Hvor er børn kloge!

Sad lige og så Ramasjang Live sammen med Skrupsakken, og det første emne de snakkede om i studiet var krigen i Libyen!

Først al mulig respekt og bifald til DR for at de tør at tage så tungt et emne op med børnepanelet og lade det fylde i børneprogrammerne. Jeg mener, det er sindsygt vigtigt at lade børnene få lov til at udtrykke deres frygt og deres tanker om alt det de oplever, de voksne snakker om både ved spisebordet og i Nyhederne. Og at man netop ikke gør det til et tabu, men derimod sætter en tryg og god ramme om en snak om noget, der fylder rigtig meget i mange børns hoveder. "Danmark er i krig!", hører de, ser de og oplever de.

Og så bliver jeg virkelig glad indeni, når man taler til børn, som om man tror de har noget på hjerte og noget vigtigt at sige. For det har de! Og når man lader dem få taletid, så vi andre kan høre, hvor fornuftige de og hvor klogt de tænker. Som fx da den ene pige siger, at hun synes at en leder skal lytte til sine medmennesker og lade dem være med til at bestemme i stedet for bare at bestemme det hele selv. Eller drengen, der ikke mener, at det er ok, at en mand bare får lov til af resten af verden at "nakke" alle dem han har lyst til. Eller den tredje pige, der synes at danskerne er sådan nogen, der gerne vil hjælpe andre, der ikke har det lige så godt som dem selv. (Arheem, den lader vi lige stå lidt, den sidste, ikk'! Så kan vi voksne jo lige tænke lidt over dét ansvar der følger med den tillid.)

Fie linkede til et lignende indlæg på en anden blog i dag, og jeg læste dette indlæg næsten samtidig med, at jeg så programmet i Ramasjang. To meget forskellige måder at opleve krigen og dens realiteter på for børnene. Jeg ved godt, hvilken jeg foretrækker, og ja, jeg synes vi skal snakke med vores børn om de tunge ting også. Det er vores forbandede pligt som voksne. De har lige så meget behov for at sætte ord på alt det de tænker, som vi andre nogen gange har. Men måden vi gør det på, er ikke uvæsentlig i min verden. Ramasjang vandt klart den kategori i dag. Tak fordi I tør DR.

Hvad synes du? Er krig for børn? Eller skal vi gemme de grusomme fakta til senere i livet? Kan vi overhovedet undgå, at krig bliver for børn, når vi er et land i krig?

Med Jevatasken i nakken og knæstrømper i kinaskoene

Kan du huske din første skoledag? Hvor du stod med Jevatasken helt oppe i nakken, fordi den var gabende tom og let som det nylon den var syet af. Og hvis du var pige, havde du måske, ligesom jeg, fået nye bløde kinasko, du kunne stikke de hvide knæstrømper ned i?

Sådan så jeg ud på min allerførste skoledag for 30 år siden:

Jeg har desperat forsøgt at printe alt det ud, jeg kunne finde på UCC’s intranet for studerende på læsevejlederuddannelsen, så min taske ikke ødelægger mine frisure i nakken i morgen, når jeg stiger på skoletoget til mit livs fjerde første skoledag.

Og der midt i printningen ser jeg det:

Sagde jeg, at det var læsevejlederuddannelsen, jeg skal starte på? Jeg må hellere se vejledningSfilmen godt igennem inden. Jamen, for H…… da!

Helt ærligt, skal jeg skrive en mail til dem og sige det? Altså jeg mener, det er da pinligt det der. Eller det bare mig?

(Du kan godt se det, ikke? Det er ikke bare mig, vel?)

Mit navn er AB. Jeg er skabsrockabilly!

Det tyske rock’n’rollband The Baseballs spiller lystigt fra anlægget herhjemme for tiden. Jeg må tilstå, at jeg har altid været en fan af rigtig rockabillynumre og berlinerdrengene her har taget en masse nye hits og lavet dem om til netop det. Rihannas Umbrella, Katy Perrys Hot N Cold og Leona Lewis’ Keep Bleeding.

