Den lille pige og madkassen til de 17 halve

Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

Når pennen kradser

Det kommer stadig som en overraskelse for mig, når jeg engang i mellem opdager, at min pen kan kradse eller at min mund kan bide. Min dag i går var præget af planlagte samtaler, der alle krævede, at jeg vejede mine ord og netop hverken bed eller kradsede nogen i processen. 10 skolehjemsamtaler, hvoraf den ene var af kritisk karakter, og min egen medarbejderudviklingssamtale satte min mundtlighed på prøve, og da dagen var gået, var jeg træt, helt overstyrelig træt, men også tilfreds med udfaldet af mine ord. De havde ramt i de rigtige retninger, og de havde opmuntret og motiveret eleverne, og min leder havde forstået mine budskaber, både de gode og de mere kritiske, på en god og konstruktiv måde.

Og alligevel kommer jeg så hjem i aftes og opdager at midt i al det velvalgte ordkløveri har min pen kradset nogen på sin vej. Midt i travlheden, i en af mine hurtige pauser, og måske midt i mit fokus på alt det mundtlige, havde min pen talt med egne ord og ikke tænkt så meget over afsender/modtager-effekt, positive formuleringer og anerkendende retorik. Og det overraskede mig, at blive gjort opmærksom på det. For det overrasker mig til stadighed, at mine ord kan have magt. At mine ord kan have betydning for andre. Mest, når det, som i dette tilfælde, er en negativ betydning. Helt ærligt, det overrasker mig.

Jeg kunne være blevet et mobbebarn, da jeg gik i folkeskolen. Jeg havde alle mulighederne i mig. Lidt for tyk, lidt for kikset og lidt for morsom på den trælse måde. Det kunne have været endt slemt. Jeg siger det bare. Men det gjorde det ikke. Af en eller anden grund. Og grunden var ikke, at jeg bed tilbage. Det gjorde jeg aldrig, men jeg lod mig heller aldrig gå på af kommentarerne. Engang i mellem brugte jeg dem tværtimod positivt og gav dem min egen betydning, som fx da jeg blev udnævnt til nullet i titallet. Min veninde, det tynde tårnhøje helvede, var selvklart et-tallet og I kan jo selv forestille jer, hvem der passede naturligt ind i den anden form. Moi. Vi kunne være blevet frygtlige kede af den kommentar, som hang ved længe. Vi var et umage par, rent fysisk, at se på. Men vi tog det til os og brugte det som et tegn på, at vi var uadskillelige og at vi sammen var en 10'er, og ret snart gad ingen bruge det som våben længere.

Var det selvværd, der gjorde det for os? Jeg tror det. Vi havde begge fået skovlet selvværd ind med havregrøden hjemmefra og det styrkede vores rygrade hele vejen op igennem de svære teenageår. Men på et punkt har jeg aldrig følt selvtillid (du ved godt, at selvværd og selvtillid, ikke er det samme, ikke?), før jeg blev voksen. Og det var i min sproglighed. Jeg følte altid jeg kom til kort, når jeg stod og skulle komme med smarte bemærkninger eller nogen skulle have en hurtig sjov tilbage inden den famøse pinlighedspause var overtrådt. Jeg kom altid for sent. Derfor har jeg aldrig været fremme i skoene med kritiske bemærkninger, politiske formuleringer og lignende potentielle konfliktfyldte dialoger. For hvad nu hvis jeg kom til kort sprogligt eller fik mig formuleret forkert, så mine tanker blev misforstået?

Derfor overrasker det mig altså, selv i mit voksne liv, hvor jeg ellers efterhånden synes jeg er ved at have fundet min kritiske røst og pen frem i et nogenlunde selvsikkert lejde, når jeg rammer nogen personligt. Jeg trækker følehornene til mig, undskylder ud af det hårde liv og bliver ked af det indeni. Også selv om det, som i dette tilfælde, var en bagatel, som modtageren måske, måske ikke, går halvt så meget op i, som jeg pludselig gør. Er det konfliktskyhed? Sikkert. Er det naturligt? Højst sandsynligt.

