Viser opslag med etiketten Kultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kultur. Vis alle opslag

tirsdag den 10. maj 2011

Igen - noget usammenligneligt, eller...

En god veninde postede i dag en update på sin Facebook (don't we just love FB for delivering good stories to blogs?), som jeg bare må dele med jer.

A-T er udover at være en rigtig god ven, også en af mine yndlings FB-venner, fordi hun altid finder de gode historier og denne er ikke en undtagelse, synes jeg. Måske kan den endda lægge op til lidt debat her på bloggen? Feel free...


Den jødiske avis Der Tzitung bragte det efterhånden verdenskendte foto, som du ser herover, af hele den amerikanske politiske elite i The Situation Room under Osama Bin Ladens tilfangetagen og har i deres udgave editeret de to eneste kvinder, Hillary Clinton og Aurdrey Tomason ud af billedet.


Det vakte selvfølgelig provokation i den vestlige verden og ord som kvindeundertrykkelse og kønsdiskriminering kom på tale - også på Facebook.

Men jeg synes det er mere nuanceret end som så. Og mit svar til updaten lød:
Inden alle flyver op i det røde felt, så forklarer avisen det jo netop til sidst i artiklen: "Because of laws of modesty, we are not allowed to publish pictures of women, and we regret if this gives an impression of disparaging to women, is certainly never our intention. We apologize if this was seen as offensive."
Som jeg læser det, er det en anstændighed/ærbarhedslov i Israel, der ganske givet i vores øjne er forældet, men ikke desto mindre nok er en lov, de er nødt til at følge som national avis. Men ja, det er da tankevækkende, at det er nødvendigt. I mine øjne handler det bare ikke om ligestilling, da problematikken er langt mere kompleks end som så. De mener jo derimod at de har beskyttet og respekteret det kvindelige køn, hvis du spørger dem. Kulturforskel er en mærkelig størrelse og når det bliver belyst i et globalt samfund, hvor vi kan dele hinandens nyhedsmedier og holdninger son vi kan i dag, så sætter det provokationer igang. Det tror jeg man skal passe på med, og i stedet prøve at forstå. Ikke acceptere, men forstå.
Undskyld, hvis jeg prøver at lyde frelst, men jeg synes bare det er mere nuanceret end som så :-) Tak for linket i øvrigt, A-T. Du finder altid de fede historier!
Du kan se billederne og hele avisens forklaring HER.

Hvad tænker du om det hele? Er jeg for blåøjet og naiv? Bliver du også provokeret? Eller kan du ligesom jeg faktisk godt forstå avisens forklaring og endda deres dilemma? Ja, hvad tænker du?

OPDATERING:
Der Tzitung er en ultraortodoks hassidisk avis, som læses af en del ultraortodokse jøder i Brooklyn, hvor den har hovedsæde. Jeg har ikke kunne finde noget sted, hvor der står om de to kvinder også er redigeret ud af teksten i artiklen. Den jødiske rabiner Jason Miller pointerer dog at avisen, ved at ændre på historiens gang på den måde, også bryder en jødisk lov. Han siger:
Der Tzitung edited Hillary Clinton out of the photo, thereby changing history. To my mind, this act of censorship is actually a violation of the Jewish legal principle of g'neivat da'at (deceit).

torsdag den 14. oktober 2010

Når bandet stjæler showet

I aftes oplevede jeg tre mandlige musikere, der i den grad kunne deres kram. De havde en god sangerinde med sig, der også havde skrevet de fleste af de sange, de spillede, men det var deres show.

IMG_1324

To af musikerne var brødre, Troels og Lars Skjærbæk, og deres spil på diverse guitarer, bas, kontrabas og mundharmonikaer var intet mindre end fremragende og medrivende. Men den mand, der virkelig fangede min opmærksomhed var Nikolaj Heyman, som spillede steel pedal (hawaiiguitar), elguitar og en træplade, som fungerede som basrytmen på en stortromme. Han var SÅ fascinerende at se på, som han stod der fuldstændig indhyldet i musikken.

