Det kribler i fingrene for at male

På en regnvejrsdag i det sene efterår købte vi dette fine hus til Skrupsakken, og det har siden stået med sin fine trygimpreneretfarvet renhed og hygget i et hjørnet i haven. Det er for længst indviet med diverse sandkagefester, og brædderne på taget er taget ned og verandaen sat op.

Nu mangler det bare at blive malet, og det kan jeg næsten ikke vente med. Roen og meditationen i at male med én farve på en større flade er intet mindre end fantastisk i min verden. Hvid på hvid er noget nær toppen, hvis du spørger mig. Men lys gul/sand på trykimpreneret kan også gå an.

Så nu vil vi gerne tage et hop mere i foråret. Et hop over til den del, hvor nattemperaturen ikke kommer under 5 grader. Helst lidt varmere, så malingen ikke bliver ødelagt i de sene nattetimer. Så kan vi også for alvor begynde at sove med vinduerne åbne og køre med bare tæer i skoene om morgenen. Lutter fordele, som jeg ser det.

I dag fik han yderligere et bord med bænke fra Silvan til sit lille hus og i morgen smider vi Smokey Joe’n hen til ham, og så får han altså en ugentlig maddag fra på torsdag. Hvis man ejer egen bolig med plads til udendørs servering, er det ikke mindre end naturligt, at man begynder at bidrage lidt til de daglige pligter og inviterer De Gamle på lidt mad.

Måske kan jeg tyvstarte lidt ved at male hans bord med bænk i morgen. Det kan jo tages ind i varmen om natten. Mon ikke det går, hva’, hva’, hva’?

Come in sit back and make yourself wonderful

Jeg har simpelthen planlagt en times blogging i dag. Nu kan jeg simpelthen ikke negligere min kære blog længere. Det hele kan jo ikke gå op i indretning og ommøblering. Eller kan det?

Nu får I i hvert fald lige et lille kig ind i, hvad jeg har fået tiden til at gå med de sidste par uger. Vi er langt fra færdige endnu, men jeg har alligevel nået at få skabt mig nogle yndlingssteder i huset. Fx er køkkenalrummet med sine lyse grønne farver og farverige billeder på væggen helt klart en af mine favoritter.

Og billedet herunder hænger lige for enden af det lange bord, hvor jeg forestiller mig at jeg skal have hundredvis af skønne timer i selskab med alle de mennesker jeg holder af.


Og dette hjørne af stuen bliver hyggehjørnet. Det er jeg helt overbevist om. Lampen fandt jeg i Ilva på udsalg, og den passer perfekt ind i det højerum, når den står i spænd med sin fine bue mellem loft og gulv. Hunden på væggen fandt jeg i Homegoods i USA og den var egentlig tiltænkt børneværelset, men ved en fejl havnede den i stuen og kom aldrig videre. Den passede ligesom bedre ind der.

Dagen hvor bøgerne kom ud af kasserne og ind i Ikeareolen i alfabetisk orden, var den dag jeg for alvor begyndte at mærke et hjem komme op omkring mig. Jeg elsker mine bøger, og jeg elsker systemer. Især de alfabetiske af slagsen. selv om jeg godt nok legede med tanken om at systematisere dem efter farve ligesom Line har gjort. Det er altså også lidt raf og jeg har endnu ikke afvist idéen, men indtil da styrer alfabetet.

Denne kuffert fandt jeg dagen inden vi flyttede, hvor flyttemændene var i fuld sving med at pakke vores ting ned. Det var lige med nød og næppe at jeg nåede at få den med i containeren. Pyyyha, hvad skulle vi dog have gjort uden den til alt det dejlige legetøj?

Og den limegrønne Fatboy er blevet hjemsted for husets bløde dyr. Et rigtigt hyggespot i børneværelset.

Min veninde er kunsthåndværker i Brønderslev og hun har lavet disse flotte glasbilleder til os, da vi flyttede til USA for tre år siden. Hun er sindsygt dygtig og talentfuld og du kan se mere af hendes arbejde her: http://www.kunst-huset.net/. Sammen med strandskallerne fra Atlanterhavet er gæstetoilettet blevet en rigtig lille oase med dertilhørende smukt lokumspoesi på væggen.

Kogebøgerne ovenpå ovnen gav det meget stilrene køkken et mere hyggeligt præg, og jeg er især glad for de gamle bagerbøger, som jeg har arvet efter min morfars bror, som var bager. Småkagebogen og Nordisk Bager- og Konditorleksikon bør kunne findes i ethvert hjem med hang til søde sager.

