Igen - noget usammenligneligt, eller...

En god veninde postede i dag en update på sin Facebook (don't we just love FB for delivering good stories to blogs?), som jeg bare må dele med jer.

A-T er udover at være en rigtig god ven, også en af mine yndlings FB-venner, fordi hun altid finder de gode historier og denne er ikke en undtagelse, synes jeg. Måske kan den endda lægge op til lidt debat her på bloggen? Feel free...

Den jødiske avis Der Tzitung bragte det efterhånden verdenskendte foto, som du ser herover, af hele den amerikanske politiske elite i The Situation Room under Osama Bin Ladens tilfangetagen og har i deres udgave editeret de to eneste kvinder, Hillary Clinton og Aurdrey Tomason ud af billedet.

Det vakte selvfølgelig provokation i den vestlige verden og ord som kvindeundertrykkelse og kønsdiskriminering kom på tale - også på Facebook.

Men jeg synes det er mere nuanceret end som så. Og mit svar til updaten lød:

Inden alle flyver op i det røde felt, så forklarer avisen det jo netop til sidst i artiklen: "Because of laws of modesty, we are not allowed to publish pictures of women, and we regret if this gives an impression of disparaging to women, is certainly never our intention. We apologize if this was seen as offensive."

Som jeg læser det, er det en anstændighed/ærbarhedslov i Israel, der ganske givet i vores øjne er forældet, men ikke desto mindre nok er en lov, de er nødt til at følge som national avis. Men ja, det er da tankevækkende, at det er nødvendigt. I mine øjne handler det bare ikke om ligestilling, da problematikken er langt mere kompleks end som så. De mener jo derimod at de har beskyttet og respekteret det kvindelige køn, hvis du spørger dem. Kulturforskel er en mærkelig størrelse og når det bliver belyst i et globalt samfund, hvor vi kan dele hinandens nyhedsmedier og holdninger son vi kan i dag, så sætter det provokationer igang. Det tror jeg man skal passe på med, og i stedet prøve at forstå. Ikke acceptere, men forstå.

Undskyld, hvis jeg prøver at lyde frelst, men jeg synes bare det er mere nuanceret end som så :-) Tak for linket i øvrigt, A-T. Du finder altid de fede historier!

Du kan se billederne og hele avisens forklaring HER.

Hvad tænker du om det hele? Er jeg for blåøjet og naiv? Bliver du også provokeret? Eller kan du ligesom jeg faktisk godt forstå avisens forklaring og endda deres dilemma? Ja, hvad tænker du?

OPDATERING:
Der Tzitung er en ultraortodoks hassidisk avis, som læses af en del ultraortodokse jøder i Brooklyn, hvor den har hovedsæde. Jeg har ikke kunne finde noget sted, hvor der står om de to kvinder også er redigeret ud af teksten i artiklen. Den jødiske rabiner Jason Miller pointerer dog at avisen, ved at ændre på historiens gang på den måde, også bryder en jødisk lov. Han siger:

Der Tzitung edited Hillary Clinton out of the photo, thereby changing history. To my mind, this act of censorship is actually a violation of the Jewish legal principle of g'neivat da'at (deceit).

Citatet, der opstod til lejligheden

"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy." - Martin Luther King, Jr

Ovenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?

MLK'citatet rammer spot on, hvordan jeg selv har det med hele jubelscenen efter Bin Ladens død, men jeg undrede mig over, hvem de mange tusinde tabte liv var og hvem den enes død han talte om var. Var det Vietnam han refererede til? Eller en historisk reference til Hitler og 2. verdenskrig?

Ingen af delen viser det sig. For citatet er tilsyneladende falsk. Det er af mange brugt som indledning til det følgende citat, som derimod skulle være ægte nok:

Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that."

Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King "Strength to love". I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.

Efter den værste irritation over ikke at kunne bruge det velplacerede citat alligevel, havde lagt sig, forundredes jeg over, hvor hurtigt det var gået med at sprede citatet og honorere MLK for det. Hvorfor var han blevet forfatter til det? Hvorfor skulle citatet have en kendt ophavsmand, i stedet for at den person som havde startet det på sin Twitter selv kunne blive anerkendt for sin retorik og reflektion?

