Det forpligter

Jeg har lige opdaget, at det er den 21. marts i morgen. Ikke at der er noget særligt ved netop den dato, men det overrasker mig, at vi er så langt fremme med marts. Altså, det er jo nærmest april, som jeg skriver dette indlæg. Og I ved godt, hvad det betyder, ikke?

Så er vi MIDT i foråret! Altså når vi når april. Ikk'!

Og i dag lugtede lidt af april i mine næsebor. Jeg fik for første gang i år jord i rynkerne på mine fingre. I ved den slags, der er svær at vaske af, fordi den ligesom sætter sig der for good. Jeg fik for første gang i år frisk blomsterduftende luft helt ned i lungerne. Jeg fik for første gang i år insisterende sol på mine kinder og kan stadig mærke eftervirkningerne af stædigheden.

Jeg er ligeglad om det så sner i morgen, jeg er så meget i gang med foråret nu. Det forpligter at lave sådan en omgang sol og varme sidst i marts. Så vi smed havemøblerne og grillen ud på terrassen, og når jeg kigger ud af køkkenvinduet nu, ser jeg lange lyse grillaftener og badende børn. Jeg er nået til point of no return i årsfortællingen og herfra kan det kun gå én vej. Vil du med?

Vi ved hvor Julemanden er

Han ligger og sover i en “Hemnes”seng i IKEA i Taastrup. Vi så ham der i lørdags. Se selv:

Mod mørke orange tider

Jeg er et efterårsmenneske. Det siger næsten sig selv med placeringen af min fødselsdag her i oktobers kølige luft. Men der er noget ved efteråret i sig selv, som virkelig tiltaler mig. Efteråret byder på et vejr, der kan være forbandet råt og forfriskende rent på én og samme tid. Luften bliver kold og klar, og når solen skinner, som den gjorde i dag, så indrammes hele verden i varm gylden orange farvelade.

Selv himlen var ramt af orange, da vi tændte lanternen udenfor:

Og eftermiddagens sidste solskinstråler blev nydt på et tæppe på græsplænen med en Skrupsak, et par græskar, en kniv og en pakke chokolade. F.A.N.T.A.S.T.I.S.K!

Det store regnestykke

På minussiden:

• To weekender i underskud og det kan mærkes. To ture til Jylland tæller ikke som afslapning og opladning. Ikke når der er rutchebaner og arbejdsglædekonferencer indblandet.
• Ca. 1600 sider eller deromkring i underskud på læsekontoen i læsevejlederuddannelsen. Det kunne mærkes i dag, da vi havde gruppemøde om den næste opgave. Må.læse.mere.snart!
• Skrupsaksunderskud! Ser alt alt for lidt til de 95 cm. lækkerhed, der bor her i huset. Afleverer ham for lidt. Henter ham for lidt. Mærker ham for lidt.
• Grøntsagsunderskud.
• Overbliksunderskud. Jeg har med andre ord ikke styr på særlig meget.

På plussiden

• Har overskud på socialt samvær med dejlige voksne mennesker. To weekender i Jylland med rutcheture og arbejdsglædeweekender og en hyggeaften til book launch med gode veninder gav positiv saldo på den konto!
• Læringsoverskud. Kan.ikke.kapere.mere.ny.læring.de.næste.48.timer.
• Rettearbejdsoverskud. Stile og diktater flyder over i tasken lige nu.
• Chokoladeoverskud. Man skulle jo ikke tro det var fysisk muligt.
• Hverdagsoverskud. Jeg giver gerne et par hverdage væk for en weekend. Anyone?

Islagkage, persillesovs og jordbærtærte

Det er ikke menuen til en underlig festmiddag, jeg har opremset, selvom jeg er på nippet til at invitere alle jeg kender til en kæmpe én af slagsen.

Det er nemlig blot nogle af de ting indeholdende æg og mælk, som Skrupsakken har sat til livs i den forgangne uge. Og hvad skulle der nu være specielt ved det, tænker du måske. Eller måske kan du huske, at jeg før har skrevet her på bloggen om hans fødevareallergi i blandt andet et indlæg om madordninger i institutionerne?

