Viser opslag med etiketten Hjemrejse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemrejse. Vis alle opslag

torsdag den 6. august 2009

Ugenumre

Ok, så er der lige én ting til, som jeg lige skal vænne mig til: UGENUMRE!

Hvad er det med danskere og antallet af uger? Hvad er der nu galt med almindelige datoer? Jeg sidder med mit nye team og planlægger årets gang i 7. klassen og konstant kaster de om sig med ugenumre. Jeg ved ikke engang, hvilken uge, vi er i nu! Jeg er helt på herrens mark og sidder panisk og klamrer mig til min Filofax, som jeg heldigvis fik indkøbt i stedet for den elektroniske, som ikke havde ugenumre i sig.

Nå, men nød lære nøgen kvinde at spinde og jeg fandt linkET. Fra nu er jeg ikke mere i tvivl.

Klik her: Hvilken uge er vi i nu?

lørdag den 1. august 2009

Tidshuller

En af de store overraskelser, ved at vende hjem fra et udenlandsophold, er at opdage, at livet er fortsat, der hvor man rejste fra. Et eller andet naivt sted omme i ens baghovede, forventer man, at man rejser hjem til det velkendte. Det gør man ikke! Ikke efter tre år. Tre år er lang tid og i den tid kan ens venner få børn, blive gift og skilt igen, lave store karriereskift og dermed også sociale skift, flytte til et tredje land og dermed være endnu længere væk, få en depression og komme ud på den anden side, som en helt anden person, man ikke lige umiddelbart kan genkende og så videre. Folk man før var meget knyttet til, har rent faktisk levet videre uden én! De har ændret deres livspor, indrettet dem uden én i sit liv og måske bragt nye mennesker ind i deres dagligdag. Mennesker man ikke kender til, og som måske ikke umiddelbart siger én noget. Men alligevel mennesker, som man er nødt til at forholde dig til, da de betyder noget for dem som betyder noget for ém. De samme mennesker som hulkede, da de fandt ud af at man skulle rejse fra dem, har på en eller anden forunderlig vis formået at få deres liv til at fungere uden én i sin nærhed. Hvor forfærdeligt det end lyder, finder man ud af, at man ikke er uundværlig.

News flash!

Vi var forberedte på dette. Vi havde læst om faldgrupperne på diverse hjemmesider om at vende hjem fra udlandet til HC's andedam, og vi har 7-9-13 ikke følt os overrumplet af ovenstående følelser. Vi har jo også været så heldige, at vi har kunne rejse hjem et par gange om året, og har derudover været helt ubeskriveligt beriget med besøg hjemmefra, så vi har haft hånd i hanke med, at livet gik videre uden os, og at vores nærmeste tog store livsbelutninger uden os i nærheden. Det var ikke en overraskelse for os. Måske er det også teknologien, der har stukket os en hjælpende forberedende hånd? Det er jo taknemmeligt nemt at holde hånd i hanke med hinandens liv i denne blog-, chat-, Skype- og Facebookalder.

Dog er der alligevel dukket et par overraskelser op, som vi ikke var forberedte på. Der er dukket forskellige personer op i Danmark, som ikke "eksisterede" før vi drog afsted. Selvfølgelig eksisterede de, eller dvs. den lille Prins Karl Allan gjorde ikke, men de fleste af dem er ellers voksne mennesker. Men hvor har de så været før?

Der er fx Erik og Anni. Hvem er de? Og hvor kom de lige fra? Hvad er det de kan, siden de så ofte får forsider og spalteplads?

Og de der unge mødre. Landeplagen, som alle har en mening om, og som vi ikke aner en disse om.

Og så er der Baronessen og Tina Lund. Og hvornår blev den tidligere statsministerfrue lige chik at se på? Den så jeg ikke komme. Ej, heller at vi nu har en ny statsminister, hvis navn lyder som Lykke. Det forpligter, vil jeg mene.

