Submarino

Har du set den?

Jeg så den forleden, og jeg havde virkelig svært ved at stoppe med at græde bagefter. Jeg sad ligesom fast med sorgen og håbløsheden i mig længe efter rulleteksterne var stoppet.

Er sådan en film anbefalelsesværdig? En der efterlader seeren med sorg og håbløshed i sindet. Ja, det synes jeg den er. Jeg synes, det er nødvendigt en gang i mellem at lade sig rive med følelsesmæssigt og få sit eget liv og sin egen taknemmelighed sat i spil. Og det får man af Submarino.

At den så samtidig er et formmæssigt mesterværk af Vinterberg gør jo ikke anbefalingen mindre værdig. Jeg elsker Vinterbergs måde at turde lade de tomme pladser stå åbne. At han tør at lade noget af sin historie, som jo egentlig er Jonas T. Bengtssons historie, stå åben til os seere. Samtidig er den så smukt klippet sammen, at hele filmens indholdsmæssige råhed bliver skåret med en skalpels præcise skarphed.



Og så er jeg slet ikke startet med at rose de forholdsvise ukendte skuespillere for deres hudløse skildringer af den ene fortabte sjæl efter den anden. Det er helt tæt på.

Ja, jeg er en fan. Hvad med dig?

Syge film eller sygefilm

Jeg begynder at tro, at jeg måske er forbandet. Det er nu anden gang inden for ganske kort tid, at jeg inviterer en veninde med i biografen og ender med at køre sygetransport hjem. Min nabo og jeg skulle have været inde og se Biutiful i Lyngby i aftes, og nåede så langt som til at shoppe Smoothieglas i Ilva og spise Middelhavsbuffet i Kinopalæet, inden naboen måtte kapitulere og billetterne refunderes. Vi var hjemme kl. 21 – en halv time før filmen skulle være startet. Sidste gang holdte veninden filmen ud, hvilket er godt gået til den timelange og virkelig langtrukkende Eat Pray Love, inden hun måtte kaste op i en H&M-pose midt på Ro’s Torv. Madforgiftning var vores diagnose med vrede blik mod cafén, hvor vi havde spist lige inden, men da hendes lille søn blev syg dagen efter måtte vi rediagnosticere til omgangssyge og ringe og sige undskyld til caféen.

Og hvem endte så med at vågne i morges kvalm og med mavesmerter og hovedpine. Moi! Så nu sidder jeg her og håber ved gud ikke, at omgangssygen har ramt mig igen. Det tyder dog ikke på det og meldingerne fra naboen er også lovende. Ingen tegn på opkast so far. Men i følge hende, ligger halvdelen af vores lille by syge med dette maveonde, og hun arbejder indenfor sundhedsplejen, så man skulle ligesom tro hun vidste et og andet om det, ikke? For øvrigt ækle beretninger sådan en hjemmeplejer kan fortælle om maveondekonsekvenser ved gamle mænd, der rammer ved siden af kummen. Fy da føj, det job kræver sin kvinde.

Men Biutiful har jeg stadig til gode og mine forventninger til den er tårnhøje. En film instrueret af Alejandro González Iñárritu og med Javier Bardem i hovedrollen kan næsten ikke misse, vel? Den samme Javier gjorde det lige den tand sværere at falde i søvn under Eat Pray Love og hævede faktisk den films niveau flere takter, da han indfandt sig på lærredet.

Den gode filmoplevelse viste sig dog alligevel i går, da vi så Napola fra 2004 med Ottendeklassen. Har du set den? Hvis ikke, så gør det. Den er virkelig god, barsk og tankevækkende. En sjælden tysk vinkel på den efterhånden filmfortærskede 2. Verdenskrig om Hitlers Eliteskoler. Den dufter lidt af Ondskab med tysk tale og nazistisk filmstrimmel. Ottendeklasserne var tryllebundede, og de digte de efterfølgende skrev om fællesskab, tryghed og samvittighed viste tydeligt, at den havde sat spor i deres bevidsthed på flere planer. Ingen blev syge hverken før, under eller efter filmen, men en af drengene anmeldte den efterfølgende med sine egne ord: “Ordentlig syg film, der AB.”

