Hvad hjertet er fuldt af, løber hånden over med

I går tog Skrupsakken og jeg en hyggestund med sprit og vand. Jeg elsker at sidde ved spisebordet sammen med ham på den måde, hvor vi tegner og snakker om alt og ingenting. Fx fortalte han mig for 117ende gang om, da han faldt ned fra taget forleden, hvor han blev jagtet af dinosauren. Heldigvis landede han på en pude og han slog sig slet ikke. "Det  er fordi jeg er stor. Ikke også mor? Det er fordi jeg er storebror snart. Og så skal jeg lære babyen at spille musik og at tegne biler." Jeg sværger, at det ikke er noget, vi har sagt til ham, at han skal, men hans treårige hovede og livlige fantasi kører for fulde kanoner for tiden og vi får fortalt de vildeste historier om dinosaurer, Spidermænd, Supermænd, bamser og alt derimellem.

Stregerne viser vist tydeligt, hvad der fylder i vores hoveder og hjerter for tiden:

Skrupsakkens streger:

En grøn bil med lækre fælge.

En af yndlingsbamserne.

Jeg blev overrasket over, hvor meget mere bevidst hans streg er blevet. Og der var ingen tvivl fra hans side om farvevalg til begge tegningerne. Det var en bevidst ung mand, der satte streger på papiret.

Og mine streger:

Portræt af en livlig Skrupsak den 31. juli 2007

Portræt af en rund lille Truntepige den 27. april 2011

Småkageanalogien

Livet er, som du ved, en æske med fyldte chokolader, og et fællesskab er som en dåse fyldt med småkager.

Jeg bad dem være med på en idé, og jeg spurgte dem højt i morges: Hvem er du i den fælles dåse?

Den småkage, der ligger nederst på bunden og gemmer sig lidt bag de andre? Eller er du det første man ser, når man åbner dåsen? Fylder du meget i dåsen og gør det det nogen gange svært for de andre småkager at være der? Er du blevet blød af at ligge i dåsen længe, eller har det derimod gjort dig hård at bide i? Er der knækket lidt af dig undervejs? Har du fået lidt ridser? Er du blevet lappet sammen igen? Hvem hjalp dig? Nogen uden for dåsen? Eller nogen af de andre småkager. Fik du lidt af deres søde glasur til at holde dig sammen og gøre dig hel igen?

Er du den måske den store solide småkage, der ligger nederst og fylder hele bunden ud med stabilitet og sprødhed?

Eller er du en af de småkager med glasur, der klistrer sig til de andre og dermed også får de andre til at holde sig sammen? Kan du altid finde andre småkager, du kan klistre dig sammen med?

Er du rund eller har du kanter, man lige skal bide lidt af, for at komme ind til rundheden? Er du måske endda et hjerte? En stjerne?

Har du nogensinde prøvet at falde udenfor dåsen? Eller føler du nogen gange, at du bare ligger og vipper på kanten? Hvem eller hvad holder dig fra at falde ud på bordet? Faldt du? Kom du op igen? Hvordan? Og var der plads til dig, da du igen fandt din vej op i dåsen? Måske lå du ikke helt ude på bordet. Måske lå du bare i låget, hvor du jo på en måde stadig var en del af dåsen?

Kommer du måske fra en anden dåse, hvor der stadig ligger lidt af dine krummer tilbage? En del af dig, som du for altid har mistet til den anden dåse. Har de småkager i den anden dåse sat spor på din bagside? Er det gode spor eller dårlige spor? Ridser eller mærker?

Småkageanalogi er analogi, som Ottendeklassen kan forstå og som de kan forholde sig smukt, reflekterende og underfundigt til. Jeg har ikke selv fundet på dette indlæg. Det har de, for det meste af det. En hel dag med klassens tid, social trivsel og småkageanalogier satte vist sine spor, og det var ikke underligt, at vi alle trængte til en ægte småkage i 10-pausen. Jeg er sgu så stolt af de unge(r)!

