Citatet, der opstod til lejligheden #2 - ophavskvinden

Det er sikkert en overspringshandling fra min 12 siders Bullshit Bingo med Faglig Læsning, men jeg var simpelthen så undrende over, hvor det føromtalte citat af Martin Luther King Jr. var opstået fra. Jeg går helt i nørd med sådan noget, når først det har sat sig fast i hovedet på mig. Puzzled er et godt engelsk ord for min tilstand. Jeg kan ikke finde et bedre dansk ord. Kan du?

Nå men, jeg søgte lidt videre og fandt ret hurtigt svaret på et par amerikanske hjemmesider. Det viser sig, at det er en 24-årig kvindelig studerende ved navn Jessica Dovey, der har skrevet den første linje. Hun refererede til MLK's ægte citat på sin Facebookprofil ved at sætte citatet i anførelsestegn lige efter sin egen linje: "I mourn the loss....etc."

Hvis du er lige så nørdet som jeg om sådanne ting og gider læse et langt blogindlæg på engelsk om det, så kan du læse hele historien HER.

Citatet, der opstod til lejligheden

"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy." - Martin Luther King, Jr

Ovenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?

MLK'citatet rammer spot on, hvordan jeg selv har det med hele jubelscenen efter Bin Ladens død, men jeg undrede mig over, hvem de mange tusinde tabte liv var og hvem den enes død han talte om var. Var det Vietnam han refererede til? Eller en historisk reference til Hitler og 2. verdenskrig?

Ingen af delen viser det sig. For citatet er tilsyneladende falsk. Det er af mange brugt som indledning til det følgende citat, som derimod skulle være ægte nok:

Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that."

Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King "Strength to love". I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.

Efter den værste irritation over ikke at kunne bruge det velplacerede citat alligevel, havde lagt sig, forundredes jeg over, hvor hurtigt det var gået med at sprede citatet og honorere MLK for det. Hvorfor var han blevet forfatter til det? Hvorfor skulle citatet have en kendt ophavsmand, i stedet for at den person som havde startet det på sin Twitter selv kunne blive anerkendt for sin retorik og reflektion?

Virale medier er en forunderlig størrelse og jeg vil herefter fortsætte med at følge verdens lige så forunderlige reaktion på et af dette årtis største begivenheder. Hvor mon det ender? Og hvornår?

Hørt i toget

I morges skulle jeg med s-toget ind til UCC på Nørrebro og overhørte følgende samtale mellem to pressefoldede erhvervsmænd, der sad med hver sin Børsen:

Pressefold 1: "Hvad så fyrer I inde ved jer?"
Pressefold 2: "Ja, vi skal af med et par stykker."
P1: "Aarh, come on, det kan du gøre bedre."
P2 smågriner forlegent, mens han kigger nervøst rundt i den stopfyldte linie H.
P1: "Der må sgu da være mere end et par stykker du har lyst til at vappe ud, nu du har chancen? Lige et fjols her og et der."
P2: "Tjaaahhh...", griner igen forlegent.
P1: "Ha, ha, ha, ha, så kan man lige få ryddet lidt op på kontoret...ha, ha, ha....." Nyder tydeligvis lyden af sin egen stemme og sine morsomheder, som når hele vejen ud til vinduesrammerne i vognen.
P2 åbner Børsen...den fænger ikke, lukker den igen og hiver sin bærbare op og kigger MEGET koncentreret ind i skærmen resten af turen.

Mage til stupiditet skal man lede længe efter. Det tog lige nøjagtig Pressefold 1 et minut at få en hel togvogn til synkronsukke højlydt og veksle indforståede blikke om hans manglende situationsfornemmelse. Kvinden over for ham, strammede helt til, inden hun demonstrativt rejste sig op og satte sig i den næste vogn.

Der er intet som en fælles fjende, der kan samle en gruppe, og han gjorde det ubeskriveligt nemt for os andre at unite i morges.

Mørke får ting til at vokse

Det er endnu en af de nætter, hvor hovedet er for fyldt af tanker til at kroppen kan finde hvile. Det er en endnu en nat efter endnu en dag, hvor tingene på arbejdet er taget med mig hjem. Det er endnu en nat, hvor mørket får alting til at vokse sig 100 gange større og presse sig så meget på, at det må ud for at der igen er plads til ro i kraniet.

Perioder som denne, hvor boldene på arbejdet er små personlige skæbnebolde, der delvist skal forblive i luften ved min hjælp, er en lærers spidsperioder. Vi har ikke dyre deadlines, som koster firmaet millioner eller store præsentationer, som involverer vigtige samarbejdspartnere. Men vi har skæbner. Læring. Og følelser. Og mennesker mellem hænderne. Og for det meste er det en af de bedste ting ved jobbet. Jeg ynker ikke. Jeg elsker den del af det. Og det er derfor jeg nogen gange ligger i mørket og ser tingene vokse for øjnene af mig. Også selv om de er helt lukkede. Øjnene.