Er det vigtigt at vide, at ens pen kan kradse, og at ens ord kan bide? Bestemt!

Sproglighed og indforståethed

Inde i sofaen sidder en mand og hans barn med en dyne. De snakker om dinosaurusser (enten en helt særlig slags dinosaurer eller en ganske speciel form for russer?), der gemmer sig under dynen sammen med trolden. Faren er babyen og barnet er faren. Babyen kan ikke hjælpe faren med at fange dinosaurusserne, så han får en pandekage istedet. Som han i øvrigt ikke må dele med hajerne!

Vi spiste abesmør i havregrynene til morgen. Abesmør stammer fra det amerikanske applebutter, som svigermor har knækket koden til opskriften på. Og norske klejner kan fra denne jul af ikke hedde andet en torskekegler, hvilket jo i virkeligheden giver så meget mere mening!?

På et punkt var jeg dog enig med Yndlingsmeteren alias Skrupsakken alias Sprogministeren. Der VAR svedende varmt i butikkerne i Roskilde i går, når man kom ind fra minus ti graders frost udenfor, så tager det ikke meget mere end et minut før sveden pibler frem under dun og uld. Så er det super med en kæmpe snebunke, også kendt som bakkEN, lige ved domkirken, hvor man kunne rutsche nedad 108 gange, mens forældrene igen fik kølet de dejlig varme tæer ned til under frysepunktet.

Der er dømt hygge og symbiose i det lille hjem i disse dage. Vi taler vores eget sprog nu, drikker spandevis af kaffe og ser pænt meget Ramasjang. Mellemdage kalder I det. Ok med mig.

Lidt om awards og anerkendelse

For en uges tid siden sad jeg i bilen med Julie på vej til Vestjylland, og vi snakkede blogging og alt hvad dertil hører - også blogawards. Og jeg måtte kejtet indrømme, at jeg undrede ærgrede mig over, at alle andre omkring mig får de her awards, og at alle omkring mig får emails fra firmaer, der ville give dem alt muligt og udnytte deres ord på alle mulige måder. Og jeg får aldrig en skid. Og det får mig ind i mellem til at falde i de her dybe grå huller af en dags varighed, hvor jeg tænker, at enten er der  ingen, der rigtig læser min blog, eller også *gys* er den bare ikke så interessant og vedkommende for andre, som jeg selv går og bilder mig ind.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det jo egentligt var lidt plat med de der awards, og at jeg bare skulle prise mig lykkelig for ikke at blive kontaktet af firmaerne hele tiden. Akkeja, så har man ikke de problemer, og så videre, I ved…Godt man heldigvis er hævet over den slags! Og sådan har jeg det jo også på langt de fleste dage. På langt de fleste dage er min blog, det den er, nemlig min blog. Og gider I læse med, så fedt. Og ikke, så hul i det.

Men der er også de der dage, hvor man måler sig og kigger med ved andre og ser dem få tusindvis af kommentarer til hvert indlæg. Også de indlæg, som faktisk ikke er vildt interessante. Face it, de er der, og vi ved det alle. Men hvorfor får jeg det så ikke, selv på de uinteressante indlæg, for de er der i den grad også. Det ved jeg. På de dage indser man, at man bare er endnu et af de ynkelige usikre pjok, som vi mennesker jo bare er en gang i mellem.

