Jeg er sparsom med ordene på bloggen for tiden. Måske fordi, der sker en hel masse, som jeg ikke kan skrive om her på bloggen endnu. Måske fordi der bare ikke sker en hel masse andet end dét. Måske fordi der er så pissehamrende fucking koldt udenfor, at jeg ikke orker at tage hænderne op af lommen mere end højst nødvendigt. Eller måske bare fordi.
Her kommer i hvert tilfælde lidt ord fra hovedet. Om ikke andet så bare for, at I ikke helt forsvinder fra bloggen, mens jeg sparer på ord i kulden.
Illustration af Jørn Villumsen
Jeg bliver lidt ved det med ordene. Vi er nemlig blevet anmodet om, at lade Skrupsakken sprogteste. Der findes åbenbart en sprogvurderingstest for 3-årige, som de i børnehaven gerne ville lade ham prøve. Forundret spurgte jeg dem, om de mente han var sprogligt bagud, selvfølgelig med den klare overbevisning selv, at det var han overhovedet ikke. Men pædagogen sagde noget andet. Hun sagde, at han var svær at vurdere. WTF? Svær at vurdere. Det synes jeg så til gengæld er et svar, der er svært at vurdere som forælder. Nu synes man jo altid selv, at ens eget barn er et, om ikke geni, så et misforstået geni. Og jeg var faktisk lidt paf og småfornærmet på hans og egne vejne bagefter. Både min indre løvemor og ihærdige læsevejleder kom op i mig på samme tid, og jeg endte med høfligt at sige ja tak til sådan en sprogtest. Måske egentlig mest af nysgerrighed.
Illustrationen af Pia Olsen er lånt HER
Nu har jeg så fået tre ark med hjem, som skal udfyldes af os forældre, hvor vi bl.a. sætter kryds ved de ord, vi ved, han siger i sin daglige tale. Ord der er delt op i kategorier efter ordklasser, substantiver, verber, adjektiver, adverbier osv. ‘Legeplads’, ‘sætte’, ‘hyggelig’ og ‘om’ var et par eksempler. Der var vel 100 ord i alt. Siger han ‘om’? Det kan jeg da ikke huske. Vi prøvede at tænke tilbage til vendinger han bruger. Vi tænkte og tænkte og endte med ikke at sætte krydse i den. Så slog det mig i dag; Forleden sagde han, at der var weekend OM fire dage. PIS! han sagde ‘om’. Kan man nå at rette arket mon? Han skulle jo nødig diagnosticeres som undersprogstimuleret kommende analfabet, fordi moren er glemsom!
Ej, jeg synes faktisk, at det er lige krakilsk nok. Den første del af dette indlæg er skrevet med et gran alvor, for ja, jeg blev sgu lidt stødt over, at de ikke kunne se, hvor dygtig han er sprogligt og hvor stort et ordforråd han rent faktisk har. Og det har han. Det er ikke kun løvemoren, der taler. Og samtidig er jeg altså også sådan lidt ligeglad. Han skal da nok lære det, og han skal nok komme til at sige ‘jeg’ i stedet for ‘mig’ osv. Og hvis ikke, så elsker jeg ham selvfølgelig lige meget af den grund. Needless to say, egentligt. Hvorfor skriver jeg så et indlæg om det?
Det gør jeg, fordi jeg synes altså, at det er tidligt, at man begynder at teste og sætte i værk. I min verden udvikler børn sig i forskelligt tempi, og så længe der ikke er tydelige tegn på direkte understimulering eller udviklingshæmmethed, så er det vel ok, at lade dem være børn lidt endnu. Det minder mig om den amerikanske børnehave, jeg meldte ham ind i, da han var knap et år, hvor han bl.a. skulle kunne drikke af en kop selv, inden han kunne komme fra Infant-gruppen og ind i Toddler-gruppen. Det kunne han, og blev flyttet, og samme eftermiddag måtte jeg stå skoleret, da pædagogerne ikke mente, at han kunne drikke af kop selv. Det viste sig at være en tudekop og ikke en almindelig kop, der var testen. Og nej, han kunne ikke drikke af tudekop, for det havde han aldrig prøvet. Og en rigtig kop, det er jo ligesom først næste trin, ikk’, så ingen havde prøvet at tilbyde ham sådan én. Det bliver så kasseagtigt, at jeg får lyst til at hoppe op på bordet og skrige pik og patter i hovedet på dem. Hvilket for øvrigt ville være den voksne modne måde at klare den sag på. Klart!
Det er da lige meget, om han lige siger de ord, de har valgt, at han skal kunne sige som tre-årig. Når ting bliver firkantet på den måde, så bliver jeg helt vildt barnlig og Rasmus Modsat og så er det, at jeg får lyst til at ringe over i børnehaven midt i frokosttiden og bede dem om, lige at finde hans test frem igen og sætte kryds ved ‘om’, fordi jeg er kommet i tanke om, at han faktisk bruger det ord alligevel. Og så gik der tid med det, ikk’? Og igen virkeligt modent. Og tænk, jeg er sprognørd, scrabblejunkie og orddribler ind til benet, men selv sådanne kan åbenbart få nok.
Ok, ok, ok, når det så er sagt, og jeg lige maner mig selv til jorden igen, så fint nok med mere opmærksomhed på indlæring og sproglighed i de begyndende år. Det kan en læsevejleder vist ikke være imod. Men læsevejlederen er jo også mor. Og moren, ja hun er nok af en lidt anden mening, end hun lige gik og troede som læsevejleder og dansklærer. Nok egentlig en sund nok lektie at gemme på hardisken, når hovedet lægges på puden i aften.
Jeg er i disse dage på introkursus for nye lærere i den kommune, jeg skal undervise i. Der er 27 lærere på kurset, og jeg vil skyde på, at 23 af dem er helt nyuddannede. Jeg føler mig pludselig meget erfaren, meget vidende og MEGET voksen (læs: gammel). Kurset er, som sådan nogle kurser skal være, fyldt med pædagogiske bolscheord og luftige definitioner af dem. Det er egentlig interessant nok, men jeg må indrømme, at der er ikke meget nyt under solen for mig. Jeg er færdig med al den snak OM børn, nu vil jeg gerne snart snakke MED nogle børn, tak! På mandag går det løs. Så skal jeg endelig møde mine kommende 7. klasses elever, og jeg kan næsten ikke vente.