Det er bekymringer, der vokser. Det er undringer. Reflektioner. Opgaver. Ord. Ting sagt i løbet af dagene. Handlingerne. Spørgsmål, som selvsagt ikke kan svares af mørket, men som i stedet gøder dem og lader dem vokse. Det er helt klart ikke tiden eller stedet at stille disse spørgsmål, men det er som om, at den vågne sorte stund ikke kan bruges til andet.

Det er ikke fordi jeg er mere i hovedet end i kroppen. Ellers heller ikke en uvant situation for mig at havne i, men altså ikke denne gang. Men det er hovedet, der er ved at sprænges, når jeg ligger der. Kroppen har handlet hele dagen, gået fra den ene snak til den anden. Det ene møde efter det andet. Den har talt, ageret og reageret. Den er træt og vil gerne sove. Men hovedet kan ikke følge med kroppen på sådan en dag, og nu ligger det og prøver at finde mening i det hele og rydde op i kartoteket, så det kan efterkomme kroppens ønsker om stilhed.

Og nej, jeg er ikke på grænsen til stress eller andet alvorligt. Jeg ligger ikke sådan her hver nat. Jeg er bare involveret og engageret lidt mere end jeg plejer og det fylder lidt mere end normalt. Sådan er det i sådanne spidsperioder. Nu deler jeg det med jer, for så ligger jeg i den tid ikke på puden og drejer rundt som en anden grillkylling på spyd, og mon ikke en eller to af jer derude kan genkende lidt af det jeg skriver?

Og når jeg så vågner sådan en nat, så er der i min verden kun én ting at gøre. Vågne helt op, åben en bog eller computeren, skrive lidt, læse lidt, tænke på andre ting og handle på de kildne ting, og så lægge sig til at sove igen. Det plejer som regel at hjælpe. Grillkyllingens rotationsmotor går i stå.

Det er heldigvis ikke kun bekymringer og deslige, der vokser i natten. Det er også genialiteter. Det er små geniale indfald i min hjerne, som trykker på og SKAL ud, fordi verden i det øjeblik vil synes fattigere, hvis det ikke bliver delt med den hurtigst muligt. Heldigvis skriver jeg den slags genialiteter ned på ikke udgivne poster og morgenlyset har det desværre med at sløre læsningen en smule dagen efter. Pinligheden krummer sig sammen helt ned i tæerne, når jeg læser mine egne ord og jeg priser mig lykkelig over, at dette ikke var en af de gange, jeg trykkede på send eller udgiv. Genialiteterne kommer desværre ofte i grænselandet mellem drøm og virkelighed, hvor alt kan lade sig gøre og hvor det virker naturligt at tænke, som jeg gør. Morgenlys, den djævel, kræver realitetssans. Og der er morgener, hvor jeg faktisk ikke selv kan forstå eller tyde det jeg har skrevet. Jeg håber ikke dette er en af dem, for nu trykker jeg UDGIV INDLÆG.

Godnat.

Hvordan mon...?

...verden ville have set ud i dag, hvis man under 2. verdenskrig havde været lige så oplyste om planlagte krigsangreb, som vi er i aften?

Find én fejl

Forklaringen fra ministeriets side er at det er grafiske hensyn. Well, hvordan forklarer vi eleverne, at det er ok at rode rundt med sammensatte ord, hvis bare det ser grafisk godt ud?

I kan godt se fejlen, ikke?

Jeg havde fordomme

…da hun kaldte et barn fejlfarvet, og da hun lidt senere forsøgte at være morsom ved at sige, at den sorte kvinde, der tilfældigvis gik forbi bordet, nok havde været for længe ude i solen.

Er jeg så egentlig en skid bedre end hende?

Revet æble og ristet brød?

Lad mig starte med at sige, at jeg har store forventninger til, at dette indlæg skal slå indlægget, hvorfor det hedder æbleskiver, af pinden i googlesøgninger, der leder til min blog. STORE forventninger, that is!

Nororvirus, Roskildesyge, Omgangssyge. Kært barn har mange navne og fælles for dem alle, er at det er noget, der forstår at komme omkring.

Den vi stiftede bekendtskab med i nat, manden og jeg, havde været omkring en venindes familie på fire, Skrupsakken, Skrupsakkens morfar og mosse, som passede ham, da den var ved ham (tak for hjælpen med pasningen ellers!), Mosses far, som var inviteret til pandekager (tror nok han overvejer det et en ekstra gang, når der er småbørn i huset for fremtiden) og nu manden og jeg. Hvis vi er rigtig heldige (og her er der helt klart tale om ironi, bare hvis nogen skulle være det mindste i tvivl) har vi fået det spredt videre til vores søde naboer, som inviterede os til tapasmiddag i aftes, og min brors familie, som kom på besøg ved morfar lige efter vi kørte hjem. Det er jo med at holde sådan en viruskrabat i live og få delt det glade budskab ud.