Jeg er med i den smukkeste bog, jeg har set længe

På min Billedguide fortæller jeg lige nu om denne bog:

Og se lige, hvem der dukker op i sin rødblomstrede skjorte og allerbedste billedkunstlærerøjemålning på side 76:

Og de fire elever på krydsstolene på side 77 er mine! MINE! Muuuuahhhaaahaa (meget lærerstolt fjæs).
Hvis min skole havde sådan et gymnastikbaderum, så ville jeg tage min bærbare med derover og lave al min forberedelse der på bænken ved siden af Kong Neptun!

Jeg er simpelthen så pissestolt over at have været med i en lille bitte del af tilblivelsen af denne smukke og kloge bog. Og jeg er endnu mere stolt over at se min Ottendeklasse fordybet i tegneprocessen på Glyptoteket på flere af bogens sider. Tusind tusind tak for muligheden Anne!

Læs mere om bogen HER.

Jeg smelter indeni over jer lige nu

Det var min sidste kommentar til Ottendeklassen i dag efter tre absolut fantastiske lektioner om ansvar og demokrati. Der er håb for vores fremtidige samfund, når vi har børn, der siger:

• ansvar for familien duer ikke uden kærlighed
• vi skal tage ansvar for hinanden i trafikken og på gaden
• kærlighed er bare det bedste i verden
• jeg tager ansvar for mine søskende, fordi jeg ikke kan lade være
• vi kan altså godt tænke selv, AB!
• ansvar er, at man har noget, man tager sig ekstra godt af
• det er vigtigt at tage ansvar for sig selv
• det er vigtigt at fortælle sig selv, at man er god nok, i stedet for at være selvdestruktiv
• en forælder, der kun tager ansvar økonomisk og praktisk, men ikke kærligt, har fejlet som forælder (tænk lige en ekstra gang over den, jer med børn)

Vi kom omkring usikre teenagepiger og selvsikre teenagedrenge, og de forskellige opdragelsesmønstre, der måske ligger der bag. Vi kom omkring, hvordan man kan vise sig selv kærlighed og tage ansvar for sig selv, ved at unde sig selv en god uddannelse, nogle gode og ægte venskaber og en masse positiv anerkendelse og accept indefra. Vi kom omkring, det at høre: “Har du, har du, har du…lavet, gjort, husket, osv.?” Mens man inderst inde tænker: “Er jeg, er jeg, er jeg…god nok, dygtig nok, smuk nok, tynd nok, en god nok ven, en god nok datter, populær nok osv.?” Vi kom omkring diktatur, demokrati og filmplakater. Ja, vi kan vist godt sige, at vi kom vidt omkring.

Og de slutter så lige timen af med at finde en pladsfordeling i klassen 100% på egen hånd, med mig uden for døren, hvor alle 16 bliver hørt, respekteret og taget hensyn til. Også de, der ikke var der til at tale deres egen sag. Og sørme om ikke også lærerens behov for at isolere nogen elever fra hinanden, som en forebyggende del af en støjdæmpende foranstaltning i klassen, blev hørt.

Jeg tror nok lige, at jeg gik ned og bottede i bothårnet på lærerværelset bagefter. Hvis ikke det var en succestime at botte i hornet for, så ved jeg sgu ikke hvad er!

Taknemmelig og usikker

Der er sikkert nogen af jer derude, jer med de store blogs, dem med spandevis af læsere og fans og alt muligt, som har prøvet det her mange gange. Men for mig skete det for første gang i dag. At en af mine læsere satte sig ned og skrev en personlig mail til mig for at sige, at hun nød at læse mine ord og at se mine tegninger. Tænk sig, at hun gad. Tænk sig, at hun tog sig tid. Tænk sig, at hun følte det var vigtigt. Jeg er simpelthen så beæret og taknemmelig for din mail K, og du skal vide, at den kom lige netop på sådan en dag, hvor jeg sad og tænkte kritisk om mit eget bloggeri. En af de dage, hvor man forgæves sidder og leder efter sit eget blognavn på andres blogrolls i håb om, at de synes man er nævneværdig og ikke mindst læseværdig. En af de dage, hvor jeg synes min blog manglede både retning, stil og et indhold, der var interessant for andre end mig selv. En af de dage, hvor jeg glemte at jeg blogger for mig selv først og fremmest og ikke for I andre.

