Hvil i fred lille mand

Jeg har lige modtaget en mail om et lille menneskes alt for tidlige død. En lille dreng, der var født tre måneder for tidligt, som måtte give op den 8. april efter fire måneders intens kamp. Jeg kender drengens mor, men har ikke set hende i flere år. Alligevel rammer nyheden selvfølgelig lige i hjertekulen på mig og jeg sidder lamslået tilbage i sofaen med en helt enorm tristhed og uretfærdighedsfølelse indeni mig.

Sådan er det jo. Det er jo ikke retfærdigt at et helt nyt menneske ikke skal have lov at opleve, hvor skøn en kvinde hans mor er, og hvor dejlig en verden, vi lever i. Jeg plejer at sige, at alting sker for en grund. Det er virkelig virkelig svært at finde en god grund i aften. Måske fordi den ikke er der.

Jeg ved dog, at jeg er et meget priviligeret og forbandet heldigt menneske. Og at hun også burde være det.

Et sørgmodigt farvel

Det kan være hårdt at skulle sige farvel til julen og alt det der hører med til den. Jul er jo nisser, som kan blive ens rigtig gode venner. Og jul er gaver, overraskelser og spænding. Jul er gæster og besøg og familie. Folk der gider dig. Og elsker dig.

Jul er nærvær i en boullionterning.

Det har denne jul i hvert fald været hos os. Og da jeg pakkede nisserne og julerierne sammen idag, fik jeg pludselig en hulkende dreng i mine arme. Han var ulykkelig over at se sine elskede nissevenner ryge på loftet, hvor der jo er både mørkt og uhyggeligt. Og tanken om, at det smukke træ skulle tømmes for alle sine små glimtende beboere og smukke skinnende kugler var toppen af ulyksalighederne.

Jeg havde virkelig ikke set den komme, og vi var begge temmelig overraskede over Skrupsakkens reaktion. Han græd og han græd, og var helt utrøstelig, indtil vi nænsomt puttede nisserne under deres dyner (køkkenrullestykker) i kassen, så de kunne gøre sig klar til en god lang lur på loftet, hvor de i øvrigt synes, der er vildt hyggeligt at være.

Og jeg må indrømme her i den sene aftentime, at jeg faktisk også selv er lidt trist over julens afslutning. Lige så meget, som jeg nyder at have mine stuer ryddede, lyse og frie igen, lige så meget savner jeg allerede de stunder julen har bragt os i år. Jeg savner faktisk at opleve den igennem ham og hans umiddelbare glæde. Så jeg kan egentlig godt forstå ham og hans sorg. Han ved jo ikke, hvad der venter nu. Efter alt det hyggelige og spændende. Efter hele festen er slut, hvad kommer så? Hvad kan overhovedet leve op til de oplevelser, vi netop pakkede ned i flyttekasserne? Det er jo kun os voksne, der kan tænke de ti skridt videre og dermed samtidig glæde os til de lysere tider, der er på vej og til det rene julefrie hjem, som ikke er indhyldet i konstant rødt tusmørke.

I morgen er det endnu et farvel. Et farvel til 2010 og heldigvis også et goddag til det nye år og alt hvad det har med sig af oplevelser til os. Vi tog hul på glæderne i aften og brændte et par stjernekastere af ud af terrassedøren, mens vi råbte GODT NYTÅR. 2010 har mindet meget om den jul vi lige har pakket ned. Det var været et stille år, hvor vores lille familie har fundet roden i det danske igen. Hvor brikkerne er faldet lidt på plads i mit arbejdsliv og nye muligheder har åbnet sig for mig. Det har været et godt år. Og samtidig et år, hvor jeg mistede et af de smukkeste mennesker, jeg har kendt. Men også det var godt. Alligevel. På sin egen måde. Selv om savnet er stort. Stadigvæk.

Må I alle få et godt og lykkebringende nyt år.

Det føles godt

I aften gjorde jeg det rigtige. I aften fulgte jeg min intuition, min personlige overbevisning og mit hjerte og slog lytteklapperne ud og næstekærligheden til.

