Igen - noget usammenligneligt, eller...

En god veninde postede i dag en update på sin Facebook (don't we just love FB for delivering good stories to blogs?), som jeg bare må dele med jer.

A-T er udover at være en rigtig god ven, også en af mine yndlings FB-venner, fordi hun altid finder de gode historier og denne er ikke en undtagelse, synes jeg. Måske kan den endda lægge op til lidt debat her på bloggen? Feel free...

Den jødiske avis Der Tzitung bragte det efterhånden verdenskendte foto, som du ser herover, af hele den amerikanske politiske elite i The Situation Room under Osama Bin Ladens tilfangetagen og har i deres udgave editeret de to eneste kvinder, Hillary Clinton og Aurdrey Tomason ud af billedet.

Det vakte selvfølgelig provokation i den vestlige verden og ord som kvindeundertrykkelse og kønsdiskriminering kom på tale - også på Facebook.

Men jeg synes det er mere nuanceret end som så. Og mit svar til updaten lød:

Inden alle flyver op i det røde felt, så forklarer avisen det jo netop til sidst i artiklen: "Because of laws of modesty, we are not allowed to publish pictures of women, and we regret if this gives an impression of disparaging to women, is certainly never our intention. We apologize if this was seen as offensive."

Som jeg læser det, er det en anstændighed/ærbarhedslov i Israel, der ganske givet i vores øjne er forældet, men ikke desto mindre nok er en lov, de er nødt til at følge som national avis. Men ja, det er da tankevækkende, at det er nødvendigt. I mine øjne handler det bare ikke om ligestilling, da problematikken er langt mere kompleks end som så. De mener jo derimod at de har beskyttet og respekteret det kvindelige køn, hvis du spørger dem. Kulturforskel er en mærkelig størrelse og når det bliver belyst i et globalt samfund, hvor vi kan dele hinandens nyhedsmedier og holdninger son vi kan i dag, så sætter det provokationer igang. Det tror jeg man skal passe på med, og i stedet prøve at forstå. Ikke acceptere, men forstå.

Undskyld, hvis jeg prøver at lyde frelst, men jeg synes bare det er mere nuanceret end som så :-) Tak for linket i øvrigt, A-T. Du finder altid de fede historier!

Du kan se billederne og hele avisens forklaring HER.

Hvad tænker du om det hele? Er jeg for blåøjet og naiv? Bliver du også provokeret? Eller kan du ligesom jeg faktisk godt forstå avisens forklaring og endda deres dilemma? Ja, hvad tænker du?

OPDATERING:
Der Tzitung er en ultraortodoks hassidisk avis, som læses af en del ultraortodokse jøder i Brooklyn, hvor den har hovedsæde. Jeg har ikke kunne finde noget sted, hvor der står om de to kvinder også er redigeret ud af teksten i artiklen. Den jødiske rabiner Jason Miller pointerer dog at avisen, ved at ændre på historiens gang på den måde, også bryder en jødisk lov. Han siger:

Der Tzitung edited Hillary Clinton out of the photo, thereby changing history. To my mind, this act of censorship is actually a violation of the Jewish legal principle of g'neivat da'at (deceit).

Citatet, der opstod til lejligheden

"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy." - Martin Luther King, Jr

Ovenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?

MLK'citatet rammer spot on, hvordan jeg selv har det med hele jubelscenen efter Bin Ladens død, men jeg undrede mig over, hvem de mange tusinde tabte liv var og hvem den enes død han talte om var. Var det Vietnam han refererede til? Eller en historisk reference til Hitler og 2. verdenskrig?

Ingen af delen viser det sig. For citatet er tilsyneladende falsk. Det er af mange brugt som indledning til det følgende citat, som derimod skulle være ægte nok:

Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that."

Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King "Strength to love". I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.

Efter den værste irritation over ikke at kunne bruge det velplacerede citat alligevel, havde lagt sig, forundredes jeg over, hvor hurtigt det var gået med at sprede citatet og honorere MLK for det. Hvorfor var han blevet forfatter til det? Hvorfor skulle citatet have en kendt ophavsmand, i stedet for at den person som havde startet det på sin Twitter selv kunne blive anerkendt for sin retorik og reflektion?

Virale medier er en forunderlig størrelse og jeg vil herefter fortsætte med at følge verdens lige så forunderlige reaktion på et af dette årtis største begivenheder. Hvor mon det ender? Og hvornår?

Mørke får ting til at vokse

Det er endnu en af de nætter, hvor hovedet er for fyldt af tanker til at kroppen kan finde hvile. Det er en endnu en nat efter endnu en dag, hvor tingene på arbejdet er taget med mig hjem. Det er endnu en nat, hvor mørket får alting til at vokse sig 100 gange større og presse sig så meget på, at det må ud for at der igen er plads til ro i kraniet.

Perioder som denne, hvor boldene på arbejdet er små personlige skæbnebolde, der delvist skal forblive i luften ved min hjælp, er en lærers spidsperioder. Vi har ikke dyre deadlines, som koster firmaet millioner eller store præsentationer, som involverer vigtige samarbejdspartnere. Men vi har skæbner. Læring. Og følelser. Og mennesker mellem hænderne. Og for det meste er det en af de bedste ting ved jobbet. Jeg ynker ikke. Jeg elsker den del af det. Og det er derfor jeg nogen gange ligger i mørket og ser tingene vokse for øjnene af mig. Også selv om de er helt lukkede. Øjnene.

Det er bekymringer, der vokser. Det er undringer. Reflektioner. Opgaver. Ord. Ting sagt i løbet af dagene. Handlingerne. Spørgsmål, som selvsagt ikke kan svares af mørket, men som i stedet gøder dem og lader dem vokse. Det er helt klart ikke tiden eller stedet at stille disse spørgsmål, men det er som om, at den vågne sorte stund ikke kan bruges til andet.

Det er ikke fordi jeg er mere i hovedet end i kroppen. Ellers heller ikke en uvant situation for mig at havne i, men altså ikke denne gang. Men det er hovedet, der er ved at sprænges, når jeg ligger der. Kroppen har handlet hele dagen, gået fra den ene snak til den anden. Det ene møde efter det andet. Den har talt, ageret og reageret. Den er træt og vil gerne sove. Men hovedet kan ikke følge med kroppen på sådan en dag, og nu ligger det og prøver at finde mening i det hele og rydde op i kartoteket, så det kan efterkomme kroppens ønsker om stilhed.

Og nej, jeg er ikke på grænsen til stress eller andet alvorligt. Jeg ligger ikke sådan her hver nat. Jeg er bare involveret og engageret lidt mere end jeg plejer og det fylder lidt mere end normalt. Sådan er det i sådanne spidsperioder. Nu deler jeg det med jer, for så ligger jeg i den tid ikke på puden og drejer rundt som en anden grillkylling på spyd, og mon ikke en eller to af jer derude kan genkende lidt af det jeg skriver?