Det er et gammelt kendt husgeråd, at man skal spise revet æble, ristet brød og drikke rigtig coca cola. Den sidste giver mening, da coca cola jo er så krads, at man kan rense toiletter med det. Men hvorfor dælen skal æblet være REVET? Hvad er det lige, der sker, når man river æblet frem for blot at spise det helt? Og hvorfor skal brødet ristes? Klart, det smager bedre, men det er vist ikke hele grunden, vel? Og må man komme marmelade, nutella eller pålægschokolade på? Nej, vel? Tænkte jeg sgu nok!

Da jeg har oceaner af tid her under dynen i dag, har jeg ligget og hygget mig med at google mig frem til svarene. Men det er gisninger folk kommer med, så nu vil jeg i stedet lade dig komme til orde. Ved du det? Enlighten me please! Har vi tale om hokus pokus råd eller er der noget om snakken? Ja, jeg keder mig. Rigtig meget.

ps. Billedet er af en forstørret virus. Og jeg synes faktisk godt man kan se på den, at det er en led satan sådan én.

Forandring

Applikationsjomfru

…har jeg været indtil i dag. Nu har frugtposen fået navn på og jeg fik overvundet min skræk med applikationer:

Lis har lavet en virkelig god vejledning til NEM OG FLOT APPLIKATION og den har jeg fulgt til punkt og prikke og det gik som smurt. Tak Lis! Der er bare en lille aberdabei, som nogen af jer kreabloggere evt. kan hjælpe mig med. Jeg blev nemlig ved med at få lim på nålen, når jeg syede i applikationen, og det betød at for hver anden cm skulle jeg lige tørre nålen af ellers knækkede snoren, fordi nålen klisterede fast i stoffet. Jamen, sjældent har jeg da oplevet noget ret meget mere irriterende, når man forsøger at få det til at se pænt ud.

Hvad gør jeg forkert? Er det bare en dårlig hifix jeg har, stryger jeg det for lidt eller er der noget jeg ikke har forstået? Hjælp mig.

(…og ja, S’et vender forkert, fordi jeg glemte at spejlvende, så helt til punkt og prikke fulgte jeg så ikke vejledningen. Men jeg synes faktisk det passede meget godt og valgte at bruge det omvendte s alligevel.)

Et stærkt hjerte

Jeg sidder på mit arbejde og funderer. Der funderes meget for tiden. Om livet. Og om døden. Nok mest det sidste, men det behøver ikke være sørgeligt og deprimerende. Jeg er vist nået over den del, hvor jeg er trist. Eller måske fortrænger jeg den bare?

Da jeg kørte fra Odden mandag aften mod mit hjem efter besøget hos Bedste, tændte jeg for musikken i bilen. Det var "bare" Rasmus Seebach og der var intet sørgeligt over hverken melodi eller tekst. Tværtimod føler jeg ofte glæde og lyst til at skråle højt i bilen, når jeg hører netop den cd. Men jeg tror det var lige meget, hvilken musik jeg havde valgt i det øjeblik, for der var noget der skulle ud, og musikken og landevejen var blot katalysatoren for grådens vej ud af mit system.

Jeg storhulkede min vej gennem det sjællandske mod Roskilde og da jeg nåede Roskilde var jeg tom. Jeg har ikke grædt siden. Jeg har derimod grinet og lavet småjokes om hende. Såsom at Pinsen måske er hendes yndlingshøjtid, og hun lige vil have den med inden hun smutter. Pinsen er også en overset helligdag i verden i dag. Måske vil hun lige give den sin sidste hyldest?
Psykologer vil nok sige, at vi er begyndt at forlige os med tanken om, at hun skal væk. Vi har sagt farvel og humoren er vores forsvarsmekanisme mod sorgen, der selvfølgelig igen vil blomstre op, når hun ikke kan kæmpe mere. En begravelse er en anden god katalysator for indestængt gråd, ikke?

Det jeg funderer over i disse dage er, hvorvidt man selv egentlig KAN vælge at dø. Jeg hører mig selv og plejerne sige til hende, at hun godt kan give slip nu, der er styr på det hele. Men måske kan hun ikke give slip. Måske ved hun ikke, hvor den knap sidder, som man trykker på, når man gerne vil have fred. Eller måske kan hun selv styre og synes bare ikke selv, at hun er klar endnu. Måske er der ikke styr på det hele i hendes verden. Men hvad er der mere at ordne?