Det lyder som om, jeg har behov for at klappe mig selv på skulderen her, ikke? Det har jeg egentlig også. Ikke så meget for det jeg gjorde, men mere FORDI jeg gjorde det. Som jeg for ganske nylig skrev, så kan det være svært i nogle situationer at vide, hvor meget man skal blande sig, hvor tæt man må komme på eller hvordan man bedst kan hjælpe, når andre sørger. Og alt for ofte lader jeg min usikkerhed vinde og følger andres velmenende råd, istedet for at handle ud fra det, der føles rigtigt inde i mig selv. Jeg er altid så bange for at blive misforstået i mine handlinger, så min omsorg kommer til at fremstå som sensationsliderlighed eller dramatrang. Eller som om jeg har behov for at være den der er tættest på begivenheden eller ved mest om det der sker. Sådan er vi kvinder, eller burde jeg hellere skrive mennesker, jo desværre engang i mellem. At kunne sige, jeg var der, eller jeg kender hende/ham. Det er måske en måde at bevare kontrollen på, hvad ved jeg.

Jeg ved, at jeg er sådan et menneske, der har behov for at være i nærheden, når store ting sker. Både de glædelige og de sørgelige. Jeg har behov for at vise, at jeg er der, og at jeg ser dem, der lider eller glædes. Det er svært for mig at være på afstand af livets store øjeblikke, og jeg er ikke bange for store følelser eller svære ord. Men det kan jo godt misforståes. Det kan jo godt læses, som om jeg trives bedst i dramaet. Og den forståelse er der vel også et gran af sandhed i, når jeg læser de ovenstående ord. Jeg har i hvert fald behov for at opleve og mærke, det der sker og for at være i det, mens det sker. Men mine behov er jo i grunden slet ikke vigtige i den slags situationer. Ikke særlig ofte i hvert fald, medmindre det er min egen sorg eller glæde, der er på spil.

Det virker også som om andres sorg kommer tættere på mig end vanligt i denne tid, måske fordi jeg netop selv har haft den tæt på. I aften tænkte jeg ikke så meget over, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, eller hvad andre folk ville tænke, da jeg gik ind til hende, hvis far lige er død af kræft. Jeg handlede bare pludseligt. Gik over græsplænen, igennem hækken og ned ad indkørslen og ringede på.

To bøtter med 7 jordbæraflæggere og en bog om SORG var min akavede måde at fortælle, at jeg altid føler, at det er rart at plante nyt, når noget dør og måske har andre bedre forstand på det med at sørge end jeg har. Nogen har i hvert fald sagt noget og skrevet det ned i en bog. Jeg selv fik noget godt ud af netop de ord. Måske andre også kan det. Jeg derimod, lytter godt. Og jeg lyttede i aften.

Og det føles SÅ godt at handle i stedet for at tænke det ihjel og lade mig selv eller andre overbevise om at andet vil være tåbeligt. Og det er hendes glæde og taknemmelighed, der får mig til at smile lige nu.

Note til selv: Think less, act more. Og gerne lidt oftere, tak!

En stor stærk løve

Mit sidste indlæg har spøgt og spøger stadig i mit hovede. Jeg kan ikke skrive flere indlæg her på bloggen om sommerferiesjov, Læsøture, lummerhaler som er hummerhaler, musikoplevelser osv, inden jeg får kommenteret yderligere på det indlæg. Flo kommenterede til indlægget, at det er smukt at donere, men det er bedre at være der personligt. Det er i hvert fald min konklusion på hendes gode kommentar. Og der ramte hun et ømt punkt for mig. Jeg tog det nært og blev ked af det, fordi jeg i forvejen havde dårlig samvittighed over ikke at have gjort noget endnu. Og hun har 100% ret. Det var ikke meningen at mit indlæg skulle handle om, at vi ville handle ved at donere penge til en forening. Det er blot én måde at hjælpe på, når man står magtesløs som pårørende. Og når man står med sygdommen på tæt hold, som Nette også kommenterede, så bliver den pludselig meget håndgribelig og konkret, og det bliver meget klart og tydeligt hvad ens penge går til, når man donerer til Kræftens bekæmpelse eller Foreningen Cancerramte børn. Flosklen: “Det sker kun for naboen” bliver pludselig vendt til: “Det kunne også ske for mit barn”, og det skræmmer livet ud af mig at tænke på.