Og så er der de mere skelsættende ting, som når man kører ned af Jagtvejen og ser Ungdomshusets tomme byggegrund. Nyheden om husets nedrivning nåede også New York, ligesom nyheden om Christiania, men at opleve et Danmark uden ungdomshus og fristad er alligevel et lidt anderledes Danmark end det vi forlod.

På det personlige plan og dog i samme kategori, var lukningen af min elskede arbejdsplads, Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Ikke en overraskelse, da jeg selv var hjemme og hjælpe til med at lukke butikken. Men jeg oplever alligevel en overraskende tomhed, når jeg ikke lige kan køre derud og hilse på de gamle kolleger, eller vise Drengen frem for dem, jeg dengang tilbragte så mange intens, glade og hyggelige stunder med. I dag er de spredte ud over det ganske danske land og ikke sådan lige at smutte forbi til lynvisitter i spisefrikvarteret. Og de fremtidige elever jeg skulle have hilst på er ikke kommet den vej alligevel, og vil derfor aldrig få lov at opleve netop den særlige skole, hvor ALT kunne lade sig gøre, så længe viljen til det var der.

Også modebilledet er ændret. Lilla behøves vist ikke at nævnes. Skønt, at vi pædagoger endelig får lov at være trendsættere. Men Libertystofferne fortjener et par linjer. De er åbenbart større end stort i dag. Jeg spørger jer kloge blogfolk, hvad er det, de kan de Libertystoffer? Hvilken rus giver de og hvad er nogen af bivirkningerne, hvis der da overhovedet er nogen? Og hvornår skete det lige, at alle begyndte at klæde sig nøjagtigt som mine veninder og jeg gjorde i 1988? Bevares, i dag, hvor man er blevet mere bevidst om andre landes kulturer og nationalbeklædninger kalder man dem haremsbukser, men i mine øjne er det altså stadig hængerøvsbukser, som vi kaldte dem i 1988.

fredag den 19. juni 2009

In between

Lige som disse små nye ællinger, har vi kun lige taget de første spæde skridt ned mod vandet, hvor vi nu skal svømme i danske strømme.

Efter en laaaaaang tur i luften, hvor jeg fik bevist at en 7 timers flyvetur fra New York til Kastrup rent faktisk er længere end en 8,5 timers flyvetur den modsatte vej. Hemmeligheden ligger i halveringen af forældreparret, der flyver med den 1½ årige dreng! Jeg gør det aldrig igen! Blev der sagt! Og så kan de skyer være nok så smukke.

Og skulle jo så lige vandre halvvejs til Jylland bagefter for at komme med flyveren videre til Aalborg fra Kastrup. Nu forstår jeg bedre, at det kun tager 45 minutter i luften, for man er da halvejs derovre, inden man når ud til gate 30!!!

Vores ting tager dog en lidt længere tur, og alle disse kasser plus lidt til, vil nu være at finde på et stort skib et eller andet sted "ude på blå ocean" (som Dodo vist nok sang engang).

Mærkeligt at tænke på. Inventarlisten endte på en halv million i værdi (tænk jer, der var for 38.000 kr. bøger! Det viser bare, at bøger er for dyre i Danmark!). Det er slet ikke nær nok i min affektionsværdivurdering. Og så alligevel. For jeg har jo det dyrebareste jeg ejer med mig som håndbagage. En noget livlig en af slagsen, og ikke meget for søvn på kufferthylden, men dog lige ved min side.

Og den anden halvdel af mit selv, sidder nu i de tommer stuer i Jersey og kigger på uret, mens han venter på at tiden skal gå, så han kan rejse samme vej (og her skal der ikke lyde et eneste ondt ord om misundelsen fra min side, over at han kan sidde stille og fredeligt og nyde sit in seat entertainment system og sin lille flaske flyrødvin med sin flymadpakke - ikke ord, siger jeg jo. Så smålig kunne jeg aldrig finde på at være. Jeg under ham skam hvert et sekund...jo jo...ikke et ord).