Og når jeg så vågner sådan en nat, så er der i min verden kun én ting at gøre. Vågne helt op, åben en bog eller computeren, skrive lidt, læse lidt, tænke på andre ting og handle på de kildne ting, og så lægge sig til at sove igen. Det plejer som regel at hjælpe. Grillkyllingens rotationsmotor går i stå.

Det er heldigvis ikke kun bekymringer og deslige, der vokser i natten. Det er også genialiteter. Det er små geniale indfald i min hjerne, som trykker på og SKAL ud, fordi verden i det øjeblik vil synes fattigere, hvis det ikke bliver delt med den hurtigst muligt. Heldigvis skriver jeg den slags genialiteter ned på ikke udgivne poster og morgenlyset har det desværre med at sløre læsningen en smule dagen efter. Pinligheden krummer sig sammen helt ned i tæerne, når jeg læser mine egne ord og jeg priser mig lykkelig over, at dette ikke var en af de gange, jeg trykkede på send eller udgiv. Genialiteterne kommer desværre ofte i grænselandet mellem drøm og virkelighed, hvor alt kan lade sig gøre og hvor det virker naturligt at tænke, som jeg gør. Morgenlys, den djævel, kræver realitetssans. Og der er morgener, hvor jeg faktisk ikke selv kan forstå eller tyde det jeg har skrevet. Jeg håber ikke dette er en af dem, for nu trykker jeg UDGIV INDLÆG.

Godnat.

Hvor er børn kloge!

Sad lige og så Ramasjang Live sammen med Skrupsakken, og det første emne de snakkede om i studiet var krigen i Libyen!

Først al mulig respekt og bifald til DR for at de tør at tage så tungt et emne op med børnepanelet og lade det fylde i børneprogrammerne. Jeg mener, det er sindsygt vigtigt at lade børnene få lov til at udtrykke deres frygt og deres tanker om alt det de oplever, de voksne snakker om både ved spisebordet og i Nyhederne. Og at man netop ikke gør det til et tabu, men derimod sætter en tryg og god ramme om en snak om noget, der fylder rigtig meget i mange børns hoveder. "Danmark er i krig!", hører de, ser de og oplever de.

Og så bliver jeg virkelig glad indeni, når man taler til børn, som om man tror de har noget på hjerte og noget vigtigt at sige. For det har de! Og når man lader dem få taletid, så vi andre kan høre, hvor fornuftige de og hvor klogt de tænker. Som fx da den ene pige siger, at hun synes at en leder skal lytte til sine medmennesker og lade dem være med til at bestemme i stedet for bare at bestemme det hele selv. Eller drengen, der ikke mener, at det er ok, at en mand bare får lov til af resten af verden at "nakke" alle dem han har lyst til. Eller den tredje pige, der synes at danskerne er sådan nogen, der gerne vil hjælpe andre, der ikke har det lige så godt som dem selv. (Arheem, den lader vi lige stå lidt, den sidste, ikk'! Så kan vi voksne jo lige tænke lidt over dét ansvar der følger med den tillid.)

Fie linkede til et lignende indlæg på en anden blog i dag, og jeg læste dette indlæg næsten samtidig med, at jeg så programmet i Ramasjang. To meget forskellige måder at opleve krigen og dens realiteter på for børnene. Jeg ved godt, hvilken jeg foretrækker, og ja, jeg synes vi skal snakke med vores børn om de tunge ting også. Det er vores forbandede pligt som voksne. De har lige så meget behov for at sætte ord på alt det de tænker, som vi andre nogen gange har. Men måden vi gør det på, er ikke uvæsentlig i min verden. Ramasjang vandt klart den kategori i dag. Tak fordi I tør DR.

Hvad synes du? Er krig for børn? Eller skal vi gemme de grusomme fakta til senere i livet? Kan vi overhovedet undgå, at krig bliver for børn, når vi er et land i krig?

Hvordan mon...?

...verden ville have set ud i dag, hvis man under 2. verdenskrig havde været lige så oplyste om planlagte krigsangreb, som vi er i aften?

Sparsom med ord

Jeg er sparsom med ordene på bloggen for tiden. Måske fordi, der sker en hel masse, som jeg ikke kan skrive om her på bloggen endnu. Måske fordi der bare ikke sker en hel masse andet end dét. Måske fordi der er så pissehamrende fucking koldt udenfor, at jeg ikke orker at tage hænderne op af lommen mere end højst nødvendigt. Eller måske bare fordi.

Her kommer i hvert tilfælde lidt ord fra hovedet. Om ikke andet så bare for, at I ikke helt forsvinder fra bloggen, mens jeg sparer på ord i kulden.

Illustration af Jørn Villumsen

Jeg bliver lidt ved det med ordene. Vi er nemlig blevet anmodet om, at lade Skrupsakken sprogteste. Der findes åbenbart en sprogvurderingstest for 3-årige, som de i børnehaven gerne ville lade ham prøve. Forundret spurgte jeg dem, om de mente han var sprogligt bagud, selvfølgelig med den klare overbevisning selv, at det var han overhovedet ikke. Men pædagogen sagde noget andet. Hun sagde, at han var svær at vurdere. WTF? Svær at vurdere. Det synes jeg så til gengæld er et svar, der er svært at vurdere som forælder. Nu synes man jo altid selv, at ens eget barn er et, om ikke geni, så et misforstået geni. Og jeg var faktisk lidt paf og småfornærmet på hans og egne vejne bagefter. Både min indre løvemor og ihærdige læsevejleder kom op i mig på samme tid, og jeg endte med høfligt at sige ja tak til sådan en sprogtest. Måske egentlig mest af nysgerrighed.

Illustrationen af Pia Olsen er lånt HER 

Nu har jeg så fået tre ark med hjem, som skal udfyldes af os forældre, hvor vi bl.a. sætter kryds ved de ord, vi ved, han siger i sin daglige tale. Ord der er delt op i kategorier efter ordklasser, substantiver, verber, adjektiver, adverbier osv. ‘Legeplads’, ‘sætte’, ‘hyggelig’ og ‘om’ var et par eksempler. Der var vel 100 ord i alt. Siger han ‘om’? Det kan jeg da ikke huske. Vi prøvede at tænke tilbage til vendinger han bruger. Vi tænkte og tænkte og endte med ikke at sætte krydse i den. Så slog det mig i dag; Forleden sagde han, at der var weekend OM fire dage. PIS! han sagde ‘om’. Kan man nå at rette arket mon? Han skulle jo nødig diagnosticeres som undersprogstimuleret kommende analfabet, fordi moren er glemsom!

