Now I kinda get it

Da jeg for tre år og små fire måneder siden fødte en lille dreng på Somerset Medical Center i New Jersey, USA var jeg meget langt hjemmefra. Men jeg havde ham der forstår mig allerbedst lige ved siden af mig og den smukkeste dreng i verden i mine arme, så jeg følte mig faktisk hjemme på en måde. Det vigtigste var jo lige der: Manden og Drengen.

Andre havde det ikke helt lige så nemt. Vores familie og venner i Danmark var fx ved at dø af bekymring over en 36 timers lang fødsel, der endte med at jeg skulle opereres i et fremmed land og have foretaget kejsersnit. Ikke en del af den store plan. Og det var heller ikke helt det samme at se det lille nye familiemedlem i Skypevinduet og på blogbilleder, vel?

Jeg vidste jo godt, at det var hårdt. Det var det også for os. Det var sindsygt hårdt at være langt væk i sådan et stort øjeblik. Man har fået trettentallet og har ingen at ringe til og dele det med. Men vi var jo også bare indrullet i lykke og symbiotisk samhørighed og kunne derved måske lettere abstrahere fra afsavnet i timerne efter fødselen.

I går blev endnu en dansk dreng født i New Jersey, og for pokker hvor ville jeg gerne kunne nappe Focusen (eller BMW'en, hvis nu vi alligevel er i USA) og smutte en tur forbi St. Peter's Hospital i New Brunswick, blot for et øjeblik. For at kramme de stolte forældre. For at indsnuse det nye liv. For at se de mindste fingre og tæer i verden. For at være dér. Og dele glæden to af vores yndlingsmennesker. Nu tre.

Jeg er ikke meget for at gå glip af noget. Og dette her, slet ikke! Jeg synes, de er alt alt for langt væk. Eller også er det mig, der er for langt væk. Enten eller, så kan man ikke sige andet end afstand sucks, når nye mennesker bliver til. Afstand sucks big time! Now I kinda get it!

Tumlingeræs

Vi har haft besøg af bedstevennerne fra børnehaven i dag. Og formiddagens aktivitetsniveau er foregået nogenlunde i dette tempo. Stille og roligt tilløb, nogen gange lidt op ad bakke og såååååå....for størstedelen af tiden: Fuld fart frem, ned ad bakken, blæs på, frygtløse, hvem er hurtigst, stærkest, sejest og kan de vildeste bandeord? Pruttelort holder maks i treårsalderen, kan jeg hermed oplyse til dem, der vil være med på beatet og hip med de helt unge.

En endeløs række af lige gyldige indlæg

(Opklarende information inden læsning: Delingen af lige gyldig i overskriften er helt bevidst og slet ikke ligegyldig!)

Jeg skriver indlæg efter indlæg for tiden, men ingen af dem bliver udgivet. Ikke fordi de er grænseoverskridende at udgive eller fordi jeg føler de er for private. Tværtimod, så er de simpelthen for intetsigende og ligegyldige. Gudsjammelige kedelige vil jeg vove mig til at kalde dem. Måske går det for godt lige for tiden. Måske er jeg i chok over en januar så fyldt med glæde og gode oplevelser. Måske er jeg bare for træt til at skrive, fordi januarmørket alligevel har ramt energilageret på trods af primoannojubelscener.

Jeg havde fødderne godt begravet i fint middelhavssand i aften. Først lidt på Star Tours strande og derefter på Apollos. Et vennepar og vi har besluttet os for at holde ferie sammen i år, og det skulle planlægges i aften. Vi fik intet fastsat, men jeg føler faktisk lidt, at de tre timers surfen rundt fra strand til strand gav mig en lille fornemmelse for sol og varme. Jeg anede endda et par fregner, da jeg kiggede mig i spejlet for lidt siden. Men et indlæg, det er det vist ikke værd, vel.

