Et politisk markskel

En dansk vestjysk politiker tryllebandt mig engang for 6 år siden med sin retorik og sine smukke billeder på powerpointen. Hun var indbudt af min daværende skoleleder, til at fortælle os lidt om hendes personlige syn om skolekultur, og særligt én ting har siddet fast i mine tanker og overbevisninger siden.

Hun snakkede om sin bedstefars vestjyske markskel, og det levende hegn af træer, han plantede deri. For at kunne så på den ene mark, måtte han vente de 10-12 år det tog for de små træer at vokse sig store nok til at kunne skabe læ for markens afgrøder, så de små korn kunne få læ og ro til at spire og gro. Hvert år tog han ud til skellet og tjekkede sine træer og deres rødder. Det var vigtigt at de rigtig fik slået rod og blev stærke nok til at modstå vindens hårde pres. Han passede skellet med den største omsorg og ventede tålmodigt år efter år på at kunne bruge marken til vækst og rigdom. 

Politikeren sammenlignede sin bedstefars markskel med skolepolitik. Det tager tid at skabe god skolepolitik, og det kræver tålmodighed at vente på, at de idéer og beslutninger, man har plantet i sit skel, får slået rod og vokser sig store og stærke nok til at kunne give ro og læ til skolerne, deres ledere, lærere og elever, så det resulterer i vækst og rigdom. Lærerigdom, kunne man fristes til at sige i sit misbrug af floskler.

Jeg ville ønske, at vi snart fik den ro og læ til at gøre vores arbejde i folkeskolen. Og at vi ville gøre lidt mere som finnerne. Holde øje med de moderne svenskere, når de får nye pædagogiske idéer, som skal afprøves her og nu i skolerne. Nemlig turde læne os tilbage og se, hvordan det går for svenskerne, inden vi straks river vores nyplantede træer op med rødderne for at plante fine nye skrøbelige moderne gevækster i vestenvinden.

Der er lige snart en ny valgperiode, og hvem mon tør at stille sig op og sige, at de gerne vil give folkeskolen ro til at udvikle sig i alle de nye tiltag, der er gjort inden for de sidste 10 år? Mon hun tør at følge sin bedstefars gode eksempel? 

Anne spørger: "Er folkeskolen overhovedet for folk?"

Jeg har lige skrevet en af de længste kommentarer, jeg nogensinde har skrevet, til et indlæg på en anden blog. Det er Anne, der begræder den folkeskole, der ekskluderer hende og hendes søn lige nu. Den folkeskole, der taler meget højt om inklusion for tiden. Og meget lavt om besparelser, til trods for at inklusionen sørme udløser besparelser. Tilfældigt? Det siges der. Dog alligevel heldigt i disse sparetider.

Men læs lige Annes indlæg og måske forarges du ligesom mange af hendes læsere, inklusiv mig selv, måske floves du, og måske kan du nuancere debatten yderligere. Mit svar til Anne står i kommentarfeltet, men jeg vil gerne stå endnu mere ved det, da det har været et indlæg under opsejling længe. Så derfor kommer det også som citat her:

Hvornår mon den mediestorm om hvor mange folkeskolelærerbørn, der egentlig findes i de private skoler kommer? Det gik ud over de socialdemokratiske politikere for lidt siden, men jeg synes det er langt mere interessant at se på, hvor mange folkeskolelærere, der ikke selv tør sætte deres eget barn i den skole, de selv arbejder for. Jeg er en af dem. Og jeg bliver flov over at være en del af den verden, du beskriver Anne. For jeg vil så gerne gøre det bedre, end de lærere du beskriver. Og bilder også mig selv ind, at jeg gør det - heldigvis.

I mit tiårige lærerliv er jeg først stødt på folkeskolen sidste år efter at have arbejdet inden for det private skoleliv, siden jeg blev færdig, og jeg synes, det er det hårdeste job, jeg har oplevet. Det er firkantet, omstændigt, urummeligt, ekskluderende på trods af intention om at være inkluderende, bureaukratisk, opslidende, minimumsressourceplaget, præget af politisk blindskydning af 1. grad og pisse hamrende frustrerende at slås i engang i mellem (for det meste).

Hvorfor bliver jeg? Fordi det må kunne gøres bedre, og vi må kunne finde en måde at få det allerallerbedste ud af de møgvilkår, vi bliver stillet over for som lærere pt. Jeg nægter med andre ord at give op ved at lade mig sluge med af negativiteten. Og jeg tænker, at vi får kun en bedre folkeskole, hvis vi lærere, der brænder for vores job, hænger ved den. Jeg elsker mit job til trods, og det er på grund af børn som din 7-årige.

