Hvornår tør vi stå ved det vi er og kan?

I dag kan man læse DR's hjemmeside, at Danmark åbenbart har fået lange blikke fra det amerikanske undervisningsministerium. Det viser sig at, i følge amerikanerne, så kan danskerne noget som de gerne vil lære af. Vi kan skabe kreative og løsningsorienterede unge mennesker, der kan samarbejde.

Jeg linkede til artiklen fra min Facebookside og fik en rigtig god kommentar fra en god dansk veninde, der i dag bor i USA og har sine børn i amerikansk skole. Hun pointerede nogle ting ved den amerikanske skole, som hun fandt bedre end det hun havde oplevet i den danske. Og jeg er slet ikke uenig med hende i, at der er fordele og ulemper ved begge systemer. Jeg vil endda gå så langt til at sige, at begge systemer højst sandsynligt er de bedste for de to forskellige kulturer, de nu engang er en del af. Med andre ord, den danske folkeskole vil sikkert ikke holde en uge i USA og vice versa.

Jeg har selv været elev i den amerikanske folkeskole og kan se mange, rigtig mange endda, gode sider ved den, som den danske folkeskole ikke magter. Og jeg kan se mange dårlige sider ved den, ligesom jeg kan ved folkeskolen. En af de ting, jeg ikke synes er noget for DK at se op til er hele testsystemet. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den måde at måle hverken børn, læring eller undervisning på og jeg tror ikke på det. Det rammer noget i mig og i mine personlige værdier som menneske. Menneskelige og faglige egenskaber kan i min verden ikke måles eller standardiseres.

Noget som jeg synes vi kan lære meget af i DK fra USA er derimod alle deres efterskoleaktivitetsprogrammer og deres fokus på at gøre skolen til en fast ramme for helheden i børnenes hverdag. Det gad jeg godt have mere af i DK. Det tror jeg ville skabe børn, der havde større selvværd, større tilhørsforhold til deres skole og større ejerskab over for den skole, de var en del af. Det savner jeg meget i den danske folkeskole.

Min kommentar til indlægget i avisen går på, at jeg synes det er mærkværdigt, at et af de skolesystemer, som vi i den grad pt. læner os op af i DK, i hvert fald i forhold til standardiseringer, testsystemer og faste curriculummer, omvendt kigger i vores retning for at se, hvad det er vi gør, som skaber kreative og løsningsorienterede unge mennesker.Jeg tror, det vi kan i DK i forhold til at være kreative, samarbejdende og nytænkende udspringer af et system, der netop IKKE er bundet op på at svare rigtigt eller forkert, men derimod på at tænke selv og udtrykke sig derefter. Og ja, det er så et vurderingsspørgsmål i eksamenssituationer, som den enkelte lærer skal være kompetent nok til at kunne udføre, og heldigvis har vi Fælles Mål og et godt censorkorps til at hjælpe os med den opgave, så alle børn så vidt muligt bliver behandlet lige.

At vi på den måde hele tiden ser naboens græs som grønnere undrer mig. I stedet for at stå ved det, vi har og kan og derved også fokusere på at forbedre netop det, skal vi hele tiden sammenligne os med de andre og prøve at gøre lige som dem. Da jeg læste på seminariet for 12 år siden var det New Zealand, vi gerne ville ligne. Så var det finnerne, der var vores idoler i en periode, det var vist lige efter PISA-rapporten, hvor de scorede pænt højt i Finland, og nu er det så systemer, som det amerikanske, der er let målbart og derved sammenlignligt i det store verdensbillede. Og I ved jo godt, at vi er med i den der verdenskonkurrence, ikke? Husk det nu!

Jeg er ikke i mod, at vi lærer af hinanden og lader os inspirere af andres måder at gøre tingene på. Men jeg er imod, at man ikke kan se skoven for bare træer og at man ikke giver tid til at lade tiltag, idéer og nytænkning vokse og gro, før man er videre til den næste misundelsesværdige grønne græsplæne.

Det uundgåelige indlæg dagen efter et Grand Prix show

Jeg MÅ kommentere på gårdsdagens show. Som den inkarnerede Grand Prix fan(atiker) jeg er og har været længe før jeg sad med båndoptageren oppe ved fjernsynshøjtaleren i 1982, for at være den første i klassen, der havde Ein Bisschen Frieden på bånd, kan jeg ikke lade et Grand Prix stå ukommenteret hen på min blog. Det er en af de uundgåelige ting i livet. I mit liv anyway.