Er det fordi hun har et stærkt hjerte? Det har hun. Men er det det samme stærke hjerte, der kæmper for/imod hende nu? Jeg vil ønske, at jeg har arvet dette hjerte. Det ønske har jeg altid haft. Og det har jeg stadig også selv om det måske vil betyde, at man selv skulle ligge og vente på døden på den måde, som hun gør igen i dag.

Jeg vælger at tro på, at hun forsvinder helt, når hun er klar, og når hun mener, at vi er klar. Måske er det netop det, der er hendes kamp? At gøre os andre klar? Og hvornår er vi så det?

Livsvilje eller dødsangst

Hvilke af de to, der holder flammen tændt i Bedste er uvist. Flammen er på lavt blus og der er langt mellem de øjeblikke, hvor man kan fange hendes hjerne klar. Hun er nervøs og bange siger hun. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hende. Og det kan jeg. Jeg er fandme også bange for at dø og ikke længere være til blandt de folk, jeg elsker så højt.

Vi har siddet hele natten med døden som fjerdemand ved Whistbordet. Bedste, min papmor og jeg kom igennem mørket sammen, og jeg er så inderligt taknemmelig for at jeg tog den stund med hende. Jeg fik for lidt siden sagt mit farvel, godnat og "Jeg elsker dig" efter en forvirrende snak om røde heste, der skulle bremses, så hun kunne få franskbrød af sin mor og holde op med at drømme grimme drømme. Kl. 19.30 satte jeg mig igen på Molsfærgen, denne gang den anden vej. Hun kæmper videre med eller mod det ene eller det andet. I nat har hun også familien ved sig og i morgen og lige så længe hun holder fast i sin kamp vil de være der, sammen og på skift.

Hjemme venter min hverdag med job, mand og barn og det virker mere end nogensinde som noget af det mest priviligerede og lykkelige i mit liv. Der er ikke særligt langt fra viljen til at kæmpe for det liv og angsten for at dø fra det. Og alligevel er de to noget af det mest modsætningsfyldte jeg kan tænke på lige nu. Hvorhenne i dem ligger freden?

Fastansat

Jeg har i dag fået min kontrakt på min fastansættelse. Indtil nu har jeg været ansat som barselsvikar, dog "med henblik på senere fastansættelse", som der stod i jobannoncen. Så jeg vidste jo godt, at det ville ende sådan. Men alligevel. Der er noget med papir, ikke? Det er en rar fornemmelse at se det sort på hvidt.

Det fik mig til at tænke på de tidligere barselsvikariater, jeg har haft, og der er altså en del, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at søge vikariater. De er på en eller anden måde dejligt uforpligtende og fungerer lidt som en forlænget prøveperiode, hvor man kan tjekke jobbet, kollegerne og ikke mindst arbejdsgiverne lidt ud. Og kan man ikke lide duften i bageriet, så kan man altid søge videre efter vikariatet er endt. No harm meant. Det har jeg gjort to gange, hvor jeg har takket nej til tilbuddet om fastansættelse. Jeg er nok lidt af en fling indenfor det jobmæssige, hvis du ser på mit cv. Men mit problem, vil nogen kalde det, jeg ser det som en force, er at jeg KAN ikke arbejde et sted, jeg ikke trives. Til gengæld er jeg en ildsjæl, hvis jeg finder ligesindede at lege med.

To gange har jeg sagt ja tak til at fortsætte i folden og de to gange har været to af mine allerbedste jobs. Som i, allerallerbedste jobs. Og som i, hvorfor jeg synes lærerfaget er et af de bedste fag i verden.

Jeg blev ikke som sådan spurgt i dag, blev bare bedt om at skrive under, som om man forventede, at selvfølgelig ville jeg det. Og selvfølgelig skrev jeg under.

Nu rumsterer de to tidligere "Ja tak" oppe i hovedet på mig, og jeg må sige, der er forskel på dem og nu. Hvori forskellen ligger, det skal jeg til at finde ud af. Det tænker jeg meget over lige nu og de tanker er svære at tegne. Så er der lidt stille på bloggen, så er det derfor. Og så fordi jeg er ude og male på det store grønne lærred udenfor selvfølgelig. Kan man andet i dette vejr?

Når kunsten banker på døren en lørdag aften

I aftes, da jeg havde besøg af mine kusiner og vi netop har sat os til bordet for at spise, banker det på døren. Jeg åbner op og udenfor står to lidt forsigtige unge mennesker, en kvinde og en mand. Under armen på kvinden kan jeg se en stak plakatstore tegninger/billeder.

De præsenterer sig høfligt på engelsk som to kunststuderende fra Israel, der ønsker at vise mig deres billeder og evt. sælge noget til os. Jeg studser. Det er en lørdag aften ved spisetid i et nybygget forstadskvarter, netop så langt fra København midtby, at det virker lidt underligt at se to israelske kunststuderende på gåben, der sælger kunst! Jeg siger pænt nej tak, da jeg hellere vil ind og spise min mad og hygge mig med mine kusiner, og lettere fornærmet takker de af og siger farvel.