Virale medier er en forunderlig størrelse og jeg vil herefter fortsætte med at følge verdens lige så forunderlige reaktion på et af dette årtis største begivenheder. Hvor mon det ender? Og hvornår?

Verdens mest cool bibliotek!

Måske skulle man tage til New York den 20. maj? Eller også skulle man høre skolebibliotekaren, om noget lignende kunne lade sig gøre på biblo?

Now I kinda get it

Da jeg for tre år og små fire måneder siden fødte en lille dreng på Somerset Medical Center i New Jersey, USA var jeg meget langt hjemmefra. Men jeg havde ham der forstår mig allerbedst lige ved siden af mig og den smukkeste dreng i verden i mine arme, så jeg følte mig faktisk hjemme på en måde. Det vigtigste var jo lige der: Manden og Drengen.

Andre havde det ikke helt lige så nemt. Vores familie og venner i Danmark var fx ved at dø af bekymring over en 36 timers lang fødsel, der endte med at jeg skulle opereres i et fremmed land og have foretaget kejsersnit. Ikke en del af den store plan. Og det var heller ikke helt det samme at se det lille nye familiemedlem i Skypevinduet og på blogbilleder, vel?

Jeg vidste jo godt, at det var hårdt. Det var det også for os. Det var sindsygt hårdt at være langt væk i sådan et stort øjeblik. Man har fået trettentallet og har ingen at ringe til og dele det med. Men vi var jo også bare indrullet i lykke og symbiotisk samhørighed og kunne derved måske lettere abstrahere fra afsavnet i timerne efter fødselen.

I går blev endnu en dansk dreng født i New Jersey, og for pokker hvor ville jeg gerne kunne nappe Focusen (eller BMW'en, hvis nu vi alligevel er i USA) og smutte en tur forbi St. Peter's Hospital i New Brunswick, blot for et øjeblik. For at kramme de stolte forældre. For at indsnuse det nye liv. For at se de mindste fingre og tæer i verden. For at være dér. Og dele glæden to af vores yndlingsmennesker. Nu tre.

Jeg er ikke meget for at gå glip af noget. Og dette her, slet ikke! Jeg synes, de er alt alt for langt væk. Eller også er det mig, der er for langt væk. Enten eller, så kan man ikke sige andet end afstand sucks, når nye mennesker bliver til. Afstand sucks big time! Now I kinda get it!

Hvornår tør vi stå ved det vi er og kan?

I dag kan man læse DR's hjemmeside, at Danmark åbenbart har fået lange blikke fra det amerikanske undervisningsministerium. Det viser sig at, i følge amerikanerne, så kan danskerne noget som de gerne vil lære af. Vi kan skabe kreative og løsningsorienterede unge mennesker, der kan samarbejde.

Jeg linkede til artiklen fra min Facebookside og fik en rigtig god kommentar fra en god dansk veninde, der i dag bor i USA og har sine børn i amerikansk skole. Hun pointerede nogle ting ved den amerikanske skole, som hun fandt bedre end det hun havde oplevet i den danske. Og jeg er slet ikke uenig med hende i, at der er fordele og ulemper ved begge systemer. Jeg vil endda gå så langt til at sige, at begge systemer højst sandsynligt er de bedste for de to forskellige kulturer, de nu engang er en del af. Med andre ord, den danske folkeskole vil sikkert ikke holde en uge i USA og vice versa.

Jeg har selv været elev i den amerikanske folkeskole og kan se mange, rigtig mange endda, gode sider ved den, som den danske folkeskole ikke magter. Og jeg kan se mange dårlige sider ved den, ligesom jeg kan ved folkeskolen. En af de ting, jeg ikke synes er noget for DK at se op til er hele testsystemet. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den måde at måle hverken børn, læring eller undervisning på og jeg tror ikke på det. Det rammer noget i mig og i mine personlige værdier som menneske. Menneskelige og faglige egenskaber kan i min verden ikke måles eller standardiseres.