Måske er det min opvækst i et hjem med en Elvisstruck mor, der har sat sine spor i musiksjælen. Eller måske er det mine 13 år på Kaj Hansens danseskole, der hiver trangen til de frække dansetrin frem.

Sig mig nu, er du også skabsrockabilly?

Konfektrus

Da jeg var lille havde vi altid en småkagedag og en konfektdag i december. To dage, hvor sukkerindtaget i den grad oversteg de anbefalede doser, men hvor det blev opvejet af lige antal doser af julehygge, familiestemning og nærvær. Min mor lavede de voksnes konfekt. Dem med rosinerne, sprutten og mandlerne i. Mine brødre og jeg sad ved spisebordet med julevoksdugen og lavede de farverige barnlige stykker med frugtfarven og metalformene. Der blev lavet højtbelagt smørrebrød, biler og blomster i marcipan.

For at det skal være rigtig jul i mit hjem, skal der altså derfor være både tofarvede småkager og konfekt i lange baner. Og i søndags startede konfektrusen så. (Jeg har efterfølgende lagt opskrifterne ind så I kan lade jer inspirere)

Marcipankugler med chokolade og mandler:

Opskrift: En rulle marcipan, der rulles i små kugler. Kuglerne dyppes halvt i smeltet chokolade (mindst 70%), sættes på en plade og trykkes let flade med en smuttet mandel. De er så enkle at lave, og de smager fantastisk af det de er: marcipan, chokolade og mandler.

Marcipanpakker med rosin i cognac og nougat:

Opskrift: En rulle marcipan deles i to lige store dele, som rulles flade, ca. 3mm tykke. (Det kan anbefales at rulle marcipanen ud mellem to stykker pålægspapir, så skal man ikke skrabe det af bordet bagefter.) 2 dl. rosiner blendes let med 4 cl. god cognac. Det æltes sammen med en pakke blød nougat og smøres ud mellem de to plader marcipan, så der dannes en sandwich. Det stilles på køl, til det er stivnet lidt, og skæres derefter ud i små firkanter, der dyppes i mørk chokolade (mindst 70%) og pyntes med hvid chokolade. Jeg har foldet et stykke bagepapir til en tragt og på den måde malet bånd på pakkerne.

Chokoladesnebolde med marcipan blandet med kaffe og japansk whiskey, drysset med hvide chokoladeflager:

Opskrift: En rulle marcipan æltes med 3 skf. stærkblandet pulverkaffe/espresso. Styrken af kaffen kan justeres i forhold til, hvor meget gerne vil have dem til at smage af kaffe. 4 cl. whiskey (behøver ikke være japansk, det var bare den vi havde, som for øvrigt er virkelig god!) æltes også i og blandingen bliver lidt blød og smattet. Den rulles til små kugler, som dyppes helt i mørk chokolade (mindst 70%) og med det samme drysses med hvide chokoladeflager. Flagerne fåes ved at rive chokoladen på den grove side af et rivejern.

Og resterne, som der altid er, endte med rosiner i mørk chokolade og mandler i hvid chokolade.

Senere samme dag fældede vi juletræet, som nu står spændt og venter ude i kulden på at det skal blive lillejuleaften, så det kan komme ind og blive smukkeseret med minder.

Aftenen, hvor Bjørn og Erik blev mænd

Måske ved du allerede ud fra min titel på dette indlæg, hvad jeg vil skrive om. For mange af os, er Bjørn og Erik en lige så naturlig del af vores ungdom, som Anna og Lotte er for vores barndom.

Tro, Håb og Kærlighed er lige rullet over skærmen i vores stue, og selv om jeg har brugt den utallige gange i undervisningen og har set den lige så mange gange selv privat, så griber den mig stadig lige om hjertet. I det øjeblik, hvor Erik får lussingen af sin far og det hele vender i hans blik. Man kan ligefrem se, hvordan styrken og magten springer fra farens hånd og over i Eriks psyke. Og Bjørns, stakkels forelskede og ulykkelige Bjørn,'s deterministiske blik, da han gør det eneste rigtige og fortryder forlovelsen med Kirsten og i stedet står ved sin bedste vens side i konfrontationen med mange års underkuelse og ydmygelse.

