Hjerter i øjnene

En lille mand kom hen til mig i dag og gav mig et ordentligt smækkys lige på munden, hvorefter han sagde: “Se, nu får du hjerter i øjnene mor.”

Hell ya, jeg fik hjerter i øjnene!

Jeg spår at strikkede uldflyverdragter bliver næste års flagvimpler

Hvis det sker, så vil jeg officielt skrive trendspotter på mit CV. Og jeg smider jo ikke om mig med sådanne skarpe forudsigelser uden at have belæg for det. Sagen er, at jeg har været til et meget trendy (udtales trææændi’, da det var i Ooo’ense) julemarked og jeg er topinspireret nu.

Der var så mange lækre ting i standene. Der var de smukkeste unikke håndlavede glasperler. Det var i den stand jeg stod i.

Der var også nogle helt igennem lækre sirlige Libertyposer. Det var også i den stand jeg stod i.

I det hele taget, så var den stand, jeg havde fået lov til at nasse mig ind i nok markedets mest unikke stand. Vi havde alt fra uldstrik til papirstraner til kaffeluffer. Jeg solgte kun ét par luffer. Jeg har valgt at give glasperlerne skylden for dette. De stjal simpelthen showet. Næste år laver vi en bod med kaffeluffer alene, så skal I se løjer. Det bliver så stort! Og luffet.

Og så havde vi hygge og morskab. Vi grinede rigtig meget i vores stand, mest fordi vi selv synes vi var så sjove. Men også fordi det er nemmere at holde varmen, hvis man griner meget. Det er tankevækkende, at noget kan være så varmt og så koldt på én gang. Og når man fryser, så er pulsvarmere altså ikke nok. Om de så er strikket i nok så meget lækkert uld, så havde jeg altså til sidst behov for en uldstrikket flyverdragt til voksne, og det ville være helt fint med de der små perler hist og pist, for at holde varmen. Med sne allerede i midten af november, ser det ud til at det ikke er en helt dum vej at tænke, hvis man vil ind på markedet med noget helt nyt og uprøvet.

Men ja, årets trends i blogland viste sine tydelige tegn på julemarkedet i Pakhus 16. Der var mange ugler, flagvimpler, pulsvarmere, 70’er sengetøjsbørnetøj og Libertylækkerier. Der var også nytænkning i organisering af julemarkeder, lækker loungemusik, gode italienske vine, Mødrehjælp, keramikæstetik, yawnbombing og god økokaffe. Hvis der kommer en 2er, 3er og mere er jeg helt sikkert at finde i pakhuset igen.

Jeg skulle have været der i dag også, men jeg fik hjemve. Hjemve efter den lune hule og de varme drenge- og mandekrammere, der er der. Vintertiden har fået mit indre hulemenneske frem, og jeg kan mærke at det trygge og nære trækker i mig ellers får melankolien overtaget. Det er pudsigt, for jeg har aldrig mærket manglen på lys før i mit humør, men denne vinter har ramt mig lige i solar plexus. Måske det er hjemstationeringen fra de sydligere himmelstrøg sidste år, der rammer mig nu? Jeg stemmer i hvert fald for, at der falder noget mere sne, som kan lyse det grå og triste lidt op indeni og udenfor.

Og jeg siger jer bare, at den krammer jeg fik af ham den lille i min hule (der vist for øvrigt har vundet sig en omgang børnesår over weekenden…JÆJ!) varmede mig mere end alverdens strikkede uldflyverdragter kunne gøre.

Hjertestunder

Jeg elsker kys og han elsker is. Kan det bliver bedre?

Lige om lidt…

…efter brunch på Kastanienallee med lillebror og Millen og en seks timers køretur på Autobahn, skal jeg voldkramme denne lille cowboy:

savner. Savner. SAVNER. S.A.V.N.E.R.   S . A . V . N . E . R !

Going dooooooooooown!