Noget som jeg synes vi kan lære meget af i DK fra USA er derimod alle deres efterskoleaktivitetsprogrammer og deres fokus på at gøre skolen til en fast ramme for helheden i børnenes hverdag. Det gad jeg godt have mere af i DK. Det tror jeg ville skabe børn, der havde større selvværd, større tilhørsforhold til deres skole og større ejerskab over for den skole, de var en del af. Det savner jeg meget i den danske folkeskole.

Min kommentar til indlægget i avisen går på, at jeg synes det er mærkværdigt, at et af de skolesystemer, som vi i den grad pt. læner os op af i DK, i hvert fald i forhold til standardiseringer, testsystemer og faste curriculummer, omvendt kigger i vores retning for at se, hvad det er vi gør, som skaber kreative og løsningsorienterede unge mennesker.Jeg tror, det vi kan i DK i forhold til at være kreative, samarbejdende og nytænkende udspringer af et system, der netop IKKE er bundet op på at svare rigtigt eller forkert, men derimod på at tænke selv og udtrykke sig derefter. Og ja, det er så et vurderingsspørgsmål i eksamenssituationer, som den enkelte lærer skal være kompetent nok til at kunne udføre, og heldigvis har vi Fælles Mål og et godt censorkorps til at hjælpe os med den opgave, så alle børn så vidt muligt bliver behandlet lige.

At vi på den måde hele tiden ser naboens græs som grønnere undrer mig. I stedet for at stå ved det, vi har og kan og derved også fokusere på at forbedre netop det, skal vi hele tiden sammenligne os med de andre og prøve at gøre lige som dem. Da jeg læste på seminariet for 12 år siden var det New Zealand, vi gerne ville ligne. Så var det finnerne, der var vores idoler i en periode, det var vist lige efter PISA-rapporten, hvor de scorede pænt højt i Finland, og nu er det så systemer, som det amerikanske, der er let målbart og derved sammenlignligt i det store verdensbillede. Og I ved jo godt, at vi er med i den der verdenskonkurrence, ikke? Husk det nu!

Jeg er ikke i mod, at vi lærer af hinanden og lader os inspirere af andres måder at gøre tingene på. Men jeg er imod, at man ikke kan se skoven for bare træer og at man ikke giver tid til at lade tiltag, idéer og nytænkning vokse og gro, før man er videre til den næste misundelsesværdige grønne græsplæne.

Hvad savner jeg egentlig fra USA?

Vi leger sommetider den leg, hvor man i fantasien kan zappe sig fra et sted til et andet i 24 timer og gøre lige, hvad man allermest har lyst til. Ofte er det New York og New Jersey, vi rejser til, for hvad savner vi egentlig derfra. Hvad ville vi gerne lige kunne zappe os over og hente?

Min danske veninde, der stadig bor i NJ, er i Danmark nu og spurgte inden sin afrejse: Hvad skal jeg tage med til dig? Og jeg kunne sgu ikke lige komme i tanke om noget. Helt ærligt. Jo, bevares, hun måtte da gerne købe ti par Converse, 20 flasker Alterna shampoo og 16 blandede Exuvianceprodukter, fordi de er så vanvittigt dyre i forhold til, hvad jeg købte dem til derovre. Men jeg kan jo også bare købe dem fra England til samme billige pris online. Så jeg svarede hende: Et glas Apple Butter. Det er æblemarmelade, der smager på en helt særlig lækker måde med kanel og noget.

Jeg elsker Apple Butter, men kan også sagtens leve uden. Men jeg tænkte, hvis nu det der æblesmørelse kunne blive min undskyldning for at se de her dejlige venner, som til dagligt er alt alt for langt væk, så kunne det jo gøre smørelsen endnu mere attraktiv for mig. Idéen fik jeg, da en anden veninde fra Overthere og hendes mand var på besøg for en måneds tid siden. De havde netop medbragt Apple Butter og en masse andre lækkerier, og det var så skønt at se dem begge igen her i vores danske hjem.