Der er for det første noget med mænd der kan spille et instrument. Næsten uanset hvor grimme eller kiksede de er, så sker der et eller andet med deres tiltrækningskraft, når de spiller på instrumentet og lever sig ind i musikken. For mig anywhos. Og der er ingen tvivl om, at brødrene Skjærbæk er nogle pæne mænd i forvejen, og de er, som musikere er flest, bevidste om det, når de står på scenen. De hygger sig, nyder lækkerheden, opmærksomheden og musikken. Lever sig ind i det univers. Og det virker. Uuuuhm, kontrabas og mundharmonika…så lækkert! Jeg ææælsker kontrabas. Nammenam.

Og så er der sådan nogen som Nikolaj Heyman, som sidder lidt i baggrunden og gemmer sig bag instrumenterne. Han kigger ikke ud på puplikum og han kommunikerer meget lidt med de andre på scenen, mens showet står på. Når han spiller, så er han ét med musikken, set udefra. Hele hans krop spiller tonerne og ansigtet er fortrukket i et sært forpint udtryk. Han virker som perfektionisten, der kan høre hver enkelt skæve tone, og derfor stræber efter den optimale lyd i alt han laver. Han fascinerede mig på en helt anden måde. Ikke på lækkerhedmåden, selv om han sikkert også er en lækker fyr og alt det der. Det var mere måden han udførte sin kunst på. Det var fantastisk. Når jeg kan se at folk brænder for det de laver, som jeg så ham gøre det, så sker der et eller andet i mig. Jeg bliver fandme bare så glad i låget. Jeg får lyst til at le og danse og gå op til den person, der vækker de følelser i mig, og give ham et ordentlig kram og fortælle ham, at det er excellent; det han gør. Så Nikolaj Heyman. DET ER EXCELLENT; DET DU GØR!

Og nå ja, sangerinden hedder Signe Svendsen, og hendes nye cd “Ny Passager” var playlisten. Og hun er god. Dette indlæg er slet ikke retfærdigt over for hende, for hun var faktisk meget god. Liiiidt kedelig i længden med de mange stille numre med den samme lyd, i hvertfald når man sidder og hører det live. Men god…nok. Og hendes band….lækkert!

torsdag den 4. februar 2010

Sådan kan verden også se ud

NGPacCenterPol

Jeg skrev lige i en kommentar til M i indlægget med videoen om at være mærkelig eller bare anderledes, at vi på min tidligere arbejdsplads havde et kort lignende dette i vores bibliotek. Jeg havde en del timer inde i skolebiblioteket, og jeg elskede at gå hen og kigge på verden i dette perspektiv. Kortet kom til os ved en fejlbestilling, men da vi modtog det, nænnede vi simpelthen ikke at levere det tilbage igen. For hvor ellers end i en skole, er der netop behov for at kunne se verden fra flere sider og perspektiver?

onsdag den 3. februar 2010

lørdag den 26. september 2009

En moderlig indrømmelse efterfulgt af musikalsk genialitet

Indrømmelsen først:
Efter at have haft STORE skrubler over at skulle rejse væk fra Skrupsakken fra mandag til lørdag og derfor for første gang skulle adskille mig fra ham i over 10 sammenhængende timer, må jeg med skam indrømme, at jeg først kom til at savne ham sådan rigtigt om torsdagen OG at jeg faktisk et øjeblik glemte, at jeg havde et barn fredag aften ved 20.30-tiden, da Annika Aakjær sang "Help" på Gasværket. Som afslutning på en fantastisk lejrskoleuge tog Manden og jeg en egoistisk kæresteaften med sushi, øl og teater, mens Skrupsakken forlængede sit moderfravær med en ekstra dag og fik et fantastisk døgn ved farmor og farfar i stedet. Et genialt koncept for øvrigt, som hermed bliver skrevet til protokols til senere erindring. For hvem er egentlig klar til at være en ansvarlig og omsorgsfuld mor efter fem dage sammen med 41 stk. 7. klasseselever? Let's be honest!

