YeepedeeYey!

Jeg har vundet en taske. Godt nok en pusletaske. Men en rigtig lækker pusletaske. Sådan en rigtig rigtig lækker en i læder og alt muligt. Gaia & Co. go home. This is Swedish hot stuff. Se bare her:

I må indrømme, at der er sgu ikke meget pusle over den, vel? Jeg glæder mig helt vildt til at kunne stoppe den til med Libero, stofbleer, sutter, og alt muligt andet babylir og så udefra stadig se en lille smule tjekket ud i nappa og svensk design. I'm a lucky potato!

Tak Willvin og Christina!

Færre ord, mere leg

Jeg har vist opbrugt mine ord for en periode, der kommer i hvert fald ikke så meget ud her på bloggen i disse dage.

Men jeg leger til gengæld. Med Bamses hus, en legetøjsmotorsav, en købmandsbutik og en tre-årig Skrupsak. Fik jeg sagt, at han er tre år nu? Måske er det derfor, jeg er lidt ordløs?

Og så leger jeg på min anden legeplads. Du ved, den med billederne. Den trængte til lidt maling og sådan, og jeg synes selv, den er blevet ganske fin, der i sine nye klæder:

Hop selv over og kig ved at klikke på billedet.

Hvis du nu alligevel har en halvtredser, der ligger og brænder hul i lommen

Så tag den op og smid den herind:

Jeg kan ikke andet end bakke om en fest, der ene og alene har til formål at varme hjerter. Derfor arbejder jeg nu på noget på et lærred, der er stærkt inspireret af denne tegning:

Noget, du kan vinde på HJERTEBLOGGEN, hvis du nu alligevel lige har en halvtredser, der ligger og brænder hul i lommen.

Dette er årets allerbedste idé, og jeg er så stolt af, at kunne være med til at bakke om den. Og det vil du også være. Det kan jeg bare mærke! Så kom…

Aber natürlich, Flo!

Flo efterlyser billeder af vores stand på Julemarkedet i Pakhus 16. Og det skal hun og I andre da få. Har I forresten været omkring Flo’s nye diner? Det er helt klart et af mine nye stamsteder ligesom hendes gamle diner var det. Thumbs up, Flo!

Der er flest af perlerne, som Anne havde lavet. Og da jeg gerne ville tage billederne uden blitz er et par af dem desværre blevet lidt rystet. Men I skal da have kigget alligevel.

Julies Libertyposer:

Madbaren, hvor man gerne måtte betræde grønkålene. Vi havde konstant den søde grønkålsduft i næseborene blandet med duften af lækker nykværnet kaffe fra kaffebaren. Skønt spot vi stod på.

Og kaffelufferne:

Jeg har for øvrigt hørt rygter om et lignende forårsmarked, også organiseret af de to kreative ildsjæle Karlsson og Albers.

Så starter julen lige om lidt

For om tre dage skal jeg til årets første, største og bedste JULEMARKED. I ved godt JulemarkedET, ikke? Der skal jeg dele stand sammen med Anne og Julie og sælge Annes smukke traneuroer og glasperler. Denne her er jeg så heldig at have hængende i mit køkken:

Og Julies lækre små Libertyposer, som du kan lægge dine yndlingssmykker, lidt lavendel eller Annes perler i. Jeg skal selv have en håndfuld med hjem af dem:

Og selvfølgelig mine egne lune kaffeluffer, som er perfekte til at holde glöggen, juleteen eller cafe latten varm, samtidig med du kan lune dine kolde vinterfingre uden at brænde dig. Jeg arbejder på en særlig juleudgave af dem også.

Hun kæmper sig frem i korsstingene

Mon jeg bliver færdig inden Julemarkedet?

Hvad skal det (ikke) ende med?

Jeg har ingen anelse, hvor disse blomster fører hen, men jeg kan ikke stoppe igen. Og nu har jeg også lige konverteret de fleste af mine sorte tuschstreger om til korssting. Jeg er stukket af nålen og zappet tilbage til min bedstes gamle bornholmertikkende stue, hvor jeg som syv-årig tilbragte mine sommerferieuger med at sidde og brodere korssting i den grønne velourstol.