Det ville en opsamling på indlægget om mine fordomme mod damen med den fejlfarvede elev dog være. Men det indlæg ligger stadig og venter inde bag hjernebarken. Det skal formuleres klart, fordi jeg faktisk har en helt særlig grund til at skrive, som jeg gør i det indlæg. Og tak for jeres virkelig dejlige kommentarer på mit spørgsmål. De er læst og taget ind og ligger lige nu under bearbejdning, dér bag hjernebarken. Uden at starte på indlægget her, kan jeg dog fortælle, at jeg faktisk finder mig selv, om ikke sammenlignligt, så i hvert tilfælde i en mindre grad, fordomsfuld i situationen også. Men det skal som sagt formuleres. Og det bliver det lige pludseligt.

Jeg har også en award, som ligger og skal flashes og selvfedes. Den er ikke glemt, blot gemt til et senere indlæg, som passer bedre lige om lidt. Ikke nu. Men om lidt.

Thøgers død er et indlæg værd, men at lade som om jeg kendte mere til manden end jeg gjorde ville virke utroværdigt. Dog vakte nyheden om hans alt for tidlige død den samme følelse indeni, som jeg havde da Jørgen Clevin døde i 1993. Hvorfor er det, at vi mennesker kan få så markante følelser for mennesker, vi ikke engang kender personligt. Clevin var en stjerne, en original, der ikke havde lige i min verden. Måske var Thøger Seidenfaden det også uden jeg var helt så bevidst om det end som så?

Håndbold rager mig.

X-factor is on. Igen. Og igen er en lærer fra Hellerup Skole ude og prøve at skyde efter stjernerne. Skulle man have holdt fast i sin ansættelse der og have satset på at ende med Blachman som mentor i 2015? Nej vel? Jeg tror ikke Steen får helt samme succes som sidste års Thomas. Men held og lykke skal han da have med på vejen. Det ærgrer mig lidt, at de to Helleruplærere, Mette Hauch og Martin Ryum, der vandt Microsoft Worldwide Innovative Educator Award, ikke fik helt den samme omtale og opmærksomhed i medierne, som de syngende lærere gør. Tænk sig, de vandt ikke bare en lille national sangkonkurrence, men kan nu kalde sig verdens mest innovative lærere. Det kunne til gengæld godt være et gyldigt indlæg værd, synes I ikke?

Og i morgen kommer så endnu en af de dage, der gør at denne januar bare er og bliver den smukkeste af slagsen i mange år. Udsigten til samvær med ligesindede drømmefangere og ildsjæle er nok til, at jeg kan leve hele februar på den energi, jeg ved jeg tager med hjem derfra i morgen aften. Det er noget ganske særligt og mindst lige så gyldigt som alt det andet.

The Collage Painter

Husker du min GUAM-veninde? Måske fulgte du hende også, mens hun skrev fra sit ophold på GUAM i farver?

I det næste år er hun i Vestjylland og hendes amerikanske soldat er i Afghanistan. Hun blogger stadig, nu fra en anden blog, og jeg synes du skal følge med hende derover, hvis du bare er en lillebitte smule interesseret i, hvordan en kunstner lever og arbejder. Hendes nye blog hedder The Collage Painter og er en fortsættelse af den blog hun havde kørende på sin hjemmeside om sine malerier.

Jeg elsker Helene. Og jeg elsker hendes billeder. Og jeg elsker at hun stadig blogger.

Hvad savner jeg egentlig fra USA?

Vi leger sommetider den leg, hvor man i fantasien kan zappe sig fra et sted til et andet i 24 timer og gøre lige, hvad man allermest har lyst til. Ofte er det New York og New Jersey, vi rejser til, for hvad savner vi egentlig derfra. Hvad ville vi gerne lige kunne zappe os over og hente?