Navnet er Aguilera. AB Aguilera.

Da min tidligere kollega Poul fyldte 40 år, oplevede han i den tidlige morgenstund i sit toiletspejl, at en åbenbaring gik op for ham. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han aldrig blev professionel fodboldspiller. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han nu var for gammel til at kunne udleve drømmen. Needless to say – det var en halvhård erkendelse for ham.

Jeg er ikke nået dertil endnu. Jeg tror stadig et eller andet sted dybt inde, at jeg, hvis jeg virkelig gad (og det er selvfølgelig kun, fordi jeg ikke gider lige nu) kunne blive professionel singasongwriter slash kunstner slash danser. I det daglige fylder den bevidsthed selvklart ikke så meget (jeg gider jo li’som ikke lige nu, vel!), men når jeg kommer ud fra en shoppetur med veninden, som slutter med den seneste dansechickflick, så er jeg i de første ti minutter efter filmen er slut, forvandlet til Christina Aguilera og er bedste venner med Cher og Doktor McSteamy. Seriøst. Jeg tror på det. Det er det, den slags film gør ved mig. Det er uundgåeligt (og kan måske være grunden til, at jeg elsker dansefilm så meget). Når man har poserne fyldte med lækre klude og smykkestativer og hovedet fyldt med danselækkert musik og kuldegysskabende sangstemmer, så sidder følelsen af “Coulda Woulda Shoulda” altså ret godt fast i kroppen, skulle jeg hilse og sige.

Og den slags film er fx Burlesque, som jeg var inde og se med en veninde 3. juledag.

Aaarhh, come lige on, hva’? Du ved sgu da godt, hvad det er jeg snakker om. Ikk’? Right? No? Troede du ikke bare en lille smule, at du var Jennifer Grey og var kærester med Patrick Swayze i 1987?

Hmm…så prøv lige at se Burlesque og vend tilbage til mig, ikk’? Man glemmer alt om urealistiske plots og halvdårlige dialoger, når man sidder og tripper med fødderne under stolerækkerne og allerede har købt soundtracket fem gange i fantasien.

The final dance scene

Der er altså noget med dansefilm. For mig anywhos.

Efter at have siddet og snøftet til Den Vrede Tømrer, og det var altså ikke forkølelsen alene, der kørte lommeletterne i brug. Jamen, så I det? Det der stakkels islandske par der, de var da bare helt vildt enormt sympatiske og røvuheldige. Godt Tømreren kom forbi! Nå, men perfekt timing for en rigtig dansefilm efter sådan en gang feel good, do good. Jeg har ikke set Step Up 2 The Streets, og jeg har virkelig et blødt punkt for dansefilm. Du ved den slags, hvor historien følger den samme rute, med stakkels pige eller dreng, der skal kæmpe lidt med livet, men heldigvis kan danse, og som så får en once in a lifetime chance. Så kører kurven op, træningen begynder, der er forhindringer, sure, men de overvindes med god dans. Lige indtil det store crash, der hvor alting falder sammen. Pigen eller drengen får pludselig tvivl: Er dans virkelig dét der kan redde den Tredje Verden? Eller er dét, de har kæmpet for de sidste 35 minutter bare det rene lir? Men venskaber baseret på dans har det med at være svære at bryde, og endnu værre står det til med kærlighed, der er opstået i dansens gode tjeneste. Så helten og heltinden byder hinanden, og helst også en større flok op til dans og så går det løs og alting ender godt. Gerne i en stor glad blanding af klassiske dansetrin og gadens trin, som jo viser os endnu engang, at det med at blande ting racer musik religioner dans er godt. Sådan rigtig godt. Det var det med den Tredje Verden der, ikke.

I LOVE IT! Det er de fedeste film, og jeg kan næsten ikke sidde stille i sofaen, når de ruller hen over gulvene, eller springer ned fra scenerne for at slå sig løs med folket. Vi kender det jo alle. Skal vi ikke lige have scenerne frisket op?

Slutscenen fra i aften på TV4:

Og får du også kuldegys, når du hører de taktfaste klap til Flamencoen i Strictly Ballroom:

Og Billy Elliot kommer man ikke udenom:

Har du set Mad Hot Ballroom?