Jeg er fyldt op af kreativ energi, efter mit hjem blev invaderet af undrende, syende, hæklende, snakkende, prikkende, spørgende, hverdagselskende, rappende, bogelskende, papirsfoldende, tedrikkende, dikkende, kaffedrikkende, astidrikkende blogkvinder, der ikke hverken var bange for mad, der lignede kondomer med salat og rejer i, eller for kaffekrus på størrelse med rundetårn.

Det var Katrine, der skrev

Hun skriver om virkelighedsflugt, om roomies, om ord, der forsvinder, om crap, lort og shit, om lyden af sne, der knaser under hendes fødder og om at sige, at hun har det fint, når hun i virkeligheden ikke har det.

Det lyder velkendt, ikke? Det er jo det, rigtig mange af os skriver om. Men Katrine er kun 17 år gammel. Og efterskolen i Korinth har været hendes katalysator for hendes skriveri. Det var der hun startede sin blog, og hun er bidt. Lige som alle os andre.

Det var Katrine, der skrev et brev til mig. Og jeg har læst hendes blog fra ende til anden og følt mig zappet tilbage til mit gamle job på efterskolen, hvor rommies er som søskende, og hvor skolen er et samfund i samfundet. En bobbel af tryghed, kreativitet, samvær, hygge, oplevelser og kærlighed.

Jeg synes, det er sejt, når en pige på 17 år tør at tage skridtet videre end de selvudleverende Facebookopdateringer, eller de klassiske H&M-modeblogs, og faktisk udfordre sig selv skriftligt. Hun drømmer om at blive journalist, og hun øver sig. Gid, jeg havde haft dét mod. Dén lyst. Dét engagement. Da jeg var 17 år. Så havde jeg måske også været en tur i Berlin i starten af 90’erne.

Et lille nyt køkken i Bloglandia

En af mine tidligere studiekammerater har oprettet sin egen blog, som jeg tilfældigvis faldt over forleden via Facebook. Hun laver mad og deler sine lækre opskrifter med os andre. Og der hvor hun virkelig fik mig spundet ind i sit lille køkken var hendes opskrift på p-tærter. Der kan vist ikke længere herske meget tvivl om, hvorvidt jeg elsker chokolade. Jeg minder jer gerne om igen:

Og p-tærter er en af mine helt store älsklinger indenfor chokoladens verden. Og tjek lige disse babies:

Men hun laver også de skønneste tapas, som jeg savler over tanken om at få lov at smage. Den er endnu helt ny, hendes blog, men jeg tror den er værd at kigge ind på for fremtiden. Prøv selv at kigge ind på Det Lille Køkken.

Lad os bjerge himlen sammen

Jeg ved jeg kommer. Meld dig selv til ved Anne.

Lidt om awards og anerkendelse

For en uges tid siden sad jeg i bilen med Julie på vej til Vestjylland, og vi snakkede blogging og alt hvad dertil hører - også blogawards. Og jeg måtte kejtet indrømme, at jeg undrede ærgrede mig over, at alle andre omkring mig får de her awards, og at alle omkring mig får emails fra firmaer, der ville give dem alt muligt og udnytte deres ord på alle mulige måder. Og jeg får aldrig en skid. Og det får mig ind i mellem til at falde i de her dybe grå huller af en dags varighed, hvor jeg tænker, at enten er der  ingen, der rigtig læser min blog, eller også *gys* er den bare ikke så interessant og vedkommende for andre, som jeg selv går og bilder mig ind.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det jo egentligt var lidt plat med de der awards, og at jeg bare skulle prise mig lykkelig for ikke at blive kontaktet af firmaerne hele tiden. Akkeja, så har man ikke de problemer, og så videre, I ved…Godt man heldigvis er hævet over den slags! Og sådan har jeg det jo også på langt de fleste dage. På langt de fleste dage er min blog, det den er, nemlig min blog. Og gider I læse med, så fedt. Og ikke, så hul i det.

