Berlin i retrospektiv

Dette bliver det sidste indlæg i rækken om vores tur til Berlin. Indtrykkene er ved at have sat sig, og da det var mit første besøg i byen, tænker jeg selvfølgelig nu: Hvad så? Hvad synes jeg?

Jeg tænker mest af alt, at jeg ville ønske, at jeg havde haft modet, alderen, lysten, sproget og engagementet i starthalvfemserne og var taget derned dengang. Inden de nåede at rydde op, banke amerikanske fødevarekæder op overalt i den østlige del og lave undskyldningsmindetavler her og der og alle vejne.

Nej, undskyld, jeg starter lige forfra.

Jeg ville ønske, at jeg havde set det østdelen af byen var, så jeg nu virkelig kan forstå, hvad den har udviklet sig til. Jeg synes, Berlin er en fed by. En rigtig fed storby. Men jeg ville gerne have, at den var mere end det. Det havde jeg ligesom forventet med den historie, den bærer. Det er jo netop ikke bare any other big city. Vel?

 

Men det er som om, at berlinerne er forbi det. De er videre og de ønsker egentlig ikke at se mere tilbage på en stor grå betonmur. Så de ser fremad. Og det er de gode til. Fremtiden var at spotte overalt i de nybyggede skyskrabere og museer og i modebilledet. Men det var faktisk kun i bydelen ved East Side Gallery, at jeg fornemmede de faktuelle spor fra fortiden og en kollektiv eftertænksomhed over det, der var engang. Og fair nok. Med den fortid har man da brug for at se fremad og alle mulige andre steder end tilbage. Det forstår jeg faktisk godt. Og med det fokus byen har fået fra turisterne, så kan jeg heller ikke bebrejde dem at promovere sig lidt efter det og malke den ko samtidig. Det gør vi jo også i stor stil i København. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg synes, det er den rigtige måde at gøre det på. Altså kun at se fremad. Jeg synes nemlig, det der skete er ekstremt vigtigt at huske på og at blive mindet om, KAN ske. Måske igen. Hey, det sker jo til dels allerede i Israel og USA, som jeg skriver dette indlæg.

Og jeg synes, det er vigtigt at bevare den fandenivoldskhed, som Berlin er så kendt for i resten af verden. Skævheden, punkheden, råheden, betongråheden som jeg forventede ville give byen den anelse mere kant end alle andre storbyer har. Den kant fandt jeg ikke rigtigt. Den var blevet for poleret. For rengjort. Måske fordi jeg kun havde to en halv dag dernede, hvilket satte sin naturlige begræsning på kvantiteten ren geografisk i byen. Det er jo slet ikke nær nok. Det ved jeg godt. Og måske gik jeg også de forkerte steder hen. Det gjorde jeg helt sikkert. Op til flere gange endda.

En ting er sikkert. Berlin og jeg er ikke færdige med hinanden. Og så har byen måske alligevel gjort netop det ved mig, som jeg forventede. For havde jeg egentligt, helt ærligt, regnet med, at jeg ville komme til at elske den fra første øjeblik? Nej vel? Det havde du også gennemskuet, ikke? OG bør den ikke netop være en af de storbyer, der piller lidt ved ens provokationsnerve, så man tires og må tilbage for at få bekræftet, at man selvfølgelig selv havde ret?

I hvert fald har jeg ikke skrevet så meget på bloggen om andre storbyer, udover New York, og der boede jeg immervæk i nærheden af i tre år.

Bustroubaduren/Drengedukken/Lillebroren og hans älskling

Pludselig blev kæresteturen til Berlin til familiehyggeturen, da Drengedukken og hans älskling dukkede op på vores sidste aften i byen.

Og pludselig blev Berlin lige den tand mere hyggelig og velkendt. Så dejligt!

Billedhilsen fra Berlin #2

Kaiser Wilhelms Gedenkniskirche bragte tårerne frem i mig. Det ubeskrivelige smukke kirkerum, pianistens øvelsestoner til aftenens Bachkoncert og det lys jeg tændte for dem, jeg ikke har hos mig længere, blev for følsomt. Men det føltes godt bagefter. Det er sådan med mig og kirker. Nogen gange.

Ved Niederkirchenstrasse, bag ved Bundesrat, fandt vi dokumentationscenteret for tiden omkring det nationalsocialistiske regime. Her træder vores to forskellige personligheder i kraft. Min mand skal helst læse sig igennem det hele. Få alle detaljer med og forholde sig til den faktuelle virkelighed han får beskrevet.