Der er ikke noget som et godt gammeldags sommerland, der kan få ens indre barn frem. Og efter en lang lang pause, besluttede familien Hansen (min far og hans bror og alt deres afkom) at hanke op i en gammel familietradition og samle klanen i Fårup. Jeg må ikke have været meget ældre end Skrupsakken, da jeg første gang tog rutcheturen ned i træstammerne. Dengang tog man ikke on-the-spot-fotos. Den slags fotos holdt man til lufthavnene på Gran Canaria og Mallorco, og der har jeg til gengæld en hel del ankomstbilleder, jeg kunne flashe ved lejlighed.

Men tilbage til sommerlandet – dét, helt ude i skoven. Traditionen er, at vi som 50% restaurationsfamilie tropper op med sølvlysestager, hvide stofduge og dertilhørende servietter, som selvfølgelig bliver foldet fint ved hver kuvert, rigtige tallerkener, sølvtøj, vinglas og sølvfade. Et scenarie uden lige, som vækker blandede følelser ved de andre besøgende, som sidder med deres campingudstyr, papservice eller købemad. Nogen klapper og synes det er sgu fedt det der. Andre - not so much. Vi er jo i Nordjylland, og der stikker man helst ikke næsen alt for langt frem uden at få et bette niv i den på vejen. Men det skider vi altså på. For pointen er ikke, at vi vil vise os eller spille fine på den. Nej, pointen er, at det er en fest, når vi er samlet allesammen. Når vi denne ene gang om året tager en dag ud af kalenderen og sætter den i legens og familiens tegn. Det skal edderbodedderme fejres og gerne med manerer. Dét om noget er da værd at hive sølvtøjet frem for.

Efter mange års pause i traditionen tog min kusine, som for øvrigt er den rigtige ægte Smukke Sally fra THE Hornumkor, jow jow hun var og er til evighed mit største idol. Nå, men hun tog initiativ til at samle os alle og jeg sidder nu med hele kroppen fyldt af familiefølelse og sammenholdsmentalitet. Vores dejlige Bedste ville have været så glad for, at vi fandt ud af at mødes uden at have hende som undskyldning. Og da Skrupsakken søndag morgen lå i vores smørhul i sengen og kiggede op i tagvinduet på vandrehjemsværelset i Thise og så skyerne bevæge sig flygtigt hen over himlen, sagde han: “Se, der er Oldebedste.” Og jeg gav ham ret. Både fordi tanken er sød, men også fordi det er hun jo. Lige der over os alle sammen, og inde i os alle sammen og på vores allesammens ansigter og læber. Der er hun. Og farfar. Og derfor skal vi mødes. Fordi vi deler netop de to mennesker med hinanden.

Jamen, det er fandeme næsten så stort, som noget kan blive. I min verden anywhos.

Lidt på hovedet

Jeg håber virkelig, aller inderst inde, at han bevarer sin evne til at vende det hele lidt på hovedet en gang i mellem.

Og så ville jeg ellers ikke sige andet med dette billede. Det var nok mest bare for at dele ham jer lidt med jer. Han fylder så meget i mit hjerte og mit liv, og så lidt her på bloggen. Det er godt sådan, synes jeg. Men i dag skulle han altså alligevel lige fylde lidt mere her også.

Barnlig kærlighed

Kan I huske de to her?

De mødtes igen i dag, et år efter dette farvelkys, og det så sådan her ud:

Måske skulle man bare undlade at fortælle denne lille dreng, at han har et amerikansk pas? Ellers er jeg bange for at denne lille pige godt kunne betyde, at drengen en dag skulle få lyst til at rejse vestpå. Men så igen, bliver de ved med at mødes på denne måde én gang om året, så skal der vist mere end skjulte nationaliteter og desperate svigermødre til, og skulle denne svigermor vælge, så er den her pige helt klart Creme of the crops!

Arhmen altså, for fanden da mand, hvor er den størrelse mennesker altså bare lige til at spise, når de ter sig så übernuttet!