Og endelig fik jeg mine krydderurter i vindueskarmen i de fine potter fra Crate and Barrel. Duften er intet mindre en fortryllende, når vinden suser ind gennem vinduet.

Jeg går bare rundt og nyder i disse dage. Jeg nyder vores nye dejlige hjem. Jeg nyder alle de dejlige besøg vi får, fordi vi nu ikke bor en 8 timers flyvetur væk. Jeg nyder for alvor at holde fri for første gang i tre år. Og jeg nyder at se Drengens glade ansigt, når han løber ind og ud af terassedøren eller i mod mig, når jeg henter ham i vuggestuen efter en dejlig dag, hvor han har leget og hygget sig max!

Jeg nyder at skabe disse rammer sammen med Manden og se vores fælles fremtid dukke op omkring os. Og nyder at blogge igen. I'll be back!

Nå ja...

Huskeseddel over ting, der kunne være smart, fedt eller bare økonomisk fornuftigt at tage med os hjem til Danmark (det med det økonomisk fornuftigt er et særdeles vigtigt led af min argumentationsteknik overfor Manden):

• En stor MF'er af en amerikansk gasgrill (penge at spare)


• En Fatboy i marimekko (mange penge at spare)


• En Radio Flyer cykel til Drengen (endnu flere penge at spare)


• Le Creuset lysegrønne fade, skåle, krukker osv. ( ikke helt så meget at spare, som jeg først fik overbevist Manden om, da han gav grønt lys for projektet, men lidt har også ret, når nu de er SÅ lækre, som de jo er, og så er de jo grønne)


• ...var der mere?

Skødets vej til København

Tjekkede lige vore UPS trackingnummer her til aften og indtil videre har vores pt. dyrebareste stykke papir været både i Philadelphia, Köln og Malmø. Bare det nu rammer København på vejen.

Så...

...er vi husejere!!!!

Just thought you'd like to know.

En vaskeægte boliggyser

Ja, gyseren fortsætter. Lige som helten og heltinden troede, at de onde herremænd havde overtaget magten og det forjættede hus, kom den griske kræmmer dem til undsætning.

Status:
Konen har skrevet under! (Bless her soul!)
Manden er tvær, men kommer ned til kræmmeren på torsdag og vil "højst sandsynligt", "måske" og "evt." (og alle mulige andre forbehold I kan tænke på for at beskytte vores iturevne og sårbare følelser mest muligt) også skrive under på kontrakten der.
Så er der seks hverdages fortrydelsesret (dem er jeg ikke sikker på, vi overlever)
Men gør vi det, og der er jo ingen grund til andet, så er vi husejere i Ølstykke pr. 1. juni!

Måske ender gyseren alligevel med at blive et eventyr. Det er vist også en genre jeg mestrer langt bedre rent sprogligt.

Just in case - Kryds lige alt I har at krydse for os indtil torsdag!

Op med humøret!

10 timer var lige nøjagtigt det jeg skulle bruge til at gå rundt og ligne en gammel israelsk grædekone, med nedadvendt mundvige og MEGET ondt af mig selv.

Så kom jeg over til mit dejlige danskhold, fik lidt god energi og humor fra dem + to lange køreture frem og tilbage til Brooklyn, hvor tankerne kunne få frit spil. To telefonsamtaler i løbet af dagen havde allerede gjort sit forarbejde til at få mine tanker op fra dybet. Min mor og min far kommer mig altid til undsætning i sådanne situationer, hvor jeg går i selvsving i usikkerhed og pessimisme. De ved lige, hvad der skal siges, og de giver mig lov til at være Rasmus Modsat og Karen Tvær i den tid det er nødvendigt. De giver mig endda ret i, at det er sgu da for træls, at sådan noget sker. Og så siger de - nok vigtigst af alt - "at det klarer I jo, for det er bare sådan I to er sammen. I to, dig og Manden, I har det med at finde ud af sådan nogle ting på den der måde, hvor I finder det positive i det hele." Det er opbakning, omsorg og motivation i mine ører og jeg elsker dem for det!

Ti timer tog det mig at finde gaven i afslaget fra sælgeren. For der er selvfølgelig en gave i det. Det måtte der være, ellers var der jo ingen grund til at det skete. Og jeg fandt den og den er nu vores plan B!

