Det forpligter

Jeg har lige opdaget, at det er den 21. marts i morgen. Ikke at der er noget særligt ved netop den dato, men det overrasker mig, at vi er så langt fremme med marts. Altså, det er jo nærmest april, som jeg skriver dette indlæg. Og I ved godt, hvad det betyder, ikke?

Så er vi MIDT i foråret! Altså når vi når april. Ikk'!

Og i dag lugtede lidt af april i mine næsebor. Jeg fik for første gang i år jord i rynkerne på mine fingre. I ved den slags, der er svær at vaske af, fordi den ligesom sætter sig der for good. Jeg fik for første gang i år frisk blomsterduftende luft helt ned i lungerne. Jeg fik for første gang i år insisterende sol på mine kinder og kan stadig mærke eftervirkningerne af stædigheden.

Jeg er ligeglad om det så sner i morgen, jeg er så meget i gang med foråret nu. Det forpligter at lave sådan en omgang sol og varme sidst i marts. Så vi smed havemøblerne og grillen ud på terrassen, og når jeg kigger ud af køkkenvinduet nu, ser jeg lange lyse grillaftener og badende børn. Jeg er nået til point of no return i årsfortællingen og herfra kan det kun gå én vej. Vil du med?

Idoldyrkelse på en fredag

Man kunne være taget ind i Forum og høre Volbeat i aften. Det kunne man.
Man kunne også tage til Ro’s Torv i Roskilde og se Hr. Skæg tænde juletræet. Det gjorde man.

Hvad Hr. Skæg ikke ved er, at sekundet før dette billede blev taget, hviskede Skrupsakken til mig: “Mor, mig har lavet pøller.”

Og på vej hjem, sagde han træt fra sit sæde på bagsædet: “Mig synes altså Hr. Skæg er meget meget sød.”

Gravkøer, jordbær og hængekøjer rocks!

Denne weekend var intet mere end fantastisk og jeg var SÅ klar til bare at kalde tiden for sommerferie, da jeg gik i seng søndag aften efter en hyggelig stund på terassen med alle naboerne ved bordet. Hold kæft, hvor er vi havnet i et smørhul, hvad naboer angår.

Vi har været ude næsten hele tiden, kun afbrudt af nogle få timers søvn i vores senge. Vi har spist alle måltider ved havebordet og bare nydt og nydt og nydt, at kunne gå ud og pludselig have huset forstørret med adskellige kvadratmeter i udeareal. Terrassen bliver en slags extended part af huset, og det som før var udenfor bliver pludselig bare endnu en naturlig del af ens bolig, som man færdes hjemmevant i.

Det var weekenden, hvor vores Projekt Skur i Hul skulle iværksættes. Efter at have flyttet 15 kvadratmeter græstørv lørdag, kunne vi ikke overskue anden del, som bestod i at grave 30 cm. længere ned i ny byggegrundsjord (læs: hård som sten) med én spade. På vej til lossepladsen med sidste lad tørv, kørte min mand forbi en gravko, og spurgte kækt manden, der styrede den, om han også gravede private haver op. Han var igang med et kommunalt projekt en søndag formiddag!? (den lader vi bare lige stå lidt, ikke?)

Nå, men to timer senere var hán at finde MED gravko i vores have. Og hvis der er noget, der kan fange små børns opmærksomhed, så er det gravkøer. Alt stod stille, da koen begyndte at grave. Skrupsakken stoppede midt i sin cykeltur, for det var da lige godt noget af det vildeste, han havde set længe. Og jeg er sikker på, at drømmen om at styre sådan en maskine selv engang ikke ligger langt tilbage i hovedet.

Til sådanne solrige weekender hører sig også jordbær. Og når man ikke selv kan nå de røde fristelser, må man tage andre kneb i brug. Og pludselig var der et stort tomt hul i jordbærskålen.

Og så fik vi ENDELIG sat hængekøjen op, som vi købte for en måned siden.

Og Oh Boy, hvor kan jeg tydeligt se mig selv ligge og slænge der midt i solen hele sommeren. Jeg købte den på kojeshop.dk og den er helt klart en anbefalelse værdig. Det vatterede stof og nakkepuden sætter komforten helt i top, og så er der rigeligt plads til to i bredden, hvilket giver endnu en hel ny dimension til begrebet After Eight, som vi dyrker i stor stil herhjemme.