Ej, jeg synes faktisk, at det er lige krakilsk nok. Den første del af dette indlæg er skrevet med et gran alvor, for ja, jeg blev sgu lidt stødt over, at de ikke kunne se, hvor dygtig han er sprogligt og hvor stort et ordforråd han rent faktisk har. Og det har han. Det er ikke kun løvemoren, der taler. Og samtidig er jeg altså også sådan lidt ligeglad. Han skal da nok lære det, og han skal nok komme til at sige ‘jeg’ i stedet for ‘mig’ osv. Og hvis ikke, så elsker jeg ham selvfølgelig lige meget af den grund. Needless to say, egentligt. Hvorfor skriver jeg så et indlæg om det?

Det gør jeg, fordi jeg synes altså, at det er tidligt, at man begynder at teste og sætte i værk. I min verden udvikler børn sig i forskelligt tempi, og så længe der ikke er tydelige tegn på direkte understimulering eller udviklingshæmmethed, så er det vel ok, at lade dem være børn lidt endnu. Det minder mig om den amerikanske børnehave, jeg meldte ham ind i, da han var knap et år, hvor han bl.a. skulle kunne drikke af en kop selv, inden han kunne komme fra Infant-gruppen og ind i Toddler-gruppen. Det kunne han, og blev flyttet, og samme eftermiddag måtte jeg stå skoleret, da pædagogerne ikke mente, at han kunne drikke af kop selv. Det viste sig at være en tudekop og ikke en almindelig kop, der var testen. Og nej, han kunne ikke drikke af tudekop, for det havde han aldrig prøvet. Og en rigtig kop, det er jo ligesom først næste trin, ikk’, så ingen havde prøvet at tilbyde ham sådan én. Det bliver så kasseagtigt, at jeg får lyst til at hoppe op på bordet og skrige pik og patter i hovedet på dem. Hvilket for øvrigt ville være den voksne modne måde at klare den sag på. Klart!

Det er da lige meget, om han lige siger de ord, de har valgt, at han skal kunne sige som tre-årig. Når ting bliver firkantet på den måde, så bliver jeg helt vildt barnlig og Rasmus Modsat og så er det, at jeg får lyst til at ringe over i børnehaven midt i frokosttiden og bede dem om, lige at finde hans test frem igen og sætte kryds ved ‘om’, fordi jeg er kommet i tanke om, at han faktisk bruger det ord alligevel. Og så gik der tid med det, ikk’?  Og igen virkeligt modent. Og tænk, jeg er sprognørd, scrabblejunkie og orddribler ind til benet, men selv sådanne kan åbenbart få nok.

Ok, ok, ok, når det så er sagt, og jeg lige maner mig selv til jorden igen, så fint nok med mere opmærksomhed på indlæring og sproglighed i de begyndende år. Det kan en læsevejleder vist ikke være imod. Men læsevejlederen er jo også mor. Og moren, ja hun er nok af en lidt anden mening, end hun lige gik og troede som læsevejleder og dansklærer. Nok egentlig en sund nok lektie at gemme på hardisken, når hovedet lægges på puden i aften.

En endeløs række af lige gyldige indlæg

(Opklarende information inden læsning: Delingen af lige gyldig i overskriften er helt bevidst og slet ikke ligegyldig!)

Jeg skriver indlæg efter indlæg for tiden, men ingen af dem bliver udgivet. Ikke fordi de er grænseoverskridende at udgive eller fordi jeg føler de er for private. Tværtimod, så er de simpelthen for intetsigende og ligegyldige. Gudsjammelige kedelige vil jeg vove mig til at kalde dem. Måske går det for godt lige for tiden. Måske er jeg i chok over en januar så fyldt med glæde og gode oplevelser. Måske er jeg bare for træt til at skrive, fordi januarmørket alligevel har ramt energilageret på trods af primoannojubelscener.

Jeg havde fødderne godt begravet i fint middelhavssand i aften. Først lidt på Star Tours strande og derefter på Apollos. Et vennepar og vi har besluttet os for at holde ferie sammen i år, og det skulle planlægges i aften. Vi fik intet fastsat, men jeg føler faktisk lidt, at de tre timers surfen rundt fra strand til strand gav mig en lille fornemmelse for sol og varme. Jeg anede endda et par fregner, da jeg kiggede mig i spejlet for lidt siden. Men et indlæg, det er det vist ikke værd, vel.

Det ville en opsamling på indlægget om mine fordomme mod damen med den fejlfarvede elev dog være. Men det indlæg ligger stadig og venter inde bag hjernebarken. Det skal formuleres klart, fordi jeg faktisk har en helt særlig grund til at skrive, som jeg gør i det indlæg. Og tak for jeres virkelig dejlige kommentarer på mit spørgsmål. De er læst og taget ind og ligger lige nu under bearbejdning, dér bag hjernebarken. Uden at starte på indlægget her, kan jeg dog fortælle, at jeg faktisk finder mig selv, om ikke sammenlignligt, så i hvert tilfælde i en mindre grad, fordomsfuld i situationen også. Men det skal som sagt formuleres. Og det bliver det lige pludseligt.

Jeg har også en award, som ligger og skal flashes og selvfedes. Den er ikke glemt, blot gemt til et senere indlæg, som passer bedre lige om lidt. Ikke nu. Men om lidt.

Thøgers død er et indlæg værd, men at lade som om jeg kendte mere til manden end jeg gjorde ville virke utroværdigt. Dog vakte nyheden om hans alt for tidlige død den samme følelse indeni, som jeg havde da Jørgen Clevin døde i 1993. Hvorfor er det, at vi mennesker kan få så markante følelser for mennesker, vi ikke engang kender personligt. Clevin var en stjerne, en original, der ikke havde lige i min verden. Måske var Thøger Seidenfaden det også uden jeg var helt så bevidst om det end som så?

Håndbold rager mig.

X-factor is on. Igen. Og igen er en lærer fra Hellerup Skole ude og prøve at skyde efter stjernerne. Skulle man have holdt fast i sin ansættelse der og have satset på at ende med Blachman som mentor i 2015? Nej vel? Jeg tror ikke Steen får helt samme succes som sidste års Thomas. Men held og lykke skal han da have med på vejen. Det ærgrer mig lidt, at de to Helleruplærere, Mette Hauch og Martin Ryum, der vandt Microsoft Worldwide Innovative Educator Award, ikke fik helt den samme omtale og opmærksomhed i medierne, som de syngende lærere gør. Tænk sig, de vandt ikke bare en lille national sangkonkurrence, men kan nu kalde sig verdens mest innovative lærere. Det kunne til gengæld godt være et gyldigt indlæg værd, synes I ikke?