For tiden holder jeg ferie med mit barn. Vi er sammen 24-7 (selv på toilettet følger han efter mig) og jeg er ved at få spat af alle hans spørgsmål, al hans tummel oven på mig, al hans snik-snak, alle hans jeg gider ikke’r, al hans kedsomhed, når hans forældre bare vil dase, og i morges var jeg ved at bide hovedet af ham, fordi han ikke bare kunne sidde helt stille og se fjernsyn i vores seng, mens vi tog os en lille halv time mere i slumreland. Og så slog det mig: Stå nu op kvinde! Og vær sammen med dit barn og nyd ham. NU for fanden! Og jeg blev helt vred på mig selv, som jeg desværre lod gå ud over manden ved siden af mig. Typisk. Dobbelt selvvrede.

For faktum er, at han jo er den mest vidunderlige dreng og han har været fantastisk at holde ferie med. Og det endte med at vi satte os, efter havregrynnene var indtaget og kaffen var drukket i den hyggeligste tosomhed, og malede et maleri til pigen på Riget. En stor stærk løve skulle hun have til at hjælpe sig med kampen, og det får hun i morgen.

Skrupsakken synes det var lidt svært at forstå, at han ikke selv må komme med på besøg, og vi måtte forklare at pigen er meget syg og ikke må være sammen med børn som ham selv. Det var først da vi sagde, at hun heller ikke måtte komme i vuggestue, at han forstod det, for han må jo heller ikke selv komme i vuggestue, når han er syg. Så vi tager løven med for ham. Og det var ok, tror jeg.

Den bedste måde at handle på, er vel at vise familien, at vi er her og vi ikke forsvinder, bare fordi livet bliver svært og uoverskueligt. Det er jo netop i den slags stunder, at man har behov for venner og familie til at støtte sig op af. Og så mener jeg faktisk også at vi har en forpligtelse i at tage følelserne med os i vores eget liv. Huske os selv på at være taknemmelige for alt det vi har, for det sker jo ikke kun for naboen. For den lille familie vi kender, gik det naboens hus forbi og landede lige inde ved dem selv.

Om uretfærdighed og om at gøre noget ved det

Jeg kender en pige, der er to år gammel. Hun er tre en halv måned yngre end Skrupsakken. Hun er født næsten samtidig med, at han blev døbt. Hun kunne med andre ord ligeså godt være mit barn. Det er hun ikke. Hun kunne også være dit barn, men det er hun nok heller ikke. Hun er derimod meget syg, og i dag modtog vi en mail fra hendes far med en to måneders status på hendes behandlingsforløb på Rigets afdeling for kræftramte børn. Og jeg er simpelthen så trist indeni på deres vejne, for den mail var virkelig godt skrevet af en far, der var dybt bekymret for sin datters fremtid og samtidig havde han overskud nok til at informere alle os pårørende, venner og bekendte om vilkårene ved behandling af leukæmi i høj-risiko-gruppen. Det var en barsk fortælling om uanede mængder af medicin, bivirkninger, søskendesorger og umenneskelige vilkår for en lille familie, som jeg er virkelig glad og rørt over, at han tog sig tid til at sende til os på trods af tristheden. Jeg er glad for at få et indblik i deres helvedestid, så jeg bedre kan forstå, føle og fornemme det, de oplever lige nu. Og alligevel forstår jeg ingenting eller i hvert fald kun brøkdele. Jeg fornemmer dog smerten tydeligt i hver eneste linie, han skriver. Og jeg føler mig meget meget magtesløs og helt forfærdelig ked af det, hvilket nok også kun er en brøkdel af det de selv føler.

