Mor/barn-gymnastik holder 100%

Efter 1½ måneds fravær fra vores mor/barn-gymnastikhold på grund af mine sene arbejdstider, var vi endelig tilbage på måtten, Skrupsakken og jeg.

Og jeg kan slet ikke komme mig over, hvor meget 1½ måned betyder i et knap to-årigt barns liv og udvikling. Det var en helt anden dreng, jeg havde med denne gang. Ikke fordi han ikke nød det før, men nu forstod han ALT der blev sagt fra lærerens side og abede efter ALT vi andre gjorde. Især de andre børn!

Han var helt med på, at nu skal vi have panden inden for hulahopringen og nu skal vi trampe rundt som en stor bjørn. Og den helt store test var, da han skulle op til rutchebanen, som er konstrueret af to bænke op af en tværbjælke med en rullemadras over (I kan tydeligt se det for jer, ikke?). På toppen af rutchebanen sidder en fremmed far og hjælper tumlingerne over, og Skrupsakken har indtil nu pure nægtet at få hjælp af nogens fremmede far. Men i dag var han fuldstændig ligeglad, for han ville op og rutche, og så må man jo tage ham den halvskaldede fremmede med i købet og endda også vise ham den tillid at lade ham holde en i fødderne, mens man ligger med hovedet nedad i en 60 graders vinkel.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nyder sådanne stunder med ham. Stunder hvor jeg kan trække mig lidt tilbage og blot se ham løbe rundt blandt andre børn, lade andre fremmede voksne tage ham i hånden og hjælpe ham op på madrasserne og simpelthen bare more sig hjerteligt fra det øjeblik han træder ind i salen til han forlader den igen. Og så høre hans lykkelige suk fra bagsædet i bilen på vej hjem, da han får sin Digestive-kiks og vanddunk og blot får lov til at sidde og genopleve den sidste times lykkeligheder i fantasien. Nogen gange, bare nogen gange, i nogle enkle øjeblikke gad jeg godt være 2 år igen og bare opleve verden på samme måde som ham. Jeg tror han har det "pretty damn fantastic" i sit lille æggeblommeliv.