Og i morgen kommer så endnu en af de dage, der gør at denne januar bare er og bliver den smukkeste af slagsen i mange år. Udsigten til samvær med ligesindede drømmefangere og ildsjæle er nok til, at jeg kan leve hele februar på den energi, jeg ved jeg tager med hjem derfra i morgen aften. Det er noget ganske særligt og mindst lige så gyldigt som alt det andet.

Jeg havde fordomme

…da hun kaldte et barn fejlfarvet, og da hun lidt senere forsøgte at være morsom ved at sige, at den sorte kvinde, der tilfældigvis gik forbi bordet, nok havde været for længe ude i solen.

Er jeg så egentlig en skid bedre end hende?

Overspring #1 (af mange) – Børnesårsflugten

Jeg er jaget ud af mit eget hus af et sølle børnesår, der har sat sig godt til rette på Skrupsakkens hage, hvor det sidder og hoverer overlegent over dets evne til at bringe selv den mest organisatoriske småbørnsfamilie ud af kurs. Flyvende Farmors Udrykningspatrulje trådte til i morges og vogter pt. over Børnesåret, så lige nu sidder jeg på skolens læsevejlederkontor og gemmer mig bag et gardin, i et optimistisk (naivt) håb om at kunne finde en eller anden form for fokus på den eksamensopgave, der ligger ved siden af mig. Opgaven som jeg trodsede det snetrafikkaos, nattens to centimeter sne havde forudsaget i hele København og Nordsjælland, for.

Men det er nu. At jeg har en uge til at skrive mit bud på 12 gange 1300 anslags meningsfyldt analyse og vurdering af skriftsprogsforskning og –undervisning. Gisp!

Jeg spår at dette indlægs titel bliver en større serie af flere.

Jeg spår også, at jeg er nødt til at finde et andet sted at flygte hen end her ved vinduet ud mod skolegårdens snekaos, hvis jeg skal være heldig at finde blot en enkelt fornuftig tanke inde i hovedet om skriftsp…øh, hvad var det nu, det var?

På vejen hjem fra Nørrebro kørte jeg gennem Islev og slog et smut forbi en god kop kaffe og nogle halvglemte bygninger.

På én gang et vemodigt gensyn med en tom lukket skole, der kunne være fyldt med ildsjæle, innovation og skabertrang, men som nu blot ligger ubrugt hen, og samtidig et kig ind i en spillevende Ungdomsby, der heldigvis stadig er fyldt med energiske sprudlende kreative mennesker og varme gensynskram til mig. Det var et gensyn med det arbejdsliv, jeg forlod, da vi flyttede til USA, og det slog mig på køreturen derfra, hvor meget energi de 15 minutters besøg havde sprøjtet ind i mig. Måske var det tanken om den sjove opgave, som jeg pludselig havde sagt ja tak til. Måske var det duften af det gamle “bageri” og de nybagte brød, de havde lagt i ovnen. Eller måske var det bare krammene…

Nå, skriftsprogsforskning…det var det, jeg kom fra, ikke?

Og pludselig fik jeg tid og indhold foræret af min glemsomhed og Lykke!

Jeg glemte nemlig min taske på skolen, så nu ligger de 16 stile og diktater deroppe og griner af mig. Og frisøren var hurtigere og dygtigere OG billigere, end jeg regnede med, så jeg nåede hjem til en lille stund med den bærbare på skødet i sofaen og kaffe i koppen på armlænet.

Selvfølgelig skulle jeg min blogroll igennem først. Jeg køber ikke dameblade eller ser ret meget fjernsyn. Jeg læser blogs, når jeg skal slappe af og have lidt indhold ind i min stue. Og der, mit på min blogroll, lå indholdet og ventede på mig. Lykke fra Det Lille Spørgsmål er i gang med en serie, hvor hun har bedt andre om at definere deres drømme, idealer og idéer, og den tråd er i sig selv sindsygt inspirerende og tankevækkende at læse. Og især det sidste indlæg fik mig til at fatte tasterne inden de varslede 16 timer var gået. Her læste jeg nemlig noget, som jeg bare MÅTTE dele med jer a.s.a.p.

Jeg har sjældent læst noget, der i den grad rammer præcist ind i hjertekulen af mine egne tanker, visioner og idealer for mit fag. (Det skulle lige være videoen her, som jeg i vildskab stadig deler ud til alle, der gider at se den) Det er Louise fra bloggen Hold Af der skriver. Og hun skriver om at gøre en forskel for sine elever. En forskel for mennesker, der har mistet troen på, at de er noget værd, og at de kan blive til noget. Hun gør en forskel ved at holde af dem og ved at vise dem det. Ved at være positiv over for dem og deres evner og drømme. Ved at respektere dem som ligeværdige mennesker og ikke tale ned til dem i sin undervisning. Jeg vil ikke gentage for meget af det her, for jeg synes egentlig hellere I selv skal klikke jer hen og læse Louises egne ord. Ord, som hun vel at mærke er blevet kritiseret for at gøre for lyserøde og optimistiske i forhold til virkeligheden. Måske. Men hvor mange kender vi ikke, der gør det modsatte, og maler hele paletten sort og pessimistisk. Jeg, personligt, nyder at møde et menneske med en ægte positiv og optimistisk tilgang til livet. Og jeg tror, det er lige netop den tilgang, der betyder en verden til forskel for hendes elever.

Hjemmedag med en skrupsak

Skrupsakken og jeg er hjemme i dag. Et par hævede kirtler bag hans ører og en svag feber var nok til at lægen ville se ham og børnehaven blev aflyst. Mellemørebetændelse og væske på begge ører blev diagnosen. Det er en af de stunder, hvor jeg som forælder bliver i tvivl inden de nødvendige morgenopkald foretages. Kan han godt komme afsted? Er han for frisk til at blive hjemme? Er han frisk nok til børnehaveræs? Er det pyller fra min side at ringe til lægen? Er det nok til at koste en arbejdsdag og dermed også en vikar? Hvornår er han syg nok? Frisk nok? Pylret nok?

Og lettelsens suk sprang, da lægen kl. 11.18 sagde: “Det var godt du kom, og at du holdte ham hjemme idag.” Alt det andet han sagde bagefter var næsten ligegyldigt. Men han bekræftede mig i mit fravær var ok. Og det var en lettelse for mig. Hvorfor skal det mon være sådan?