To måender er gået siden vi fik beskeden, og vi har ikke gjort noget, ikke handlet, andet end vi har tilbudt vores hjælp uanset hvad det måtte være. Men inderst inde ved vi godt, at de slet ikke har overskud til at være dem, der tager kontakten og beder om hjælpen. Men hvad gør man som ven i sådan en situation? Hvordan støtter man bedst? Vi fik hjælp til dette fra familien selv, da faren i mailen sendte os et link til Foreningen Cancerramte Børn, som har lavet en vejledning til pårørende og venner til et cancerramt barn:

Den fik jeg utroligt meget ud af at læse. Og den satte noget i gang i mig, som handler om at gøre noget. Vi, her i huset, er i gang med en personlig ting til familien, som jeg holder for mig selv og det private rum. Men det, jeg gerne vil dele med jer og gerne vil bede jer om at hjælpe mig med, er at støtte dem, der hjælper det lille barn og mange andre børn lige nu. Jeg tænkte, at med den skare læsere jeg dog har, på trods af at dette er en mindre blog, så kan vi dog alligevel gøre en lille forskel. Især, hvis du vælger, efter din donation, at linke til samme indsamling fra din blog også. Blogland plejer at være hurtige til at sprede de gode budskaber.

Man kan altid støtte Kræftens Bekæmpelse, hvilket jeg selv gør, når de laver indsamlinger. Og fordi jeg har støttet dem ofte, har jeg i dag i stedet lavet en donation til Foreningen Cancerramte Børn, som hjælper børnene og deres familier på et andet niveau end KB. Deres formål kan du læse ved at klikke på linket, men kort fortalt handler det om at give disse børn, som under behandlingen er meget isoleret fra resten af verden på grund af smitterisiko, gode oplevelser, socialt samvær, leg og glæde i en ellers forfærdelig tid. Det er en forening, der lige nu kan hjælpe vores venner og deres lille datter på en måde, som vi ikke selv kan.

Du kan støtte dem på flere måder:

Som støttemedlem - Ved at betale 150,- kr om året kan man blive støttemedlem. Beløbet indbetales til foreningen på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af navn og adresse. Anfør venligst at beløbet drejer sig om støttemedlemskab. Støttemedlemmer får tilsendt foreningens nyhedsbrev.

Som firmastøttemedlem - Firma og andre erhversorganisationer kan tegne et firmastøttemedlemskab.
Det koster 2.500,00, som indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af firme og adresse.
Anfør venligst at det drejer sig om et firmastøttemedlemskab.

Ved at donere pengegaver - Penge kan indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, eller sendes som check til foreningens kasserer : Lone Høstmark, Astrupvej 69, 2700 Brønshøj, eller til formanden : Jan Johnsen, Karlslunde Strandvej 56, 2670 Greve.
Foreningen Cancerramte Børn er godkendt efter ligningslovens § 8A, således at man på selvangivelsen kan fratrække pengegaver op til 14.100,- kr. De første 500,- kr er dog ikke fradragsberettiget, så det maksimale fradagsbeløb vil være 13.600 kr.

På forhånd tak til jer alle. Hvis du vil hjælpe mig og dem og alle de andre børn, vil jeg være dig utrolig taknemmelig.

Fred

I går morges kl. 7.15 ringede min far og fortalte at min Bedste nu endelig havde fået fred. Seks døgn tog det hende at rejse gennem hendes knap 96 år og mindes hver en krog, lukke de døre, der skulle lukkes og mærke de mennesker der skulle mærkes en sidste gang i drømmenes univers.

Jeg har forsøgt at tegne hende, men måtte opgive. Jeg kan ikke. Men se på hende. Se, hvordan hendes rynker er smilerynker. Netop dét ville jeg gerne have kunne fange med tuschen. Alt for mange ældre mennesker får rynker, der automatisk får mundvigene til at vende nedad. Men ikke hende. Jeg tror rynker lægger sig der, hvor de bliver lagt.

På torsdag skal hun begraves. Jeg glæder mig til at se min dejlige familie samlet igen. Jeg glæder mig til at sige farvel og på gensyn igen til hende. Og jeg glæder mig til at vise hende den sidste kærlighed og respekt på hendes sidste rejse.

