Usammenligneligt

Sidst jeg var gravid, gik jeg hjemme. Vi boede i USA, og jeg var derfor til tjek ved min OB/GYN (fødselslæge) hver 14. dag. Jeg havde ro på. Kunne glæde mig over hver enkelt lille forandring min krop var ude for og tage en slapper i sofaen, hvis det hele blev lidt for meget. Jeg arbejdede til en uge før fødslen, men arbejdet indebar en køretur på tværs af Manhattan og to undervisningslektioner i Sømandskirken i Brooklyn hver mandag aften, så noget fuldtidsjob kunne man ikke just tale om. Der var ingen komplikationer eller gener forbundet med Skrupsakkens begyndelse på livet.

Sådan er det ikke denne gang. Faktisk er der ikke ret meget denne gang, som er som sidste gang. Jeg har haft småblødninger i den tidlige start af graviditeten, kvalme, madlede og usigelig træthed. Og i dag blev så dagen, hvor min læge bad mig tage den med ro og lytte til min krops advarselssignaler. Den laver plukveer, den krop. Og det gør den fordi, den synes jeg presser den for hårdt. Fx kan den vist ikke lide at sidde foroverbøjet over en computer i fem timer, mens jeg skriver på min opgave. Den bryder sig åbenbart heller ikke om, at jeg stormer direkte fra det sidste møde på arbejdet ned i børnehaven og samler et barn på 16 kilo op i min arme. Eller tager til Pakhusmarked i Odense med dertilhørende tog- og bustur. Den er endda så skide sart, at den ikke kan klare en smule ekstra tankevirksomhed og almindelig skolelærerarbejdsliv. Hvad giver I mig?

Jeg er ikke blevet sygemeldt - heldigvis. Jeg vil frygtelig gerne følge Ottendeklassen til feriedøren, og lige så gerne have min opgave afleveret den 18. maj. Men jeg vil også meget gerne have et sundt og rask barn, så derfor lytter jeg til ældre mandlige læge, der talte med alvorlige bogstaver i dag. Og jeg gik hjem og talte arbejdsdagene til sommerferien. 22 var der i alt tilbage i kalenderen. Så nedtællingen er startet. Først den, der slutter den 18. maj. Og så derefter den, der slutter den 25. juni.

Og så skyder jeg lige den der grimme følelse, der sidder omme i nakken på mig, væk. Den, der fortæller mig, at det er et nederlag at skulle være svag i en graviditet. Den, der siger, at det er jo ikke en sygdom og millioner af kvinder har gjort det før mig uden problemer. Den skyder jeg væk, ikke? Og accepterer, at sådan er det nu engang denne gang og intet er sammenligneligt med sidste gang. Dette er et nyt barn. En ny oplevelse. Et nyt liv. Og dét liv skal have lige nøjagtig den plads, det fortjener. Jeg glæder mig usigeligt til at møde hende, der gemmer sig derinde, og hun skal ikke starte sin vej her i livet som en komplikation eller en gene. Bare fordi hendes mor ikke tager sig tid til at passe ordentligt på hende. 22 dage. Det kan vi godt gøre sammen. Hun og jeg. Med ro på.

Aftrykket i solen

Jeg har været til lærermøde i dag - om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

Kommentar til dildoindlægget

Denne kommentar fortjener altså et indlæg for sig selv.

Kære alle, der kommenterede i forrige indlæg - jeg gad jo helt vildt godt tage æren for dette forløb helt alene og jeg soler mig sandelig også i jeres ros! Tusind tak for det! Men som skrevet i indlægget, så var det i et tæt samarbejde med nogle fantastiske kolleger, der er mindst lige så kreativt tænkende, idérige og glade for at arbejde med unge mennesker, som jeg er.

Jeg tror faktisk 100% på, at lige netop dét er styrken i enhver god undervisning. At man er en del af et godt team, som kan støtte hinanden og give hinanden god og konstruktiv sparring. At man kan grine sammen og dele både succesoplevelser og frustrationer med hinanden. Jeg tror det er tæt ved umuligt at gøre det alene. Især i den danske folkeskole, som den er i dag. Den privatpraktiserende lærer skyder sig selv i foden i dag. Mener jeg.

Og jeg tænker da faktisk også engang i mellem, at gid der var flere som os. Og måske er der også det. Nej, det ER der. Selvfølgelig er der det! Måske er de bare nogen gange for trætte og overbebyrdede til at orke mere? Måske er de irriterede over at igen og igen at yde den ekstra skalle og få zero anerkendelse igen. Jo, anerkendelsen fra eleverne burde være nok, men kan vi ikke alle godt lide, når vores øveste chef fortæller os, at hun har tillid til det job, hun har ansat os til, og at hun oplever, at vi bruger vores energi og kompetencer godt? At chefen engang i mellem tilgodeser sine ansattes behov for selvudvikling og videreuddannelse og lytter til det de oplever nede på gulvet? At hun i erkendelse af, at hendes firma ikke leverer varen, inddrager sine ansatte i at finde løsningen til at genfinde de gode resultater i stedet for at banke dem i hovedet med deres uduelighed og manglende evner.

Sådan føler det jeg selv engang i mellem. Det gode ved denne slags forløb er dog netop, at man får energien til at orke mere bagefter, når det lykkedes. Når energien er lagt rigtigt og eleverne sender den tilbage til os i form af smil, latter og læring. Og har man så, som jeg, engang besluttet, at det er elevernes respons, der er anerkendelsen i sig selv, og det er den jeg stræber efter, så betyder det andet ikke altid så meget. Det lyder forkromet og næsten nyreligiøst, men det er faktisk helt ærligt sådan jeg føler. og måske også derfor jeg stadig elsker mit job efter 11 år. Og ja, jeg synes det er pissehamrende hårdt engang i mellem og jeg sluger jeres ros som en kæmpe æske friskrørt chokoladeis, fordi jeg higer mindst lige så meget efter ros og anerkendelse, som alle andre gør. Jeg er hverken værre eller bedre i den kategori.

Men hey, skal vi ikke snart have den gode debat om den folkeskole? Om testene, om arbejdsforholdene, om inklusionen og rummeligheden, om at bruge ressourcerne på den rigtige måde, om finde ud af, hvad der er den rigtige måde, om at tænke langsigtet i stedet for kortsynet, om at ville børn, alle børn, om at ville undervisning, god undervising, om de gode historier, om succeserne og om alt det der ligger derimellem? For det handler vel helt ærligt ikke kun om den der verdenskonkurrence, vi øjensynligt deltager i vel? Fortæl mig, at det ikke er den eneste grund til, at vi gør, det vi gør. Gerne snart!

Copingstrategier

Det har været en overraskende konfliktfyldt uge på arbejdet ind til nu. Jeg har følt mig overrumplet og angrebet, og jeg har været nødt til at gå to skridt tilbage og se på mig selv og min måde at undervise på, for at genfinde roen i jobbet. Sådanne situationer opstår desværre også nogen gange i et job som lærer. I de 11 år jeg har været lærer kan jeg heldigvis tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har oplevet lignende oplevelser.

I dag har jeg fri. Det er normalt om onsdagen, at jeg kører ind på UCC for at deltage i min egen uddannelse som læsevejleder. Men da vi har afleveret opgaven for dette modul har jeg nu to fri-onsdage her i december. De falder meget belejligt, og jeg nyder at kunne koble lidt af her i julemåneden. Og det var egentlig også planen med i dag. Men nu er klokken 13.20 og jeg har indtil videre støvsuget hele hytten, vasket al sengetøj, luftet ud og hængt dynerne udenfor, gjort rent i køkkenet, flyttet vinreol med 50 flasker vin og ordnet 4 omgange vasketøj.