Og tænk sig, at han oven i købet har styrken til at give sin far det sidste knus, dog med væmmelse og afsky, men alligevel. Han har i den grad erobret magten i den kamp. Det er intet mindre end mesterligt, og det holder 100% selv den dag i dag.

Hvad rammer mig mest af alt, er hvor enkelt det kan gøres, når bare man har de rigtige skuespillere til at fortælle det på den helt rigtige måde. Lars Simonsen, som Erik, er formidabel, og Bjørn, Anna og Kirsten rammes alle tre nøjagtig ind i hjertekulen af de tre karakterer de hver især skal portrættere. Og så har jeg ikke engang nævnt Bent Mejding og Aase Hansen, som Eriks forældre.

Her er ingen 3D-effekter, store sound tracks, computeranimerede effekter eller andet lir. Her er bare mennesker, fortællinger og filmstrimmel.

Og ja, selvfølgelig skal jeg da ind og se Avatar med 3D-briller på og det hele. Men den har store fodspor at udfylde og træde videre i. Mit personlige filmparameter blev sat med Tro, Håb og Kærlighed i VHS-maskinen og fireforestillingen hver søndag eftermiddag på DR (the one and only). Bring it mr. Cameron!

Pindsvin

I Sverige hedder det Korv med mos. I mit barndomshjem kaldte vi det pindsvin. Uanset hvad du kalder det, er det ALTID et hit ved både børn og voksne.

Jeg er ikke sikker på, at det er særligt ernæringsrigt eller på anden vis fornuftigt at spise, men det mætter helt fantastisk og så er det sjovt at spise! Jeg elsker pindsvin - og det gør Manden og Skrupsakken heldigvis også :-)

Og nu har vi fået pyntet op til jul og bagt julesmåkagerne. I morgen skal der hentes lyskæder hjem til hytten og i løbet af ugen bliver konfekten lavet klar. For på fredag fylder Skrupsakken to år og det skal fejres. Så fredag kommer vuggestuen herhjem til leg og hygge med alt hvad dertil hører og lørdag kommer familien og fejrer vores lille guldgris. Jeg glæder mig, og måske skal vi have Pindsvin til festmåltidet. Hvis du spørger fødselsdagsbarnet, så er der ingen tvivl, så er svaret: "JA!".

Skatte fra en svunden tid

Jeg er alene hjemme. Mandan har taget Skrupsakken med på tur til mine svigerforældre, så jeg kunne få en dag for mig selv sammen med alle mine dejlige retteopgaver og forberedelsesarbejde.

Det er helt underligt, at der er så stille i huset. Jeg sidder her i vores nyindrettede kontor og nyder at få ting fra hånden. Jeg får "årnet" (jysk og stammer fra ordet ordnet) en masse. Der er ikke noget bedre, end de stunder, hvor man får årnet og så'n. Det rykker for vildt.

Især når det er med kaffe og skildpadder og nye friske rosenknopper fra haven.

Men inden jeg satte mig her, havde jeg lige et stel til 14 personer jeg skulle vaske op. Og det er egentlig den skat, jeg ville fortælle jer om.

Engang da jeg var helt lille, måske fire år, sagde jeg til min Bedste, at jeg synes hendes stel med blomsterne var så flot. Jeg elskede de fine blomster og guldkanterne. Man følte sig helt speciel, når man sad og spiste sin rugbrødsmad med honning på en af de fine små blomstrede tallerkener.