Da jeg så kommer ind i stuen igen, kan jeg mærke, at det er altså for underligt. Hvad ville de? Er de virkelig bare kunststuderende, der vil sælge kunst? Eller er de ude og spotte tomme huse, fyldte biler, antal hjemmeværende personer i husene osv. Oplevelsen havde lige nøjagtig været så overraskende at den såer tvivlsspørgsmål inde i mig. Jeg blev vildt utryg og nervøs, og min fantasi kørte derudaf med billeder af mig alene hjemme, der lukker dem ind i min entre, fordi jeg faktisk gerne ville have set deres billeder, men så bliver overfaldet af de tre store fyre, de har ventende i buskene, som stjæler alt vi har af kontanter og andre hurtige værdier og banker al bevidsthed ud af mig.

Og jeg ender med at ringe til naboerne, som også har haft besøg, og som også føler sig utrygge nu, og derefter ringe til politiet.

Og så bliver jeg gal. Gal og irriteret på mig selv, over at jeg lader mig skræmme. At jeg lader mig påvirke af nyhedernes mange historier om myrdede kvinder, bastialske hjemmerøverier og -overfald og skræmme skræmme skræmme...TV! Jeg bliver irriteret over at være den bange forstadshusmor, der ser ondt i alle der kommer forbi hendes vej, og ikke er åben for at ung spirende kunst netop har ringet på hendes dør, og hun nu har lukket af for muligheden for en spændende berigende møde med nye håbefulde kreative mennesker. Jeg bliver irriteret på de to unge mennesker over, at de vælger at gå rundt en lørdag aften efter mørkets frembrud i stedet for søndag eftermiddag, hvor de jo slet ikke ville have været nær så suspekte og skræmmende!!?? Jeg bliver gal over, at jeg ikke længere er en af de personer, der lader min dør være ulåst og vinduerne åbne, når jeg kører et hurtigt smut til købmanden. (hvilket jeg så rent faktisk stadig nogen gange gør, men kun fordi jeg glemmer at gøre andet). Jeg bliver irriteret over min manglende tillid til det hele.

Ja, jeg bliver irriteret over at mærke på egen krop, hvordan fordomme, fantasi og usikkerhed kan få én til at foretage nogle valg, der stritter i mod ens normale værdisæt. Jeg tror på at åbne mit hjem og invitere selv fremmede indenfor. Jeg tror på, at den næste fremmede person der kommer forbi dig kan være din nye bedste ven og kun kan blive det, hvis du er åben over for ham eller hende. Jeg tror på at mit hjem er et samlingsted, hvor alle føler sig godt modtaget og velkomne. I det hjem, jeg er født og opvokset i og har mine værdier med fra, ville man ville have inviteret de to studerende indenfor til at glas vin og en hyggelig aften. Og i aftes gik jeg i stedet i mod alle de tanker og værdier og lukkede mit hjem af i frygt.

Hvad fanden er det lige med det? Kan I fortælle mig det? Hvad ville I have tænkt og gjort?

Ja, god søndagmorgen til dig også!

ps. Jeg fandt lige dette link, om én (og flere), der har oplevet det samme. Og unge spirende kunstnere var de så ikke, men ej heller mordere eller indbrudstyve.

Der findes et særligt sted i helvede for mennesker, der ikke hjælper hinanden!

Jeg er en et priviligeret kvinde menneske. Lad mig starte med at sige det!

For det første fik jeg denne bog tilsendt som gave mod at jeg ville skrive lidt om den på bloggen. Det takkede jeg straks ja tak til, fordi jeg elsker at læse bøger, især bøger der bliver udgivet for at gøre en forskel og fordi jeg har hørt meget om bogen og var nysgerrig for at se, hvad den havde at byde på. Og jeg må indrømme, at den altså ikke helt kommer ind under huden på mig.

Bogen som sådan har et super godt budskab, og måden den er bygget op med skiftende fakta, kvindefortællinger og eksempler fra det virkelige liv er også udemærket.

Det er indholdet, der skærer i mine knogler. Fortællingerne især, som efter min mening bliver for unuancerede og ene og alene bunder i tolkninger, der er stærkt farvet af en feministisk optik.

I går, da jeg skulle lave dagens tegning, og selvfølgelig havde lyst til at markere kvindernes kampdag sad jeg med ltrangen til at skrive mere. Men jeg endte med at vælge et motiv, der veg laaaaangt bort fra den moderne danske kvinde, som mange gik på barikaderne for i går, og samtidig valgte jeg at lade være med at forholde mig til emnet selv og i stedet lade andre tale igennem mit indlæg. Ene og alene fordi jeg ikke ville virke usolidarisk overfor mit køn.