Sådanne dage har jeg også.

Og så er jeg så heldig, at på netop sådan en dag findes der en pige, der hedder noget der starter med K, som gider at skrive en mail til mig helt spontant og umotiveret af den simple grund, at hun har læst på en anden blog engang, at det er vigtigt at huske at rose folk, når man synes de gør noget godt. I LOVE BLOGGING! Og så synes hun, det er vigtigt med et skulderklap ind i mellem. Jeg kunne ikke være mere enig. Og i dag var jeg heldig at være modtageren af et sådan. Hun beskriver endda, hvad det specifikt er, at hun godt kan lide ved netop min blog. Altså en kritik man virkelig kan bruge til noget. Netop den slags ros og kritik jeg bestræber mig på dagligt at være i stand til at give mine elever.

Jeg skriver dette på bloggen og ikke i en privat mail til K, fordi jeg gerne ville dele mine taknemmelighed og min usikkerhed med jer derude. Vi læser sporadisk om denne usikkerhed på hinandens blogge, og vi kender den vist alle en lille smule, ikke? Det er jo vores ord, vores hjerteblod, vi lægger derud til bedømmelse, vurdering, kritik, respons og kommentering. Og selvfølgelig er man sårbar i dette.

Don’t get me wrong. Jeg elsker min blog, og jeg er ikke ved at lukke den ned eller sådan. Jeg er faktisk helt ærligt temmelig stolt af denne lille flig af nettet, som jeg har kapret til mine ord og tegninger. Også selv om jeg ikke er på helt så mange blogrolls, som jeg kunne drømme om. Eller har helt så mange faste læsere, som så mange andre af jer har. De læsere jeg har, har selv valgt at tilmelde sig uden en give away eller andet bestikkelse, og det er jeg superglad for. Så tak fordi I gider læse med, alle 69 af jer! Det er nu engang sjovere at skrive noget andre læser. Bare en gang i mellem. (og jeg ved godt, at jeres læsere også selv har valgt det, og at I ikke alle bruger give aways til at få flere læsere. Bare så vi har den helt clear, ig’os! Let’s face it; jeg er bare skidemisundelig!)

Det er bare den slags stunder, der dukker op engang i mellem, når usikkerheden om ens eget lille blogunivers stiger én til hovedet. Kender I dem ikke? I kan næsten altid være sikre på, at når det sker for mig, så ender det i en ommøblering herinde, som I netop har set. Og en af de ting K havde opdaget ved mit nye design var fanebladet med tegningerne. Jeg har lavet en side til alle de tegninger og billeder, jeg har lagt på bloggen gennem tiden. De er stadig min gave til jer, så hvis I kan bruge dem, synes om dem eller på anden vis har lyst til at kopiere dem til noget, så værsgo. Det eneste jeg beder om, er at du ikke ændrer på dem og udstiller dem efterfølgende uden min viden. Det kan jeg selvfølgelig aldrig tjekke, men jeg er naiv nok til at stole på dig alligevel.

Og K, jeg har opsnuset din blog, selv om du ikke skrev den i mailen, og hvis jeg må få lov af dig, vil jeg meget gerne linke til den, for jeg synes faktisk, du har fat i noget rigtig godt derinde i dit univers. Så må jeg? Pretty please? Og igen, TAK, fordi du gad!

Lidt på hovedet

Jeg håber virkelig, aller inderst inde, at han bevarer sin evne til at vende det hele lidt på hovedet en gang i mellem.

Og så ville jeg ellers ikke sige andet med dette billede. Det var nok mest bare for at dele ham jer lidt med jer. Han fylder så meget i mit hjerte og mit liv, og så lidt her på bloggen. Det er godt sådan, synes jeg. Men i dag skulle han altså alligevel lige fylde lidt mere her også.

Gæstetegner på bloggen

Jeg har hentet hjælp udefra til indholdet på bloggen i dag og fået en gæstetegner til at bidrage med et par streger:

Gæstetegneren siger selv, at han hedder Dygtig Dreng Nicolaisen. Han er fra den generation af kunstnere, der er født efter årtusindeskiftet, nærmere betegnet slutningen af 2007, og hans udtryk er primært præget af det intuitive og naive.