I dag er jeg stadig fire, dog plus tredive år ekstra, og min kære gamle bedste, som i dag er 95 år gammel, har husket min fascination af det gamle stel. Faktisk er det sådan, at længe før nogen af os børn, børnebørn og oldebørn overhovedet havde tænkt tanken ARV i samme sætning som hende, der havde hun allerede navngivet det meste af hendes gods. Hun vil nemlig ikke have, at nogen skal have problemer eller komme i konflikt om det, når hun ikke var her mere. Da hun havde to stel, og heldigt nok, også to pigebørnebørn blandt syv i alt, skulle vi to da have hvert sit. Sådan har det været bestemt længe.

For nogle år siden flyttede hun på plejehjem, og hendes ting blev pakket ned, deriblandt de to stel. Mit blev pakket ned i min fars kælder, da jeg dengang ikke havde pladsen og derefter rejste til USA i tre år. Men nu, hvor vi sidder her i eget hus, så mente min kære far, at det var på tide, at jeg fik min "medgift" med ind i ægteskabet.

Jeg siger jer, det var SÅ fantastisk at pakke det fine gamle stel ud. Blomsterne stod lige så fine og klare, og guldkanten var gylden som ny. Der er blevet passet på det fine porcelæn. Ikke noget med opvaskemaskiner og 2+1 tab programmer der.

De fine fade og skåle er som levn fra en svunden tid, hvor man serverede sovs, kartofler og gemüse til måltiderne, og hvor kaffen blev serveret i en høj kande, med stor lagkage på ét fad og småkager og konfekt på et andet. Og der midt i al herligheden var der sørme også lige 8 kuvertaskebægere og to cigaretholdere. Nå ja, dengang var det jo helt normalt, nærmest forventet, at der stod et askebæger ved hver anden kuvert.

Hvor ser man lige sådanne på bordet i de danske hjem i dag? Straks tænker jeg, hvad jeg mon så kan bruge de fine små askebægere til i stedet. Jeg tænkte måske til fyrfadslys, så er der da stadig en vis form for brand i dem. Måske du har en anden god idé?

Og se så lige, hvad jeg også fandt midt i kassen:

En taske min bedste selv har broderet og monteret. Er den ikke smuk?

Når hun engang ikke er her mere, så vil jeg sidde ved mit smukke dækkede bord og mindes hendes sirlighed, ordentlighed, gode mad, lune humor, skarpe sind og kloge ord om verden, kristendommen og familien. Men den tid, den sorg. Inden da, tror jeg at jeg vil invitere hende på en kop kaffe og et stykke kage, selv om det nok er lidt ønsketænkning at hun tager rejsen helt herover på den anden side af Storebælt. Men hun skal have budet, skal hun!

Og bordet juleaften er allerede dækket de første 100 gange i mine tanker. Det bliver det smukkeste julebord nogensinde. Bar' det snart var jul!

Arhraaaa, so dat is vat is so funni!

Et indlæg ved Julia fik mig netop til at tænke på nogle af mit livs AHA-øjeblikke. Der er selvfølgelig mange, men et par af dem står mere klare i min erindring end andre.

For eksempel den som jeg nævner i kommentaren til Julias indlæg, hvor ordet DETERMINATION i lang tid blev læst som DET ER MIN NATION af mig. Det irriterede mig grænseløst, at man kunne lave en så simpel stavefejl på en ellers fed (total 80er) plakat af en mand og en kvinde der stod og kyssede i stonewash cowboybukser ved havet (allerede dengang var dansklæreren ved at vokse frem i mig).

Jeg kunne selvfølgelig ikke finde originalen, men det var lidt a la dette her:

Behøver jeg at sige, at jeg syntes det var den fedeste og mest romantiske plakat i verden, og jeg kunne slå min storebror ihjel for at eje den, da den hang på hans sort/hvide teenageværelse. Jeg er næsten 100% sikker på, at det er en gammel Levisreklame.

Nå, men den anden øjenåbner kom flere år senere, nemlig nytårsaften år 1998. Vi var en flok venner, der holdt fest sammen og traditionen tro skulle vi se 90 års fødselsdag og skåle med den kære James. Og der, lige i det sekund filmen er næsten slut, går det op for mig, hvorfor mine forældre og deres venner altid grinte fjoget ved Miss Sophies sidste replik på vej op af trappen: "Same procedure as every year James...."!

