Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.
Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.
175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.