Ja, og så regner det igen i dag og resten af ugen ud. Sørme godt man ikke har sommerferie endnu, hva’?

Fodnote for nytilkommende på bloggen: After Eight er mere end bare chokolade, hvilket i sin enkelhed burde være nok til at forgylde begrebet. Det er også den tid på aftenen, hvor barnet sover og voksentiden starter.

Det kribler i fingrene for at male

På en regnvejrsdag i det sene efterår købte vi dette fine hus til Skrupsakken, og det har siden stået med sin fine trygimpreneretfarvet renhed og hygget i et hjørnet i haven. Det er for længst indviet med diverse sandkagefester, og brædderne på taget er taget ned og verandaen sat op.

Nu mangler det bare at blive malet, og det kan jeg næsten ikke vente med. Roen og meditationen i at male med én farve på en større flade er intet mindre end fantastisk i min verden. Hvid på hvid er noget nær toppen, hvis du spørger mig. Men lys gul/sand på trykimpreneret kan også gå an.

Så nu vil vi gerne tage et hop mere i foråret. Et hop over til den del, hvor nattemperaturen ikke kommer under 5 grader. Helst lidt varmere, så malingen ikke bliver ødelagt i de sene nattetimer. Så kan vi også for alvor begynde at sove med vinduerne åbne og køre med bare tæer i skoene om morgenen. Lutter fordele, som jeg ser det.

I dag fik han yderligere et bord med bænke fra Silvan til sit lille hus og i morgen smider vi Smokey Joe’n hen til ham, og så får han altså en ugentlig maddag fra på torsdag. Hvis man ejer egen bolig med plads til udendørs servering, er det ikke mindre end naturligt, at man begynder at bidrage lidt til de daglige pligter og inviterer De Gamle på lidt mad.

Måske kan jeg tyvstarte lidt ved at male hans bord med bænk i morgen. Det kan jo tages ind i varmen om natten. Mon ikke det går, hva’, hva’, hva’?

Nyt om robotstøvsugeren

Jeg havde egentlig skrevet dette i et svar til Marina i et andet indlæg, men jeg synes egentlig, at det fortjener et indlæg for sig selv. Nu har jeg jo selv startet føljetonen om vores plejebarn, Robotstøvsugeren.

Den er pt. sendt i skammekrogen, da den endte med at bryde ind i et lukket værelse, hvor den lukkede døren efter sig, så vi ikke kunne finde den, da vi kom hjem. Vi rendte hytten rundt og ledte efter det forbistrede bæst, og da jeg endelig fandt den inde i gæsteværelset, hvor den som sagt havde lukket døren efter sig (!!?), som om den godt vidste, at den havde lavet ulykker, fandt jeg den ved siden af en smadret glaslampe. Den havde fået fat i ledningen og derved hevet lampen ned fra bordet. Mor var tosset. Far var skuffet!

Så her i julen har vi altså støvsuget på gammeldags maner, hvilket har fungeret ganske udemærket! Ha! (efterfulgt af et lettere selvtilfredst fnys).

Mor/barn-gymnastik holder 100%

Efter 1½ måneds fravær fra vores mor/barn-gymnastikhold på grund af mine sene arbejdstider, var vi endelig tilbage på måtten, Skrupsakken og jeg.

Og jeg kan slet ikke komme mig over, hvor meget 1½ måned betyder i et knap to-årigt barns liv og udvikling. Det var en helt anden dreng, jeg havde med denne gang. Ikke fordi han ikke nød det før, men nu forstod han ALT der blev sagt fra lærerens side og abede efter ALT vi andre gjorde. Især de andre børn!