På weekendens konference hørte vi om en institution med en meget kreativ ledelse, hvor Social Kapital havde betydet et kæmpe økonomisk overskud på budgettet. Blandt andet købte denne leder materialer ind andre steder end ved de forhandlere, han var forpligtet til at bruge fra kommunens side. Han benyttede sig af tilbudsaviser fra Netto og Fakta, og han brugte forældrenes forskellige kompetencer til institutionens interesser. Bandlyst i den kommunale skoleverden. Ganske almindelig sund fornuft i den private. Kommunen havde dog alligevel valgt at se lidt igennem fingre med ham, da det jo viste sig at virke, det han havde gang i. Forældregruppen var engagerede og glade for institutionen. Der var næsten ingen klager eller ubegrundede fraflytninger. Et andet tiltag han havde lavet var, at han gav sine medarbejdere lov til at ringe og melde sig fraværende uden grund. Han sagde til dem, at han forventede, at de nok ville bruge et par dage om året på den konto. En slags pjækdagskonto. Et par af medarbejdere sagde direkte til ham, da han satte det i værk, at det var det dummeste, de havde oplevet en chef gøre. Men faktum var, at da der var gået et år, havde kun 10% brugt to dage, resten lå på en eller nul dage OG sygefraværet var faldet samtidigt. Den sociale kapital i dette tilfælde lå i tilliden denne leder viste sine medarbejdere. Og anderkendelsen af, at han godt vidste, at man nogen gange kunne få brug for en dag hjemme, hvor der måske ikke var en ydre synlig grund. Og hvad fik han tilbage? Money in the bank. For vikartimerne faldt og medarbejderne passede deres jobs, mens de var glade og tilfredse. Jeg synes, det lyder som god sund fornuft.

Da jeg ringede og meldte mig fraværende i morges blev jeg også mødt med tillid og forståelse fra skolens søde sekretær, og alligevel sad jeg bagefter ved lægen og skulle bekræftes i, at det var i orden, at jeg blev hjemme. Måske fordi en hjemmedag passede meget godt ind i mine egne behov? En dag sammen med mit barn, som jo ikke er så syg, at han er kedelig at være sammen med, og en dag hvor vi kunne nyde hinandens selskab lidt efter for mange dages fravær og travlhed. Hvem ville ikke glæde sig over sådan en dag? Og så lige op til en weekend. Det kunne ikke passe bedre. Let’s be honest. Er det mon derfor samvittigheden spiller mig et puds? Når jeg finder min egen egoistiske glæde i en ærgelig nødvendighed?

Jeg har været på en hel del kurser, konferencer og gruppemøder på det sidste og al den viden, jeg har samlet op undervejs er så småt ved at synke ind og falde i de rigtige kasser i min hjerne. En stor del af den ligger stadig og roder ude i forhovedet, hvilket har resulteret i en kæmpe hovedpine og to eftertænksomme rynker i panden. Læring skulle være så sundt og godt for sjælen. At lære er en gave, plejer jeg selv at sige til eleverne. Det er det også. jeg tror det er sundt at blive presset lidt ud i lidt eftertænksomhed, selvreflektion og ny forståelse af verden. Det er en blandet lagkage af læring, der ligger op i mit hovede. Et lag med arbejdsglæde og psykisk arbejdsmiljø, et lag med nationale test, et lag med relationskompetencer og et lag med børns sproglige udvikling i læsning og skrivning. Det er helt vidunderligt og helt vildt underligt på samme tid.

Så det flyder bloggen selvfølgelig også over med i disse dage. Det er jo fra mit hovede og ned i pennen, at ordene kommer. Og når jeg så roder barnets 1. sygedag og social kapital ind i det hele, så er det altså måske blot et udtryk for det rod, der ligger oppe i min hjerne lige nu. Weekenden ligger for fødderne af mig og forude venter bryllupsdagsdate med ham, der forstår mig allerbedst, legepladsbyggeri i grundejerforeningen og Cirkelineteater i trekløveret. Jeg skal have flyttet et par roser i min have og plantet et par løg, som skal vække glæde i de tidlige forårsmåneder. Med andre ord, jeg skal ud af mit hovede og ned i min krop denne weekend. Vi ses på den anden side!

Tanker fra hovedet, om held og mangel på samme

Der er mange i min nærhed, der kæmper for tiden. Kæmper enten med det ene eller det andet.

Livet kan være svært nogle gange. Nogle gange synes livets prøvelser at ramme tættere på end andre gange. Sådan har jeg det lige for tiden. Der er flere triste beskeder end glædelige, når jeg åbner indbakken eller tager telefonen. Og jeg går stille rundt og føler med dem, mens jeg (indrømmet) egoistisk sukker lettet over, at det heller ikke ramte mig denne gang.

Og jeg føler mig forbandet heldig over at være der, hvor jeg er i mit liv lige nu. Heldig og taknemmelig over at have fået de muligheder, jeg har.

Og jeg håber bare, at jeg et eller andet sted kan sprede det held lidt ud til nogen af dem, som går og har ekstra brug for det for tiden. Give lidt igen, som tak for mine egne glæder. Er det ikke sådan det fungerer? Når man er et forkælet lyksageligt menneske, er det så ikke ens forbandede pligt at forkæle andre og sprede lidt lykke videre ud i verden?

Det tror jeg sgu det er.

Og måske er det, nogen af de andre går og kæmper med, rent faktisk held i forklædning. Måske viser der sig at være en helt bestemt grund til, at netop de skal kæmpe lidt ekstra i denne tid, så de rigtig kan mærke heldet og glæden, når den slår til igen. Måske.

Jeg håber det simpelthen så meget.

Det føles godt

I aften gjorde jeg det rigtige. I aften fulgte jeg min intuition, min personlige overbevisning og mit hjerte og slog lytteklapperne ud og næstekærligheden til.

Det lyder som om, jeg har behov for at klappe mig selv på skulderen her, ikke? Det har jeg egentlig også. Ikke så meget for det jeg gjorde, men mere FORDI jeg gjorde det. Som jeg for ganske nylig skrev, så kan det være svært i nogle situationer at vide, hvor meget man skal blande sig, hvor tæt man må komme på eller hvordan man bedst kan hjælpe, når andre sørger. Og alt for ofte lader jeg min usikkerhed vinde og følger andres velmenende råd, istedet for at handle ud fra det, der føles rigtigt inde i mig selv. Jeg er altid så bange for at blive misforstået i mine handlinger, så min omsorg kommer til at fremstå som sensationsliderlighed eller dramatrang. Eller som om jeg har behov for at være den der er tættest på begivenheden eller ved mest om det der sker. Sådan er vi kvinder, eller burde jeg hellere skrive mennesker, jo desværre engang i mellem. At kunne sige, jeg var der, eller jeg kender hende/ham. Det er måske en måde at bevare kontrollen på, hvad ved jeg.