Min danske veninde, der stadig bor i NJ, er i Danmark nu og spurgte inden sin afrejse: Hvad skal jeg tage med til dig? Og jeg kunne sgu ikke lige komme i tanke om noget. Helt ærligt. Jo, bevares, hun måtte da gerne købe ti par Converse, 20 flasker Alterna shampoo og 16 blandede Exuvianceprodukter, fordi de er så vanvittigt dyre i forhold til, hvad jeg købte dem til derovre. Men jeg kan jo også bare købe dem fra England til samme billige pris online. Så jeg svarede hende: Et glas Apple Butter. Det er æblemarmelade, der smager på en helt særlig lækker måde med kanel og noget.

Jeg elsker Apple Butter, men kan også sagtens leve uden. Men jeg tænkte, hvis nu det der æblesmørelse kunne blive min undskyldning for at se de her dejlige venner, som til dagligt er alt alt for langt væk, så kunne det jo gøre smørelsen endnu mere attraktiv for mig. Idéen fik jeg, da en anden veninde fra Overthere og hendes mand var på besøg for en måneds tid siden. De havde netop medbragt Apple Butter og en masse andre lækkerier, og det var så skønt at se dem begge igen her i vores danske hjem.

Nu er æblesmørelsen spist op, og jeg længes efter et nyt fix. En ny dosis veninde fra min tid i USA. Det er nemlig en helt særlig slags veninder, jeg fik derovre. Nogen af os danske piger og mænd blev hinandens substitutfamilier, og på grund af afstanden og manglen på andet familie og netværk, blev disse venskaber på en eller anden særlig vis meget hurtigt dyrebare og uundværlige. Og det er dem, jeg savner. Dem jeg ville hente hjem på de 24 timer, jeg havde der. Fire af disse piger hænger ved endnu, og jeg værdsætter deres eksistens i denne verden meget meget højt. Heldigvis er de alle eksperter i at holde kontakten med folk, der er meget langt væk. Det er ligesom et speciale man får med i passet, når man rejser ud.

Så thank God for Facebook…og Apple Butter!

God weekend til jer alle derude.

Må jeg låne din seng og sørge i?

Hvad ville du svare, hvis en vildt fremmed mand skrev til dig og spurgte om det?

I går var jeg på Lousiana for at se hvad Sophie Calle gjorde, da hun fik netop den forespørgsel. Du kan læse mere om mit indtryk af udstillingen HER.

Det jeg gerne vil dele med jer i dette indlæg er derimod den del af besøget, der ikke havde så meget med kunst at gøre, men tværtimod handlede om to veninder med hver deres børn og liv, som bare gerne ville mødes og have en kop kaffe. En date, der havde ligget i kalenderen i over en måned. Og hvis kunst skal være undskyldningen, så lad den være det. Ingen er jo døde af at opleve lidt, mens man snakker og hygger sig, vel?

Nå, men vi nåede Sophie Calles udstilling. Næsten. Inden venindens mobil ringede fra en børnehave, der havde et barn med ondt i øret, som hun eventuelt lige gad at komme og hente. Nu.

Vi var SÅ tæt på caféen. Jeg siger dig, jeg kunne lugte deres buffet helt ned i mavesækken og jeg kunne smage den latte der stod og ventede på mig på disken. Jeg kunne høre venindesnakken helt ind i min hjerne og se udsigten ud over Øresund i de yderste kanter af mine øjne. Der. Blev den nappet væk fra os. Der. Da mobilen ringede. Satans osse!

Duknakkede forvildede vi os tilbage til garderoben og butikken. Sig mig engang. Er jeg den eneste, der aldrig kan finde tilbage på Louisiana? Jeg har været der 100 gange. Omtrendt. Og farer konsekvent vildt og ender nede i en kælderudstiling, som er en blind gyde.

Ud med jakkerne, ind i bilerne og farvel. Tak for i dag. Det var kort, men hyggeligt. Tom stemning. Ærgrelse fra begge sider, men ingen turde sige i mod, at man jo skal hente et sygt barn. For det skal man jo. Ikke?