Nu er æblesmørelsen spist op, og jeg længes efter et nyt fix. En ny dosis veninde fra min tid i USA. Det er nemlig en helt særlig slags veninder, jeg fik derovre. Nogen af os danske piger og mænd blev hinandens substitutfamilier, og på grund af afstanden og manglen på andet familie og netværk, blev disse venskaber på en eller anden særlig vis meget hurtigt dyrebare og uundværlige. Og det er dem, jeg savner. Dem jeg ville hente hjem på de 24 timer, jeg havde der. Fire af disse piger hænger ved endnu, og jeg værdsætter deres eksistens i denne verden meget meget højt. Heldigvis er de alle eksperter i at holde kontakten med folk, der er meget langt væk. Det er ligesom et speciale man får med i passet, når man rejser ud.

Så thank God for Facebook…og Apple Butter!

God weekend til jer alle derude.

Kunne de for helvede da ikke bare lade være med at slås?

Denne video kører rundt på Facebook lige nu. Du har sikkert allerede set den, måske endda sendt den videre, da den er en rigtig tåreperser.

Også jeg tudede da jeg så den. Måden hvorpå børnene i videoen krammer deres hjemvendte forældre så hårdt, at de næsten smelter sammen med dem. De higer sig fast til dem, så, så meget er deres små kroppe som muligt, er i kontakt med det de har savnet så forfærdeligt.

Det der især griber mig er, at de jo ikke har været med i det valg, der har ligget forud for at far eller mor tog til Irak for at slås. De mærker bare savnet bagefter valget er taget. Og det er helt ubegribeligt følsomt at se deres gensynsglæde, hvilket jo også er videoens formål. Og det er skønt med et positivt syn på alt det negative, der ligger i sådan en krig. Klart det er det.

Og her kommer vi så til mine blandede følelser og (undskyld på forhånd) min kynisme. For hvor er videoen med de familier, der ikke får en far eller mor hjem igen. Eller videoen med de irakiske familier? Både dem der mister og dem der får Sweet Homecomings?

Efter at have levet i det land, hvor disse soldater kommer hjem til, er min forståelse af hele krigsaspektet blevet drejet rundt i centrifugen op til flere gange. Jeg har set denne slags videoer hundrede gange på diverse amerikanske TV-kanaler, og jeg har oplevet amerikanernes oprigtige følelser for disse soldater og i mange af deres øjne, helte. Og jeg ser herhjemme at også danske biler er begyndt at køre rundt med sløjferne: “Support our troops/Støt vores soldater”. Og jeg duer bare ikke til det. Til hele det fælles hyldesthalløj.

Det tænder det der naive jubeloptimistiske væsen inde i mig, hvor jeg tænker: Kunne de for helvede da ikke bare lade være med at slås? Jeg ved godt, at det slet ikke er så enkelt, og at der ligger mange store politiske konlikter, tanker og beslutninger bag hver en krig. Men i bund grund er det måske alligevel lige så enkelt, som det er at puste på et sår? For mig er det i hvert fald enkelt at tænke på, at det er unaturligt at sende fædre og mødre så langt væk fra deres børn med den risiko, at disse forældre bliver dræbt. Det er unaturligt at plante den frygt i børnene under historien om, at far eller mor er en helt, og at de gør det for børnenes og for deres lands skyld. Og det er unaturligt at slå et andet barns far eller mor ihjel for de samme grunde.

Det er bare unaturligt! Period.

Så send bare videoen videre rundt for min skyld som et hvilket som helst andet stykke følelseporno på Facebook. Men tænk lige over alt det den video IKKE viser, når du ser den. Vil du ikke nok?

Uundgåelig smerte

Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.

Nyt look

Jeg trængte til lidt liv på bloggen. Nogen gange bliver Vince, som I ser i toppen, lidt for melankolsk og eftertænksom for mig. Men jeg elsker den gamle mand, hans hænder og hans historie. Så nu må vi se, hvordan han teer sig midt i det vilde blomsterflor.

Jeg fandt ham i en af mine yndlingsbøger i reolen.

Bogen er en fotobog, som indeholder en samling portrætter af hjemløse i New York. Forfatteren og fotografen boede selv på gaden det år, det tog ham at lave bogen. Og hans udgangspunkt var et af de utallige Soup Kitchens, der er at finde i byen, hvor de hjemløse kan komme forbi og få en portion gratis mad. De ligger ofte i kirker eller i forbindelse med kirker og er financielt støttet af privatpersoners velgørenhed.