Jeg ved, at jeg er sådan et menneske, der har behov for at være i nærheden, når store ting sker. Både de glædelige og de sørgelige. Jeg har behov for at vise, at jeg er der, og at jeg ser dem, der lider eller glædes. Det er svært for mig at være på afstand af livets store øjeblikke, og jeg er ikke bange for store følelser eller svære ord. Men det kan jo godt misforståes. Det kan jo godt læses, som om jeg trives bedst i dramaet. Og den forståelse er der vel også et gran af sandhed i, når jeg læser de ovenstående ord. Jeg har i hvert fald behov for at opleve og mærke, det der sker og for at være i det, mens det sker. Men mine behov er jo i grunden slet ikke vigtige i den slags situationer. Ikke særlig ofte i hvert fald, medmindre det er min egen sorg eller glæde, der er på spil.

Det virker også som om andres sorg kommer tættere på mig end vanligt i denne tid, måske fordi jeg netop selv har haft den tæt på. I aften tænkte jeg ikke så meget over, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, eller hvad andre folk ville tænke, da jeg gik ind til hende, hvis far lige er død af kræft. Jeg handlede bare pludseligt. Gik over græsplænen, igennem hækken og ned ad indkørslen og ringede på.

To bøtter med 7 jordbæraflæggere og en bog om SORG var min akavede måde at fortælle, at jeg altid føler, at det er rart at plante nyt, når noget dør og måske har andre bedre forstand på det med at sørge end jeg har. Nogen har i hvert fald sagt noget og skrevet det ned i en bog. Jeg selv fik noget godt ud af netop de ord. Måske andre også kan det. Jeg derimod, lytter godt. Og jeg lyttede i aften.

Og det føles SÅ godt at handle i stedet for at tænke det ihjel og lade mig selv eller andre overbevise om at andet vil være tåbeligt. Og det er hendes glæde og taknemmelighed, der får mig til at smile lige nu.

Note til selv: Think less, act more. Og gerne lidt oftere, tak!

En stor stærk løve

Mit sidste indlæg har spøgt og spøger stadig i mit hovede. Jeg kan ikke skrive flere indlæg her på bloggen om sommerferiesjov, Læsøture, lummerhaler som er hummerhaler, musikoplevelser osv, inden jeg får kommenteret yderligere på det indlæg. Flo kommenterede til indlægget, at det er smukt at donere, men det er bedre at være der personligt. Det er i hvert fald min konklusion på hendes gode kommentar. Og der ramte hun et ømt punkt for mig. Jeg tog det nært og blev ked af det, fordi jeg i forvejen havde dårlig samvittighed over ikke at have gjort noget endnu. Og hun har 100% ret. Det var ikke meningen at mit indlæg skulle handle om, at vi ville handle ved at donere penge til en forening. Det er blot én måde at hjælpe på, når man står magtesløs som pårørende. Og når man står med sygdommen på tæt hold, som Nette også kommenterede, så bliver den pludselig meget håndgribelig og konkret, og det bliver meget klart og tydeligt hvad ens penge går til, når man donerer til Kræftens bekæmpelse eller Foreningen Cancerramte børn. Flosklen: “Det sker kun for naboen” bliver pludselig vendt til: “Det kunne også ske for mit barn”, og det skræmmer livet ud af mig at tænke på.

For tiden holder jeg ferie med mit barn. Vi er sammen 24-7 (selv på toilettet følger han efter mig) og jeg er ved at få spat af alle hans spørgsmål, al hans tummel oven på mig, al hans snik-snak, alle hans jeg gider ikke’r, al hans kedsomhed, når hans forældre bare vil dase, og i morges var jeg ved at bide hovedet af ham, fordi han ikke bare kunne sidde helt stille og se fjernsyn i vores seng, mens vi tog os en lille halv time mere i slumreland. Og så slog det mig: Stå nu op kvinde! Og vær sammen med dit barn og nyd ham. NU for fanden! Og jeg blev helt vred på mig selv, som jeg desværre lod gå ud over manden ved siden af mig. Typisk. Dobbelt selvvrede.

For faktum er, at han jo er den mest vidunderlige dreng og han har været fantastisk at holde ferie med. Og det endte med at vi satte os, efter havregrynnene var indtaget og kaffen var drukket i den hyggeligste tosomhed, og malede et maleri til pigen på Riget. En stor stærk løve skulle hun have til at hjælpe sig med kampen, og det får hun i morgen.

Skrupsakken synes det var lidt svært at forstå, at han ikke selv må komme med på besøg, og vi måtte forklare at pigen er meget syg og ikke må være sammen med børn som ham selv. Det var først da vi sagde, at hun heller ikke måtte komme i vuggestue, at han forstod det, for han må jo heller ikke selv komme i vuggestue, når han er syg. Så vi tager løven med for ham. Og det var ok, tror jeg.

Den bedste måde at handle på, er vel at vise familien, at vi er her og vi ikke forsvinder, bare fordi livet bliver svært og uoverskueligt. Det er jo netop i den slags stunder, at man har behov for venner og familie til at støtte sig op af. Og så mener jeg faktisk også at vi har en forpligtelse i at tage følelserne med os i vores eget liv. Huske os selv på at være taknemmelige for alt det vi har, for det sker jo ikke kun for naboen. For den lille familie vi kender, gik det naboens hus forbi og landede lige inde ved dem selv.

Investeringer i relationsbanken

Når der opstår muligheder, der kan vise sig at bære frugt for fremtidige relationer, så skal man ikke lade dem passere forbi. Så skal man slå til og investere de sidste mønter man har.

Heller ikke selv om de muligheder indebærer at bruge sin første feriedag på at hjælpe en ven ved at tage otte fuldstændigt ukendte kommende ottendeklasseselever med sig i s-toget ind til København fra provinsflækken, for at bede dem om at sætte sig på Glyptoteket og tegne skulpturer med iturevne tissemænd, mens de bliver fotograferet af et, for dem, fuldstændig ukendt århusiansk kvindeligt livstykke, og bagefter hive dem med på en af Halmtorvets bedre caféer på statens regning, for at slutte af med en gåtur gennem Istedgades (dog) pænere ende, hvor der kun ligger snegle og boller i vinduet (ej, den er SÅ gammel, det ved jeg men det århusianske livstykke og jeg grinede sgu stadig meget godt af den, da vi gik forbi den frække bager i enden).

Når man gør noget i den stil, så kan man nemlig være så heldig at få oplevelsen af at se, hvordan sådan en flok snart ottendeklasseselever viser sig fra deres allerbedste side, mens man nyder lyden af teenagesludder og hjerteflimmer blandet med fordybet ro og blyantsstregers skratten i et magisk øjeblik af et fælles ønske om at ville det her godt. At ville nuet, opgaven, fremtiden og hinanden godt.