Men nattens tænkeri fik mig til tasterne her i morgenstunden, og nu skal I høre. Måske er det min tid i USA, der påvirker mine holdninger til emnet. Jeg synes nemlig, at når man er “nødt” til at have en kampdag og at udgive lignende bøger som den ovenstående, så gør man helt automatisk sig selv til den svagere del, der er nødt til at markere sig for at få magten. Og det synes jeg er en falliterklæring. Det minder mig om de sortes kamp i USA, hvor de konstant markerer sorte frihedsdage, sorte store personligheder i historien osv. De eneste, der ikke må gøre sådan er de hvide mænd. De ville med det samme få skudt i skoene, at de var enten racister eller kønsdiskriminerende. Og de kan jo faktisk have lige så meget behov for at markere deres særlige træk, ikke?

Jeg er klar over, at det er historien, der spiller ind. De undertryktes historie skal man ikke undervurdere eller for den sags skyld vise manglende respekt for. Det ønsker jeg heller ikke med dette indlæg. Jeg forstår udemærket hvor kvindekampdage og lignende offentlige markeringer stammer fra. Jeg kunne bare ikke stille mig op i går og sige, at jeg går ind for en international kampdag for os kvinder i dagens Danmark. Jeg synes sådan en dag får os moderne kvinder til at virke martyriske og forsmåede frem for de stærke følsomme intelligente væsener vi er.

Titlen til dette indlæg er tyvstjålet fra Overblikkets Facebookopdatering i går. Jeg synes nemlig, at det er meget mere vigtigt at have en international fælleskampdag, hvor vi markerer, at vi er fælles om denne verden og om vores børn og dyr. Hvor vi markerer, at vi står sammen om at få det hele til at fungere lidt bedre i hverdagen ved at hjælpe hinanden på tværs af race, køn og nationaliteter. Hvor vi stærke priviligerede vestlige mennesker mødes i fred om at hjælpe den del af verden, der virkeligt behøver hjælp lige nu. Så skal jeg i mellemtiden nok selv tage min lønforhandling, bære mine indkøbsposer og klare opvasken, hvis jeg har brug for det.

Jamen, jeg HAR jo tilbudt dig, at du bare kan droppe mig af i Paris!

Ovenstående er et tilbud fra konen til manden. Manden skal til Le Mans med drengene. Konen planlægger en Londontur med pigerne i stedet. Noget for noget, mener hun. En weekend væk på tur = en weekend på tur.

Sådan ser mændene ikke helt på det. Deres Le Mans tur er i bil, i telt og med dåseøl som hovedindtag.

Pigernes Londontur er med fly, hotel og lækkert londonesisk mad og Pubøl som hovedindtag.

Mændenes tur varer fra torsdag aften til mandag morgen.

Pigernes varer fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Pigerne mener at de to ekstra dage, drengene er væk, bør indgå i en forhandling i mod hotel og dyre caféregninger.

Og pigerne HAR jo tilbudt drengene, at de bare kan droppe dem af i Paris på vejen derned. DET ville også være helt ok med dem….tssss….bevares!

Noget om menneskesyn

På torsdag skal jeg på Louisiana med en tidligere kollega, nu transmorgriffet til en kær veninde. Jeg glæder mig især til at se Farven i kunsten, men det er ikke den udstilling dette indlæg skal handle om. Det forestående besøg fik mig blot til at tænke på et indlæg, som jeg aldrig fik skrevet, men som heller ikke helt kan slippe mine tanker.

Det skulle være skrevet i midten af november, hvor jeg var på Louisiana sidst, faktisk med den samme veninde. Det var Jacob Holdts Amerika, der satte tankerne i gang ved mig. Ikke så meget tanker om kunsten, men tanker om menneskesyn og menneskelige værdier. Vel egentlig typisk for netop Jacob Holdt, altså at det ikke er kunsten som middel, der sætter spor, men derimod kunstens indhold. Som han selv siger, så er han jo ikke som sådan en god fotograf, han er en god historiefortæller, og det er dét der gør at hans billeder bliver interessante for andre end ham selv.

Hvis du nåede at se udstillingen, så ved du måske, hvad jeg mener med nogle af mine tanker allerede.