Well, faktum er at han har haft fødevareallergi over for mælk, æg og nødder siden han var helt lille og vi har efterhånden vænnet os til at liv med rismælk, mælkefrit smør, NoEgg pulver og kreative opskriftsmodificeringer. Fx kan jeg varmt anbefale Karolines brunsviger baseret på ovenstående i stedet for æg og mælk. Så det kan sagtens lade sig gøre, og vi tænker ikke meget over i det hverdagen. Vi tænker mest over det, når vi skal noget, hvor vi ikke selv står for maden. Jeg hader at vi skal have særlige forhold. At værten skal tænke over alternativ mad til ham og han ikke kan spise det samme som alle andre, som fx i vuggestuen, hvor han som den eneste har sin egen madpakke med. Det virker ikke til at røre ham dog. Han siger med den største natulighed i verden, at det han ikke tåle. Og det rører ham sjældent at andre får fx vanilleis, når han sidder med sin sodavandsis, men han har jo heller aldrig været vant til andet...før nu!

I går fik han nemlig lov at spise med af islagkagen til begravelsen, og han nød det. Og vi nød at se hans fine kinder bagefter uden røde knopper og hævede pletter. Størstedelen af børn med fødevareallergi over for mælk og æg vokser fra det, og det ser altså også ud til, at det er det der er sket for ham nu.

Vi har i en længere periode langsomt optrappet hans indtag af de to fødevarer, da vi anede en ændring i hans reaktioner. Først i brød, så i varme retter og nu til sidst i næsten ren form. Vi tager det stadig med ro, da han ikke skal risikere et allergisk chok. Han har jo aldrig drukket komælk før, og aldrig spist et æg. Så kroppen skal have lov at vænne sig til begge dele lige så stille og roligt.

Men tanken er der straks i mit hovede: Skal han mon have lov at opleve glæden ved en skål koldskål med kammerjunker i denne sommer? Skal han have lov at opleve hvor godt Tzaziki smager til grillet kød, og hvor skønt det er med isvafler fyldt med lækre flødekugler og guf? Det kunne jeg godt unde ham, ku' jeg sgu!

Løn!

Tænk jer! Jeg har lige modtaget den første lønseddel i over tre år!

Jeg kan slet ikke finde ord for hvor fedt det føles endelig at tjene sine egne penge igen og kunne være med til at bidrage økonomisk til vores lille familie. Penge burde være ligemeget, men lige netop i dag, er de for mig et symbol på selvstændighed, sammenhold, anerkendelse, stolthed, medansvar, ligeværd og måske denne nye lækre regnjakke fra Danefæ!?

Tidshuller

En af de store overraskelser, ved at vende hjem fra et udenlandsophold, er at opdage, at livet er fortsat, der hvor man rejste fra. Et eller andet naivt sted omme i ens baghovede, forventer man, at man rejser hjem til det velkendte. Det gør man ikke! Ikke efter tre år. Tre år er lang tid og i den tid kan ens venner få børn, blive gift og skilt igen, lave store karriereskift og dermed også sociale skift, flytte til et tredje land og dermed være endnu længere væk, få en depression og komme ud på den anden side, som en helt anden person, man ikke lige umiddelbart kan genkende og så videre. Folk man før var meget knyttet til, har rent faktisk levet videre uden én! De har ændret deres livspor, indrettet dem uden én i sit liv og måske bragt nye mennesker ind i deres dagligdag. Mennesker man ikke kender til, og som måske ikke umiddelbart siger én noget. Men alligevel mennesker, som man er nødt til at forholde dig til, da de betyder noget for dem som betyder noget for ém. De samme mennesker som hulkede, da de fandt ud af at man skulle rejse fra dem, har på en eller anden forunderlig vis formået at få deres liv til at fungere uden én i sin nærhed. Hvor forfærdeligt det end lyder, finder man ud af, at man ikke er uundværlig.

News flash!

Vi var forberedte på dette. Vi havde læst om faldgrupperne på diverse hjemmesider om at vende hjem fra udlandet til HC's andedam, og vi har 7-9-13 ikke følt os overrumplet af ovenstående følelser. Vi har jo også været så heldige, at vi har kunne rejse hjem et par gange om året, og har derudover været helt ubeskriveligt beriget med besøg hjemmefra, så vi har haft hånd i hanke med, at livet gik videre uden os, og at vores nærmeste tog store livsbelutninger uden os i nærheden. Det var ikke en overraskelse for os. Måske er det også teknologien, der har stukket os en hjælpende forberedende hånd? Det er jo taknemmeligt nemt at holde hånd i hanke med hinandens liv i denne blog-, chat-, Skype- og Facebookalder.