Fandme nej. Altså jo, man skal hente det der barn. Klart. Men fandme nej, at det skal spolere en venindedate. Så OK, planen er:

Du henter barn. Kører til lægen. Får det tjekket og repareret, hvis det er muligt at gøre på et kvarter.

Imens kører jeg i SuperBest, handler ind til frokost. Mixer tunmix. Skærer brød. Tænder lys og så ses vi om 45 minutter hjemme ved dig.

Tjek!

Pyyyyyhhhh, det var godt reddet. Og tak til Prinsesse Barbie fordi hun gad at underholde barn med ørepine og hindbærsnitte, mens mor og veninde sladrede og drak latte i køkkenet.

Barnlig kærlighed

Kan I huske de to her?

De mødtes igen i dag, et år efter dette farvelkys, og det så sådan her ud:

Måske skulle man bare undlade at fortælle denne lille dreng, at han har et amerikansk pas? Ellers er jeg bange for at denne lille pige godt kunne betyde, at drengen en dag skulle få lyst til at rejse vestpå. Men så igen, bliver de ved med at mødes på denne måde én gang om året, så skal der vist mere end skjulte nationaliteter og desperate svigermødre til, og skulle denne svigermor vælge, så er den her pige helt klart Creme of the crops!

Arhmen altså, for fanden da mand, hvor er den størrelse mennesker altså bare lige til at spise, når de ter sig så übernuttet!

After Eight Hang Time

Det er blandt andet dét jeg mener med After Eight:

En dejlig veninde fra New Jersey.

En dag i sol og varme.

Jordbærtærte.

To puttede unger, der sover.

En dejlig mand, der bragte rødvin og tæppe til køjen….og kamera.

Og snak. God snak.

Provinsshopping hos Trændi Trine

Hos Trændi Trine i et af provinsens lækreste smørhuller kan man altid forvente at finde lige det, man står man mangler. Hvadenten du er til Gas & Gøgl, Asti på flaski, fantastiske personligheder, kulørte lamper eller varme krammende tæpper, så har Trændi Trine det på sine hylder.

Hun kan ligeledes tilbyde det mest charmerende lille Bed & Breakfast i eget Hus Med Hjul, hvor der er nydeligt redt op af Trændi Trines egne omsorgsfulde hænder. Som gæst dér, føler man sig altid 100% velkommen og særdeles godt betjent. Serveringen er fremragende, og husets kok har en hel naturlig evne til at håndtere grillens varme flammer i tilberedningen af maden. Manden er simpelthen et naturtalent hvad gælder ild!

Af nærliggende aktiviteter kan anbefales det rige forretningsliv i nabobyen, hvor priserne er besnærende og tøjstativerne fyldte med lækre provinsfristelser.

Anmelderen her kan kun, med det allervarmeste, anbefale Trændi Trine og hende Fyrbøderkok som et af sommerferiens absolutte MUST TRY udflugtsmål og vil i de kommende mange sommerdage nyde godt af de fabelagtige kup jeg gjorde mig i form af nyopfyldte energidepoter, skaberitrang, refleksion, nære venskaber og lækre sommertunikaer til uhørt lave priser i denne lille oversete bid af provinstærten.

Gecko Times are here

En af mine kære veninder fra New Jersey, sidder nu på den anden side af jorden i meget varmere himmelstrøg. Samtidig som vi rejste tilbage til lille Danmark, rejste hendes mand og hende til Guam, som en del af hans job i det amerikanske militær. Han er amerikaner. Hun er dansker. Hun er også kunstner og laver de smukkeste collager/malerier. Dem og hendes blog om hendes billedskabende proces kan du følge på hendes hjemmeside. Du vil også kunne finde hende lige nu på GoCards i det københavnske cafémiljø med dette billede:

Nu sidder hun i sin baghave og kan kigge på geckoer og nyde solens varme stråler. Og hvad bedre er, så er hun begyndt at skrive om netop det på sin nye blog:

Så går du også og længes efter varmere og mere eksotiske udsigter, så kig forbi Helenes blog og lad dig suge ind i de mange fantastiske farvers univers.