Jeg selv er pt. at finde i det nordjyske, hvor jeg nyder naturlegepladser, kartofler og jordbær fra selvplukkerdynastiet, sæbebobler, hygge med veninderne fra en svunden tid og min mors kødgryder og varme favn.

I morgen er jeg halvejs på Sjælland og søndag bærer jeg dette lille menneske over dørtæsklen til hans nye barndomshjem. Følelserne er mange, trætheden enorm og kærligheden til mit liv uendelig.

torsdag den 11. juni 2009

Overspringshandlinger

Det er utroligt hvor interessant det pludselige kan blive at tømme alle ens bøtter i køkkeskabet og vaske dem alle af i hånden - bare for at slippe for at lave en liste over alt man ejer til forsikringsselskabet, der skal dække vores flytning...suk.

Nå, men nu er bøtterne da klar til at blive pakket, og jeg fandt ud af at de næste fire dage, skal jeg lave en kæmpe lasagne med masser af tomatsauce og plader i, en drømmekage fra Brovst med ekstra kokos og farinlag, 3 chokoladekager og noget med flormelis, bulgur, spelt og pinjekerner.

mandag den 8. juni 2009

Overlevelseskassen - part 2

Da vi for snart tre år siden ankom til USA og indlogerede os i vores lejlighed i Weehawken og pakkede vores tre kufferter ud, var synet af dynerne særligt frydefuldt. Vi havde ingenting med os, udover det vi kunne have i de tre kufferter. Alt andet stod i lejligheden hjemme i Gentofte, klar til at blive pakket ned af flyttemændene og sendt til USA.

Der stod vi i alt det nye med en udsigt mod Manhattan og tre års ophold i USA. Alt var nyt og spændende - og nervepirrende. For hvordan ville det gå os? Ville vi kunne falde til i det nye? Ville vores forhold klare det? Ville jeg blive skør af at være hjemmegående? Ville Manden trives på en amerikansk arbejdsplads? Og sådan blev spørgsmålene ved med at dukke op. Nye kom til hver dag.

Vi skulle giftes os for at kunne komme sammen afsted. Jeg kunne kun deltage i eventyret, hvis jeg var hans kone. Det gjorde mig ikke noget, men det var jo ikke lige den måde vi havde drømt om at skulle blive gift. Men det blev vi, en mandag eftermiddag i september kl. 15 på Gentofte Rådhus. Vores nærmeste var med os, og jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne gøres på andre måder i dag. Sådan skulle det jo faktisk lige netop være, var hvad vi begge indså jo mere dagen skred frem. Det var lige os!

Og derfra var vi et team! Team Nicolaisen. Vi var i dette sammen, og det føltes rigtigt.

Men da vi sad, en måned tidligere uden ringe på fingrene, der i det store tomme rum med de store åbne vinduer og kiggede ud på verdens mest berømte skyline, kunne vi alligevel mærke ængstelsen og tvivlen. Pludselig føltes det kommende Team Nicolaisen som et meget lille lokalhold, der skulle spille mod alle de store verdenskendte mandskaber.

Og så pakkede vi overlevelseskufferten op, der var pakket hjemmefra med det formål at få os igennem de første par uger (som endte med at blive 3 måneder) uden vores ting fra lejligheden. Og der lå dynerne øverst. Og hovedpuderne. Og de duftede af Lyngbyvej, den hvide sofa og søndagsmorgener med kaffe og rugbrødsmadder med honning. Og alt faldt på plads, for vi havde jo hinanden og vores dyner, så vi var stærke! Og udenfor vinduet ventede Manhattan og hele USA på at blive erobret af vores lille lokale hold fra Gentofte.

Vindueskarmene blev vores hyggekroge. En luftmadras vores sofa. En anden luftmadras vores seng. Og med et par tallerkener, lidt bestik, mit staffeli, lidt danske bøger og et par stearinlys, og så havde vi os snart et hjem. For det var jo egentlig alt vi behøvede.