Baby, you can drive my car

Gud, hvor jeg savner en af de lyshårede mænd, der sidder og ser på racerbiler i mørke i Frankrig lige nu.

Weekendens yndlingsøjeblikke

Tre af de bedste øjeblikke i lørdagens date var:

1. At se Tom Fords smukke billeder og rørende fortælling i A Single Man.
2. At vide at Skrupsakken i samme øjeblik blev storforkælet og underholdt af sine Onkel, Moster og Co. og ikke savnede os et sekund.
3. At gå hånd i hånd fra Empire Bio på Nørrebro til Wokshop i Grønnegade og opleve København i kølig forårsluft sammen med det menneske, der forstår mig allerbedst.

Og lige der blev jeg mindet om endnu en grund til jeg elsker København og Danmark så højt:

Hånd i hånd

Nogle ting skal helst gå hånd i hånd. Hverdag og forandringer. Job og familie. Afslapning og skabertrang. Brændende ild og tørre perioder. Sol og regn. Chokolade og rødvin.

Mand og kone. Dinner and a movie.

Vi skal gå hånd i hånd. I aften.

Rigtig god weekend til jer derude.

Sødere end sukker med vanille

Og der stod de så i deres grønne bukser og møssede hinanden farvel....suk! Jeg kan kigge på dette billede i timevis. Så bliver livet ikke meget sødere.

Let it go

De sidste ti dage har jeg været "alenemor". Jeg har selv klaret den horrible flyvetur hjem med en forstyrret og urolig 1½ årig. Jeg er selv flyttet ind i huset, har samlet antennekablet, hevet rawplugsene ud af væggen, sat det trådløse netværk op, drukket fyraftensbajeren på terassen og i det hele taget fået dagligdagen til at køre i nogenlunde faste trygge rammer for mig og Drengen. Og det er gået fint. Godt endda. Vi har selvfølgelig savnet vores far og jeg har mere end en gang ønsket at jeg lige kunne dele ansvaret med nogen bare lige fem minutter. Men det gik.

Nu skal jeg så lære at slippe ansvaret igen, for nu er han her jo. Ham jeg deler det med. Nu kan han tage Drengen med til bageren i nattøj (som de er lige nu), og nu kan han spænde skruerne i det nye toiletbræt og hive de resterende rawplugs ud. Han kunne tage med min bror ned til Fog i går og købe vores maling, mens jeg hyggede mig på terassen med svigerinden og ungerne og han kan tage 50% af alt besværet med at nusse, kæle og lave pruttelyde på maven med Drengen....altså, sikke et besvær!

Og i går skulle jeg ikke ligge mutters alene på luftmadrassen og sørge for ligevægt i luftboblen, så jeg ikke trillede ned. I nat lå jeg godt og trygt på den ene side og indsnusede hans dejlige duft.

Jeg skal aldrig være alenemor og min dybeste respekt går til jer der er det. Og til I andre, næste gang i ser en stakkels kvinde på flyveren med et skrigende barn på armen. Så prøv lige at komme over jeres irritation (det får alligevel ikke ungen til at stoppe - tværtimod, da det stresser moderen endnu mere) og gå i stedet hen og spørg hende, om der er noget du kan hjælpe hende med. Bliv ikke forskrækket, hvis hun så begynder at tude (det gjorde jeg for eksempel), det er bare fordi hun bliver så fandens rørt over at nogen viser hende omsorg og hjælp i det øjeblik, hvor hun ikke kan overskue den næste time, og hendes ben ryster under hende, fordi hun har siddet på hug foran sit dyrtkøbte sæde, så hendes 1½ årige barn kan sidde godt på det og spise sin aftensmad. Og hent så et glas vand til hende eller hjælp hende med at hive hendes tunge pusletaske ned fra taskehylden, når hun for 17. gang kommer i tanke om noget, hun glemte i den. Ja, gør lige det, ikke! Så slipper jeg det store martyriske og altopofrende ansvar for et øjeblik og deler det med min supermand. Deal?