Hvorfor skal Skrupsakken gå i privatskole? Fordi jeg nok ikke når det ovenstående mål lige indenfor de næste fem/ti år, og han skal ikke kæmpe min kamp, for mine princippers skyld, men derimod tilbydes det, jeg tror er det bedste for ham pt. Og fordi, selv om der bestemt også findes dårlige lærere på private skoler, så har jeg, som forælder der, mere indflydelse end jeg har i folkeskolen.

Dobbeltmoralsk? Ad helvede til, derfor, hvor er den mediestorm om kokken, der ikke ville æde sin egen mad: Folkeskolelæreren?

Er der en journalist til stede?

Igen - noget usammenligneligt, eller...

En god veninde postede i dag en update på sin Facebook (don't we just love FB for delivering good stories to blogs?), som jeg bare må dele med jer.

A-T er udover at være en rigtig god ven, også en af mine yndlings FB-venner, fordi hun altid finder de gode historier og denne er ikke en undtagelse, synes jeg. Måske kan den endda lægge op til lidt debat her på bloggen? Feel free...

Den jødiske avis Der Tzitung bragte det efterhånden verdenskendte foto, som du ser herover, af hele den amerikanske politiske elite i The Situation Room under Osama Bin Ladens tilfangetagen og har i deres udgave editeret de to eneste kvinder, Hillary Clinton og Aurdrey Tomason ud af billedet.

Det vakte selvfølgelig provokation i den vestlige verden og ord som kvindeundertrykkelse og kønsdiskriminering kom på tale - også på Facebook.

Men jeg synes det er mere nuanceret end som så. Og mit svar til updaten lød:

Inden alle flyver op i det røde felt, så forklarer avisen det jo netop til sidst i artiklen: "Because of laws of modesty, we are not allowed to publish pictures of women, and we regret if this gives an impression of disparaging to women, is certainly never our intention. We apologize if this was seen as offensive."

Som jeg læser det, er det en anstændighed/ærbarhedslov i Israel, der ganske givet i vores øjne er forældet, men ikke desto mindre nok er en lov, de er nødt til at følge som national avis. Men ja, det er da tankevækkende, at det er nødvendigt. I mine øjne handler det bare ikke om ligestilling, da problematikken er langt mere kompleks end som så. De mener jo derimod at de har beskyttet og respekteret det kvindelige køn, hvis du spørger dem. Kulturforskel er en mærkelig størrelse og når det bliver belyst i et globalt samfund, hvor vi kan dele hinandens nyhedsmedier og holdninger son vi kan i dag, så sætter det provokationer igang. Det tror jeg man skal passe på med, og i stedet prøve at forstå. Ikke acceptere, men forstå.

Undskyld, hvis jeg prøver at lyde frelst, men jeg synes bare det er mere nuanceret end som så :-) Tak for linket i øvrigt, A-T. Du finder altid de fede historier!

Du kan se billederne og hele avisens forklaring HER.

Hvad tænker du om det hele? Er jeg for blåøjet og naiv? Bliver du også provokeret? Eller kan du ligesom jeg faktisk godt forstå avisens forklaring og endda deres dilemma? Ja, hvad tænker du?

OPDATERING:
Der Tzitung er en ultraortodoks hassidisk avis, som læses af en del ultraortodokse jøder i Brooklyn, hvor den har hovedsæde. Jeg har ikke kunne finde noget sted, hvor der står om de to kvinder også er redigeret ud af teksten i artiklen. Den jødiske rabiner Jason Miller pointerer dog at avisen, ved at ændre på historiens gang på den måde, også bryder en jødisk lov. Han siger:

Der Tzitung edited Hillary Clinton out of the photo, thereby changing history. To my mind, this act of censorship is actually a violation of the Jewish legal principle of g'neivat da'at (deceit).

Citatet, der opstod til lejligheden

"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy." - Martin Luther King, Jr

Ovenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?

MLK'citatet rammer spot on, hvordan jeg selv har det med hele jubelscenen efter Bin Ladens død, men jeg undrede mig over, hvem de mange tusinde tabte liv var og hvem den enes død han talte om var. Var det Vietnam han refererede til? Eller en historisk reference til Hitler og 2. verdenskrig?

Ingen af delen viser det sig. For citatet er tilsyneladende falsk. Det er af mange brugt som indledning til det følgende citat, som derimod skulle være ægte nok:

Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that."

Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King "Strength to love". I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.

Efter den værste irritation over ikke at kunne bruge det velplacerede citat alligevel, havde lagt sig, forundredes jeg over, hvor hurtigt det var gået med at sprede citatet og honorere MLK for det. Hvorfor var han blevet forfatter til det? Hvorfor skulle citatet have en kendt ophavsmand, i stedet for at den person som havde startet det på sin Twitter selv kunne blive anerkendt for sin retorik og reflektion?

Virale medier er en forunderlig størrelse og jeg vil herefter fortsætte med at følge verdens lige så forunderlige reaktion på et af dette årtis største begivenheder. Hvor mon det ender? Og hvornår?