Jamen, jeg HAR jo tilbudt dig, at du bare kan droppe mig af i Paris!

Ovenstående er et tilbud fra konen til manden. Manden skal til Le Mans med drengene. Konen planlægger en Londontur med pigerne i stedet. Noget for noget, mener hun. En weekend væk på tur = en weekend på tur.

Sådan ser mændene ikke helt på det. Deres Le Mans tur er i bil, i telt og med dåseøl som hovedindtag.

Pigernes Londontur er med fly, hotel og lækkert londonesisk mad og Pubøl som hovedindtag.

Mændenes tur varer fra torsdag aften til mandag morgen.

Pigernes varer fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Pigerne mener at de to ekstra dage, drengene er væk, bør indgå i en forhandling i mod hotel og dyre caféregninger.

Og pigerne HAR jo tilbudt drengene, at de bare kan droppe dem af i Paris på vejen derned. DET ville også være helt ok med dem….tssss….bevares!

Uundgåelig smerte

Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.

Gode naboer

For to minutter siden bankede det på døren og denne kammerat stod udenfor og ventede på os.

Ved siden af den stod vores nye nabo, som for 3. gang inden for en uge, lige kom forbi med en åbnet flaske lækker rødvin. Denne gang synes han lige vi skulle smage en Chateau Quinault 2001. En Saint-Emilion Grand Cru. Er det lige en nabo, man kommer til at holde mere og mere af eller hvad? (det hjælper også pænt på det, at de er enormt søde, har en fed humor og er skide gode at snakke med, men det ved vi jo alle er detaljer i det store billede).

Han handler med vine, og når de har haft vinsmagning er der jo nogle åbne flasker til overs, som helst ikke skulle smides ud. Dem hjælper vi da gerne med at få af vejen. Så gode naboer er vi nemlig!

Så blev det poltergeist fordrevet

I lørdags var jeg med til at arrangere en polterabend for en af mine nærmeste veninder. Jeg er så heldig, at hun skal giftes med min storebror, så nu kommer hun, om muligt, endnu nærmere.

Og jeg tror nok, at vi fik fordrevet de onde ånder, der skulle have sneget sig ind på det kommende brudepar og lidt til, da vi raslede med dåserne og lavede larm i gaden.

Udklædte som afrikanske kvinder med mikrofonhår og farverige rober rundede vi Charlottenlund, Gentofte Hospitals skadestue, Galophestene i Tivoli, en Nørrebrosk afrikansk danseskole, Paradis, Restaurant Mogogo i Borgergade og Natcaféen (også kendt som Den Jyske Ambassade).

Herlig dag og aften, og vigtigst af alt, bruden var glad....og træt. Det blev en polterabend af den slags, som vi godt kan være stolte af bagefter. Ingen solgte kys på Strøget eller blev unødigt udstillet til hån og latter. Ingen blev presset ud i overilede eller urealistiske vovestykker til alle andre end brudens morskab. Og ingen blev så fulde, at det involverede morgenmaden som Second Serving. Og alligevel fik vi syet et sting i et øjenlåg, bællet flere flasker Asti og Gin en nødvendigt og gjort os selv til grin stående skrålende på barstolene på Natcaféen.

Venindeture styrer!

Skål og farvel i GT'er og Mojitos

Sådan ser vores stue ud, når vi holder farvelfest for 10 voksne og 4 børn uden spisebord. Dvs. vi har jo et spisebord, som er arvegods fra min papfars mor, men der er kun lige plads til 4 voksne og to børn. Vi ændrede stuen til en lille café med buffet og små haveborde, og det var faktisk rigtig hyggeligt i forhold til at sidde samlet ved et stort bord.