Jeg synes personligt at han er genial – intet mindre :-)

Lidt om awards og anerkendelse

For en uges tid siden sad jeg i bilen med Julie på vej til Vestjylland, og vi snakkede blogging og alt hvad dertil hører - også blogawards. Og jeg måtte kejtet indrømme, at jeg undrede ærgrede mig over, at alle andre omkring mig får de her awards, og at alle omkring mig får emails fra firmaer, der ville give dem alt muligt og udnytte deres ord på alle mulige måder. Og jeg får aldrig en skid. Og det får mig ind i mellem til at falde i de her dybe grå huller af en dags varighed, hvor jeg tænker, at enten er der  ingen, der rigtig læser min blog, eller også *gys* er den bare ikke så interessant og vedkommende for andre, som jeg selv går og bilder mig ind.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det jo egentligt var lidt plat med de der awards, og at jeg bare skulle prise mig lykkelig for ikke at blive kontaktet af firmaerne hele tiden. Akkeja, så har man ikke de problemer, og så videre, I ved…Godt man heldigvis er hævet over den slags! Og sådan har jeg det jo også på langt de fleste dage. På langt de fleste dage er min blog, det den er, nemlig min blog. Og gider I læse med, så fedt. Og ikke, så hul i det.

Men der er også de der dage, hvor man måler sig og kigger med ved andre og ser dem få tusindvis af kommentarer til hvert indlæg. Også de indlæg, som faktisk ikke er vildt interessante. Face it, de er der, og vi ved det alle. Men hvorfor får jeg det så ikke, selv på de uinteressante indlæg, for de er der i den grad også. Det ved jeg. På de dage indser man, at man bare er endnu et af de ynkelige usikre pjok, som vi mennesker jo bare er en gang i mellem.

Nå, men sådan kører jeg så lidt i ring i en halv dags tid, klikker lidt tilbage i min blog, stener gamle indlæg og får selvtilliden og glæden for bloggen op igen. Jo, det er MIN blog og mine tanker og skid hul i, hvor mange der gider læse dem, når bare dem, der læser er nogen, der er her, fordi de kan lide ordene fra pennen.
OG SÅ….skider jeg så lige et nyt hul i alt dette og hæver armene langt op over hovedet i jubel og glemmer alt om, at awards er platte, for jeg har netop fået min aller aller første blog award efter fire års blogging:

Og awards styrer for vildt! Og jeg er en BEAUTIFUL blogger, at I ved det! Det siger Helene selv, og hun sidder på Guam og ved bedst. Det ved enhver! Og jeg kan faktisk ikke finde nogen, jeg ville blive gladere for at modtage den fra end Helene, da hun er en af mine personlige venner fra New Jersey, som flyttede derfra samtidig som jeg. Jeg har nævnt Helene før, og hvis ikke du læser med om hendes eksotiske liv som kunstner og soldaterkone til en amerikaner på stillehavsøen Guam, så start nu. Og glæden ved at få den fra hende ligger ene og alene i, at så ved jeg, at hun har fået den før mig, og at hun er nået ud i blogland med sine ord og sine billeder.

Og for at fejre denne længe ventede succes, så har jeg simpelthen købt en Villa. Ja, en villa med stort V, sådan som de kun bygger dem i Italien. Og allerede fra i dag kan du købe min vin i Kvickly i Jyllingecenteret:



Den kvikke læser vil hermed også kunne komme tilnærmelsesvis tæt på min rigtige navn, som jo ikke er AB, selvom jeg nogen gange kunne foranlediges til at tro det, men derimod noget meget tæt på Anneberta. Lad os kalde dét for mit italienske navn fra nu af. Nu da jeg er en BEAUTIFUL blogger!

Af hjertet tak, Helene!