Men der er også de der dage, hvor man måler sig og kigger med ved andre og ser dem få tusindvis af kommentarer til hvert indlæg. Også de indlæg, som faktisk ikke er vildt interessante. Face it, de er der, og vi ved det alle. Men hvorfor får jeg det så ikke, selv på de uinteressante indlæg, for de er der i den grad også. Det ved jeg. På de dage indser man, at man bare er endnu et af de ynkelige usikre pjok, som vi mennesker jo bare er en gang i mellem.

Nå, men sådan kører jeg så lidt i ring i en halv dags tid, klikker lidt tilbage i min blog, stener gamle indlæg og får selvtilliden og glæden for bloggen op igen. Jo, det er MIN blog og mine tanker og skid hul i, hvor mange der gider læse dem, når bare dem, der læser er nogen, der er her, fordi de kan lide ordene fra pennen.
OG SÅ….skider jeg så lige et nyt hul i alt dette og hæver armene langt op over hovedet i jubel og glemmer alt om, at awards er platte, for jeg har netop fået min aller aller første blog award efter fire års blogging:

Og awards styrer for vildt! Og jeg er en BEAUTIFUL blogger, at I ved det! Det siger Helene selv, og hun sidder på Guam og ved bedst. Det ved enhver! Og jeg kan faktisk ikke finde nogen, jeg ville blive gladere for at modtage den fra end Helene, da hun er en af mine personlige venner fra New Jersey, som flyttede derfra samtidig som jeg. Jeg har nævnt Helene før, og hvis ikke du læser med om hendes eksotiske liv som kunstner og soldaterkone til en amerikaner på stillehavsøen Guam, så start nu. Og glæden ved at få den fra hende ligger ene og alene i, at så ved jeg, at hun har fået den før mig, og at hun er nået ud i blogland med sine ord og sine billeder.

Og for at fejre denne længe ventede succes, så har jeg simpelthen købt en Villa. Ja, en villa med stort V, sådan som de kun bygger dem i Italien. Og allerede fra i dag kan du købe min vin i Kvickly i Jyllingecenteret:



Den kvikke læser vil hermed også kunne komme tilnærmelsesvis tæt på min rigtige navn, som jo ikke er AB, selvom jeg nogen gange kunne foranlediges til at tro det, men derimod noget meget tæt på Anneberta. Lad os kalde dét for mit italienske navn fra nu af. Nu da jeg er en BEAUTIFUL blogger!

Af hjertet tak, Helene!

Nå, men der er noget med syv ting om mig selv og syv andre blogs, der skal nomineres. Det første kan vist godt tælles sammen i alt det vrøvl, jeg allerede har skrevet. Du skal endda selv få lov at tælle dig frem. Den sidste del er lidt sværere, for ALLE andre end jeg har jo fået denne award. Jeg tror faktisk, jeg er den absolut sidste, der får den. Lad det komme an på en prøve: Hvis jeg ikke er, så smid mig en kommentar til dette indlæg med din blogurl, så slår vi to fluer med et smæk: Jeg opdager din blog OG du viser mig, at du har opdaget min! Hey, det’ tre fluer, for du kan jo risikere at vinde en award oveni i hatten. Det er jo nærmest en give away det her. No strings attached :-)

And now this witch is on it’s way. See ya in Bloksbjerg, Harzen, girls!

Provinsshopping hos Trændi Trine

Hos Trændi Trine i et af provinsens lækreste smørhuller kan man altid forvente at finde lige det, man står man mangler. Hvadenten du er til Gas & Gøgl, Asti på flaski, fantastiske personligheder, kulørte lamper eller varme krammende tæpper, så har Trændi Trine det på sine hylder.

Hun kan ligeledes tilbyde det mest charmerende lille Bed & Breakfast i eget Hus Med Hjul, hvor der er nydeligt redt op af Trændi Trines egne omsorgsfulde hænder. Som gæst dér, føler man sig altid 100% velkommen og særdeles godt betjent. Serveringen er fremragende, og husets kok har en hel naturlig evne til at håndtere grillens varme flammer i tilberedningen af maden. Manden er simpelthen et naturtalent hvad gælder ild!