Nu står vi her igen. Dynerne er pakket sammen med hovedpuderne. Lidt stofbleer til Drengen, en grydelap, en grydeske, en røreskål, et par hviskestykker, et par håndklæder, lidt plastiktallerkener og plastik vinglas (ja, vi har forfinet indholdet lidt siden første heat i 2006).

Hvad der også er nyt i denne kasse er sporene af Drengen. Der er et par Matchboxbiler, et baseball bat med bold, hans to bolde (Let me tell you how to have fun with balls!), hans kængurubamse og hans hoppehest! Der skal jo være lidt underholdning i den første tid, som nogen af jer også nævner.

Og den blev tung, men ikke tungere end den første kuffert, som vejede 32 kg, som den måtte for SAS. Den endte med at veje små 20 kg, og det skortede heldigvis ikke på stærke mænd til at bære den ud i bilen og køre den på posthuset.

Den bærbare bliver pakket i min egen kuffert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle overleve uden den. Kufferterne skal pakkes med tøj og toiletartikler. iPod med lydbøger og musik, pegebøger og vandbaserede Cryolatusher og farvekridt skal med i flyveren. En syv timer lang flyvetur med en 1½årig dreng kræver sit beredsskab!
Denmark here we come! Team Nicolaisen has expanded it's team and is now headed for the European playing fields!

Skål og farvel i GT'er og Mojitos

Sådan ser vores stue ud, når vi holder farvelfest for 10 voksne og 4 børn uden spisebord. Dvs. vi har jo et spisebord, som er arvegods fra min papfars mor, men der er kun lige plads til 4 voksne og to børn. Vi ændrede stuen til en lille café med buffet og små haveborde, og det var faktisk rigtig hyggeligt i forhold til at sidde samlet ved et stort bord.

Aftenen gik. Grillspydene med svinemørbraden, pestokartoflerne, rødvinen og øllene røg ind og snak, gas og gøgl røg ud. Og så fik vi Mojitos!

Og i morges vågnede Drengen så kl. 6 og var frisk og frejdig. Og det gjorde jeg så også!?!

Jeg kan så tilføje, at man for alvor ved, at man er blevet børnefamiliemenneske, når man skuffet opdager at man er kommet 1½ time for tidligt til poolens åbning, som er kl. 11, en søndag morgen efter en fest med GT'er og Mojitos i rigelige mængder! På det tidspunkt havde vi allerede været oppe i 3½ time, og med de enorme oppustede badedyr under armene og UV-sikrede badetøjsklædte tumlinger på skubbecyklerne, prøvede vi på bedste mafiamanér at bestikke poolvagten til bare lige 15 minutters førbadetid, så vi kunne få ungerne kørt trætte og vi selv kunne nyde middagsluren sammen med dem. Men nej, der var ingen kære mor, han var urokkelige, poolvagten, og slukørede trissede vi de lange 300 meter hjem igen og snød os til at bruge den udendørs sprinkler i stedet, så ungerne kunne få plasket deres svømmebleer til på behørig vis, og vi selv i stedet kunne nyde en kold Leffe i de 30 graders varme.

Med andre ord - vi kom os over skuffelsen!

torsdag den 4. juni 2009

Overlevelseskassen

Hvad ville du pakke i en kasse, der er 1x1x0,6 meter (ca.), hvis du vidste, at hele dit hjem skulle være pakket ned i 3-4 uger? Hvad ville være nødvendigheder for dig i den periode, du skulle undvære dine ting?

Vi er så heldige, at der er en luftmadras til os to, en babyseng til Drengen og en højstol i huset, og så har vi jo vores kufferter med tøj og sådan. Men hvad så mere? Når man har et lille barn på 1½ år (nøjagtigt i dag, faktisk). Jeg venter lige med at afsløre, hvad vi har pakket i den, indtil jeg hører jeres idéer. Lige nu står den pakket til kanten og venter på et stykke posttape, så den kan komme afsted til Danmark.