Nå, men der er noget med syv ting om mig selv og syv andre blogs, der skal nomineres. Det første kan vist godt tælles sammen i alt det vrøvl, jeg allerede har skrevet. Du skal endda selv få lov at tælle dig frem. Den sidste del er lidt sværere, for ALLE andre end jeg har jo fået denne award. Jeg tror faktisk, jeg er den absolut sidste, der får den. Lad det komme an på en prøve: Hvis jeg ikke er, så smid mig en kommentar til dette indlæg med din blogurl, så slår vi to fluer med et smæk: Jeg opdager din blog OG du viser mig, at du har opdaget min! Hey, det’ tre fluer, for du kan jo risikere at vinde en award oveni i hatten. Det er jo nærmest en give away det her. No strings attached :-)

And now this witch is on it’s way. See ya in Bloksbjerg, Harzen, girls!

Kan du også lide at tegne, eller er du bare billedgal som jeg?

Så kan du måske få lidt ud af at bladre rundt på min anden blog:

Hvis du har fulgt med herinde et stykke tid, så har du hørt om den før, og måske har du endda også været omkring den og læst med. Du har måske læst med om de kvaler, jeg havde med at få den overført til Wordpress fra en almindelig hjemmesideskabelon jeg havde bygget op i Frontpage i sin tid. Nu er de sidste flytterier kommet på plads. Jeg har fået den flyttet ned i roden af mit domæne og der er efterhånden ryddet op og gjort rent i baglokalet. Det kan I ikke se herudefra, men jeg siger jer, det rod jeg havde lavet derinde, var Surftowns Supporthold ikke synderligt imponeret af. Eller måske var det lige netop det de var?

Anywhos, så er den nu up and running og jeg elsker den. Den er mit lille hjertebarn, som jeg startede med at lege med lige, da jeg havde fundet ud af, der var noget der hed en computer. Ok, måske lige et par år efter, jeg havde opdaget tasterne. Men lad os bare slå fast, at jeg var meget grøn, jeg lavede en masse fejl, som lærte tons af og jeg fik en masse hjælp fra alle de nørdevenner, jeg kunne støve sammen. I dag kører det lidt nemmere for mig, og nu kan jeg slet ikke lade være med at sidde og nørkle ude i føromtale baglokale og lege lidt med koderne, justere lidt på rammerne og eksperimentere med temaerne. Så det du ser nu, er højst sandsynligt ikke det du ser om et halvt år. Det er meget svært for mig at lade designet stå stille.

Men kig selv ind og lad mig endelig høre, hvad DU mener om billeder og det sprog de taler helt for sig. Og måske endda også, hvad du mener om de tanker JEG gør mig om billeder og billedsprog.

Vi ses derovre!

(…og nu vi er ved billeder, så skal jeg nok komme i gang med at tegne igen…lige om lidt. Bare rolig!)

Velkommen til Frk. Fryds gemakker

Jeg blev simpelthen så glad og stolt da jeg klikkede mig ind på Marias blog i morges.

Waaauw, siger jeg bare....og er så ellers helt tom for ord.

M.Å T.E.G.N.E M.E.R.E N.U!

Hvor mange håndtryk er du fra en historisk vigtig person?

Du er hermed advaret. Det handler om rent blær det her, så lider du af Jantelov, så klik bare videre i din blogroll nu!

Jeg plejer at lege denne leg med mine elever, og nu vil jeg så også prøve den med jer. I dag kom jeg nemlig tæt på én, der kun er ét håndtryk fra Dronning Margrethe, hvilket betyder, at jeg nu er to håndtryk fra hende.

Det tager jeg nu ganske roligt, for det var jeg nemlig allerede og via en langt mere interessant startperson. Jeg har nemlig trykket Bill Clinton i hånden, og er dermed også kun to håndtryk fra:

Barak Obama:

Pave Johannes Paul den 2.:

Nelson Mandela:

John F. Kennedy:

Det var den første rigtige sommerdag i 2006, jeg cyklede fra Gentofte ind til Spar Nord på Rådhuspladsen, hvor jeg skulle tale med min bankrådgiver om, hvordan jeg kunne finansiere to års studier ved New York University, som jeg netop var blevet optaget på. Vi stod lige på tærsklen til vores rejse til USA, og jeg var opslugt af planerne for mit professionelle liv i de tre år vi skulle være der. Planerne og ønskerne var store – finanserne knap så store, hvilket desværre bremsede hele processen. Men jeg var stadig optimist den dag, jeg kørte ind over Kgs. Nytorv og nød solstrålernes varme i mine vinterblege kinder.