I nat skete der noget typisk dansk i min optik. Hvis vi ikke kan vinde selv, så rider vi alligevel med på vinderbølgen, og napper os en lille bid af sejren ved at vælte os i selvfeden over den danske sangskriver til vindermelodien.

Et eller andet sted er det vel beundringsværdigt. Vi lader os ikke slå ud af en fjerdeplads, selv om vi et kort sekund der troede os sikre på en sejr. I stedet finder vi en anden slags sejr i det. Måske fordi vi ikke er et sekund i tvivl om at tyske Lena var mileskridt bedre både i beat, udstråling, sangstemme, melodi og over all performance end vores danske old news grand prix balade med “wind i e’ håår”.

Og på den anden side er det lidt usmageligt. At vi ikke bare kan lade tyskerne nyde at sole sig i sejren og anerkendelsen. Nej, nej, vi skal lige ind og pointere, at “vi” faktisk hjalp dem med vores musikalske ekspertise. “Vi” i form af jyden med det danskklingende navn: John Gordon. Gotta love the irony in that.

Oh well, når alt kommer til alt, så troede jeg helt ærligt ikke, at tysk musik og Grand Prix kitch kunne lyde så godt, når det blev blandet sammen. Jeg synes faktisk den er skide god. Et rigtig hit, som for en gangs skyld er moderne og følger med tiden, altså den tid, der kører videre uden for Gand Prix-verdens forunderlige tidslomme.

Og så er det jo altid tid til i Grand Prix stunderne lige at dvæle tilbage til My All Time Favorite Johnny Logans “Hold me now”! Synger du med sammen med mig?

Logans hit var faktisk det første engelske jeg skrev. Min veninde og jeg sad med den båndoptagede version af Grand Prix’et og klikkede tålmodigt på pause for hver en linie, der blev sunget, mens vi koncentrerede skrev hvert ord ned, så vi selv kunne lære den udenad. Jeg har desværre mistet transkriptionen, men jeg kan godt afsløre, at der ikke ville være mange engelsktalende personer, der kunne tyde, det vi havde skrevet. På en måde synd, at nutidens børn blot skal google Lenas strofer, i stedet for at hygge sig en hel eftermiddag med båndoptageren, ikke?

MotorvejsKongen vandt igen

Når man, som vi, ofte kører turen fra Sjælland til Jylland, kommer man til at kende sine motorvejsrestauranter, og ikke mindst sine motorvejslegepladser. Det er nemlig sådan, at når de to voksne på forsædet sidder og lytter til deres rumlende maver og begynder at overveje, hvem der skal de være heldige, der får lov at kokkere for os, så er det den lille Skrupsak på bagsædet, der i sidste ende bestemmer udfaldet.

Efter flere dage i det jyske ved familien og deres lækre kulinariske anretninger skriger vores maver som oftest efter noget let sandwich-agtigt, og Sunset ligger perfekt lige efter man har passeret broen og igen befinder sig på sjællandsk jord. Det er perfekt, da man føler, at man spiser lidt sundt og samtidig nææææææsten er hjemme, eller i hvert fald nu kan overskue resten af turen.

MEN Sunset har ikke skyggen af legeplads eller andet spas for en knap to-årig. Og efter to til tre lange timer i et bilsæde er det både til hans OG vores fordel at vi får brændt lidt krudt af, så Monarchen, der ligger lige før broen ender 9 ud af 10 gange som vinderen i det spil. Maden er so and so, men legepladsen er fænomenal!

Strandkant med vand, sten og sand, svævebane og rutchebaner! Hvad mere kan man ønske sig i 8 grader og stiv kuling, når man rejser med miniaturemennesker i bilen?