Når man investerer sådanne stunder i relationsbanken, så kommer der gerne rigtig gode renter på over sommeren. Det forventer jeg også med dagens investeringer, der allerede her sidst på dagen har toppet kursværdien gange 100. Det var dyrebare minutter, jeg fik for min investering i dag, og selv med en finanskrise i form af endeløs regn eller anden ulyksalighed hen over sommeren, kan de ikke sådan lige devalueres i denne lærers sind.

Ferieglæde for skolelærere og andet godtfolk

OK, lad mig blot starte med det klassiske:

Hej, mit navn er AB og jeg er skolelærer og har derfor seks ugers sammenhængende ferie fra og med i dag!

Så skal I nu sige: “Hej AB……typisk jer lærere, og I kan også have to jobs har jeg hørt, og lærere er så priviligerede med al den ferie, og det er sikkert kun pga. ferien I har valgt det job, og man skulle være lærer, så man kunne gå der og holde fri hele tiden, og yada yada yada yada….”

Og så siger jeg frejdigt for at være åh så sjov, selvom jeg er lettere irriteret over at høre de samme lamme ord om min ferie endnu engang, og som jeg ikke gider at forsvare igen endnu engang med tåbelige forklaringer om årsnormer, dyre rejsepriser og tvungen frihed, fordi jeg inderst inde helt ærligt er lidt enig med dig i, at det ER et stort privilegium ved mit job: “Ja, der er faktisk seks grunde til jeg valgte lærerfaget: Uge 25, uge 26, uge 27, uge 28, uge 29 og uge 30”.

Og så har vi li’som fået det ud af vores systemer, ikke?

Når det så er på plads og jeg igen kan konstatere, at jeg nu har ferie, så kan jeg samtidig fortælle jer, at jeg for første gang i meget lang tid sådan oprigtigt glæder mig til min ferie. Ferie er altid rart. Bevares. Det er det også for os, der ikke holder andet. (Badabam på hi-hatten – her må grines) Men denne ferie er altså anderledes, og det er den, fordi jeg samtidig glæder mig til at starte på arbejdet om seks uger igen. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op med Ottendeklassen og få den til at fungere godt, til at blive klogere på læsning, til at være med i beslutningsfasen i forretningsudvalget, til at være med til at skabe demokrati i elevrådet og til at have det rart sammen med de kolleger, som jeg endelig er kommet lidt tættere ind på livet på. Og så skal jeg være tilsynslærer for hjemkundskabsområdet. Ok, lige nøjagtig den del glæder jeg mig så nok lige så meget til, som jeg gjorde til at blive skolepatruljelærer sidste år. Men alt det andet. Det er sgu bare meget mig.

Og det der især er mig i det, er at jeg nu er med. Med i noget, der giver mening på skolen udover undervisningen. Nu er jeg ikke bare lønslaven, der stempler ind kl. 8.00 og ud igen kl. 15.00, passer mit job og ellers holder min kæft. Det kan man faktisk godt være som lærer. Og stadig være en rigtig god lærer. Men ikke jeg.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg endelig blev rigtig glad for at arbejde på netop dét sted, der ligger en spytklat væk fra min bolig. Jeg nåede det lige inden ferien, at finde hele glæden ved jobbet, og det betyder, at jeg nu rigtig kan glæde mig til at holde ferie. Sidste skoledag gjorde udslaget for mig. Da femteklassesdrengene skabte fællesskab på tværs af ni årgange i gymnastiksalen og gav udskolingseleverne baghjul med en koncert med Linkin Park-, Green Day- og Volbeatnumre, og mine kolleger senere på dagen viste mig deres fantastiske ironiske humor og lod de sidste barrikader falde til sommerferiefrokosten, følte jeg mig for første gang rigtig på plads på den skole. Dér KAN trykkes af og slippes løs og væres flippet, i det der Folkeskolen. Og det glæder jeg mig til at opleve mere af. Måske har jeg i virkeligheden først været åben nok til rigtigt at kunne se det nu og lade det synke helt ind?

Og jeg glæder mig særligt til denne ferie, fordi nu skal jeg ikke gå og ærgrer mig og tænke om en halv uge, at åh nej, nu er der allerede gået en halv uge, så er der kun 5½ uge til, jeg skal på arbejde igen. (badabam…årh, screw it) Jeg tror nemlig lidt på, at for at kunne nyde sin ferie sådan helt rigtigt, uanset hvor lang den er, så skal man nyde sit job mindst lige så meget, hvis ikke mere.

Hvad med dig - glæder du dig også både til din ferie starter og slutter? Og hvorfor? Hvorfor ikke? Du behøver ikke svare, men tænk da lige over det, ikke? Bare et minut eller to.

Til Trine og alle næsehornene derude

Trine har et fantastisk indlæg på sin blog i dag, som alle næsehorn bør læse og lære af.

Jeg måtte altså tegne en lidt blidere udgave af hendes Dotty, for jeg vil så gerne se den anden side af hende også.

Og inden jeg straks ryster opgivende på hovedet af alle de andre næsehorn derude (som jo ville være så dejligt nemt), så vil jeg lige tage et kort sekund og tænke tilbage på de gange, jeg har mødt Dotty i mig selv.

Har vi ikke alle en lille smule Dotty i os, når vi nu skal være helt ærlige? Og hader vi ikke os selv allermest, når vi har den slags dage? Jeg ved, jeg gør.

En kommentar som indlæg

Til Annes indlæg i dag skrev jeg følgende i kommentarfeltet:

Jeg kan genkende mig selv så meget i det du skriver. Også her oplever vi pt. at ulykkelige omstændigheder har ramt to familier, som vi holder meget af. Psykisk sygdom i den ene og leukæmi i den anden. Sidstnævnte er et barn på 2½ år, som nu er indlagt i et år på Rigets kræftafdeling. Jeg har siddet siden kl. 20 og prøvet at formulere indlægget om alle de tanker, jeg gør mig om det. Og det kan ikke lade sig gøre. Jeg har slettet fire indlæg nu. Ordene kommer bare ikke frem. Måske kan man bare ikke sætte ord på noget så meningsløst. Måske er meningsløsheden netop det, den er derfor – ord uden mening? Måske skulle jeg bare lægge denne kommentar på min blog. Den rammer det nok bedst af dem alle. Og det var dit indlæg. Din mangel på ord, Anne, der satte mine ord i gang.

Sådan kan andres skrevne ord engang i mellem sætte ord på det ordløse. Og sådan kan man nogen gange være nødt til at acceptere, at det ikke er alt, der kan sættes ord på. Og sådan kan man, selv på grå regnvejrsdage i juni, blive mindet om, hvor forbandet velsignet og priviligeret man er.