Ved D’Angleterre stod der en masse mennesker, og det var tydeligt, at der var en kendt person på færre. Da jeg var i god tid, stillede jeg mig op og ventede. Nysgerrig som man jo er. Det tog mig ikke længe at finde ud, at det var Bill Clinton, der var tale om, og han snart ville komme ud. Tiden gik. Han kom ikke, og min aftale i banken rykkede nærmere. Jeg måtte køre og nåede ikke at se ham.

Da jeg en time senere kom tilbage stod de samme mennesker der stadig. Solen skinnede også stadig, og jeg havde fri og ingen planer, så jeg stillede mig på solsiden af den røde løber, hvor der sjovt nok ikke stod ret mange, og så ventede jeg. En times tid senere kom han ud, smillede til skyggesiden, som stod med tykke biografibøger de gerne ville have signeret og gik målrettet over til solsiden, hvor vi alle fik et varmt og smilende håndtryk.

Min pande var glinsende rød på dette tidspunkt og det blev mine kinder sørme også af den charmerende gråsprængte mand, der trykkede min hånd.

Ingen tvivl om, at Bill Clinton bestemt er en af de mest interessante personer jeg kunne komme tæt på, og dermed i sig selv er det en fantastisk oplevelse for mig, som jeg elsker at dele med andre. Jeg er stolt som en i bare pokker over dette. Men jeg tog det også som et personligt tegn den dag. At vi netop stod med den ene fod over Atlanten og var på vej til USA, skulle nok vise sig at ende godt. Og det gjorde det jo også. Dog ikke på NYU og med en Master i Pædagogik i Billedkunst i bagagen, men derimod med tre års livserfaring og en 1½ årig Skrupsak i bæreselen. Jeg ville ikke bytte for en femmer den dag i dag.

Hvor mange håndtryk er du fra en kendt historisk person og vigtigere endnu, hvilken betydning har det haft for dig at møde netop det menneske?

Lettelsens suk

Jeg fik endelig fundet ordene og sagt dem højt. Situationen opstod, hvor jeg endelig kunne få luft uden at jeg forværrede noget, jeg allerede fandt godt og grundigt dysfunktionelt.

Jeg fik fortalt om grædende cykelture hjem fra arbejde, om manglende forståelse, anerkendelse og samarbejde, om min første oplevelse som 100% privatpraktiserende lærer, om hårdt sprogbrug der blev kastet skødesløst rundt i humoristiske sarkastiske forklædninger, om børn der ikke bliver set og prioriteret og om hvorfor den lange køretur ikke er min tid værd i det lange løb.

Og så cyklede jeg væk fra den skole, der for ganske kort tid var drømmestedet for mig at arbejde på, men som nu står tilbage som et flagskib, der proklamerer sig som mentorskole, og derfor har så travlt med alt andet, at den glemmer de værdier, de børn og den undervisning, den startede op med at være skole for. Skuffelsen over dette er enorm fra min side.

Mine ord blev hørt - og taget ind - vejet - følt og smagt på - opbakket og forstået - og undskyldt.

Et "Vi kommer til at savne dig", røg også berørt med i snakken. Min frygt kom til skamme. Der var ingen der angreb mig eller lod mig og mine, alt for mange, følelser i stikken. Sarkasmen og ironien var sendt til tælling og alvoren og selvreflektionen var sat ind i stedet. Hvor kom mon den tidligere uforklarlige frygt fra?

Det regnede da jeg kom ud. Og det kølige vand føltes fantastisk på den pande, der ikke længere var spændt i en bekymrende rynke. Min krop føltes lettere at træde frem i pedalerne og knuden i maven, den der har siddet der i flere uger, og som jeg ikke har kunne skrive mig ud af, den var væk!