Og det er meget typisk mig. Når der er rod i hovedet begynder jeg at rydde op udenfor hovedet. Jeg får et helt enormt behov for at tage kontrollen tilbage, sætte ting tilbage i de rette kasser og gerne flytte lidt rundt, så tavlen er hvisket ren og jeg kan starte forfra. Det skaber overblik for mig.

Nu venter marcipanen på mig ude i køkkenet. Og chokoladen. Og whiskeyen og cognacen. Marcipan smager altså, efter min mening, bedst med chokolade og sprut i. Måske er det også en slags copingstrategi, jeg har gang i der? En ordentlig hestebrandet i sprutmarineret marcipan kan vel egentlig løse selv den mest anspændte muskel eller konfliktfyldte situation, ikke?

Overspring #2 – endelig i gang!

Det er torsdag aften, halvandet døgn efter jeg fik udleveret min eksamensopgave, som jo er en ugeopgave a.k.a. 7 dage minus 1½ dag nu, og jeg har nu endelig fået skrevet det meste af min indledning. Skrupsakken er puttet efter endnu en sygedag herhjemme, nu med feber og grim hoste oven i hatten – og tryk på begge ører ifølge lægen. Der har vi nemlig også været i dag. Og vi har været på apoteket efter antibiotika, klorhexidin og næsedråber. Og i gågaden og prøve Postmand Per-bilen. Og i Legekæden for at vise mor, hvad man ønsker sig i fødselsdagsgave og julegave. Og trukket en kæmpehoppebold fra automaten. Lidt frisk luft gjorde godt for os begge må jeg dog erkende.

Den time mellem 13 og 14, hvor han sov lur føltes det som om, at jeg kun lige nåede at tænke tanken “Min eksamensopgave…”, da jeg igen hørte de udhvilede bare størrelse 26’er trippe hen over køkkengulvets fliser. Så det er selvsagt ikke meget opgave, jeg har fået skrevet eller for den sags skyld tænkt i dag. Heller ikke i dag.

Men nu sidder jeg her og jeg er i gang. Og jeg overspringshandler kun fordi, jeg lige skulle finde den afsluttende rapport, om det projekt min artikel beskriver, på www.videnomlæsning.dk og derfor måtte åbne Explorer og dermed min startside – ici! Men jeg er hurtigt videre. Det skal jeg. For jeg har fat i noget lige nu, og jeg kan mærke, at jeg faktisk tror på det nu. Det gjorde jeg ikke i nat kl. 2, da jeg lå vågen og vendte og drejede mig efter at have været inde ved et vågent klynkende brændende barn. En handling der tog 15 minutter, men holdte mig vågen i 2½ time på grund af tankespind, usikkerhed og stress over hele situationen, der mildest talt stinker. Men nu er jeg i gang. Fik jeg sagt det? Og det går helt godt. Så jeg er smuttet igen. I kan finde mig over på Viden om Læsning, hvis I vil mig noget. Det er mig med snottet hængende og hånden på øret. Nå, fik jeg ikke nævnt, at jeg selv har det herreskidt. Must have slipped my mind.

Ses!

I dag og i morgen og lige nu

Jeg sidder og er sur på mig selv lige nu. Og lidt ked af det. Måske mest ked af det. I dag har jeg nemlig været så optaget af dagen i morgen, at jeg ikke har formået at være i dagen i dag. Mine tanker har ligget og leget kispus med morgendagens undervisningsplanlægning, kollegaaftaler om lovforslag, afleveringslogistik, barn med dårlig hals og træthed kontra to fuldtidsstillinger, der skal passes, og manglende personligt overblik over en mandag, der kom en dag for tidligt i forhold til min mentale virkelighed.

Og jeg gik glip af alt det, jeg sad lige midt i. Glade legende børn, kærlige familiemedlemmer, gravide forventningsfulde veninder, lækker mad og en femårig piges første og sidste femårsfødselsdag nogensinde. Jeg gik glip af det, fordi jeg var pessimistisk, negativ, uimodtagelig og afvisende. Jeg var træt og uoplagt og kunne helt ærligt ikke overskue meget mere end min egen næsetip. Og når jeg har det sådan, så er det, jeg finder mig selv tilbagelænet ved bordet, med armene over kors og munden snørret til. Jeg finder mig selv i samtaler, hvor jeg nikker og siger: “Mmmm” og egentlig ikke hører efter. Og hører jeg det sagte, kommer det ind i den negative modtagelsesdel af min hjerne, hvor det pr. definition ender på hylden for ting, jeg partout skal være utilfreds med. Ting som ellers på alle andre dage ville have været glædelige elementer i mit liv.

Det er vigtigt for mig, efter sådanne dage, at kigge ind i mig selv og mærke efter, hvad der gik galt her. Hvad er det, der sidder og klemmer, så jeg er lige ved at græde bagefter? Hvorfor var jeg så sur? Hvorfor reagerede jeg, som jeg gjorde? Hvad var det der gjorde mig ked af det, ærgerlig, irriteret i lige netop den sætning eller de ord? Den nemme løsning ville måske være, at skyde skylden på de andre. Dem der sagde noget, der gjorde mig irriteret. Eller dem der skuffede mig med det eller det. Men ofte har det slet ikke noget med den enkelte situation, personen eller ordene at gøre. Ofte er det noget helt andet, der har siddet i min bevidsthed og rejst med mig gennem hele dagen. For det meste ved jeg jo godt, hvad det er. Og så bliver jeg ked af det. Fordi jeg ikke magtede at skyde det væk fra mig og i stedet være i nuet og tage det ind, alt det skønne, der var ved det. Det gik mig forbi, mens jeg sad der med armene over kors og kiggede tomt ud i luften.

Pisosse!

Vand i sprækkerne

Højsommeren bliver langsomt skyllet væk i sensommerens efterårsagtige dråber, og hverdagslivet begynder lige så langsomt at synke ind i mellem mine hjerneflisers tørre sprækker.

Jeg er med andre ord blæst oven i hovedet. Som den vilde efterårsdag, der venter lige rundt om hjørnet, vil blæse alt rundt. Og de næste to/tre måneder bliver en evig prøven af, testen grænser og håndteren konflikter. Det er ikke skidt, for det ender som regel godt. Men sådan er det altid at starte en klasse op, når man er den nye lærer. Vi skal finde hinanden, klassen og jeg, og vi skal finde fagene. Helst sammen og samtidigt.

Og lige som jeg går og skutter mig lidt tilfredst i dag over regn, mørke og stearinlys, og egentlig synes det er helt hyggeligt med den forsmag på efteråret, så er tilfredsheden også et udtryk for den fornemmelse jeg har ved at være i Ottendeklassen. Jeg føler mig hjemme. Jeg genkender stemningen, konflikterne, forsvarsmekanismerne, usikkerhederne og humoren. Og selv cykelturen hjem i øsende regn kunne ikke tvære grinet af mit fjæs.

Jeg bliver bare altid så træt her i starten. Alle de mange ting, man skal huske, planlægge, overveje, målsætte, dokumentere, aflevere, oprydde, organisere, lære, kopiere, bestille, afbestille, fornemme, håndtere, markere, evaluere og og og… Indtil vi er ordentligt igang og jeg igen kan overskue at smøre en madpakke efter aftensmaden bliver indlæggene nok lidt færre, måske blot lidt kortere, og sikkert helt og aldeles ligegyldige. For hjernen er skyllet over for en stund. Hvis jeg alligevel skulle finde på noget meningsfuldt at skrive om inden uge 42, beklager jeg hermed for den misvisende information dette indlæg indeholder og vil til en hver tid undskylde mig med at være utilregnelig i gerningsøjeblikket. Der var simpelthen vand i sprækkerne og systemet kortsluttede. Over and out!

