Den lille pige og madkassen til de 17 halve

Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

Gamle klodser

En skat havde fundet sin vej fra svigerforældrenes loft. Og skatte skal nusses om. Og snakkes om. Og fortælles om. Og genopleves. Og nusses lidt mere.

Og nu gider jeg så heller ikke høre flere gamle soldaterhistorier om Legoklodser. Der var jo lige så mange, som der var klodser. Mange, siger jeg jo!

Men det var hyggeligt. Virkelig hyggeligt! Og ret fantastisk at kunne lade den slags gå i arv.

Der er en lille ny på vej

Jeg har tænkt over alle mulige kreative måder jeg kunne dele denne nyhed med jer. Men faktum er, at der ikke findes andre veje end den direkte, når der er noget så stort på vej. Ikke for mig i hvert tilfælde.

Her ser I grunden til, at jeg er været lidt tom for ord på det sidste:

Det er svært at fokusere på meget andet, når man bærer et nyt lille liv i sig og bare glæder sig som vanvittig til september, hvor man skal møde dette nye lille menneske for første gang. Samtidig er det meget svært for mig at gå med så store nyheder inde i mig. Jeg er en deler, og vi har da også allerede delt glæden med vores nærmeste. Og nu ved mine elever det også og en stor del af mine kolleger, så nu synes jeg også, at I skulle være med vognen.

Det er så stort. Kæmpestort. Også selv om det er anden gang for mig. STORT.

Hvordan får jeg det sagt?

Sådan må en lille purk have tænkt i går morges, da han stod i min soveværelsesdør og sagde:

“Hej mor”

Mig: “Hej Skrupsak.”

Ham: “Har du lavet pøller?”

Mig: “Øøh, nej, det har jeg ikke. Har du lavet pøller?”

Ham: “Jah…”

Og så kom man ligesom op og ud af fjerene den dag også.

Vinterferien er lige snart slut. Manden er lige kørt til bageren for at hente rundstykker til ham og jeg. Skrupsakken er på weekend ved farmor og farfar, og skal en tur i Bella Centeret og lege med LEGO i dag. Der er ro omkring mig. Stilhed før stormen vil nogen måske mene, på sådan en sidste feriedag. Det mener jeg ikke. Bare ro.

Og sådan har hele denne vinterferie faktisk været. Fyldt med ro. Og nærvær. Bare os tre. På nær lige fredag, hvor vi havde bedstevennerne, to tvillingedrenge, fra børnehaven på besøg hele dagen. Det var alt andet end roligt, men til gengæld var det sjovt og herligt for især den mindste af os. Og vi nød at holde et par timers fri fra underholdningsbranchen. Sådan en tre-årig kan være svær at holde ved ilden i en hel uge. Det der med, at det er ok at kede sig en gang i mellem, det er dog vist så småt også sevet ind ved selv ham nu.

Er jeg klar til at ferien er slut? Er jeg klar til arbejdsliv og travlhed fra i morgen? Jeg ved det sgu ikke. Det må i morgen vise. For lige nu er der ro.

Glimt fra en tidlig vinterferiemorgen

Det gør ikke så meget, at man bliver vækket kl. 6.20, når det er dette scenarie, der venter én:

Friskbagt sprødt rugbrød fra i aftes med honning, varm kamillete med mælk, tomandsmorgenhygge i sofaen med Yndlingsmeteren og Blå Ko i fjerneren. Jeg har computeren oven på dynen og vil nu rejse en tur rundt i blogland.

Er der forresten nogen af jer, der har været i Budapest? Var det godt? Er det måske dér, vi skal hen, manden og jeg, i Kristi Himmelfartsferien? Hva’?

Aaaaaaaahhhh, life is great!

Sproglighed og indforståethed

Inde i sofaen sidder en mand og hans barn med en dyne. De snakker om dinosaurusser (enten en helt særlig slags dinosaurer eller en ganske speciel form for russer?), der gemmer sig under dynen sammen med trolden. Faren er babyen og barnet er faren. Babyen kan ikke hjælpe faren med at fange dinosaurusserne, så han får en pandekage istedet. Som han i øvrigt ikke må dele med hajerne!

Vi spiste abesmør i havregrynene til morgen. Abesmør stammer fra det amerikanske applebutter, som svigermor har knækket koden til opskriften på. Og norske klejner kan fra denne jul af ikke hedde andet en torskekegler, hvilket jo i virkeligheden giver så meget mere mening!?

På et punkt var jeg dog enig med Yndlingsmeteren alias Skrupsakken alias Sprogministeren. Der VAR svedende varmt i butikkerne i Roskilde i går, når man kom ind fra minus ti graders frost udenfor, så tager det ikke meget mere end et minut før sveden pibler frem under dun og uld. Så er det super med en kæmpe snebunke, også kendt som bakkEN, lige ved domkirken, hvor man kunne rutsche nedad 108 gange, mens forældrene igen fik kølet de dejlig varme tæer ned til under frysepunktet.