Så er ringen igen samlet

Liiiiige om lidt, så kører vores far op af vores fine nye indkørsel.

Et uvejr over New York, en fejlforsendelse af hans kufferter til Stockholm og en flaske gammel whiskey forsinkede hans vej, men liiiiige om lidt,

så er han her...

Jeg vandrer hvileløst rundt i huset og kigger ud af vinduet. Det er længe siden, at jeg har glædet mig så meget til noget.

Liiiiige om lidt...

Animationer

"Tulips" af Jeff Scher.

Får man ikke bare lyst til at suse hen til kæresten sin og kysse?

Jeg elsker Jeff Schers animationer. De er så vildt fascinerende at se på, og sindsygt flot lavet. Min drøm at lave lignende video, som du kan se her på Schers egen NY Times blog: YOU WONT REMEMBER THIS til Drengen en dag. Baseret på alle de hundredvis af fotos vi efterhånden har af ham. Længe leve digitalkameraet!

Det ville være SÅ cooooool...

Svigermonster

Julia Lahme, det er hende med "Hvor lagde jeg babyen" har lige skrevet en klumme i Jyllandsposten, og det er SÅ meget mig om 18 år! (ok, så lad os bare sige 40 år, han får alligevel først lov at date, når han fylder 30)

Den rammer lige på kornet af hvordan jeg selv vil have det!

SÅ....Tak søde svigermor, for at du har gjort Manden til lige nøjagtig det dejlige menneske, jeg synes han er. Du har gjort et fantastisk job som mor!

Can you blame me?

Her til aften kom vi på en eller anden mærkværdig vis ind på Morten Korch. Det var vist fordi en af mine amerikanske elever taler med sydsjællandsk accent, idet hendes mor er fra Næstved.

Nå, men jeg lovede dem at sende dem et par klip, hvis jeg kunne finde dem på Youtube, og selvfølgelig kunne jeg det.

Og som jeg skrev til dem i emailen, da jeg sendte dem disse links senere: "Can you blame me for having a huge crush on this guy, when I was 8 and crying my eyes out, when he died two years later?"

Lufthavnsscener

Scenen er sat i den internationale ankomsthal i Newark Airport en kold, men solrig, februardag - faktisk er det hjerternes dag - Valentines Day. Tre fly er netop landet, og langsomt begynder de rejsende fra de tre forskellige destinationer at komme ud fra toldområdet til den store glasdør i ankomsthallen, hvor enten deres kære eller en eller anden tilfældig limousinechauffør står og venter på dem. Sprogene der tales er hovedsageligt amerikansk, fransk, spansk og dansk og svensk. Jeg kigger nysgerrigt på kuffertagsene på de rullende kufferter, der netop har ligget og kørt rundt på bagagebåndet. Står der CPH på dem? - nej ikke endnu...skifter vægten over på det andet ben og venter lidt længere.


Ud kommer en ung mand, og samtidig ser jeg en ung pige og hendes far storme over mod glasdøren. Hun kaster sig i armen på den unge fyr, som tydeligvis er hendes franske kæreste, og jeg mærker en klump i halsen. Så laver hun en bevægelse, der får tårerne frem i øjnene på mig. Hun lægger sin hånd omkring hans nakke og baghovede, mens hun holder ham tæt ind til sig, og det virker bare så kærligt og ømt og oprigtigt. Jeg føler næsten, at jeg er med på et smugkig, og at de ikke ved, at alle lige nu er vidner til deres genfundne kærlighed. Jeg samler mig og sluger klumpen i halsen og bruger den overskydende fugt i øjnene til at blinke lidt ekstra og få et friskere blik på situationen.

Parret forsvinder og jeg kigger igen længselsfuldt efter CPH-kufferttags og skyggerne af dem jeg selv står og længes efter at se.