Af nærliggende aktiviteter kan anbefales det rige forretningsliv i nabobyen, hvor priserne er besnærende og tøjstativerne fyldte med lækre provinsfristelser.

Anmelderen her kan kun, med det allervarmeste, anbefale Trændi Trine og hende Fyrbøderkok som et af sommerferiens absolutte MUST TRY udflugtsmål og vil i de kommende mange sommerdage nyde godt af de fabelagtige kup jeg gjorde mig i form af nyopfyldte energidepoter, skaberitrang, refleksion, nære venskaber og lækre sommertunikaer til uhørt lave priser i denne lille oversete bid af provinstærten.

Abstinenser

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg har et afhængighedsproblem. Eller skal vi hellere sige flere? Jeg har hovedpine, og det har jeg fordi jeg trænger helt enorm til:

- alenetid med min computer og min kære dejlige blog og alt hvad dertil hører af blogroll, kommentarfunktion og læsere.

- skabetid, hvor jeg kan tegne et referat færdigt, tegne puslespilsbrikker, som tilsammen udgør et billede, jeg bare MÅ vise jer snart.

- asocialtid med mine to dejlige mænd uden afbrydelser, andet end dem tilfældet byder os af hyggestunder, krammeminutter og kærlige grin.

- hjemmetid med mine trygge farverige rammer omkring mig og mine spirende have udenom.

- bloggerellas, som fodrer mine energidepoter med chokoladedrømme, fællesskab, skaberi, grin, kærlighed, store ører, gode fortællinger og varme venskaber.

Men lige nu sidder jeg i flytterod ved min far og hans dejlige kone, og må tiltuske mig fem minutter med rystende hænder ved den nyopsatte computer i det nyindrettede kontor. Jeg får et lille fix af synet af min lille blog, af læsningen af blogpigernes trylleord og af synet af mine elskede streger igen. Jeg sniffer et par stykker af dem hurtigt ind og skynder mig videre ind foran det nyopsatte fjernsyn, hvor Bamse kører frejdigt på skærmen. Hvis jeg er heldig kan jeg lige nå at sprøjte min lille Skrupsak ind i min højre arm og stjæle et hurtigt kys og smil fra Manden. Og senere i aften, når Focusen kører op i indkørslen vil jeg gå en stille runde i min have og mit hus og fylde resten af mit blod med de euforiserende stoffer, jeg er blevet så afhængig af de sidste par år.

Kan I huske Priapus?

Nu ved vi jo snart alle, hvem han er. Hvis ikke, så klik på billedet.

Og nu er jeg igen sammen med Priapus. Han kom lige pludselig med posten og for det, er jeg meget taknemmelig! Han er der inde ved min seng, lige ved siden af min dejlige mand. Og jeg er hooked. Hooked på perspektiviske forkortninger og racemæssige forskydninger.

Et ordentligt los i røven, så man står på tæer!

Det er nu et par uger siden, at der var tretten kvinder, der gav mig et ordentlig los i røven. Jeg tror ikke, de helt selv er klar over, hvor hårdt de sparkede, og hvor dybt deres spark har sat sig. Og så måske alligevel er de ganske klar over det.

Ikke desto mindre har jeg ikke oplevet lignende skaberglæde i laaaang tid. Og hvor kommer denne pludselige lyst til at skabe fra? Det har jeg tænkt en del over på det sidste, og noget siger mig, at det handler om, at stå på tæer.

Jeg fungerer bedst i fællesskaber. Sociale sammenhænge. Familiære nærheder. Kollegiale arbejdsgrupper. Kreative symbioser. Jeg er det bedste menneske, hvis jeg er et led i en større kæde. Jeg er ikke en ring i mig selv. Jo, det jeg jo, men det er ikke alene, jeg yder mit optimale.