Så nu, hvor jeg allerede er startet med at stjæle andres mangel på ord, kan jeg lige så godt fortsætte. Og hvor ellers end i højskolesangbogen og i sanghæftet fra en nylig begravelse, som også satte hele det der satans liv lidt i perspektiv for mig, skulle jeg kunne finde bedre ord, end jeg nogensinde selv kunne formulere?

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

Fastansat

Jeg har i dag fået min kontrakt på min fastansættelse. Indtil nu har jeg været ansat som barselsvikar, dog "med henblik på senere fastansættelse", som der stod i jobannoncen. Så jeg vidste jo godt, at det ville ende sådan. Men alligevel. Der er noget med papir, ikke? Det er en rar fornemmelse at se det sort på hvidt.

Det fik mig til at tænke på de tidligere barselsvikariater, jeg har haft, og der er altså en del, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at søge vikariater. De er på en eller anden måde dejligt uforpligtende og fungerer lidt som en forlænget prøveperiode, hvor man kan tjekke jobbet, kollegerne og ikke mindst arbejdsgiverne lidt ud. Og kan man ikke lide duften i bageriet, så kan man altid søge videre efter vikariatet er endt. No harm meant. Det har jeg gjort to gange, hvor jeg har takket nej til tilbuddet om fastansættelse. Jeg er nok lidt af en fling indenfor det jobmæssige, hvis du ser på mit cv. Men mit problem, vil nogen kalde det, jeg ser det som en force, er at jeg KAN ikke arbejde et sted, jeg ikke trives. Til gengæld er jeg en ildsjæl, hvis jeg finder ligesindede at lege med.

To gange har jeg sagt ja tak til at fortsætte i folden og de to gange har været to af mine allerbedste jobs. Som i, allerallerbedste jobs. Og som i, hvorfor jeg synes lærerfaget er et af de bedste fag i verden.

Jeg blev ikke som sådan spurgt i dag, blev bare bedt om at skrive under, som om man forventede, at selvfølgelig ville jeg det. Og selvfølgelig skrev jeg under.

Nu rumsterer de to tidligere "Ja tak" oppe i hovedet på mig, og jeg må sige, der er forskel på dem og nu. Hvori forskellen ligger, det skal jeg til at finde ud af. Det tænker jeg meget over lige nu og de tanker er svære at tegne. Så er der lidt stille på bloggen, så er det derfor. Og så fordi jeg er ude og male på det store grønne lærred udenfor selvfølgelig. Kan man andet i dette vejr?

Når kunsten banker på døren en lørdag aften

I aftes, da jeg havde besøg af mine kusiner og vi netop har sat os til bordet for at spise, banker det på døren. Jeg åbner op og udenfor står to lidt forsigtige unge mennesker, en kvinde og en mand. Under armen på kvinden kan jeg se en stak plakatstore tegninger/billeder.

De præsenterer sig høfligt på engelsk som to kunststuderende fra Israel, der ønsker at vise mig deres billeder og evt. sælge noget til os. Jeg studser. Det er en lørdag aften ved spisetid i et nybygget forstadskvarter, netop så langt fra København midtby, at det virker lidt underligt at se to israelske kunststuderende på gåben, der sælger kunst! Jeg siger pænt nej tak, da jeg hellere vil ind og spise min mad og hygge mig med mine kusiner, og lettere fornærmet takker de af og siger farvel.

Da jeg så kommer ind i stuen igen, kan jeg mærke, at det er altså for underligt. Hvad ville de? Er de virkelig bare kunststuderende, der vil sælge kunst? Eller er de ude og spotte tomme huse, fyldte biler, antal hjemmeværende personer i husene osv. Oplevelsen havde lige nøjagtig været så overraskende at den såer tvivlsspørgsmål inde i mig. Jeg blev vildt utryg og nervøs, og min fantasi kørte derudaf med billeder af mig alene hjemme, der lukker dem ind i min entre, fordi jeg faktisk gerne ville have set deres billeder, men så bliver overfaldet af de tre store fyre, de har ventende i buskene, som stjæler alt vi har af kontanter og andre hurtige værdier og banker al bevidsthed ud af mig.

Og jeg ender med at ringe til naboerne, som også har haft besøg, og som også føler sig utrygge nu, og derefter ringe til politiet.

Og så bliver jeg gal. Gal og irriteret på mig selv, over at jeg lader mig skræmme. At jeg lader mig påvirke af nyhedernes mange historier om myrdede kvinder, bastialske hjemmerøverier og -overfald og skræmme skræmme skræmme...TV! Jeg bliver irriteret over at være den bange forstadshusmor, der ser ondt i alle der kommer forbi hendes vej, og ikke er åben for at ung spirende kunst netop har ringet på hendes dør, og hun nu har lukket af for muligheden for en spændende berigende møde med nye håbefulde kreative mennesker. Jeg bliver irriteret på de to unge mennesker over, at de vælger at gå rundt en lørdag aften efter mørkets frembrud i stedet for søndag eftermiddag, hvor de jo slet ikke ville have været nær så suspekte og skræmmende!!?? Jeg bliver gal over, at jeg ikke længere er en af de personer, der lader min dør være ulåst og vinduerne åbne, når jeg kører et hurtigt smut til købmanden. (hvilket jeg så rent faktisk stadig nogen gange gør, men kun fordi jeg glemmer at gøre andet). Jeg bliver irriteret over min manglende tillid til det hele.

Ja, jeg bliver irriteret over at mærke på egen krop, hvordan fordomme, fantasi og usikkerhed kan få én til at foretage nogle valg, der stritter i mod ens normale værdisæt. Jeg tror på at åbne mit hjem og invitere selv fremmede indenfor. Jeg tror på, at den næste fremmede person der kommer forbi dig kan være din nye bedste ven og kun kan blive det, hvis du er åben over for ham eller hende. Jeg tror på at mit hjem er et samlingsted, hvor alle føler sig godt modtaget og velkomne. I det hjem, jeg er født og opvokset i og har mine værdier med fra, ville man ville have inviteret de to studerende indenfor til at glas vin og en hyggelig aften. Og i aftes gik jeg i stedet i mod alle de tanker og værdier og lukkede mit hjem af i frygt.

Hvad fanden er det lige med det? Kan I fortælle mig det? Hvad ville I have tænkt og gjort?

Ja, god søndagmorgen til dig også!

ps. Jeg fandt lige dette link, om én (og flere), der har oplevet det samme. Og unge spirende kunstnere var de så ikke, men ej heller mordere eller indbrudstyve.