Og min all time favorite og vist også min første:

Det hele startede jo egentligt med denne her:

Selv om det her ikke er en dansefilm, så har jeg altså en svaghed for Bollywoodfilmafslutninger:

Og så kan du finde FOOTLOOSE HER, og DIRTY DANCING HER.

Need I say more? Get up and dance!

New York City/Abu Dhabi/Frederikssund – tur/retur

Lad mig starte med at sige, at jeg er en af dem, som mener, at Carries one and only hedder Aidan og ikke Big. Og det var derfor med en vis skepsis, at jeg lod mig rive med i ind i hendes nye liv som Fru Preston. Bare så vi har de bagvedliggende motiver på plads i læsningen af denne anmeldelse.

Forpremieren på Sex & the City i går foregik for mit vedkommende i Frederikssund. Længere væk fra New York City kommer man vist ikke, med mindre man rejser til Abu Dhabi selvfølgelig, som vores fire heltinder gjorde. Og New York City havde jeg glædet mig til at se lidt mere til, men Abu Dhabis eksotiske varme og “arabian nights” kunne bestemt også gøre det for mig på en kølig dansk majaften. Filmen var god. Ingen tvivl om det. Den levede fuldt op til alt det jeg forventede af SATS #2, så tag bare ind og se den. Anmeldelsesvis får den fuld skrue med stjerner herfra.

Når det så er sagt, så er jeg alligevel ærgerlig. Ærgerlig fordi, det var altså ikke det liv jeg havde drømt om Carrie skulle have, når hun endelig fik Big i nettet. Jeg havde ikke drømt om at se hende dele overfladiske kærlighedsfloskler og påtaget intimitet med manden i hendes liv og til sidst acceptere det som det optimale i hendes liv. Jeg havde drømt om noget bedre og større for hende. Noget mere ægte og nærværende, som ikke bundede i hvorvidt hun fik smykker eller et fladskærms-tv i bryllupsdagsgave. Valget om et forhold uden børn er modigt i en amerikansk film, og jeg hylder idéen om at lade et så stort ikon stå for nogle værdier, der er en modkultur til det gængse. Men jeg synes bare desværre ikke, at det lykkedes filmholdet at få det til at fremstå som en lykkelig beslutning. Tværtimod virker Carries liv lidt sørgeligt og indholdsløst ved siden af Mirandas og Charlottes, på trods af deres frustrationer over samme liv. Det er klart en af filmens hovedtemaer, men jeg blev faktisk i tvivl om, hvad budskabet i dette tema skulle være. Måske er det blot mig, der med mit eget moderskab i baghovedet ikke kan forestille mig at et liv uden barn kunne have snerten af lykke over sig? I så fald er jeg ikke bevidst om dette selv, og så skal du bare slette alt jeg har sagt herover. Jeg synes bare, at der var så mange andre og bedre måder, man kunne have ladet Carrie leve det lykkelige gifte liv, også i et selvvalgt barnefrit ægteskab.

Et andet tema er Samanthas overgangsalder, som jeg derimod klapper i mine små hænder over. Fantastisk at se Samantha igen og hun er bedre end nogensinde. Hun af alle personer kan komme godt fra at overbevise mig om, at det er bedre at give overgangsalderens hormonelle rutchetur en en lige højre med diverse mineral- og vitaminkure og hormonbehandlinger end at lade naturen gøre sit, fordi der nok er en grund til, at den gør lige netop det den gør. Hvem andre end Samantha skulle tage kampen op mod naturens kræfter?

Og om ikke andet, så tag ind og se den blot for at se Liza Minellis version af “Single Ladies”. Det er hysterisk morsomt og fantastisk, og jeg er stadig lamslået, hvor flotte ben den fallerede Cabaretstjerne stadig holder sig. Desværre er der ikke nogen video tilgængelig online endnu, men I kan få den audiorecordede version her:

Weekendens yndlingsøjeblikke

Tre af de bedste øjeblikke i lørdagens date var:

1. At se Tom Fords smukke billeder og rørende fortælling i A Single Man.
2. At vide at Skrupsakken i samme øjeblik blev storforkælet og underholdt af sine Onkel, Moster og Co. og ikke savnede os et sekund.
3. At gå hånd i hånd fra Empire Bio på Nørrebro til Wokshop i Grønnegade og opleve København i kølig forårsluft sammen med det menneske, der forstår mig allerbedst.