Dog er der alligevel dukket et par overraskelser op, som vi ikke var forberedte på. Der er dukket forskellige personer op i Danmark, som ikke "eksisterede" før vi drog afsted. Selvfølgelig eksisterede de, eller dvs. den lille Prins Karl Allan gjorde ikke, men de fleste af dem er ellers voksne mennesker. Men hvor har de så været før?

Der er fx Erik og Anni. Hvem er de? Og hvor kom de lige fra? Hvad er det de kan, siden de så ofte får forsider og spalteplads?

Og de der unge mødre. Landeplagen, som alle har en mening om, og som vi ikke aner en disse om.

Og så er der Baronessen og Tina Lund. Og hvornår blev den tidligere statsministerfrue lige chik at se på? Den så jeg ikke komme. Ej, heller at vi nu har en ny statsminister, hvis navn lyder som Lykke. Det forpligter, vil jeg mene.

Og så er der de mere skelsættende ting, som når man kører ned af Jagtvejen og ser Ungdomshusets tomme byggegrund. Nyheden om husets nedrivning nåede også New York, ligesom nyheden om Christiania, men at opleve et Danmark uden ungdomshus og fristad er alligevel et lidt anderledes Danmark end det vi forlod.

På det personlige plan og dog i samme kategori, var lukningen af min elskede arbejdsplads, Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Ikke en overraskelse, da jeg selv var hjemme og hjælpe til med at lukke butikken. Men jeg oplever alligevel en overraskende tomhed, når jeg ikke lige kan køre derud og hilse på de gamle kolleger, eller vise Drengen frem for dem, jeg dengang tilbragte så mange intens, glade og hyggelige stunder med. I dag er de spredte ud over det ganske danske land og ikke sådan lige at smutte forbi til lynvisitter i spisefrikvarteret. Og de fremtidige elever jeg skulle have hilst på er ikke kommet den vej alligevel, og vil derfor aldrig få lov at opleve netop den særlige skole, hvor ALT kunne lade sig gøre, så længe viljen til det var der.

Også modebilledet er ændret. Lilla behøves vist ikke at nævnes. Skønt, at vi pædagoger endelig får lov at være trendsættere. Men Libertystofferne fortjener et par linjer. De er åbenbart større end stort i dag. Jeg spørger jer kloge blogfolk, hvad er det, de kan de Libertystoffer? Hvilken rus giver de og hvad er nogen af bivirkningerne, hvis der da overhovedet er nogen? Og hvornår skete det lige, at alle begyndte at klæde sig nøjagtigt som mine veninder og jeg gjorde i 1988? Bevares, i dag, hvor man er blevet mere bevidst om andre landes kulturer og nationalbeklædninger kalder man dem haremsbukser, men i mine øjne er det altså stadig hængerøvsbukser, som vi kaldte dem i 1988.

Nå ja, jeg har jo også en blog...

Jeg kom lige i tanke om her til morgen, at jeg da vist ikke har blogget i umindelige tider. Og her har jeg fablet stolpe op og ned om mit nye hus og min rejse hjem til Danmark, og så lader jeg jer bare hænge der, som i en anden cliff hanger.

Nå, men vi er her. Vi er i huset. Og vi nyder det, og vi savner vores far. Så enkelt kan det vel egentlig siges, men jeg skal nok give jer lidt mere. I får ti gode stunder fra den sidste uge:

1. Min far kørte os hele vejen til Sjælland på sin fridag, og blev natten over sammen med os i det tomme nye hus, så vi ikke skulle ligge her alene den første nat. Jeg nød at lytte til hans trætte snorken inde fra den tomme rungende stue, da han træt lagde sig på madrassen efter at have rykket igennem med indhentning af mad til de fremmødte gæster og oprydning i de sene aftenstimer.
2. At gå i seng i aftes med en duft af sengetøj, der havde hængt ude og Probat fra det nyvaskede trægulv. Jeg siger jer, man burde lave duftlys, vaskemiddel og håndsæbe med Probatduft. Det er noget af det bedste, jeg kan få i min næse.
3. Hyggetimer med min bror og hans familie, som nu endelig bor i vores nærhed. Den solrige dag i tirsdags blev brugt i deres have med trampolinhop, legehuslege, badebassin, sodavandsis og høj hjertelig barnelatter. Lykken var total, da min niece og guddatter slog armene om mig til sidst og gav mig det skønneste farvelkys, som hun to minutter tidligere havde nægtet mig, da hun vist nok var lidt sur over, at Drengen og jeg ikke blev og sov, som vi jo plejer at gøre.
4. Koldskål og kammerjunkere, jordbærtærte til overpriser fra bageren, leverpostej, rugbrød, Sommersby pærecider og nye danske kartofler.
5. I går kom svigerne forbi og tog de praktiske handsker på. Vi fik hele hytten skuret ned, fikset småting, slået græsset, indkøbt og samlet havemøbler og stegt frikadeller. Og når jeg siger VI, mener jeg selvfølge DE. For hold da magle, det er dejligt med sådan en hjælp, når man står her mutters alene med en 1½ årig, der også gerne vil underholdes hele tiden. Og det hjalp de så også lige med, samtidig med at vi alle hyggede os gevaldigt. Behøver jeg at sige, at jeg har svigere af guld?
6. "Morgenhår" - børneunderholdning på DR. Dansk børnefjernsyn er SÅ meget bedre og mere underholdende og interessant end amerikansk. Tænk sig, at det er muligt at lave børneTV, der ikke taler ned til barnet og undervurderer dets kompetencer og humor. Og tænk sig, at man ikke behøver at lave børneTV, der tankpædagogisk forsøger at fylde børnenes hoveder med udenadslæren, men i stedet lader dem tænke selv og bruge deres fantasi. Fantastisk!
7. De gode venner og næsten naboer, der bare stiller op med lys, lån af bil, ekstra værkstøj, allergipiller og hyggeligt samvær. Hvor var det godt, at vi lige valgte DEN by, de var i, så vi rigtig kan komme til at nyde godt af deres dejlige personligheder og unger.
8. Sene lyse sommeraftener (selv om vi begge synes, at de var lidt svære at arbejde med i jetlagsfasen)
9. Drengen (min far bryder sig ikke om denne betegnelse for min lille søn, da han synes den er upersonlig, og han har jo egentlig ret. Så jeg må se, hvad jeg kan finde ud med det. Måske skulle jeg bare slippe min paranoia lidt og kalde ham ved hans navn?), nå men, hans glæde og iver over at være i det nye magiske hus, hvor man bare kan gå ind og ud, som det passer én, og hvor der hele tiden kommer sjove mennesker forbi og hygger sig med én. Når jeg ser på ham, ved jeg, at det var det helt rigtige at flytte hjem igen og være nær alle dem vi holder af.
10. Brun sovsekulør. Jeg kender ikke andre lande, hvor man bruger det. Gør I? Jeg har købt en. Har ikke brugt den endnu, og kender jeg mig selv, så bliver den ikke taget i brug lige forløbig, men den skal være der, i skabet, til den netop den dag, hvor vi lige får lyst til bøf med løg og BRUN sovs. Det duer bare ikke med en skidenbeigefarvet sovs, vel?

Et selvportræt

Jeg tegner et billede af mig selv. Med blyant, så jeg kan få alle detaljerne med. Det er aldrig nemt at lave et selvportræt, da det jo kræver en vis selvindsigt, men også selverkendelse.

Jeg starter med omkredsen af hovedet. Kinden er lidt rundere, end jeg husker den. Den buer mere ude nede under kindbenet, og hagen har en svag antydning af dobbelthed.

Så øjnene. Blyanten løber forvirret rundt over papiret en fire fem gange inden den beslutter sig for at lave en streg. Der ligger det. Øjet. Det skal sidde rigtigt i forhold til omkredsen, som har en svag bue indad, der hvor øjet er. Jeg bruger fingrene til at tvære blyantens streg lidt ud, for at få de helt rigtige skygger under øjnene. De virker tunge og mørke de skygger. Uanset hvor meget jeg tværer, kan jeg ikke gengive dem helt korrekt. Jeg prøver at lægge lidt streger ind, for at skabe de rynker, jeg pludselig opdager er opstået der, siden jeg sidst tegnede dette velkendte ansigt. Det er underligt, for det er det ansigt, jeg burde kende bedst i hele verden, men når jeg sidder der og tegner det, forsvinder det velkendte og alt bliver opløst i streger, linier, skygger, nuancer osv. Det er ikke mig, det er blot et ansigt.