Om uretfærdighed og om at gøre noget ved det

Jeg kender en pige, der er to år gammel. Hun er tre en halv måned yngre end Skrupsakken. Hun er født næsten samtidig med, at han blev døbt. Hun kunne med andre ord ligeså godt være mit barn. Det er hun ikke. Hun kunne også være dit barn, men det er hun nok heller ikke. Hun er derimod meget syg, og i dag modtog vi en mail fra hendes far med en to måneders status på hendes behandlingsforløb på Rigets afdeling for kræftramte børn. Og jeg er simpelthen så trist indeni på deres vejne, for den mail var virkelig godt skrevet af en far, der var dybt bekymret for sin datters fremtid og samtidig havde han overskud nok til at informere alle os pårørende, venner og bekendte om vilkårene ved behandling af leukæmi i høj-risiko-gruppen. Det var en barsk fortælling om uanede mængder af medicin, bivirkninger, søskendesorger og umenneskelige vilkår for en lille familie, som jeg er virkelig glad og rørt over, at han tog sig tid til at sende til os på trods af tristheden. Jeg er glad for at få et indblik i deres helvedestid, så jeg bedre kan forstå, føle og fornemme det, de oplever lige nu. Og alligevel forstår jeg ingenting eller i hvert fald kun brøkdele. Jeg fornemmer dog smerten tydeligt i hver eneste linie, han skriver. Og jeg føler mig meget meget magtesløs og helt forfærdelig ked af det, hvilket nok også kun er en brøkdel af det de selv føler.

To måender er gået siden vi fik beskeden, og vi har ikke gjort noget, ikke handlet, andet end vi har tilbudt vores hjælp uanset hvad det måtte være. Men inderst inde ved vi godt, at de slet ikke har overskud til at være dem, der tager kontakten og beder om hjælpen. Men hvad gør man som ven i sådan en situation? Hvordan støtter man bedst? Vi fik hjælp til dette fra familien selv, da faren i mailen sendte os et link til Foreningen Cancerramte Børn, som har lavet en vejledning til pårørende og venner til et cancerramt barn:

Den fik jeg utroligt meget ud af at læse. Og den satte noget i gang i mig, som handler om at gøre noget. Vi, her i huset, er i gang med en personlig ting til familien, som jeg holder for mig selv og det private rum. Men det, jeg gerne vil dele med jer og gerne vil bede jer om at hjælpe mig med, er at støtte dem, der hjælper det lille barn og mange andre børn lige nu. Jeg tænkte, at med den skare læsere jeg dog har, på trods af at dette er en mindre blog, så kan vi dog alligevel gøre en lille forskel. Især, hvis du vælger, efter din donation, at linke til samme indsamling fra din blog også. Blogland plejer at være hurtige til at sprede de gode budskaber.

Man kan altid støtte Kræftens Bekæmpelse, hvilket jeg selv gør, når de laver indsamlinger. Og fordi jeg har støttet dem ofte, har jeg i dag i stedet lavet en donation til Foreningen Cancerramte Børn, som hjælper børnene og deres familier på et andet niveau end KB. Deres formål kan du læse ved at klikke på linket, men kort fortalt handler det om at give disse børn, som under behandlingen er meget isoleret fra resten af verden på grund af smitterisiko, gode oplevelser, socialt samvær, leg og glæde i en ellers forfærdelig tid. Det er en forening, der lige nu kan hjælpe vores venner og deres lille datter på en måde, som vi ikke selv kan.

Du kan støtte dem på flere måder:

Som støttemedlem - Ved at betale 150,- kr om året kan man blive støttemedlem. Beløbet indbetales til foreningen på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af navn og adresse. Anfør venligst at beløbet drejer sig om støttemedlemskab. Støttemedlemmer får tilsendt foreningens nyhedsbrev.

Som firmastøttemedlem - Firma og andre erhversorganisationer kan tegne et firmastøttemedlemskab.
Det koster 2.500,00, som indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af firme og adresse.
Anfør venligst at det drejer sig om et firmastøttemedlemskab.

Ved at donere pengegaver - Penge kan indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, eller sendes som check til foreningens kasserer : Lone Høstmark, Astrupvej 69, 2700 Brønshøj, eller til formanden : Jan Johnsen, Karlslunde Strandvej 56, 2670 Greve.
Foreningen Cancerramte Børn er godkendt efter ligningslovens § 8A, således at man på selvangivelsen kan fratrække pengegaver op til 14.100,- kr. De første 500,- kr er dog ikke fradragsberettiget, så det maksimale fradagsbeløb vil være 13.600 kr.

På forhånd tak til jer alle. Hvis du vil hjælpe mig og dem og alle de andre børn, vil jeg være dig utrolig taknemmelig.

Når grundpiller smuldrer

En af mine grundpiller for min eksistens er ved at smuldre bort. I lørdags sad jeg og forsøgte at støtte mig op ad den, men kunne mærke, at det var mig, der var den støttende del, der holdte os begge oprejste, mens vi sad der med hinanden i hånden. Hendes indre kerne, havde ikke længere styrken til at være den bærende part, og det gav mig styrke, at jeg kunne mærke, at jeg var stærk nok til at bære os begge.

På hendes grundpille hviler bl.a. min kvindelige stolthed, min skabertrang, min spilleglæde, min indre tro, min dybe afhængighed af min familie og min sans for æstetik.

Hvad gør brobyggerne, når de opdager, at en grundpille er ved at smuldre bort? Det er jo ikke lige sådan at reparere en så stor og massiv kerne. Bevarer man troen på, at de andre piller, man har bygget holder konstruktionen samlet indtil man får opbygget en ny, når den gamle forsvinder helt ned i havets dybe uendelige univers?

Der kan gå måneder, sagde min far. Eller det kan ske i morgen. Faktum er, at den Bedste jeg kender og elsker så højt, nok allerede er halvt væk i glemselens tåger og forvirringens mørke. Hun leder sikkert også selv lige nu desperat efter netop den kvinde. Jeg ved ikke, om hun kan finde hende, mærke hende eller overhovedet genkende hende, hvis hun støder på hende. Jeg ved, at hun er lige her, klar og tydelig i min erindring og mit nu. Hun er i Skrupsakkens øjne, i mit eftertænksomme sind, i mine gråsprængte hår, som jeg har arvet fra hende. Mit håb er de bliver lige så sølvsmukke og tykke en ramme om mit ansigt, som de er om hendes fine sirlige smilerynker. Hun er i min fars ansigt, hvor hendes folder har lagt sig side om side med hans, næsten identisk fra den spidse næse til de hævede øjenbryn. I hans småsmilende finurlige måde at fundere over tingene, når han svømmer hen i sine tanker for at hente et minde, han vil dele med os andre eller når han tværtimod dvæler ved noget netop fortalt.

Jeg har før mistet en af mine grundpiller, og jeg kan mærke, at den pille, trods afstanden fra havets dyb eller himlens luftighed, stadig støtter mine hvilende stolper for min livsglæde, min vilje, min omsorg for andre mennesker og min nysgerrighed. Min mormor var trods sin lille størrelse et meget stort menneske med en enorm livsvilje og styrke.