Det var især Vinces hænder, der fascinerede fotografen.

De havde fulgt ham i hans 60årige lange liv, og de var mærket af alle de oplevelser, han har gjort sig hen af vejen. I dag sidder han i en park overfor suppekøkkenet og fodrer duerne med resterne af hans måltid. Han er stolt over sine sicilienske rødder og han store drøm er at forlade USA og rejse tilbage til Italien. Og han sætter sin lid til sin bedste ven, Jesus, om at opfylde netop den drøm.

Og sådan endte gryderne i Okinawa

Vi lukker ned i øjeblikket. Spisebordet blev solgt på Craig's list (amerikansk version af Den Blå Avis) til en yuppie i Bronx, der hentede det i en Audi A4 Cabriolet. Den amerikanske King Size seng (203x200cm), som var for stor til vores nye danske soveværelse, er nu at finde ved en nordjysk dansker og hans frederikshavnske kæreste i New Jersey, og i går shippede jeg hele vores beholdning af gryder og pander til Okinawa! Der sidder en ung amerikansk soldat, som ville glæde sin amerikanske girlfriend, der er kulinarisk studerende (?) med et sæt real american cookware! For som han skrev til mig på Ebay, inden auktionen gik igang: "Also, will you ship to a military FPO/AP address via USPS priority mail? It is exactly the same as shipping to anywhere else in the US--I will pay all shipping costs. Too often people forget about overseas military....we have needs too, and lots of people do not ship to us."...øh ok, jamen selvfølgelig gør jeg da det, så. Man skal ikke kimse af en mands "needs". Han vandt auktionen på 152.50$, og kæresten kan nu få lov at lave dejlig mad til ham.

Ja, og sådan forsvinder der hele tiden små bidder af det vi kalder vores amerikanske hjem. Noget af det skal sælges, resten skal sendes hjem i en 40 squarefeet container, som vil blive pakket den 15. juni. Den 16. juni rejser Drengen og jeg til Nordjylland, hvor vi skal hygge ved min mor i en lille uges tid, indtil Manden følger efter os og vi ENDELIG skal flytte ind i vores nye danske hjem.

Inden da skal vi have sagt farvel. Farvel til alt det, vi holder af og desværre forlader her i USA. Vennerne! Lyset! Vejret! BMW'en! Walk in skabet!!!! Danskholdet! Tøjpriserne! Åbningstiderne! Storhedsvanviddet! Vores lokale Thairestaurant! Chicken Korma fra inderen på 1'ern og sådan kunne jeg blive ved og ved og ved....

Det er tid, og det kan mærkes indeni og og nu også ses udenpå.

Er det specielt amerikansk?

Er det specielt amerikansk

• at svine en kassedame til en fredag aften kl. 22 i supermarkedet, fordi hun kommer til at nyse, mens hun scanner det stykke legetøj ind, man har købt til sin lille datter, og derefter kræve, at hun får fat et nyt stykke legetøj, da man nægter at give hendes baktussebefængte legetøj til sin datter dagen efter?
• at man ved hver mundfuld under et måltid skærer sit kød med kniven i højre hånd og gaflen i venstre, for derefter at lægge kniven fra sig og tage gaflen over i højre hånd og SÅ tage det afskårne stykke i munden?
• at sætte en blåoghvidstribet habitjakke sammen med en sortoghvidternet skjorte?
• at danne kø i supermarkedet, fordi man lige skal have sine 37 kuponer tjekket igennem med scanneren, så man kan få sine 4.58$ rabat på sit 167.34$ samlede køb og derefter give sig til at skrive en check på nøjagtigt 167.34$, som man selvfølgelig skal have hjælp til at stave sig igennem?
• at køre sin bil hen til de opstillede fællespostkasser, rulle ruden ned og tømme sin post fra bilsædet?
• at vaske hænder både før og efter man tisser?