Aftenen gik. Grillspydene med svinemørbraden, pestokartoflerne, rødvinen og øllene røg ind og snak, gas og gøgl røg ud. Og så fik vi Mojitos!

Og i morges vågnede Drengen så kl. 6 og var frisk og frejdig. Og det gjorde jeg så også!?!

Jeg kan så tilføje, at man for alvor ved, at man er blevet børnefamiliemenneske, når man skuffet opdager at man er kommet 1½ time for tidligt til poolens åbning, som er kl. 11, en søndag morgen efter en fest med GT'er og Mojitos i rigelige mængder! På det tidspunkt havde vi allerede været oppe i 3½ time, og med de enorme oppustede badedyr under armene og UV-sikrede badetøjsklædte tumlinger på skubbecyklerne, prøvede vi på bedste mafiamanér at bestikke poolvagten til bare lige 15 minutters førbadetid, så vi kunne få ungerne kørt trætte og vi selv kunne nyde middagsluren sammen med dem. Men nej, der var ingen kære mor, han var urokkelige, poolvagten, og slukørede trissede vi de lange 300 meter hjem igen og snød os til at bruge den udendørs sprinkler i stedet, så ungerne kunne få plasket deres svømmebleer til på behørig vis, og vi selv i stedet kunne nyde en kold Leffe i de 30 graders varme.

Med andre ord - vi kom os over skuffelsen!

The good old days

En kommentar til Anne Mette til mit indlæg om dansen på den belgiske banegård, fik mig til at tænke tilbage på nogle af de hyggeligste stunder jeg havde, da jeg var barn.

Vi skal helt tilbage til den gang, hvor man så Melodi Grand Prix seriøst! Jo jo...og hvor sangene fra showet først blev released på kassettebånd 30 dage efter showet. Og vindermelodien kom først ud efter det store Eurovision show. Kan I huske det? Man gik der og ventede spændt og ønskede sig båndet i fødselsdagsgave.

Den gang var man den absolut sejeste i 4.b, hvis man var den første i klassen, der havde båndet OG kunne sangene udenad. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Bedsteveninden og jeg satte os tålmodigt foran fjernsynet, hvor den båndede udgave af aftenens show spillede, og så holdte vi vores getthoblaster (med optagefunktionen sat til) op til fjernsynets højtalere og optog alle sangene over på vores eget "optagebånd". Derefter spillede vi dem en efter en, linie for linie med hånden på skiftevis play og pause, så vi kunne skrive teksterne ned på papir og lære dem udenad. Altså kun de vigtigste, ikke. Forestil jer fx Sandra Kims "J'aime j'aime la vie" skrevet udførligt ned af to 11-årige piger, der ikke kunne et ord fransk!

Vi havde problemer nok med Lise Haaviks og Trax' "Du er fuld af løgn".

Det var da udvikling af sproglig opmærksomhed og lingvistik på højt plan! Jeg ledte lige i mine gemmere efter teksterne vi skrev, men selv om jeg nærmest har gemt alt fra dengang, så er de på mærkværdigvis forsvundet. Ligeledes er Sound of Music transskriberingerne.

Stakkels børn i dag, som har Google, MP3-filer og hurtig releases af MG-sangene. Hvad skal de SÅ hygge sig med på regnvejrsdage og score billige point med i skolen?

ps. I used to be 33, but then I turned 437, when I wrote this post!

Reklamesøjlen

Ej, jeg må altså lige igen gøre lidt reklame for Ølstykke/Guam - tur/retur bloggen. Jeg er simpelthen så glad for, at Helene og jeg har fået den op og køre, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad den kan ende med.