Uh ja forresten, hvis I kender nogen, der har et sammeklappeligt bord + to stole, i Københavnsområdet, som vi kan låne et par uger, så vil det være 10-4!

tirsdag den 2. juni 2009

VORES ismaskine!

Ja, lidt i det amerikanske forbliver vi da, selv om det er Vestsjælland, der nu står på adressen.

I går var mine svigerforældre lige ude og modtage nøglen og de var søde at tage billeder af de ting, der kunne være fejl og mangler. Der var heldigvis ikke meget at tage billeder af. Og selv om det var brudte lister, store huller i væggen og beskidte køkkenskuffer, så sad vi begge to bare der ved computeren og sugede det hele ind: "Neeeeiiii seeee, det er VORES vindueskarm i VORES hus....og VORES huller i væggen"

og "Se, det er VORES vandrør til VORES endnu ikke indkøbte badekar."....iiiiihhh, det var næsten som at være der selv...men altså også kun næsten!

Og dejligt at se, at vi ikke behøver at tænke på at købe mad den første tid. Der var tre skuffer mere lignende denne her.

Og sådan endte gryderne i Okinawa

Vi lukker ned i øjeblikket. Spisebordet blev solgt på Craig's list (amerikansk version af Den Blå Avis) til en yuppie i Bronx, der hentede det i en Audi A4 Cabriolet. Den amerikanske King Size seng (203x200cm), som var for stor til vores nye danske soveværelse, er nu at finde ved en nordjysk dansker og hans frederikshavnske kæreste i New Jersey, og i går shippede jeg hele vores beholdning af gryder og pander til Okinawa! Der sidder en ung amerikansk soldat, som ville glæde sin amerikanske girlfriend, der er kulinarisk studerende (?) med et sæt real american cookware! For som han skrev til mig på Ebay, inden auktionen gik igang: "Also, will you ship to a military FPO/AP address via USPS priority mail? It is exactly the same as shipping to anywhere else in the US--I will pay all shipping costs. Too often people forget about overseas military....we have needs too, and lots of people do not ship to us."...øh ok, jamen selvfølgelig gør jeg da det, så. Man skal ikke kimse af en mands "needs". Han vandt auktionen på 152.50$, og kæresten kan nu få lov at lave dejlig mad til ham.

Ja, og sådan forsvinder der hele tiden små bidder af det vi kalder vores amerikanske hjem. Noget af det skal sælges, resten skal sendes hjem i en 40 squarefeet container, som vil blive pakket den 15. juni. Den 16. juni rejser Drengen og jeg til Nordjylland, hvor vi skal hygge ved min mor i en lille uges tid, indtil Manden følger efter os og vi ENDELIG skal flytte ind i vores nye danske hjem.

Inden da skal vi have sagt farvel. Farvel til alt det, vi holder af og desværre forlader her i USA. Vennerne! Lyset! Vejret! BMW'en! Walk in skabet!!!! Danskholdet! Tøjpriserne! Åbningstiderne! Storhedsvanviddet! Vores lokale Thairestaurant! Chicken Korma fra inderen på 1'ern og sådan kunne jeg blive ved og ved og ved....

Det er tid, og det kan mærkes indeni og og nu også ses udenpå.

lørdag den 16. maj 2009

Give away #2

Ja, så skal vi altså have os en give away igen. Efter den enorme glæde og lettelse, det har været for os, at få vores drømmebolig på plads, føler jeg mig helt ekstremt gavmild, og det skal gå ud over jer! Så bær over med mig...

Den 6. juni holder vi et stort garagesalg. Det har altid været min drøm at åbne min garage og sælge ud. Jeg ved ikke, hvad det er med det, men det er bare så hyggelig en tanke i min verden. Man får snakket med en hel masse naboer og forbipasserende, man får nydt det gode vejr og man får krejlet (gad vide om det ord ville gå i Scrabble?)! Jeg elsker at krejle, især når jeg selv er sælgeren.
Nå, men det betyder jo også, at jeg er begyndt at gå og kigge vores ting igennem og sortere lidt i dem. Derfor er der hele tre ting i denne weekends give away.