Der er dømt hygge og symbiose i det lille hjem i disse dage. Vi taler vores eget sprog nu, drikker spandevis af kaffe og ser pænt meget Ramasjang. Mellemdage kalder I det. Ok med mig.

Lettere klattet

Julefrokosten i går efterlod os lettere klattet her til morgen. 17 voksne og fire børn i en stor sammenbragt gryde, med svigere, papper og bonusser som hovedingredienser. Der var, som altid, rundesang med Kronborgvalsen, gamle arbejdersange, Stakkels Jim og Mariehønen Evigglad. Der var Linedance med svigermor, amokdans til Runrigs Loch Lomond med storebror og tøsedans til Dollys Jolene med svigerinderne. Der var Mummeøl, portvin, rødvin, snevejr, børn med røde kinder og mange varme kærlige familiekram. Der var stik til sidebenene og velmente diskussioner. Dybe snakke og højlydt latter. Der var faktisk alt, hvad man lige behøver sådan en 2. juledag. Og lidt til.

Og i dag stod brunchen herhjemme med lillebror og Millen på ristede pølser, skrammelæg, klatkager og Bjergkøbing Grand Prix. Der er dømt middagslur for alle i huset, og jeg sneg mig i stilheden mellem husets dybe snorkelyde til en lille stund med bloggen.

Mmmm, klatkager er altså en overset spise i risengrødens højtid.

Vil du også prøve, så gør sådan:

3 skefulde mel blandes med 3 skefulde mælk. En god tallerkenfuld risengrød blandes deri sammen med 2 æg. Tilsæt en skefuld sukker, en teskefuld vanille og en teskefuld kardemomme. Steg dem på panden i margerine og server med syltetøj, kanelsukker eller sirup.

En blød landing

Det har været en blød dag. En blød landing efter en dejlig juleaften.

Blød sne udenfor vinduerne. Bløde maver. Gaver, der nydes i det bløde.

Bløde kys og kram. Dyner.

Marcipan og bløde burgerboller. Syning af bløde filtsmåkager. Blød musik i højtaleren, der nydes i The Sweet spot. Bløde godnatællinger og –fortællinger.

Den perfekte mellemstation i det der Jul. Glædelig blødhed til jer alle.

Mod mørke orange tider

Jeg er et efterårsmenneske. Det siger næsten sig selv med placeringen af min fødselsdag her i oktobers kølige luft. Men der er noget ved efteråret i sig selv, som virkelig tiltaler mig. Efteråret byder på et vejr, der kan være forbandet råt og forfriskende rent på én og samme tid. Luften bliver kold og klar, og når solen skinner, som den gjorde i dag, så indrammes hele verden i varm gylden orange farvelade.

Selv himlen var ramt af orange, da vi tændte lanternen udenfor:

Og eftermiddagens sidste solskinstråler blev nydt på et tæppe på græsplænen med en Skrupsak, et par græskar, en kniv og en pakke chokolade. F.A.N.T.A.S.T.I.S.K!

En total i orden lørdag

Jeg advarer jer, dette indlæg kommer til at emme af overskudsmor og lykkelig børnefamilie. Hvis I ikke kan klare mosten, så blad videre NU.

Det har nemlig været sådan en dag, hvor jeg har haft tid til at bage både grove pølsehorn og pumpkinmuffins med cranberries sammen med Skrupsakken OG vende hele haven på hovedet sammen med faren til førnævnte bagerdreng. Jeg har nu en dreng, der næsten kan lave sådan en bette kun dej selv, inklusive kravle op og ned fra køkkenbord og hente ting i køleskab. Han er simpelthen verdens dygtigste 2,85 årige dreng, og pædagogJyttes ord fra i går om, at han er en dreng der hviler rigtig godt i sig selv, sidder stadig i mig navlet fast med stolthedens bolte. Og så kan jeg fra nu af nyde Magnoliaens smukkeste smukke fra både mit køkken- og stuevindue og glæde mig til at de store røde roser springer ud op af vores hvide haveskur næste sommer. Oven i det havde jeg en hyggelig kaffestund og hyggesnak med venindenaboen og en kærestestund i ro og fred med ham, I ved nok. Og så er vasketøjet sgu også blevet rent, kridttavlen til køkkenet malet med metallak og det nye vasketøjsstativ støbt i jorden.

Efter sådan en dag har vi alle tre sunde røde kinder af efterårsluften udenfor, mens vi spiser flanksteaken til rødvinen og mælken, og vi er trætte i hele kroppen efter dagens mange succeser. Og på sådan en dag er man egentlig temmelig godt tilfreds med sig selv, sin familie og livet. På sådan en dag glemmer man næsten, hvor travl og stresset man kan føle sig midt i ugen. Og på sådan en dag føler man sig helt enormt fantastisk heldig.

Jeg sagde det jo. Det blev rosenrødt. Men det har fandme været en total rosenrød dag, så hvorfor skulle jeg egentlig lade som andet?

Jeg er en fusking overskudsmor efter sådan en dag og dødhamrende stolt af det!