Jeg har været heldig at have så stærke forbilleder for den kvinde, jeg kun kan håbe på at blive engang. Det handler vel om, at konstruktionen, der hviler, må tage grundpillernes styrke til sig og selv bære resten af vejen. Og ellers glæde sig over de grundpiller, der stadig er stærke og bærende og som tålmodigt bærer min til tider svævende og usikre konstruktion af en bro.

At brænde

Folk der brænder for det, de laver, tænder noget i mig. De spruttende gløder antænder de udtørrede steder i min hjerne med det samme og jeg varmer mig på de fyrrige flammer, der spreder sig i cellernes træ.

For at holde gang i min indre ild, MÅ jeg derfor være omkring folk, der brænder.

Kan du forstå det?

Modig lørdag, som blev torsdagen inden

Trine udfordrede os alle til at være modige i lørdags. Sidst hun gjorde det endte det med denne modige handling.

Jeg var selvfølgelig med igen, da Trine endnu engang udfordrede sine læsere. Hun giver i sit opsamlingsindlæg mig kredit for en helt anden handling, end den jeg selv mente var den modige. Men jeg kan i bakspejlet faktisk godt se, at min Dagens tegning og den blomstrende kreativitet måske nok er det modigste jeg har gjort længe. Ikke så meget det skabende i sig selv, det kræver ikke så meget mod, men selve det at offentliggøre stregerne på min blog, sætte dem til spot og skue og oven i købet love at gøre det hver dag (hvilket jeg helt sikkert ikke kan holde i det lange løb, men hvorfor ikke sætte baren lidt højt, så man skal stå lidt på tæer, ikke?). Det er for mig en kæmpe udfrodring at dele billederne med jer. For hvad nu hvis I synes de er latterligt banale eller amatøragtige? Eller værre endnu; hvad nu hvis I tror, at jeg tror jeg er noget, bare fordi jeg kan tegne? Man er vel nordjyde, og Jantelov skal man ikke kimse af! Eller hvad nu hvis, og det er nok alligevel det værste, at jeg rent faktisk får succes med det og dermed tvinger mig selv ud i noget ukendt og måske mere usikkert felt?

Når man ser sådan på det, så blegner min egentlige modige handling faktisk lidt. Men i øjeblikket virkede det vigtigt og betydningsfuldt, og det har givet mig en lettelse indeni at få dét sagt og tydeliggjort. Jeg havde møde med min chef i torsdags, hvor jeg fortalte ham, at det de havde ansat mig til, og som jeg havde siddet og sagt nok så flot til samtalen, at det ville være fedt at prøve, måske nok ikke var så meget mig alligevel. Og at jeg egentlig meget hellere vil tilbage til de store unger, teenagerne, de ungdomssløve, hormonelle og provokerende padder i Syvende-, Ottende- og Niendeklassen. Og tænk jer, han virkede faktisk glad. Ikke fordi, han var faktisk meget tilfreds med mit arbejde i Tredjeklassen (utroligt at han overhovedet har opdaget, hvad jeg har lavet med alt det sygdomsfravær jeg har haft i de tre måneder!), men jeg tror sgu han mangler lærere til de store, så det var ikke helt umuligt, at der kunne blive en plads til mig der efter sommerferien!!! Jeg kunne ikke få armene ned efter det møde, og dét selv om han ikke lovede mig en disse, og der er stor sandsynlighed for at jeg skal fortsætte i Tredjeklassen. Det vil være helt ok, så længe han nu ved, hvad mine egentlige ønsker er, så er jeg faktisk tilfreds, der hvor jeg er. Førsteklassen, det er en helt anden snak, og det fik jeg vist også sagt…en 8-9 gange eller sådan!

Så Trine, må man være modig mere end én gang? Du kalder mig jo også den modigste kartoffel i dit indlæg. Det kræver jo sin kvinde at leve op til, ikke?

Så tror da f.....

..at jeg har ondt i hovedet!

Har netop været ved lægen og fået konstateret bihulebetændelse. Hele min venstre side af hovedet er én lammet smerte, som konstant sidder og gnaver i mine kindtænder, mine øjne og mine ører. Når den rigtig skal skære sig igennem min tungnemhed, kryber den over i nakken og niver mig i de bagerste nakkehår også. Det var det, der fik mig til at ringe til lægen i går og få en tid her til morgen. Diagnose: Voldsom bihulebetændelse. Behandling: Dobbelt dosis stærk penicillin, ro og hvile og ingen kulde. Ja ok, én ud af tre skal nok kurere det, tror I ikke?

Jeg er så pisse forbandet over dette og i det hele taget over al den sygdom, der lige skal ramme vores lille ølstykianske familie for tiden. Lige som Skrupsakken er kommet sig over sin 15 dages lange turbolungebetændelse, kommer dette. Jeg sidder på mit arbejde nu og skriver dette indlæg. To TREO ligger og syder i en kop vand ved siden af mig, og jeg er helt nervøs for at nogen skal opdage, at jeg rent faktisk har det dårligt. De skulle jo nødig tro, at jeg var sådan en svækling, der gik hen og blev syg og sådan noget, ikke? Jeg skal møde inde i Tredjeklassen om 13 minutter og i Førsteklassen derefter, og kan simpelthen ikke overskue at skulle have 24 larmende unger i min nærhed de næste 3 x 45 minutter. Men jeg kan ikke tage mere fri. Og lige om lidt er det weekend. Og så skal jeg hjem og slappe af og ligge HELT stille i min seng, ihvertfald til jeg skal hente Skrupsakken kl. 15.

Tror I det er muligt at få de der børn til at være helt stille i billedkunstlokalet? Bare i fem minutter? Jeg melder tilbage om, hvordan det gik. Hvis jeg da ellers er her endnu til den tid.

Jeg er bange, Sofus!

Det forsigtige og udprægede pessimistiske pindsvin Ludvig ryster over hele sin lille krop, da han med bævende stemme siger til den morgenfriske og barnefødte optimist, spætten Sofus: “Jeg…er…bange…Sofus…Jeg…tror…aldrig…jeg…har…været…så…bange…for…noget i hele mit liv. Skal vi ikke hellere vække Theodor?”

Hvornår har jeg det lige som Ludvig, spørger Overblikket?

Sjældent, vil jeg starte med at svare. Jeg er ikke ret ofte bange. Jeg er nervøs, spændt og ængstelig, men bange, nej, det sker ikke så tit. Faktisk trives jeg ret godt i nervøsiteten og spændingens felt. Fx til eksamen, hvor jeg virkelig skal ind og vise hvad jeg duer til. Luv it!

Når man er bange, er man ikke i nuet, tror jeg. Og dér kan jeg vist godt lide at være. I nuet.

Men NÅR det så sker, så er det gerne fordi jeg enten:

… står ved en kant. Jeg har ikke højdeskræk. Jeg elsker at flyve, komme op i høje tårne og nyde udsigter fra flere 100 meters højde. Men stil mig op på 1 metervippen i svømmehallen, så er jeg pissehunderæd. For hvad nu hvis jeg falder ned? Det med at falde, er stærkt undervurderet i min verden. At falde er næsten lige så farligt som træk. Og træk er farligt, det ved vi jo alle. Træk kan slå dig ihjel, ikke? Det ved du godt. Man må ikke sidde i træk. Og man skal passe på ikke at falde! Sådan.