Jeg skal derimod opleve, fornemme, røre, mærke, sanse det, der var engang. Og så måske læse lidt. Men helst ikke.

Et hurtigt stop ved Checkpoint Charlie. Been there, done that. Nu. Ikke så meget mere at sige om den turistfælde med udklædte grænsesoldater. Det skulle da lige være: Usmageligt.

Det modsatte af usmageligt fandt vi så til gengæld lidt længere oppe af gaden i Fassbender & Rausch. CHOKOLADE! Og chokolade. O.G.  C.H.O.K.O.L.A.D.E.

Og så videre til perlen ved East Village Galleri. Den kommer du til at høre mere om på Billedguiden.dk, når jeg kommer hjem. Men en lille smagsprøve skal du have:

 

Og så ringede min lillebror lige midt i frokostkarrypølsen og meldte sin ankomst i aften. Han og kæresten var på vej til Berlin. Om vi skulle mødes og spise sammen. Om vi skal! Om 1 minut. Off we go.

Billedhilsen fra Berlin

Vi er her. Og det er skønt. Som I kan se.

Mest på grund af ham her.

Og se, hvordan betonblokkene græder fra himlen.

Mit yndlingssted so far. Hackesche Höfe by night.

Er der seriøst nogen, der er dumme nok til at hoppe på den her? Seriøst?

Og så er vi så heldige, at der er Festival of lights i denne uge. Så smukt. Så smukt.

Og følgende sms ringede netop ind fra min far:

“Hej med jer. Håber I har haft det bare halvt så sjovt, som os. Det er da verdens nemmeste dreng vi har på ferie. Han har bare spillet på alle charmetangenter i aften. Vi har sådan grint alle fire og dagen i Friheden var bare perfekt. Ikke en eneste gang har han plaget om noget som helst. Det har været en rigtig dejlig dag. Tak fordi I vil overlade ham til os. Kærlige knus fra en lykkelig familie.”

Og vi ved alle, at de..

Bedste
EsEmEs’er
Røber
Levende
Indlysende
Nærvær

Hvilket gør det en hel del nemmere at nyde initialerne.

First we take Manhattan, then we take Berlin

Vi skal til Berlin og jeg glæder mig helt umanerligt meget. Jeg har aldrig været der, og har altid haft et lidt anstrengt forhold til alt, der var tysk. Samtidig kan man jo ikke, som kunstinteresseret i hvert fald, blive ved med at køre uden om Berlin, som katten om den varme grød. Og jeg må jo også indrømme, at det ikke som sådan er Tyskland og tyskerne, jeg har noget i mod, men mere deres sprog. Jeg har simpelthen bare aldrig fattet det sprog.

Men nu skal det være. I efterårsferien kører vi til Berlin på kærestetur, mens Skrupsakken er på ferie ved sin morfar og mosse. Og jeg skal have lært at bestille Starbuckskaffe på Berlinsk. Jeg skal have lært at spørge om vej til kunsten og og og…det er så det. Jeg er helt blank, når det kommer til Berlin. Hvad skal man se? Hvor skal man spise? Hvad er must do’s? And must not’s? Hvad spiser man? Hvad drikker man? Er det stadig regnestykket: Tyskland+drik = øl, der gælder? Kan man overhovedet få Starbuckskaffe der? Kan man ikke få det alle andre steder end DK (og lufthavnen tæller ikke).

Så hjælp mig lige. Gør mine tre dage i Berlin til noget helt særligt og fortæl mig her i denne tråd, hvad du ikke ville misse, hvis du skulle til Berlin. Så er du en knag! Og lige netop den knag jeg vil hænge alle mine forventninger til det perfekte Berlin op på. TAK DU!

Yndlingskøbene fra Paris

Det er ikke svært at købe sig fattig i Paris. Lad os bare slå det fast en gang for alle, hvis nogen overhovedet var i tvivl om det fra starten af. Og ja, vi købte meget mere end det du ser her.

Men når man kan købe Kusmi Spicy Chocolate te i et discountsupermarked, så ved man ligesom godt hvad klokken har slået, ikke? Og så er dåserne så lækre i sig selv at man jo i princippet kan hælde teen i skraldespanden og stadig forsvare købet som både æstetisk og praktisk, ikke?