Leopold scorede for vildt!

Kære Gule Fugle. I denne weekend var jeg med en af de nye drenge hjemme. Han bliver kaldt Skrupsak. Ham og hans forældre er vist ikke helt for friske, for de glemte først at tage mig med hjem fra børnehaven i sidste weekend. Men så fik jeg endelig oplevet børnehavens ro og fred i weekenden. Jeg siger jer, det er et HELT andet sted, når I ikke er der!

Vi kom hjem fredag og fik besøg af nogle gode venner, som heldigvis godt gad se Disney Sjov med mig. Det er jeg jo efterhånden blevet vant til at se ved alle jer gule fugle om fredagen, så jeg ville nødig gå glip af det to weekender i træk. De viser jo IKKE ligefrem Disney Sjov i børnehaven i weekenden.

Nå, men lørdag blev jeg glemt igen. I hvert fald snakkede Skrupsak meget om en legeplads, der skulle bygges den dag. Og da de kom hjem senere på dagen, havde de rigtig været ude og grave og bygge. Det var vist godt, jeg blev glemt, for det lyder som noget af en omgang for en lille løve som mig. Næææ, så ville jeg alligevel hellere hygge mig inde på Skrupsakkens værelse med alle hans biler og Legoklodser.

Søndag var helt sikkert min yndlingsdag sammen med Skrupsak. Der var vi nemlig i teateret og fejre fødselsdag for Cirkeline. Og ved du hvad? Vi snød os ind! Man skulle nemlig være 4 år for at komme ind og Skrupsak er ikke en gang tre! Hold da fast, hans mor og far havde digtet mange løgnehistorier om hans alder, inden vi kom derind. Og så spurgte billetdamen ikke engang om det. Mega skuffelse!

Hele forestillingen igennem sad jeg som fortryllet og kiggede på Cirkeline i sin smukke røde kjole. De vuggende sorte pletter hypnotiserede mig, og jeg havde kun én tanke i hovedet: At komme tæt på hende så hurtigt som muligt. Jeg MÅTTE bare op til scenen efter forestillingen og vise hende min smukke manke. Jeg fik Skrupsak til at hjælpe mig, og som en af de sidste i fankøen fik jeg endelig lov til at snakke med hende. Og hun var helt og aldeles vidunderlig.

Det tog os ikke mange sekunder at mærke forelskelsens kriblen i maven, og da de andre så væk, smuttede vi ud af bagindgangen til teateret og løb så hurtigt vi kunne. Væk fra råbende børn i teateret og børnehaven. Væk fra et rakkerliv med ny bolig hver weekend. Væk fra mus i flertal og liv i ensomhed og forglemmelse.

Og nu sidder vi her på Costa Del Sol, hvor solen den danser. Og Cirkeline kigger mig i øjnene og siger, at hun elsker mig, og jeg synger sonater i det klare måneskin.

___________XXX___________

….ok, lidt kunsterisk frihed tog jeg mig i genfortællingen her på bloggen. Men vi kommer meget tæt på sandheden. Dog er Leopold ikke skredet med Cirkeline, eller blevet hypnotiseret af hendes vuggende sorte pletter, i den rigtige version (Vi skulle jo nødig have alle ungerne på nakken for den smutter også), og ja, vi løj ham også med op til farfar og farmor, så han kunne fortælle om farmors lækre fiskefrikadeller. Kids love that fishy stuff! …og det var Skrupsakkens idé, hvis nogen spørger. At du ved det!

En weekend med Leopold

Ok, så helt på den anden side af weekenden kom vi ikke, før jeg måtte dele noget med jer igen.

Egentlig var det sidste weekend, at Leopold skulle have haft sin debut i vores hjem. Men vi glemte ham henne i børnehaven. Det i sig selv er en rigtig god start på dette indlæg.

Leopold er børnehavens vandrebamse. I kender det sikkert. Bamsen er på skift med børnene hjemme i weekenderne, og den har sin egen dagbog med, hvori forældrene sammen med barnet selvfølgelig, beskriver Leopolds weekend. En god måde at inddrage det enkelte barns hjemlige verden i den institionelle hverdag. En måde at lære hinanden at kende på. Og en metode jeg bifalder på alle mulige måder. Den udfordrer børnenes fortælleevne, inddrager deres personlige rum i det fælles og jeg kunne blive ved. Bare ikke lige når det er VORES personlige rum. Vel.

Nå, men vi vandt Leopold og nu er spørgsmålet så. Hvilken weekend skal vi fortælle om. Det var jo egentligt sidste weekend, vi skulle have ham, men fordi vi glemte ham fredag nede i børnehaven, fik vi lov at have ham igen i denne weekend for at Skrupsakken alligevel skulle få oplevelsen af at have ham med hjemme. Jeg må så lige tilføje, at han ikke kunne være mere ligeglad med den kære lille bamse. Så lige nøjagtig den del er ikke helt lykkedes for hverken os eller pædagogerne.