Hvilket også næsten helt naturligt bringer mig videre til genialiteten:
Come Together på Gasværket er intet mindre end musikalsk genialitet i mine ører! De gamle, alt for velkendte, Beatlesnumre fik nyt liv, større stemmer og mere syret fandenivoldskhed, end jeg nogensinde troede muligt. John Lennon ville have været en stolt og rørt mand, hvis han havde kunne besøge det gamle gasværk på Østerbro i København. Han ville have elsket, hvad Cederholm og de andre genier havde gjort ved de gamle numre, og han ville have tænkt: "Now, why didn't I think of that?".

Især må nævnes to nye navne i min bevidsthed. Annika Aakjær og Sara Grabow! Annika Aakjær sang så hårene rejste sig på min arme og hendes fortolkning af Help var intet mindre end formidabel. I kan se lidt af den i dette klip:



Jeg har siden brugt hele aftenen på at Google de to og fandt blandt andet ud af, at de bestemt ikke er nye ansigter på den danske musikscene, så måske er det bare mit fravær de sidste tre år, der her igen kommer til udtryk. Sara Grabow er for eksempel Sebastians datter og har deltaget i flere større teateropsætninger. Hun var fortryllende med sine store opspilede øjne og rene næsten feagtige stemme i Come Together.

Handling og rød tråd - spørg mig ikke, men musikken er forførende og fængslende og dens enorme popularitet og velkendthed er jo samtidig enormt bindende og begrænsende for videre fortolkning af den. Måske derfor følte jeg hele tiden, at jeg var besøgende på en sindsygeanstalt i middelalderen, hvor alle de indlagte var fanget og bundet af musikkens forførende selv. Den styrede dem totalt, og hver og én lod de sig fange og leve ind i de toner, der jog den sidste rest af fornuft ud af dem.

fredag den 26. juni 2009

I dag er verden lidt fattigere end i går

For ham her er her ikke mere.

Og hvad man end mener om ham og hans "way of living", så var han efter min mening noget helt enestående inden for musikken.

THEY DON'T CARE ABOUT US

Dette er min all time favorite Michael Jackson sang og video! Ingen kunne lave musikvideoer som ham.

Hvil i fred Michael.

mandag den 4. maj 2009

Vi ventede ikke på Godot

Når man er nybagte forældre, så er det alt alt for nemt at glemme hinanden. For man har jo verdens dejligste menneske indefor en håndsrækning, og det lille menneske venter bare på at blive kysset, knuset og elsket i spandevis. Og der hvor man før overøsede den anden voksne med al den hengivenhed og nærvær, står nu en blespand, et puslebord og en trehjulet cykel. Jeg er personligt selv blevet overrasket over, hvor let det er at glemme at være kærester, når man har langt vigtigere ting at tage sig for, såsom at være mor og far.

Men, hvor er det bare så meget nemmere at være mor og far, når man også er kærester og klapper hinanden i måsen en gang i mellem! Sådan er det i hvert fald for os. Så vi har en aftale om mindst én (gerne flere) fast kærestedate om måneden, som kun er for os to. Drengen bliver passet af barnepigen, og vi tager ud og nyder livet og hinanden.

Jeg havde fået et tilbud på nogle teaterbilletter til forestillingen "Venter på Godot" med bl.a. John Goodman i en af hovedrollerne, og det blev undskyldningen for aftenens date.