I Rue Saint-Louis en L’lle fandt vi den fineste lille glasforretning, hvor man kunne købe alle slags dyr lavet i glas. Ikke meget nyt under solen der, bortset fra smykkerne med glaskunst i midten, som de også solgte:

Og så glasdyrenes fantastiske ansigtsudtryk. Denne gnavne ugle hoppede nærmest selv ned i min jakkelomme. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg skal bruge en vred glasugle på 10 cm. til, men jeg føler på forunderlig vis, at den har gjort mit liv rigere.

Og så dét køb, man (jeg) ikke fik gjort sig, sidst man havde chancen, og som man (jeg) siden har ærgret sig gul og grøn over. På D’Orsay står den smukkeste skulptur af alle: “La Petite Danseuse de Quatorze Ans” af Degas. Hun er så klein, så virkelighedstro og så stolt og knejsende. Jeg finder mig selv fortabt i at studere hende, når jeg står og kigger ind i hendes glasmontre på den gamle banegård. Denne kopi når hende ikke til sokkeholderne, men i mangel af bedre, og som en ringe erstatning for den ægte vare, så købte jeg hende i en kunstforretning på Montmartre. Og nu står hun i vores lille vindue i stuen og nyder solen og holder hovedet oppe for os alle.

Tre styk look-a-like Pashminatørklæder til 9 euro ved hvert andet gadehjørne. Ja tak! (Især når Paris i maj ikke helt lever op til de varmegrader, man i sin blinde optimisme havde forestillet sig hjemmefra)

And then there was Paris

Hvad er mere livsbekræftende end at rejse og opleve med den man elsker?

Jeg kan ikke komme på ret meget. Og midt i al vores sorg og bekymring for Bedste, som stadig kæmper sin egen forundrende kamp mod døden, nu på 4. døgn uden en dråbe mad eller drikke, så glæder vi os heldigvis også over tanken om vores dejlige tur til Paris.

To hele dage og tre nætter fik vi i romantikkens by.

Havde vi haft en skridttæller på, kunne den sikkert have fortalt os, hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt på gåben, men hjernens indre skridttæller talte heldigvis oplevelserne og snakkene i stedet. Vi så det hele og lidt til. Og vi fik shoppet, se kunst, drukket rødvin og café au lait og spist snegle.

I skal ikke forskånes for et shoppeindlæg, et restaurationsindlæg og selvfølgelig et kunstindlæg for sig selv. Det sidste vil I selvfølgelig kunne finde HER, hvor der vil komme flere fra samme skuffe i de kommende dage.

180 grader nord og derefter direkte syd mod Paris

Det går opad på humørkurven lige nu. Opad på jobkurven. Det går faktisk 180 grader opad, i forhold til for ganske få uger siden, hvor jeg var lige ved at smide håndklædet i ringen over det fordømte folkeskolelærerliv i indskolingen. Men tingene har taget en drejning til det bedre. Til det meget bedre tør jeg godt sige højt nu.

Først kom fastansættelsen. Den varmede og gav ro i sindet.

Så kom læsevejlederstillingen. Den tændte ild, energi og faglig nysgerrighed.

Og i dag kom så pladsen i Ottendeklassen. Den gik lige i lærerhjertet, som banker særligt hårdt for de ungdomssløve, hormonsforstyrrede og mediezappende teenagere.

Og jeg skulle ikke engang flytte arbejdsplads, lære nye kolleger at kende eller skrive ansøgninger. Min turban blev på forunderlig vis fyldt med appelsiner og næste skoleår ser pludselig meget lysere ud i min optik.

Og i morgen drager Manden og jeg til Paris i 4 dage. Vores første ferie uden barn siden vi blev med barn, og jeg sitrer indvendig ved tanken om at dufte lufthavnen igen, mærke suset af et fly der letter og bevidstheden om at et nyt land venter forude. Vi skal endelig opleve den by, jeg elsker så højt, sammen. Vi skal sove længe. Vi skal spise omeletter og baguettes og drikke vin 'en masse'. Vi skal se på kunst på nedlagte banegårde og se på solnedgange fra Sacre Coeurs trappetrin, for derefter at vakle forelsket ned mod Montmartre.

Jeg tager kameraet, blokken og sprittuschen med, men ikke computeren. Så der bliver stille på bloggen medmindre iPhonen insisterer på at noget ikke KAN vente med at blive delt med jer herhjemme. BON, whatever I skal lave, jeg skal VOYAGE! Au revoir mes amis.