Nå, men sådan kører jeg så lidt i ring i en halv dags tid, klikker lidt tilbage i min blog, stener gamle indlæg og får selvtilliden og glæden for bloggen op igen. Jo, det er MIN blog og mine tanker og skid hul i, hvor mange der gider læse dem, når bare dem, der læser er nogen, der er her, fordi de kan lide ordene fra pennen.
OG SÅ….skider jeg så lige et nyt hul i alt dette og hæver armene langt op over hovedet i jubel og glemmer alt om, at awards er platte, for jeg har netop fået min aller aller første blog award efter fire års blogging:

Og awards styrer for vildt! Og jeg er en BEAUTIFUL blogger, at I ved det! Det siger Helene selv, og hun sidder på Guam og ved bedst. Det ved enhver! Og jeg kan faktisk ikke finde nogen, jeg ville blive gladere for at modtage den fra end Helene, da hun er en af mine personlige venner fra New Jersey, som flyttede derfra samtidig som jeg. Jeg har nævnt Helene før, og hvis ikke du læser med om hendes eksotiske liv som kunstner og soldaterkone til en amerikaner på stillehavsøen Guam, så start nu. Og glæden ved at få den fra hende ligger ene og alene i, at så ved jeg, at hun har fået den før mig, og at hun er nået ud i blogland med sine ord og sine billeder.

Og for at fejre denne længe ventede succes, så har jeg simpelthen købt en Villa. Ja, en villa med stort V, sådan som de kun bygger dem i Italien. Og allerede fra i dag kan du købe min vin i Kvickly i Jyllingecenteret:



Den kvikke læser vil hermed også kunne komme tilnærmelsesvis tæt på min rigtige navn, som jo ikke er AB, selvom jeg nogen gange kunne foranlediges til at tro det, men derimod noget meget tæt på Anneberta. Lad os kalde dét for mit italienske navn fra nu af. Nu da jeg er en BEAUTIFUL blogger!

Af hjertet tak, Helene!

Nå, men der er noget med syv ting om mig selv og syv andre blogs, der skal nomineres. Det første kan vist godt tælles sammen i alt det vrøvl, jeg allerede har skrevet. Du skal endda selv få lov at tælle dig frem. Den sidste del er lidt sværere, for ALLE andre end jeg har jo fået denne award. Jeg tror faktisk, jeg er den absolut sidste, der får den. Lad det komme an på en prøve: Hvis jeg ikke er, så smid mig en kommentar til dette indlæg med din blogurl, så slår vi to fluer med et smæk: Jeg opdager din blog OG du viser mig, at du har opdaget min! Hey, det’ tre fluer, for du kan jo risikere at vinde en award oveni i hatten. Det er jo nærmest en give away det her. No strings attached :-)

And now this witch is on it’s way. See ya in Bloksbjerg, Harzen, girls!

Udvid dit ordforråd

Dansk Sprognævn har lavet en liste over alle de nyregistrerede ord, vi har fået i det danske sprog, siden vi gik ind i år 2000. Og det er ikke så lidt, skal jeg hilse at sige.

Mange af dem giver sig selv, men der er også nogle lidt tankevækkende nogen imellem. Det er jo sådan med nye ord, at de er en af de bedste spejlinger på det samfund, de opstår i. Og det kan både give stof til eftertanke, undringer og små fornøjelige tilbageblik at kigge listen igennem.

Fx er ordene 'blog', 'blogging' og 'blogger' kommet til i den tid. For en blogger som mig, føles det jo som om det altid har eksisteret - også længe før jeg selv faldt i bloggerfælden (hey, kunne det været et nyt ord også? - bloggerfælden...smag lige på det, ikke?)

Ellers taler man pludselig også om:
'babykrak', 'chicklit', 'dotcomsyndrom', 'elevplan', 'at facebooke', 'halalhippier', 'miltbrandbrev', 'potterisme', 'sperm-hund', 'stavgænger', 'tredjehåndsrygning', 'yoyovægt' og 'ældrecheck'.

Jeg blev især nedtrykt over at vide at disse ord fandtes:
'liggedag', 'kærlighedsflygtninge' og 'forklædeydelse'.

Men til gengæld opstemt over disse nye ord:
'pauselån', 'blogosfære', 'kameramobiltelefon', 'powernap', 'pod-casting', 'fortællerslam' og 'velgørenhedsknap'.

Hvis I er i tvivl om betydningen af nogen af ordene, så slå dem op eller se flere på DR's hjemmeside, hvor hele listen er offentliggjort.