Og lige der blev jeg mindet om endnu en grund til jeg elsker København og Danmark så højt:

Aftenen, hvor Bjørn og Erik blev mænd

Måske ved du allerede ud fra min titel på dette indlæg, hvad jeg vil skrive om. For mange af os, er Bjørn og Erik en lige så naturlig del af vores ungdom, som Anna og Lotte er for vores barndom.

Tro, Håb og Kærlighed er lige rullet over skærmen i vores stue, og selv om jeg har brugt den utallige gange i undervisningen og har set den lige så mange gange selv privat, så griber den mig stadig lige om hjertet. I det øjeblik, hvor Erik får lussingen af sin far og det hele vender i hans blik. Man kan ligefrem se, hvordan styrken og magten springer fra farens hånd og over i Eriks psyke. Og Bjørns, stakkels forelskede og ulykkelige Bjørn,'s deterministiske blik, da han gør det eneste rigtige og fortryder forlovelsen med Kirsten og i stedet står ved sin bedste vens side i konfrontationen med mange års underkuelse og ydmygelse.

Og tænk sig, at han oven i købet har styrken til at give sin far det sidste knus, dog med væmmelse og afsky, men alligevel. Han har i den grad erobret magten i den kamp. Det er intet mindre end mesterligt, og det holder 100% selv den dag i dag.

Hvad rammer mig mest af alt, er hvor enkelt det kan gøres, når bare man har de rigtige skuespillere til at fortælle det på den helt rigtige måde. Lars Simonsen, som Erik, er formidabel, og Bjørn, Anna og Kirsten rammes alle tre nøjagtig ind i hjertekulen af de tre karakterer de hver især skal portrættere. Og så har jeg ikke engang nævnt Bent Mejding og Aase Hansen, som Eriks forældre.

Her er ingen 3D-effekter, store sound tracks, computeranimerede effekter eller andet lir. Her er bare mennesker, fortællinger og filmstrimmel.

Og ja, selvfølgelig skal jeg da ind og se Avatar med 3D-briller på og det hele. Men den har store fodspor at udfylde og træde videre i. Mit personlige filmparameter blev sat med Tro, Håb og Kærlighed i VHS-maskinen og fireforestillingen hver søndag eftermiddag på DR (the one and only). Bring it mr. Cameron!

Syv pund tårer

I fredags så vi "7 Pounds" med Will Smith, og filmen var rigtig god. Sådan rigtig god, endda. Men det som har puslet i mine tanker siden, er min egen reaktion på filmen. Indrømmet, jeg er en værre Tudemarie, når det kommer til historier med bare den mindste smule følsomhed i, men jeg kunne slet ikke stoppe igen, selv efter filmen var slut. Det var som om, at da først tårekanalerne var blevet åbnet op, så kom det bare væltende ud med vand. Som om det bare havde ligget klar derinde og ventet på, at nogen kom og åbnede sluserne. Det gjorde Will Smith så! (Pænt af ham ellers, sådan at tage sig tid til det i hans sikkert ellers travle skema.)

Men sikken forløsning at få skyllet ud i systemet på den måde. At få hele den frustrerendebolighandelsknude, der har siddet og spændt omme i nakken ud, og så samtidig med at man har set en rigtig god film sammen med Manden sin. Hvor er jeg glad for, at jeg kan græde! For hvor ville jeg være et knudemenneske, hvis ikke jeg kunne det.