Jeg forestiller mig sådan en blog, der netop, apropos mit sidste indlæg om Danmarksbloggene, kommer til at vise et dobbeltsidet billede af Danmark og danskerne - inside and outside of Denmark. Danske Helene, der sidder på Guam og oplever den verden med sine danske øjne, og måske tænker på Danmark og danskerne midt i det. Og mig selv sagde hunden, der sidder i Ølstykke, så dansk som det næsten kan blive og oplever den danske hverdag hver dag, men måske tænker lidt ud af rammen til resten af verden og Guam midt i det. Giver dte mening?

Og så er der billederne! Hvor meget kan man egentlig sige med billeder? Og kommer de til at fylde på bloggen, som vi først havde en idé om, eller tager det skrevne ord over, fordi billederne kommer til kort over for alt det vi gerne vil fortælle? Som sagt - jeg glæder mig, og har netop skrevet mit første indlæg i aftes. Så kig ind og tage rejsen Ølstykke/Guam - tur/retur, når du føler for det!

Actionhelten & Muslingeskallen

Onsdag til torsdag tog Drengen og jeg i sommerhus med et par veninder og deres børn. Sommerhuset ligger i staten New York ud mod Atlanterhavet, og guuuud, hvor vi bare trængte til at opleve vinden og havet på nært hold på den måde.

Vi fik fundet de smukkeste strandskaller, som skal bringe Atlanterhavets brusen ind i roen på terrassen hjemme i Danmark. Hvorfor kan man bare slet ikke stoppe igen, når man går i gang med at finde skaller? Man finder sig selv gå rundt med hovedet nedaf, mens man leder efter den perfekte skal, og hver nye skal man finder, synes lige den tand smukkere end den forrige. De er så smukke og dragende, de skaller. Jeg vil nyde at sidde i min liggestol i Danmark og kigge på hver enkelt af disse skaller og tænke tilbage på disse dage og de mennesker jeg nød dem sammen med.

Da jeg sad og så billederne igennem på computeren bagefter, kom dette billede nedenfor. Og jeg havde glemt, at jeg tog det, men det samler dagene meget godt. Små action heroes, der legede i sandet. Smukke blege muslingeskaller, der lå i solen og kastede lange skygger. Drengeleg. Tøsefnidder. Børnetid. Voksentid. Samværstid. Natur og kultur. Peace & Simplicity!

Det rent og skært nødvendige

Det elementært nødvendige...

Det' det, som du har brug for på din vej...

Det NU og HER nødvendige...

uden det` vi svært elendige...

men` få det der nødvendige er en leg!

Jeg har haft sådan en hyggelig dag på Manhattan med en god veninde, hvor vi fik sat flueben ved The Met (som godt nok er et stort og tungt kunstmuseum), spist Burger and Fries som Suzanne Vega (dog ikke på Tom's Diner, men det ku' li'så godt ha' været) og handlet lidt af livets små nødvendigheder som et Babushkadukkearmbånd, en glasmælkekartonsflødekande og en pakke New York's-vigtigste-bygningers-magneter til køleskabet i Ølstykke. Jeg kan ikke lige se, at jeg kunne undvære nogle af delene...

Veninden er i øvrigt også en rigtig dygtig kunstner, som ligesom jeg, er helt vild med portrættet. Hun maler de mest fantastiske hundeportrætter på bestilling (ja, du hørte rigtigt - HUNDEportrætter!!! NOW, that's America for ya!),

Tjek lige hendes hjemmeside her: petmepaintme.com

Fanget i nettet

Et indlæg på en anden blog om venskaber fik mig til at tænke på et ældre indlæg, som jeg havde liggende som kladde, men aldrig havde fået skrevet færdigt og udgivet på bloggen. Dem har jeg en del af, den slags indlæg. Af den ene eller anden grund bliver de ikke færdigskrevet eller bare ikke udgivet. Men det er en hel anden snak.

