Lad os bjerge himlen sammen

Jeg ved jeg kommer. Meld dig selv til ved Anne.

Et ordentligt los i røven, så man står på tæer!

Det er nu et par uger siden, at der var tretten kvinder, der gav mig et ordentlig los i røven. Jeg tror ikke, de helt selv er klar over, hvor hårdt de sparkede, og hvor dybt deres spark har sat sig. Og så måske alligevel er de ganske klar over det.

Ikke desto mindre har jeg ikke oplevet lignende skaberglæde i laaaang tid. Og hvor kommer denne pludselige lyst til at skabe fra? Det har jeg tænkt en del over på det sidste, og noget siger mig, at det handler om, at stå på tæer.

Jeg fungerer bedst i fællesskaber. Sociale sammenhænge. Familiære nærheder. Kollegiale arbejdsgrupper. Kreative symbioser. Jeg er det bedste menneske, hvis jeg er et led i en større kæde. Jeg er ikke en ring i mig selv. Jo, det jeg jo, men det er ikke alene, jeg yder mit optimale.

De rette sammenhænge betyder for mig, at jeg får sparring og feedback på det jeg laver. Hvis det virkelig er et godt fællesskab, så betyder det også, at jeg skal stå på tæer for at føle mig berettiget til at være en del af det. Sådanne fællesskaber har jeg oplevet i mit job, og det var det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg var sammen med folk, der i den grad inspirerede og motiverede mig ved deres måde at være lærere, formidlere og mennesker på.

Jeg oplever nu mig selv i en ny form for fællesskab, et blogialt netværk. Det påvirker mig, og det udfordrer mig, og det giver mig lige nøjagtig dét jeg har gået og søgt efter. Det har betydet, at bloggen her har ændret sig. Jeg kan mærke, når jeg kører ned over siden og ser de sidste 10 indlæg, at de billeder, der dukker op undervejs, gør mig glad og stolt. Jeg tegner fordi jeg kan dele det med nogen og fordi, der er nogen i mit fællesskab, mit netværk, der motiverer og udfordrer mig til at ville mere, til at kunne mere og til at skabe mere. Sidst jeg tegnede så meget, var da jeg underviste i billedkunst på linie på efterskolen, hvor jeg dagligt tegnede med eleverne. Dengang kendte mine hænder blyanten, papiret og stregen til hudløshed. I dag er de så småt ved at være oppe i omdrejninger igen. Det er en muskel, der skal trænes, både fysisk og mentalt. Man skal have hovedet med, og samtidig formå at lægge hovedet væk og tegne efter intuitionen. Ikke altid lige let.

Dagens billede er et fra gemmeren. Det er fra dengang, hvor mine hænder næsten styrede sig selv hen over lærred og papir.

En billedkasse

Jeg har to billedkasser. To kasser til de billeder jeg møder på min vej. Den ene kasse er, meget konkret, en sort kasse fra IKEA, hvori jeg gemmer de go-cards, postkort, avisudklip og andre billeder jeg falder over fx i medierne eller på museer.

De billeder der er i den kasse er min inspiration, når jeg selv skaber billeder, og de er ligeledes en god ven i min undervisning, hvor de ofte giver inspiration til mine elever, både i deres eget billedarbejde, men også i deres arbejde med det skriftlige og mundtlige sprog.

Den anden billedkasse, jeg har, ligger inde i mit hovede. Det er den base, der lagrer alle de indtryk jeg får, visuelt. Jeg er et visuelt menneske. Jeg husker vej, ved at gå den samme vej en gang til. Når jeg ser gaderne, kan jeg huske det næste sving eller den blå postkasse, vi skal til venstre ved. Jeg husker bøgers titel ved at huske deres cover eller huske de billeder den skabte inde i mit hovede, da jeg læste den. Jeg husker menneskers navne ved at huske noget visuelt om dem, som passer til deres navn. Jeg havde fx en elev i min danskklasse i Sømandskirken i NY ved navn Penelope, og hun boede på samme gade som kirken, Willow Street. Jeg huskede hendes navn, ved at hun var Penelope fra Willow Street, som i mit hovede dannede et billede af denne lille eventyrpige, der løb nysgerrigt og legende ind og ud mellem piletræerne. Et billede, der illustrerede hende meget godt i virkeligheden også. Hun havde noget eventyrligt over sig på en eller anden måde. Det er for øvrigt en historie jeg stadig MÅ skrive en dag. Historien om Penelope from Willow Street.