OG, læg så lige mærke til, at alle dem jeg nævnte er sammensatte ord. Så få det nu lært Danmark, ikke? Det ser ud til, at det er kommet for at blive og superstavning er det nye lilla i min verden :-)

The good old days

En kommentar til Anne Mette til mit indlæg om dansen på den belgiske banegård, fik mig til at tænke tilbage på nogle af de hyggeligste stunder jeg havde, da jeg var barn.

Vi skal helt tilbage til den gang, hvor man så Melodi Grand Prix seriøst! Jo jo...og hvor sangene fra showet først blev released på kassettebånd 30 dage efter showet. Og vindermelodien kom først ud efter det store Eurovision show. Kan I huske det? Man gik der og ventede spændt og ønskede sig båndet i fødselsdagsgave.

Den gang var man den absolut sejeste i 4.b, hvis man var den første i klassen, der havde båndet OG kunne sangene udenad. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Bedsteveninden og jeg satte os tålmodigt foran fjernsynet, hvor den båndede udgave af aftenens show spillede, og så holdte vi vores getthoblaster (med optagefunktionen sat til) op til fjernsynets højtalere og optog alle sangene over på vores eget "optagebånd". Derefter spillede vi dem en efter en, linie for linie med hånden på skiftevis play og pause, så vi kunne skrive teksterne ned på papir og lære dem udenad. Altså kun de vigtigste, ikke. Forestil jer fx Sandra Kims "J'aime j'aime la vie" skrevet udførligt ned af to 11-årige piger, der ikke kunne et ord fransk!

Vi havde problemer nok med Lise Haaviks og Trax' "Du er fuld af løgn".

Det var da udvikling af sproglig opmærksomhed og lingvistik på højt plan! Jeg ledte lige i mine gemmere efter teksterne vi skrev, men selv om jeg nærmest har gemt alt fra dengang, så er de på mærkværdigvis forsvundet. Ligeledes er Sound of Music transskriberingerne.

Stakkels børn i dag, som har Google, MP3-filer og hurtig releases af MG-sangene. Hvad skal de SÅ hygge sig med på regnvejrsdage og score billige point med i skolen?

ps. I used to be 33, but then I turned 437, when I wrote this post!

Gud, hvor jeg elsker!

Manden
Drengen
Vores liv
Vores nye liv
Mit job
Min dyne
Vores kære familie
Mine dyrebare venner
Min blog
Chokolade
Tordenvejret udenfor
Duften af basilikum
At læse
At opleve
At scrabble
Organiseret rod
Mine mødregrupper
Muligheder
Valg, når de er taget
God mad
Læring
Ro
Tegnestreger
Tirsdage
Drengens latter
Mandens kys
Lister skrevet som de opstår
Gaver

Hvilket leder mig til første del af weekendens Give Away. Når man er så rig, som jeg er (jvf. ovenstående liste), så må man stikke i lommen og dele med andre. Og den første ting i weekendens give away er dette lille fine skilt, som jeg har købt specielt til lejligheden. Der kommer to ting mere, og den af de tre ting, der får flest stemmer bliver givet væk til en af dem, der gerne vil have den.

Vent med at stemme til alle tre ting har været på. Der kommer et give away indlæg til sidst. (det er selvfølgelig "Real American goods", vi snakker om her!)

Nu også tekstforfatter

Min lillebror Thomas kontaktede mig for et par uger siden. Han havde skaffet et job til mig via hans arbejde nede på Caféministeriet. Hans chef er ved at åbne et nyt sted, og i den forbindelse skulle de bruge en løgnehistorie om navnet på stedet. Efter en snak med ham, der stod for markedsføringen af stedet, gik jeg i gang med en rigtig løgnehistorie om tyske hertuger, nordjyske gastronomiske perler og velkendte historiske personer. Det var rigtig skægt at skrive, og jeg håber, at resultatet kan bruges til formålet Det er helt sikkert en opgave, jeg vil tage igen, hvis muligheden opstår.