Der er åbenbart meget debat i blogland for tiden om at være perfekt, uperfekt, imperfekt, overskuds-, bevidst underskudsmor eller på anden vis mor med eller uden mangler. Den debat gider jeg ikke gå ind i. Jeg gider derimod godt gå ind i tanken om, hvorvidt jeg selv forsøger at skabe et mere eller mindre perfekt billede af mig selv som mor. (Hvorfor er vi kvinder i øvrigt så optagede af, hvordan andre ser os som mødre, veninder, koner, kolleger, chefer, døtre osv.? Jeg hører sjældent mænd tale så længe om samme emne.)

Når jeg læser i bogen, er der en hel masse beretninger om, hvordan Leopold har hilst på hele familien. Hvordan han sover sammen med den Gule Fugl (stuens navn) han nu er hjemme ved. Hvordan han har været med på ture og besøg osv. Vi startede som sagt med at glemme at tage ham med hjem. Hvordan formulerer man lige det til at starte med? Og i dag har vi glemt at tage ham med ned og bygge legeplads og ligeledes glemt at tage ham med op til farmor og farfar på overnatning. Skal vi så alligevel skrive i bogen, at i denne weekend har Leopold været med til at bygge en fælles legeplads og været med oppe ved farmor og farfar. Eller skal vi skrive sandheden:

“I denne weekend kom jeg endelig med hjem til Skrupsakken, efter at have tilbragt hele sidste weekend alene i de mørke garderobeskabe i børnehaven. Jeg var meget bange og er først nu kommet mig rigtigt over skrækken. Det er første gang, jeg er blevet glemt i institutionen, og jeg håber aldrig det sker igen. Heldigvis kom jeg i denne weekend med hjem, og det har altså indtil nu været lidt en kedelig weekend, hvis jeg skal være helt ærlig. Bevares, de forsøgte at piske en stemning op over mig fredag eftermiddag, men Skrupsakken virker temmelig ligeglad med min eksistens, og han gad ikke engang sove ved siden af mig. Fredag aften blev jeg smidt langt væk fra min sovebamse og seng, og først sent fandt moren mig og puttede mig under min dyne igen. Lørdag tog hele familien ud af huset. Ud fra hvad jeg kunne høre på dem, da de kom tilbage hen ad eftermiddagen, så havde de været ude og bygge noget legeplads. Det synes jeg lød enormt spændende, da jeg aldrig har prøvet sådan noget før, men jeg måtte åbenbart ikke komme med. I hvert fald har jeg hverken set en legeplads eller anden byggeri endnu. Lige nu sidder jeg igen alene inde på værelset. Skrupsakken er taget op til sin farmor og farfar, hvor han skulle smage hjemmelavet jordbærmarmelade, lege med brandstation og biler, læse bøger og synge sange. Alt sammen noget han pakkede til turen. Men mig pakkede han ikke med. Jeg håber virkelig, at hans forældre tager mig med i morgen, når de alle tre skal i teateret og møde Cirkeline. Hun har længe været mit store idol, men ud fra hvad jeg kan høre, så har de vist ikke købt en billet til mig. Så mit håb er lavt og jeg vil derfor blot glæde mig til, at det snart er mandag igen, hvor jeg skal tilbage i børnehaven og alle mine rigtige venner.”

Ja, jeg er ironisk over min egen uperfekte tilgang til noget så tåbeligt som en vandrebamse. Og synliggørelsen af vores lille families mangel på engagement i en ellers rigtig fin pædagogisk idé fra børnehavens side er jo også nærmest pinlig. Og helt ærlig ikke til andet end at gøre grin med, medmindre jeg skal gå helt til i dårlig samvittighed i stedet. Hvad ville det lige have kostet os af energi at gøre denne lille metode til en nærværende og hyggelig idé, som Skrupsakken kunne finde glæde i at dele på mandag. Nu vil han i stedet sidde og sige: “Neeeeej, Leopold var ikke med på legepladsen”, når PædagogJytte læser op fra mine fantastiske beskrivelser om Leopolds unikke rolle legepladsbyggeprojektet i grundejerforeningen.

Smider jeg derimod det ovenstående citat ind i bogen, vil de andre forældre og måske også pædagogerne synes, at vi gør nar af hele idéen og ikke tager hverken den eller vores barns fællesskab på stuen seriøst. Og det gør vi jo heller ikke. Altså i dette tilfælde. Eller jo det gør vi. Vi glemte bare at tage det seriøst, der hvor vi skulle. Og dette er så sandheden om vores weekend med Leopold.

Hvad siger I derude? Er det nu jeg skal lyve eller er sandheden vejen frem? Hvordan har Leopolds weekend i Casa Nicolaisen været?

Og kynikeren i mig sidder nu og tænker: Gad vide om alle de andre faktisk har haft Leopold med på alt det, de har lavet. Et par af dem har taget billeder undervejs for at dokumentere deres sandheder. En familie har sågar taget portrætfoto med Leopold. Dem kan vi klart ikke rejse tvivl ved. Klart ikke! Men de andre. Seriøst?