Rynkerne ved øjnene pusler i mig. Det er de samme rynker, som jeg kalder morrynkerne.

Det er dem, jeg kigger på, når jeg kan se om en kvinde er mor. Jeg har altid syntes, at de var så smukke på alle andre. Når jeg ser dem nu her på mig selv, virker de trættende og skæmmende på ansigtet. Jeg er virkelig en kritisk betragter. Jeg synes, at kvinden på billedet ligner en træt kvinde, der også er mor.

Jeg kan ikke kende mig selv pt. Det er som om de ti ekstra kilo, der sidder rundt omkring på min krop har visket den pige jeg kender lidt ud. Hun er derinde bagved et sted, det ved jeg, for jeg kan jo mærke hende hele tiden. Jeg kan mærke hendes hjerte banke og hendes glæde boble, men hvorfor kan jeg så ikke se det udenpå? Og hvorfor kan jeg ikke overføre det til mit portræt? Det er længe siden, jeg har tegnet rigtigt. Måske er jeg blevet rusten i min streg. Selvportrættet har heller aldrig været min stærke side, så hvorfor skulle det lige pludselig blive det nu?

Men jeg plejer nu nok at kunne finde mig selv derinde i spejlet, når jeg kigger rigtig efter. Jeg savner min kraveben. Jeg kan huske glæden, da jeg pludselig kunne se dem igen efter at have tabt mine sidste kedsommelighedskilo, som jeg kalder dem. Når jeg bar en åben bluse og grinede, kunne man ane kravebenene, og det er noget af det smukkeste på en kvinde, når hendes hals ender ned i den svage fordybning kravebenet giver på hver sin side. Dem behøver jeg ikke døje med at få tegnet med på billedet nu.

Jeg kan ikke skyde skylden for kiloene på hverken USA eller graviditeten, som ellers ville være belejligt. De er selvforskyldte. De er opstået af kedsommelighedsspisen. Livet som hjemmegående er ikke mig. Det har jeg i den grad lært af vores rejse til det amerikanske. Jeg har også lært, at jeg elsker at tilbringe tid med min søn og at fritid, frihed og tid med ham er en gave, som jeg værdsætter uendeligt højt, men som også for mig skal gå i spænd med jobmæssige ansvarsområder og selvudvikling. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg glæder mig afsindigt til at komme hjem og arbejde igen og til at finde ind til AB igen. At blive mor gør vist også noget ved en kvinde på det område. Jeg har læst et sted, at det tager 1-1½ år for kvinden at finde tilbage til sit gamle jeg igen. Og så er det jo alligevel ikke det gamle jeg, man finder. Det er et forandret jeg, som nu også er mor, og som aldrig igen, kun skal tage vare på sig selv. Tværtimod har hun helt glemt, hvordan hun gør det, i sin iver for at tage vare på sit barn. Det er vist en gammel kending for flere nybagte mødre.

Kampen mod kiloene er startet, og den værste kolde tyrker fra sukkeret er overstået. Jeg har været igennem hovedpinen og trangen, som var det et stærkt vanedannende stof, jeg skulle vænnes fra. Det var det vel egentlig også. Men jeg ved også godt, at så snart jeg igen kommer i gang med at arbejde og at cykle til og fra det, så ryger kiloene også igen. Det er jeg nødt til at tro på, for sådan ser pigen på tegningen nemlig rigtigt ud i virkeligheden. Hun cykler. Og hun har bløde kindben og kraveben. Bevares, man har vist aldrig skrabet sig på hende, men hun var helt sikkert mere markeret, da jeg tegnede hende sidst.

Pudsigt egentligt - at for at finde mig selv, er jeg nødt til at tabe lidt af mig selv. Jeg har været der før, gør det gerne igen, for glæden ved at se hende den rigtige AB i øjnene i spejlet er større en noget andet her i verden - for mig, anyways...