Ser du det også?

Det program med babyerne. Der bliver født. Og mødrene. Der føder. Og skriger. Og sygeplejerskerne og jordmødrene. Der er så seje og dygtige og taler britisk og alt muligt. Ser du det?

One born every minute på TV4. Det eneste program på den kanal worth seeing. En time hver tirsdag med konstant klump i halsen og løbende øjne. For mig anyzoo.

Og hvis man er hurtig, kan man nå at slukke inden De unge Mødre går på lige efter. Det program vil jeg helst undlade at kommentere yderligere på her. Det skulle da lige være. Usmageligt. Nå, der røg den ud alligevel. Oh well, shit happens.

DR2 Temalørdag!!?

Aftenens program på DR2 temalørdag:
20.00 DR2 Tema: Bilens skønhed
20.01 DYT - her kommer jeg - Vis mig din bil, og jeg skal sige dig, hvem du er.
20.20 Mig og min bil
20.41 Bilen som muse: Louise Campbell
20.45 Kunst i 6. gear
21.05 Bilen som muse: Sebastian Holmbäck
21.10 BMW Z4 - dansk design
21.25 Bilen som muse: Christian Flindt
21.30 Citroën DS 19 - en designklassiker
21.55 Livet på Autobahn

Pludselig får jeg en hungrende trang til en kæmpe skål fyldt med bland selv slik fra tanken, en anden skål med ostepops, en liter mintis fra Paradis, 23 friske blogindlæg fra mine yndlingsblogs, tre dameblade og min dyne. Jeg fornemmer, at det bliver en laaaaaang aften i bilens tegn.

On the other hand....man kunne jo benytte sig af den oplagte distraktion og finde dankortet frem til lidt online shopping?

Og hvem ellers end DR2 starter et program kl. 20.01 og kl. 20.41? Jeg som ellers elsker temalørdag...suk!

Aftensang

Jeg fortsætter så rillen fra i formiddags og nyder min aftensang under tæppet i sofaen. American Idol starter en ny sæson, og jeg ska' da være med - ska' jeg!

Og nå ja, ind kommer denne nørdede inderfyr, som direkte ud fra et møde med Bill Gates, og man forventer endnu engang en fortabt sjæl, der tror han kan synge. Og så i det øjeblik, der kommer sammenhængende toner ud af ham, forvandler han sig til soulfyldt og melodisk sangstjerne. Det er lige netop derfor jeg sidder og ser dette hø. Iiiiih, jeg drømmer, når jeg ser det, og jeg kommer helt til at tro, at jeg selv kunne blive en feeeeed sangstjerne, hvis bare jeg gad at stille mig op i høet. Programmer der opildner drømme kommer over i kategorien "God underholdning" - også selv om det er dårligt TV.

Det er ALTID sejt at drømme om noget større!

Formiddagssæbe

Så faldt jeg i igen. Selvfølgelig skulle det lige passe med min lille drengs lur, at den lå samtidig med Hortonsagaen, og her sidder jeg så. Det er vel rundt regnet 50 dage siden sidst, og jeg falder jo selvfølgelig lige ind i handlingen, som ikke er skredet vanvittigt meget frem i den mellemliggende tid. Egentlig en perfekt måde at se formiddagssæbe på. De gange jeg har ligget syg og rent faktisk har set det flere dage i træk, har jeg netop irriteret mig over den langtrukne handling og de fuldstændig vildstrakte katastrofescener og elskovsstunder. På den her måde er det egentligt næsten lige som at se en almindelig serie bare med 1½ måned i mellem afsnittene.

Men hold nu kæft, hvor er det dårlig tv, og dårligt skuespil. Det kan vi kun blive alt for enige om. Hvad er det så der får mig til at sidde og følge med i en hel time og faktisk blive lidt irriteret, når telefonen ringer med et langt mere interessant opkald midt i det hele?

Er det virkeligt så enkelt, at det er glamouren og katastroferne, der gør det? At de 60 minutter kan man sidde og nyde at personerne derinde godt nok er rige og har alt det man selv gik og ønskede på en grå januardag, men at de da godt nok også lige har et "fucked up" liv oveni. Måske er det en måde, rent ubevidst selvfølgelig, at forsikre os selv om, at det slet ikke er så meget bedre at være rig og glamourøs?