Vi er frie og vi har hinanden, det er nu engang det vigtigste - og i mellemtiden kan huspriserne så godt lige tage at dykke yderligere.

Og ringer mægleren og siger, at sælger har skiftet mening igen og nu gerne vil sælge til os, så er vi ikke for store til at sige: "Ja tak, fandme da, hvor vil vi gerne have det hus!"

Hvad gør vi nu, lille du?

Bad news! Ingen hus i Ølstykke i denne omgang. Sælger havde fået kolde fødder over påsken, og vil ikke sælge nu alligevel. Så en måned af vores dyrebare tid til at finde en fast base under fødderne på dansk jord er nu spildt.

Jeg er frustreret, skuffet og usikker. De to første følelser skal jeg nok ryste ret hurtigt af mig. Det er jo bare et hus. Men usikkerheden gnaver i mig. Jeg har ligget vågen det meste af natten og tænkt og tænkt. Hvad gør vi om to måneder, når vi lander i Danmark og ikke har noget sted at bo. Ikke har noget sted at få vores møbler afleveret. Ikke har noget sted at søge pasningsordning til Drengen udfra. Ikke har noget sted at køre på arbejde fra. Ikke har noget sted at stå op om morgenen og spise morgenmad sammen og starte dagen på en tryg og god måde.

Før var vi bare to - to voksne, der kunne klare lidt af hvert, og som ikke behøvede meget sikkerhedsnet under fødderne. Vi havde jo kun os selv at tænke på. Men med Drengen i verden, er min usikkerhed vokset til kæmpestørrelse, og jeg har kun et formål i livet, og det er at skabe en tryg og dejlig tilværelse for ham. Hvordan kan jeg gøre det nu? Hvordan flytter man fra den ene ende af verden til den anden med et lille barn på 1½ år? Er der nogen der kender en hjemmeside, hvor jeg kan finde svaret? Jeg har prøvet at google det, men intet dukkede op i søgningen.

Vi kan ikke købe noget andet inden, da man jo ikke lige køber et hus ubeset online, så nu hedder det midlertidig lejebolig i en periode, hvor vi så kan søge efter huset imens. Derefter måske flytning til ny by, ny institution og nyt hus igen. Forandringer tager ingen skade af. Men når nu vi så gerne bare ville være fri for flere store forandringer, så kan det altså godt virke lidt uoverskueligt med selv de små forandringer inde i mit lille hovede.

Det tænker vi så lige lidt over fra nu af! Det er vist der vi er. Det andet var jo også lige lidt for godt til at være sandt. Nu jeg tænker over det...

Købt eller solgt?

Der er ikke megen aktivitet på bloggen for tiden. Igen skyldes det ikke mangel på stof, men snarere mangel på orden i stoffet til at kunne få dem ned gennem tastaturet og ind på skærmen. Klokken er 6.15, og jeg har sneget mig nedenunder, hvor der er helt stille. Drengen og manden sover endnu, ligeledes gør sønderjyderne i gæsteværelset. Vi har besøg hjemmefra i denne uge. Kusinebesøg, og det er SÅ hyggeligt!

Nok om det. Det der fylder i vores hoveder er det (forbandede) hus. Ja, sådan er vi efterhånden snart begyndt at tænke om det, desværre. Mere præcist er det nok snarere de forbandede sælgere og den forbandede ejendomsmægler, der mener det er ok at holde andre folk hen i flere uger, mens de vægelsindede tænker frem og tilbage og op og ned af købskontrakten.
Status er:
- Vi HAR skrevet under.
- Vi HAR involveret os følelsesmæssigt i dette hus.
- Vi HAR drømt drømmen om de hyggelige stunder vi kan have sammen omkring spisebordet i køkken-alrummet.
- Jeg har indrettet diverse rum 1000 gange i mine tanker og bestemt mig for, hvor mine yndlingsskåle skal stå i køkkenskufferne og glædet mig til igen at få min 3 års bortgemte elskede elkedel frem på køkkenbordet i hjørnet, lige der ved vinduet. ( bortgemt pga. 220v i DK til 110v i USA)
- Vi HAR vænnet os til at sige NÅR vi flytter til Ølstykke og ikke HVIS, og samtidig vænnet os tilbage til at bruge HVIS igen, nu med slet skjult ængstelse og skuffelse i stemmen.
- Vi HAR ikke nogen plan B, når vi står i Danmark om præcis to måneder.
- Vi HAR nemlig været så naive at satse al vores tid, overskud og planlægning på dette hus, som ejendomsmægleren fik os til at tro var vores, hvis vi bare lige skrev under på kontrakten.
- Vi er ved at være stressede!
- Vi maner os selv til ro, og kigger lidt på lejeboliger og siger sætninger som: "Hvis ikke det sker, så er det nok fordi der er en god grund til det" og "Så må vi tage den derfra og det klarer vi jo nok også".