Faktum er, at vi har haft en helt igennem dejlig weekend i hinandens selskab indtil nu, og jeg ved med sikkerhed, at de næste 24 timer bliver lige så skønne for både Skrupsakken og os andre to. Vi har kun haft øjne og ører for hinanden i trekløveret, hygget med naboerne og familien, og der har altså ikke lige været plads til Leopold og hans behov. Skrupsakken bliver storforkælet og hygget om ved sine bedsteforældre, mens vi to turtelduer fejrer vores fjerde bryllupsdag. Det kan ingen vist fortænke os i, og jeg tvivler ikke et sekund på, at vi er de bedste forældre Skrupsakken kunne have, heller ikke efter denne weekend, men hvordan formulerer man lige det i Leopolds dagbog til på mandag?

Hjemmedag med en skrupsak

Skrupsakken og jeg er hjemme i dag. Et par hævede kirtler bag hans ører og en svag feber var nok til at lægen ville se ham og børnehaven blev aflyst. Mellemørebetændelse og væske på begge ører blev diagnosen. Det er en af de stunder, hvor jeg som forælder bliver i tvivl inden de nødvendige morgenopkald foretages. Kan han godt komme afsted? Er han for frisk til at blive hjemme? Er han frisk nok til børnehaveræs? Er det pyller fra min side at ringe til lægen? Er det nok til at koste en arbejdsdag og dermed også en vikar? Hvornår er han syg nok? Frisk nok? Pylret nok?

Og lettelsens suk sprang, da lægen kl. 11.18 sagde: “Det var godt du kom, og at du holdte ham hjemme idag.” Alt det andet han sagde bagefter var næsten ligegyldigt. Men han bekræftede mig i mit fravær var ok. Og det var en lettelse for mig. Hvorfor skal det mon være sådan?

På weekendens konference hørte vi om en institution med en meget kreativ ledelse, hvor Social Kapital havde betydet et kæmpe økonomisk overskud på budgettet. Blandt andet købte denne leder materialer ind andre steder end ved de forhandlere, han var forpligtet til at bruge fra kommunens side. Han benyttede sig af tilbudsaviser fra Netto og Fakta, og han brugte forældrenes forskellige kompetencer til institutionens interesser. Bandlyst i den kommunale skoleverden. Ganske almindelig sund fornuft i den private. Kommunen havde dog alligevel valgt at se lidt igennem fingre med ham, da det jo viste sig at virke, det han havde gang i. Forældregruppen var engagerede og glade for institutionen. Der var næsten ingen klager eller ubegrundede fraflytninger. Et andet tiltag han havde lavet var, at han gav sine medarbejdere lov til at ringe og melde sig fraværende uden grund. Han sagde til dem, at han forventede, at de nok ville bruge et par dage om året på den konto. En slags pjækdagskonto. Et par af medarbejdere sagde direkte til ham, da han satte det i værk, at det var det dummeste, de havde oplevet en chef gøre. Men faktum var, at da der var gået et år, havde kun 10% brugt to dage, resten lå på en eller nul dage OG sygefraværet var faldet samtidigt. Den sociale kapital i dette tilfælde lå i tilliden denne leder viste sine medarbejdere. Og anderkendelsen af, at han godt vidste, at man nogen gange kunne få brug for en dag hjemme, hvor der måske ikke var en ydre synlig grund. Og hvad fik han tilbage? Money in the bank. For vikartimerne faldt og medarbejderne passede deres jobs, mens de var glade og tilfredse. Jeg synes, det lyder som god sund fornuft.

Da jeg ringede og meldte mig fraværende i morges blev jeg også mødt med tillid og forståelse fra skolens søde sekretær, og alligevel sad jeg bagefter ved lægen og skulle bekræftes i, at det var i orden, at jeg blev hjemme. Måske fordi en hjemmedag passede meget godt ind i mine egne behov? En dag sammen med mit barn, som jo ikke er så syg, at han er kedelig at være sammen med, og en dag hvor vi kunne nyde hinandens selskab lidt efter for mange dages fravær og travlhed. Hvem ville ikke glæde sig over sådan en dag? Og så lige op til en weekend. Det kunne ikke passe bedre. Let’s be honest. Er det mon derfor samvittigheden spiller mig et puds? Når jeg finder min egen egoistiske glæde i en ærgelig nødvendighed?

Jeg har været på en hel del kurser, konferencer og gruppemøder på det sidste og al den viden, jeg har samlet op undervejs er så småt ved at synke ind og falde i de rigtige kasser i min hjerne. En stor del af den ligger stadig og roder ude i forhovedet, hvilket har resulteret i en kæmpe hovedpine og to eftertænksomme rynker i panden. Læring skulle være så sundt og godt for sjælen. At lære er en gave, plejer jeg selv at sige til eleverne. Det er det også. jeg tror det er sundt at blive presset lidt ud i lidt eftertænksomhed, selvreflektion og ny forståelse af verden. Det er en blandet lagkage af læring, der ligger op i mit hovede. Et lag med arbejdsglæde og psykisk arbejdsmiljø, et lag med nationale test, et lag med relationskompetencer og et lag med børns sproglige udvikling i læsning og skrivning. Det er helt vidunderligt og helt vildt underligt på samme tid.