Den første ting er for "All the chokoholics" derude. I ved hvem I er. Jeg er en af jer, og derfor skulle dette skønne lille metalskilt med på give awayen:

Jeg deler også gerne gode oplevelser ud, og hvis der er noget, der kan give oplevelser, så er det det skrevne ord. Vi elsker alle weekender, og Ian McEwan's "Saturday" (engelsk udgave) er hermed også kommet på give awayen. Den er stærkt anbefalelsesværdig!:

Og så lidt til mødrene, eller rettere til ungerne. Til alle de unger, der er næsten samme alder som Drengen, som jeg læser om på diverse blogs. Dette par Crocs fik jeg købt hjem ved en fejlbestilling. Crocs er rævebillige i USA, og disse er str. 4/5, som er en dansk str. 20/21. Der må da være nogen, der sidder og brænder for at eje dem. Drengen har allerede et par, så disse skulle altså deles ud:

Hvad gør I så nu? I skriver en kommentar til dette indlæg, hvor I selvfølgelig skriver, hvilken af tingene, I helst vil have, og så trækker jeg EN vinder mandag aften. Den af tingene, der har fået flest stemmer bliver sat på lod, og de to andre ting ryger på garagesalget. I bestemmer!

Man må gerne lægge stemmer ind på mere end en ting, hvis der er flere af tingene, man kunne tænke sig.

torsdag den 14. maj 2009

Nå ja...

Huskeseddel over ting, der kunne være smart, fedt eller bare økonomisk fornuftigt at tage med os hjem til Danmark (det med det økonomisk fornuftigt er et særdeles vigtigt led af min argumentationsteknik overfor Manden):

  • En stor MF'er af en amerikansk gasgrill (penge at spare)

  • En Fatboy i marimekko (mange penge at spare)

  • En Radio Flyer cykel til Drengen (endnu flere penge at spare)

  • Le Creuset lysegrønne fade, skåle, krukker osv. ( ikke helt så meget at spare, som jeg først fik overbevist Manden om, da han gav grønt lys for projektet, men lidt har også ret, når nu de er SÅ lækre, som de jo er, og så er de jo grønne)

  • ...var der mere?

onsdag den 13. maj 2009

Panik!

Så er skødet signed, sealed & delivered!

Og så breder panikken sig i mig! For om en måned er jeg på vej tilbage til Danmark for good, og jeg er jo slet ikke færdig med at shoppe alle de American Goods, som jeg skal have med mig hjem og pryde vores nye hjem med. Og hvad var det nu lige for ting, vi i tre år har gået og snakket om, at det skulle vi da i hvert fald også have med os hjem, når den tid kom? Ja, hvad var det nu *tænke, tænke, tænke* Det var helt sikkert noget meget vigtigt, for vi var begge enige om, at lige netop DET var fedt eller smart eller økonomisk at tage med sig østover Atlanten.

Nå men, mens vi så lige går og tænker over det, så går jeg rundt og kigger i butikker og finder nye ting, som jeg synes er geniale at pakke i flyttekasserne. Fx har jeg jagtet et ordentligt billede af New York. Man skulle tro, at det skulle være til at finde. Jeg mener ikke et foto, dem har vi selv masser af, men et maleri, som var til at holde ud at se på, ikke var for klichéagtigt, havde et fedt moderne udtryk og var anderledes. Jeg var sikker på, at det måtte være noget af det nemmeste at finde, når nu vi lige som var her, men nej. Og dog, for i aften var jeg så heldig at falde over dette maleri:

Og jeg tror dælme det bestod prøven. Vi går ligeog snuser til det et par dage, og så må vi se, om det overlever eller om det bliver stemt tilbage til butikken. Jeg tror, det er en keeper. Hvad synes du?