Det udsagn, som sidder fast i mit hovede er Holdts egne ord i et interview, hvor han siger, at der ikke findes onde mennesker. Der findes kun skadede mennesker. I hans udstilling er der to billedserier, der understøtter dette udsagn. Nemlig serien om familien, der er medlem af KKK:

Og billederne af massemorderfamilien. Begge familier blev Holdts nære venner og han tilbragte en del tid med dem begge, hvor han også boede i deres hjem i flere dage. Dem der kender til Jacob Holdt kender sikkert også til hans Yes-princip. Han siger ja til hvad livet tilbyder ham – aldrig nej. Og han siger ja til alle mennesker uanset køn, race, seksualitet, religion, politiske holdninger osv. Det giver ham nogle oplevelser, som han bagefter kan fortælle om i sine billeder. Og nogle oplevelser, som både sætter ar i sjælen og skår i hjertet på ham. Alligevel efterlever han sit princip 100%. Og han ville ikke være nogen af oplevelserne foruden. Er det en fordomsfri livsfilosofi? Nok nær det tætteste du kommer på én sådan, vil jeg mene, i hvert fald umiddelbart. Men der er noget i mig, der slår fra i det også. For med fordomsfrihed tænker jeg, at man er åben over for alt og alle, ikke fordi man har taget et bevidst valg om at gøre så, men fordi man ikke kan gøre andet og ikke kan forestille sig at andet er muligt. Sådan tror jeg ikke der er nogen der er 100%. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen lige i det øjeblik, jeg sidder og skriver her. Den snert af bevidsthed, som vil være i de fordomsfrie handlinger, er svær at undgå i en verden som vi lever i nu, hvor netop viden og bevidsthed er allemandseje og nærmest uundgåeligt.

Hans tanke om, hvorvidt nogle folk er onde eller blot skadede, er fascinerende for mig, fordi jeg ikke kan finde ud af, om jeg synes han har ret eller om han bare er for langt ude med den tankegang. Hvad er ondskab? Er det nedskrevet pr. lov, at ondskab skal munde ud i en bevidsthed om at ville ondt, eller kan ondskab også være en ubevidst handling fra et menneske, som så er det, fordi han eller hun er blevet skadet tidligere i sit liv og derved har udviklet et ondskabsfuldt sind. Ja, det bliver dybt, jeg ved det godt. Det er bare hele tanken om, hvor bevidst folk handler i det øjeblik, de påfører skade på andre mennesker, der bliver ved med at pusle i mig. Jeg er ikke besat ved tanken om ondskab – det er mere tanken om, hvordan jeg selv ser på mennesker, der gør ondskabsfulde eller hadefulde handlinger, gentagne gange. Hvorfor gør de det? Har Jacob Holdt ret, når han siger, at det ikke er deres egen skyld? Og er det dét han siger? Jeg ville så gerne være fordomsfri og tænke det samme. Men jeg KAN ikke lade være med at tænke, at det er for nemt for dem. Det er for nemt at skyde skylden på alt det, der ligger over i rygsækken. For nemt at frasige sig ethvert ansvar ved at dække sig ind under at andre også har været onde ved èn selv.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil føre dette indlæg videre til herfra. Jeg har som sagt ikke svarene selv, og måske derfor er indlægget først blevet skrevet nu. Jeg ved bare, at jeg mener, at man selv vælger, hvordan man vil se på verden. Og man kan altid tage et andet valg end det man ender med. Men hvis man ikke er bevidst om, at det andet valg er der og det er en mulighed for én, har man så reelt set et valg? Det er jo det, jeg siger til eleverne, når de træder i spinaten og sårer hinanden. Så beder jeg dem om at tage ansvar for det de har sagt og gjort og overveje de andre valg de havde i situationen. Men kan de altid det? Jeg taler jo ikke nødvendigvis om massemordere og ektremister her, vel. Det er jo også de små ondskabsfulde handlinger vi “almindelige” mennesker går og gør os i hverdagen.

Jeg håber virkelig at Farven i kunsten ikke er helt så tankevækkende. Umiddelbart lover overskriften mere form end indhold, hvilket vil passe mig fint lige pt. Dog undrer det mig lidt, at det hedder farvEN og ikke farvERNE. Er der i virkligheden kun én farve og skal jeg nu til at gå og fundere over meningen med det de næste mange måneder efter torsdag?

Hvem sagde at kunst og kultur var sundt og godt for menneskesjælen…Hvad? Har jeg sagt dét?….Hvornår? Kan du bevise det?

Kvinder med magt har store bryster

Jeg bruger Google billedsøgning meget til at finde inspiration til nye tegninger, og i dag havde jeg lyst til at tegne en kvinde med power. Så jeg googlede power girl.

Eller er det omvendt? Er det kvinder med store bryster, der har magt?

(I kan ligesom godt fornemme, at Skrupsakken faldt i søvn til sidst, ikke?)

Normalitet og diagnoser

Jeg har været på kursus i dag – om inklusion i folkeskolen. Det er ikke så meget det, dette indlæg skal handle om. Men det er noget, der blev sagt til mig på kurset. Noget der startede en undring eller en tænkning inde i mig.