Og det gør vi jo også. Det ved vi jo godt. Fornuftmæssigt. Men følelsesmæssigt, så er man bare så forbandet svær at styre, når det drejer sig om at finde et hjem, en base, en tryghed i den nye fremmede hverdag, som vi skal hjem til. Jeg glæde rmig så afsindigt til at være tilbage og til at få en hverdag op og køre i det danske igen. Og jeg glæder mig til at finde mig selv i noget varigt. Noget jeg kan se fremad i.

På mandag er det sælgers skæringsdato for at skaffe godkendelse fra diveres pantehavere. Så langt er de slet ikke i processen. Mand og kone, der gerne vil stoppe med at være mand og kone, da mand øjensynligt har været omkring andre koner for et år siden, er ikke enige om hvorvidt de skal tage i mod tilbuddet og få solgt det liv, de er på vej ud af. Desværre en delvist typisk historie i det kriseramte Vesten. I bund og grund en dyb sørgelig historie, hvor de begge ender med kæmpe underskud og enorme lån i banken bagefter, da prisen slet ikke er svarende til deres oprindelige pris og det de selv har købt huset for i 2007, hvor de sikkert sad med de samme drømme og håb, osm vi sidder med nu. Og her sidder vi så og græder de priviligeredes og forkæledes tårer. For vi har jo hinanden, kærligheden og pengene. Det er købers marked. Og vi ved jo godt, at vi sagtens kan finde lykken og livet for os i et hvilket som helst andet hus, og at et hus blot er rammen omkring det store billede, som vi selv skal male.

Ved du hvad, vi klarer den sgu nok. Vi finder nok et andet hus, og hvis ikke lige nu, så senere. Og sådan vil jeg så fortsæte med at overbevise mig selv om, at det slet ikke er så slemt endda og at jeg i hvert fald ikke bliver SÅ skuffet, hvis ikke det falder ud til vores fordel på mandag.

Så ja, jeg sagde jo, der var rodet deroppe - i hovedet!

Tiden - min veeeeen!

Jamen, man kan da kun konkludere, at Tiden er på vores side pt. Den går jo....

Meeen, lidt langsomt føles det altså alligevel. Mon man kan bestikke den til at skynde sig lidt mere?

Familien Ølstykke

Dette er indlæg er skrevet som svar på et andet indlæg her på bloggen, hvor jeg bad jer læsere om råd. Jeres svar satte en masse tanker i gang hos os, og det var kanon at få jeres input på processen.

Det med valg af hus er så individuelt. Det er tankevækkende, at afstand til job fx ikke betyder noget for nogen og for andre er den altafgørende. Eller at et ældre hus med muligheder er creme de la creme for ét par og et rædselskabinet for et andet.

Efter vores tre år her i USA, har vi bl.a. lært at afstand er til for at blive tilbagelagt. Og rejsen, til og fra, kan være lige så givende som opholdet det enkelte sted. Jeg tænker fx at togturen hjem fra skole kunne blive min lille oase, hvor det er AB-tid med en god bog, musik i høretelefonerne og tid til små sociologiske betragtninger af mine medpassagerer og ren og skær afslapning. Ombygninger og reparationer er jeg derimod vist nok lidt allergisk overfor. Fik lavet en priktest for flere år siden og mener bestemt at jeg kan huske, at jeg slog ud på netop det.

Vi har endelig fået svar på vores venten, og det bud vi i sidste uge indgav på et hus i Ølstykke er nu blevet godkendt af sælger.


