Jeg elsker, når folk får gode idéer!

Klik på billedet for mere information.

Flere af dem, tak!

Når bandet stjæler showet

I aftes oplevede jeg tre mandlige musikere, der i den grad kunne deres kram. De havde en god sangerinde med sig, der også havde skrevet de fleste af de sange, de spillede, men det var deres show.

To af musikerne var brødre, Troels og Lars Skjærbæk, og deres spil på diverse guitarer, bas, kontrabas og mundharmonikaer var intet mindre end fremragende og medrivende. Men den mand, der virkelig fangede min opmærksomhed var Nikolaj Heyman, som spillede steel pedal (hawaiiguitar), elguitar og en træplade, som fungerede som basrytmen på en stortromme. Han var SÅ fascinerende at se på, som han stod der fuldstændig indhyldet i musikken.

Der er for det første noget med mænd der kan spille et instrument. Næsten uanset hvor grimme eller kiksede de er, så sker der et eller andet med deres tiltrækningskraft, når de spiller på instrumentet og lever sig ind i musikken. For mig anywhos. Og der er ingen tvivl om, at brødrene Skjærbæk er nogle pæne mænd i forvejen, og de er, som musikere er flest, bevidste om det, når de står på scenen. De hygger sig, nyder lækkerheden, opmærksomheden og musikken. Lever sig ind i det univers. Og det virker. Uuuuhm, kontrabas og mundharmonika…så lækkert! Jeg ææælsker kontrabas. Nammenam.

Og så er der sådan nogen som Nikolaj Heyman, som sidder lidt i baggrunden og gemmer sig bag instrumenterne. Han kigger ikke ud på puplikum og han kommunikerer meget lidt med de andre på scenen, mens showet står på. Når han spiller, så er han ét med musikken, set udefra. Hele hans krop spiller tonerne og ansigtet er fortrukket i et sært forpint udtryk. Han virker som perfektionisten, der kan høre hver enkelt skæve tone, og derfor stræber efter den optimale lyd i alt han laver. Han fascinerede mig på en helt anden måde. Ikke på lækkerhedmåden, selv om han sikkert også er en lækker fyr og alt det der. Det var mere måden han udførte sin kunst på. Det var fantastisk. Når jeg kan se at folk brænder for det de laver, som jeg så ham gøre det, så sker der et eller andet i mig. Jeg bliver fandme bare så glad i låget. Jeg får lyst til at le og danse og gå op til den person, der vækker de følelser i mig, og give ham et ordentlig kram og fortælle ham, at det er excellent; det han gør. Så Nikolaj Heyman. DET ER EXCELLENT; DET DU GØR!

Og nå ja, sangerinden hedder Signe Svendsen, og hendes nye cd “Ny Passager” var playlisten. Og hun er god. Dette indlæg er slet ikke retfærdigt over for hende, for hun var faktisk meget god. Liiiidt kedelig i længden med de mange stille numre med den samme lyd, i hvertfald når man sidder og hører det live. Men god…nok. Og hendes band….lækkert!

En inspireret brilleabe

Inspireret af Christina, besluttede jeg mig for, at det måtte være på tide at skifte mine gamle sorte briller ud, som jeg købte i 2002. Jeg er glad for det sorte markante stel, så det skulle der ikke ændres det store på, men formen og størrelsen måtte gerne spiffes lidt op.

Og som I kan se på billederne her, så er jeg svært tilfreds med de briller jeg fandt:

Jeg købte dem ved Louis Nielsen, og de har for tiden tilbud på køb 2 betal for 1 så jeg var TVUNGET ud i at skulle have MINDST to par briller med mig hjem. Det endte med, at jeg valgte et par, der ligner de andre til forveksling, dog lidt smallere på højkant og så lidt mørke rødlige i stellet. Spif spaf rød dynamolygte eller noget. Hey, de var jo gratis, nærmest.

Og så har de en hylde med stel helt ned til 195 kr. hvor jeg stod, mens jeg ventede ved kassen. Og når man står der alligevel, så er det jo lidt ligesom at stå i supermarkedskøen og blive fristet af slikket på sidste chance-hylden, og ja, så nappede jeg altså lige dette par med også:

Som I kan se, er jeg mindre sikker på det stel og skal nok lige se dem lidt an, før end jeg føler mig rigtig dus med dem. Men de var anderledes end de andre jeg har, lettere både vægtmæssigt og farvemæssigt, og så var de billige.

Tre par briller med stel og antirefleks = 1500 bobs. Det er faktisk i orden, synes jeg. Jeg gav 6500 for det sidste par jeg købte i 2002, godt nok så også Gucci og de har holdt i 8 år indtil nu, også modemæssigt. Men hey, til LN-prisen kan jeg skifte stel sammen med moden.

Og speaking of briller. Så er tidens trend i blogverdenen åbenbart gået fra mobiltelefonholdere/tasker til brilleetuier. Først så jeg det ved Line, så ved Maria og nu også Lis og jeg hopper straks med på den vogn, da jeg nu mangler tre af slagsen. Egentlig kunne jeg jo bare købe et fra dem hver, for de er dæleme flotte hver især. Men jeg kunne dog rigtig godt tænke mig dem i læder og da jeg havde en hel rulle lilla læder (vist nok ikke helt ægte fra et dyr og så’n), så endte den første prototype sådan her:

Og indeni er den foret med stof, der er limet på med hifix, og syet fast i sammensyningen.

Jeg arbejder med lidt produktudvikling og har bestilt magnetknapper hjem, så næste udgave får en flap, der kan lukkes ned om åbningen. Jeg tænkte, det ville være en fordel, at brillerne ikke røg ud af etuiet nede i tasken. Så det arbejder vi altså på nu.

Og ja, hvis næste fase i produktionen bliver en succes, så vil I snart kunne finde en hel masse af disse lilla æsker i min Amiobutik. Og selvfølgelig med forskellige stoffer som fór og pynt.