Så det flyder bloggen selvfølgelig også over med i disse dage. Det er jo fra mit hovede og ned i pennen, at ordene kommer. Og når jeg så roder barnets 1. sygedag og social kapital ind i det hele, så er det altså måske blot et udtryk for det rod, der ligger oppe i min hjerne lige nu. Weekenden ligger for fødderne af mig og forude venter bryllupsdagsdate med ham, der forstår mig allerbedst, legepladsbyggeri i grundejerforeningen og Cirkelineteater i trekløveret. Jeg skal have flyttet et par roser i min have og plantet et par løg, som skal vække glæde i de tidlige forårsmåneder. Med andre ord, jeg skal ud af mit hovede og ned i min krop denne weekend. Vi ses på den anden side!

Må jeg låne din seng og sørge i?

Hvad ville du svare, hvis en vildt fremmed mand skrev til dig og spurgte om det?

I går var jeg på Lousiana for at se hvad Sophie Calle gjorde, da hun fik netop den forespørgsel. Du kan læse mere om mit indtryk af udstillingen HER.

Det jeg gerne vil dele med jer i dette indlæg er derimod den del af besøget, der ikke havde så meget med kunst at gøre, men tværtimod handlede om to veninder med hver deres børn og liv, som bare gerne ville mødes og have en kop kaffe. En date, der havde ligget i kalenderen i over en måned. Og hvis kunst skal være undskyldningen, så lad den være det. Ingen er jo døde af at opleve lidt, mens man snakker og hygger sig, vel?

Nå, men vi nåede Sophie Calles udstilling. Næsten. Inden venindens mobil ringede fra en børnehave, der havde et barn med ondt i øret, som hun eventuelt lige gad at komme og hente. Nu.

Vi var SÅ tæt på caféen. Jeg siger dig, jeg kunne lugte deres buffet helt ned i mavesækken og jeg kunne smage den latte der stod og ventede på mig på disken. Jeg kunne høre venindesnakken helt ind i min hjerne og se udsigten ud over Øresund i de yderste kanter af mine øjne. Der. Blev den nappet væk fra os. Der. Da mobilen ringede. Satans osse!

Duknakkede forvildede vi os tilbage til garderoben og butikken. Sig mig engang. Er jeg den eneste, der aldrig kan finde tilbage på Louisiana? Jeg har været der 100 gange. Omtrendt. Og farer konsekvent vildt og ender nede i en kælderudstiling, som er en blind gyde.

Ud med jakkerne, ind i bilerne og farvel. Tak for i dag. Det var kort, men hyggeligt. Tom stemning. Ærgrelse fra begge sider, men ingen turde sige i mod, at man jo skal hente et sygt barn. For det skal man jo. Ikke?

Fandme nej. Altså jo, man skal hente det der barn. Klart. Men fandme nej, at det skal spolere en venindedate. Så OK, planen er:

Du henter barn. Kører til lægen. Får det tjekket og repareret, hvis det er muligt at gøre på et kvarter.

Imens kører jeg i SuperBest, handler ind til frokost. Mixer tunmix. Skærer brød. Tænder lys og så ses vi om 45 minutter hjemme ved dig.

Tjek!

Pyyyyyhhhh, det var godt reddet. Og tak til Prinsesse Barbie fordi hun gad at underholde barn med ørepine og hindbærsnitte, mens mor og veninde sladrede og drak latte i køkkenet.

Immunforsvar og pil søges

Jeg må have tabt mit immunforsvar et eller andet sted over Atlanten. Hvis du i sommer var på disse kanter og så det ligge og flyde et eller andet sted i bølgerne, må du meget gerne sende mig den præcise destination, så jeg hurtigst muligt kan komme tilbage og passe mit arbejde i AlleredeYndlingsOttendeklassen. Kraftedme, om jeg nåede at arbejde en uge, inden bacillerne fik tag i mig og resten af vores lille familie, så vi nu har hygget os med at skrabe tapet af væggene to dage i træk. Nogen skal i vuggestue i morgen, og det bliver ikke mig!

Der findes nemlig kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at være syg sammen med andre, der også er syge. Især ens mand og barn! Jeg vil altså frygtelig gerne have min sygdom i fred. Være alene om at pylre og kræve omsorg og opmærksomhed. Ikke skulle dele de ynkelige host og snøft med nogen og ikke skulle kæmpe om titlen som Den Mest Syge på Matriklen med nogen. Jeg vil være enehersker i sygesengen for pokker da!

Man burde seriøst lære de små bæster i vuggestuen at holde deres fedtede fingre for sig selv, når de bærer på sygdomsbaciller eller i de mindste alkoholisere dem lidt oftere. Altså de fedtede fingre. Ikke bæsterne. Selv om det også kunne have sin virkning.