De rette sammenhænge betyder for mig, at jeg får sparring og feedback på det jeg laver. Hvis det virkelig er et godt fællesskab, så betyder det også, at jeg skal stå på tæer for at føle mig berettiget til at være en del af det. Sådanne fællesskaber har jeg oplevet i mit job, og det var det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg var sammen med folk, der i den grad inspirerede og motiverede mig ved deres måde at være lærere, formidlere og mennesker på.

Jeg oplever nu mig selv i en ny form for fællesskab, et blogialt netværk. Det påvirker mig, og det udfordrer mig, og det giver mig lige nøjagtig dét jeg har gået og søgt efter. Det har betydet, at bloggen her har ændret sig. Jeg kan mærke, når jeg kører ned over siden og ser de sidste 10 indlæg, at de billeder, der dukker op undervejs, gør mig glad og stolt. Jeg tegner fordi jeg kan dele det med nogen og fordi, der er nogen i mit fællesskab, mit netværk, der motiverer og udfordrer mig til at ville mere, til at kunne mere og til at skabe mere. Sidst jeg tegnede så meget, var da jeg underviste i billedkunst på linie på efterskolen, hvor jeg dagligt tegnede med eleverne. Dengang kendte mine hænder blyanten, papiret og stregen til hudløshed. I dag er de så småt ved at være oppe i omdrejninger igen. Det er en muskel, der skal trænes, både fysisk og mentalt. Man skal have hovedet med, og samtidig formå at lægge hovedet væk og tegne efter intuitionen. Ikke altid lige let.

Dagens billede er et fra gemmeren. Det er fra dengang, hvor mine hænder næsten styrede sig selv hen over lærred og papir.

Jeg er bange, Sofus!

Det forsigtige og udprægede pessimistiske pindsvin Ludvig ryster over hele sin lille krop, da han med bævende stemme siger til den morgenfriske og barnefødte optimist, spætten Sofus: “Jeg…er…bange…Sofus…Jeg…tror…aldrig…jeg…har…været…så…bange…for…noget i hele mit liv. Skal vi ikke hellere vække Theodor?”

Hvornår har jeg det lige som Ludvig, spørger Overblikket?

Sjældent, vil jeg starte med at svare. Jeg er ikke ret ofte bange. Jeg er nervøs, spændt og ængstelig, men bange, nej, det sker ikke så tit. Faktisk trives jeg ret godt i nervøsiteten og spændingens felt. Fx til eksamen, hvor jeg virkelig skal ind og vise hvad jeg duer til. Luv it!

Når man er bange, er man ikke i nuet, tror jeg. Og dér kan jeg vist godt lide at være. I nuet.

Men NÅR det så sker, så er det gerne fordi jeg enten:

… står ved en kant. Jeg har ikke højdeskræk. Jeg elsker at flyve, komme op i høje tårne og nyde udsigter fra flere 100 meters højde. Men stil mig op på 1 metervippen i svømmehallen, så er jeg pissehunderæd. For hvad nu hvis jeg falder ned? Det med at falde, er stærkt undervurderet i min verden. At falde er næsten lige så farligt som træk. Og træk er farligt, det ved vi jo alle. Træk kan slå dig ihjel, ikke? Det ved du godt. Man må ikke sidde i træk. Og man skal passe på ikke at falde! Sådan.

Måske har det noget at gøre med, at jeg faldt i en pool som femårig, da jeg var på badeferie med mine forældre i Tunesien. Jeg havde mine nye vinterstøvler på i bedste Pamela Anderson-stil til min badedragt, fordi jeg liiiige havde fået dem i fødselsdagsgave inden vi skulle på varmeferie. Sådanne støvler kan trække et lille barn langt ned under vand, skal jeg hilse og sige. Så når jeg står ved en kant, hvadenten den er 1 eller 100 meter oppe, så forestiller jeg mig næsten altid i et splitsekund, hvad der ville ske, hvis jeg fik overbalance, hvis nogen skubbede eller hvis mit underlag forsvandt. Så ville jeg falde, falde, falde….gys!