Psykolog Bo Hejlskov Jørgensen snakkede om normalitet og om at handle i affekt i forhold til de børn, der bryder ud af rammen i den normale skoleklasse. Han kom bl.a. ind på, at børnene ikke er frække, provokerende eller voldelige af ønske, men af nødvendighed, fordi det er den eneste løsning de kan se, når de føler sig presset af en autoritet. Det handler om atde føler at de mister kontrolen og dermed evnen til at styre sig selv uden om konflikterne. Det var alt sammen meget relevant, og han forstod at fortælle om det, så det blev nærværende og interessant for alle. Det der slog mig mest i det han sagde, var da han talte om alle de diagnoser børn fik i dag. Vi har lang flere diagnostiserede børn med Asberger, ADHD, Tourette, Autisme osv. Hvorfor har vi det? Er det samfundet? Er det kemikalierne? Er det generne, miljøet eller opdragelsen? Han havde ikke svaret, men han pointerede, at de som psykologer og sundhedssystem ikke tog nogen ind og diagnostiserede dem med mindre de havde fået en henvisning….fra en lærer fx!

Så måske er der ikke kun flere diagnoser, måske er der bare flere henvisninger fra skolerne, som så ender i diagnoser, fordi skolen og forældrene har behovet for at få ord på det unormale? Måske er det skolens krav, metoder og rammer der er skyld i de mange flere diagnoser. I følge ham, har folkeskolen måske ikke været god nok til at finde de rette metoder og rammer for disse børn og derfor skiller de sig pludselig mere ud end før.

Er vi virkelig blevet så meget mindre rummelige? Eller er den undervisning, der foregår i skolen i dag blot mere synliggørende overfor de elever, der bryder normalrammen? Og er det så nødvendigvis en negativ ting? Hvad tænker I om den måde, vi i dag er blevet et diagnosesamfund, som sætter mærkater på hinanden for måske bedre at kunne forstå det menneske, der findes inde under mærkaten?

Jeg tænker lige lidt videre over det og så skal I nok få min egen holdning til det senere.

Taget ud af en sammenhæng

Jeg har ligget herhjemme på sofaen de sidste par dage med en slem hoste, og det har givet mig god tid til at se Dr. Phil og lignende berigende programmer i formiddagssendefladen.

Og Dr. Phil viste i dag dette klip:

Kvinden, som er amerikaner, er siden dette blev optaget blevet arresteret og tiltalt for børnemishandling. Episoden er optaget på en mobiltelefon af en anden kunde i butikken og videoen er blandt bevismaterialet i sagen.

Nu er dette indlæg ikke et indlæg om, hvor overreagerende amerikanerne kan være i sådanne situationer. Vi husker alle historien om den danske kvinde og barnevognen, så den behøver vi ikke rode op i igen. Det er slet ikke min pointe med denne sag. Men situationen viser sig dog at være lidt det samme. En kvinde med dårlig dømmekraft i øjeblikket. En mor, der forsøger at gøre noget for sit barn, som i den grad bliver misforstået, fordi det bliver taget ud af sin sammenhæng. Og fordi ingen tager sig tid til at gå hen og spørge hende, hvad det er hun laver eller simpelthen blot lader være med at dømme hende før de kender hele historien.

Det viser sig, at drengen, der ligger på gulvet, elsker denne leg med at lade sig trække hen ad gulvet. Og hvilket barn gør ikke det egentligt? Kvinden fortæller i showet, at hendes mand leger denne leg med deres søn hele tiden derhjemme, hvor drengen hviner og griner, og leger at han sidder i en racerbil, da det går rigtig hurtigt på deres lakerede trægulve. I situationen er drengen blevet træt af at handle med mor, og den eneste måde hun kan få ham med hen til kassen og købe sig selv et par minutter mere til indkøbene er ved at trække ham hen ad gulvet i selen. Og det gør hun så.

Vi er enige om, at det ikke lige er det smarteste sted at gøre det, men jeg er godt nok glad for, at der ikke lige har stået en mand med sin mobil ved siden af mig, mens jeg rendte rundt i Føtex med Skrupsakken hængende hvinende med hovedet nedad på min ryg midt i julehandlen.

Og samtidig så sidder jeg og ser på Facebook-statusopdateringer, der lyder: "Jeg er Kurt Westergaard", hvor de identificerer sig med en mand, der lod sit barnebarn sidde i stuen sammen med en voldelig mand med en økse, mens han selv gemte sig på toilettet. Don't get me wrong, jeg hylder også ytringsfriheden, men måske ikke lige med Kurt Westergaard til fornavn. Akkeja.....jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene om det ene eller det andet. Og så har jeg slet ikke reflekteret yderligere over, at moderen havde sin dreng i en sele, som jeg egentligt synes ville være langt mere interessant at diskutere end de 13 sekunders usammenhængende klip.

Hvorfor har man sit barn i en sele? Hvad handler dét lige om?