Og så al den regn. Hvad sker der lige for det? For første gang har planlæggerne af flytningen af skolernes sommerferie da ramt plet. Som i På Minuttet Plet! Og det har regnet siden ferien sluttede. Som den jubeloptimist jeg fejlagtigt udnævnte mig til i krigsindlægget, må jeg jo finde det positive i al den regn. For al ting sker jo for en grund, har jeg vist også flere gange sagt var mit motto (himmelvendte øjne). Nå, men grunden må være, at der skal plantes pil i haven. Det siger jo næsten sig selv, når der er så vådt, ikke? Klip en pilegren fra en gratis pil i en eller anden andens have, og så stik den i jorden hjemme i din egen have. Sådan lyder planen. Har du pilen?

Jeg vil nemlig vildt gerne lave sådan et hesteskosagtigt pilevildnæs for små trolde at gemme sig i. Så smid lige en kommentar også, hvis du har en pil, som trænger til en klipning, og du bor i Københavns/Nordsjællandsområdet. Så vil jeg blive så glad.

Og har du både set immunforsvaret i Atlanterhavet OG har en pil jeg må få, så får du sgu en gave af en art…eller noget. jeg bliver i hvert fald glad.

Og den første der nævner Bioetellerandetdråberne får en lammer!

Charlie Hotel Oscar Kilo

Du har sikkert læst den allerede. Jeg er håbløst bagefter på på boghylden og denne sommer har altså, på trods af mange gode intentioner, ikke rigtig budt på de store læseoplevelser for mig.



Jeg havde læst Michael Laudrups Tænder, og fandt den underholdende. Jeg kunne godt lide eksperimentet med at lære hinanden at kende på skrift og efterfølgende dele det med alle os andre. Og jeg var spændt på, hvordan de ville følge op på det eksperiment i en bog nr. 2. Som regel er et eksperiment kun interessant første gang det gennemføres, så hvad skulle den nye bog bringe til historien?

Til at starte med var jeg tæt på at lægge den fra mig igen. Sproget og tonen var noget kun påtaget, og det var, næsten pinagtigt, tydeligt at de to kvinder lige skulle finde hinanden, deres ærlighed og deres ægte kommunikation frem igen. Men så bliver Majse forladt af Axel og så sker der et eller andet. Livet kræver ærlighed og selvreflektion af hende, og da Camilla næsten samtidig bliver mor for første gang ryger al påtagethed fra dem begge, og bogen bliver for alvor interessant og nærværende. Dobbeltheden og modsætningen i dens ene ulykke og den andens lykke er diametral.

Den er privat, især fra Majses side, hvilket også har fyldt meget i forhold til bogens udgivelse. Men det er den også næsten nødt til at være, hvis den skulle have en gyldighed som to’er til den første succes. Ellers ville jeg lynhurtigt kunne nævne ti blogs, som var langt mere interessante at læse både sprogligt og indholdsmæssigt, end det man oplever i bogens begyndelse, inden murene falder, og de giver os et indblik i deres tanker og følelser om de ting, der for alvor fylder i deres liv.

Det er god sommerlæsning, som ikke kræver det store af dig som læser og alligevel giver dig stof til eftertanke om parforhold, der bliver overhalet af børn og dagligdag. Som Majse skriver på et tidspunkt i bogens første halvdel:

“Problemet er jo, at når to mennesker elsker hinanden så meget, at de får et barn, så kommer der en til verden, som de elsker mere end hinanden…Nu har vi tre børn sammen, og det vil sige, at der er tre, der kommer før ham. Hvorfor er det så, at han bedre kan finde ud af også at have overskud til mig, end jeg til ham?”

Søndagsmorgenfamilieliv

Søndag morgen efter to opvarmede rundstykker, en kæmpe smoothie og en x-large size kop kaffe er det kun naturligt at en liflig duft af lort breder sig fra børneværelset til de to store toiletter også. Hvad der kommer ind, skal også ud. Hey, sådan er det jo!

Og der står familiehygge på toppen af listen, selv om forældrene måske havde mest lyst til at sætte sig i hver sin ende af sofaen og tage en slapper. Sådanne søndag morgener må man bare smide iPoden i docken og gå lidt amok til denne her, som jeg fandt over ved Anne:

God søndag derude!

Gravkøer, jordbær og hængekøjer rocks!

Denne weekend var intet mere end fantastisk og jeg var SÅ klar til bare at kalde tiden for sommerferie, da jeg gik i seng søndag aften efter en hyggelig stund på terassen med alle naboerne ved bordet. Hold kæft, hvor er vi havnet i et smørhul, hvad naboer angår.

Vi har været ude næsten hele tiden, kun afbrudt af nogle få timers søvn i vores senge. Vi har spist alle måltider ved havebordet og bare nydt og nydt og nydt, at kunne gå ud og pludselig have huset forstørret med adskellige kvadratmeter i udeareal. Terrassen bliver en slags extended part af huset, og det som før var udenfor bliver pludselig bare endnu en naturlig del af ens bolig, som man færdes hjemmevant i.