Han var helt med på, at nu skal vi have panden inden for hulahopringen og nu skal vi trampe rundt som en stor bjørn. Og den helt store test var, da han skulle op til rutchebanen, som er konstrueret af to bænke op af en tværbjælke med en rullemadras over (I kan tydeligt se det for jer, ikke?). På toppen af rutchebanen sidder en fremmed far og hjælper tumlingerne over, og Skrupsakken har indtil nu pure nægtet at få hjælp af nogens fremmede far. Men i dag var han fuldstændig ligeglad, for han ville op og rutche, og så må man jo tage ham den halvskaldede fremmede med i købet og endda også vise ham den tillid at lade ham holde en i fødderne, mens man ligger med hovedet nedad i en 60 graders vinkel.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nyder sådanne stunder med ham. Stunder hvor jeg kan trække mig lidt tilbage og blot se ham løbe rundt blandt andre børn, lade andre fremmede voksne tage ham i hånden og hjælpe ham op på madrasserne og simpelthen bare more sig hjerteligt fra det øjeblik han træder ind i salen til han forlader den igen. Og så høre hans lykkelige suk fra bagsædet i bilen på vej hjem, da han får sin Digestive-kiks og vanddunk og blot får lov til at sidde og genopleve den sidste times lykkeligheder i fantasien. Nogen gange, bare nogen gange, i nogle enkle øjeblikke gad jeg godt være 2 år igen og bare opleve verden på samme måde som ham. Jeg tror han har det "pretty damn fantastic" i sit lille æggeblommeliv.

Mit navn er AB. Jeg er en Guerrilla Gardener!

Jeg har været civil ulydig i dag. Eller du kan også med et lidt finere ord kalde mig en Guerrilla Gardener. Jeg har plantet blomsterfrø, hvor jeg synes der skal være blomster, men ikke nødvendigvis, hvor der MÅ plantes blomster. Jeg blev inspireret af et nyhedsindslag på DR, hvor hende her bl.a. talte, og hvem kan så i øvrigt undgå at blive inspireret af ham her:

Jeg bor ikke i en betonverden, og jeg er er ikke omgivet af grå højhuse, men jeg bor i et nogen gange alt for nydeligt velplanlagt nybygget villakvarter, hvor det er nøje bestemt af Lind og Risør og kommunen, hvordan tingene skal se ud. Det skal nemlig helst være ensartet, symmetrisk og mest af alt nemt at holde.

Nu er det sådan at jeg synes det er lidt kedeligt og trist at se på. Se fx dette stykke græs uden for mit hjem, eller dvs. græslignende ukrudt.

Historien lyder, at den tidligere ejer af vores hus faktisk tog resterne af sit rullegræs og lagde det ude på dette område, se det kom til at se flot og sammehængende ud. Det ville arkitekterne dog ikke have, så han blev pænt bedt om, at tage sit rullegræs af igen og lade de professionelle afgøre, hvad der skulle ske med området. Det gjorde de så, og nu er der vokset lidt tilforladeligt græslignende ukrudt på, som jeg ikke kan lade være med at gå og irritere mig lidt over. Havde der dog så bare været nogle flotte ukrudtsblomster i det.

Så i dag skulle det være. Forklædt med blandede anemonefrø, havehandsker (man skulle jo nødigt efterlade fingeraftryk) og en lille skovl sneg jeg mig ud i formiddagsdisen.

Det er det mest sikre tidspunkt at bedrive civil ulydighed i et villakvarter, da alle er på arbejde på dette tidspunkt. Det er dog vigtigt at ramme de få minutter der er mellem postbudet kører sin rute, skraldebilen henter skrald og dagplejemoren putter til formiddagslur, men jeg havde nøje timet og tilrettelagt det med dem alle. Jeg havde dog overset den vigtige detalje, at manden med kirkebladet også kører rundt om tirsdagen, men han lovede, at han havde tavshedspligt og at det blev mellem ham, mig og Gud. Og hey, det kan ham den store deroppe da ikke være uenig med det her, vel?

Så nu er der ikke meget andet at gøre, end at sætte sig ned og vente på forårets komme og glæde sig over at se sine kriminelle gerninger blomstre i fuldt flor.

Ej, vil du ikke nok lege med? Smid en kommentar til indlægget her og fortæl mig om det på din blog. Vi har jo alle et sted, der er en øjebæ for os, og som vi lige kunne forskønne lidt med et frø eller et blomsterløg. Kom nu, hva'. Eller du tør måske ikke? Du vil jo godt have din rokokopude, ikk' Mulle?