I samme butik, som er noget nær min yndlingsbutikskæde i USA, Homegoods, fandt jeg også denne blomsterkrukke til blomsten i køkkenet:


Og dette skilt til vores kommende bryggers:

De blev begge lige tilføjet listen over uundværlige ting at slæbe fra USA til Danmark. Tjek, de er hermed skaffet! Det er da hurtig sagsbehandling, der vil noget. Det kunne pladsanvisningen i Egedal Kommune lære noget af!

Jeg fandt da også lige en lille ting til en ny Give Away, nu da jeg eeeendelig har fået taget mig sammen til at sende den sidste afsted til Sebastian. I aftes fik jeg tegnet to billeder af de to søde børn, han havde sendt mig billeder af. Jeg har hermed besluttet, at jeg aldrig laver en Give Away igen, hvor gaven ikke er lavet endnu. Så fra nu af, får I kun færdiglavede ting, som er klar til forsendelse med det samme. Det andet fis, har jeg ikke slet ikke rygrad og selvdisciplin nok til! Undskyld Sebastian, for den lange ventetid. Håber du alligevel bliver lidt glad for gaven.

Se meget mere om den nye Give Away i morgen! Der er hele tre ting, kan man det?

torsdag den 30. april 2009

Så...

...er vi husejere!!!!

Just thought you'd like to know.

tirsdag den 28. april 2009

En vaskeægte boliggyser

Ja, gyseren fortsætter. Lige som helten og heltinden troede, at de onde herremænd havde overtaget magten og det forjættede hus, kom den griske kræmmer dem til undsætning.

Status:
Konen har skrevet under! (Bless her soul!)
Manden er tvær, men kommer ned til kræmmeren på torsdag og vil "højst sandsynligt", "måske" og "evt." (og alle mulige andre forbehold I kan tænke på for at beskytte vores iturevne og sårbare følelser mest muligt) også skrive under på kontrakten der.
Så er der seks hverdages fortrydelsesret (dem er jeg ikke sikker på, vi overlever)
Men gør vi det, og der er jo ingen grund til andet, så er vi husejere i Ølstykke pr. 1. juni!

Måske ender gyseren alligevel med at blive et eventyr. Det er vist også en genre jeg mestrer langt bedre rent sprogligt.

Just in case - Kryds lige alt I har at krydse for os indtil torsdag!

tirsdag den 21. april 2009

Op med humøret!

10 timer var lige nøjagtigt det jeg skulle bruge til at gå rundt og ligne en gammel israelsk grædekone, med nedadvendt mundvige og MEGET ondt af mig selv.

Så kom jeg over til mit dejlige danskhold, fik lidt god energi og humor fra dem + to lange køreture frem og tilbage til Brooklyn, hvor tankerne kunne få frit spil. To telefonsamtaler i løbet af dagen havde allerede gjort sit forarbejde til at få mine tanker op fra dybet. Min mor og min far kommer mig altid til undsætning i sådanne situationer, hvor jeg går i selvsving i usikkerhed og pessimisme. De ved lige, hvad der skal siges, og de giver mig lov til at være Rasmus Modsat og Karen Tvær i den tid det er nødvendigt. De giver mig endda ret i, at det er sgu da for træls, at sådan noget sker. Og så siger de - nok vigtigst af alt - "at det klarer I jo, for det er bare sådan I to er sammen. I to, dig og Manden, I har det med at finde ud af sådan nogle ting på den der måde, hvor I finder det positive i det hele." Det er opbakning, omsorg og motivation i mine ører og jeg elsker dem for det!

Ti timer tog det mig at finde gaven i afslaget fra sælgeren. For der er selvfølgelig en gave i det. Det måtte der være, ellers var der jo ingen grund til at det skete. Og jeg fandt den og den er nu vores plan B!

Vi er frie og vi har hinanden, det er nu engang det vigtigste - og i mellemtiden kan huspriserne så godt lige tage at dykke yderligere.

Og ringer mægleren og siger, at sælger har skiftet mening igen og nu gerne vil sælge til os, så er vi ikke for store til at sige: "Ja tak, fandme da, hvor vil vi gerne have det hus!"