Der er bare nogle ting her i livet, som man kun kan forstå, når man bliver "gammel nok"!

Min drengedukke

Min lillebror er 7 år yngre end jeg. Da han kom til verden, var det noget af det sejeste, der kunne ske i min verdensoptik. Pludselig havde jeg en af de vildeste dukker på vejen. Min nye dukke kunne nemlig både skrige efter mad, tisse OG skide! Jeg blev hurtigt en god bonusmor til denne lille drengedukke, og han blev trillet op og ned af gaden og nusset og pysset. Da vi blev ældre, blev jeg hans barnepige, som passede ham, når vores forældre havde aftenvagter i familierestauranten. Der var ikke så meget dukke over ham mere, men han skulle stadig passes på og beskyttes af mig, hans elskede Belle. Og sådan voksede vi langsomt op sammen, og som tiden gik blev vi lige så stille lige høje, og ret hurtigt derefter var han højere end mig, men jeg var stadig den store på en eller anden måde. Den han kom til efter råd, og den der irettesatte, guidede og klogeågede ham alt for ofte.

Now - not so much!

Det er ikke lige sket, at han og jeg blev ligeværdige voksne, hvor rådene, klogskaben og vidensdelingen blev en naturlig del af et velfungerende tovejssystem. Det gik allerede op for mig allerede for 7 år siden (og måske endda længe før), hvor vi begge sad med hver vores forliste kæresteforhold bag os og slikkede vores poter sammen. Han delte gavmildt ud af sin menneskelige indsigt. Vi lyttede til Allan Olsen i hans tagvindueskarm og talte om de dybe store og vidtstrukne ting i livet.

I dag sad han sammen med sin specialegruppe og imponerede ledelsen i et af dansk politiks midterpartier med et forslag til, hvorledes de kan "...ruste [deres] forvaltning af partiets kommunikative modmagt i mod den tiltagende NPM (new public management)-tendens". Og jeg er simpelthen bare så stolt af ham. Hvor er han sej, sådan lige at gå ind til de store kanoner og turde fremlægge sine tanker om, hvorledes de kan gøre det, de allerede gør og har gjort i mange år, på en bedre og mere konstruktiv måde. At turde tro på, at han kan lære DEM noget. Det er selvværd og selvtillid, der vil noget. Og han har noget at have det i! Det opdagede de heldigvis også med det samme

Nu er han lige snart akademiker og har dermed et papir på sin hjernekapacitet. Det papir behøver jeg ikke at se. Jeg har allerede set det hundredvis af gange. Jeg tror dog, at han selv glæder sig bare en lille smule til at se det sort på hvidt, om ikke andet så for at se en ende på de sidste mange års anstrengelser.

Nu har jeg en ny drengedukke i min barnevogn, og den ligner til forveksling den første jeg havde af slagsen. Godt nok, har denne dukke nogle meget karakteristiske fysiske og personlige træk, der minder umiskendeligt meget om min mands, men humoren og blikket i øjnene er det samme som min lillebrors. Når han kigger på dig og lader ansigtet fortælle, at han prøver at regne dig ud inde bagved din facade. Noget siger mig, at menneskekenderen er den samme i de to. Det ville være en gave af de største, hvis han skulle være så heldig at have arvet noget fra den skuffe.