Jeg græder, når jeg er rigtig glad, og når jeg er rigtig ked af det og så gerne et par hundrede gange derinde i mellem også. Jeg mindes at have stået i min fars restaurant, hvor jeg arbejdede, da jeg var yngre, med fadene med rejecocktails på armen. Klar til at servere for sølvbrudeparret og deres gæster, og så kom tårerne væltende, fordi jeg syntes, det var så smukt at se det ældre par komme ind sammen hånd i hånd til sølvbrudevalsen og sætte sig som de sidste ved hovedbordet. Jamen, hvad mener I? Jeg kendte dem slet ikke. Men bare tanken om, at de to havde været sammen i 25 år og stadig kunne kigge så glade og forelskede på hinanden, som de gjorde i det øjeblik. Det slog totalt bunden væk under mig og åbnede kanalerne lige midt i serveringen af forretten.

Jeg behøver ikke at være gravid for at være hormonelt overfølsom. Det klarer jeg fint uden baby i maven. Dog er jeg ikke mere overnaturlig, end at jeg én gang om måneden giver den ekstra fuld skrue, og det er så der verdens Will Smith'er kommer forbi og hjælper mig lidt på vej med at åbne for de lidt rustne låger til sluserne. Godt vi har mænd som dem!

Gran Torino

Sådan en bil har den pensionerede bilfabriksejer og Koreakrigsveteran Walt Kowalski stående i sin garage.

Det er også titlen på Clint Eastwoods seneste film, hvor han selv spiller hovedrollen som Walt. Og vær ikke i tvivl. Han ved stadig på trods af sin høje alder, der nærmer sig de firs, hvordan man spiller en hårdkogt kynisk mand, der kan slå ihjel med sit blik og de bare næver.

Historien er fængende fra ende til anden, og skiftet fra humoristisk til tragisk er knivskarpt, ligesom Kowalskis egen forvandling er. Når man som Walt kender mere til døden end til livet, undres man, når livet står og banker på ens dør gentagne gange. Især når det kommer i form af hans asiatiske naboer, som han forbander langt væk, da de er en konstant påmindelse om hans egne forfærdelige gerninger i Korea.

Den får fem ud af fem stjerner af mig, da skuespil og historie går op i en højere enhed filmen igennem. Man er hele følelsesregisteret igennem; forargelse, undring, latter, spænding, sorg, forfærdelse, sympati og forståelse.

Gå nu bare ind og se den, ikke? Og fortæl mig så bagefter, om ikke jeg havde ret.

The Curious Case of Benjamin Button

"Benjamin Buttons forunderlige liv", er den danske titel.

Filmen der har givet Brad Pitt sin anden Oscarnominering, handler om Benjamin Button, der bliver født i slutningen af 1. verdenskrig som en gammel mand, og derefter lever sit liv baglæns og bliver yngre og yngre jo "ældre" han bliver.

Det er, som titlen også antyder, et forunderligt liv han lever på denne vis, og jeg sad da også rørt tilbage, da han dør som helt spæd efter den næsten tre timer lange gennemgang af hans omvendte liv. Men den er lang - også for lang, synes jeg. Selv om både Brad Pitt og Cate Blanchett spiller godt, så manglede jeg noget til at holde interessen fanget i gennem hele filmen. Det er en af de film, man ser og synes er "da meget god" og så glemmer man den igen.

Jeg synes Brad Pitt har spillet langt bedre og mere interessante roller, og vinder han en Oscar på denne, hvilket jeg tvivler, så vil den lige så meget være en anerkendelse af ham som skuespiller generelt, som en hyldest til denne ene rolle.

En interessant tanke dog, som giver stof til eftertanke i forhold til måden at leve sit liv på. Og en god film at se hjemme i sofaen, hvor man ligger godt og blødt under tæppet og lige kan nå at sætte en kop kaffe over ind i mellem.

Revolutionary Road

Man kan pludselig godt glæde sig lidt over, at Kate og Leo ikke overlevede på den træplanke i filmen om Titanic for ti år siden.

For det billede af et ægtepar de maler deres genforening på lærredet i Revolutionary Road, er ikke noget kønt billede. To drømmere der mødes, forelsker sig og lever med troen på, at noget større er i vente for dem, ser pludselig sig selv satte i det småborgerlige kvarter på Revolutionary Road. Han i det samme intetsigende kontorjob som sin far og hun som den hjemmegående husmor med fortabte skuespillerdrømme i forklædelommen.