Et stærkt hjerte

Jeg sidder på mit arbejde og funderer. Der funderes meget for tiden. Om livet. Og om døden. Nok mest det sidste, men det behøver ikke være sørgeligt og deprimerende. Jeg er vist nået over den del, hvor jeg er trist. Eller måske fortrænger jeg den bare?

Da jeg kørte fra Odden mandag aften mod mit hjem efter besøget hos Bedste, tændte jeg for musikken i bilen. Det var "bare" Rasmus Seebach og der var intet sørgeligt over hverken melodi eller tekst. Tværtimod føler jeg ofte glæde og lyst til at skråle højt i bilen, når jeg hører netop den cd. Men jeg tror det var lige meget, hvilken musik jeg havde valgt i det øjeblik, for der var noget der skulle ud, og musikken og landevejen var blot katalysatoren for grådens vej ud af mit system.

Jeg storhulkede min vej gennem det sjællandske mod Roskilde og da jeg nåede Roskilde var jeg tom. Jeg har ikke grædt siden. Jeg har derimod grinet og lavet småjokes om hende. Såsom at Pinsen måske er hendes yndlingshøjtid, og hun lige vil have den med inden hun smutter. Pinsen er også en overset helligdag i verden i dag. Måske vil hun lige give den sin sidste hyldest?
Psykologer vil nok sige, at vi er begyndt at forlige os med tanken om, at hun skal væk. Vi har sagt farvel og humoren er vores forsvarsmekanisme mod sorgen, der selvfølgelig igen vil blomstre op, når hun ikke kan kæmpe mere. En begravelse er en anden god katalysator for indestængt gråd, ikke?

Det jeg funderer over i disse dage er, hvorvidt man selv egentlig KAN vælge at dø. Jeg hører mig selv og plejerne sige til hende, at hun godt kan give slip nu, der er styr på det hele. Men måske kan hun ikke give slip. Måske ved hun ikke, hvor den knap sidder, som man trykker på, når man gerne vil have fred. Eller måske kan hun selv styre og synes bare ikke selv, at hun er klar endnu. Måske er der ikke styr på det hele i hendes verden. Men hvad er der mere at ordne?

Er det fordi hun har et stærkt hjerte? Det har hun. Men er det det samme stærke hjerte, der kæmper for/imod hende nu? Jeg vil ønske, at jeg har arvet dette hjerte. Det ønske har jeg altid haft. Og det har jeg stadig også selv om det måske vil betyde, at man selv skulle ligge og vente på døden på den måde, som hun gør igen i dag.

Jeg vælger at tro på, at hun forsvinder helt, når hun er klar, og når hun mener, at vi er klar. Måske er det netop det, der er hendes kamp? At gøre os andre klar? Og hvornår er vi så det?

Livsvilje eller dødsangst

Hvilke af de to, der holder flammen tændt i Bedste er uvist. Flammen er på lavt blus og der er langt mellem de øjeblikke, hvor man kan fange hendes hjerne klar. Hun er nervøs og bange siger hun. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hende. Og det kan jeg. Jeg er fandme også bange for at dø og ikke længere være til blandt de folk, jeg elsker så højt.

Vi har siddet hele natten med døden som fjerdemand ved Whistbordet. Bedste, min papmor og jeg kom igennem mørket sammen, og jeg er så inderligt taknemmelig for at jeg tog den stund med hende. Jeg fik for lidt siden sagt mit farvel, godnat og "Jeg elsker dig" efter en forvirrende snak om røde heste, der skulle bremses, så hun kunne få franskbrød af sin mor og holde op med at drømme grimme drømme. Kl. 19.30 satte jeg mig igen på Molsfærgen, denne gang den anden vej. Hun kæmper videre med eller mod det ene eller det andet. I nat har hun også familien ved sig og i morgen og lige så længe hun holder fast i sin kamp vil de være der, sammen og på skift.