Måske har det noget at gøre med, at jeg faldt i en pool som femårig, da jeg var på badeferie med mine forældre i Tunesien. Jeg havde mine nye vinterstøvler på i bedste Pamela Anderson-stil til min badedragt, fordi jeg liiiige havde fået dem i fødselsdagsgave inden vi skulle på varmeferie. Sådanne støvler kan trække et lille barn langt ned under vand, skal jeg hilse og sige. Så når jeg står ved en kant, hvadenten den er 1 eller 100 meter oppe, så forestiller jeg mig næsten altid i et splitsekund, hvad der ville ske, hvis jeg fik overbalance, hvis nogen skubbede eller hvis mit underlag forsvandt. Så ville jeg falde, falde, falde….gys!

… kommer i tanke om, at jeg engang skal dø, lige som alle andre mennesker. Jeg tænker ikke særlig ofte på det. Men når så tanken opstår og det går op for mig, at når jeg dør, så ER jeg her ikke mere. Så kan ikke noget som helst mere. SÅ kan jeg ikke sige min mening om ting, jeg kan ikke være sammen med mine kære, jeg kan ikke mærke, føle, sanse, skabe eller noget som helst andet. Så...er...jeg…ikke! Det skræmmer the shit ud af mig!

… lader min fantasi løbe af med mig, og fornemmer ting, som ikke er der. En mand, der følger efter mig op af trappen, en person ude på den anden side af vinduet (mørke vinduer med mennesker, der kigger ind, er skide uhyggelige) eller lyde fra ting jeg ikke kan se, og som måske slet ikke var en lyd alligevel, men blot noget jeg bildte mig ind i mørket. Min tid som efterskolelærer har bragt mange underholdende historier med sig, når jeg skal fortælle om de gange jeg skulle lukke skolen af på en nattevagt. Som når jeg fx skreg højt og forskrækket over mit eget spejlbillede i vinduet i et klasseværelse, eller når jeg sloges med manden udenfor vagtværelset, som stædigt forsøgte at komme ind med sin fod i døren og derefter slå mig ned, indtil jeg opdagede at det var min egen vinterstøvle jeg havde smadret til plukfisk ved at hamre døren desperat ind i den 500 gange.

Hvem er så min Theodor? Hvem vækker jeg, når jeg bliver så bange? Min sunde fornuft. Min Mand. Min familie. Mit indre jeg. Min indre styrke.

Jeg har dog stadig aldrig hoppet ud fra 1-metersvippen i svømmehalen, og sætter mig stadig ned og hopper i vandet eller tager stigen som en anden pensionist. Ingen af mine Theodorer har endnu kunne overbevise mig om at andet var det rette at gøre.

Rappedikke, Lykke og Nette – vil I ikke dele jeres frygt med os andre?

Barnets 9. sygedag

For et par uger siden gik debatten ved Julia om at have barnets 1. og måske endda 2. sygedag. I kan selv læse mere der, om hvad jeg mener om den sag. Og blot for at understrege ironien i det hele, så blev jeg lige selv mødt med udfordringen i den forgangne uge og står stadig lige midt i den.

I morgen kan vi nemlig fejre Skrupsakkens 9. sygedag!

Dette efterår og vinter har været sindsyg i forhold til sygdom i vores hjem. Jeg føler mig 100% som den nyuddannede lærer, der kommer ud i virkeligheden og lægger sig syg konstant pga. det total uforberedte møde med alle de fantastiske baktusser ungerne i skolen dribler rundt med og stikker op i hovederne på os. Vi har med andre ord været syge på skift og det pynter ikke just på en sygemeldingsstatistik i et nyt job.

Sådan har vi overlevet so far:

1. Var en søndag...pyha, den var gratis.
2. Manden blev hjemme. Han er nemlig prisgivet med et job i et firma, der ikke har en ordning med barnets 1. og 2. sygedag, men simpelthen siger, at man bliver hjemme, til barnet er rask og selvfølgelig holder sig ajour og arbejder så vidt muligt imens.
3. Derfor tog han også denne dag :-)
4. Manden havde møder, så farmor, aka Granny Squad unit 1, trådte til på hendes ugentlige fridag. Tak for det farmor! Det endte dog med en tur til lægen, hvor Manden måtte træde til og derfor alligevel missede en del arbejde den dag....suk!
5. Mirakuløst troppede Granny Squad unit 2 op onsdag nat kl. 1.15 fra Jylland, og stod klar til vagtskifte torsdag morgen, så de trætte forældre kunne passe deres allerede overtrukne sygedagsarbejdskonti.
6. G.S. unit 2 igen. Tak morfar og momse!
7. Endelig lørdag og fire voksne i huset. Tænk sig, vi fik lov at gå ud og holde en allerede planlagt bagjulefrokost, mens G.S. Unit 2 IGEN tog tjansen. Consider me a lucky bastard!
8. Søndag igen…hurray for those! Var lige et smut omkring lægevagten i Frederikssund, da han gik fra 36.8 til 40.2 på en middagslur. Men da der var 4 timers ventetid, og vi ankom med en noget friskere dreng, end vi forlod hjemmet med, tog vi hjem igen og spiste pizza. Nu ligger han og hoster og hakker og brænder inde i sengen og forude venter barnets 9. sygedag.
9. Må jeg kapitulere og har netop ringet til vikartelefonen og meldt barnets 1. sygedag i morgen (!!??) Øre/næse/halslæge...here we come!

Ikke om jeg fatter noget som helst af dette sygdomsmønster. Måske er det en virus, influenza, der har sat sig som mellemørebetændelse, måske lungebetændelse, hvilket har resulteret i pencilinkur og stigende feber ugen igennem. Drengen tager sig ikke til ørerne, men hoster meget og dybt. Vågnede frisk og frejdig i morges uden feber, og vi troede vi var home free, indtil han sov middagslur og vågnede med over 40 igen!?

Ja, også er vi tilbage til det med diagnoserne og behovet for disse, ikke? Hvis der bare var en rar klog mand eller kvinde i hvid kittel, der kunne fortælle mig, hvad mit barn fejler, så jeg kan handle derefter…

I mellemtiden vil jeg arbejde videre på dette projekt, som jeg faldt over i Netto i dag (bogen koster 75 kr. og er virkelig lækker for os, der godt kan lide at det går lidt hurtigt med kreaprojekterne fra start til slut):

Og så kan vi supplere med hyggestunder og oplæsning under dynen fra denne her ind i mellem (også fra Netto i dag til 95 kr.):

Og allerede et kæmpehit ved Skrupsakken, som sad helt stille og nød historierne. “Sissybogen” (Sissy som i Sigurd) er den allerede døbt. Mon ikke Sigurd ville være rørt til tårer over den titel? Kan den reddes med at fortælle, at Skrupsakken elsker “Sigurd og Operaen” og “Sigurds Bjørnetime”, som i sidder HELT stille med åben mund og polypper, når det kører i kassen?

I denne uge er vi især taknemmelige for:

G.S. unit 1 & 2 og Netto!

Normalitet og diagnoser #2

Mange tak for jeres tid og jeres mange gode kommentarer! Jeg er helt overrasket (og glad) over, hvilken nerve jeg lige trådte på der. Det er dejligt, at få lidt feedback på mine tanker omkring netop dette emne. Især fordi det jo fylder meget i min hverdag som lærer.

Jeg har valgt at lade mine svar på jeres kommentarer være et nyt indlæg, da det bliver temmelig langt, og jeg også synes jeg skylder jeres velovervejede svar en ordentlig feedback fra mig, som jo var den der kastede bolden op i luften til at begynde med. Nye læsere kan læse kommentarerne i det foregående indlæg.

Nette - jeg vil med glæde høre mere fra dig. Jeg venter, til du igen har overskuddet til det.