… kommer i tanke om, at jeg engang skal dø, lige som alle andre mennesker. Jeg tænker ikke særlig ofte på det. Men når så tanken opstår og det går op for mig, at når jeg dør, så ER jeg her ikke mere. Så kan ikke noget som helst mere. SÅ kan jeg ikke sige min mening om ting, jeg kan ikke være sammen med mine kære, jeg kan ikke mærke, føle, sanse, skabe eller noget som helst andet. Så...er...jeg…ikke! Det skræmmer the shit ud af mig!

… lader min fantasi løbe af med mig, og fornemmer ting, som ikke er der. En mand, der følger efter mig op af trappen, en person ude på den anden side af vinduet (mørke vinduer med mennesker, der kigger ind, er skide uhyggelige) eller lyde fra ting jeg ikke kan se, og som måske slet ikke var en lyd alligevel, men blot noget jeg bildte mig ind i mørket. Min tid som efterskolelærer har bragt mange underholdende historier med sig, når jeg skal fortælle om de gange jeg skulle lukke skolen af på en nattevagt. Som når jeg fx skreg højt og forskrækket over mit eget spejlbillede i vinduet i et klasseværelse, eller når jeg sloges med manden udenfor vagtværelset, som stædigt forsøgte at komme ind med sin fod i døren og derefter slå mig ned, indtil jeg opdagede at det var min egen vinterstøvle jeg havde smadret til plukfisk ved at hamre døren desperat ind i den 500 gange.

Hvem er så min Theodor? Hvem vækker jeg, når jeg bliver så bange? Min sunde fornuft. Min Mand. Min familie. Mit indre jeg. Min indre styrke.

Jeg har dog stadig aldrig hoppet ud fra 1-metersvippen i svømmehalen, og sætter mig stadig ned og hopper i vandet eller tager stigen som en anden pensionist. Ingen af mine Theodorer har endnu kunne overbevise mig om at andet var det rette at gøre.

Rappedikke, Lykke og Nette – vil I ikke dele jeres frygt med os andre?

En billedkasse

Jeg har to billedkasser. To kasser til de billeder jeg møder på min vej. Den ene kasse er, meget konkret, en sort kasse fra IKEA, hvori jeg gemmer de go-cards, postkort, avisudklip og andre billeder jeg falder over fx i medierne eller på museer.

De billeder der er i den kasse er min inspiration, når jeg selv skaber billeder, og de er ligeledes en god ven i min undervisning, hvor de ofte giver inspiration til mine elever, både i deres eget billedarbejde, men også i deres arbejde med det skriftlige og mundtlige sprog.

Den anden billedkasse, jeg har, ligger inde i mit hovede. Det er den base, der lagrer alle de indtryk jeg får, visuelt. Jeg er et visuelt menneske. Jeg husker vej, ved at gå den samme vej en gang til. Når jeg ser gaderne, kan jeg huske det næste sving eller den blå postkasse, vi skal til venstre ved. Jeg husker bøgers titel ved at huske deres cover eller huske de billeder den skabte inde i mit hovede, da jeg læste den. Jeg husker menneskers navne ved at huske noget visuelt om dem, som passer til deres navn. Jeg havde fx en elev i min danskklasse i Sømandskirken i NY ved navn Penelope, og hun boede på samme gade som kirken, Willow Street. Jeg huskede hendes navn, ved at hun var Penelope fra Willow Street, som i mit hovede dannede et billede af denne lille eventyrpige, der løb nysgerrigt og legende ind og ud mellem piletræerne. Et billede, der illustrerede hende meget godt i virkeligheden også. Hun havde noget eventyrligt over sig på en eller anden måde. Det er for øvrigt en historie jeg stadig MÅ skrive en dag. Historien om Penelope from Willow Street.

I går blev begge disse kasser fyldt yderligere op med billeder. Nogen af de konkrete billeder ender ikke i kassen, men på mine vægge, på Skrupsakkens vægge og hængende fra vores lofter. De skal inspirere mig til noget jeg glæder mig afsindigt til at lave. De er en gave fra et virkelig dejligt menneske.