Hjemme venter min hverdag med job, mand og barn og det virker mere end nogensinde som noget af det mest priviligerede og lykkelige i mit liv. Der er ikke særligt langt fra viljen til at kæmpe for det liv og angsten for at dø fra det. Og alligevel er de to noget af det mest modsætningsfyldte jeg kan tænke på lige nu. Hvorhenne i dem ligger freden?

Når flokken samles

En af min 95-årige Bedstes yndlingsting er, når hun sidder med hele sin flok samlet omkring sig. Ud af hendes to drengebørn er der vokset noget af en forsamling af børne- og oldebørn. Hun er den der standhaftigt og til stadighed samler os og får os til at sætte os ned og holde pause fra vores "Åh, så fortravlede liv med job og børn".

I aften skal hun have lidt af den glæde i sig, hvis hun kan fornemme bare det mindste af hvad der foregår ved hendes leje. I aften skal hun føle at hun er en af mange, der står sammen og støtter hinanden. I aften skal jeg være der i Hvalpsund og det er jeg ikke et sekund i tvivl om. I aften. Og i nat.

Derfor sidder jeg nu på Molsfærgen og venter på at Århus tager i mod mig og Focusen, så jeg igen kan holde hendes hånd og være hendes støtte. Måske for allersidste gang.

Når grundpiller smuldrer

En af mine grundpiller for min eksistens er ved at smuldre bort. I lørdags sad jeg og forsøgte at støtte mig op ad den, men kunne mærke, at det var mig, der var den støttende del, der holdte os begge oprejste, mens vi sad der med hinanden i hånden. Hendes indre kerne, havde ikke længere styrken til at være den bærende part, og det gav mig styrke, at jeg kunne mærke, at jeg var stærk nok til at bære os begge.

På hendes grundpille hviler bl.a. min kvindelige stolthed, min skabertrang, min spilleglæde, min indre tro, min dybe afhængighed af min familie og min sans for æstetik.

Hvad gør brobyggerne, når de opdager, at en grundpille er ved at smuldre bort? Det er jo ikke lige sådan at reparere en så stor og massiv kerne. Bevarer man troen på, at de andre piller, man har bygget holder konstruktionen samlet indtil man får opbygget en ny, når den gamle forsvinder helt ned i havets dybe uendelige univers?

Der kan gå måneder, sagde min far. Eller det kan ske i morgen. Faktum er, at den Bedste jeg kender og elsker så højt, nok allerede er halvt væk i glemselens tåger og forvirringens mørke. Hun leder sikkert også selv lige nu desperat efter netop den kvinde. Jeg ved ikke, om hun kan finde hende, mærke hende eller overhovedet genkende hende, hvis hun støder på hende. Jeg ved, at hun er lige her, klar og tydelig i min erindring og mit nu. Hun er i Skrupsakkens øjne, i mit eftertænksomme sind, i mine gråsprængte hår, som jeg har arvet fra hende. Mit håb er de bliver lige så sølvsmukke og tykke en ramme om mit ansigt, som de er om hendes fine sirlige smilerynker. Hun er i min fars ansigt, hvor hendes folder har lagt sig side om side med hans, næsten identisk fra den spidse næse til de hævede øjenbryn. I hans småsmilende finurlige måde at fundere over tingene, når han svømmer hen i sine tanker for at hente et minde, han vil dele med os andre eller når han tværtimod dvæler ved noget netop fortalt.

Jeg har før mistet en af mine grundpiller, og jeg kan mærke, at den pille, trods afstanden fra havets dyb eller himlens luftighed, stadig støtter mine hvilende stolper for min livsglæde, min vilje, min omsorg for andre mennesker og min nysgerrighed. Min mormor var trods sin lille størrelse et meget stort menneske med en enorm livsvilje og styrke.

Jeg har været heldig at have så stærke forbilleder for den kvinde, jeg kun kan håbe på at blive engang. Det handler vel om, at konstruktionen, der hviler, må tage grundpillernes styrke til sig og selv bære resten af vejen. Og ellers glæde sig over de grundpiller, der stadig er stærke og bærende og som tålmodigt bærer min til tider svævende og usikre konstruktion af en bro.