Og så sidder jeg for i øvrigt også hver gang og forundres over Hope Brady's forvandling fra afsnit til afsnit. Hendes læber bliver større og større og hagen spidsere og spidsere, mens øjnene synker længere og længere ind i hovedet. Hvad sker der lige der?

Amerikansk nyhedsdækning når det er værst

Jeg sidder lige nu og hidser mig op over den amerikanske nyhedsdækning. På ALLE nyhedskanalerne er det historien om John Edwards utroskab og eventuelle uægte barn, der kører i en rille. Selv på CNN, er det topnyheden i tæt konkurrence med et brændende hus i New Jersey! Det er fuldstændigt umuligt at sidde her i landet og følge med i, hvad der sker med Ruslands invasion af Georgien. Der er altså ikke noget at sige til, at mange amerikanere ikke ved meget om, hvad der foregår udenfor USA. Det er nærmest ikke muligt at høre om det via TV-nyhederne. Nå, vi må gå online og sætte DR eller TV2 på sagen.

San Francisco Murals

Hvis du går med mig, læser jeg din færden Hvis du går med mig viser jeg dig verden Sådan sang Nephew i bilen, da jeg kørte over Golden Gate Bridge mod Petaluma fra San Francisco i aftes. Jeg var på vej hjem efter en dejlig dag i SF, hvor jeg havde været på jagt efter nogle af byens mange berømte murals (vægmalerier). Det havde været en dejlig dag. Høj solskin, og en konstant let kølig brise, der holdt temperaturen på lige omkring de 23-25 grader. Skønt til en tur i byen. Sidst vi var her, fik jeg kun set vægmalerierne i Coit Tower, så det var en af de ting, jeg manglede. Jeg startede helt inde på 3543 18th St., hvor man finder "The Maestrapeace" på The Womans Building.

Hold da op, hvor var det flot. I et ellers lidt rodet og trashy kvarter, stod denne bygning bare og lyste op med alle sine farver og illustrationer. Vægmaleriet er resultatet af et projekt mellem 7 kvindelige kunstnere i 1971. Man kan finde både kendte kvinder på maleriet såvel som ukendte og mere symbolske kvindeskikkelser.

Da jeg gik tilbage til bilen kom jeg forbi et lille stræde i mellem 17th og 18th street, Clarion Alley, hvor jeg også havde læst, der skulle være nogle fantastiske murals. Og hold da op.....på begge sider af gaden var der fyldt med det ene maleri efter det andet, malet af forskellige unge samtidskunstnere siden 1992.

Her finder man et af de sidste malerier af kunstneren Chuy Jesús Campusano, og hvert år afholdes et block party, for at fejre det sidste nye maleri på gaden. Et fascinerende og spændende sted at tilbringe lidt ekstra tid, og helt sikkert et besøg værd på tur i San Francisco. Jeg sluttede af med at køre ned mod havnen igen til 800 Chestnut St., hvor man finder The Art Institute of San Francisco. Her finder man en af Diego Riveras mest berømte vægmalerier fra 1931 "The Making of a Fresco Showing the Building of a City".

Han var gift med Frida Kahlo, hvis I kender hende bedre. Det var ligeledes et fantastisk flot vægmaleri, og 3D effekten i det er helt forførende. Tre meget forskellige måder at læse folks færden og derefter vise sit syn på verden på. Og vildt interessant at se kunsten ude i det fri midt på gaden på den måde. I stedet for inde på et lukket stift museum, hvor man knap nok tør trække vejret. Her kunne man komme helt tæt på og mærke malingen og tidens tand. Fantastisk! Og så er det gratis Bagefter al kunstkiggeriet gik jeg ned på Fisherman's Wharf og nød det gode vejr dernede. Fik mig en is og kiggede lidt på søløverne, nød det pulserende turistede liv og købte lidt souveniers. Ok, jeg indrømmer det. San Francisco og Petaluma/Sonoma/Napa-området begynder at gro lidt på mig :-) Det er et dejligt sted. Om en time er kl. 12, og vi skal tjekke ud af hotellet og videre mod Los Angeles. Så starter vores West Coast Roadtrip. Og så står den ellers på miniferie, oplevelser og hygge i LA resten af weekenden.