Tidshuller

En af de store overraskelser, ved at vende hjem fra et udenlandsophold, er at opdage, at livet er fortsat, der hvor man rejste fra. Et eller andet naivt sted omme i ens baghovede, forventer man, at man rejser hjem til det velkendte. Det gør man ikke! Ikke efter tre år. Tre år er lang tid og i den tid kan ens venner få børn, blive gift og skilt igen, lave store karriereskift og dermed også sociale skift, flytte til et tredje land og dermed være endnu længere væk, få en depression og komme ud på den anden side, som en helt anden person, man ikke lige umiddelbart kan genkende og så videre. Folk man før var meget knyttet til, har rent faktisk levet videre uden én! De har ændret deres livspor, indrettet dem uden én i sit liv og måske bragt nye mennesker ind i deres dagligdag. Mennesker man ikke kender til, og som måske ikke umiddelbart siger én noget. Men alligevel mennesker, som man er nødt til at forholde dig til, da de betyder noget for dem som betyder noget for ém. De samme mennesker som hulkede, da de fandt ud af at man skulle rejse fra dem, har på en eller anden forunderlig vis formået at få deres liv til at fungere uden én i sin nærhed. Hvor forfærdeligt det end lyder, finder man ud af, at man ikke er uundværlig.

News flash!

Vi var forberedte på dette. Vi havde læst om faldgrupperne på diverse hjemmesider om at vende hjem fra udlandet til HC's andedam, og vi har 7-9-13 ikke følt os overrumplet af ovenstående følelser. Vi har jo også været så heldige, at vi har kunne rejse hjem et par gange om året, og har derudover været helt ubeskriveligt beriget med besøg hjemmefra, så vi har haft hånd i hanke med, at livet gik videre uden os, og at vores nærmeste tog store livsbelutninger uden os i nærheden. Det var ikke en overraskelse for os. Måske er det også teknologien, der har stukket os en hjælpende forberedende hånd? Det er jo taknemmeligt nemt at holde hånd i hanke med hinandens liv i denne blog-, chat-, Skype- og Facebookalder.

Dog er der alligevel dukket et par overraskelser op, som vi ikke var forberedte på. Der er dukket forskellige personer op i Danmark, som ikke "eksisterede" før vi drog afsted. Selvfølgelig eksisterede de, eller dvs. den lille Prins Karl Allan gjorde ikke, men de fleste af dem er ellers voksne mennesker. Men hvor har de så været før?

Der er fx Erik og Anni. Hvem er de? Og hvor kom de lige fra? Hvad er det de kan, siden de så ofte får forsider og spalteplads?

Og de der unge mødre. Landeplagen, som alle har en mening om, og som vi ikke aner en disse om.

Og så er der Baronessen og Tina Lund. Og hvornår blev den tidligere statsministerfrue lige chik at se på? Den så jeg ikke komme. Ej, heller at vi nu har en ny statsminister, hvis navn lyder som Lykke. Det forpligter, vil jeg mene.

Og så er der de mere skelsættende ting, som når man kører ned af Jagtvejen og ser Ungdomshusets tomme byggegrund. Nyheden om husets nedrivning nåede også New York, ligesom nyheden om Christiania, men at opleve et Danmark uden ungdomshus og fristad er alligevel et lidt anderledes Danmark end det vi forlod.

På det personlige plan og dog i samme kategori, var lukningen af min elskede arbejdsplads, Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Ikke en overraskelse, da jeg selv var hjemme og hjælpe til med at lukke butikken. Men jeg oplever alligevel en overraskende tomhed, når jeg ikke lige kan køre derud og hilse på de gamle kolleger, eller vise Drengen frem for dem, jeg dengang tilbragte så mange intens, glade og hyggelige stunder med. I dag er de spredte ud over det ganske danske land og ikke sådan lige at smutte forbi til lynvisitter i spisefrikvarteret. Og de fremtidige elever jeg skulle have hilst på er ikke kommet den vej alligevel, og vil derfor aldrig få lov at opleve netop den særlige skole, hvor ALT kunne lade sig gøre, så længe viljen til det var der.

Også modebilledet er ændret. Lilla behøves vist ikke at nævnes. Skønt, at vi pædagoger endelig får lov at være trendsættere. Men Libertystofferne fortjener et par linjer. De er åbenbart større end stort i dag. Jeg spørger jer kloge blogfolk, hvad er det, de kan de Libertystoffer? Hvilken rus giver de og hvad er nogen af bivirkningerne, hvis der da overhovedet er nogen? Og hvornår skete det lige, at alle begyndte at klæde sig nøjagtigt som mine veninder og jeg gjorde i 1988? Bevares, i dag, hvor man er blevet mere bevidst om andre landes kulturer og nationalbeklædninger kalder man dem haremsbukser, men i mine øjne er det altså stadig hængerøvsbukser, som vi kaldte dem i 1988.

Nå ja, jeg har jo også en blog...