En dårlig smag i munden

Jeg får det faktisk lidt dårligt, når jeg ser klippet med Bertel Haarder. Jeg kan helt ærligt ikke se det væsentlige politiske indhold i det, selv om jeg kniber mine øjne virkelig hårdt sammen for at vride det ud af historien. Guderne skal vide, jeg godt gad at finde en krakelering i den stenudskårne venstrepolitiker, men jeg kan ikke med selv mit mest negative og pessimistiske perspektiv se andet end rimelighed i, at manden udtrykker sin vrede over et så uprofessionelt interview. Journalisten gentager sig selv flere gange, fordi han ikke får de svar han ønsker, han følger ikke almindelig presseskik om at briefe politikere inden de interviewes, og han er direkte nedladende, bedrevidende og uetisk i sin reaktion, da han syv minutter inde i interviewet står over for en presset mand, der er ved at knække. Og det sidste er det værste i mine øjne.

Fandme, om jeg vil lade journalister af det format styre mine automatiserede reaktionsmønstre. For hvor ville det være let for mig at hoppe med på antiBertelbølgen lige nu. Jeg kan virkelig ikke lide, hvad den mand har været med til at gøre mod vores folkeskole og nu vil gøre ved vores sundhedssystem. Men det må og skal ikke påvirke mit personlige indtryk af et menneske, der ligesom alle os andre kan blive presset og meget meget vred.

Og Bertel, det ville klæde dig med lignende empati overfor de lærere, du gentagne gange har presset op i selvsamme hjørne, men måske skal vi lade det ligge til et andet indlæg?

Taget ud af en sammenhæng

Jeg har ligget herhjemme på sofaen de sidste par dage med en slem hoste, og det har givet mig god tid til at se Dr. Phil og lignende berigende programmer i formiddagssendefladen.

Og Dr. Phil viste i dag dette klip:

Kvinden, som er amerikaner, er siden dette blev optaget blevet arresteret og tiltalt for børnemishandling. Episoden er optaget på en mobiltelefon af en anden kunde i butikken og videoen er blandt bevismaterialet i sagen.

Nu er dette indlæg ikke et indlæg om, hvor overreagerende amerikanerne kan være i sådanne situationer. Vi husker alle historien om den danske kvinde og barnevognen, så den behøver vi ikke rode op i igen. Det er slet ikke min pointe med denne sag. Men situationen viser sig dog at være lidt det samme. En kvinde med dårlig dømmekraft i øjeblikket. En mor, der forsøger at gøre noget for sit barn, som i den grad bliver misforstået, fordi det bliver taget ud af sin sammenhæng. Og fordi ingen tager sig tid til at gå hen og spørge hende, hvad det er hun laver eller simpelthen blot lader være med at dømme hende før de kender hele historien.

Det viser sig, at drengen, der ligger på gulvet, elsker denne leg med at lade sig trække hen ad gulvet. Og hvilket barn gør ikke det egentligt? Kvinden fortæller i showet, at hendes mand leger denne leg med deres søn hele tiden derhjemme, hvor drengen hviner og griner, og leger at han sidder i en racerbil, da det går rigtig hurtigt på deres lakerede trægulve. I situationen er drengen blevet træt af at handle med mor, og den eneste måde hun kan få ham med hen til kassen og købe sig selv et par minutter mere til indkøbene er ved at trække ham hen ad gulvet i selen. Og det gør hun så.

Vi er enige om, at det ikke lige er det smarteste sted at gøre det, men jeg er godt nok glad for, at der ikke lige har stået en mand med sin mobil ved siden af mig, mens jeg rendte rundt i Føtex med Skrupsakken hængende hvinende med hovedet nedad på min ryg midt i julehandlen.

Og samtidig så sidder jeg og ser på Facebook-statusopdateringer, der lyder: "Jeg er Kurt Westergaard", hvor de identificerer sig med en mand, der lod sit barnebarn sidde i stuen sammen med en voldelig mand med en økse, mens han selv gemte sig på toilettet. Don't get me wrong, jeg hylder også ytringsfriheden, men måske ikke lige med Kurt Westergaard til fornavn. Akkeja.....jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene om det ene eller det andet. Og så har jeg slet ikke reflekteret yderligere over, at moderen havde sin dreng i en sele, som jeg egentligt synes ville være langt mere interessant at diskutere end de 13 sekunders usammenhængende klip.

Hvorfor har man sit barn i en sele? Hvad handler dét lige om?

Fødevareallergi og madordninger

Lige om lidt træder de meget omtalte madordninger i kraft i landets kommuner, og dem kan man så mene om, hvad man vil. Det gør jeg så også, og I skal nok høre mere om den mening lige om lidt.

Men før jeg taler om det generelle i hele debatten, vil jeg lige tilføje et personligt perspektiv til den. Ham her Skrupsakken, som I jo snart har hørt en del om, han har nemlig fødevareallergi.