Jamen, jeg HAR jo tilbudt dig, at du bare kan droppe mig af i Paris!

Ovenstående er et tilbud fra konen til manden. Manden skal til Le Mans med drengene. Konen planlægger en Londontur med pigerne i stedet. Noget for noget, mener hun. En weekend væk på tur = en weekend på tur.

Sådan ser mændene ikke helt på det. Deres Le Mans tur er i bil, i telt og med dåseøl som hovedindtag.

Pigernes Londontur er med fly, hotel og lækkert londonesisk mad og Pubøl som hovedindtag.

Mændenes tur varer fra torsdag aften til mandag morgen.

Pigernes varer fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Pigerne mener at de to ekstra dage, drengene er væk, bør indgå i en forhandling i mod hotel og dyre caféregninger.

Og pigerne HAR jo tilbudt drengene, at de bare kan droppe dem af i Paris på vejen derned. DET ville også være helt ok med dem….tssss….bevares!

MotorvejsKongen vandt igen

Når man, som vi, ofte kører turen fra Sjælland til Jylland, kommer man til at kende sine motorvejsrestauranter, og ikke mindst sine motorvejslegepladser. Det er nemlig sådan, at når de to voksne på forsædet sidder og lytter til deres rumlende maver og begynder at overveje, hvem der skal de være heldige, der får lov at kokkere for os, så er det den lille Skrupsak på bagsædet, der i sidste ende bestemmer udfaldet.

Efter flere dage i det jyske ved familien og deres lækre kulinariske anretninger skriger vores maver som oftest efter noget let sandwich-agtigt, og Sunset ligger perfekt lige efter man har passeret broen og igen befinder sig på sjællandsk jord. Det er perfekt, da man føler, at man spiser lidt sundt og samtidig nææææææsten er hjemme, eller i hvert fald nu kan overskue resten af turen.

MEN Sunset har ikke skyggen af legeplads eller andet spas for en knap to-årig. Og efter to til tre lange timer i et bilsæde er det både til hans OG vores fordel at vi får brændt lidt krudt af, så Monarchen, der ligger lige før broen ender 9 ud af 10 gange som vinderen i det spil. Maden er so and so, men legepladsen er fænomenal!

Strandkant med vand, sten og sand, svævebane og rutchebaner! Hvad mere kan man ønske sig i 8 grader og stiv kuling, når man rejser med miniaturemennesker i bilen?

Overlevelseskassen - part 2

Da vi for snart tre år siden ankom til USA og indlogerede os i vores lejlighed i Weehawken og pakkede vores tre kufferter ud, var synet af dynerne særligt frydefuldt. Vi havde ingenting med os, udover det vi kunne have i de tre kufferter. Alt andet stod i lejligheden hjemme i Gentofte, klar til at blive pakket ned af flyttemændene og sendt til USA.

Der stod vi i alt det nye med en udsigt mod Manhattan og tre års ophold i USA. Alt var nyt og spændende - og nervepirrende. For hvordan ville det gå os? Ville vi kunne falde til i det nye? Ville vores forhold klare det? Ville jeg blive skør af at være hjemmegående? Ville Manden trives på en amerikansk arbejdsplads? Og sådan blev spørgsmålene ved med at dukke op. Nye kom til hver dag.

Vi skulle giftes os for at kunne komme sammen afsted. Jeg kunne kun deltage i eventyret, hvis jeg var hans kone. Det gjorde mig ikke noget, men det var jo ikke lige den måde vi havde drømt om at skulle blive gift. Men det blev vi, en mandag eftermiddag i september kl. 15 på Gentofte Rådhus. Vores nærmeste var med os, og jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne gøres på andre måder i dag. Sådan skulle det jo faktisk lige netop være, var hvad vi begge indså jo mere dagen skred frem. Det var lige os!

Og derfra var vi et team! Team Nicolaisen. Vi var i dette sammen, og det føltes rigtigt.

Men da vi sad, en måned tidligere uden ringe på fingrene, der i det store tomme rum med de store åbne vinduer og kiggede ud på verdens mest berømte skyline, kunne vi alligevel mærke ængstelsen og tvivlen. Pludselig føltes det kommende Team Nicolaisen som et meget lille lokalhold, der skulle spille mod alle de store verdenskendte mandskaber.