Og nogen andre af dem, de indre billeder, skal hænge allerforest i mit hovede et par dage endnu. De skal nydes og fordøjes. De viser mig hvad fællesskaber kan lede til. Hvad åbenhed og turde visen sårbarhed kan lede til. Hvad rigdom også kan konkretiseres i. Hvad skaberi kan rive med sig. Hvad kvinder kan, når kvinder er bedst. Og hvad jeg slet ikke kan sætte ord nok på, og derfor bare beholder i billedform inde i mit lille hovede som føles meget fyldt og meget tungt lige nu. Det sidste KAN også have noget med noget Asti og rødvin at gøre…

Talk about a sugar rush!

I går da Manden kom hjem tilbød jeg hurtigt at være den, der kørte på apoteket efter ny penicillinkur til Skrupsakken og i Kvickly efter mad til aftensmaden. Jeg var med andre ord ved at eksplodere over at have et styk morsyg dreng hængende inden for en armslængde af mig efter en lang dag på hospitalet og endnu længere hjemme i sofaen med Bamse og Kylling.

1½ time sender kom jeg hjem med kraniet fyldt med Katjes Familieslik, poserne fyldt med ting til at lave hjemmelavede burgere med og en ekstra pose med tøj. Ja, jeg tog lige en smutvej fra Apoteket til Kvickly og kom ud med det her:

Den røde er fra St-Martin og i 100% silke og den lilla er fra Day Birger et Mikkelsen, begge til -60%. Bukserne var bare for fristende til at jeg kunne lade dem hænge og de kostede kun 399,-. De fåes også i sorte, mon man skulle…?

Så havde jeg lige et Projekt Gave, som jeg skulle til at få kigget på også, og det resulterede i malekreahygge i aftes, hvor hende her bl.a. dukkede op på lærredet:

Hun er stadig kun i skitseform, men ja, hun er stærkt inspireret af en anden dame, der er at finde i bjergene. Nu er hun taget til New York. Hvordan det ender, det er endnu ikke helt sikkert.

Og så havde jeg ladet mig inspirere af Fru Sommer og det endte så med at mine elskede pensler endelig fik et nyt og godt hjem, hvor de rigtig kan stå og flotte sig og forhåbentligt friste mig til mere af det ovenstående:

På trods af at jeg har hovedet fyldt med snot og slim, har en lille dreng med lungebetændelse, føler mig alt alt for fed og doven og ikke har passet mit arbejde i en uge nu, så kan intet slå mig ud, for i morgen skal jeg simpelthen hygge mig. Og jeg glæder mig som var jeg 8 indeni og havde fødselsdag, når jeg slog øjnene op igen. En hel dag uden barn, i selskab med en masse kreative, inspirerende, morsomme, ordfyldte og hjertelige kvinder. Det bliver en god dag, det kan jeg mærke helt ind i knoglerne.

Har du også…

været sammen med Priapus?

www.priapus.dk

Turkis collage

Jamen, selvfølgelig gider jeg at lege Anne! Hvis der er noget jeg kan lide, så er det at lege og især med farver.

Opgaven var svær og krævende. Ikke selve udformningen, den i sig selv er såre enkel. Næææ, det var selve rammen for opgaven, der udfordrede mig. For hvor i mit hjem finder jeg lige noget, der er turkist/turkisfarvet?

7 billeder skulle jeg tage af 7 forskellige turkise ting fra mit hjem. Da jeg først kom i gang kunne jeg slet ikke stoppe, så I får lidt flere.

Der er lidt af det frække, lidt pynt fra min mor, lidt kloge ord om skolen, lidt til at få de kloge ord til at glide ned med, lidt kristent leg og fantasi, lidt flyvskhed, lidt skriblende, lidt rammende, lidt amerikansk, lidt indholdsrigt, lidt omklamrende og lidt barnlig stolthed. Nok i grunden et meget godt billede på mig som menneske!

Og så skal jeg jo sende mit TAG videre, og jeg kunne da vildt godt tænke mig at se, om den søde dejlige gravide M er PINKklar til at modtage en lille pige i sit hjem om et halvt års tid. Vil du lege med med M?