Janne Møller Olsen - Jeg har tidligere været omkring den ene af bøgerne du nævner: "Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed", og jeg tror meget på relationen i det pædagogiske arbejde vi gør både som lærere og pædagoger. Som lærer er der tre felter der er centrale: Klasseledelsen (kan du lede klassen mod de mål du har sat dig?), fagdidaktikken (viden om, kompetence i, kærlighed til faget og formidlingen af disse) OG RELATIONEN. I min optik står den sidste først. Uden den er de to andre praktisk talt umulige at gennemføre. Men det er også den del, der er sværest at lære, hvis man ikke har evnen til at danne relationer med børnene i sig. Mere om det til sidst i indlægget her..

Katrine - hvad gjorde man så i den periode i mellem den tid, hvor man slog børnene og i dag, hvor man diagnostiserer dem? Det er jo alligevel omtrendt 20 år vi taler om, mindst. Hvad gjorde lærerne i vores folkeskoleklasse? Jeg kan simpelthen ikk ehuske det. Men jeg kan huske, at de ikke slog os og der var ingen børn i min klasse, der havde en diagnose. Men vi havde dog pænt mange ballademagere. Jeg er helt enig med dig i, at det handler om empatien. Om at kunne sætte sig i barnets sted, huske hvordan det er, forestille sig, hvordan det er eller uddanne sig til at vide hvordan det er at været det barn lige netop i den situation. Igen – relationen lærer og elev i mellem er central!

Marian - Tusind tak for dit lange svar! Det var meget interessant at læse. Jeg kan godt følge din tanke om, at det er at flytte ansvaret til individet, hvilket også er det der fokuseres på i den artikel Anne har linket til (jeg er for øvrigt ligeglad med, hvor han kommer fra eller hvilken tro han har, så længe han har noget fornuftigt på hjerte :-)). Jeg tænker også over det du skriver med at uopdragne unger kunne få et par på skrinet engang og det virkede dengang. Hvorfor virkede et par på skrinet på de børn, når diagnoserne i dag er så komplekse i deres udredning af den enkelte sygdom? Kan et par på skrinet og dermed magt og stærk brug af autoritet undertrykke svag central kohærens, hyperaktivitet, opmærksomhedsforstyrrelse og hypersensivitet, blot for at nævne et par symptomer? I så fald er medicineringen og slagene jo lige med ét = at presse børnenes affekt og ekspresivitet ned...eller hvad? Jeg spørger, fordi du lyder til at vide meget om emnet og måske kan svare på det? Ikke fordi jeg tror du har den holdning at det er ok at slå børn eller at det er det samme. Blot for at undgå misforståelser. Jeg kan godt følge din tanke om at samfundet har et behov for at kontrollere naturen, og at vi dermed bevæger os væk fra de naturlige menneskelige reaktioner.

For øvrigt de samme menneskelige reaktionsmønstre som vi samtidigt elsker at hylde i film, romaner og kunstens verden. Blot en strøtanke om ironien i dette.

Anne – Jeg har ikke læst artiklen før, og er rigtig glad for dit direkte link. Den var vildt interessant og sætter ord på mange af de samme tanker, som jeg selv gør og gør mig i mit job. Og jeg er enig med ham i, at det er ambivalent, da man ikke kommer langt med hjælp fra systemet uden diagnosen eller den faglige vurdering generelt.

Hvad mon det ville koste os, økonomisk og personligt, at lade systemet tilpasse sig børnene i stedet for det modsatte, som han også nævner? Og modsat, er det så ikke en god ting, at vi som mennekser lærer at tilpasse os fællesskabet i den grad at vi oplever, at hele verden ikke drejer sig om os og vores personlige behov hele tiden. Blot en tanke jeg fik ved læsningen af artiklen.

Marina – Du har jo netop fat i det samme problem, som beskrives i artiklen Anne henviser til. Det at det er svært at råbe systemet op, med mindre man kan lægge et par mursten af udredninger og psykologiske vurderinger. Jeg er slet ikke itvivl om, at der er mange børn der finder ro og hjælp i disse papirer og konklusioner, og at medicineringen hjælper dem til at få et bedre liv. Og jeg vil gerne understrege, at jeg er ikke ude efter nogen i denne debat – tværtimod ønsker jeg blot at reflektere over, hvordan udbredelsen af diagnoserne og dermed også behovet for at kategorisere dem, som falder uden for normaliteten, er opstået. Jeg kender mange af disse børn (og voksne) personligt via mit job og mit privatliv, og solstrålehistorierne overgår klart de mere triste. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvad relationsarbejde og mere one on one ville have gjort for de samme børn, som mediscineringen nu gør i stedet. Jeg tror, de vill ehave opnået nogle andre redskaber, og måske endda have lært at bruge disse med de udfordringer de nu har, i stedet for at læne sig op af medicinen og trygt stole på den. Jeg ved godt, at det er en kombination af de to i de fleste tilfælde, men hvad nu hvis vi sagde, at det var ok at være lidt anderledes og i stedet prøvede at indrette os efter det som lærere?

Nette – så kom du alligevel igen :-) Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra min egen personlige holdning, og kan samtidig sige, at der sikkert vil komme folk på jeres vej, som vil have noget i mod et barn som dit. Og et barn som mit og mange andre børn af forskellige årsager. Jeg tror ikke det kan sættes under vanskelige børn alene, men det er klart, de fylder mere og kommer nemmere i klinch med andre.

I de ti år (7, hvis du ikke tæller USA-tiden med, hvor jeg egentlig var hjemmegående), hvor jeg har været lærer har jeg aldrig haft behov for at henvende mig til PPR om en vanskelig elev. Og jeg har haft en del af disse i den tid – også af eget fri valg, da jeg nyder at arbejde med den type unge. Det siger jeg ikke for at hæve mig selv som den store alvidende pædagog, men for at understrege en vigtig ting. Nemlig den støtte og opbakning jeg har fået af mine kolleger og min ledelse. Med den i ryggen har jeg kunne give den en ekstra skalle i relationen med den enkelte elev og tage mig tiden til at komme tæt nok på både barnet og forældrene til at vi kunne starte et samarbejde, der kunne hjælpe barnet videre. Et samarbejde der kunne hjælpe til at barnet selv lærte at tage kontrollen og styre uden om de situationer, hvor de netop ville miste den selvsamme kontrol. Det er klart, at de børn der havde diagnoserne med sig i langt højere grad var nemmere at gå til fra starten, fordi man havde symptomerne og udfrodringerne skrevet ned på skrift foran sig, som man så kunne tage udgangspunkt i. Men der er jo rigtig mange børn i skolen, som ikke er diagnosebørn, men blot er skilsmissebørn, nøglebørn der savner sine forældre, omsorgssvigtede børn eller dårligt opdragede børn. Vi skal som lærere, summe dem alle, og det kan vi ikke, da vi kun er mennesker. Men vi kan sørge for, at alle børnene har mindst én voksen på skolen, der rummer dem og som de føler sig tillidsfulde overfor. èn voksen de ved, de kan komme til, hvis lokummet brænder. èn voksen, der kan fortælle de andre voksne, når de kommer og brokker sig, hvor dejligt et menneske dette barn er, når man bare lige husker at…osv. Det er mit mål som lærer at huske det – hver dag. Jeg håber dit barn, Nette, og mit eget og alle andres børn finder sådan en voksen på deres vej.