Og så pakkede vi overlevelseskufferten op, der var pakket hjemmefra med det formål at få os igennem de første par uger (som endte med at blive 3 måneder) uden vores ting fra lejligheden. Og der lå dynerne øverst. Og hovedpuderne. Og de duftede af Lyngbyvej, den hvide sofa og søndagsmorgener med kaffe og rugbrødsmadder med honning. Og alt faldt på plads, for vi havde jo hinanden og vores dyner, så vi var stærke! Og udenfor vinduet ventede Manhattan og hele USA på at blive erobret af vores lille lokale hold fra Gentofte.

Vindueskarmene blev vores hyggekroge. En luftmadras vores sofa. En anden luftmadras vores seng. Og med et par tallerkener, lidt bestik, mit staffeli, lidt danske bøger og et par stearinlys, og så havde vi os snart et hjem. For det var jo egentlig alt vi behøvede.

Nu står vi her igen. Dynerne er pakket sammen med hovedpuderne. Lidt stofbleer til Drengen, en grydelap, en grydeske, en røreskål, et par hviskestykker, et par håndklæder, lidt plastiktallerkener og plastik vinglas (ja, vi har forfinet indholdet lidt siden første heat i 2006).

Hvad der også er nyt i denne kasse er sporene af Drengen. Der er et par Matchboxbiler, et baseball bat med bold, hans to bolde (Let me tell you how to have fun with balls!), hans kængurubamse og hans hoppehest! Der skal jo være lidt underholdning i den første tid, som nogen af jer også nævner.

Og den blev tung, men ikke tungere end den første kuffert, som vejede 32 kg, som den måtte for SAS. Den endte med at veje små 20 kg, og det skortede heldigvis ikke på stærke mænd til at bære den ud i bilen og køre den på posthuset.

Den bærbare bliver pakket i min egen kuffert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle overleve uden den. Kufferterne skal pakkes med tøj og toiletartikler. iPod med lydbøger og musik, pegebøger og vandbaserede Cryolatusher og farvekridt skal med i flyveren. En syv timer lang flyvetur med en 1½årig dreng kræver sit beredsskab!

Denmark here we come! Team Nicolaisen has expanded it's team and is now headed for the European playing fields!

Skødets vej til København

Tjekkede lige vore UPS trackingnummer her til aften og indtil videre har vores pt. dyrebareste stykke papir været både i Philadelphia, Köln og Malmø. Bare det nu rammer København på vejen.

Nederst i fødekæden

Her i USA må man ikke sætte reklameskilte op ved vejen, hvis man har et ekstraordinært udsalg eller lukkesalg. Men man må gerne hyre en mand til at stå og holde skiltet ude ved vejen.

Så her ved Costcutters closing sale står der hver dag fra morgen til aften to mand, en i hver sin side af kørselsretningen, med hvert deres skilt. Om det regner eller sner, eller om solen bager i 32 graders varme. Det gør ingen forskel.

De står der, og de tjener deres løn. Men jeg gætter på, at det ikke er topskatten, de ærgrer sig mest over. Jeg tager altså hatten af for de fyre. Det kan godt være, at det ikke er jordens fedeste job, og måske heller ikke det bedst lønnede job. Og sikkert, at de også får deres del af latterlige tilråb fra forbikørende bilister, der skal gøre sig sjove på andres bekostning. Men de HAR et job, og de står op hver morgen og passer det 100%. At der så ikke lige er så meget andet valg, fordi de bor i det land, de gør, det kan vi så lige lade stå og simre lidt, mens vi overvejer, hvor slemt det mon var, der hvor de kom fra, inden de rejste ind i Guds eget land.

Jeg synes, jeg oplever krisen på nært hold mere og mere. Og i et land som USA, er der bare ikke noget sikkerhedsnet til at fange de ramte. Forleden da jeg havde været i ToysRus og sad i bilen på vej ud af parkeringspladsen, kom en ung sort fyr hen til mit bilvindue. Han havde hænderne fyldte med MM's-poser, og viste mig dem igennem ruden. Jeg smilte til ham og lettere forvirret tænkte jeg, at ham kender jeg da ikke, da jeg ikke har oplevet noget lignende før i de tre år, jeg snart har boet her. Først da jeg kørte lidt længere frem, gik det op for mig, at han ville sælge mig slikket, og da jeg kiggede i bakspejlet, kunne jeg se hans unge skuldre hænge dybt, mens han duknakket traskede videre til den næste bil. Han var ikke meget mere end femten år, men med en højde og drøjde som en voksen, og dog virkede han bare så lille og sårbar der i mit bakspejl.