Blerøv og stjernekokpotentiale

Udover mine transskriberingsstunder med Sound of Music, Melodi Grand Prix og bedsteveninden, er nogle af den bedste stunder fra min barndom, når jeg var med min mor og far ude i deres restaurant. Vi havde en restaurant, der lå midt i skoven, en nedlagt vandmølle, et rigtig traktørsted, hvor byens folk holdte deres konfirmationer, guldbryllupper og begravelser og byens værftskonge sine store søsætninger. Det var store portioner, der blev anrettet i køkkenet, og jeg var så heldig, at kokkene gad at have en lille sveske som mig løbende omkring benene på dem. Og at de oven i købet gad at bruge tid på at sætte mig til at lave vigtige opgaver, som at rulle 300 boller eller skrælle 900 kartofler. Jeg elskede det. At stå i det kaotiske køkken, hvor bandeordene og tilsviningerne fløj sammen med agurkeenderne og piskerisene i gennem luften. Der var en hel speciel humor derude i det hvide stålbesatte rum, og jeg følte mig som en vigtig del af besætningen, når jeg stod der på min skammel ved industrivasken og fjernede øjne fra de dampende varme hvide kartofler.

Nu er det Drengens tur til at prøve at føle glæden ved at være med og at gøre sin vigtige del i madlavningen. Vi havde godt nok ikke 300 gæster i selskabsbogen, men 13 voksne til en sommerfest i Det Danske Hus i Edison, er da en start, når man kun er 1½ år gammel. Så han måtte tage den hårde tjans med at skære squash og pølser i små stykker til børnenes pølseret. Selv om der røg flere squashstykker og pølser ind i hans mund end i gryden, var det helt tydeligt, at han tog sit job meget seriøst. Og sølv-"kokkekniven" fra Georg Jensen med plydsbamsen på kørte behændigt hen over skrærebrættets overflade.

Gud, hvor jeg nyder sådanne stunder sammen med ham. At se hans nysgerrighed og den eftertænksomme alvor der pryder hans ansigt, når han skal kopiere, hvad jeg gør. Og den efterfølgende stolthed over at se sin mors glæde ved hans arbejde er "priceless". Jeg har nu regnet ud, at det er en af frynsegoderne ved at være forældre. At kunne være tilskuer på første række til sådanne forestillinger.

Senere blev jeg selv forfremmet til overskyller i opvasken og derefter rengøringsdame i restauranten for til sidst at ende på toppen som tjener i sort og hvidt. Og nu venter den absolutte drøm forude som skolepatruljelærer i gult og selvlysende.

The good old days

En kommentar til Anne Mette til mit indlæg om dansen på den belgiske banegård, fik mig til at tænke tilbage på nogle af de hyggeligste stunder jeg havde, da jeg var barn.

Vi skal helt tilbage til den gang, hvor man så Melodi Grand Prix seriøst! Jo jo...og hvor sangene fra showet først blev released på kassettebånd 30 dage efter showet. Og vindermelodien kom først ud efter det store Eurovision show. Kan I huske det? Man gik der og ventede spændt og ønskede sig båndet i fødselsdagsgave.

Den gang var man den absolut sejeste i 4.b, hvis man var den første i klassen, der havde båndet OG kunne sangene udenad. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Bedsteveninden og jeg satte os tålmodigt foran fjernsynet, hvor den båndede udgave af aftenens show spillede, og så holdte vi vores getthoblaster (med optagefunktionen sat til) op til fjernsynets højtalere og optog alle sangene over på vores eget "optagebånd". Derefter spillede vi dem en efter en, linie for linie med hånden på skiftevis play og pause, så vi kunne skrive teksterne ned på papir og lære dem udenad. Altså kun de vigtigste, ikke. Forestil jer fx Sandra Kims "J'aime j'aime la vie" skrevet udførligt ned af to 11-årige piger, der ikke kunne et ord fransk!

Vi havde problemer nok med Lise Haaviks og Trax' "Du er fuld af løgn".

Det var da udvikling af sproglig opmærksomhed og lingvistik på højt plan! Jeg ledte lige i mine gemmere efter teksterne vi skrev, men selv om jeg nærmest har gemt alt fra dengang, så er de på mærkværdigvis forsvundet. Ligeledes er Sound of Music transskriberingerne.

Stakkels børn i dag, som har Google, MP3-filer og hurtig releases af MG-sangene. Hvad skal de SÅ hygge sig med på regnvejrsdage og score billige point med i skolen?

ps. I used to be 33, but then I turned 437, when I wrote this post!