Løftede øjenbryn

Jeg har altså to drenge her i huset, der kan løfte det ene øjenbryn på her måde:

Damn, det gad jeg godt at kunne. Der er ikke noget mere: "Ja, hvad tror du selv?, og tror du i øvrigt at jeg er så dum at jeg falder for det gamle trick?"-agtigt over det. Det er umuligt at tage røven på én, der kigger på dig på dén måde. Det ville være så sejt at have den egenskab som lærer. Især når børnene nogen gange er et hovede højere end en selv.

Jeg kunne selvfølgelig også bare hoppe op og bide dem i knæet?

Løn!

Tænk jer! Jeg har lige modtaget den første lønseddel i over tre år!

Jeg kan slet ikke finde ord for hvor fedt det føles endelig at tjene sine egne penge igen og kunne være med til at bidrage økonomisk til vores lille familie. Penge burde være ligemeget, men lige netop i dag, er de for mig et symbol på selvstændighed, sammenhold, anerkendelse, stolthed, medansvar, ligeværd og måske denne nye lækre regnjakke fra Danefæ!?

Min drengedukke

Min lillebror er 7 år yngre end jeg. Da han kom til verden, var det noget af det sejeste, der kunne ske i min verdensoptik. Pludselig havde jeg en af de vildeste dukker på vejen. Min nye dukke kunne nemlig både skrige efter mad, tisse OG skide! Jeg blev hurtigt en god bonusmor til denne lille drengedukke, og han blev trillet op og ned af gaden og nusset og pysset. Da vi blev ældre, blev jeg hans barnepige, som passede ham, når vores forældre havde aftenvagter i familierestauranten. Der var ikke så meget dukke over ham mere, men han skulle stadig passes på og beskyttes af mig, hans elskede Belle. Og sådan voksede vi langsomt op sammen, og som tiden gik blev vi lige så stille lige høje, og ret hurtigt derefter var han højere end mig, men jeg var stadig den store på en eller anden måde. Den han kom til efter råd, og den der irettesatte, guidede og klogeågede ham alt for ofte.

Now - not so much!

Det er ikke lige sket, at han og jeg blev ligeværdige voksne, hvor rådene, klogskaben og vidensdelingen blev en naturlig del af et velfungerende tovejssystem. Det gik allerede op for mig allerede for 7 år siden (og måske endda længe før), hvor vi begge sad med hver vores forliste kæresteforhold bag os og slikkede vores poter sammen. Han delte gavmildt ud af sin menneskelige indsigt. Vi lyttede til Allan Olsen i hans tagvindueskarm og talte om de dybe store og vidtstrukne ting i livet.

I dag sad han sammen med sin specialegruppe og imponerede ledelsen i et af dansk politiks midterpartier med et forslag til, hvorledes de kan "...ruste [deres] forvaltning af partiets kommunikative modmagt i mod den tiltagende NPM (new public management)-tendens". Og jeg er simpelthen bare så stolt af ham. Hvor er han sej, sådan lige at gå ind til de store kanoner og turde fremlægge sine tanker om, hvorledes de kan gøre det, de allerede gør og har gjort i mange år, på en bedre og mere konstruktiv måde. At turde tro på, at han kan lære DEM noget. Det er selvværd og selvtillid, der vil noget. Og han har noget at have det i! Det opdagede de heldigvis også med det samme

Nu er han lige snart akademiker og har dermed et papir på sin hjernekapacitet. Det papir behøver jeg ikke at se. Jeg har allerede set det hundredvis af gange. Jeg tror dog, at han selv glæder sig bare en lille smule til at se det sort på hvidt, om ikke andet så for at se en ende på de sidste mange års anstrengelser.

Nu har jeg en ny drengedukke i min barnevogn, og den ligner til forveksling den første jeg havde af slagsen. Godt nok, har denne dukke nogle meget karakteristiske fysiske og personlige træk, der minder umiskendeligt meget om min mands, men humoren og blikket i øjnene er det samme som min lillebrors. Når han kigger på dig og lader ansigtet fortælle, at han prøver at regne dig ud inde bagved din facade. Noget siger mig, at menneskekenderen er den samme i de to. Det ville være en gave af de største, hvis han skulle være så heldig at have arvet noget fra den skuffe.