Det var weekenden, hvor vores Projekt Skur i Hul skulle iværksættes. Efter at have flyttet 15 kvadratmeter græstørv lørdag, kunne vi ikke overskue anden del, som bestod i at grave 30 cm. længere ned i ny byggegrundsjord (læs: hård som sten) med én spade. På vej til lossepladsen med sidste lad tørv, kørte min mand forbi en gravko, og spurgte kækt manden, der styrede den, om han også gravede private haver op. Han var igang med et kommunalt projekt en søndag formiddag!? (den lader vi bare lige stå lidt, ikke?)

Nå, men to timer senere var hán at finde MED gravko i vores have. Og hvis der er noget, der kan fange små børns opmærksomhed, så er det gravkøer. Alt stod stille, da koen begyndte at grave. Skrupsakken stoppede midt i sin cykeltur, for det var da lige godt noget af det vildeste, han havde set længe. Og jeg er sikker på, at drømmen om at styre sådan en maskine selv engang ikke ligger langt tilbage i hovedet.

Til sådanne solrige weekender hører sig også jordbær. Og når man ikke selv kan nå de røde fristelser, må man tage andre kneb i brug. Og pludselig var der et stort tomt hul i jordbærskålen.

Og så fik vi ENDELIG sat hængekøjen op, som vi købte for en måned siden.

Og Oh Boy, hvor kan jeg tydeligt se mig selv ligge og slænge der midt i solen hele sommeren. Jeg købte den på kojeshop.dk og den er helt klart en anbefalelse værdig. Det vatterede stof og nakkepuden sætter komforten helt i top, og så er der rigeligt plads til to i bredden, hvilket giver endnu en hel ny dimension til begrebet After Eight, som vi dyrker i stor stil herhjemme.

Ja, og så regner det igen i dag og resten af ugen ud. Sørme godt man ikke har sommerferie endnu, hva’?

Fodnote for nytilkommende på bloggen: After Eight er mere end bare chokolade, hvilket i sin enkelhed burde være nok til at forgylde begrebet. Det er også den tid på aftenen, hvor barnet sover og voksentiden starter.

Happy feet & skøre unger

Jeg fik købt ny lak til fusserne i dag. Aaaah, nu skal de for alvor luftes. Havde én gang smidt dem ud i det fri, dog i snudesko, men måtte kapitulere og endda købe tre par nye strømper i SuperBest en søndag eftermiddag, da jeg frøs og havde smidt alle mine hullede vinterstrømper ud. Fandme om de kommer på igen nu før til september – TIDLIGST!

Naboens yngste pige er Skrupsakkens bedste ven og ingen af de to virker til at tænke over, at hun er et år ældre end ham, når de leger i legehuset eller kører ture i hendes eldrevne bil. Jo, hun er en selvstændig tøs med egen bil. Til gengæld har hun fundet sig en yngre mand med eget slot, hvilket i nogle kredse ville blive anset for “quite a catch”.

Hvordan tegner man, at man skal være læsevejleder?

Jeg synes, det er en dejlig nyhed at gå på bedeferie med, at man i næste skoleår er blevet valgt som skolens læsevejleder.

Det betyder betalt videreuddannelse, spændende udfordringer og ekstra bonus arbejdsglæde for mig.

Men hvordan tegner jeg det for jer? Jeg prøvede for et par indlæg siden med en tegning af den mere realistiske slags. Det var den dag jeg søgte stillingen. I dag får I hele tre bud, mest fordi jeg lige øver mig lidt i at tegne karikaturtegninger, som måske kan bryges til illustrationer af den ene eller anden slags. Men også fordi, jeg har snydt jer for streger i laaaang tid, så I fortjener at få lidt ekstra på sådan en højhellig Bededag.

Den her rammer nok overskriften bedst:

Og den her er helt klart den kedeligste af de tre og den jeg mindst selv kan lide, men I får den alligevel. Nu er den jo tegnet:

Hende her er til gengæld fiffig, synes jeg. Men hun er nok mere bibliotekar end læsevejleder. Måske skal hun bare direkte over til Julie, som er den sejeste biblodame jeg kender i hele verden. (Og jeg kender altså en del skulle jeg hilse og sige!)

Og hvad ellers skulle man lave på sådan en dejlig hyggelig regnfuld og tordnende Bededag, end at tegne og drikke kaffe? Lige nu sidder jeg ved vores køkkenbord og kigger ud på haven, hvor min svigermors stauder langsomt finder rodfæste i nybyggerjorden og spreder sine blade ud i bedet. Hvor Magnoliaens knopper bliver større og større for hvert minut der går og lover snarlig smukhed med smukhed på. Hvor Skrupsakkens legehus står halvtmalet og venter på de sidste par timers meditationsgivende penselstrøg.

Glædelig Stor Bededag til dig og dine. Må I have det mindst lige så hyggeligt som vi.