Den spiller på The Roundabout Theatre, som bl.a. ligger i det gamle Studio 54. Jeg tog mig selv i flere gange i løbet af forestillingen at lade mig henføre til de vilde 70'ere, hvor rummene jeg sad i rummede et helt andet liv. Jeg forestillede mig, hvor Andy Warhold havde hængt ud i baren sammen med Salvador Dali og Janice Dickinson, og hvordan Calvin Klein havde ladet sig rive med af musikken på dansegulvet, mens Mick Jagger dyrkede sex med sin Bianca i en af sofaerne. Nok ikke lige de tanker Samuel Beckett havde håbet på at vække hos sit publikum, da han i sin tid skrev stykket. Lad mig sige det sådan: Vi ventede ikke! Vi gik simpelthen i pausen. Det har jeg aldrig gjort før, og jeg ville have forsvoret, at det nogensinde skulle ske. Jeg går af princip ikke fra underholdning, heller ikke selv om det ikke falder i min smag. Principper er til for at blive slugt, glemt og fejet af vejen, er nu mit nye princip! Det var simpelthen røvkedeligt, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke gad at sidde og spilde vores kæresteaften og dyrtkøbte barnepigetimer med et elendigt teaterstykke og nogle halvdårlige skuespillerpræstationer, når hele Manhattan lå lige uden for døren og ventede på os.

Inden vi gik i teateret havde vi været ude og få fransk/japansk fusionskøkken på Restaurant Japonais, der ligger i TriBeCa (The Triangle Below Canal st.).

Det var så til gengæld alt andet end kedeligt. Betjeningen var formidabel, og prisen var fornuftig i forhold til, hvad man fik for pengene.

Tjek fx lige denne lækre Crispy Shrimp and Salmon Roll, som jeg fik til forret:

Uhmmmm, mine tænder løber helt i vand bare ved tanken.

Og hvad får Drengen så ud af disse aftener? En dejlig stund med sin elskede barnepige og synet af sine forældre der kysser, knuser og krammer hinanden i hverdagen, fordi de i flere uger kan leve på den romantiske gåtur nedaf Broadway, hvor de fik lov at tale sammen om livet, drømmene og hinanden.

mandag den 27. april 2009

Communiversity

Når byens borgere slår sig sammen med universitetets studerende får man det, man i Princeton kalder Communiversity. Og når man så står med sådan et lækkert ord på hånden, så kan man jo lige så godt fejre det og holde en kæmpe byfest, hvor kunst, kultur og samfund er hovedtemaerne konkretiseret i smukke brugs - og billedkunstboder, mangfoldige sceneshows og et flerkulturelt madorgie.

Vi kom ved et tilfælde forbi, for vi havde intet hørt om denne fællesfest, selv om vi kun bor 15 km. nord for Princeton!!? Med det kan vi så konkludere, at vi enten kommer for lidt ud, eller at de i Princeton ikke finder det nødvendigt at reklamere yderligere for en tilbagevendende årlig begivenhed, som alle har glædet sig til og forberedt sig på i flere måneder inden. Vi kommer nok for lidt ud.

Weekenden bød på hedebølge på over 30 grader, og der er kun en ting der er mere uudholdeligt end at være ude i den varme, og det er at være inde. Så lørdag formiddag pakkede vi bilen, Manden, Drengen og jeg, og tog til Princeton for at hygge os på legepladsen på Lover's Lane (ja, de kan det der med at finde navne til ting i Princeton). Vi endte midt i byfesten og greb chancen for at få vores hungrende forlystelsessult stillet lidt.

Og hvor ellers end i det finkulturrelle Princeton finder man denne form for festivalmad:

Spansk økologisk Paella med muslinger og kæmperejer. MUMS!

Heldigvis kunne man også få noget så Plain and Simple som Funnel cakes (tragtkager),

som er en kage lavet af flydende dej, der hældes igennem en tragt og ned i friture, hvor det bliver stegt. Derefter serveres den med drysset flormelis på. En rigtig festival spise, som minder meget om vores klejner og da vist også er et levn fra de hollandske emmigranter.

På campus kunne man finde spændende og oplysende stande om forskellige nationaliteter og kulturer. Fx fandt man lige ved siden af standen om besættelsen af Palæstina, standen om Princeton University's Cheerleading Squad. Hvem, der har besat dem, stod der dog ikke noget om.