Det indlæg jeg taler om, handler om nettets indvirkning på mit sociale liv. Jeg plejer gerne at sige, at jeg er langt mere afhængig af min computer end jeg er af fjernsynet eller andet. Internettet er nemlig blevet min kilde til venskaber, familie og kærligheden. Når jeg tæller sammen i mit netværk, så er en ret stor procentdel af de mennesker jeg omgiver mig med kommet til via min computer. Ikke i forbindelse med datingsider eller lignende søgemaskiner, men gennem virtuelle debatgrupper, mødregrupper, blogs, mails osv.

Min mand mødte jeg, da jeg var til en fest arrangeret af en datingportal. Han var der tilfældigt, men havde det ikke været for portalen havde jeg jo ikke selv været der. Vi havde et langdistanceforhold de første tre uger, hvor computeren blev vores link til hinanden, når mobiltelefonerne blev for overbelastede. Vores daglige kommunikation foregår en stor del over messenger, når han sidder på arbejde og jeg sidder derhjemme. Små kærlige beskeder, praktiske indkøbslister, hurtige forespørgsler og flygtige virtuelle kys i ny og næ. Timer vi ikke normalt ville have haft kontakt har nu en lille dør stående åben på klem.

Min danske mødregruppe er et andet godt eksempel. Da jeg blev gravid i mit nye land og ikke vidste hverken ud eller ind om hverken det eller andet gik jeg ind på danske lægehjemmesider for at blive klogere på dette lille væsen, der voksede indeni mig. På en af disse sider fandt jeg et netværk af piger, der også ventede sig og siden har vi delt glæder, bekymringer, sorger og meget personlige oplevelser med hinanden. Vi har mødtes flere gange siden og flere af pigerne er blevet meget nære venner for mig. En af dem er ligeledes en "fellow blogger".

Vores kære venner her i det amerikanske er blevet vores substitutfamilie ved hjælp af en yahoogruppe for danskere i New York området. Nogen af dem er venner for livet, som vi har delt oplevelser med, som man aldrig glemmer og altid vil værdsætte indeni.

Min fars kone og hendes famile er blevet en kærkommen del af vores familie gennem computeren.

Uden computeren og internettet ville Drengen ikke have det samme kendskab til sin familie i det danske og de ikke til ham - vigtigst af alt. Igennem vores personlige blog har de kunne følge med i hans liv og færden - hvor meget han vokser og udvikler sig og lære ham lidt at kende på trods af afstanden. Familiens interesse i bloggen og ham har været uundværlig for os, da det største savn i vores situation er at kunne dele vores dejlige guldklump med dem man holder af. At kunne holde ham op som anden Løvernes Konges søn, og vise ham frem og sige: "Se hvor dejlig han er! Vores stolthed, vores kærlighed!"

Og til sidst denne blog, som opstod et godt stykke inde i min barsel, hvor jeg mere og mere manglede et rum, der kun var mit. Et sted, hvor jeg igen kunne finde AB - pigen, der elsker ord, billeder og alt det der udspringer af det. Pigen, der også er mor, men ikke kun er mor. Bloggen her er min legeplads, hvor Drengen og Manden ofte optræder, da de er en uundgåelig del af mig, men hvor jeg også kan udelukke alt andet og kun være mig. Hvorfor så gøre det offentligt på en blog, der kan læses af alle? For feedbackens skyld. For det sociales skyld. Jeg deler jo ikke alt - jeg vælger meget fra, som ikke skal deles med andre end de nære. Men det som jeg har brug for at dele, det kommer på bloggen, så andre kan tage det med sig, evt. kommentere på det og/eller se sig selv i de samme tanker. Derved er internettet også blevet linket til en del af mig selv, hvor jeg kan dyrke det venskab, der er så vigtigt for at man har overskud til at dele sig selv med og være noget for andre mennesker. Nemlig venskabet med sig selv.

Det interessante spørgsmål er så, hvorvidt de ovennævnte ting ville have været mulige uden internettet? Ville relationerne være opstået alligevel og blot have fundet andre veje - andre katalysatorer?