Det blev et rodet indlæg uden megen hoved og hale, men det illustrerer på en måde meget godt alle de tanker jeg har om emnet. Jeg fik en mail fra en af mine barndomsveninder, hvor hun ønskede at kommentere på indlægget pga. hendes egen søn. Hun sidder netop nu og kæmper for at få en eller anden form for diagnose på ham, som hende og hendes mand så kan arbejde videre ud fra. Jeg fornemmer, at de er et af de mange forældrepar, der har famlet rundt i mørket for at forstå deres barn og de udfordringer det oplever og netop får nogle svar ved at få papir på disse udfrodringer fra en autoritet på området. Så spørgsmålet har mere end blot en faglig interesse for mig, både pga. hendes historie, men også fordi jeg selv er mor til en to-årig dreng, som ingen aner hvor ender henne i verden. Ham og hans søskende kan lige så godt blive den læreren ser sig gal på og i sidste ende skriver til PPR om. Og hvad så?

Jeg kan i sidst ende kun klappe i mine små hænder over, at vi dog er blevet klogere siden vi lappede lusninger ud til dem der brød normen og systemet og samtidig glæde mig over, at der, trods alt, i dag er langt større frihed både i skolen men også i samfundet generelt, til at være et individ med de særheder det så må indebære. Måske er diagnoserne egentlig bare en hyldest til dette? Hvis vi kunne få sygeliggørelsen taget af mærkaterne og istedet hylde det særegne ved at være autist eller ADHD-menneske, så tror jeg vi ville komme langt. Og så lader jeg som om medicineringen ikke eksisterer i det naive billede jeg lige malede der, ikke?

Normalitet og diagnoser

Jeg har været på kursus i dag – om inklusion i folkeskolen. Det er ikke så meget det, dette indlæg skal handle om. Men det er noget, der blev sagt til mig på kurset. Noget der startede en undring eller en tænkning inde i mig.

Psykolog Bo Hejlskov Jørgensen snakkede om normalitet og om at handle i affekt i forhold til de børn, der bryder ud af rammen i den normale skoleklasse. Han kom bl.a. ind på, at børnene ikke er frække, provokerende eller voldelige af ønske, men af nødvendighed, fordi det er den eneste løsning de kan se, når de føler sig presset af en autoritet. Det handler om atde føler at de mister kontrolen og dermed evnen til at styre sig selv uden om konflikterne. Det var alt sammen meget relevant, og han forstod at fortælle om det, så det blev nærværende og interessant for alle. Det der slog mig mest i det han sagde, var da han talte om alle de diagnoser børn fik i dag. Vi har lang flere diagnostiserede børn med Asberger, ADHD, Tourette, Autisme osv. Hvorfor har vi det? Er det samfundet? Er det kemikalierne? Er det generne, miljøet eller opdragelsen? Han havde ikke svaret, men han pointerede, at de som psykologer og sundhedssystem ikke tog nogen ind og diagnostiserede dem med mindre de havde fået en henvisning….fra en lærer fx!

Så måske er der ikke kun flere diagnoser, måske er der bare flere henvisninger fra skolerne, som så ender i diagnoser, fordi skolen og forældrene har behovet for at få ord på det unormale? Måske er det skolens krav, metoder og rammer der er skyld i de mange flere diagnoser. I følge ham, har folkeskolen måske ikke været god nok til at finde de rette metoder og rammer for disse børn og derfor skiller de sig pludselig mere ud end før.

Er vi virkelig blevet så meget mindre rummelige? Eller er den undervisning, der foregår i skolen i dag blot mere synliggørende overfor de elever, der bryder normalrammen? Og er det så nødvendigvis en negativ ting? Hvad tænker I om den måde, vi i dag er blevet et diagnosesamfund, som sætter mærkater på hinanden for måske bedre at kunne forstå det menneske, der findes inde under mærkaten?

Jeg tænker lige lidt videre over det og så skal I nok få min egen holdning til det senere.

Tanker om mit liv som (folkeskole)lærer

Jeg er inde i en periode, hvor jeg virkelig tænker meget over, hvad jeg vil med mit liv. Man skulle tro, at jeg i en alder af 34 år ville være nogenlunde bevidst om dette. Det har jeg også været siden jeg i 2000 blev færdiguddannet som lærer. De sidste tre års fravær fra lærer- og arbejdslivet satte den forestilling endnu mere fast, så det overrasker mig en hel del, at jeg nu sidder her og tænker, som jeg gør.

Det er mit første møde med folkeskolen, først den ene i Hellerup og derefter den nuværende her i forstadsbyen, hvor jeg også bor. Er det hvad folkeskolen gør ved sine lærere? Får dem til at tvivle på, om de er det rigtige sted og i det rigtige job. Hvad er det, der får mig til at sætte spørgsmålstegn ved noget, som jeg så længe har været 100% fasttømret ved? Er det skolen? Er det mig? Er det tiden/alderen?

Når jeg tænker tilbage, så må jeg nok også indrømme at mine tidligere jobs har haft en flig af "noget andet" i sig. Min tid som efterskolelærer var fantastisk, måske fordi det var 50% socialpædagogisk arbejde, hvor jeg fik lov at rykke med ungerne og være med til at hjælpe dem til at gøre en forskel for sig selv i deres liv. Og så gav det mig muligheden for at arbejde rigtig meget med de to ting jeg elsker - billeder og ord. Danskfaget og billedkunstfaget var de sidste 50% af det job.

Forsøgsskolen var noget helt andet, og så alligevel ikke. Her fik min kreativitet med ordene og billederne også lov at flyde frit, det socialpædagogiske var nedtonet, men vi var stadig i øjenhøjde med ungerne, og der var aldrig nogen tvivl om, at de var de vigtigste brikker i vores job. Og så var der alt det andet. Artikelskrivningen, formidlingen, det eksperimenterende undervisningsarbejde, dokumenteringen, teamsamarbejdet, intensiteten og måske det der allermest betød noget - bekræftelsen. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde fat i noget vigtigt. Jeg vidste noget, som andre kunne bruge til noget. Og som jeg selv havde lyst til at komme dybere ned i.

Fælles for alle de ovenstående jobs er også, at det var de store børn, jeg legede med. 8. til 10. klasses børn, som var pubertetsforvirrede, teenagefrække, møgprovokerende, ungdomssløve og helt igennem fantastiske i min optik.

Jeg er splittet, fordi når jeg sidder og beskriver de to ovenstående jobs, så kan jeg mærke sommerfuglene inde i maven og glæden boble i brystet. Det er som om, at jeg glæder mig til at arbejde med lige netop dét igen. Og jeg ved jo godt, at når jeg føler sådan, så er jeg på rette spor. Jeg er på min hylde. Jeg ved jo godt, at lærerfaget ER det jeg brænder for.

Måske er jeg bare landet i den forkerte reol for et kort øjeblik?

Jeg er splittet, fordi jeg er rigtig meget glad for at have mit job lige rundt om hjørnet, så min fritid rent faktisk er fritid, som jeg kan bruge på mig selv, Skrupsakken og Manden. Det er der mit liv er lige nu - ved dem. Men 3. og 1. klasse, det er bare ikke mig. Det må jeg jo nok også erkende.

Jeg tænker lidt, at jeg må tilbage til det med kreativiteten (ja, jeg tænker lige løbende med jeg skriver. Der ikke den store disposition bag dette indlæg, sorry guys!) Hvordan kan jeg gøre denne reol til den rigtige for mig? Skal jeg flytte hylderne lidt, lægge nogle nye bøger ind på dem? Kan den males? Skal jeg selv rykke et par hylder op, hvis det da overhovedet er muligt? Det er jo ikke sikkert, der lige er en plads i udskolingen efter sommerferien, bare fordi AB lige synes det kunne være sjovt. Eller skal reolen have et ryk til et andet hjørne? Samme reol - ny location.

Min filosofi har altid været, at alting sker for en grund. Hvis jeg skal efterleve dette, hvad er så min grund til at sidde på denne folkeskole nu, efter at have haft alle de store drømme om at ville noget mere eller noget andet? Og hvad kan jeg selv gøre for at vende min utilfredshed? Der er jo ingen andre, der gør det for mig, så det er ligesom lidt op til mig selv, ikke?

Det nemmeste er at stikke halen mellem benene, så snart duften i bageriet ikke lige behager én. Det tror jeg, vi er rigtig gode til i min generation - inklusiv mig selv sagde Hunden. Jeg har to kolleger, der begge har været på skolen i 40 år i år. Den ene var til audiens ved Dronningen i torsdags. Den anden har haft et jobskifte undervejs, fra én folkeskole til en anden, så hun er desværre ikke værdig hos Dronningen (!!??...og så har vi lige emnet til et andet indlæg om forældede traditioner i vores kongehus!). Hun er 63 år og kunne gå af fra i går, men hun bliver hængende. Hun elsker sit job i folkeskolen og ville ikke bytte for noget som helst. Hvad ser hun, som jeg ikke ser?

Jeg tænker videre. Måske er det bare helt normale tanker at have som forholdsvis nybagt mor, der slås med spændingsfeltet mellem ambitioner og familieliv.

Feel free to comment any time! Jeg kan bruge alle de input, jeg kan få lige nu, for tankerne er begyndt at køre en lille smule i ring, og de trænger helt sikkert til et ryk ud af rillen.

Støvsuger (slash) dyre-ting-kan-køre-rundt-på-robot

NU har jeg fundet ud af, hvad den skal bruges til:

Så skal vi bare have købt os et dyr!

Lettelsens suk

Jeg fik endelig fundet ordene og sagt dem højt. Situationen opstod, hvor jeg endelig kunne få luft uden at jeg forværrede noget, jeg allerede fandt godt og grundigt dysfunktionelt.

Jeg fik fortalt om grædende cykelture hjem fra arbejde, om manglende forståelse, anerkendelse og samarbejde, om min første oplevelse som 100% privatpraktiserende lærer, om hårdt sprogbrug der blev kastet skødesløst rundt i humoristiske sarkastiske forklædninger, om børn der ikke bliver set og prioriteret og om hvorfor den lange køretur ikke er min tid værd i det lange løb.

Og så cyklede jeg væk fra den skole, der for ganske kort tid var drømmestedet for mig at arbejde på, men som nu står tilbage som et flagskib, der proklamerer sig som mentorskole, og derfor har så travlt med alt andet, at den glemmer de værdier, de børn og den undervisning, den startede op med at være skole for. Skuffelsen over dette er enorm fra min side.

Mine ord blev hørt - og taget ind - vejet - følt og smagt på - opbakket og forstået - og undskyldt.

Et "Vi kommer til at savne dig", røg også berørt med i snakken. Min frygt kom til skamme. Der var ingen der angreb mig eller lod mig og mine, alt for mange, følelser i stikken. Sarkasmen og ironien var sendt til tælling og alvoren og selvreflektionen var sat ind i stedet. Hvor kom mon den tidligere uforklarlige frygt fra?

Det regnede da jeg kom ud. Og det kølige vand føltes fantastisk på den pande, der ikke længere var spændt i en bekymrende rynke. Min krop føltes lettere at træde frem i pedalerne og knuden i maven, den der har siddet der i flere uger, og som jeg ikke har kunne skrive mig ud af, den var væk!

For at kunne behandle jer ens, må jeg behandle jer forskelligt

Jeg havde en oplevelse på vej hjem i toget i dag, som jeg gerne vil dele med jer, og meget gerne have jeres kommentarer på.

Overfor mig sidder en mand og en dame, begge omkring de 50 år, og de snakker hyggeligt sammen, indtil de bliver forstyrret af en konduktør. Kvinden kigger overrasket på manden, og udbryder: "Guuuuuud neeeej!" Det viser sig, at hvor han har et gyldigt månedskort, har hun et klippekort, som hun glemte at klippe, da de var så fordybet i deres snak. Dette prøver hun febrilsk at forklare konduktøren og spørger bedende om hun kan hoppe ud på næste stop og klippe. Hun er lige stået på, forklarer hun.

Der er tre konduktører i alt, hvoraf den ene er civilklædt og kommer hen til os og tjekker samtidigt (ja, det er åbenbart DSB's senste påhit i kampen mod de kriminelle snydepelse). Kvinden prøver at forklare sig igen og igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun taler sandt. Hun er næsten grædefærdig, da det går op for hende, at det drejer sig om 750,- kr. og at konduktøren har tænkt sig at give hende bøden.

Jeg bryder høfligt ind og spørger de tre konduktører, af ren og skær nysgerrighed, som jeg også påpeger over for dem, hvordan det kan være, at man ikke kan lade hende smutte ud og klippe og lade hende slippe denne gang? De forklarer sig med at de er nødt til at være ens over for alle, og at det skal være retfærdigt for alle. Det er jo svært for dem at vurdere hver enkelt gang, hvor sandhedsværdien skal sættes osv. Jeg kan godt se alle deres argumenter, og det er jo i bund og grund rigtigt nok. Det var en fin snak, vi fik med dem, og der var ingen angrebstone over for nogen af parterne. Det endte faktisk med at vi var flere der indgik i snakken.

MEN jeg er altså ikke enig med dem, konduktørerne. Jeg ved godt, at de bare gør deres job, men så er jeg ikke enig med den, der bestemmer, hvordan de skal fuldføre dette job. Hvad blev der af den rare togkonduktør, der kiggede på en og sagde: "Jamen, så smut da lige ud og klip. Og så glemmer du ikke det en anden gang, vel?" eller som tog sin menneskelige kappe og sin empatiske briller på og kiggede og lyttede til det menneske han stod og talte med? Jeg synes helt ærligt ikke, at der er noget galt i at kunne snakke sig fra en bøde, eller at forskelsbehandle folk i sådanne situationer. Jeg gør det selv, hver eneste dag i skolen. Ingen af mine elever bliver behandlet 100% ens, for det ville netop ikke være retfærdigt over for dem. De er jo forskellige mennesker med forskellige behov og forskellige grænser, og det er jeg nødt til at forholde mig til for at kunne give dem en fair behandling.

Jeg synes DSB og alle vores systemer engang i mellem bliver alt for firkantede og baseret på den laveste fællesnævner i stedet for at være bygget på tillid, menneskelig indsigt og overbærenhed. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke så meget det handler om retfærdighedssans fra DSB's side, men snarere om penge. Det ville i og for sig også være helt i orden i min verden, så skulle de bare hellere være ærlige og sige det, når jeg spørger.

Og hvis det virkelig handler om retfærdighed og ligeberretigelse, så er jeg faktisk lidt ærgerlig over, at vi danskere er blevet så milimetermålsretfærdige, at vi ikke kan unde en medpassager at slippe fra en bøde, som vi måske endda selv var så uheldige at ende med ugen forinden. Jeg fik selv en lignende bøde på min første arbejdsdag, hvor jeg havde læst zoneoversigten forkert og havde klippet en zone for lidt ud af 8 zoner i alt. Ikke om konduktøreren var til at hverken tale med eller stikke i, og hvis jeg kunne have hjulpet hende i toget i dag med at slippe ud af sin bøde, ville jeg næsten have følt, at det var et plaster på såret for min egen ærgrelse.

Ej, helt ærligt, hvad mener du? Er jeg for blødsøden og naiv, eller synes du også vores verden er bare en anelse for firkantet og indrammet engang i mellem?