En af mine veninder fortalte mig, hvordan hun havde talt med sin danske familie om sin amerikanske mands jobsituation, og familien havde overbærende sagt, at det går nok, hvis hans firma lukker. "Han skal nok finde noget andet, og I klarer jer jo." var trøsten. Men sådan fungerer det jo bare ikke her. For så nemt er det ikke for deres familie. Hvis hans firma lukker ned, så mister han sit job, og så mister familien hovedindtægten, som før har brødfødet 5 personer. Han kan ikke få dagpenge, og han kan ikke nødvendigvis få et andet job. Det er så svært at forstå for os danskere.

På mange måder et godt tidspunkt for os at rejse hjem på, men jeg kan ikke helt lade være med at føle mig som dén, der forlader den synkende skude for at komme hjem til trygheden. Og der skal nok gå et stykke tid, før jeg igen brokker mig over den danske skatteprocent. Lige nu glæder jeg mig faktisk bare til at komme hjem og betale min del.

Min texanske ungdom

Jeg har fået en ny ven på Facebook. Det vil sige, det er som mange af de andre venner jeg har på FB, en gammel ven, der er vendt tilbage fra fortiden. Hun er en slags reservemor faktisk. En texansk reservemor. Jeg har nemlig en texansk ungdomstid som exchange student liggende i fortidskufferten.

Her får I så et af de få billeder af mig på bloggen. Det var det mest amerikanske jeg kunne finde...oooh boy!

Min værtsmor er kommet på Facebook, og nu er vi venner der. Det er lidt stort for mig, da jeg ikke har haft kontakt med min familie fra mit udvekslingsår i Texas i 1992-93, siden jeg besøgte dem i 1995 på en rundrejse i det amerikanske. Min HF- og seminarietid bød på masser af flytninger, oplevelser og leven livet, og min texanske familie røg ligesom lidt ud i periferien, og de tabte mig i min evige skiften af kollegieadresser. Besøget i 95 havde heller ikke været lutter lykke og gensynsglæde for mig. Tværtimod var jeg lidt skuffet over at være tilbage. Måske var det for tidligt at komme tilbage? Måske var den oplevelse, jeg havde med familien, bare dét den var og netop bedst i det øjeblik, den stod på? Jeg tænkte meget over grunden dengang, men har siden ladet den ligge som et halvglemt minde fra min yngste ungdom (man er vel stadig ung, vil jeg mene). Det er i sig selv tankevækkende, at jeg har formået at være i samme land som dem i over to år, uden at have taget kontakt.

Men orkanen Ike sidste september fik kontakten etableret igen, da familien bor i det ramte område. Vi ringede til dem og tilbød dem husly her i det nordamerikanske, men de var allerede evakueret og i sikkerhed andetsteds. Pludselig følte jeg et ansvar og en samhørighed med dem, og jeg overvejede ikke et sekund, om jeg skulle åbne mit hjem for dem. Det gik op for mig, at jeg ikke havde kontaktet dem, fordi jeg var flov over at have mistet kontakten med dem i første omgang. Flov over, at jeg ikke havde prioriteret dem højere i mit liv på daværende tidspunkt. Og jeg var bange for, at de nu ikke ville have noget med mig at gøre. At de følte, at jeg havde dumpet dem, og nu ikke ønskede kontakt med mig mere. Jeg var nok mest af alt bange for at blive afvist. Noget af en erkendelse.

Sådan var det heldigvis ikke, og de blev meget glade, dog noget forundrede, over vores opkald midt i orkanen.

Nu skal min værtssøster så giftes, læser jeg på Facebook, og jeg gratulerer tilbage på beskeden. Og som svar på det kommer der en invitation til hendes bryllup! Det er den 20. juni og lige på kanten af skæringen for vores hjemrejsedato, men sikken en måde at slutte dette eventyr af på. Så vil ringen ligesom være sluttet for alvor for mig, personligt. Jeg vil slutte mit møde med USA, der hvor jeg startede det. Og Manden og Drengen vil få lov at opleve den del af mit liv, som ellers altid kun ville være at finde i de tunge fotoalbums og i den skæve støvede Yearbook fra mit fortabte High School år i Texas.

Jeg kan mærke, at jeg vil rigtig gerne afsted til dette. Mon ikke det kan lade sig gøre på den ene alle anden måde?

Whereever I lay my hat...

...that's my home...