Er det specielt dansk

• at i det hele taget synes, at det er helt mærkeligt at stå i et supermarked en fredag aften kl. 22 og derudover have ondt af den stakkels kassedame og tænke, at havde det været en selv, så ville man nok bare have sagt "Prosit", have vasket legetøjet af, når man kom hjem (hvis man altså huskede det), og ellers være ligeglad, for hvor mange andre har ikke lige nøset på det stykke legetøj, mens det hang på hylden?
• at putte maden ind i munden med venstre hånd, så man ikke skal sidde der og skifte hånd hele tiden?
• at synes blåoghvidstribet ikke passer sammen med sortoghvidternet?
• at ikke gide at samle alle de kuponer, da de fylder forbandet meget i pungen og spilder sindsygt meget af ens tid i forhold til den besparelse, man får ud af dem, og knap kunne huske at ens mormor brugte checks engang, samtidig med at man nok bare ville have skrevet 170$ på checken, da man vidste, at det kunne man stave til? (og så bare ryste lidt på hovedet af priserne med enkelte cents?)
• at parkere sin bil i sin indkørsel, stige ud og GÅ hen til postkassen, da man ikke gider alt det bøvl med at skulle parallelparkere for tre rudekuverter og en reklame?
• at vente med at vaske hænder til EFTER man har været på toilettet?

Hvad synes du?

Nederst i fødekæden

Her i USA må man ikke sætte reklameskilte op ved vejen, hvis man har et ekstraordinært udsalg eller lukkesalg. Men man må gerne hyre en mand til at stå og holde skiltet ude ved vejen.

Så her ved Costcutters closing sale står der hver dag fra morgen til aften to mand, en i hver sin side af kørselsretningen, med hvert deres skilt. Om det regner eller sner, eller om solen bager i 32 graders varme. Det gør ingen forskel.

De står der, og de tjener deres løn. Men jeg gætter på, at det ikke er topskatten, de ærgrer sig mest over. Jeg tager altså hatten af for de fyre. Det kan godt være, at det ikke er jordens fedeste job, og måske heller ikke det bedst lønnede job. Og sikkert, at de også får deres del af latterlige tilråb fra forbikørende bilister, der skal gøre sig sjove på andres bekostning. Men de HAR et job, og de står op hver morgen og passer det 100%. At der så ikke lige er så meget andet valg, fordi de bor i det land, de gør, det kan vi så lige lade stå og simre lidt, mens vi overvejer, hvor slemt det mon var, der hvor de kom fra, inden de rejste ind i Guds eget land.

Jeg synes, jeg oplever krisen på nært hold mere og mere. Og i et land som USA, er der bare ikke noget sikkerhedsnet til at fange de ramte. Forleden da jeg havde været i ToysRus og sad i bilen på vej ud af parkeringspladsen, kom en ung sort fyr hen til mit bilvindue. Han havde hænderne fyldte med MM's-poser, og viste mig dem igennem ruden. Jeg smilte til ham og lettere forvirret tænkte jeg, at ham kender jeg da ikke, da jeg ikke har oplevet noget lignende før i de tre år, jeg snart har boet her. Først da jeg kørte lidt længere frem, gik det op for mig, at han ville sælge mig slikket, og da jeg kiggede i bakspejlet, kunne jeg se hans unge skuldre hænge dybt, mens han duknakket traskede videre til den næste bil. Han var ikke meget mere end femten år, men med en højde og drøjde som en voksen, og dog virkede han bare så lille og sårbar der i mit bakspejl.

En af mine veninder fortalte mig, hvordan hun havde talt med sin danske familie om sin amerikanske mands jobsituation, og familien havde overbærende sagt, at det går nok, hvis hans firma lukker. "Han skal nok finde noget andet, og I klarer jer jo." var trøsten. Men sådan fungerer det jo bare ikke her. For så nemt er det ikke for deres familie. Hvis hans firma lukker ned, så mister han sit job, og så mister familien hovedindtægten, som før har brødfødet 5 personer. Han kan ikke få dagpenge, og han kan ikke nødvendigvis få et andet job. Det er så svært at forstå for os danskere.

På mange måder et godt tidspunkt for os at rejse hjem på, men jeg kan ikke helt lade være med at føle mig som dén, der forlader den synkende skude for at komme hjem til trygheden. Og der skal nok gå et stykke tid, før jeg igen brokker mig over den danske skatteprocent. Lige nu glæder jeg mig faktisk bare til at komme hjem og betale min del.