Han kan ikke tåle mælk, æg, peanuts og cashewnødder. Og fordi han er født i USA, så har han været hele møllen igennem med hensyn til disse allergier. Han blev blodprøvetestet første gang, da han var 6 mdr. gammel. I den alder vil man vist helst ikke tage blodprøver i Danmark, med mindre det er strengt nødvendigt. Det var bestemt heller ikke en sjov oplevelse at se den nervøse sygeplejerske stå der og fumle med hans små arme og stikke forkert 10-20 gange, men den dag i dag er jeg meget glad for, at vi fik det gjort. Det har betydet, at vi har kunne holde ham fra de ting, der får ham til at slå ud og få det skidt. Siden er han blevet testet hvert halve år på samme måde, og de viser desværre stadig det samme resultat.

Nå, men til sagen. Vi har lært at leve med det herhjemme. Maden bliver tilberedt lidt anderledes, med rismælk i stedet for mælk og med æggeerstatningspulver i stedet for æg. Det fungerer upåklageligt, og man lærer ellers at sno sig i diverse arveopskrifter og lignende, så ingen kan smage forskellen i det færdige produkt. Hvem ved, det kan være det ender i en slags kogebog en dag.

Men når nu man så beslutter, at alle børn i Danmarks institutioner skal have den samme mad, så bliver sådan en lille grønært der sat lidt i klemme. For han kan ikke få den mad, de andre får. Så her til aften har jeg skulle sende diverse udskrifter fra speciallæger (det er faktisk et krav, at det er en speciallæge eller et hospital, der har skrevet dem) til kommunen. De vil så tage stilling til, om hvorvidt han er “egnet” eller for at bruge deres egne ord, allergisk nok, til at få dispensation fra ordningen. I sidste ende, så ender det helt sikkert med, at han får lov til at sidde der ved bordet og være meget anderledes end de andre børn. Og det er jo herligt! For vi synes jo også selv, at han er noget helt særligt, men det er måske ikke lige den måde, at vi håbede, at han fik lov at opleve det på. Indtil nu har han kun oplevet at de alle sad med hver sin forskellige madpakke, som var henholdsvis hans, hendes og min.

Det handler ene og alene om økonomi i mine ører, for det skal nemlig ikke være for let for de kritiske forældre at trække deres børn ud af ordningen. Forældrene skal jo ikke have lov til at snyde systemet til at få lov til selv at smøre deres børns madpakker selv, vel?

Og hvorfor så ikke? (og nu kommer vi så til min helt egen holdning om hele denne stupide madordning. Ja, der slap den vist ud.). Fordi de ved jo udemærket godt, at størstedelen af landets forældre langt hellere vil smøre de madpakker selv og dermed spare de 520 kr. om måneden. Ikke så meget pga. pengene, men fordi det at smøre en madpakke til sit barn er noget helt specielt. Ok, indrømmet. 4 ud af 5 aftener hader vi det, men den ene aften eller to om ugen, hvor vi har tid og overskud til lige at gøre det ekstra ud af den, så der ligger en tegning, en rosinpakke, et stykke legetøj eller noget andet lækkert, som er det eneste direkte sendebud hjemmefra på en ellers lang dag i vuggeren, der er det noget af det mest personlige og nærværende man kan finde i en familie. Kun jég ved, hvad han bedst kan lide, og kun jég ved, hvordan kan lide sine agurker skåret ud osv.

Jeg bliver så harm, når vi i Danmark misbruger vores sociale kultur og skærer alle over en kam, fordi vi har en lille procentdel, der har behov for hjælp til de madpakker. Det er spild af tid og resourcer, der i stedet kunne være brugt meget bedre til at hjælpe dem, der rent faktisk har brug for det. Men sådan er vi ikke i Danmark. Vi peger ikke fingre af folk og skiller dem ikke ud. De skal ikke mærke, at de er svagere end de andre. Hvilket i sig selv er absurd, da vi gør det i så mange andre henseender, at det gør ondt at tænke på. Men i stedet sætter vi baren efter laveste fællesnævner, deler kagen lige, så alle får det samme stykke. Og det er selv om nogen måske allerede er mætte og ikke har behov for mere kage. Ikke om jeg forstår det.

Ja, og så er vi vist røget lige fluks tilbage til mit indlæg om at behandle folk forskelligt for netop at kunne behandle dem ens. Eller hvad mener du?

Jeg stemmer for at vi afskaffer de madordninger lige så hurtigt og hovedkulds som vi anskaffede dem, og i samme pennestrøg kan vi så også slette ordet 'liggedage', som jeg stadig ikke er kommet mig helt over findes. (Og vidste du det heller ikke, så læs mit forrige indlæg. Det er uhyggeligt, siger jeg dig bare!)