Langt under salgsprisen - et rigtig godt køb i vores øjne. Og ja, jeg får afstand til mit job i Hellerup, men samtidig, så er Manden lige om hjørnet til sit og til Drengens vuggestue. For os var det vigtigt at vi netop ikke skulle gå rundt og bruge al vores fritid på at bygge om, reparere og sætte i stand, men derimod kunne bruge den på at tage i zoologisk have, rende i haven og hygge eller besøge gode venner og familien. Vores familie er spredt ud over hele Danmark fra Nordjylland nedover Midtjylland og til Sønderjylland og videre over på Sjælland. Det samme er vores venner. Så weekendture rundt i det danske land er ikke en fremmed tanke for os. Vi gider ikke sidde i bilen og have dårlig samvittighed over utætte tagrender eller andet, der ikke lige er blevet ordnet i ugens løb.

Vi er heller ikke afhængige af, at det hyggelige midtbysmiljø er lige rundt om hjørnet. Igen har vores erfaring herfra lært os, at det der passer godt for os, er at være i stille og roligt boligmiljø, og med byen og al dens liv inden for en overkommelig afstand. Jeg elsker København MIDTBY (som jeg som jyde må insistere på at kalde centrum) og med s-toget kan jeg trille derind lige så ofte jeg lyster. Jeg skal nemlig ikke lige mure en krakkeleret væg op eller fixe et nyt badeværelse!

Fik jeg sagt, at vi har købt et helt nybygget hus i dag? (og ja, jeg ved godt, at der også opstår ting på sådan et, men lad mig nu lige blive i min lykkerus bare et par dage mere, ikke?)

Spændt!

Jeg er simpelthen så spændt lige nu, at jeg er ved at sk... i bukserne. Kan man ikke bare snart få et svar. Er vi købt eller solgt?...eller har vi købt det, de har solgt?

Jeg tænker snart ikke på andet og glemmer alt omkring mig. Det er jo næsten ikke til at holde ud det her!
Koooooooom nuuuuuuuuuuu......

Ps. Husk min weekend-give-away nedenunder løber indtil mandag, så du kan stadig nå det.

En turkis spand

I dag købte jeg turkis spand magen til denne her:

Den grønne købte jeg forleden, da Drengen skulle have sig en sandkasse på altanen. Den har den perfekte størrelse til det formål, og vores altan er nu dejligt pyntet med den fedeste grønne sandspand og de lækreste små bløde sanddynger. Det knaser SÅ skønt under tæerne.

Nå, men efter at have kigget lidt på den grønne sandspand begyndte drømmene at florere i hovedet på mig. Jeg drømte om:

• varme luftige sommerdage, hvor jeg står i bare tæer på græsset i haven med den grønne spand fyldt med nyvasket sengetøj, der skal op og hænge til tørre og ind og dufte af barndommens sommerminder i sengen om aftenen.
• vandplaskeri i haven, hvor Drengen sidder nøgen og griner i den grønne spand og plasker legesygt op på sin far, der løber drillende rundt med haveslangens iskolde stråle.
• havearbejde, hvor der slæbes jord, blomster og grene i den grønne spand fra den ene ende af haven til den anden ende, så vi senere kan nyde lavendlernes bombastiske duft i det hjørne af haven, hvor roserne står allerflottest i solen.

I kan jo godt se, at med drømme som disse og en grøn spand som sandspand, så var jeg jo nødt til at købe en ny spand og den skulle være turkis, så man kunne kende forskel, ikke? Det forstår Manden slet ikke. Og den kostede endda kun 7.99$! Jeg synes jo, det er indlysende for enhver.

Jeg ser det faktsik som en nødvendig investering i vores nye fremtidige liv som husejere!

Beer Piece or Hail Red?

Det er der vores valg ligger og svæver lige nu i boligtankerne. Og så er det at jeg har brug for lidt input fra jer derude.

Hvor langt må der være fra A til B. (A = arbejde og B = Basen)?
Hvad er smertegrænsen i tid for jer personligt?

Valget ligger mellem:

Hail Red
26 minutter i s-tog direkte linje + 5 minutter i hver enden til at gå til og fra toget. Her er der lidt dyrere huspriser, så det betyder færre km2 i et ældre muremesterhus, der gerne kræver lidt kærlige hænder, men derimod er det en gammel hyggelig by med atmosfære, caféliv og gode butikker.

Beer Piece
55 minutter i s-tog direkte linie + 5 minutter i hver ende til og fra toget. Lidt nyere by med billigere huspriser, og derfor større nyere huse, som ikek skal gøres meget ved, med større grunde at boltre sig på. Byen er måske lidt mindre interessant og mere provensiel, men dog stadig i s-togs afstand til Kbh.