Min dejlige mand og jeg var inde og se den film i lørdags på vores første date siden vores søn kom til verden for 13½ måned siden. Måske lidt ynkeligt, at det tog os så længe at komme ud af huset samtidigt uden den lille rosin i pølseenden, men sådan er det, når familien bor langt væk, og man er lidt overbeskyttende over for dette lille menneske. Men så meget desto større nydelse over endelig at være ude i det fri på egen og i hinandens hånd.

Det værste der kan ske for et ægtepar, der er gået i tomgang og selvbenægtelse, må være at få Sandheden til middag en aften. Det fik Frank og April Wheeler og Sandheden var ikke køn. Den kom i form af en "certified lunatic", sønnen af deres ejendomsmægler, og scenen var hysterisk morsom og tårevædende tragisk på samme tid. Både Winslet og DeCaprio spiller fremragende, og hans usympatiske og selvoptagede figur formår på forunderlig vis alligevel at vække en eller anden form for sympati i én. En uhyggelig, næsten gyseragtig, film uden skrækscener eller underlægningsmusik, der skal få dig til at gyse. Det psykologiske spil mellem de to ægtefolk er nok til at få hårene til at rejse sig på nakken og kysse sin mand en ekstra gang bagefter. Og vi måtte da også lige forsikre hinanden om, at selv om det var gået 13½ måned siden vi sidst var ude uden barn, så er vi ikke i nærheden af den katestrofe de to oplever i filmen.

Filmen i sig selv er ikke Oscarmateriale i mine øjne, den er heller ikke nomineret, men ejendomsmæglerens søn, som spilles af Michael Shannon, er helt klart en favorit for bedste birolle i mine øjne. Han spiller fantastisk i denne film! Og filmen er helt sikkert en tur i biffen værd.

Slumdog Millionaire

Fem stjerner ud af fem får denne film af mig!

En ung dreng fra slummen i Mumbai svarer sig igennem "Hvem vil være Millionær" spørgsmålene til hovedpræmien på 20.000.000 Indiske Rupees. Hvordan kan det lade sig gøre?

Det er hovedtemaet i den 4 x Golden Globe hyldede film, som jeg var i biffen og se i går sammen med min rigtig gode veninde. Jeg bøjer mig i støvet for både handlingen, skuespillet og billedsiden af filmen. Magen til smukkere film, skal man lede længe efter. Billederne er simpelthen så indtagende og forfængende, at man bliver suget ind i det korrupte, befængte og samtidigt betagende smukke Indien.

Som nybagt mor er handlingen måske især barsk. Jeg måtte i hvert fald sluge et par klumper i halsen i filmens første 45 minutter, hvor rædslerne for vores hovedperson, drengen Jamal, kommer som perler på en snor. Historierne om, hvorfra han kender de rigtige svar til "Millionær"spørgsmålene, er barske, sandfærdige og rystende. Han og hans brors rejse igennem ungdommen og Indien sammen med pigen Latika er for ham en evig søgen efter Latika og deres fælles skæbne om at være sammen. Deres veje brydes konstant af diverse ondere magter, men han mister aldrig troen på, at han kan redde hende fra slummen og at de sammen kan skabe et bedre liv bygget på kærlighed..

Om det lykkedes ham, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her, men jeg kan stærkt anbefale jer at gå ind og finde svaret selv og lade jer rive med ind i Jamals historie.

Hovedpersonerne er bygget op igennem tre forskellige aldre, og spilles derfor hver af tre forskellige skuespillere, henholdsvist børn, pre-teen og unge voksne. Jamal og Latika er unge engelske uerfarne skuespillere, som begge har fået deres debut i denne film, og de gør et fantastisk job. At instruktøren så har valgt at lade virkelige gadebørn spille børnerollerne og via dette job betale for hele deres fremtidige uddannelse, finder jeg blot endnu mere sympatisk for filmen. Børnenes roller er selvfølgelig meget realistisk spillet i kraft af dette, men det giver også filmen en dybere mening for mig end blot at underholde de rige vesterlændinge med den mørke side af Indien. Man har forsøgt at stikke det spadestik dybere, og det kan jeg godt lide!

Filmen slutter med den klassiske Bollywood danse scene, som I da lige skal have en smag på her også: