appelsiner og næste skoleår ser pludselig meget lysere ud i min optik.

Og i morgen drager Manden og jeg til Paris i 4 dage. Vores første ferie uden barn siden vi blev med barn, og jeg sitrer indvendig ved tanken om at dufte lufthavnen igen, mærke suset af et fly der letter og bevidstheden om at et nyt land venter forude. Vi skal endelig opleve den by, jeg elsker så højt, sammen. Vi skal sove længe. Vi skal spise omeletter og baguettes og drikke vin 'en masse'. Vi skal se på kunst på nedlagte banegårde og se på solnedgange fra Sacre Coeurs trappetrin, for derefter at vakle forelsket ned mod Montmartre.

Jeg tager kameraet, blokken og sprittuschen med, men ikke computeren. Så der bliver stille på bloggen medmindre iPhonen insisterer på at noget ikke KAN vente med at blive delt med jer herhjemme. BON, whatever I skal lave, jeg skal VOYAGE! Au revoir mes amis.

Jamen, jeg HAR jo tilbudt dig, at du bare kan droppe mig af i Paris!

Ovenstående er et tilbud fra konen til manden. Manden skal til Le Mans med drengene. Konen planlægger en Londontur med pigerne i stedet. Noget for noget, mener hun. En weekend væk på tur = en weekend på tur.

Sådan ser mændene ikke helt på det. Deres Le Mans tur er i bil, i telt og med dåseøl som hovedindtag.

Pigernes Londontur er med fly, hotel og lækkert londonesisk mad og Pubøl som hovedindtag.

Mændenes tur varer fra torsdag aften til mandag morgen.

Pigernes varer fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Pigerne mener at de to ekstra dage, drengene er væk, bør indgå i en forhandling i mod hotel og dyre caféregninger.

Og pigerne HAR jo tilbudt drengene, at de bare kan droppe dem af i Paris på vejen derned. DET ville også være helt ok med dem….tssss….bevares!