I går blev begge disse kasser fyldt yderligere op med billeder. Nogen af de konkrete billeder ender ikke i kassen, men på mine vægge, på Skrupsakkens vægge og hængende fra vores lofter. De skal inspirere mig til noget jeg glæder mig afsindigt til at lave. De er en gave fra et virkelig dejligt menneske.

Og nogen andre af dem, de indre billeder, skal hænge allerforest i mit hovede et par dage endnu. De skal nydes og fordøjes. De viser mig hvad fællesskaber kan lede til. Hvad åbenhed og turde visen sårbarhed kan lede til. Hvad rigdom også kan konkretiseres i. Hvad skaberi kan rive med sig. Hvad kvinder kan, når kvinder er bedst. Og hvad jeg slet ikke kan sætte ord nok på, og derfor bare beholder i billedform inde i mit lille hovede som føles meget fyldt og meget tungt lige nu. Det sidste KAN også have noget med noget Asti og rødvin at gøre…

Uundgåelig smerte

Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.

Sociale netmasker og bloggerflet

Den overskrift lyder næsten som et samtidskursus i FOF's kursuskatalog....

I lørdags havde jeg besøg af min mødregruppe, som jeg har mødt på nettet, og som jeg har skrevet frem og tilbage sammen med siden jeg blev gravid helt tilbage i marts 2007. Mens jeg sad i USA, sad de fleste af dem i Danmark og inddrog mig i deres liv, deres tanker og deres glæder og bekymringer. Vi havde en fantastisk dag sammen i lørdags, og det er ikke første gang, at jeg har været så heldig at kunne møde pigerne og deres børn i virkeligheden. Sidste gang var dog noget særligt, da det endelig var mig, der kunne invitere dem hjem i mit danske hjem. Det var lidt specielt efter så mange år på afstand og lynvisitter.

På torsdag skal jeg igen mødes med nogle piger, som jeg ikke har mødt face to face før. Faktisk er mange af de mennesker, jeg kender i dag, kommet ind i mit liv via internettet. Det nye ved dette møde er, at jeg ikke kender pigerne fra et forum, hvor vi specifikt har skrevet sammen. Nogen af pigerne har jeg faktisk aldrig kommunikeret med. Det vi har til fælles er, at vi blogger. Det var Line her, der tog inititiativet, og snart var vi en hel gruppe, som kunne se noget fælles, vi gerne ville mødes og hygge om. Det blev så på torsdag, og jeg glæder mig helt vildt til at se dem IRL og høre deres historier igennem deres talte stemmer i stedet for deres skrevne penne. Line og jeg har kommenteret på hinanden blogge i stykke tid nu og det er forunderligt, hvordan man næsten føler, at man kommer til at kende de mennesker bag de blogge man læser. Selv om det er en nøje udvalgt og redigeret del af ens virkelighed, så er det jo ikke desto mindre historier fra deres virkelige liv, man sidder og følger med i og evt. kommenterer på. Det er som en lille mikroverden i den store vide verden udenfor.

Og nogen af jer vil måske kunne huske Trine og DFO, som jævnligt kommenterer her på min blog og vise versa. De er begge lærere, som jeg. DFO og jeg spiller scrabble på nettet og de er efterhånden blevet en helt naturlig del af det, jeg betragter som mit nære sociale netværk. Og det er selv om jeg aldrig har set dem i øjnene eller på anden vis mødt dem i virkeligheden. Vi blogger hver for sig og sammen, og det knytter venskaber. De har inviteret en masse andre bloggere hjem til dem i oktober, og jeg var heldig at være med på den gæsteliste. Udover at jeg glæder mig afsindigt til at møde begge dem, er jeg også vildt spændt på at møde en af de sjoveste, mest ironiske og bedst skrivende bloggere jeg kender, nemlig Tedamen M. Selv om der kommer mange flere bloggere til mødet, er det netop de tre, jeg har fundet nogle fællestræk med, som gør at jeg gentagne gange klikker ind på deres blogs og bliver opdateret i deres skrevne univers.

Og sådan fik vi lige lavet et par netmasker og flettet lidt bloggerflet på tværs af tid og rum takket være internettet og blogging. Det er da lidt forunderligt, synes I ikke?