Så kommer en ældre spansktalende dame slæbende ud med sine kufferter, og to små drenge på 4-5 år løber hende skrigende i møde. Jeg gætter på det er en bedstemor og hendes to børnebørn. Straks forestiller jeg mig alt muligt med flere års adskillelse efter en hverdag med daglig kontakt, og igen skyller alle følelserne op af mine halsrør, forbi svælget og op i øjnene.

Det er simpelthen én stor prisvindende Danmarks Radio Dramaserie for mig, når jeg står der i lufthavnen og venter. Og det er efterhånden ved at være nogle gange de sidste tre år, at jeg har stået bag de mørkeblå sikkerhedsbånd og ladet mig fortabe i rørende gensyn på kryds og tværs af nationaliteter og aldre. Måske bliver det bare ekstra overfølsomt, fordi jeg selv står og venter på nogen, der betyder noget ekstra for mig og netop har følelserne uden på tøjet af samme grund. Eller også så har lufthavnsscenen bare noget elementært over sig, som dybest set handler om at vi mennesker, i min verden, er skabt til at være sammen og ikke adskilte, og netop derfor bekræfter den overbevisning i de sekunder de to personer mødes og omfavnes.

Og så vil jeg slet ikke komme ind på hvordan jeg reagerer i afgangshallen....

Strikkecoach

Jeg har lige talt med min personlige strikkecoach (min mor alias Bedste) og hun er i fuld gang med at pakke hendes og bedstefars joggingdragter ned i kufferterne. I morgen kan vi hente dem i lufthavnen kl. 15.15 til seks dages hjemmehygge i New Jersey.

Hun kunne afsløre, at hun havde købt garn til smilebukserne, og sørme om ikke også hun havde snydt lidt hjemmefra og var gået i gang. Sådan skal rigtige strikkecoaches være - på forkant, i gang og visionære!

Nej, hvor jeg glæder mig til at knuse dem ind til mig, have dem i min nærhed igen og dele min lille snotunge med dem.

In between

Det er hviledagen mellem vores to besøg, og der bliver hvilet. Ikke fordi det har været hårdt at have overnattende gæster på besøg, men fordi det er hårdt at have en dreng med mellemørebetændelse, tigerspring og tandfrembrud på én gang. Efter en uge med afbrudt nattesøvn, skrig skrål og pylleri er jeg virkelig ved at være træt og mør, og hvert et stille øjeblik bliver brugt på langs i hvileposition. Man ved man er langt ude, når man begynder at tude over at barnet vågner fra sin formiddagslur efter kun 20 minutters søvn. Her havde jeg lige indstillet hjernen på, at jeg skulle have mellem 1 til 1½ times pause fra min lille klæbeånd, men nej....

Det er forfærdeligt at have det sådan, at man faktisk ser frem til, at han skal sove, så man kan få hænderne fri lidt. Fjernsynet kører 5 x normalt med børneprogrammer der kan underholde ham bare en lille smule, mens man liiiiige får lavet frokost eller ordnet vasketøj, der er smurt ind i langtrukne snotklatter og madrester. Jeg har snot overalt - på tøjet, på kinden og i håret! I dag er det nemmere, for det har nu udviklet sig til gult og sejt snot, som er nemt at spotte og fjerne inden det tørrer helt ind. De små sejre bliver altoverskyggende, ligesom de minimale nederlag, som en ALT for kort formiddagslur, desværre også bliver det.

Og så tager man ham storgrædende op, og han tager mit hovede i sine små hænder og begynder at storsnave med mig. Han er stadig snottet, men who cares, det er alligevel for sent at undgå dobbeltsnot i næsen, så jeg vælger at nyde det i stedet og snave med. Dejlige snotunge!

Tillykke mit hjerte

I dag er det min vidunderlige mands fødselsdag, og han skal da lige have en stor fødselsdagshilsen her på bloggen.

Jeg elsker dig S.

Kys