Jeg er ikke i tvivl om, at den sidstnævnte by er det sted, hvor man får mest for sine penge rent husmæssigt. Det er afstanden til mit arbejde, der kilder mig. For to timers transport hver dag, det er ti timer om ugen, der går fra min tid med Drengen, hvor han skal sidde i en vuggestue og være sammen med pædagogerne i stedet. Er det for meget? Jeg har svært ved at vurdere det. Jeg har jo ikke været working mom før, så det er en helt ny verden, der åbner sig for mig lige nu.

Og så tænker jeg videre: Kan linie C blive mit nye home office, hvor jeg får rettet stile, læst tekster og lavet forberedelse, således at den tid jeg "spilder" ved at sidde der, ikke går fra min dyrebare tid med Basen, men derimod bliver bonustid, hvor jeg får noget fra hånden, som egentlig skulle laves om aftenen derhjemme?

Er jeg en Beer Piece eller en Hail Red'er med andre ord? Hvad siger du?

Whereever I lay my hat...

...that's my home...

Jeg har før funderet over det med hjemfølelse og det med at have et hjem. Det er nok tanker, der naturligt opstår, i det man hiver pælene op og placerer sig langt væk fra alt det der normalt skaber hjemlig tryghed for et menneske - familien, vennerne, rammerne, kulturen og meget mere. Nu hiver vi så pælene op igen og endnu engang skal vi til at definere hvad der gør et hjem til et HJEM for os.

Jeg har ikke skrevet på bloggen i nogle dage. Ikke fordi jeg ikke har haft indhold at skrive om, tværtimod, men jeg har ikke haft overskuddet til at sætte mig ned og omforme alle tankerne til ord på tastaturet og skærmen. En lille handling, der kan virke aldeles uoverkommelig og udmattende, når man samtidig har travlt med at nyde at være hjemme!? For vi var jo HJEMME i Danmark, og vi var HJEMME ved familien. Og vi nød det! Men (det famøse "men", der sletter alt andet, der kom før i sætningen. Jeg ændrer det lige til "og") Og alligevel står man der som familie og søger efter det hjemlige. Vi fandt det ikke helt. Jo, vi fandt et strejf af det, der hvor vi kom forbi på vores vej på familiebesøgene, men vi fandt ikke vores nye hjem, som skal danne rammen om vores nye liv i Danmark. Og det er frustrerende. For nu sidder vi igen her i USA og kan lure ind i folks stuer på boligsiden.dk, men vi kan ikke rigtig fornemme følelsen i hjemmet, vi lurer i. For den får man kun i dét, man står midt i det. Og selv om den så er der, så er der noget med tilstandsrapporter, sætningsfejl, isoleringsskader og alt muligt andet, som ikke umiddelbart kommer frem i fornemmelsen af hjemlighed, men som kommer bagefter, når fornuften tager over og papirerne og pengene skal på bordet.

Det med at handle bolig, det er bare slet ikke mig. Jeg forstår mig ikke på det. Jeg formår ikke at adskille Fornuft og Følelse, og det skal man jo måske heller ikke helt. Men man skal jo heller ikke købe katten i sækken, så man senere kommer til at stå med håret i postkassen!!!

Nå, men vi leder videre, og lige pludselig, så er det der - HJEMMET. Og så slår vi til. Alting sker for en grund, også dette. Det er jeg ganske overbevist om.

Men hvad fik vi så med os hjem derhjemmefra? Øllebrødspulver, rugbrødsblanding, opvaskebørste, Froggy opvaskemiddel, dansk bihonning, skumklude, Läkeroler, voksduge, Småfolk og Molo børnetøj, lækre tunikaer fra Rosemünde, et nyt job til mig, en social og sprællevende lille dreng, der har fået sig et idol i sin kusine og et krammedyr i sin fætter og en masse nye færdigheder, som i øjeblikket bliver prøvekørt på hjemmebanen, kærlige kram fra familien, hyggestunder og en masse fjender på SK909 fra København til New York, som tydeligvis ikke nød at høre Drengen klage sig på Economy Extra i 8 timer og 20 minutter minus den halvanden time han sov til middag. Suk, det var en lang tur, og ikke lige noget man ser frem til at skulle gøre igen indenfor de næste par måneder i tilfælde af at et nyt hjem skulle dukke op og kræve vores fulde opmærksomhed og tilstedeværelse.

Er der forresten nogen der har set, hvor jeg lagde min hat?