Jeg har før funderet over det med hjemfølelse og det med at have et hjem. Det er nok tanker, der naturligt opstår, i det man hiver pælene op og placerer sig langt væk fra alt det der normalt skaber hjemlig tryghed for et menneske - familien, vennerne, rammerne, kulturen og meget mere. Nu hiver vi så pælene op igen og endnu engang skal vi til at definere hvad der gør et hjem til et HJEM for os.

Jeg har ikke skrevet på bloggen i nogle dage. Ikke fordi jeg ikke har haft indhold at skrive om, tværtimod, men jeg har ikke haft overskuddet til at sætte mig ned og omforme alle tankerne til ord på tastaturet og skærmen. En lille handling, der kan virke aldeles uoverkommelig og udmattende, når man samtidig har travlt med at nyde at være hjemme!? For vi var jo HJEMME i Danmark, og vi var HJEMME ved familien. Og vi nød det! Men (det famøse "men", der sletter alt andet, der kom før i sætningen. Jeg ændrer det lige til "og") Og alligevel står man der som familie og søger efter det hjemlige. Vi fandt det ikke helt. Jo, vi fandt et strejf af det, der hvor vi kom forbi på vores vej på familiebesøgene, men vi fandt ikke vores nye hjem, som skal danne rammen om vores nye liv i Danmark. Og det er frustrerende. For nu sidder vi igen her i USA og kan lure ind i folks stuer på boligsiden.dk, men vi kan ikke rigtig fornemme følelsen i hjemmet, vi lurer i. For den får man kun i dét, man står midt i det. Og selv om den så er der, så er der noget med tilstandsrapporter, sætningsfejl, isoleringsskader og alt muligt andet, som ikke umiddelbart kommer frem i fornemmelsen af hjemlighed, men som kommer bagefter, når fornuften tager over og papirerne og pengene skal på bordet.

Det med at handle bolig, det er bare slet ikke mig. Jeg forstår mig ikke på det. Jeg formår ikke at adskille Fornuft og Følelse, og det skal man jo måske heller ikke helt. Men man skal jo heller ikke købe katten i sækken, så man senere kommer til at stå med håret i postkassen!!!

Nå, men vi leder videre, og lige pludselig, så er det der - HJEMMET. Og så slår vi til. Alting sker for en grund, også dette. Det er jeg ganske overbevist om.

Men hvad fik vi så med os hjem derhjemmefra? Øllebrødspulver, rugbrødsblanding, opvaskebørste, Froggy opvaskemiddel, dansk bihonning, skumklude, Läkeroler, voksduge, Småfolk og Molo børnetøj, lækre tunikaer fra Rosemünde, et nyt job til mig, en social og sprællevende lille dreng, der har fået sig et idol i sin kusine og et krammedyr i sin fætter og en masse nye færdigheder, som i øjeblikket bliver prøvekørt på hjemmebanen, kærlige kram fra familien, hyggestunder og en masse fjender på SK909 fra København til New York, som tydeligvis ikke nød at høre Drengen klage sig på Economy Extra i 8 timer og 20 minutter minus den halvanden time han sov til middag. Suk, det var en lang tur, og ikke lige noget man ser frem til at skulle gøre igen indenfor de næste par måneder i tilfælde af at et nyt hjem skulle dukke op og kræve vores fulde opmærksomhed og tilstedeværelse.

Er der forresten nogen der har set, hvor jeg lagde min hat?

Tidsforskel

Hvorfor skal der være noget der hedder tidsforskel? Hvorfor kan man ikke bare have den samme tid over hele verden? Det er da bare til forvirring og frustration at man justerer tiden efter hvor solen nu lige tilfældigvis befinder sig. Jeg har fx endnu ikke mødt nogen, der synes tidsforskelle var fantastiske. Tværtimod fører tidsforskellen kun negative ting med sig som jetlag, telefonopkald om natten og forvirrede babyer, der vågner kl. 22.38 og er friske og udhvilede!

Selvfølgelig vil det være lettest for alle, hvis vi bare synkroniserede alle verdens ure efter vores Frøken Klokken her i Danmark. Jeg kan da godt se, at det måske er lidt upraktisk for dem der sidder i mørke kl. 9 om morgenen i Chicago, men helt ærligt...er det ikke bare et spørgsmål om tilvænning?!