Jeg kom lige i tanke om her til morgen, at jeg da vist ikke har blogget i umindelige tider. Og her har jeg fablet stolpe op og ned om mit nye hus og min rejse hjem til Danmark, og så lader jeg jer bare hænge der, som i en anden cliff hanger.

Nå, men vi er her. Vi er i huset. Og vi nyder det, og vi savner vores far. Så enkelt kan det vel egentlig siges, men jeg skal nok give jer lidt mere. I får ti gode stunder fra den sidste uge:

1. Min far kørte os hele vejen til Sjælland på sin fridag, og blev natten over sammen med os i det tomme nye hus, så vi ikke skulle ligge her alene den første nat. Jeg nød at lytte til hans trætte snorken inde fra den tomme rungende stue, da han træt lagde sig på madrassen efter at have rykket igennem med indhentning af mad til de fremmødte gæster og oprydning i de sene aftenstimer.
2. At gå i seng i aftes med en duft af sengetøj, der havde hængt ude og Probat fra det nyvaskede trægulv. Jeg siger jer, man burde lave duftlys, vaskemiddel og håndsæbe med Probatduft. Det er noget af det bedste, jeg kan få i min næse.
3. Hyggetimer med min bror og hans familie, som nu endelig bor i vores nærhed. Den solrige dag i tirsdags blev brugt i deres have med trampolinhop, legehuslege, badebassin, sodavandsis og høj hjertelig barnelatter. Lykken var total, da min niece og guddatter slog armene om mig til sidst og gav mig det skønneste farvelkys, som hun to minutter tidligere havde nægtet mig, da hun vist nok var lidt sur over, at Drengen og jeg ikke blev og sov, som vi jo plejer at gøre.
4. Koldskål og kammerjunkere, jordbærtærte til overpriser fra bageren, leverpostej, rugbrød, Sommersby pærecider og nye danske kartofler.
5. I går kom svigerne forbi og tog de praktiske handsker på. Vi fik hele hytten skuret ned, fikset småting, slået græsset, indkøbt og samlet havemøbler og stegt frikadeller. Og når jeg siger VI, mener jeg selvfølge DE. For hold da magle, det er dejligt med sådan en hjælp, når man står her mutters alene med en 1½ årig, der også gerne vil underholdes hele tiden. Og det hjalp de så også lige med, samtidig med at vi alle hyggede os gevaldigt. Behøver jeg at sige, at jeg har svigere af guld?
6. "Morgenhår" - børneunderholdning på DR. Dansk børnefjernsyn er SÅ meget bedre og mere underholdende og interessant end amerikansk. Tænk sig, at det er muligt at lave børneTV, der ikke taler ned til barnet og undervurderer dets kompetencer og humor. Og tænk sig, at man ikke behøver at lave børneTV, der tankpædagogisk forsøger at fylde børnenes hoveder med udenadslæren, men i stedet lader dem tænke selv og bruge deres fantasi. Fantastisk!
7. De gode venner og næsten naboer, der bare stiller op med lys, lån af bil, ekstra værkstøj, allergipiller og hyggeligt samvær. Hvor var det godt, at vi lige valgte DEN by, de var i, så vi rigtig kan komme til at nyde godt af deres dejlige personligheder og unger.
8. Sene lyse sommeraftener (selv om vi begge synes, at de var lidt svære at arbejde med i jetlagsfasen)
9. Drengen (min far bryder sig ikke om denne betegnelse for min lille søn, da han synes den er upersonlig, og han har jo egentlig ret. Så jeg må se, hvad jeg kan finde ud med det. Måske skulle jeg bare slippe min paranoia lidt og kalde ham ved hans navn?), nå men, hans glæde og iver over at være i det nye magiske hus, hvor man bare kan gå ind og ud, som det passer én, og hvor der hele tiden kommer sjove mennesker forbi og hygger sig med én. Når jeg ser på ham, ved jeg, at det var det helt rigtige at flytte hjem igen og være nær alle dem vi holder af.
10. Brun sovsekulør. Jeg kender ikke andre lande, hvor man bruger det. Gør I? Jeg har købt en. Har ikke brugt den endnu, og kender jeg mig selv, så bliver den ikke taget i brug lige forløbig, men den skal være der, i skabet, til den netop den dag, hvor vi lige får lyst til bøf med løg og BRUN sovs. Det duer bare ikke med en skidenbeigefarvet sovs, vel?