(Vi er så ankommet til Danmark, hvis du skulle være i tvivl)

Vi farer rundt

Jeg farer rundt og gør rent, rydder op og ordner...I ved, fordi jeg har meget jeg lige skal have ordnet! Det er nemlig i dag, at jeg får besøg fra det store Danmark. Min moster og onkel kommer lige fordi en tre dages tid på deres vej til Hawaii. Og på lørdag er det så min mor og papfars tur til at gøre brug af guldsuiten på 1. salen. Den næste 1½ måned står i rejsernes tegn for os, da vi selv skal rejse hjem til Danmark den 22. februar. Vi skal være hjemme i hele tre uger, og jeg kan NÆSTEN ikke vente. Det er sørme godt, at jeg har sådan en god familie, der lige kommer og gør ventetiden lidt mere spændende for mig i mens.

Og lidt skægt at tænke på, at min far og papmor lige nu sidder i San Francisco et sted og hygger sig. Man synes jo, at det er lidt træls, at vi ikke lige kunne mødes til en kop kaffe eller sådan, nu vi endelig er i det samme land. Men da vi så tjekkede rejseplanen-dot-usa (som der ikke er noget der hedder, altså), så er de faktisk næsten lige så langt væk fra os nu, som når de sidder hjemme i Hammel.

Ja, vi farer rundt - allesammen....

San Francisco Murals

Hvis du går med mig, læser jeg din færden Hvis du går med mig viser jeg dig verden Sådan sang Nephew i bilen, da jeg kørte over Golden Gate Bridge mod Petaluma fra San Francisco i aftes. Jeg var på vej hjem efter en dejlig dag i SF, hvor jeg havde været på jagt efter nogle af byens mange berømte murals (vægmalerier). Det havde været en dejlig dag. Høj solskin, og en konstant let kølig brise, der holdt temperaturen på lige omkring de 23-25 grader. Skønt til en tur i byen. Sidst vi var her, fik jeg kun set vægmalerierne i Coit Tower, så det var en af de ting, jeg manglede. Jeg startede helt inde på 3543 18th St., hvor man finder "The Maestrapeace" på The Womans Building.

Hold da op, hvor var det flot. I et ellers lidt rodet og trashy kvarter, stod denne bygning bare og lyste op med alle sine farver og illustrationer. Vægmaleriet er resultatet af et projekt mellem 7 kvindelige kunstnere i 1971. Man kan finde både kendte kvinder på maleriet såvel som ukendte og mere symbolske kvindeskikkelser.

Da jeg gik tilbage til bilen kom jeg forbi et lille stræde i mellem 17th og 18th street, Clarion Alley, hvor jeg også havde læst, der skulle være nogle fantastiske murals. Og hold da op.....på begge sider af gaden var der fyldt med det ene maleri efter det andet, malet af forskellige unge samtidskunstnere siden 1992.

Her finder man et af de sidste malerier af kunstneren Chuy Jesús Campusano, og hvert år afholdes et block party, for at fejre det sidste nye maleri på gaden. Et fascinerende og spændende sted at tilbringe lidt ekstra tid, og helt sikkert et besøg værd på tur i San Francisco. Jeg sluttede af med at køre ned mod havnen igen til 800 Chestnut St., hvor man finder The Art Institute of San Francisco. Her finder man en af Diego Riveras mest berømte vægmalerier fra 1931 "The Making of a Fresco Showing the Building of a City".

Han var gift med Frida Kahlo, hvis I kender hende bedre. Det var ligeledes et fantastisk flot vægmaleri, og 3D effekten i det er helt forførende. Tre meget forskellige måder at læse folks færden og derefter vise sit syn på verden på. Og vildt interessant at se kunsten ude i det fri midt på gaden på den måde. I stedet for inde på et lukket stift museum, hvor man knap nok tør trække vejret. Her kunne man komme helt tæt på og mærke malingen og tidens tand. Fantastisk! Og så er det gratis Bagefter al kunstkiggeriet gik jeg ned på Fisherman's Wharf og nød det gode vejr dernede. Fik mig en is og kiggede lidt på søløverne, nød det pulserende turistede liv og købte lidt souveniers. Ok, jeg indrømmer det. San Francisco og Petaluma/Sonoma/Napa-området begynder at gro lidt på mig :-) Det er et dejligt sted. Om en time er kl. 12, og vi skal tjekke ud af hotellet og videre mod Los Angeles. Så starter vores West Coast Roadtrip. Og så står den ellers på miniferie, oplevelser og hygge i LA resten af weekenden.